Selvtægt: - så ka' de lære det!

By Bøje Aagaard Kristensen

En bog inspireret af virkelige hændelser med humor, urimeligheder, frækheder og gengældelse.

Wilhelm Brandt er pensioneret oberst fra Hæren. Han er gift med Elise, som er advokatsekretær. Som unge og nygifte bosatte de sig i et traditionelt villakvarter, hvor de fik sønnen Claes.
Et ønske om at give drengen en sundere opvækst fik dem til at købe en ejendom på landet med noget skov og adgang til naturarealer. Dér blev datteren Ulrikke født.
Som voksen arbejder Ulrikke og hendes mand nu i udlandet og er derfor ikke så tit på besøg hjemme.
Claes er gift med Julie og sammen har de datteren Alberte på tre år. De bor i en forstad til København i et villakvarter. Da Wilhelm tidligt lod sig pensionere fra forsvaret, var det bl.a. fordi han ville udnytte den viden, hans oplevelser havde givet ham om menneskelig adfærd. Han startede derfor som freelance Coach og Storyteller.
Han havde rimelig succes, men trappede alligevel aktiviteten ned med årene. Bl.a. hans beretninger om komiske, utrolige og uheldige ople-velser under et hospitalsophold fik gang i lattermusklerne hos tilhørerne.
Han og Elise blev efter nogle år enige om, at tiden var inde til at søge tilbage til byen og de bor derfor nu i et parcelhus i et traditionelt villa-kvarter. Tættere på søn og svigerdatter - og barnebarnet. Og så har han et uforløst ønske om, at nedfælde sine hospitalserindringer i novelleform.

Efter i mange år at have levet med god afstand til naboer og andre og en lang årrække med klare kommandolinjer i Hæren og lydhøre kursusdeltagere, oplever Wilhelm Brandt flytningen til byen som problematisk. Der er for mange, der ikke gør, det de bør. Det man med rette kan forvente. Og der er for mange, som gør noget, de ikke bør gøre. Skal man finde sig i det? Han har for lidt autoritet over dem. Han opfatter det som en krigserklæring! En krigserklæring, som nødvendiggør, at han tager loven i egen hånd! Han må improvisere ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 30, 2020
• ISBN: 9788743063490

Bøje Aagaard Kristensen

Efter udgivelsen af spændingsromanerne "Hvem slukkede lyset?" og "Den retmæssige arving" i 2018, lavede Bøje Aagaard Kristensen i 2020 en afstikker og udgav den humoristiske bog "Selvtægt - så ka' de lære det!". Spændingsromanerne har udviklet sig til en serie. I 2021 udkom således den tredje spændingsroman med advokaten Daniel i hovedrollen, "Tvillingemord". Den fjerde udkom i 2022: "SKAKMAT", og i 2023 den femte: "FRIGJORT". I 2024 er den sjette udkommet: "DOMMER OG MESTERMAND". I 2023 er de to første romaner udgivet som e-bøger på engelsk med titler på henholdsvis: Justified Punishment og Alive or Dead - whatever happened to Jakob.

Book preview

improvisere.....

1. Dugfriske nyheder.

Søndag.

Wilhelm Brandt lå og blundede på sin solvogn i haven, mens han nød den tidlige morgenrødme på himlen fra den opstigende sol. Et tyndt tæppe holdt forårets kølige morgendis væk fra hans krop, mens han lå og ventede på lyden af morgenavisen. Et af ugens højdepunkter for ham. Den tunge søndagsavis, som snart ville lande med et bump i indkørslen.

- Herr Brandt!

En blid stemme kaldte.

Wilhelm Brandt hørte den ukendte stemme i nærheden. Overrasket åbnede han øjnene.

- Herr Bra-andt! kaldte den blide stemme igen kælent.

Wilhelm åbnede øjnene helt.

På flisegangen, på vej gennem haven, så han en ung kvinde komme gående hen mod sig.

- Vækkede jeg Dem, herr Brandt?

Wilhelm blinkede et par gange og gned sig i øjnene for at kunne se klart.

Med svingende hofter og lange langsomme skridt bevægede kvinden sig hen mod ham. Det virkede næsten, som om han så det i slow motion. Hendes lange lyse hår svingede fe-agtigt i morgenbrisen.

