På hjul gennem Perleporten

By Henrik Kruse

Roman om en gruppe midaldrende mænd med det til fælles, at de bor I Aarhus og har kræft. På de hurtigt læste sider, som er de fleste, følger vi en gruppe midaldrende mænd og et par enkelte kvinder (i kulissen), der får tiden til at gå med at sparke dæk, drømme om gamle biler og filosofere over tilværelsen.

Ud over at fortælle en god historie, har min intention været at tage læseren med ind i en maskulin verden, der i sin lettere karikerede udgave viser sammenhængen mellem overflade og dybde. Maskulin integritet, uden at det skal lyde for ambitiøst!

Sagt med et kierkegaardsk udtryk lider vi alle af en sygdom til døden. Når mennesker midt i livet rammes af kræft, bliver vi mindet om vores uundgåelige skæbne. Om de tanker og reaktioner, det sætter i gang, kredser denne romans mest tætskrevne sider.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 26, 2017
• ISBN: 9788771888874

Henrik Kruse

Cand. Teol. og præst i 10 år. Efterudannlsae som familieterapeut fra Kempler Instituttet. Siden 2002 leder af Kræftens Bekæmpelses rådgivningscenter i Århus. Siden 2013 desuden leder af mentorprojekt for mænd med kræft. Har tidligere udgivet: Mand på rejse (noveller), 2014 På hjul gennem Perleporten (roman), 2015 Frihed ... så langt øjet rækker (roman), 2016

Book preview

Af samme forfatter:

Mand på rejse (noveller), 2014

Indhold

Forord

Carreraen

Holdet

I familiens skød

Sig det med blomster

Enighed er en god ting

Jobs

Én for alle, alle for én

I underverdenen

Uranusmennesket

Just in time

Imamen

I bilernes verden

En underlig snegl

Dobbeltspil

Bag en svag mand står en stærk kvinde

Albertino … den lysende italiener

Krystere og manddom

Hvalpen

Moderlig omsorg

Ad omveje

Kulturer mødes

Gensyn med en gammel bekendt

Messingklokken

Slip linen og flyv!

Løvefisken

Når mænd sparker dæk

Den sidste olie!

Menneskets bedste ven

Flere sjæle … én tanke

Tegn i sol og måne

Håbet spirer

Angel de la Muerte

Meget på spil!

Sølvsnoren

En værdig afsked

Fugl Fønix

Knuder løsnes, … andre bindes

Café Vingesuset

En ny stjernehimmel

Persongalleri

Forord

Sagt med et kierkegaardsk udtryk lider vi alle af en sygdom til døden. Når mennesker midt i livet rammes af kræft, bliver vi mindet om vores uundgåelige skæbne. Om de tanker og reaktioner, det sætter i gang, kredser denne romans mest tætskrevne sider.

På de hurtigt læste sider, som er de fleste, følger vi en gruppe midaldrende mænd og et par enkelte kvinder (i kulissen), der får tiden til at gå med at sparke dæk, drømme om gamle biler og filosofere over tilværelsen.

Ud over at fortælle en god historie, har min intention været at tage læseren med ind i en maskulin verden, der i sin lettere karikerede udgave viser sammenhængen mellem overflade og dybde. Maskulin integritet … uden at det skal lyde for ambitiøst!

Elinas illustrationer har udviklet romanens persongalleri. Hun har formået at sætte sig ind i min mandeverden, og mødt de forskellige typer på deres betingelser. Vort samarbejde har på alle måder været til stor inspiration og fornøjelse.

Min første bog, Mand på rejse, udkom i efteråret 2014. Den blev skrevet med en større uro og selvkritik. ’Kunne jeg overhovedet skrive, så nogen ville få noget ud af det?’ Først og fremmest tak til alle jer, som har givet mig skulderklap og respons på den. Det har givet mig blod på tanden!

