Længsel: En kærlighedshistorie fra før 1. Verdenskrig

By Anders Harbo

Herluf er taget på valsen i Tyskland. Året er 1909. Netop udlært som konditor og 18 år. Tanken om at arbejde i forældrenes konditori i Thisted lokker ikke trods udsigten til god løn og fast arbejde. Der skal mere til, synes Herluf.

I København er den kvikke kusine Dagmar, som Herluf allerede forelskede sig i elleve år gammel. Men familien har svært ved at acceptere forholdet. Giftermål mellem fætter og kusine er ildeset.

"Længsel" er en personlig udviklingshistorie med det nye århundredes optimisme som baggrund, en fortælling om ungdom og drømme, og ikke mindst en fortælling om at søge kærligheden.

Fortællingen baserer sig på virkelige begivenheder og personer.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 7, 2017
• ISBN: 9788771880984

Anders Harbo

Bruger tiden på at skrive, for tiden i gang med sin fjerde roman. Og nyder god mad og drikke med stor glæde.

Book preview

hilsen.

Kapitel 1

1902 Thisted

Men, bedst som du kommer,

du fagre skærsommer,

så hastigt du flyr som et drømmerigt blund!

Sommervise, Chr. Richardt, 1874

Herluf lænede sig ud af togvinduet. Han lænede sig så langt ud, at hans moder flere gange sagde, at han skulle passe på. Han var på eventyr, og 11 år gammel skulle han ikke gå glip af noget. Han var vågnet tidligt denne søndag morgen. Efter at have taget det pæne tøj på, havde han fået lov til at gå på stationen i forvejen. I lang tid havde han løbet rundt og kigget på toget, som stod klar til afgang. Han havde kigget på lokomotivet, hvor fyrbøderen arbejdede. Det havde givet et sæt i ham, da dampen pludseligt var blevet lukket ud af kedlen. Han havde bevæget sig i takt med de store drivstænger, der først langsomt og så lidt hurtigere drev hjulene rundt, og fulgt lokomotivet, mens det bakkede hen til vognene.

Hans fader og moder var kommet hen til stationen sammen med søster Magda. Endelig kunne de komme afsted, havde Herluf tænkt. Et lille stykke tid efter var toget begyndt at køre. Siden da havde Herluf, uanset Magdas ønske om at få lukket vinduet, stået med den halve krop ude. Han nød fornemmelsen af fart, af træer og telegrafpæle, der spurtede forbi, og de galopperende lyde fra hjul og skinner. Hans fryd var stor, når røgen engang imellem slog ned over vognene og ind i næse og øjne. Over ham var der en næsten skyfri himmel.

Johanne Christensen, døbt Johanne Kirstine Topp, konditor og gift med Peter Christensen, konditor, indehaver af Christensens Café og Konditori i Thisted Fotografier fra ca. 1905

Togturen varede cirka en time. Fader havde brugt lang tid på at læse gårsdagens tidende. Nu er der endelig tid til det, havde han brummet, da han satte sig tilrette bag avisen. Senere havde Magda overtaget den, og hun havde læst højt af En Lykkeridder, avisens fortsatte fortælling, hvor Junker Helmuth måtte vove livet for at blive forenet med sin Jomfru Benedikte.

Konditor Peter Christensen og hans kone gjorde det godt. De havde formået at købe den gamle gård i Storegade, tæt op til torvet, hvor de nu drev det både bedste og største konditori i Thisted. I byen var det holdningen, at det var et par arbejdsomme og dygtige folk, ikke mindst konen, Johanne. Hun var altid i gang, sørgede for at alt var i top. Hygiejnen, butikspigernes påklædning, udstillingerne i vinduerne, og ikke mindst tonen og serveringen. Dertil kom så de lækre kager og tærter, men det var nok mest konditorens værk.

Magdalene Eleonora Christensen, kaldt Magda, 16 år og broderen Herluf Valdemar Christensen, 14 år Fotografi fra ca. 1905

For en gang skyld havde Johanne givet sig selv og manden fri. De var blevet inviteret til søndagsmiddag hos præsten i Boddum, og selvom det ville blive en lang tur, var det en sjælden mulighed for at mødes med broderen og dennes familie, som opholdt sig der på ferie.