- Øh, eh nøh, nej-nej, jeg lukkede bare lige øjnene et øjeblik, svarede han.

- De må undskylde, jeg forstyrrer Dem, sagde kvinden, som nu var nået hen til ham.

- Jeg kommer med Deres morgenavis.

- Æh, tak, fremstammede Wilhelm. - I plejer da ikke at bringe avisen helt om i haven.

- En god og trofast kunde som Dem, herr Brandt! De fortjener da den bedste service!

Wilhelm Brandt havde nu rettet sig helt op på solvognen.

- Det må jeg sige, fik han sagt. - En fantastisk forbedring af den service, jeg har været vant til - og så oveni købet af et så yndigt væsen som De!

- Åh, herr Brandt, nu smigrer De mig, sagde den unge kvinde. - Sådan siger De sikkert til alle avisbude.

- Tro mig, lille De, svarede Wilhelm med en lille latter. - Tro mig. Der har aldrig været basis for en sådan ytring tidligere.

Kvinden var nu helt tæt på, bukkede sig og gav Wilhelm avisen. Hendes

lette sommerpåklædning gjorde ikke meget for at skjule hendes meget kvindelige former for Wilhelm Brandt, som sank en gang ekstra.

- Må jeg have lov at sige tak, sagde han hæst og rakte hånden frem.

- Det var da så lidt, svarede kvinden smilende og tog hans hånd.

Hendes hånd var blød og varm. Lækker og delikat var de ord, der faldt ham ind. Hun duftede nærmest himmelsk, som den - efter hans opfattelse - eksorbitant dyre parfume, som han for nylig havde foræret sin kone, Elise, i fødselsdagsgave. Han havde slet ikke lyst til at slippe avisbuddets hånd igen.

Kvinden forsøgte at tage hånden til sig, men Wilhelm holdt fast.

- Jeg skal altså videre nu, sagde kvinden og smilte til ham, så han kunne se en perlerække af perfekte hvide tænder. - Det var hyggeligt at hilse på Dem.

- Så sandelig i lige måde, svarede Wilhelm staccato agtigt og slap hendes hånd. - I lige måde, lille De. Jeg håber sandelig, De snart kommer igen.

Kvinden var på vej hen ad havegangen og Wilhelm fulgte hende på vej med øjnene.

- Fantastisk konstruktion, mumlede han for sig selv og sukkede dybt.

- Undskyld mig, unge dame, sagde han højt. - Er det uforskammet, at bede om Deres navn?

- Jeg hedder Marilyn, svarede kvinden og fortsatte sin catwalk-agtige gang. Det var, som om hun vidste, at han kiggede, og til ære for ham derfor gik ekstra langsomt.

- Marilyn? Ligesom... eh... Monroe? spurgte Wilhelm. - Yderst passende. Yderst passende! Må jeg have lov at sige, at det så sandelig ikke kun er navnet, De har til fælles med denne filmiske skønhed. Virkelig meget tiltalende. Veldrejet og smuk er vist de adjektiver, som dækker bedst.

- Ih, tak. De er vist en værre én, herr Brandt, svarede Marilyn.

- Kald mig Wille, sagde Wilhelm. - Wille. Det gør mine venner.

- Hav det godt Wille, svarede Marilyn og gik videre.

- En spændende tatovering De har på skulderen, sagde Wilhelm. - Er det et insekt?

- Jeg har da ingen tatovering, svarede kvinden med sin bløde stemme.

- Jamen, hvad er det så, De har - lige der - på Deres venstre skulder? Marilyn standsede og kiggede på sin venstre skulder, hvor en kæmpestor edderkop netop var på vej fra kraven på den tynde ærmeløse bluse og op på halsen. Hun stivnede skræmt og kiggede først på edderkoppen og så på Wilhelm Brandt. Hun åbnede munden og skreg igen og igen. Wilhelm Brandt hørte hendes desperate skrig, som nærmest lød som katastrofealarmen på et atomkraftværk, hver gang hun åbnede munden.

-----------

- Wille! Wille! Din alarm. Hører du den ikke snart? Skal den absolut lyde som en atomkatastrofe?

Wilhelm mærkede en hånd ruske sig kraftigt i skulderen.

- Pas på! Hvad? Hvor? Wilhelm åbnede forvirret øjnene og så, at det var Elise, hans kone, som sad op i sengen og ruskede i ham.

