Beskytteren: De Tolv Amuletter

By René Munch

"Beskytteren: De Tolv Amuletter", er en historie om 17 årige Logan, som forsøger at leve sit liv sammen med sin far efter hans mors død. Da han får besøg af sin bedstefar, finder han ud af, at han skal beskytte jorden mod en demon kaldet Demonoid. Han skal derfor ud på en rejse for at finde De Tolv Amuletter, som kan hjælpe ham ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 21, 2018
• ISBN: 9788743007708

René Munch

Jeg har altid haft en passion for at skrive bøger. Min drøm om at blive forfatter er blevet realisseret med "Beskytter"-serien og med en julebog som jeg udgav i 2017/18 med titlen "Julekalenderhistorier". Jeg er i 30´erne.

Book preview

40

(1)

Legenden fortæller om en ung helt som er den udvalgte til at blive den største helt i verden. En ung helt som i fremtiden kunne blive en legende. Men for at blive en legende, skulle man kunne tre ting. Man skal besejre én af de største dæmoner der findes, man skal finde Det Legendariske Våben også kaldet Legendernes Sværd og man skal have reddet verden mod den største katastrofe i universet. Klare man de tre opgaver, bliver man til en legende.

Dette er historien om Logan Reese som skal ud på nogle farefulde missioner for at redde både verden, universer og sågar dimensioner.

Dette er historien om:

Beskytteren:

De Tolv Amuletter

Lidt uden for Toronto, Canada ude i et stort skovområde lå et hus med en lille garage. Her boede Logan Reese og hans far, Bob Reese.

Logan var en ung mand på 17 år, som elskede at bruge tiden på at arbejde på sin Crosser, som han havde fået af sin far i 16 års fødselsdagsgave. Logan gik i skole indtil han var fyldt 16 år. Han stoppede i skolen da han fik det dårligt på grund af hans mors død. Skolen havde ellers forsøgt at hjælpe ham igennem den svære tid sammen med hans far. Men intet hjalp. Hans far, som i øvrigt var sygemeldt fra sit arbejde for at hjælpe Logan, havde derfor besluttet at undervise ham hjemme, samtidig med at Logan arbejdede på sin Crosser.

Lidt alternativt arbejde.

Det eneste familie som Logan havde udover hans far, var en bedstefar, fra hans mors side. Resten af hans familie eksisterede ikke.

I hans fritid, var Logan enten sammen med hans bedste ven Robin eller ude i skoven på udflugter. Han kunne godt lide at studere de forskellige dyr som levede i skoven.

Somme tider kunne han endda finde på at gå helt ud til en kløft, hvor han kunne se ud over og ned ad et vandfald.

Hver gang han stod derude, tænkte han på sin mor som havde levet det vilde liv. Hans mor var nemlig ikke nogen helt almindelig kvinde, hun var en indianerkvinde inden hun blev gift med Logans far.

Når Logan stod og tænkte på hans mor, snakkede han også med hende. Mange ville sikkert tro at han var skør, men det var han ligeglad med, for han var nemlig sikker på at når han snakkede med hende, kunne hun høre ham og han vidste også hvornår hun ville svarer igen. Det kunne han mærke ved at vinden blæste en svag brise og rørte hans kinder.

Hans bedste ven Robin var den eneste der vidste at han gjorde det og han vidste også at når Logan tog derud, så var det for at være alene.

Logan var en fyr, almindelig af bygning som havde kort hård og ikke noget skæg. Han havde ikke designertøj, som næsten alle på skolen havde. Logan gik i tøj som han selv havde skabt eller som hans far ikke brugte mere og det generede ham bestemt ikke.

Hans ven Robin, som hed Robin Lee, var en spøjs fætter.

Han var 16 år og gik på skolen, hvor Logan var stoppet.

Han gik altid i enten jagttøj eller noget andet kikset tøj.

Men det var han nu ligeglad med og det var Logan også, for han vidste at Robin var en loyal og trofast ven og det var det eneste som Logan gik op i.

