Widukinds Sakserkrønike

By Widukind Widukind and Jacob Peter Jacobsen

Widukinds Sakserkrønike - Res gestae saxonicae - er et værdifuldt kildeskrift til den nordeuropæiske historie frem til slutningen af det 10. årh. Værket er delt op i tre bøger: Første bog skildrer indledningsvis en række krige og fortæller bl.a. om Henrik Fuglefænger. Anden bog er dedikeret til begivenheder i Otto den Stores regeringstid. Tredje bog beretter om tiden efter Otto og indeholder bl.a. det berømte afsnit om Harald Blåtand og biskop Poppo. Værket er interessant som kilde ikke mindst fordi saksernes historie her fortælles af en sakser.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 31, 2022
• ISBN: 9788743038801

Widukind Widukind

Widukind var en saksiske munk og historieskriver. Han hørte til Corvey klosteret i Vestfalen. Krøniken menes at være skrevet i slutningen af 960'erne og et stykke ind i det efterfølgende årti.

Book preview

Indhold

Indledning

Tilegnelse til Prinsesse Mathilde

Første Bog

Anden Bog

Tredje Bog

Register

Indledning

Naar Widukind taler om Sachsen, tænker han paa noget helt andet end det Landomraade, der i nyere Tid bærer Navnet Sachsen, og som paa Widukinds Tid for største Delen slet ikke var tysk Land men beboet af de vendiske Stammer, som netop var Sachsernes Fjender. Widukinds Sachsen er det af den sachsiske (nedertyske) Folkestamme beboede Land, der begrænses af Friesland, Rhinen, Elben, Saale og, mod Syd, Thüringernes Land, et Omraade paa vistnok o. 3000 Mil. De gamle Sachsere var den af de tyske Stammer, der senest kom ind i det fælleseuropæiske Kulturliv, som det frankiske Rige og den romerske Kirkeorganisation lagde Grunden til. Efter at den tyske Folkestamme Frankerne under Høvdingen Chlodvig (o. 500) havde sat sig fast i Gallien, udgik fra dette ny Frankerrige (Frankrig) under de merovingiske og karolingiske Konger Erobringen af de andre gamle tyske Stammers Lande. Allemanerne eller Schwaberne maatte underkaste sig allerede i Chlodvigs Tid, og kort derefter Thüringerne (o. 530). Frieserne kuedes i langvarige Kampe af den ældre Pippin, Karl Martel og Karl den Store, Longobarderne og Bairerne af Karl den Store i Slutningen af 8. Aarh., men de to sidstnævnte Folk, især da de romaniserede Longobarder, var alt i Forvejen komne under Kirkeorganisationens Indflydelse. Sachserne levede lige til Karl den Stores Tid fuldstændig afsondrede og under samme primitive Forhold som Germanerne i det Hele paa Tacitus’s Tid. De plyndrede og røvede paa Frankerrigets Grænser, og de var Hedninger. Da Karolingernes Politik var i høj Grad kirkelig bestemt, og Kongernes Raadgivere og Hjælpere saa godt som alle var kirkelige Embedsmænd, Bisper, Abbeder, eller dog kirkeligt, oplærte — fordi der ikke gaves nogen Dannelse uden den kirkelige — var der Grunde nok for Karl den Store til at gaa imod Sachserne. En 30aarig grum og blodig Krig hærgede deres Land; om en samlet og organiseret Modstand kunde der under de primitive Samfundsforhold i Sachsen ikke være Tale; kun Widukind naaede til Tider at faa samlet en anseligere Styrke, men i 785 »underkastede Ophavsmanden til alt ondt, den troløse Rænkesmed ( : Widukind), sig under Kongen og modtog Daabens Naadegave« (Einhart); Aarhundredet ud gjordes hvert Aar nye Tog, og hver Gang førte Karl sachsiske Familier bort med sig og gav frankiske Krigere Jord i Sachsen. Karls Sejr betød, at Sachserne nu maatte indordne sig under Frankerrigets Samfundsformer; der oprettedes Grevskaber i Sachsen, der udstedtes en Mængde Love, mest nye Tvangslove med haarde Straffe for Ulydighed og Oprør — men først og fremmest: den romerske Kirkeorganisation indførtes, den der overalt i Vesteuropa, baade i de gamle romerske Lande, som de tyske Barbarer ved Folkevandringen havde gjort sig til Herrer over, og i de Lande, der aldrig havde hørt ind under Romerriget, opretholdt i hvert Fald nogle om end kummerlige Rester af den romerske Statskunsts Grundsætninger. Det var ved nøje Samvirken med den, at de første Karolinger, selv fremragende Personligheder, naaede foreløbig at stanse den Samfundsopløsning, der var begyndt i Romerrigets gamle Lande fra det Øjeblik, da Barbarerne gjorde sig til Herrer dér, og i de rent tyske Lande at skabe forholdsvis fredelige og ordnede Tilstande. Ogsaa i Sachsen blev den romerske Kirkeorganisation det vigtigste Middel til at fremme Folkets Tilvænning til den karolingiske Styrelse og dets Sammensmeltning med de andre tyske Stammer. Men »Rigsenheden«, hvis man kan bruge dette Ord om noget saa løst sammenhængende som det karolingiske Storrige, og Stamme-Eningen fik ikke Tid til at fæstnes og udvikle sig; den savnede alle nødvendige indre Forudsætninger; det var de første Karolingers store Personligheder, deres Held og Autoritet, der med Kirkeorganisationens Hjælp havde stanset selve Opløsningen. Opløsningens Aarsager, de barbariske Instinkter, Ubændigheden, Manglen paa Samfundssans, virkede paany efter deres Natur, da den sidste af de store Karolinger, Karl den Store, faldt bort. Delingskrigene i 9. Aarh. og nye Barbarers, Normannernes, Ungarernes og Saracenernes Røvertog virkede yderligere opløsende og barbariserende. Det 10de Aarhundredes Tyskland er et Begreb, der kun eksisterer i senere Tiders Forestillinger. Widukind nævner vel Ordet Tyskland (Germania) fem Gange, men det er for ham en lærd Glose; i Virkeligheden kender han kun Sachsere, Thüringere, Bairere o. s. v., og endda er der indenfor hvert enkelt af disse Folk, ogsaa i hans kære Sachsen, en grænseløs Opløsning, en Mangel paa Evne til at underordne sig fælles Ledelse og til at styre Drifter og Lidenskaber, som træder grelt frem i den trohjertede Munks Skildring, der egenlig aldeles ikke lægger an paa at fremhæve disse Ting, snarere synes at finde dem selvfølgelige og naturlige.