De ankom til Ydby station, som lå øde hen. Foran stationen holdt Niels med præstegårdens charabanc. Familien steg op i vognen, og i det gode vejr nød de alle turen op over bakkerne, over heden og ned mod Doverodde, hvor de allerede på lang afstand kunne se den lille kirke tæt ved broen, en noget speciel kirke, som den stod der uden tårn. De brugte halvanden time i kirken, alt for lang tid syntes Herluf, men det var søndag og desuden var det pastor Lundby der prædikede. Det havde hans moder ikke undladt at nævne flere gange undervejs.

Præstegården lå et lille stykke fra kirken med de røde bygninger og de to store haver omgivet af høje træer. Det var fortsat en flot sommerdag, vindstille, med en himmel uden skyer og en skarp sol. Herluf holdt sig tæt til sin fader, da de fulgtes med pastor Lundby og pastorinden til præstegården. Han var ikke særlig glad for at møde nye mennesker. Han syntes, det hele var så anstrengende og formelt. Helst var han blevet udenfor.

Herlufs onkel og tante kom hver sommer til præstegården, for at deres to døtre kunne være sammen med deres bedsteforældre. Tanten var pastorens ældste datter og pigerne Kirstine og Dagmar de ældste børnebørn. De boede i København, hvor onklen ejede en saddelmagerforretning.

Herluf havde ikke set dem længe, faktisk kunne han ikke huske, hvornår de sidst havde været sammen. Han syntes, kusine Kirstine så voksen ud, som hun stod der i en kjole, han aldrig havde set i Thisted. Og ved siden af stod kusine Dagmar, som var mindst et hoved højere end ham, selvom hun bare var et år ældre. Søster Magda snakkede løs:

Hvor er I altså smarte! Hvornår er I kommet fra København? Har I prøvet den nye rutsjebane i Tivoli?

Hele forsamlingen spiste søndagsmiddagen i den store spisestue. Først bad pastor Lundby bordbøn. Det var nyt for Herluf. Det gjorde de ikke hjemme. Mens de voksne talte, havde han fred til at spise. Han var sulten og spiste med stor fornøjelse både suppen og den efterfølgende hønsefrikasse. De sluttede af med en rabarbertrifli. Den syntes Herluf ikke, at der var nok af. Han smålyttede til pigerne.

Frøken Dagmar Sofie var der også. Hun var søster til Tante og den yngste datter i præstegården. Pigerne kaldte hende Store Dagmar. Hende snakkede pigerne meget med. Han ventede utålmodigt på, at de kunne forlade bordet, så han kunne komme i gang med at udforske præstegåden og dens omgivelser. Han håbede på, at der var nogen at lege et eller andet sted.

Middagen blev overstået. De voksne satte sig i haven med kaffen, og han kunne forsvinde ud på sin opdagelsestur. Han kiggede lidt på hestene, der stod i gården, mens Niels sad inde i køkkenet sammen med nogle andre folk. Han gik om bag sidelængen, hvor han kunne høre grisene og se hønsene, der gik rundt imellem buskene, og fortsatte videre gennem køkkenhaven, indtil han stod ved enden af haven. Han kunne se ud over markerne derfra. Over sig kunne han høre fugleunger og se solsorte og skader flyve ud over markerne og tilbage ind mellem træerne. Længere væk fløj en stork. Han havde kun set fem på turen fra Thisted.

Han fortsatte ned til en bæk og gik en tid langs den for at se, hvilke fisk der var. Han havde ikke noget grej med sig, men ville have nydt at fange et par af de foreller, der var der. Hjemme fiskede han både i bækken og i fjorden sammen med kammeraterne. Efter et godt stykke tid begyndt han at gå tilbage mod præstegården, hvor kusinerne var i gang med at spille kroket på græsplænen. Det havde han prøvet et par gange, men syntes, at det var svært at få kuglen derhen, hvor den skulle. Så han gad ikke være med. I stedet satte han sig ned og kiggede på.

Da pigerne var færdige med at spille, spurgte kusine Kirstine, om ikke de skulle lege noget, som de alle kunne være med til:

Sådan en stor have er da uovertruffen til at lege skjul i.

De andre var enige og råbte til Herluf, at han skulle komme og være med. Også Store Dagmar deltog, og snart løb de ud i alle retninger. Herluf fandt mange gode gemmesteder og undgik igen og igen at være den, som skulle være den.

Udsigt over Doverodde set fra kirken Postkort til Herluf fra Dagmar juli 1907

På et tidspunkt skjulte han sig bag en stor solbærbusk. Han kunne høre søster Magda gå rundt og lede og kalde. Han var løbet fra den bageste ende af haven i retning af køkkenhaven for at komme nærmere til stenen, så han kunne befri kusine Kirstine og Store Dagmar. Han stod helt stille bag den store busk, da han hørte skridt bag sig. Han vendte sig om, og der kom kusine Dagmar med et stort grin listende hen til ham. Han kiggede på hende. Håret strittede, fletningerne havde løsnet sig. Kjolen var klar blå, og han tænkte: Nu er det alt for nemt for Magda at finde mig. Ærgerligt!