På hjul gennem Perleporten er skrevet med en let pen. Inspirationen har flydt i en lind strøm, og det har ikke været vanskeligt at få den overført til papiret.

Netværket af mænd på Hejmdal er den direkte inspirationskilde til romanen. Det har været en fornøjelse at komme ind fra sidelinjen (som ansat) og alligevel føle sig ligeværdig og som et fuldgyldigt medlem af holdet.

I denne 2. udgave har jeg tilføjet et persongalleri bagest i bogen. Flere læsere har anbefalet det, og jeg siger tak for idéen.

Den største forskel på 1. og 2. udgave er mængden af illustrationer. Jeg har reduceret voldsomt for at få prisen ned. Alle oprindelige illustrationer … og flere til kan ses på hjemmesiden www.manderejsen.dk.

Carreraen

Jeg har en lidt dårlig fornemmelse af ham Johnny. Han lød ikke just venlig i telefonen! Købmanden rystede på hovedet, så den smule hentehår, der var tilbage på kanten af den polerede isse, pludselig virkede meget længere og temmelig usoigneret.

Så ret dig da op, mand! Du ligner jo en forsinket hippie med den tynde fedtede dusk. Har du glemt, i hvilken stand du selv var, da vi fandt dig ude mellem klitterne? Jeg skulle holde mig for munden for ikke at svine mine sko til. Og du har jo trods alt rettet dig ... lidt!

Mongs smilede og gav købmanden et kammeratligt dask på skulderen, som fik ham til at løfte hovedet og stryge en hånd over håret, så det igen faldt ned til sin normale position lige på højde med øreflippen. Nu var der ikke meget hippie over ham. Faktisk passede udseendet godt til hans kaldenavn og beskæftigelse gennem mere end 40 år ... Købmanden.

Efter handelsskolen var han først blevet uddeler i Ringkøbing Brugsforening, før han som seksogtyveårig fik fod under egen forretning i Søndervig. Femogtredive år gik med at veje sukker, køre landtur i Hannomagen og promenere på havnen med Henny. ’Jeg kedede mig aldrig!’ plejede han at sige, når ikke-lokale spurgte til livet uden for turistsæsonen.

Nej, du kedede dig ikke et sekund, men der gik altså et halvt århundrede i vores andres verden, mens du stod med dit hoved stukket i sandet. Der gror kun marehalm i klitterne; alt andet dør! Se dig i spejlet, så ser du de tragiske konsekvenser. Mongs kluklo over sin egen humor.

Henny og Købmanden havde mødt hinanden som enogtyveårige.

En næsten udlært kommis og hun assistent i en af byens manufakturforretninger ... ja, man får associationer til Korsbæk. ’Én del hormoner og tre dele sund fornuft,’ plejede Henny at svare, når veninderne spurgte til kæresteforholdet. Forholdstallet viste sig senere at gå igen på andre indretninger i ægteskabet.

Efter et ret uskyldigt skænderi ... det første i deres nu fireårige ægteskab, erklærede Henny, at ’det ikke kunne fortsætte sådan!’

Næste morgen blev Jens vækket en halv time før normal tid. Henny havde ladet døren til soveværelset stå åben, så duften af nybagte boller nåede næseborene, endnu mens han strakte sig i sengen. På bordet stod kurven med boller sammen med den dampende kaffe. Det, der fangede Jens’ søvnige øjne var dog noget helt andet. Ved siden af Hennys tallerken lå en lille sort bog, Protokollen. I den stod alle Hennys forsætter og beslutninger. Her var citater fra husholdningsskolen og gulnede billeder af hendes mor og mormor. Hendes konfirmationsvers og uddrag af præstens vielsestale var der også blevet plads til.

Men det var nu noget andet, Jens tænkte på, da han så bogen ligge fremme. I den skrev Henny deres aftaler, ting, hun havde tænkt over og insisterede på, at Jens tilsluttede sig. Det gjorde han altid. Bestemt ikke uden grund, for Henny var altid velovervejet og fornuftig.

