Os, når vi er sammen: Novellesamling

By Wenche Thinnesen Vogtmann

I, Os, når vi er sammen, bliver erotikkens mangeartede udtryk og former skildret af unge mennesker.
Vi får et kort indblik i deres indre rejser og er med, når de deler ud af deres tanker og følelser.
Alle har de det til fælles, at de søger efter deres identitet, seksuelle ståsted og præferencer.
Vi er vidner til alt det på samme tid dejlige og svære, både følelsesmæssigt og seksuelt, og ikke mindst den sex de fantaserer om, men som ikke er en realitet endnu.
Novellerne kan læses alene eller sammen med andre. Samlingen egner sig som debat- og dialogstarter blandt unge fra 16 år.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 4, 2024
• ISBN: 9788743068464

Wenche Thinnesen Vogtmann

Wenche Thinnesen Vogtmann, (f. 1972). Elsker at skrive om mennesket, når det er nøgent. Både bogstaveligt og i overført betydning. Til dagligt underviser hun unge forfatterspirer på Forfatterskole.dk og Vejle Musik- og Kulturskole. Hun er derfor en stor del af sit liv omgivet af og i kontakt med unge mennesker. Nysgerrigheden og kærligheden til unge, og de deraf mange samtaler med dem, skabte grobunden til denne novellesamling med afsæt i realisme og erotik. Det var nemlig i samtalerne, at hun blev opmærksom på, at sex og følelser stadig kan være en svær størrelse at snakke om. Med disse noveller håber hun derfor at kunne åbne op for de dialoger, der er så vigtige, men som kan være grænseoverskridende at tage.

Book preview

Underkastelse

Jeg vil kaste mig for dine fødder om nødvendigt - tigge om din kærlighed hvis du forlanger det.

Få dig til at elske mig for hver en pris.

Jeg vil bære din duft med stolthed.

Spise af din hånd.

Krybe.

Kravle.

Sige de rigtige ting.

Slå knuder på mig selv for at passe ind i din verden.

Jeg vil vikle min stemme om dig som blød silke.

Fortæl mig blot, hvad jeg skal gøre for at komme i betragtning.

Please.

Du må ikke være tavs.

Ikke ignorere.

Bare elsk tilbage.

Ikke gå.

Nej, ikke gå væk.

Væk.

Væk fra mig.

Bliv.

Bliv for evigt.

Spejlet

I spejlet ser jeg dig.

Ser dig, som du står der; rank og slank.

Næsten nøgen.

Blikket er vagtsomt og nysgerrigt på én og samme tid.

Det lange hår kildrer på ryggen, da jeg lader hovedet falde en smule bagover, og bevæger det stille og roligt fra side til side.

Jeg retter hovedet op igen og træder et skridt tættere på spejlet - at se sig selv i fuld figur er flertydigt. Transformationen endnu ikke tilvejebragt.

Skråsikkerheden smuldrer kort efter og erstattes af en nagende tvivl.

Hvem er du? hvisker jeg og lægger forsigtigt min hånd på glassets glatte overflade. Dybest inde?

Intet svar.

Blonde BH’en sidder en smule skæv på min brystkasse. Det retter jeg hurtigt og erfarent op på.

De mange eftermiddage her har jeg ikke længere tal på.

Dagene glider ind og ud af hinanden. Til tider er jeg euforisk, gestikulerende og snakkende. Andre gange tier jeg og står bare og betragter hver en lille enkeltdel af mig selv.

I ingen af yderpunkterne finder jeg alle svarene.

Det varme voks og den efterfølgende afrivning af hår har efterladt min hud sensibel, rød og øm. Det kropshårløse look ophidser mig til trods.

Forsigtigt lader jeg hånden berøre mit skridt. Onani er en fast del af tiden her. Jeg betragter mit ansigtsudtryk efterhånden som opstemtheden får tag i mig. Vejen til udløsningen er velkendt - hvert et udtryk gennemstuderet. Følelserne aldrig helt identiske fra gang til gang.

Jeg ville ønske, at alt i onanien var uproblematisk, at det flertydige ikke var til stede. Ønske, at jeg bare kunne lade kroppen agere frit uden tanke for det komplekse i det.

Men alt, hvad jeg gør ved mig selv, får mig til at tænke - tænke på, at der er en anden vej, som jeg aldrig vil kunne hengive mig til på samme måde. Tilnærmelsesvis måske, men ikke på naturlig vis som nu.

