Martin Luther. Kristi nadverord står stadig fast

By Books on Demand

Luthers skrift her mod sværmerne fra 1527 indgår i en række skrifter, som Luther skrev mod fornuftsteologi, som desværre også præger teologien i dag, hvor man sætter fornuften og den almene mening som overdommer over kristen liv og lære.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 28, 2018
• ISBN: 9788743004950

Book preview

Oversat og tilrettelagt

Cand.theol. Finn B. Andersen

Redaktør af lutherdansk.dk

Indholdsfortegnelse

Indledning

Martin Luthers tekst

Kampen om bibelen

Kampen mod sværmerne

Kristen enighed og fred

Nadverordenes bogstavelige betydning

Nadverordenes mistolkning

Kristus sidder hos Guds højre hånd

Sværmernes egentlige grund

Deres anden hjørnesten

Den dobbelte spisen

Den åndelige spisen

Kødet gør ingen gavn

Fædrenes ord om nadveren

Bibelsyn

Om nytten af Kristi legeme i nadveren

Sakramentsyn

Hvad Kristi legeme gavner troen

Mere end blot et symbol

Pavens messeoffer

Misbrug af de lutherske skrifter

Kristi nadverord står stadig fast Martin Luther 1527

Indledning

Martin Luthers kritik af paven og datidens katolske lære fik efterhånden også et andet problem at kæmpe med. Det var den del af den evangeliske bevægelse, som Luther kalder sværmerne. Det er et meget rammende navn, fordi det betegner folk, der har et løst forhold til Guds ord, som de ikke fastholder efter den ligefremme ordlyd. I stedet for at lade bibelen styre og lede fornuft og tanker, sætter de fornuften som højeste autoritet, som bibelens ord må tilpasses efter.

Det ses tydeligt i spørgsmålet omkring sakramenterne, som sværmerne anser for unyttige ting på grund af deres ydre skikkelse, vandet i dåben og brød og vin i nadveren. Man kan ikke med sin fornuft forstå, at disse ydre ting skulle kunne gavne sjælen og have nogen virkning på det indre gudsforhold.

I sin afvisning af disse tanker fremlægger Luther sit syn både på selve sakramenterne og på den bagvedliggende opfattelse af bibelen som Guds ord. Og som netop derfor må vises ærbødighed og læses efter den bogstavelige mening uden at fornuften sætter sig til dommer over betydniingen.

Luthers skrift her mod sværmerne fra 1527 indgår i en række skrifter, som Luther skrev mod fornuftsteologi, som desværre også præger teologien i dag, hvor man sætter fornuften og den almene mening som overdommer over kristen liv og lære.

Det er 150 år siden Luthers skrift sidst blev oversat til dansk, nemlig i 1867. Originalteksten findes i WA 23, 64-283.

Reformationsjubilæet 2017

IMB&LMB Cand.theol.

Finn B. Andersen

Martin Luthers tekst

Hvor ganske sandt er dog det ordsprog: Djævelen er en tusindkunstner. Dette beviser han tilstrækkelig i alle sager, hvormed han regerer verden, som i legemlige, ydre lyster, rænker, synder, ondskab, mord og fordærvelse. Men især og over al måde beviser han det i de åndelige indre sager, som angår Guds ære og samvittigheden. Hvor kan han ikke her dreje, sno og vende sig på alle sider, alle vegne heftig sætte sig imod og lægge sig i vejen, for at dog endelig ingen skal blive salig og holde fast ved den kristne sandhed.

Kampen om bibelen

Lad os tage de kristnes historie til eksempel (ikke at tale om de gamle fædre og jøderne). I evangeliets begyndelse, da Guds ord ved apostlene blev prædiket purt og rent, og endnu intet menneskebud, men alene Den Hellige Skrift regerede, så det ud til, som skulle det aldrig have nogen nød, fordi Den Hellige Skrift var kejserinde blandt de kristne. Men hvad havde Djævelen ikke at bestille? Det ville han sidst lade ske, at alene Den Hellige Skrift, og intet farisæisk, jødisk bud eller gerningslov mere skulle gælde og havde derfor også nogle af sine i de kristnes uddannelsessteder. Ved dem sneg han sig hemmeligt ind i Den Hellige Skrift.

Da han nu var kommet ind og var vis på sin sag, brød han ud til alle sider, anrettede en sådan forvirring og gjorde mange sekter, kætterier og partier blandt de kristne. Og da ethvert parti benyttede sig af Skriften og tolkede den efter sit sind, blev dette følgen, at Skriften begyndte intet at gælde mere og dertil endelig har fået det navn, at den kaldes en kætterbog, som den hvoraf alt kætteriet har sin oprindelse, siden alle kættere bruger den. Sådan kunne Djævelen fravinde de kristne deres våben, værge og borg, nemlig Skriften, at den ikke alene blev kraftesløs og udygtig imod ham, men endog måtte stride mod de kristne selv og være dem mistænkelig, som var den idel gift, de skulle vogte sig for. Sig mig, var dette ikke et kunststykke af Djævelen?