Det kan ikke fortsætte på den måde! sagde Henny og så op fra sin velsmurte bolle. Hun gjorde intet for at fange Jens’ øjne. Hun var for længst blevet vant til, at de ikke så direkte på hinanden, når emnerne var alvorlige.

Jens, vi har det jo godt sammen, så vi vil ikke brugevores liv på at skændes. Jeg har ligget vågen den halve nat og er kommet frem til, at det ikke må gentage sig. Hun holdt en pause for at få Jens med.

Han nikkede. ’Hvem kunne være uenig i det?’

Da Henny fornemmende, at han var klar til at høre aftalen, fortsatte hun: I dag indgår vi to en aftale for resten af livet: ’Vi vil aldrig mere bruge tid på at skændes. Og ... vi vil aldrig lade solen gå ned over vores vrede.’

Hun tog protokollen op, bladrede og læste op: ’... vi slutter hver dag med at sige godnat til hinanden ... med navns nævnelse.’ På den måde lader vi ikke vreden få det sidste ord.

Sådan blev det! I løbet af deres livslange ægteskab blev aftalen ikke brudt en eneste gang fra Hennys side. Jens måtte notere sig et par enkelte aftalebrud, hvor han nok sagde godnat, men undlod at nævne Hennys navn. Hans vrede var for voldsom!

Det var mange år siden.

Mongs var ikke uden grund Mongs fra Vester Bronx. På Vesterbro havde han trådt sine barnesko og lært om både hårdhed og spot, mens Anne Linnet stadig var en lille overklassepige. Hvem skulle tro, at han nu var godt på vej til at føre slægten videre gennem tre generationer i en så østjysk by som Harlev. Havde det ikke været for Connie, så sad han nok stadig på et snusket sted i det indre København. Ja, og så lastbilen, selvfølgelig. Den havde været hans andet hjem og vejen ud i verden … og til Harlev.

Efter at sygdommen havde taget jobbet fra ham, var bilen blevet staldet op, og han selv strandet på matriklen og i høj grad foran fjernsynet. Det sidste talte han ikke så højt om. Et vittigt hoved kunne let finde lighedspunkter mellem hans og købmandens skæbne, og den risiko ville Mongs ikke løbe. I forvejen havde de den skaldede isse til fælles. Mongs var dog gået mere radikalt til værks. Han nøjedes ikke med et goldt område på toppen. På hans hoved havde der ikke vokset et eneste levedygtigt hår siden kemo’en. På en måde passede det godt til ham at være skaldet. Der var overensstemmelse mellem udseendet og personligheden. Købmanden, derimod, så ud til at mangle noget. Hentehåret signalerede en ufrivillig forandring, som stadig generede ham.

Nu var der igen kommet liv i købmandens øjne. Dasket på skulderen og Mongs’ drillerier virkede godt på ham. Det vidste de begge. Selvom de kun stod over for deres første store opgave sammen, var der allerede gode takter i deres samarbejde. De havde indtaget de oplagte roller og trivedes tilsyneladende godt med dem.

Købmanden gjorde brug af en sjov sammensat blanding af snusfornuft, sund skepsis og tillid til det kendte. En typisk tør og underspillet kommentar fra ham kunne lyde: ’fyrre års studie i menneskekunst, ikke på universitetet, men bag disken; det tæller vel også noget?’ eller: ’peg på en sønderviger, mand som kvinde, og jeg skal som minimum fortælle dig om vedkommendes økonomi, livretter og laster. Derfor farer jeg altid frem med lempe!’ Den sidste sætning blev sagt med tanke på Mongs. Jo, Købmanden skulle han ikke løbe om hjørner med, bare fordi replikkerne ikke faldt så tjept og uovervejet, som de åbenbart gjorde på Vesterbro.