Dagmar smilede og hviskede:

Hvem kommer først? Og så løb hun, alt hvad hun kunne, hen mod stenen med ham i hælene.

Du vinder ikke, råbte han. Men inden han nåede forbi hende, lød det højt fra Magda:

Dagmar og Herluf til stenen. Øv. Øv. Dumme Dagmar! tænkte han surt.

Sidst på eftermiddagen drog familien fra Thisted afsted. De skulle nå toget, så med Niels i kuskesædet kørte de ud af præstegården, hvor hele familien stående på trappestenen vinkede og råbte:

Kør godt.

Tak for en dejlig dag.

Kom nu godt hjem. Det sidste, Herluf så, var hans grinende kusine, som, var han sikker på, råbte:

Jeg vandt!.

Det havde været en lang dag, og turen hjem ville vare flere timer, først med hestevogn og derefter tog. Han faldt hurtigt i søvn trods den hårde bænk og vognens rumlen hen over grus og sten. Han drømte om, hvordan han løb og løb uden at kunne indhente hende i den blå kjole.

Kapitel 2

1909 Berlin

Ak, den kærlighed, glæde, varme og salighed,

som jeg ikke selv bringer med, kan ikke en anden give mig

Den unge Werthers lidelser, Johan Wolfgang von Goethe, 1774

Døren var i en mørk, brun farve med et lille håndskrevet skilt klæbet fast udenpå: Frau Koch, Penzionat. Herluf bankede på. Han kunne høre barnestemmer bag døren. Han bankede igen, lidt hårdere. Der lød skridt, døren blev åbnet, og en lidt hæs kvindestemme sagde:

Reinkommen, doch!. Over for ham stod en mørkklædt kvinde med et lille barn på armen og to, der gemte sig bag hende. Han fik sagt god dag og famlede lidt efter ordene, så han kunne spørge om værelset på korrekt tysk. Utålmodigt lød stemmen igen.

Jah, Ich habe ein Zimmer frei. Aber können Sie das bezahlen?

Herluf nikkede og ville spørge om prisen, men hun var hurtigere:

7 Mark pro Woche! Det var dyrere, end han havde regnet med. Han gik ind i lejligheden. Hun gik foran med barnet på armen og viste ham værelset. Der var to redte senge, en stol og ikke andet bortset fra et lille spejl og en balje på en taburet, som fungerede som vask. Skulle han dele værelset med en anden? Han forsøgte at spørge, og umiddelbart virkede det, som om hun forstod. I hvert fald rystede hun på hovedet. Og smilede let. Nu virkede hun ikke sur, og han kunne se, at hun ikke var så gammel, som han først havde antaget.

Han rakte hånden frem og præsenterede sig:

Jeg er Herluf Valdemar Christensen. Jeg kommer fra Danmark og skal arbejde som konditor her i byen. Hun smilede igen og gav ham hånden. Hun havde et fast håndtryk. Imens fortalte hun, at hun hed Frau Emilie Koch, var enke og havde, som han kunne se, 3 børn.

De får også morgenmad her, tilføjede hun. Han nikkede og tænkte, at hvis bare han spiste godt om morgnen, så kunne den pris ikke være helt umulig. Så snart han havde fået arbejde, ville han have råd til det, og ellers ville der være tid til at finde et andet og billigere sted. Efter at han havde givet hende pengene for den første uge, gik hun ud af værelset med en bemærkning om, at der var wc ude ved bagtrappen, fælles for flere lejligheder, og at han derfor ikke skulle opholde sig der længere end nødvendigt.

Det var aften. Han havde fundet adressen, da han var ankommet til Lehrter Bahnhof. En lille seddel var sat op blandt en masse andre på en tavle inde i den store banegårdshal. Han havde valgt efter datoen. Den nyeste dato måtte betyde størst mulighed for, at værelset ikke var optaget, havde han tænkt, og han havde fået ret. Desuden kunne han godt lide navnet: Frau Koch, Penzionat. Det virkede trygt.

