Ad Kirsebærstierne

By Casio Vione

'Ad Kirsebærstierne' er en dyster fortælling om ung kærlighed, afsporet sex, massemord, krig og narkotika.

Den 15-årige Alyssa befinder sig i et Elskerens Dilemma mellem den jævnaldrende Spiro og gangsteren Pinky.

Desuden er Alyssas historie filtret ind i en mere skræmmende saga om destruktive kræfter, som lurer under overfladen.

En fremmed livsform tager bolig i mennesker, slukker sjælene.

Det fremmede element spreder en ny giftig religion og transformerer selve virkeligheden til ukendelighed. Stakkene af døde hober sig op.

En ny totalitær magtstruktur kaldet Formyndelsen dannes ved hjælp af en frygtelig afstumpethed præget af tortur og mord.

'Ad Kirsebærstierne' er en mastodont. Lakonisk og detaljerig, spændt ud imellem en fjern fortid og fremtidens uundgåelige undertrykkelse.

Hér er narkotika lig med frihed, og personerne fanges uvægerligt i skæbnesvangre ruser og rænker.

• Language: Dansk
• Publisher: El Guapo Publishing
• Release date: Mar 9, 2022
• ISBN: 9788792803177

Casio Vione

Casio Vione (født 1974) debuterede i 2011 med romanen 'de blå disciple', hvor det poetiske fundament blev sprængt itu og samlet igen med en autentisk cutup metode. Oh Clarence (2015) er en udbygning af dette grundlag.Casio Viones største inspirationskilder er det tyvende århundredes prosa i det kulturelle spændingsfelt mellem naturvidenskab og mystik; mellem eksotisk lidenskab og nordisk nøgternhed.Fra Cortázar til Burroughs. Mellem Nabokov og Bellow. Under Camus og under Wittgenstein under en bortkastet modernisme, efter Shelley og Tjekov med rødderne revet op af Monty Python ́sk muld. De danske inspirationskilder tæller blandt andre Simon Grotrian og Birgit Munch, Rolf Sindø, Mikkel Thykier, Jakob Ejersbo med flere.Ud over forfattergerningen deler Casio Vione sin tid mellem droner, fusionsjazz og sin mountain bike.

Book preview

°°

Af samme forfatter:

de blå disciple (2011)

Oh Clarence (2015)

∞

·∆·∆·

Ad Kirsebærstierne

By

Casio Vione

SMASHWORDS EDITION

PUBLISHED BY:

Casio Vione on Smashwords

[]

|°°|

Ad Kirsebærstierne

Copyright © 2022 by Casio Vione

Alle rettigheder forbeholdes. Enhver mekanisk, elektronisk eller anden gengivelse af dele af eller hele dette værk kræver skriftlig tilladelse fra forfatteren i henhold til Dansk Lov om Ophavsret.

El Guapo Publishing

Cover Art af forfatteren

Udgivelsens skrifttype er Courier 12 pkt.

ISBN-10: 87-92803-17-2

ISBN-13: 978-87-92803-17-7

Tak til Danni Sørensen

⦿

Ad Kirsebærstierne

Roman

MMXXII

El Guapo

Publishing

◎

Med fremskridt mener vi voldtægt

Smør og kød og blod

Og en sten med sælsomme inskriptioner på.

The Book of the Damned

af Charles Fort (1919)

°°°

Et stykke af nattehimlen er knækket af

faldet

ligger forkullet og rygende foran dig

røgens snirklede opstigning

ligner forviklede tegn

i en uforståelig kommunikationsform.

Hvordan rotation af iris

og kontra-viral fusion

kan spredes

i form af en ny giftig religion

fra flygtende galakser

panspermia.

- Ukendt, ingen titel.

Næste Livs Tjenere

Jo mere vi véd desto mindre ser vi.

MENS STJERNEN pløjede ned i horisonten og omgjorde det Sachsiske moselandskab til et rødt og gyldent lappeværk af disede vandhuller og døde, overbegroede træstammer, strangulerede Jackob Huber den lille køter.

At ofre var en nødvendighed.