Logan´s far, Bob var glad for at Logan og Robin var bedste venner og at de brugte så meget tid sammen.

Det var en højlys dag i Toronto og det var lunt i vejret.

Logan stod i garagen og arbejdede på sin crosser som han glædede sig til at køre på inden længe. Hans ønske var nemlig at køre i bjergene og i skoven. Hans far var dog ikke glad ved den situation, men han var også godt klar over at den lyst havde Logan fra sin mor. Den garage han arbejdede i, var på størrelse med en carport og blev brugt som værksted. Den var ikke vildt stor, men dog stor nok til at det var fint nok for Logan.

Imens at Logan stod og arbejdede i garagen, ringede telefonen i huset.

Bob gik hen for at besvare opkaldet. Samtidig med at Robin kom gående hen til Logan.

,,Hey Logan" Sagde han.

,,Hey Robin... hvad så? "Spurgte Logan.

,,Hvordan går det med din crosser?" Spurgte Robin.

,,Det går fremad... et par justeringer mere og den er klar til sin første prøvetur" sagde Logan.

,,Det må da være rart endelig at komme ud at køre på den" sagde Robin.

,,Ja... Jeg glæder mig også helt vildt meget" sagde Logan.

,,Det kan jeg godt forstå" sagde Robin.

,,Er der noget du ville eller er det bare et hyggevisit?" Spurgte Logan.

,,Begge dele faktisk... Men jeg vil høre hvad du skal I aften?" Spurgte Robin.

,,Jeg har ikke rigtigt nogen planer" sagde Logan.

,,Okay... Det er nemlig fordi at der er Is-hockey inde i Toronto... Det er landskamp mellem Canada og USA" sagde Robin.

,,Fedt, hvad tid er det?" Spurgte Logan.

,,Det er kl. 20.00" sagde Robin.

,,Fedt... Den er jeg med på" sagde Logan.

,,Super" sagde Robin.

I det samme kom Logan´s far ud.

,,Logan... kan vi lige snakke sammen.... hej Robin" sagde Bob.

,,Hej Mr. Reese" sagde Robin.

Logan smed sit værktøj på et lille bord og gik hen til sin far.

,,Hvad er der, far?" Spurgte Logan.

,,Logan, jeg har lige fået et opkald fra din Bedstefar" sagde Bob.

,,Okay... Hvordan går det med ham?" Spurgte Logan.

,,Det går ikke så godt... han kommer her i morgen middag" sagde Bob.

,,I morgen middag" sagde Logan.

,,Ja... Kan jeg ikke få dig til at køre ind og hente ham i morgen?" Spurgte Bob.

,,Jo da... men hvad er der da galt?" spurgte Logan.

Robin kom i mellemtiden gående hen til dem.

,,Jeg tror jeg går hjem nu... så kan I bruge lidt tid sammen" sagde Robin.

,,Det går nok, Robin.... Du må gerne blive og lytte" sagde Bob.

,,Er du sikker?" Spurgte Robin.

,,Ja" sagde Bob.

,,Okay" sagde Robin.

Bob kiggede på Logan.

,,Logan... Grunden til at din Bedstefar kommer.... Er fordi..."Sagde Bob.

,,Fordi hvad?" Spurgte Logan.

Bob tog en dyb indånding.

,,Logan... Bedstefar er døende" sagde Bob.

,,Hvad mener du? Spurte Logan.

,,Når Bedstefar kommer i morgen, så tager han ikke af sted herfra før han skal i himlen" sagde Bob.

,,Hvad er det du siger? Spurgte Logan og blev lettere rørt.

,,Logan... Din Bedstefar har ønsket at komme og være hos os til han går bort" sagde Bob.

,,Okay..... Hvor lang tid har han tilbage?" Spurgte Logan.

,,Et par dage vil jeg tro" sagde Bob.

,,Et par dage.... Jamen, det er da slet ikke nok" sagde Logan.