Jamen, du skal da endelig ikke forhaste dig eller virke for begejstret, så kunne jeg jo gå hen og føle min position truet, smilede Mongs. Han var udmærket klar over, at rollerne var fordelt i hans favør, og at han spillede bedst sammen med mennesker, der ikke var for langt fremme i skoene. De skulle holde sig lidt i kulissen og samtidig være parate til at tage et skridt frem, når han selv havde været for hurtigt ude med riven, og keglerne begyndte at falde omkring ham.

De var et sjovt makkerpar. Det var de enige om og også lidt stolte over. Indtil nu havde de gået fint i spænd sammen. Men det, de nu stod overfor, kunne godt se ud som en stor mundfuld. Købmanden virkede tydeligvis noget opgivende. Spørgsmålet var, om Mongs ikke også var overvældet, selvom han forsøgte at skjule det.

Klokken var blevet kvart over tre, og Mongs så igen på mobilen.

Købmanden virkede mere tålmodig. Han var vant til, at ting trak ud, især sidst på måneden. Det var blevet som et ubevidst ur i ham. Han kunne ramme månedsdatoen ret præcist, blot ved at se på indholdet i kurven og de sedler eller mønter, der blev lagt på disken. Det var jo før dankortet.

Hvor fa’n bliver han af? kom det fra Mongs, da han for tredje gang så på mobilen.

I samme øjeblik hørtes lyden af en bil, ikke en Panda, heller ikke en Polo, men måske en Audi. Nej, heller ikke! Da den var ud for huset, blev de klar over, at der var tale om en helt anderledes maskine.

Fra udestuen havde man et godt overblik over fortovet og indkørslen. Derfor rejste ingen af de to mænd sig. Ikke kun derfor, men også fordi man ikke farer op og hen til vinduet, bare fordi man hører en seks- eller ottecylindret sportsvogn.

Købmanden forventede en stille og kontrolleret ankomst. Sådan praler man ude vestpå.

Mongs var mere kendt på landevejene og blev derfor ikke overrasket, da bremserne peb, og den røde Porsche 911 Carrera svingede ind over fortovet.

De holdt begge vejret en smule i spænding, da døren gik op. Hvem ville stige ud? Hvordan ser en ejer af en rød Carrera ud? Han bør vel matche bilen i elegance og power. Men sådan er virkeligheden langtfra altid. Ud steg en stor mand med grove hænder, iført en trøje og jakke i sejlerstil. Det kunne da også lige passe, at Carreraen havde en søster nede i havnen.

Købmanden lukkede op og vinkede manden over mod udestuen.

Han stod et kort øjeblik efter i døren og stak hånden frem mod købmanden. Johnny, sagde han og nikkede uden at smile. Han virkede alvorlig.

Velkommen her, jeg hedder Jens, og min makker dér i sofaen hedder Mogens, men vi kalder ham Mongs.

Der blev nikket fra sofaen, og Mongs rejste sig og stak hånden frem.

Fik du lov at tage konens bil i dag? Mongs smilede og signalerede med al tydelighed, at han var ude i spøgerier. Han ville gerne slå en let stemning an.

Johnny så alvorligt på ham og svarede: Nej, sådan en maskine overlader jeg ikke til hendes tvivlsomme evner. Jeg slog en handel af med grossisten og gav hende en Fiat 500, da jeg købte Carreraen. Betingelsen var, at hun skal holde mindst ti meters afstand. Jeg skal sgu’ ikke ha’ hende til at bakke ind i den.

Købmanden slog ud med armen mod en manillastol med et polster af gedeskind. Han var vært og vidste, hvilken stol, der ville passe den store mand bedst. Værsgo at tage plads. Vil du ha’ en øl eller vand?

Johnny satte sig, rystende på hovedet.

Typisk, du byder gæsten på øl, men ignorerer mig. Jeg kommer her åbenbart for tit! Mongs prøvede igen at bløde op på stemningen, men uden større held, hvis man skulle tyde Johnnys mimik.