Han stod for enden af indkørslen til den trelængede gårdejendom med ryggen til stuehuset og maste livets sidste spjæt ud af hunden.

Da et sæt klør rev en flænge i underarmens bløde hud, slap Huber en parade forbandelser og slog køteren i synet med sin knyttede næve.

Hvorfor. Vil. Du. Ikke. Dø.

En blodig tand flød ud over håndryggen og blev fanget under urremmen.

Han sukkede med en følelse af tilfredshed, da den lille, hidsige krop omsider fandt fred.

Huber hørte lyden af flyvemaskiner i det fjerne. Han tog geværet, der stod op ad brændestablen, og brækkede det over skulderen, før han traskede om på den anden side af gården med køteren slæbende efter sig.

Der lød et klask, da den slappe dyrekrop landede på møddingen.

Hvad ville Den Magiske Madonna også med sådan én? Hvis han kendte hende ret, så var det helt unaturlige ting, snart sagt perverterede indfald.

Drengen var blevet lagt i seng nu. Det gullige lys fra loftsvinduet blev dulmet af tynde gardiner.

Nogle grønne glimt signalerede at Den Magiske Madonna afventede hans selskab.

Den unge kvinde sad formentlig allerede foran sin krystalkugle, bladrende i de middelalderlige bøger med fjern ængstelse og absint i karaflen.

*

Jackob Huber længtes efter en kvindes kærtegn, så hænderne blev kolde og fugtige. Han forestillede sig hendes kurver, læberne når hun talte. Den foregående aften havde Madonnaen oplæst en sær forhekselse fra en pergamentrulle.

Det var stærke sager. Jackob gik ud som et lys.

De næste billeder kom fra den bagerste del af hjernen.

Lille Elise.

Metaldukkens mekaniske øjenlåg havde vækket ham fra bevidstløsheden. Dukken gjorde ham panisk, men lammet.

Og sådan blev Jackob vidne til den sortplettede partikelbårne energi. Inden længe gik det op for Jackob, at Den Magiske Madonna udnyttede energien til at kontakte hustruen Astrid.

Jackobs kære Astrid, som drengen og han havde lagt til hvile fire år tidligere i en lysning i skoven.

Tankerne vendte tilbage til den sorte energi, der udfoldede sig som en kalejdoskopisk luftspejling. Mønstre indeni mønstre - som kulkrystaller dannet af bittesmå huller i luften omkring dem.

Madonnaens ord lod til at fremmane energien fra krystalkuglens indre, hvorfra den kanaliseredes over i dukken, som smeldende af elektriske gennemslag, før den Lille Elise meddelte dem noget hinsides graven.

Han havde haft det, som om den unge magiker førte ham til et sted udenfor tid og rum. En lomme i det muliges kontinuum. Og inde i dødens dunkende hjerte hørte Jackob Huber-

Var det? Kunne det være? Og hvordan var det muligt? At deres kære, dejlige, elskede Astrids stemme emmede fra porcelænsdukkens kolde og blanke læber?

Nu længere borte end lyset kunne finde hende.

Jackobs greb i virkeligheden blev langsomt gnavet over for hvert nyt spørgsmål, han nu ikke længere kunne udskyde, glemme eller bruge som begrundelse til at beruses over.

En forlængelse af Jackob Hubers gerning dengang?

Var det hele en hallucination? Forårsaget af hvad? Hvorfor kunne han ikke huske, hvad Astrid havde afsløret under gårsdagens seance?

Og hvordan kunne han være sikker på at hans strimmel af handlinger dengang for fire efterår siden vitterlig også havde bragt dem til et bedre sted?

Hvor mange forbandede og fortabte skabninger havde ikke lært sig et optimistisk syn på tilværelsen? Var det Skæbnen med alle dens glatte hårnålesving? Eller i bedste fald en unødvendig og måske fatal risiko for ham og knægten?

Men Astrid havde jo mistet al kontrol! Hun var blevet til noget andet end et menneske. Anfaldene var langsomt blevet hyppigere. Og de sidste bitre timer af Astrids liv lyste den naturstridige besættelse ud af hustruens øjne. Fråden og blodet spruttede fra hendes tungetalende gab, før der lød et brag- og huset blev stille.