Logan begyndte at få tårer i øjnene.

,,Det er den tid vi har min søn... Jeg vil ikke have at du laver nogen planer i den tid han er her, så du kan få noget tid sammen med ham" sagde Bob.

,,Bare rolig... det sker ikke" sagde Logan.

,,Godt min søn" sagde Bob.

Robin kiggede på Logan.

,,Logan, angående den Is-Hockey-kamp... hvis du ikke kan overskue den, så forstår jeg det godt" sagde Robin.

,,Jeg ved det ikke helt" sagde Logan.

,,Nej, det forstår jeg godt" sagde Robin.

Det hørte faren godt.

,,Logan havde du planer om at tage til Is-Hockey-kamp med Robin?" Spurgte Bob.

,,Ja... Men den bliver ikke til noget alligevel" sagde Logan.

,,Jo... Tag til den kamp, så du kan tænke på noget andet...

Din Bedstefar kommer først i morgen" sagde Bob.

,,Er du sikker på det?" Spurgte Logan.

,,Ja" sagde Bob.

Logan kiggede på Robin, som lagde sin hånd på hans venstre skulder.

,,Okay... Jeg tager med" sagde Logan.

,,Fornuftigt" sagde Bob.

Derefter gik Bob ind i huset igen.

Tilbage stod Logan og stirrede ud i luften.

,,Klarer du den, Logan?" Spurgte Robin.

,,Det håber jeg" sagde Logan.

I det samme kom Bob ud.

,,Robin... Vil du spise med i aften?" Spurgte han.

,,Jo tak, Mr. Reese... Det vil jeg rigtig gerne" sagde Robin.

Logan fandt en træstup, som han satte sig på og Robin fandt en spand han kunne sidde på.

,,Jeg kan slet ikke forstå det... jeg mister stort set hele min familie, først det familie fra min mors side, så dem fra min fars side, så min mor og nu min Bedstefar" Sagde Logan.

,,Ja det er trist... Desværre skal vi alle den vej en skønne dag" sagde Robin.

,,Jo, men når min Bedstefar er borte, så er der jo kun min far og dig tilbage" sagde Logan.

,,Det var sødt sagt" sagde Robin.

,,Robin... du er som en bror for mig... du er min allerbedste ven" Sagde Logan.

,,Tak, jeg har det på samme måde med dig" sagde Robin.

,,Når min Bedstefar er borte, har jeg kun min far tilbage, biologisk" sagde Logan.

,,Ja... men han holder også længe" sagde Robin.

,,Ja, det håber jeg skam også" sagde Logan.

Logan kiggede derefter ned i jorden og blev stille.

Robin sad og trøstede ham så godt han nu kunne. Han vidste bare ikke helt hvad han skulle sige til Logan eller hvad han kunne eller skulle gøre.

Men så kom han på en lys idé.

,,Hey Logan, jeg har en idé" sagde Robin.

,,Hvad er det?" Spurgte Logan.

,,Hvad siger du til, hvis jeg tager med ind til lufthavnen og henter din Bedstefar?" Spurgte Robin.

,,Det ved jeg ikke helt" sagde Logan.

,,Det kunne ellers være hyggeligt og så kan jeg jo også holde dig med selskab" sagde Robin.

Logan kiggede på Robin.

,,Vil du gerne gøre det for mig?" Spurgte Logan.

,,Hey.... Hvad har man venner til eller nærmere brødre til" sagde Robin og smilede.

Logan fik stille og roligt et smil frem på læben.

,,Tak Robin... Du er virkelig en kanon ven" sagde Logan.

,,Selvfølgelig... Det gøre jeg gerne" sagde Robin.

Logan valgte at rejse sig og gå videre med sin crosser.

Tilbage sad Robin og kiggede ud i luften og rundt på træerne, omkring ham og derefter på Logan.

Et par minutter senere rejste Robin sig op.