Købmanden hentede to øl fra køleren. Det her kunne godt komme til at kræve både det ene og det andet, fornemmende han. Da han langede øllen over til Mongs, fik han et øjeblik øjenkontakt og blinkede.

De to venner lænede sig begge lidt tilbage og signalerede, at de var klar til at lytte, og at ordet var gæstens.

Johnny rømmede sig og lod dem ikke i tvivl om, at det her var ubehageligt for ham.

Først skal I vide, at jeg er her, fordi min kone mener, det vil være godt for mig. Hun læste om jer i avisen og sagde, at jeg skulle give det en chance. Derfor er jeg her. Selvfølgelig på grund af sygdommen. Johnny stoppede op og holdt pause, som ventede han, at én af de andre skulle fortsætte.

Så, du har ikke brug for hjælp, bare for at forstå dig rigtigt? spurgte Mongs i et lidt provokerende tonefald.

Det sagde jeg ikke, svarede Johnny og så Mongs ind i øjnene. Min kone har brug for hjælp. Hun har svært ved at klare min sygdom. Hun truer med at ville skilles. Det er åbenbart hendes måde at hjælpe mig på. Jeg ser ikke, at det gør den store forskel. Blot, at hun er mere hysterisk. Johnnys tonefald var højt og vredt.

"Så hvorfor er du her, og ikke hun?" forsøgte Mongs igen for at flytte fokus.

Har jeg misforstået dette her? Er det ikke et tilbud til mænd? Hvad skal hun så her efter? Johnny så igen direkte på Mongs og lod ham vide, at han havde en dårlig sag.

Du har da helt ret, brød Købmanden ind. Vi taler kun med mænd, som har fået sygdommen, og det er godt, du er kommet. Uanset om det er din kone, der har sendt dig, så har du vel også noget at fortælle? Hvad er det for en form for kræft, du har fået?

Købmanden forsøgte igen at få øjenkontakt med Mongs for at afværge, at hanekampen igen blev optrappet.

Men Mongs så ikke i den retning. Hans blik var fæstnet på Johnny.

Som sagt er det min kone, der har brug for hjælp, men jeg kan da godt fortælle lidt om mig selv, hvis I har lyst til det?

Købmanden nikkede.

Mongs fortrak ikke en mine.

Det er lungekræft! Ordene kom langsomt, alvorligt og velovervejet fra Johnnys mund. Han så op, først på Købmanden, så på Mongs. Det var alvorligt, det her! Min kone siger, jeg skal holde op med at ryge. Det siger hun hele tiden. Jeg har sagt, at det passer jeg selv.

Den alvorlige diagnose gjorde sin virkning på Mongs. Fra at være kampklar og vaks i replikken, sad han mere tilbagelænet og indadvendt. De havde mere til fælles, end han havde regnet med ... og mere, end han brød sig om.

Hvordan er du selv påvirket? Vi har jo begge prøvet det og ved, at det er hårdt, fortsatte købmanden og sendte samtidig et nik i retning af Mongs for at få ham til at holde sig i skindet.

Man kommer i hvert fald ingen vegne ved at melde sig ind i hylekoret, eller sætte sig hen og dø. Jeg tager en tur på motorvejen eller en tur til Tyskland for at blive blæst igennem. Hvis bare jeg kan være fri for medynk og bebrejdelser, skal jeg nok klare mig. Det er jeg vant til. Johnny viste stadig ikke de mindste tegn på at være påvirket af sin situation. Det eneste, han lod skinne igennem, var vreden over konens reaktion.

Mongs lænede sig frem i sofaen, han var parat til at melde sig ind i samtalen igen. Lysten til at provokere var væk. Rynkerne i panden afslørede, at han var i sit mere eftertænksomme mode, og tonefaldet var da også helt anderledes imødekommende. Johnny, du ligner bestemt heller ikke én, der piber. Men hvad er det for et hylekor, du taler om? Er det dine kolleger?