Han så jo ingen anden udvej end at gøre en ende på dét!

At destruere sin familie og så bagefter samle stumperne op og komme videre.

*

Var laverne i isklumpen et tegn?

Et varsel om snarlige forandringer?

Om udfrielse?

Et stykke hvid is på størrelse med en hestevogn var landet midt i det fuldmodne jordbærbed.

Da Huber og drengen undersøgte den gigantiske isklump nærmere, observerede de at store ækle larver vred og væltede ud af isen efterhånden som den smeltede.

Larverne udklækkedes til sommerfugle for øjnene af dem og fløj ud over mosen som små engle i himlens dybe blå rum.

Enkelte sommerfugle gik der ild i. Som om de var dannet af den samme supermondæne energiform som den unge troldkvinde beherskede.

Dette debakel fandt sted tidligt i august 1938, tre uger før Den Magiske Madonna bankede på deres dør.

Endnu paranoid brydningstid og begyndelsen af en ny strålende æra, hvor Europa og derpå resten af verden ville stifte bekendstskab med Den Ariske Storhed.

Det havde nationens Fører set og forberedt sine undersåtter på igennem sine mange års utrættelige arbejde.

Kun gennem en væbnet konflikt ville alverdens folkeslag lade sig transformere af den tyske mentalitets og teknologis overlegenhed.

Under Partimødet fortalte Jackob sin fætter om isbjerget og jordbærbedet; og så gik snakken lystigt.

Bagefter havde den gode Herr Pastoren talt stolt om, at der imellem skyerne, højt over kloden, fandtes svævede legemer af is og vand - en åbenbaring af Herrens storhed for os mennesker.

Igennem middelalderen forblev denne type fænomener esoterisk viden tæt forbundet med maleficium eller sort magi. Aber denn doch herrlich! havde Pastoren kvidret jovialt. At vi ikke længere befinder os i sådan en mørk og forstenet tid.

Pastoren forklarede at det var den samme almagt, der arbejdede igennem Moses, da han delte vandene på flugt fra Faraoens soldater.

En usynlig essens som nu igen tog form og trådte ind i historien igennem Tusindårsriget.

En eftertænksom knægt med vemodige øjne spurgte: Det indviede vand er så derpå en velsignelse? Også når karret tømmes?

Pastoren smilede høfligt uden at besvare det næsvise spørgsmål.

I stedet løftede han et øjenbryn, signaliserede til den uniformerede Overseer.

Derefter fortsatte Herr Pastoren med at sammenligne Herren med det rene, og at det var vandets egenskab af universel solvent, som rensede verden med Syndfloden.

Nøjagtig som også den stolte tyske nation rensede sig for de mentalt syge, de besatte og dovne, kommunister og homofile og direkte undergravende elementer af jødisk oprindelse.

Af alle naturens vidundere var skabelsen af livets vand og Den Ariske Universal blandt de mest grundlæggende og tankevækkende, mente Pastoren.

Af de fire elementer: forandringernes svalende vinde, ilden med magten over metallerne og den rige, sorte muld, var det vandet Herren elskede allerhøjst.

Pastoren kom aldrig ind på sommerfuglelarverne. Og da muligheden bød sig for at spørge til denne omstændighed, havde Pastoren strikket hele verdenshisorien ind i noget, som Jackob alligevel ikke kunne genkende.

*

Den Magiske Madonna kom ham i møde i køkkenet. Som et svar i en drøm. Der lugtede surt af syltede kål og hund inden i disse skygger.

Pigens kind føltes kold, da Jackob berørte den med sine sprukne læber. Han tog hendes hænder og kælede den helt lyse, halvvejs transparante hud.

Han mistede sine ord.

De betød intet længere. Han slap grebet i virkeligheden, mens blikket vandrede op ad pigens arme. Hendes hud var så ren og fabelagtig smuk.

Knoglerne synlige ved håndleddet og albuen.