,,Du, Logan... jeg tror at jeg tager hjem til mig selv igen og så kommer jeg tilbage når vi skal spise" sagde Robin.

,,Bare i orden.. vi ses senere" sagde Logan.

,,Jep" sagde Robin, hvorefter han travede hjem ad.

(2)

,,Logan".

Logan stoppede op og kiggede rundt og lyttede, for det var som om at han hørte en lyd. Som om nogen kaldte på ham.

Men han kunne bare ikke lokalisere lyden eller få øje på nogen. Han rystede derfor bare på hovedet og gik derefter videre med sin crosser.

,,Logan" blev der sagt igen.

Logan kiggede op, men kunne stadig ikke se nogen. Han lagde sit værktøj fra sig og forsøgte at lokalisere lyden.

Men det var svært. Han stoppede op og forsøgte at lytte efter om lyden kom igen og hvorfra den kom.

Men der kom intet. Han rystede på hovedet igen og valgte derfor at gå ind mod huset.

Logan og Bob´s hus var en et-plans bolig som lignede et sommerhus. Huset var helt hvidt med hvide træbjælker hele vejen rundt. Det var faktisk en træhytte. Det var meget praktisk.

I hytten havde de en brændeovn, så de kunne få noget varme rundt omkring. Man kunne også se en lille flad skorsten ude oven på taget.

Da Logan kom ind, kiggede hans far over på ham fra køkkenet.

,,Nå min søn, klarer du den?" Spurgte Bob.

,,Det tror jeg... men jeg tror lige at jeg går ind og ligger mig en time" sagde Logan.

,,Det er bare i orden... jeg vækker dig når vi skal spise" sagde Bob.

,,Ok" sagde Logan.

Logan fortsatte videre ind på sit værelse, hvor der hang billeder af hans mor og billeder af nogle crossere. Der var ikke rodet på hans værelse, da han godt kunne lide orden.

Ved den ene væg stod der en enkeltseng. Hans dyne og pude var lagt pænt. Det med orden i tingene var noget han havde fra sin mor. Han gik hen til sin seng og satte sig.

Han kiggede rundt på billederne af sin mor som hang på en grøn væg. Alle hans vægge var lysegrønne. Det havde han også fra sin mor. Hun havde nemlig grønne øjne da hun levede.

Logan tog sin bukser og sko af og lagde sig under dynen.

Han kiggede op og i loftet og tænkte på sin mor. Han savnede hende meget. Der gik ikke ret længe før han faldt i søvn.

,,Logan... Logan... Logan kan du høre mig?" Spurgte en stemme.

Logan åbnede sine øjne op og kiggede til sin højre side.

Da han så hvem der sad ved siden af ham, blev han bange.

På hans højre side sad hans mor og kiggede på ham. Hun sad i en sort trøje med lyse bukser og hendes blonde hår var sat op i en knold.

,,Mor.... er det dig?" Spurgte Logan.

,,Ja, min dreng.... det er mig" Sagde hun.

,,Jamen.... hvordan er det muligt?" Spurgte Logan.

,,Der er ikke tid til at forklare" sagde hun.

,,Hvad mener du, mor?" Spurgte Logan.

,,Logan du skal op" sagde hun.

,,Hvad skal jeg da?" Spurgte Logan.

,,Du skal op... nu" blev der sagt.

I det samme vågnede Logan ved at hans far ruskede i ham.

,,Logan... vi skal snart spise" sagde Bob.

,,Ja... okay" sagde Logan meget træt.

,,Er du okay?" Spurgte Bob.

,,Ja.. eller det tror jeg" sagde Logan meget træt.

,,Okay... du kan bare komme ud når du er klar" sagde Bob.

,,Okay... vent, hvad med Robin?" Spurgte Logan.

,,Han er skam kommet, han sidder og venter på dig udenfor" sagde Bob.

,,Okay" sagde Logan.

Derefter gik Bob ud af værelset og udenfor.