Fordi Skriften nu sådan var blevet et sønderrevet net, hvormed ingen lod sig holde, men enhver borede et hul i den, hvor hans næse sigtede hen, forklarede og drejede den efter sit behag, da vidste de kristne ikke anderledes at råde bod på sagen, end ved at holde mange kirkemøder. Her foreskrev de ved siden fra Skriften mange ydre bud og regler for at holde hoben samlet og afværge uenighed. Af dette foretagende, (skønt det var velment), hidrører det, at man siger, at Skriften ikke er nok. Man må tillige have fædrenes bud og udlæggelser; for Helligånden har ikke åbenbaret apostlene alle ting, men gemt noget til fædrene, så længe, til sidst pavedømmet kom i stand, hvori intet andet gælder end menneskebud og gloser efter den hellige faders forgodtbefindende.

Da Djævelen så det, spottede han og tænkte: Nu er spillet vundet! Skriften er nedlagt, slottet forstyrret, våbnene slået til jorden. I stedet for hvilke de nu fletter mure af strå og gør våben af hø, det vil sige, de vil nu sætte sig imod mig med menneskebud, der, der er det alvor! Hvad skal jeg gøre? Jeg vil ikke stride derimod, men hjælpe til gavns at bygge, at de smukt forbliver enige og samler strå og hø nok. Det er mig just tilpas, at de ikke trættes i Skriften, men lader ordet ligge og imidlertid tror på kirkemøder og fædre.

Jeg vil dog i sådan fred og enighed anstifte en anden strid og trætte, så at pave skal sætte sig imod kejser og konger, biskopper mod fyrster og herrer, lærde mod lærde, gejstlige mod gejstlige og sådan stedse den ene mod den anden, for timelig æres, gods og vellysts skyld, dog enigheden i æren på de hellige fædre ubeskåret. De narre, hvad vil de befatte sig med at trættes i Skriften om Guds sager, som de ikke forstår? De må hellere strides om ære, kongerige, fyrstendømme, gods, vellyst og daglige fornødenheder, som de forstår sig på, og alligevel blive fromme endrægtige kristne i fædrenes glosetro.

Sådan lykkedes fædrenes anslag, da de ville undgå trætte og strid i Skriften, gav de grunden til, at man ganske er kommet fra Skriften til lutter menneskepjat. Derved måtte vel strid og trætte i Skriften ophøre, som er en guddommelig trætte, hvori Gud trættes med Djævelen, som Paulus siger i Ef 6, 12: For os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Men i stedet for er menneskelig strid blevet almindelig om ære og gods på jorden og vedblevet endrægtig blindhed og uforstand i Skriften med tab af den rette kristne tro. Er dette ikke også et stykke af Djævelens kunst? Hvordan man end bærer sig ad, er han mester og junker i spillet.

Kampen mod sværmerne

Nu i vor tid, da vi så, at Skriften lå under bænken, og Djævelen bedrog os ved menneskelige vedtægters strå og hø, har vi også ved Guds nåde villet råde bod på sagen og visselig med stort og hårdt arbejde bragt Skriften for lyset, hvorfor de menneskelige vedtægter må pakke sig og Djævelen med, skønt han alvorligt har sat sig til modværge. Men om han end må lade os gå, glemmer han derfor ikke sin kunst, men har hemmeligt sået sin sæd iblandt os, som skulle gribe vor lære og vore ord. Ikke for at stå os bi og hjælpe os at udbrede Skriften, men for at de, mens vi strider mod menneskepjat foran, skulle falde os i ryggen ved at anstifte oprør i vor egen hær, for at vi sådan mellem to fjender, lettere måtte gå til grunde. Det hedder jo, mener jeg, at kaste kviksølv i dammen og forgifte vandet.

Han vil ikke lade det bero derved, for han begynder nu på sakramenterne. I den henseende har han allerede revet Skriften i næsten ti huller og udflugter, så at jeg aldrig har læst noget skammeligere kætteri, som allerede i begyndelsen har været så uenigt med sig selv, delt i så mange hoveder, så mange partier, skønt de i hovedsagen, i at forfølge Kristus, er enige. Men han vil gå videre og angribe flere artikler, som han da allerede funkler med øjnene og lader sig forstå med, at dåben, arvesynden, Kristus skal være intet. Derover vil der atter blive et rabalder i Skriften og en sådan uenighed, så mange partier, at vi må sige med Paulus: Ondskabens hemmelighed rører sig allerede, ligesom han også forudså, at der efter ham ville komme mange flere sekter. Derfor vil man atter for sådan uenigheds skyld, om verden skal stå længere, komme til, ligesom de gamle, at opsøge menneskelige anslag og igen opstille love og bud for at holde folket i troens enighed. Det vil da også lykkes ligesom forhen.