- Ja, din alarm, gentog hun træt. - Skal du ikke op og spionere på avisbuddet?

- Joeh, svarede Wilhelm skuffet. Det havde åbenbart været en drøm det hele. Det med det yderst tiltalende avisbud.

Drøm og virkelighed!

Drømmen var det Marilyn-Monroe-lignende avisbud, som var for øjets nethinde, hvad nektar er for en honningbi.

Virkeligheden var, at buddet, som bragte avisen i weekenden, havde en irriterende vane med at kaste avisen over havelågen ind mod huset

- uden hensyntagen til hvor den landede og uden hensyntagen til vejret. Resultatet var, at Wilhelm Brandt oftest måtte hente sin avis enten i blomsterbedet, hvor den var blevet fuld af jord - eller i en vandpyt, hvor den lå gennemblødt.

Hans skriftlige klager til avisens mailadresse havde indtil nu ikke ændret noget. De betragtede ham vist mest som en kværulant. Så nu ville han skaffe beviser! Uomgængelige beviser!

Han kiggede på klokken. Avisbuddet plejede normalt at være ret præcis. Han havde nøjagtig 11 minutter til at stå op, tage videokameraet og så stille sig parat til at filme misgerningen.

Han stod op og tog sin morgenkåbe på.

Videokameraet lå parat fra aftenen før. Med en fuld opladning.

Han følte sig stadig helt tør i halsen efter drømmen med Marilyn. Der var vist lige tid til et glas juice.

Wilhelm drak et stort glas juice og stillede sparsommeligt glasset på bordet. Det kunne bruges igen, når han om få minutter skulle have morgenmad og læse sin avis.

Han tog kameraet og gik i morgenkåbe ud i forhaven.

Luften var kølig denne tidlige morgen. Han skuttede sig.

- Uhh, sagde han, idet han konstaterede, at kombinationen af juicen og den kølige forårsmorgen uopsætteligt nødvendiggjorde et toilet besøg.

- Mon ikke jeg kan nå det, hvis jeg er hurtig, sagde han for sig selv.

Han småløb ind på toilettet i entreen uden at lukke dørene efter sig.

Det var der ikke tid til.

- Der er sandelig ordentlig tryk på brandslangen, sagde han til sig selv.

Han fik sit toiletærinde overstået og vaskede hænder.

I det samme hørte han bumpet.

Han styrtede ud af toilettet, gennem entreen og ud i forhaven.

- Yes! hørte han en stemme.

- ØV! sagde Wilhelm ærgerlig. - For sent!

Der lå avisen. På sin tur gennem luften havde den ramt en af de fjollede havenisser, som de havde købt under et besøg på Djursland og som Elise insisterede på skulle stå i forhaven. Sommer og vinter. Jul eller ikke jul.

Nissen var væltet og avisen lå nu i det fugtige græs.

Wilhelm styrtede med videokameraet i hånden ud på fortovet. Der så han avisbuddet.

En stor knægt på cykel med en cykeltrailer bagefter. Han var allerede på vej rundt om hjørnet på vej mod den næste gade, hvor han sikkert skulle irritere andre sagesløse avisabonnenter med sin hensynsløse leveringsmetode!

- Kom tilbage din lømmel, råbte han. - STOP!

- Hrmff. Wilhelm trampede hårdt i fortovet og løftede hånden truende efter avisdrengen, som imidlertid var helt ude af syne og derfor ikke registrerede truslen. Ærgerlig gik han ind igen med den halvvåde avis i hånden.

- Se lige her, Elise, sagde han, da han var kommet ind i soveværelset.

- Se. Den er nærmest gennemblødt.

Elise åbnede søvnigt øjnene.

- Det kan man da kalde dugfriske nyheder, svarede hun. - Hæng den nu et øjeblik på håndklædetørreren, så er den nok tør, når du har lavet morgenmad.

- Jamen, det er da for dårligt. Kritisabelt! U-ac-cep-tabelt! Vi betaler da ikke for at få en våd avis, svarede han. - Den er da dyr nok. Det ender da også med, at han smadrer en af dine havenisser. Roserne har han knækket.

- Du har ret, Wille. Det ér for dårligt. Hvad vil du stille op? Wilhelm Brandt havde forladt soveværelset. Han måtte kontakte avisen igen - efter morgenmaden.