Logan rejste sig op i sengen og undrede sig over hvad det med hans mor gik ud på og hvorfor hun pludselig sad ved siden af ham på sengen. Han kunne ikke finde ud af om det var en drøm, da det virkede så virkeligt.

Efter lidt tid rejste han sig. Han fik tøj på og gik ud til de andre. De skulle have hjemmelavede hotdogs.

,,Hey" sagde Robin, da Logan kom ud.

,,Hey" sagde Logan.

,,Hvad så... er man frisk?" Spurgte Robin.

,,Ja... det tror jeg" Sagde Logan.

,,Super... er du klar til kampen i aften?" Spurgte Robin.

,,Hvilken kamp?" Spurgte Logan.

,,Ja... du ved Is-Hockey kampen" Sagde Robin.

,,Nå, ja.. den... jo jeg er klar" sagde Logan lidt træt.

Robin kiggede lidt på Logan.

,,Er du sikker på at du er okay?" Spurgte Robin.

,,Ja.. ja.. bare giv mig lidt tid, så er jeg klar" sagde Logan.

,,Okay... fair nok" sagde Robin.

Kort efter gik de i gang med spise aftensmad.

(3)

Logan og Robin var lige blevet færdig med at spise, da de skyndte sig at pakke sammen og klæde sig på til kampen.

Robin og Logan havde begge taget en tyk hvid jakke på og nogle tynde blå vanter. På jakkerne var der et logo med navnet Toronto på.

Da de begge var færdige, gik de udenfor hvor Bob stod.

,,Nå, så er I klar til kamp"sagde Bob.

,,Jep... nu håber vi at Canada slår USA" sagde Robin.

,,Skal jeg køre jer eller vil I selv?" Spurgte Bob.

,,Jeg kan godt køre, far" sagde Logan.

,,Helt ok... Kør forsigtigt og god kamp" sagde Bob.

,,Det skal vi nok" sagde Logan.

,,Jo tak Mr. Reese" sagde Robin, Bob´s bil var en 4-hjuls trækker. Blå metallic af mærket Toyota. Logan elskede altid at køre i den. Han havde dog aftalt med hans far at han kun måtte køre i den indtil hans crosser var færdig.

Logan og Robin satte sig ind i bilen og fik startet den, hvorefter de kørte af sted mod stadion.

På vej hen mod stadionet, sad Logan og tænkte på den drøm han havde med sin mor.

Hvad mon det betød? Hvad mente hun med det hun sagde? Logan havde mange spørgsmål, men anede ikke hvor svarene skulle komme fra.

Robin kunne godt se at der var noget i vejen med Logan.

,,Er du okay?" Spurgte Robin.

,,Af hvad?" Spurgte Logan.

,,Jeg spurgte om du er okay" sagde Robin.

,,Ja da... hvorfor skulle jeg ikke være okay?" Spurgte Logan.

,,Det ved jeg ikke.... du virker bare så fraværende og underlig" sagde Robin.

,,Ja, undskyld mig.... men jeg har det altså lidt blandet på grund af at min Bedstefar kommer i morgen og at han er døende" sagde Logan lettere irriteret.

,,Nå jo... men alligevel... det virker som om at der er noget andet som tynger dig" sagde Robin.

,,Okay... jamen, det er der skam ikke" sagde Logan.

,,Okay" sagde Robin.

Logan kiggede ligeud og vidste ikke hvad han skulle stille op.

Hvorfor kunne han ikke bare fortælle Robin om drømmen? Hvad holdt ham tilbage? Måske var det bare en drøm som sikkert ikke havde nogen betydning. Logan valgte derfor at glemme alt om drømmen og fokusere på den Is-hockeykamp som de begge var på vej ind for at se.

Efter en halv times kørsel ankom de til stadion. Det vrimlede med mennesker.

Biler holdt alle vegne. Det var nærmest umuligt at finde et sted hvor de kunne parkere. Ikke nok med at der næsten var fyldt op, folk rendte også rundt og fyldte stort set det hele. Logan var ved at være godt træt af at folk ikke ville give plads.