Nej, jeg er selvstændig. Firmaet ligger lidt ned i øjeblikket, så jeg er alene om at klare tre mands arbejde. Der er ikke plads til selvmedlidenhed, svarede Johnny … også i en mere afdæmpet tone.

Så er koret sikkert din familie? brød købmanden ind.

Ja! svarede Johnny med eftertryk. Min kone er helt umulig, og hun bliver bakket godt op af vores søn og datter. De er helt ovre på hendes side. Der er ikke meget for mig at gøre!

Købmanden og Mongs fik i et splitsekund øjenkontakt. Mere behøvede de ikke for at forvisse hinanden om, at opgaven ikke var af de letteste. De sad over for en typisk selvhjulpen mand, som havde fået familien imod sig, sandsynligvis fordi han ikke formåede at kommunikere om sig selv og slet ikke om følelser eller personlige problemer i det hele taget.

På den ene side var Johnny lige efter bogen. På den anden side var han påfaldende vred og opfarende. De fleste mænd, som kommer til kort i de nære relationer, typisk i familien, vælger bagdøren og smutter. Nogle skrider i bogstavelig forstand; andre melder sig ud og ser passivt på. Selvvalgt kastration var et af Mongs yndlingsudtryk for denne overlevelsesstrategi, som mange mænd vælger som den letteste løsning.

Ud over det krævende job havde Johnny også en anden flugtvej; den havde de begge fanget. Den var knaldrød og holdt udenfor, halvt ind over fortovet. Men helt slippe for familien kunne han åbenbart ikke, og der skulle ikke meget fantasi til at forestille sig hans vredesudbrud, når han følte sig presset op i en krog af bebrejdelser eller følelsesmæssige krav.

Du får mig til at tænke på en mand fra Søndervig, en fisker, sagde Købmanden henvendt til Johnny.

Jaså, hvordan er han da? svarede Johnny uden at virke særlig interesseret.

"Jo, ser du, han var skipper på en trawler i Hvide Sande. På havet og på havnen var han en stor mand. Han var respekteret, fordi han sled i det og som regel landede en god fangst. Men når han ikke var på havet og kom i min købmandsforretning med konen, så var det svært at få øje på den store fisker. Jeg tænkte en dag, de gik rundt nede ved fryseren, at han faktisk lignede en fisk, der var blevet fanget på land. Man kunne ligefrem se, hvordan han vred sig og gispede efter vejret, når konen tvang ham til at tage stilling til indkøbene. Der gik som regel kun to til tre dage, så var han på søen igen. Rygterne sagde, at han blev højrøstet og endda voldelig, vist mest over for børnene.

"Ok, og ham synes du, jeg ligner. Tak for det!

Men du skal lige vide, at jeg ikke er voldelig. Jeg kan finde på at løfte stemmen, men jeg er ikke en voldsperson. Hvis der er andet, I vil fortælle mig, som ikke passer, så må det hellere være nu, for jeg har ikke mere at tale med jer om."

Johnny gjorde tegn til at rejse sig, men blev stoppet af Mongs, som allerede stod op, parat til at lægge en hånd på hans arm.

Rolig nu, Johnny! Købmanden her, jeg mener Jens, har tilbragt hele sit liv vest for Ringkøbing, og det må vi alle bøde for indimellem.

Mongs havde vendt sig mod Købmanden og skar en grimasse, som ikke efterlod én i tvivl om hans mening.

Igen vendt mod Johnny og på vej ned i sofaen, fortsatte han udi diplomatiets kunst: Du er bare en typisk mand, som er kommet på skideren, og det er det, ørkenens søn fra femte klitrække prøver at sige. Mongs forsøgte med et forsigtigt smil, og det så ud til at virke, for Johnny lod sig igen synke tilbage i stolen.

"Hvor bliver kaffen af, Købmand? Gæstfrihed er åbenbart kun noget, du bruger over for