Herluf var træt i kroppen efter den mere end fem timer lange togrejse fra Hannover siddende på en træbænk på IV klasse. Turen havde kostet 7,45 Mark og mere havde han ikke råd til. Han havde spist en pølse på banegården, så han var ikke sulten. Han lagde sig fuldt påklædt på sengen og nød at være strakt ud, mens han ignorerede den bløde bund. Det skal nu nok gå! tænkte han lige før, han faldt i søvn.

Han vågnede næste morgen overrasket over, hvor godt han havde sovet den nat. I Frau Koch's køkken fik han et par skiver brød og en kop kaffe. Der var ikke meget plads med de tre børn, hende og Herluf. Han spiste stående, mens hun spurgte til, hvad han skulle. Han gentog, at han var konditor og skulle finde arbejde. Hun smilede og ønskede ham held og lykke!

For som hun tilføjede, Det er svært at få arbejde her i Berlin. Man kan ikke lide udlændinge, som vil have arbejde! Han var ikke helt sikker på meningen, men fik ikke spurgt mere til det, før han gik.

I Hannover havde Herluf erfaret, at det ikke nyttede noget at gå ind i ethvert konditori. De fleste havde ikke tid til at tale med en, og når Mester havde tid, så havde han ikke brug for en svend. Derfor gik han efter fagforeningen, Das Bäcker & Konditoren Verein. Der måtte der være hjælp at hente, tænkte han. De måtte vide noget om, hvordan han kunne finde et job. Han begyndte at gå den lange vej ud til Lehrter Bahnhof, men kom undervejs forbi en stor banegård i Friedrichstrasse. Han gik ind ad hovedindgangen og efter lidt spørgen sig frem, nåede han frem til et lille lokale med adresse- og telefonbøger. Han ledte i flere af bøgerne, og det lykkedes ham endeligt at finde adressen på fagforeningen.

Bahnhof Friedrichstrasse Postkort fra Herluf til Dagmar august 1909

Aftenen før havde han skyndt sig hen til Frau Koch. Nu var der tid til at se sig om. Der var travlt i Berlin, ikke mindst omkring banegården. Selvom han havde oplevet trængsel i Hannover, var det ikke noget i sammenligning med, hvad der var her. Først og fremmest var der bilerne, men også sporvognene, hestevognene, folk på cykler og de mange gående. Der var mennesker overalt. Han gik så hurtigt, som han kunne komme til for de mange folk. Han spurgte et par gange om vej hos gadehandlerne. Efter en halv times tid var han fremme på adressen.

Umiddelbart kunne han ikke finde fagforeningen, men efter nogen søgen i opgangene inde i baggården, stod han ved den rigtige dør. Han åbnede den og gik ind i et lille, rodet kontor med to mænd og en kvinde. De kiggede op, da han kom ind. På væggen bag bordene hang en udfoldet rød fane, og ved siden af den kunne han se forskellige fotografier. Senere, da han havde set dem på nært hold, viste de sig at være fra forskellige møder og demonstrationer rundt i Berlins gader og parker.

En af mændene kom hen til Herluf og præsenterede sig:

Guten Tag. Ich bin der Clementz. Und wer sind Sie? Manden var ung, ikke ret meget ældre end ham selv, syntes Herluf, som præsenterede sig og forklarede lidt om sig selv, og hvad han ønskede. Det gik lidt bedre med det tyske, men han syntes alligevel, at det var svært præcist at forklare, hvad han kom efter. Det virkede dog som om, at manden forstod, hvad han sagde. I hvert fald spurgte han til, hvad for en type job, Herluf var på jagt efter. Men først havde han meget bestemt sagt, at Herluf under ingen omstændigheder måtte gå under tariffen, selvom han var en wandernde Handwerkergeselle. Herluf gentog, at han blot ville have hjælp til at finde et arbejde for et kort stykke tid.

De to andre fulgte med i snakken og begyndte at blande sig. Og snart blev der talt om meget, som han ikke kunne forstå. Han smilede og forsøgte at standse deres talestrøm. Til sidst lykkedes det. Kvinden sagde undskyld og skyndte sig at præsentere både sig selv og den anden mand. Hilde Müller og Paul Michaels. Alle tre arbejdede på kontoret. De skiftedes til at tale:

Der er mange bagere og konditorer i Berlin, som søger arbejde.

Men der er jo også mange bagerier og konditorier. Og glem ikke chokoladefabrikkerne!

Hildebrandfabrikken i Pankstrasse er en af de største fabrik-ker i byen. Der er der sikker gode muligheder for job.