Jackob Huber opslugtes af hvad hjernen forstod som et landskab, som klitter og klipper. Hans pupiller balancerende på de fine, blå bånd, som løb i et systematisk mønster under huden.

Fryser du?

Næ- sagde hun og trak hænderne til sig.

Skyerne drev videre over himlen og afslørede en fuldmåne, som gav blanke overflader et mintgrønt skær.

Den Magiske Madonna tog sit hovedklæde af, så vilde krøller sprang ud over skuldrene. Hun hviskede: Verden er blevet sprængt til skabelse. Dette livs tjenere er på snedigste vis foldet ind i vores eksistens.

Han forstod hende ikke, og svarede med ubegribelighedens suk.

Dukken- sagde hun og pegede på den lukkede dør, der førte ind til værelset.

Ja, hvad er der med Lille Elise? Er der nyt fra det Hinsides? Taler de på ny til dig? Stemmerne? Magiske Mädchen? Er tiden inde?

Den Magiske Madonna førte Jackob Huber ind i værelset.

Tomme lange flammer dansede på vægerne, repræsenterede de fire verdenshjørner, blev til en galakse spejlet i krystalkuglen. Stakken af kort med påmalede pentagram tegn lå i et mønster på bordet. Dukken Lille Elise var placeret på sofaen ved siden af Madonnaen.

Lader til at alt er i den fineste orden, gabte Jackob. Har du haft kontakt med den anden side idag, kære pigebarn?

Dine præeksisterende tjenere, erklærede Den Magiske Madonna.

De satte sig ned overfor hinanden.

Jackob mistede mælet, for hun spredte benene lidt. Det var som om hun åbnede porten op til et andet fjernt og forbudt paradis.

Den lakoniske formulering fik ham til at tro, at der fandtes usynlige skabninger fra tidligere liv herinde i kammeret. Men idéen forpurrede intimiteten.

Den Magiske Madonna bukkede sig og samlede Lille Elise op fra gulvet.

Jackob tænkte på et rækværk.

Et rækværk og en stejl klippeside.

Hér, sagde Den Magiske Madonna, der også kaldte sig Ursel. Tag dukken og hold den ind til dit hjerte som om den var et ægte, levende menneskebarn. Din afdøde hustru Astrid har allerede opnået substans i rumtiden. Nu søger hun efter en krop, en kapsel. Du vil møde hende igen denne aften.

Den Magiske Madonna pegede i sin gamle bog. En uhyggelig illustration af helvedets monstre sprang ham i møde.

Jackobs huskede et af sine mareridt. Han skøjtede hen over tynd is. Et hvidpudret edderkoppespind på en sort, tavs baggrund der skreg under galosjerne.

I drømme sang han et muntert vers.

Men han forstod hverken sin knitrende, knækkende frygt eller hvad der foregik for enden af hans sanser. Jackob Huber befandt sig ved siden af sit eget talesprog, slog en bøvs.

Han var som en renvasket tavle, med undtagelse af ét lille ord tydeligt skrevet i nederste hjørne.

Morder.

Jeg har angst, eller jeg er bange, bange- hviskede Huber og støttede sig til stoleryggen. Adrenalinkirtlen arbejdede. Blodet suste for ørerne og munden blev til mudderpløre.

Ursel rørte dukkens pande og begyndte at messe. Hun rokkede fra side til side og vendte det hvide ud af øjnene.

Den mørke logos samles! Kæmperne fra havets dybder. De formløse fra skovens natsorte gravsteder. Ormene i månens kerne. De dystre grotters sjælespind. Lystr nu min befaling og dirigér subjektet fra dette steds koordinater tilbage til sidste fix.

Jackob lukkede øjnene og var med ét omgivet af hornhindernes rødlige aftryk af lysene. De vandrede som vindklokkernes toneskred langsomt ned igennem bevidstheden, sammen med kammerets aromaer af tobak, kaffe og kvindekød.

Da Ursels tale blev genkendelig, åbnede Jackob øjnene igen.

Han sad i Astrids gamle lænestol og rokkede Lille Elise mod sit bryst. Dukken bevægede sig lidt.