Når jeg lukker øjnene, dukker der billeder op af ham og hende. Sammen.

De er nøgne og indtager hinandens kroppe begærligt og hæmningsløst. Deres lyde er højlydte og vidner om deres liderlighed - deres hænders nysgerrige og søgende adfærd ophidsende.

Hvorfor de altid står op i et lille, sterilt rum uden vinduer og møbler eller andet inventar kun oplyst af en kraftig projektør, har jeg aldrig gennemskuet.

Deres sved og voldsomme, stødvise udånding hænger på de hvide vægge og får dem begge til at glinse i skæret fra det skarpe lys fra projektøren.

De er til alle tider enige om, hvad der skal ske, selvom de aldrig siger noget til hinanden.

Han trækker forsigtigt munden til sig, blinker frækt til hende og glider langsomt ned foran hendes krop. Hans hænder og tunge finder stedkendt hendes bryster. Han presser dem sammen, så brystvorterne ikke længere har den naturlige afstand mellem sig.

Det hårde greb, og hans tunge, der nysgerrigt og begærligt skiftevis slikker og bider i hendes brystvorter, får hende til at kaste hovedet bagover.

Hendes vejrtrækning er hektisk og uregelmæssig. Hun råber hans navn højt igen og igen. Det får ham til at sætte hastigheden op. Hans mund farer fra brystvorte til brystvorte.

Spyttet, der har gjort hans ansigt vådt, gør det nemt for ham at glide ubesværet videre ned mod hendes navle. Først slikker han rundt om den flere gange, inden han slipper hendes bryster og placerer hænderne på hendes hofter og trækker hende ind til sig i det samme, som hans tunge finder vej ind i hendes navle.

Hans grundighed tiltaler hende.

Da hans tunge forlader hendes navle og lister ned mod hendes fisse, holder hun vejret og forcerer intet, men lader ham om at bestemme hastigheden.

Hun rykker hovedet let fra side til side, som spiller der en stille melodi i hendes indre.

Da hans tunge rammer hendes klitoris, spreder hun velvilligt benene yderligere, så han lettere får adgang til hende.

Hun griber om hans hoved og presser ham hårdt mod skridtet, mens hun prøver at stå stille. Men hendes krop vil ikke lystre. De skrig hun udsender, får ham kun til at slikke endnu mere og længe. Uden at sige noget, flytter hun hans hoved en smule ud og kigger indforstået på ham. Han ved, hvad hendes blik betyder, og han rejser sig op, mens hun sætter sig på hug, griber om hans stive pik og tager den i munden.

Han lukker øjnene, trækker hænderne om på ryggen for ikke at tage styringen ved at placere hænderne på hendes hoved og skubbe hende hurtigt frem og tilbage hen over pikken.

Hendes blowjob tænder dem begge. Det ses tydeligst i deres spændte muskler og ivrighed. Deres gensidige nysgerrighed efter hinanden, og det de kan sammen, aftager aldrig.

Hendes ene hånd har et fast greb om hans pik, den anden bevæger hun hektisk op og ned ad hans lår. Tungen glider elegant hen over hans pikhoved.

Hun stopper op flere gange for, at han ikke skal komme for tidligt, og stopper helt, da en smule sæd lander på hendes tungespids.

Hun rejser sig langsomt, vender rundt og bøjer sig forover, mens hun placerer sine hænder på knæene. Hun spreder benene en smule og blotter sin røv. Synet kan han ikke stå for. Han trænger ind i hendes anus med en voldsomhed, som hun tavst billiger.

Glidecremen hun sprøjtede op i anus, inden de begyndte, gør det muligt for ham at glide helt ind i hende uden besvær.

Han sætter sine hænder på siden af hendes balder og trækker hende frem og tilbage hen over pikken.

Først langsomt. Siden hurtigere. Musklerne i deres ben spændes og træder tydeligt frem, og vidner om, at deres valg af stilling er svær at udføre.

De gør det sjældent nemt for sig selv. Udfordringen tænder dem. Og mig.

Han læner sig ind over hende, flytter den ene hånd ind under maven og holder hende fast, mens han med den anden hånd finder frem til hendes klitoris.

Berøringen sammenholdt med hans pik i anus får hendes underben til at ryste ukontrolleret. Det gør hun ikke noget for at ændre på.

Det, de skaber sammen, er unikt.

Det, de er sammen, er misundelsesværdigt

Over tid bliver de til én.