Da det gik op for de tre, at han først var kommet til byen aftenen før, tog snakken en ny drejning. De kom med mange forslag til, hvad han skulle lave, når han nu endelig var kommet til Berlin. Herr Clementz lagde ikke skjul på sin begejstring for byen, og til sidst, da Herluf var på vej ud af døren, lød det fra ham:

Kommer du ikke forbi Holländisches Café her til aften. Vi skal mødes med nogle kammerater. Der serverer de billig mad og godt øl.

Herluf lovede ikke noget, takkede for hjælpen og lukkede døren efter sig, mens han kunne høre Hilde råbe:

Svigt ikke kammeraterne – hold dig til tariffen! Han var forvirret ligesom han havde været det, da han havde sagt farvel til Frau Koch om morgenen. De havde været imødekommende og venlige. Alligevel følte han sig ikke velkommen.

På en café satte han sig ved et bord med en kop kaffe og åbnede den lille avis, som han havde fået på fagforeningen. Han bladrede i den. Læste lidt om de dårlige arbejdsforhold i Bayern. Der var en artikel, som advarede mod en mand i Dresden, der hyrede strejkebrydere til et firma i Aarhus. Og han læste, at 2 strejkende var blevet skudt og dræbt af politiet ved en aluminiumsfabrik. Det lød alt sammen så krigerisk. På fagforeningen havde de fortalt, at der lige nu var 300 ledige bagere og konditorer i byen. Ville han med så mange ledige i byen og som een, der ikke var tysker, kunne skaffe sig et job, tænkte han bekymret.

Senere på eftermiddagen fandt han frem til posthuset, og fik sendt kort hjem til forældrene og til Dax samt et par af kammeraterne. De skulle alle have hans nye adresse. Han skrev ikke noget særligt, blot at han nu var ankommet og snart ville finde arbejde. Hvert kort og frimærke kostede 15 Pf, så han havde kun råd til at sende nogle få kort.

Kusine Dagmar i København skrev ofte til ham. Hendes kort var altid fornøjelige. De kunne være drillende og irriterende, men også kærlige og velmente. Hun underskrev sig altid med Dax, så efterhånden tænkte han altid på hende som Dax. Lige inden han tog afsted til Tyskland, havde de været sammen et par dage i Boddum. Desværre havde det ikke gået, som han havde drømt om. Han håbede alligevel, at hun ville svare, som hun plejede.

Han gik rundt i byen, lidt på må og få. Han så flere bagerier og et enkelt sted tog han sig sammen og spurgte til arbejde, men fik nej. Han syntes, at byen var overfyldt. Der var mænd overalt. Typisk stod de i mindre grupper, rundt omkring i gaderne. Hvad mon de laver? Hvad venter de på? tænkte han. Er de også ude efter arbejde? Han gik ind i Tiergarten, hvor han satte sig på en bænk i solen. Her slappede han af et stykke tid. Endnu engang fortalte han sig selv, at det nok skulle gå. Der var ingen grund til at give op. Berlin var en stor by med masser af muligheder. Han tænkte på, hvad der skete hjemme i Thisted og blandt de gamle arbejdskammerater i Aalborg. Han havde været afsted i snart tre uger. Det meste af tiden havde han været alene. Normalt var han ikke ked af at passe sig selv, men nu følte han sig ensom.

Herluf var blevet sulten og besluttede sig for at finde Holländisches Café, også selvom han ikke var sikker på, om han ville blive budt velkommen. Måske var der, som Clementz havde lovet, billig mad og nogen at være sammen med. Der var nogle få mænd i caféen, da han kom. Ingen af dem havde han mødt tidligere på dagen. Caféen lå i en kælder i nærheden af fagforeningen. Udefra synede den ikke af meget. Et skilt og to kældervinduer var alt. Hvis ikke han havde vidst, hvad han søgte efter, var han gået forbi. Inden for så det anderledes ud. Lokalet var rummeligt, lidt mørkt, kun oplyst af nogle få lamper. Der var plads til mange, både ved den lange bardisk og ved bordene. Nogle tjenere serverede og bag baren stod der to kvinder, som gjorde alt klar til servering. Han kunne høre nogen råbe i køkkenet ude bagved. Da en tjener kom hen til ham, bestilte han dagens ret, frankfurter med kartofler, og mens han spiste, fortsatte han med at studere omgivelserne.

Der kom hele tiden nye folk i caféen, nogle få kvinder blandt de mange mænd. Det var virkelig et sted, hvor almindelige mennesker kom, tænkete han, da han fik øje på Clementz, som kom ind sammen med et par andre og Hilde. Man kunne