Hvad vil du stille op? havde Elise spurgt. At skrive havde han gjort uden den mindste succes.

Han ville ringe og tale dunder til dem på Avisen, indtil de forstod problemets alvor.

----------

Klokken 10 ringede han.

- De har ringet til Avisens servicetelefon udenfor vores kontortid, som er hverdage mellem 10 og 16. Vi beder Dem ringe igen. Ellers kig på vores hjemmeside, hvor De kan finde svar på De fleste spørgsmål. Tak for Deres opkald.

- Servicetelefon! fnøs Wilhelm. - Det er en hån at kalde en telefonsvarer en servicetelefon. Hører du Elise? Typisk. Når nogen siger, de har en servicetelefon, er det netop, fordi de ikke yder nogen form for service. Nu må jeg vente helt til i morgen.

- Det er måske også meget godt, svarede Elise. - Så er du knap så gal.

- Det er jo netop derfor, det er så ærgerligt, sagde Wilhelm. - De trænger jo til en ordentlig opsang. Og jeg er rigtig i stødet lige nu!

- Så må du prøve, om du kan hidse dig selv op igen i morgen, når du skal ringe.

- Ja, det kan du tro! Men nu vil jeg gøre noget fornuftigt. Jeg går i værkstedet.

Wilhelm var i gang med at lave et dukkehus til barnebarnet. Han havde travlt. Alberte havde nemlig snart fødselsdag. 4 år. Hun ønskede sig et dukkehus. Wilhelm havde været rundt i både legetøjsforretninger og supermarkeder for at sondere markedet. Også internettet havde han undersøgt.

De modeller butikkerne havde var for kedelige, syntes han. Hans lille Alberte skulle have noget unikt.

Hans plan var derfor at kreere et dukkehus, som mindede om slottet fra Askepot filmen. Hans egne skitser var blevet suppleret med ideer fundet på nettet. Materialerne til slottet var købt og de fleste dele savet ud og skåret til i de beregnede størrelser. I dag skulle han nå at save resten. Så ville han i morgen tage til Trælasten for at købe sandpapir. Alt skulle pudses og finpudses og behandles, så hans lille guldklump ikke kunne få splinter i fingrene. De små nuttede fingre. De små nuttede fingre, som rodede rundt i hans ansigt, når hun sad på skødet hos ham. Rodede rundt for at følge de dybe furer, han efterhånden havde en del af.

Forventningen om Albertes overraskelse og begejstring, når hun en gang fik dukkehuset, fik ham til at glemme det flabede avisbud og han stod i sit værksted og smilte og fløjtede, mens han savede de sidste dele til.

2. Dum som et bræt?

Mandag.

Næste morgen gjorde Elise sig klar til at køre til Advokathuset, hvor hun var ansat som sekretær.

- Jeg kører i Trælasten i dag efter sandpapir, sagde Wille.

- Jeg troede, du ville gå for at få motion, svarede Elise.

- Jeg går ikke! Jeg mar-che-rer, svarede Wille med et smil. - Men de har tilbud på trykimprægnerede brædder. Det er netop den størrelse, vi skal bruge til at reparere skuret og lave den lille væg over til drivhuset, svarede Wille.

- Det bliver også rart at få lavet, sagde Elise. - De defekte brædder skæmmer hele skuret - selvom du har malet det hele. Er du i øvrigt startet på din hospitalsnovelle?

- Jeg er ved planlægningsfasen. Du ved stikord, disposition og den slags. Jeg begynder snart at skrive. Jeg håber, du vil være kritiker.

- Jeg kan slet ikke vente, svarede Elise.

- Kør forsigtigt gamle tøs, sagde Wille. - Har du fri kl. to eller skal du blive der længere i dag?

- Jeg skal nok være der lidt længere. Sav dig nu ikke i fingrene, når du går i gang med brædderne, gamle jas.

Elise kørte i den lille Yaris.

Klokken var kun halv ni. I Trælasten åbnede butiksdelen kl. ni. Så Wille havde god tid til at komme derhen.