Vi bliver til én.

Deres orgasmer er sammenfaldende og bliver skreget ud på samme måde som min.

Jeg lader mine øjne forblive lukkede, indtil jeg er på den anden side af udløsningen. Synet af min onanerende krop, mens orgasmen finder sted, er uudholdelig. Kropsvæskerne prøver jeg at ignorere

Ved undfangelsen måtte der være opstået en tvetydighed, som ingen kendte det fulde omfang af - dengang som nu.

Siden har det tveæggede boet i mig - listet omkring og stille og roligt besat hver en lille del af mig.

Årene har efterladt mig skråsikker, men uden modet til at lade det træde frem og være en synlig part af mig - synlig for omverdenen.

Lysten til en trekant med en kvinde og en mand opstod for snart længe siden. Men hvorfor, de skal være så meget ældre end mig, har jeg aldrig gennemskuet. Måske er det ønsket om at blive beskyttet og passet på. Jeg ved det ikke helt.

Jeg åbner øjnene og sletter sporene efter mig. Bagefter får jeg øje på trusserne, der ligger oven på den lange, røde cocktailkjole, og rækker ud efter dem, velvidende, at jeg burde lægge mig på sengen og nyde orgasmens efterspil - give efter for den naturlige træthed, i stedet for blot at fortsætte mit forehavende. Men tiden er ikke til det.

Forvandlingen trin for trin er en nødvendighed for at få sjælen med i et helt og intakt stykke.

Hvis jeg kunne opløse skellet mellem de følelser og kønsopdelte definitioner, der implicit ligger i samfundet, ville jeg gøre det.

Men kun her. Alene. Finder jeg det hele - kun her kan jeg være mig i alle regnbuens farver.

Jeg ifører mig trusserne uden besvær. De sidder stramt hen over mine spændstige baller og skjuler intet. Jeg vender siden til og tænker, at jeg skal have arbejdet med min holdning - stå ved, at jeg ikke er mainstream. Elske mig selv uden altid at tilføje et men.

Elske uden at frygte for at blive afsløret.

Turde gå omkring med oprejst pande og masser af selvværd, mens jeg viser mit sande jeg.

Men blot tanken om de andres hånende latter og kommentarer lammer, og udelukker mig for muligheden for at vise mig frem for andre end mig selv.

Modet udebliver nu som tidligere.

Alle aspekter af det her, har jeg endnu ikke afprøvet. Jeg famler mig frem i håb om at finde alle aspekter af mig selv.

Men måske er det slet ikke muligt?

Jeg tager den lange, røde cocktailkjole på og ved, fra tidligere gange, at den vil smyge sig om min krop på en elegant og sexet måde.

Den forvandler meget mere end mit udseende. Den har samme effekt på mig, som supermandsdragten har på Clark Kent. At gå fra ubetydelig til betydelig, bare alene ved skiftet fra den ene til den anden, er opløftende og dragende.

Sexy, siger jeg til mit spejlbillede og blinker. Med den her kjole på kan alt ske. Alt må ske. Intet er umuligt. Mine øjne liver op ved tanken om alt det, der en dag vil ske, når jeg har fundet styrken, der skal hjælpe mig til at turde gå hele vejen.

Gå ud af værelsesdøren, forbi mine forældre og søskende og videre ud i verden iført lige netop denne kjole. Ligeglad med, hvad andre måtte tænke.

Fortsætte med at drømme om en verden uden fordomme og menneskeskabte grænser.

Danse til sydamerikanske toner. Lade mig forføre af en mand. Flirte åbenlyst. Lade ham om at føre mig gennem tangoens sensuelle undertoner, mens min røde silkekjole bliver fugtig af både hans og min sved.

Duftene gemmer på spor af erotik.

Ham og mig.

Og hende.

Jeg vil dem begge to.

Treenighed.

Ikke foretrække den ene frem for den anden.

Vi skal lade os klæde af og være nøgne sammen uden at dømme eller kommentere, men blot nyde hinandens kroppe og alt det, vi sammen kan frembringe af seksuel nydelse.

Kønnet på den jeg skal dele mit liv med, er mig så inderligt ligegyldigt. Det er mennesket og dennes accept af mig, der betyder mest. Bliver vi flere end to, er det blot en yderligere berigelse.

Jeg vender siden til og smiler. Mit spejlbillede er så fuldendt, som det kan blive under de nuværende forhold.