,,Hvor er det bare så typisk... folk går bare som det passer dem" sagde Logan.

,,Ja... men der er nu ikke meget at gøre" sagde Robin.

Robin kiggede ud af sideruden og fik øje på en plads lidt længere væk, henne ved et hegn.

,,Hey... vi kan da holde henne ved det hegn" sagde han og pegede i retning mod et hegn henne ved en lille bakketop.

Logan kiggede hen i retning af hvor Robin pegede.

,,Ja, lad os gøre det... Det er næsten det bedste sted vi kan holde" sagde Logan.

Logan bakkede rundt med bilen og satte kurs mod pladsen ved hegnet.

Da de efter en masse besvær kom hen til hegnet, fik de parkeret bilen og steg ud af den.

,,Nå, er du klar til kamp?" Spurgte Robin.

,,Ja, det kan du tro... hvad tror du resultatet bliver?" Spurgte Logan.

,,Aner det ikke... men jeg håber på en sejr til Canada...

hvad med dig?" Spurgte Robin.

,,Jeg håber selvfølgelig også på en sejr til Canada" sagde Logan.

De fortsatte hen mod stadionet. Men det skulle hurtigt vise sig at det ville tage tid at komme ind, da der var en meget lang kø. Logan og Robin kiggede hen langs køen for at se hvor lang den var.

,,Gad vide hvor lang tid der går før vi kommer ind?" Spurgte Logan.

,,Godt spørgsmål" sagde Robin.

En mand vendte sig om mod dem.

,,I kan roligt regne med mindst en halv time endnu" sagde han.

,,Af hvad... hvordan kan det tage så lang tid?" Spurgte Robin.

,,Sikkerhedskontrol... men jeg har hørt at kampen er udskudt i noget tid" sagde manden.

,,Okay... hvor længe?" Spurgte Logan.

,,Det ved jeg ikke... men forhåbentligt indtil alle er kommet ind" sagde manden.

,,Okay" sagde Logan.

Som tiden gik, skrumpede køen ind og Logan og Robin nærmede sig indgangen.

Da de langt om længe kom ind til billetkontrollen, viste de billetterne og blev kontrolleret, hvorefter de kunne gå videre.

,,Ja, så kom vi ind... hvad så nu?" Spurgte Logan.

,,Ja se, nu skal vi så finde ud af hvor vi skal placere os, så vi har det bedste udsyn til banen" sagde Robin.

,,Hvis du fører an, så følger jeg bare dig" sagde Logan.

,,Okay" sagde Robin.

Robin valgte at gå til venstre i håb om at de kunne finde en god plads. Det var dog ikke nemt på grund af den store menneskemængde.

Robin kæmpede sig igennem mængden, mens Logan forsøgte at følge trop. Men det var lettere sagt end gjort.

,,Robin... Robin vent på mig... jeg kan ikke følge med" råbte Logan.

Men på grund af al larmen fra alle de andre, kunne han ikke få kontakt til Robin. Der gik dog hellere ikke lang tid før Robin var forsvundet i menneskemængden. Logan stoppede op og kiggede rundt i håb om at han kunne få øje på Robin. Men uden held.

Kort efter stødte en person ind i Logan og gik videre.

Logan kunne se at det var en kvinde, men hvem hun var, kunne han ikke se.

Han forsøgte kort efter at bevæge sig videre, i håb om at Robin ville dukke op. Men da han bevægede sig, fik han pludselig øje på en kvinde som lignede hans mor på en prik. Han kunne se at hun kiggede over på ham. Han skyndte sig alt, hvad han kunne igennem mængden og hen mod hende. Men da det til sidst var lykkedes ham at komme igennem, var hun væk.

Han kiggede derefter rundt for at se om han kunne få øje på hende. Men hun var væk. Han forstod ikke et hak af hvad der foregik. Først drømmen og nu dette.

Hvad gik det dog ud på? I det samme greb en hånd fat i Logans venstre skulder.