Jackob fór op, tabte dukken på gulvet.

Jackob stirrede ned på dukken. Var det- smilede den til ham?

Hun er på vej! Hm hmm, sagde Den Magiske Madonna beroligende. Hun lagde sin hånd over hans hånd. Den føltes tung som møllesten. Du kan godt tage den med ro igen, min ven.

Men Jackob Huber var temmelig langt fra en sindstilstand, som tillod ham at være rolig! Tankerne myldrede, pulsen hamrede, slimhinderne i hovedet og halsen brændte.

Forjættelsen viste sig at være tortur.

Da han ville samle Lille Elise op, bevægede dukken sig. Det gav et lille ryk i dukkens arm! Og panikken fik Jackob Huber til at rejse sig og kaste dukken fra sig, så den landede for Magiske Ursels fødder.

Du er jo i ledtog med Satan selv! råbte han i raseri, afslørede sine rådne pløkker og ildrødt gab.

Han var på nippet til at flygte, men besluttede sig for det modsatte!

Det her er mit hjem. Mit hjem-

Den Magiske Madonna havde forlængst mistet mælet og kontrollen over sit åndedræt. Dét fik du ordnet flot. Hvordan vil du nu undslippe? tænkte hun og pressede sig derfor ind i hjørnet og forberedte sig på at forsvare sig med en hårnål.

Da Huber fejede krystalkuglen, lysene og tarotkortene ud over gulvet med et diabolsk brøl, vidste hun rigtig nok hvem han var og hvad han ville.

Hun var nået til kirsebærstierne.

Han trådte porcelænsdukken i stykker.

Den Magiske Madonna knugede sølvkorset, mens mandebæstet gjorde sig færdig ovenpå hende. Og rotten, som hun havde syet ind i dukken for effektens skyld, slap fri og kravlede over i det fjerne hjørne.

Jackob Huber lå ovenpå den kvalte pige og bevægede sit underliv i glædeskramper. Hans udflåd gjorde Den Magiske Madonnas strømper og trusser kolde og fedtede.

Gnaveren gravede hidsigt i fodlisten for at finde en udvej.

Langsomt afsløredes tingenes naturlige forklaring. Og så ændredes Jackob Hubers tilfredse grynt til en skinger latter.

Bugtaler! klukkede han. Bugtaler-bugtaler-brrrtaler! De tunge støvler klakkede mod hinanden og det forpinte ansigt størknede i et hæsligt grin.

Drengen.

Kegler, Farmand

Dem der opfandt hjulet havde formentlig kørt rundt i det et par gange forinden.

STRIKE!

Bowlinghallens højtaleranlæg truttede en festlig melodi. Blå og gule lamper blinkede, indtil banen var klar til næste spiller. Holdkammeraterne delte high fives ud og overlod pladsen til modstanderne med falsk og overdreven ærbødighed.

Et stykke derfra i et dystert hjørne af det café-lignende miljø, som lå i forlængelse af bowlingbanerne, befandt Orson Pinskij sig i selskab med et par af sine kumpaner.

Pinskij sad i en umagelig stol ved et rundt, brunt bord af plastik hvorpå plastikblomsterne stod som nyplukkede. Ved siden af blomsterne en lille udslukt vokssol, en whisky med cola til.

Tommy Knæskal, der fungerede som Pinkys chauffør, stod med vægten på det ene ben, lænet op ad en søjle; hans katteøjne vagtsomme. Tommy Knæskal rullede tålmodigt en tandstik fra den ene mundvig til den anden og tilbage igen.

Genovese Familiens geledder havde været præget af spændinger og uro det meste af 1983, som følge af politiets forøgede fokus på organiseret kriminalitet.

Dertil kom de kinesiske bander, som havde spredt sig fra Chinatown til alle New Yorks fem bydele, hvor de tyvede pakkerne og hærgede de handlende eller nøjedes med at spredte almen kaos og ødelæggelse.

Lorenzo 'Ålen' Scaramucci sad til venstre for Pinskij og forsøgte ikke at