Min krop er ung og spændstig af de mange timers træning. Mit ansigt er feminint og glat.

Kun mine øjne afslører, at ikke alt er, som det giver sig ud for. Men måske er det kun mig, der kan se, hvilke indre kampe øjnene prøver at dække over, men som jeg uden besvær aflæser.

Jeg skal ud af stilstanden. Videre. Men døren blokerer. Jeg tør ikke forcere den. Stå ved. Og bære de andres smerte og forbløffelse over, at jeg ikke er den, de havde regnet med.

Kom nu, hvisker jeg til mig selv. Du kan godt. Men ingenting sker. Kun her ved spejlet er jeg modig.

Hvad er det værste, der kan ske? Jeg sætter trodsigt hænderne i siden og kigger med let rynkede bryn på mit spejlbillede.

Spørgsmålet har jeg stillet mig selv mange gange tidligere, og jeg er altid endt med katastrofetanker og forestillinger om, at mine nærmeste kollapser, for aldrig siden at finde fodfæste igen.

De skal nok klare det, prøver jeg overbevisende at bilde mig selv ind.

Det har ikke den tilsigtede effekt. Jeg sukker og lader armene falde tungt ned langs siden.

Man kan, hvad man vil, siger jeg højt uden at kunne huske, hvor jeg har hørt ordene før.

Jeg rækker beslutsomt ud og åbner kommodeskuffen. Under undertøjet finder jeg det, jeg skal bruge for at fuldføre forvandlingen.

Den lille pose indeholder nok til, at jeg kan gå fra at være den ene til den anden.

Det første jeg tager frem, er den røde læbestift. At jeg altid starter med at tage læbestift på, handler om, at den røde farve på læberne giver mig en tro på, at jeg en dag kan slippe de sidste hæmninger, der spærrer for modet til at gå hele vejen.

Jeg lægger posen fra mig på kommoden og vender tilbage til spejlet, laver trutmund og maler læberne med en sirlig hånd.

I forvandlingen ligger opbygningen af troen på, at jeg en dag kan bære både mig selv og mine omgivelser.

Det, jeg har vidst i lang tid, skal jeg have formidlet til de intetanende. Tanken får mig et kort øjeblik til at stoppe op.

Øjnene, der møder mig i spejlet, er først rådvilde og siden frygtsomme.

Den sværeste at få overbevist bliver min far. Jeg sukker ved synet af de billeder af ham, der dukker op i mit hoved. Arrigskaben og skuffelsen vil sidde side om side i hans øjne, og hans kropssprog tydeligt indikere, at han på ingen måde vil lade dette passere uden kamp.

Jeg smører et ekstra tykt lag læbestift på, som kan det gøre en forskel på måden, han vil tage imod mig og mit budskab om, at man er den, man er.

Jeg lægger læbestiften fra mig på kommoden, tager posen og finder den mørkeste af mine foundations frem. Med den, kan jeg med få strøg få den ene til at træde i baggrunden, og den anden til at træde frem fra sit skjul.

Overgangen gør mig høj af begejstring. Det kvindelige ansigtsudtryk får mig til at ændre på måden, jeg står på, og måden, jeg bruger mine hænder på.

Engang var hun gemt langt væk i mig. Med tiden lukkede jeg hende ud af sit fangenskab. Lænkerne insisterede hun på at frigøre sig fra på den stålfaste måde.

Jeg beundrer hendes vildskab ubetinget.

Hun kan så meget, som han aldrig har turdet på samme måde.

Da foundationen dækker hele mit ansigt, bytter jeg æsken ud med øjenskyggen.

I opbygningen af hende er hun ikke en ubetydelig medspiller. Hun elsker at give sine besyv med, og resultatet er altid overraskende godt, når vi sammen gør transformationen til en leg.

De krige, vi har kæmpet gennem årene, glemmer vi begge, når det er påkrævet som nu.

I starten nægtede jeg at tale med hende - over tid lærte jeg, at hun var umulig at overhøre.

Hun ville overtage herredømmet, hvis hun kunne, men den magt havde hun ikke opnået.

Endnu.

Jeg ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før hun tager det sidste skridt, og jeg er afklaret med, at det ikke kan være anderledes.

Efterhånden som hun kommer til syne, bliver jeg kun endnu mere overbevist om, at det er i dag, vi sammen går ud i det fri.

Fri for de usynlige bånd, der har forhindret