En Frugt af den romerske Kirkeorganisations Indførelse i Sachsen var Grundlæggelse af Klostre. Karl den Store ønskede Sachsere som Kristendomslærere for Sachserne, og mange af de bortførte sachsiske Fanger og Gisler fordeltes derfor til frankiske Klostre for der at modtage den nødtørftigste Oplæring. En Del blev sendt til Klostret Corbie ved Amiens (Benediktinerkloster, stiftet 662). Abbed var her ved Tiden o. 800 en Mand af kongelig Byrd, Adalhart, Søn af Pippin den Lilles Broder Bernhart, der var gift med en sachsisk Kvinde. Adalhart — og hans Broder Wala, hvem Karl betroede Styrelsen af Sachsen — var, allerede i Følge Afstamning, ivrige for den sachsiske Mission, og Adalhart havde da ogsaa Planer om at grundlægge et Kloster i Sachsen, sagtens med Hjælp af de ham betroede sachsiske Fanger, men han blev afsat af Ludvig den Fromme. Broderen Wala blev kaldt bort fra Sachsen og blev Munk i Corbie og drev herfra ivrig paa Oprettelsen af et Kloster i hans Moders Hjemland; en uanselig Munkebolig, en »Celle« blev ogsaa bygget 815, men først efter at Adalhart igen havde vundet Indflydelse hos Ludvig den Fromme, fik Sagen rigtig Fremgang. Kejseren skænkede en Kongsgaard, Høxter, i Vestfalen, og her byggedes 822 et Kloster, der kom til at hedde Ny Korvei (efter Moderklostret Corbie). Adalhart ledede Klostret til sin Død 826, og Lærer ved Klosterskolen blev den unge Ansgar, der fulgte med fra Corbie. Adalharts Efterfølger som Abbed blev Warin, en Mand af karolingisk Æt, (»derfra Ridder blev Munk«, Widukind III, 2). Under ham var det, at Saint-Denis-Abbeden Hilduin i 830, forvist af Ludvig den Fromme, kom til Ny Korvei. Til Tak for den venlige Modtagelse, han havde faaet af Warin, sendte han senere, da han igen var vendt hjem, det sachsiske Kloster Sankt Vitus’s dyrebare Relikvi, hvorom Widukind taler saa meget (I, 33—34). Vitus blev Sachsernes Værnehelgen, der sikrede Folket Lykke og Fremgang. Ny Korvei blev ved Besiddelsen af denne Helgen det fornemste — ligesom det var det ældste — Kloster i Nordtyskland, og her dyrkedes da ogsaa boglig Syssel efter ringe Lejlighed — Paaske- tavler med spredte Optegnelser, der senere udvikler sig til Annaler; af Abbed Bovo I (879 -890) en Skildring af samtidige Tildragelser, bl. a. af Normannerslaget 884, benyttet af Adam af Bremen (I, 41); om Abbed Bovo II (900—916) fortæller Widukind (III, 2), at han vakte Beundring ved at kunne forklare Kong Konrad I et græsk Brev, — men tarveligt og barnligt er det altsammen. I de ulykkelige, utrygge Tider var der intet, der opfordrede til litterær Syssel udover det for Klostrets indre Liv nødvendige. At en folkelig kristen Mission har virket udenfor Klostrene og stræbt at indplante nogle ikke altfor fremmedartede Forestillinger om den ny Kirkelære i Sachsernes Sind, har vi et overordenligt interessant Vidnesbyrd om i det oldsachsiske Kvad Heliant fra det 9. Aarh., en episk Fremstilling af Kristi Liv i den gamle Folkedigtnings Stil og Aand. Men den sachsiske Kristus havde neppe meget at gøre med Klosterreligiøsiteten.