Han gik ud i haven og målte brædderne på skuret en ekstra gang. De var 210 cm. lange, 10 cm. brede og 2,5 cm. tykke. Han talte efter. Der var 8 defekte brædder. Han målte afstanden over til drivhuset, hvor han skulle lave en væg, som kunne skjule vandslangen, vandkanderne og de andre haveting, som skulle være udenfor hele sommeren. Der skulle bruges 15 brædder af samme størrelse som dem til skuret. Han havde målt det hele før. Men når han nu havde tiden, kunne han lige så godt kontrollere. Alt var som forventet. Naturligvis.

Han tog Mercedesen, hægtede traileren på og kørte den korte vej til Trælasten.

Butikken var netop åbnet, da han ankom.

Målbevidst gik han i den retning, hvor han formodede sandpapiret ville være at finde.

Groft sandpapir med korn 60 skulle han have og tog en pakke med afskårne stykker. Og så to slags med korn 180 og korn 320. Det sidste skulle gerne gøre dukkehuset helt glat. En efterfølgende oliebehandling ville gøre det hele behageligt at røre ved. Så glat som en barnenumse skulle det være.

Den fineste kornstørrelse kunne han ikke umiddelbart finde. Han kiggede sig omkring og fik øjenkontakt med en af de ansatte. Tilsyneladende den eneste, som var i hele butikken.

- Kan jeg hjælpe med noget? spurgte den unge mand.

- Ja, unge mand. Det håber jeg, svarede Wille. - Fint sandpapir korn 320 eller finere. Kan du finde det til mig?

- Har du kigget på reolen med sandpapir?

- Ja, naturligvis har jeg det.

- Og det var der ikke?

- Hvis jeg havde fundet det, havde jeg naturligvis ikke ulejliget dig!

- Hvis det ikke er dér på reolen, har vi det nok ikke, svarede ekspedienten.

- Jeg vil ikke afvise, at jeg kan have overset det, svarede Wille.

Ekspedienten kiggede bebrejdende på ham.

- Vi har det nok ikke, svarede han så, efter han hurtigt havde kastet et blik på reolen.

- Kan du eventuelt undersøge, om I har noget på lageret?

- Ja, selvfølgelig, svarede ekspedienten og kiggede sig omkring. Der var ikke andre kunder i butikken.

- Jeg kan vist godt smutte et øjeblik, men jeg tror bestemt ikke, vi har noget derude.

- Yderst elskværdigt af dig, svarede Wille let ironisk.

Jeg tror ikke, vi har noget derude, tænkte Wille. Sikke noget vrøvl at sige. Jeg tror ikke! Det er jo netop det knægten gør. Han tror. Han tror, at de ikke har noget derude. Nægtelsen var helt forkert anbragt i sætningen.

Ekspedienten kom hurtigt tilbage, smilende. Wille kigge håbefuldt på ham.

- Jeg fik ret. Der er ikke noget. Men hvis du først bruger det grove, som du har der, bliver det jo slidt. Og så er det jo faktisk lige så godt som fint sandpapir.

Wille kiggede overrasket på ekspedienten.

- Jeg vil nu foretrække den rigtige vare, svarede han. - Kan du sige mig, om det er noget, I snart får hjem - eller ligger det uden for dit kompetenceområde?

- Der kan gå nogen uger. Men det grove er altså lige så godt, når det først er slidt lidt, fastholdt ekspedienten. - Så er de grove sandkorn jo slidt af.

Wille nægtede at tro sine ører.

- Det er en ganske ny og for mig hidtil ukendt teori, må jeg sige, svarede han. - Og min erfaring siger mig, at det bedste resultat opnås med det finkornede sandpapir.

- Så har du altså prøvet med det grove, når det var slidt?

- Indrømmet. Det har jeg ikke. Er det noget nyt I lærer her i Trælasten på kurser specielt om sandpapir?

- Næh. Men det er da helt logisk, at når det er blevet slidt, sliber det ikke så meget. Logik for eh... hvad er det man siger? Logik for pyllehøns.

Wille kiggede målløs på ekspedienten. Pyllehøns!? tænkte han.

- Perlehøns.

- Hvad? spurgte ekspedienten.

- Du mener perlehøns. Man siger logik for perlehøns, svarede Wille.

- Ja, ja. Det var det, jeg mente. Det er da logik for perlehøns.

- Ok. Men dels er jeg jo ikke en perlehøne og dels er det altså min OPFATTELSE, at det finkornede er mere velegnet, hvis man ønsker et godt resultat.