Summa, Djævelen er os for klog, han lægger sig imod og hindrer alle vegne. Vil vi holde os til Skriften, så gør han så megen strid og uenighed deri, at vi stedse må kæmpe med ham, hvorved han gør os kede af Skriften og berøver os modet til at forlade os på den. Vil vi stole på menneskelige kirkemøder og rådslagning, så mister vi Skriften og bliver Djævelens egne med hud og hår. Han er Satan og hedder Satan, det vil sige, en modstander. Han skal stå imod og anrette ulykke, andet kan han ikke. Dertil er han verdens fyrste og Gud, så at han har magt nok og kan gøre det. Da han nu både kan og vil det, så må vi ikke vente at have fred for ham: han hviler ikke og sover ikke. Så vælg du nu, hvad du helst vil, enten at slås med Djævelen eller være hans egen. Vil du være hans egen, så har du fred for ham, at han nok skal lade dig være i ro. Vil du ikke være hans egen, så forsvar dig imod ham; for han vil ikke gå dig forbi. Strid og sekter vil han anrette, så at du ikke skal vide, hvor Skrift, tro, Kristus og du selv bliver af.

Ak ve og atter ve over alle vore lærere og bogsskrivere, som så sikre farer frem og udspyr alt, hvad der falder dem i munden og ikke først overvejer en tanke ti gange, om den også er ret for Gud. De mener, at Djævelen imidlertid er i udlandet eller sover hos dem som en hund på en hynde og tænker ikke, at han er rundt om dem med idel giftige, gloende pile, som er de allerskønneste tanker, smykkede med Skriften, så de ikke kan mærke, at de kommer fra Djævelen. Dog her hjælper ingen formaning, ingen advarsel, ingen trussel. Hvis Gud ikke råder og hjælper, så er vor gerning og råd forgæves. For Djævelen er en tusindkunstner. Man kan bære sig ad, som man vil, så er han dog verdens fyrste. Hvem der ikke véd det, skal blot prøve. Jeg har erfaret noget derom, men ingen tror mig, før han også selv erfarer det.

Netop den samme Djævel er det, der nu anfægter os med bespottelse af vor Herres Jesu Kristi hellige højværdige sakramente, hvoraf de ville gøre blot brød og vin til et kendetegn eller mindetegn for de kristne, alt efter deres egen drøm og behag. Det skal altså ikke være Herrens legeme og blod, som dog de ligefremme, klare ord siger: Spis, dette er mit legeme. Disse ord stå der endnu, faste og uberørt af dem. I mine skrifter mod Karlstadt har jeg grundigt afhandlet disse sager, så at enhver, der ikke havde lyst til at fare vild, udmærket kunne hjælpe sig mod denne Djævelske galskab. Men mine kære sværmere foragter mig så prægtigt, at de ikke engang agter mig værd til, at de med alvor skulle svare mig. Det er dem nok, at de ser på bogen, rynker næsen ad den og siger: Der er ingen ånd i den. Hvad hjælper det nu, at jeg skriver meget? De foragter det, og når de blot har pludret lidt derom, uden virkelig at gå ind på ét eneste argument, så kalder de det besvaret og grunder kun deres sag med megen bogskriveri og papirsmøreri.

Dette er også en af årsagerne til, at jeg hidtil har tøvet med at skrive mere imod dem, at jeg under deres højberømte ydmyghed har sporet sådan hovmod og foragt. Den anden er, at deres sværmeri er en så ugrundet sladder, at det forundrer mig, hvordan så kløgtige, lærde folk kan blive narret dermed. De handler også med en så modløs og forsagt samvittighed, at det synes mig, de ville helst, at øllet igen var tilbage i karret. Og havde de ikke begyndt på det, så holder jeg for, at de nok nu skulle lade være.

Jeg for min del ser i denne sag intet andet end Guds vrede, der lader Djævelen få tøjlen til at fremkomme med en sådan grov, tølperagtig vildfarelse og anrette et så håndgribeligt mørke, for at straffe vor skændige utaknemlighed på os, der så jammerlig fornægter og forsmår det hellige evangelium. Så vi, som Paulus siger, tror på løgnen, fordi vi ikke har taget imod kærlighed til sandheden. (2 Thess 2, 10-11). Den eneste anbefaling for dette sværmeri er, at det er nyt. For vi tyskere er sådanne folk, at hvad der er nyt, det hopper vi på og hænger os ved, som narre, og den, der hindrer os deri, gør os kun vildere efter det. Men når ingen hindrer os, så bliver vi snart mætte og trætte af det og gaber da efter noget andet nyt. Sådan har Djævelen den fordel, at ingen så urimelig lære eller drøm kan opkomme, at han nok skal finde disciple dertil, og jo urimeligere, desto hurtigere.

Men kun Guds ord bliver evindelig. Vildfarelserne derimod opkommer stedse ved siden af og går under igen. Derfor er det ikke at frygte, at dette sværmeri skal vedvare længe, dertil er det alt