Logan vendte sig rundt og kunne se at det var Robin.

,,Hvad laver du?" Spurgte Robin.

,,Ja, jeg kunne ikke finde dig i mængden og så synes jeg at jeg, så én jeg kendte.... men da jeg nærmede mig, forsvandt hun" sagde Logan.

,,Okay.... hvem var det?" Spurgte Robin.

,,Jeg er ikke sikker" sagde Logan.

Robin kiggede på ham.

,,Skal vi bevæge os ind til tribunen, så vi kan være klar til kampen?" Spurgte Robin.

,,Ja.. lad os det" sagde Logan.

Han gik sammen med Robin hen til den tribune som de skulle op på og fandt deres pladser.

Da de havde sat sig, kiggede Logan rundt. Han undrede sig meget over hvorfor han havde set sin mor. Men det mest underlige var at han kunne se hende selvom hun var død.

Da kampen gik i gang, begyndte alle at larme og heppe på de hold som de holdt med. Der skulle spilles 3 gange 20 minutter og der var to halvlege bestående af 20 minutter.

Rundt om banen var der sat net op, som rakte mange meter op i luften. De var sat op så tilskuerne ikke ville blive ramt af pucken, hvis den skulle blive skudt af sted i den højde. De første 2 meter fra banen og op var dækket af bander som spillerne kunne skøjte langs eller banke ind i. Selvom hver periode varede 20 minutter, kunne en periode sagtens varer længere pga. spillerstop da der var mange regler i Is-Hockey.

Logan og Robin havde for længst opgivet at følge med i reglerne, da der var urimeligt mange af dem. Flere end mange andre sportsgrene, som for eksempel fodbold, tennis, badminton og så videre.

Da første periode var færdig stod den lige i mellem begge hold. Ingen af holdene havde scoret.

,,Skal vi gå ned og få noget at drikke?" Spurgte Robin.

,,Ja, lad os det" sagde Logan.

De rejste sig begge og gik ned under tribunen. Kioskerne var placeret under tribunerne.

Da de kom ned til én af kioskerne, var der allerede en enorm lang kø. Køen var så lang at den nærmeste endte udenfor.

,,Vi når da ikke at købe noget før kampen går i gang igen" sagde Logan.

,,Sikkert ikke.. meeeeen det kan jo aldrig skade at blive stående" sagde Robin.

,,Fint nok, vi bliver stående" sagde Logan.

I mens at de ventede i køen, begyndte Logan at kigge sig rundt for at se på omgivelserne omkring ham.

I det samme fik han øje på hans mor igen. Han løb alt hvad han kunne efter hende, så han kunne få nogle svar.

,,MOR...VENT..." råbte han.

Men da han kom udenfor, var hun væk. Han kiggede rundt for at se om han kunne få øje på hende.... Men uden held.

Kort efter kom Robin løbende.

,,Hvad sker der?" Spurgte han.

,,Hvad?" Spurgte Logan og kiggede rundt.

,,Ja.... du skyndte dig at løbe herud og så råbte du" sagde Robin.

,,Nåh... Jamen, jeg ved ikke hvad der er galt" sagde Logan.

,,Er det noget du vil snakke om?" Spurgte Robin.

Logan kiggede på ham og derefter ind mod tribunen.

,,Tror du ikke hellere vi skulle smutte ind og se kampen videre?" Spurgte Logan.

,,Jo det kan vi godt.... Men husk at hvis du får brug for at snakke, så siger du bare til" sagde Robin.

,,Ja, det skal jeg nok" sagde Logan.

Derefter fortsatte de ind mod tribunen og de nåede det lige inden kampen blev skudt i gang.

(4)

Kampen mellem Canada og USA var lige blevet færdig og alle tilskuerne var på vej ud af stadion.

Logan og Robin fortsatte igennem mængden og hen mod bilen. Det var først da de nåede hen for enden af bygningen at de kom fri af mængden, så de