Ved Midten af 10. Aarh. bedres Forholdene imidlertid. De kraftige sachsiske Konger Henrik og Otto I evnede nu og da at samle Folket til fælles Opgaver. Især virkede Sejrene over Ungarerne 933 og 955 opmuntrende og løftende, og heldige Kampe mod de hedenske, slaviske Naboer kunde forsone i hvert Fald fromme Klosterfolk med Stormændenes ubændige Selvraadighed, der neppe var mindre ødelæggende nu end før. I de sachsiske Klostre fremkalder Sachserkongernes Bedrifter en før ukendt litterær Virksomhed. I Gandersheim, Kongeslægtens (Ludolfingernes) særlige Kloster, hvor Otto I's Broderdatter Gerberga var Abbedisse 959—1001, skrev, paa hendes Opfordring, den lærde Nonne Hrotsvith, den berømte Forfatterinde af de 6 Legendekomedier, et Heltedigt til Kejserens Pris (967), et Slægtsepos, der bygger paa mundtlige Meddelelser fra Kongeslægtens Medlemmer. I Quedlinburg, stiftet af Dronning Mathilde, Henrik I’s fromme Hustru, var Otto I’s Datter Mathilde den første Abbedisse (966 — 99). I hendes eget nylig grundlagte Kloster kunde der ikke lige straks skabes et Bogværk som i Gandersheim, men senere hen forfattedes her delvis meget gode Aarbøger, Quedlinburgannalerne. Det vigtigste historiske Arbejde i 10. Aarh. fremkom dog i selve Ny Korvei, hvor Munken Widukind skrev sin Sachserkrønike; men ogsaa dette Værk er sikkert fremkommet efter Tilskyndelse fra Kongeslægten; i hvert Fald er det tilegnet den ungdommelige Abbedisse i Quedlinburg. Den sachsiske Historieskrivning i 10. Aarh. er i høj Grad præget af Klostrenes og Forfatternes nære Forhold til Kongeslægten. Ogsaa Widukind er opfyldt af den dybeste Ærbødighed mod sine høje Herrer og Velyndere — mindst tiltalende fremtræder denne Ærbødighed i hans Tilegnelse til Prinsesse-Abbedissen, der med sine 12 Aar — hun var født 955 — dog neppe kan have haft Lejlighed til at udfolde alle de herlige Egenskaber, for hvilke den ydmyge Munk priser hende — men han indskrænker sig dog ikke til at skildre Henrik og Otto alene, idet han medtager hvad han ved om Sachserfolkets ældre Historie.