- Det kan jeg altså ikke hjælpe med, svarede ekspedienten og trak opgivende på skulderen.

- Ærgerligt, sagde Wille. - Men måske kan du så vise mig, hvor jeg finder de trykimprægnerede brædder, I har tilbud på. Dem, der er 100 gange 25 mm. Jeg skal bruge 25 stk. på min. 210 cm. i længden.

Ekspedienten gik uden et ord i retning af trælastdelen af butikken og Wille fulgte efter.

Der lå en stor stak brædder, som iflg. skiltet var de annoncerede i tilbuddet. De var 240 cm. i længden.

- Så er der da lidt at save af, konstaterede Wille.

Men ekspedienten var allerede gået sin vej.

Forbandede analfabet, tænkte Wille. Logik for pyllehøns?!

Wille fandt en rullevogn og læssede 25 brædder op, efter han nøje havde vurderet hver enkelt bræt med hensyn til skævhed, splinter og knaster. Faktisk skulle han jo kun bruge 23 stk. Så der var to i reserve, hvis han nu kom til at save forkert.

En halv time senere var han hjemme på deres vej. Han kørte rundt, for at bakke ind i indkørslen. Det gav et bump og i bakspejlet kunne han se den lette trailer hoppe.

Åh... det forbandede hul, tænkte han.

Der var et hul i asfalten lige ud for deres indkørsel. Måske en vinterskade. Wille havde før kørt henover hullet. Men efterhånden havde han ellers vænnet sig til at slå et sving udenom.

Han havde sendt en mail til teknisk forvaltning om hullet.

Ikke fordi han havde nogen forventning om, at de straks kom farende for at udbedre skaden. Men hullet udfor deres indkørsel var ikke det eneste. Der var mange på hele vejen. Det var egentlig tiltrængt med en hel ny belægning.

En nabo havde en dag betroet ham, at skaderne ikke var nye. Mange havde været der i årevis. Men tilsyneladende havde reparation af deres vej lav prioritet.... eller slet ingen!

Han bakkede videre ind i deres indkørsel. På grund af bumpet lå brædderne nu i en uordentlig stak.

Godt det ikke er en skrøbelig last, tænkte han.

- Hulten zu bulten! mumlede han, da han bar dem ind i garagen, hvor han ville stå og save dem til og male dem første gang, før de skulle monteres.

Da det var klaret, stillede han traileren til side og kørte igen i bilen. Han ville køre de 5 kilometer til Discount Trælasten. Måske havde de sandpapir med korn 320 eller finere.

Det havde de.

På vej hjemad modstod han fristelsen til at snuppe en burger. Klokken var jo kun 11.06. Man skal have selvdisciplin, tænkte han. Han ville hellere i gang med at pudse delene til dukkehuset.

Som tænkt - så gjort.

Han fik pudset mange af delene, allerede inden det var tid til frokost.

-----------

Jeg må i gang med novellen, tænkte han efter frokost og satte sig til pc'en.

OPLEVELSER I EN SYGESENG.

- en sandfærdig beretning

EN NOVELLE AF WILHELM BRANDT

EN DEJLIG FORÅRSMORGEN VAR JEG PÅ VEJ HJEM FRA VAGT. JEG HAVDE HAFT EN WEEKENDVAGT PÅ KASERNEN. NU GLÆDEDE JEG MIG TIL AT KOMME TIDLIGT HJEM OG VÆKKE ELISE, SOM NOK ENDNU IKKE VAR STÅET OP.

JEG CYKLEDE PÅ MIN 10 GEARS PEUGEOT CYKEL FRA FREDERIKSBERG OG IND MOD GRÅBRØDRE TORV, HVOR VI HAVDE VÆRET SÅ HELDIGE AT FÅ EN LILLE TOVÆRELSESLEJLIGHED I NIELS HEMMINGSENSGADE TIL EN PRIS, SOM MIN LØN VED MILITÆRET OG ELISES SU KUNNE BETALE.

KLOKKEN VAR IKKE EN GANG SYV OG BYEN VAR ENDNU IKKE HELT VÅGEN. ENKELTE FODGÆNGERE VAR PÅ VEJ TIL ARBEJDET ELLER SOM JEG PÅ VEJ HJEM FRA ET NATJOB. CHAUFFØRER