* * *

Om Widukinds Liv vides meget lidt, udover hvad der fremgaar af Sachserkrøniken selv. Han var Sachser og Munk i Ny-Korvei, hvor han blev optaget, mens Folkmar var Abbed (917—42), sandsynligvis o. 940. Om hans Forældre, hans Barndom og Ungdom vides intet; heller ikke hans Dødsaar kendes; vi ved kun, at han overlevede Kejser Otto I, der døde 973. Det meste af Sachserkrøniken skrev han før 967 eller 968, men tilføjede senere enkelte Ting, deriblandt Skildringen af Otto I’s Død. Før han begyndte paa Sachserkrøniken, havde han bearbejdet et Par Helgenlegender, men disse Arbejder er gaaet tabt.

Sachser og Munk. Disse to Egenskaber bestemmer hans Synskres og Opfattelse.

Han er først og fremmest Sachser. Hans Synskres rækker ikke ud over Sachsen. Hvad der foregaar eller er foregaaet i Frankrig, Italien, Byzans, har han enten slet ingen eller højst forvirrede Forestillinger om; Navne og Aarstal forveksles atter og atter. Hans Omtale af Otto II’s Giftermaal med den byzantinske Prinsesse Theofano (III, 71 og 73) er i sin Ubehjælpsomhed og Tilfældighed yderst betegnende for hans Interessers Sneverhed, hans ringe Viden og Skønsomhed (dobbelt iøjnefaldende naar hans Fremstilling sammenlignes med den samtidige Biskop Liudprands livlige, anskuelige og lærerige Skildring). Heller ikke Rom og Italien interesserer Widukind, hvad der er saa meget mere paafaldende, som Otto I’s Politik dog i saa høj Grad var rettet mod Syd. W. nævner ikke en eneste Pave ved Navn, og Paven omtales overhovedet kun et eneste Sted (III, 76 — samt i det af W. gengivne Brev fra Otto I (III, 70), det eneste Aktstykke han i det hele har benyttet). Øjensynlig har W. en meget vag Forestilling om, hvad Pavedømmet er; for ham er Erkebispen i Mainz summus pontifex, Ypperstepræsten. I denne Vankundighed ligger ogsaa en Slags Forklaring af, at han slet ikke omtaler Ottos Kejserkroning i Rom 962. Denne Begivenhed, der dog optog Samtiden, i hvert Fald de Krese der stod Otto nær, er indbefattet i de mange Tildragelser han nævner eller sigter til III, 63, og hvorom han indskrænker sig til at sige: »det er jeg for ringe til at skildre, og det maa være nok, at jeg har udarbejdet mit Værk med Flid og Troskab.« Man kunde vente hos en boglærd Munk at finde Interesse for Rom og for den romerkirkelige Organisation — som jo Kejserkroningen ogsaa er et Led i— og Kirkens Forhold i det hele. Men det er ikke blot Rom og Paven, W. tier om. Ottos Kirkepolitik i selve Tyskland har han ikke et Ord om, saa lidt som om Missionen blandt Slaverne.

Widukind er Sachser. Ikke Tysker. Henrik og Otto er Sachsernes Hertuger og Konger, der tillige hersker over de andre Stammer. Men de andre Stammer er ham ikke bedre end fremmede. Det er meget tvivlsomt, om Frankerne i Tyskland for ham er mere tyske end »Frankerne« i Gallien, de romaniserede Franskmænd.

Widukind er Munk, en boglærd Mand. Men hans Klerkedannelse er ikke meget dybtgaaende. Det er allerede fremhævet, at hans kirkelige Interesser og Synskres er mærkelig snevre. Men ogsaa hans rent boglige Dannelse er mager og gold. Det (latinske) Sprog, han bruger, er ham et fremmed Sprog, som han har et vist Skolekendskab til, men som han ingenlunde har virkelig tilegnet sig — den samtidige Hrotsvith forstaar ganske anderledes at tumle med det. Hans Fremstilling vrimler af gode klassiske Vendinger, især fra den romerske Historieskriver Sallust, som han formodenlig har læst i Klosterskolen, hvis Gloser og kunstige Udtryk han har lært udenad og som han nu i Tide og Utide strør ud uden at have nogen Forestilling om, at de stikker af mod hele den øvrige ubehjælpsomme Fremstilling. Hans Ordforraad er gennemgaaende godt Latin, og der er