Christiania Englen

By Declan White

En psykopatisk billionær der bliver statsminister i Danmark har planer om at tage magten i hele Europa. Kun Christiania står i vejen for den sexgale mediemogul der får Berlusconi til at ligne en hellig munk.

Den smukke Freja besøger Christiania og forelsker sig i Hans Christian O’Reilly Andersen, men Hans har allerede tre elskerinder – tre vegetariske skønheder der tilbeder ham og deler ham. Freja udforsker hippie-fristaden, møder Hans’ elskerinder og vennerne fra Christianias gøglersamfund, unge mennesker der overlever ved at besætte tomme huse og ved at skralde.

Hans og Freja slår sig sammen med gøglerne for at bekæmpe statsministeren – en kvindehadsk tyran der lever sit liv i hedonistisk overflod. Men de unge mennesker vil ikke bekæmpe ham med våben, men med cykler, klovneri og gøgl. De fredelige anarkister fornægter tankeløs grådighed, men kan Freja og Hans leve op til deres ikke-voldelige idealer når den grusomme autokrat forsøger at rydde og nedrive Christiania?

• Language: Dansk
• Publisher: Declan White
• Release date: Dec 13, 2015
• ISBN: 9788793347151

Book preview

CHRISTIANIA ENGLEN

en roman af John Life

Denne sære historie er friktionsfiktion – og kun fiktion. Alle karakterer, inklusive royale og virkelige personer, samt rigtige begivenheder, foruden uddrag og lån fra bøger, sange, websider og aviser, og alle de ting der sker, alle de sande og spirituelle historier, samt alle sociale gisninger og påstande, er blevet tillempet, tilhampet og eventyrliggjort for at passe ind i den skønlitterære ramme.

© 2015 John Life

www.johnlifepublishing.com

[e-mail]

John Life@JohnLife13

Oversat fra Christiania Angel

af samme forfatter i samarbejde med

Det Poetiske Bureaus Forlag

www.detpoetiskebureau.dk

Omslag af Tiger-Fruit www.tiger-fruit.com

Englen på cyklen af Jakob Bue Johnsen www.jakobbue.dk

Opsat i Dublin af Zoe Faulder www.zoefaulder.com

Tidligere udgivet som Christiania Du Har Mit Hjerte

ISBN PDF 978-87-93347-14-4

ISBN epub 978-87-93347-15-1

ISBN kindle 978-87-93347-16-8

AF SAMME FORFATTER

Christiania Angel

Dazzle Eagle

The%20angel%20on%20the%20bike%20%20NEW%20wings%20up.png

Dedikeret til A og A og A, og selvfølgelig også til A…

Kilden til alverdens lidelse

ligger i at tænke på sig selv.

Vejen til alverdens lykke

er at tænke på andre.

Shantideva

Prolog

DE NYFORELSKEDES FLUGT

2021, København, Christiania…

ENGANG I FREMTIDEN flygter det unge nyforelskede par, Freja og Hans, på deres cykler. De to fredsaktivister, der begge er i starten af tyverne, flygter, hektisk pedallerende, på en stormfuld nat, under dække af trækronerne, henad fristaden Christianias landlige stier. Månestrålernes lysende søjler styrer dem gennem mørket, forbi honningkagehusene der er som taget ud af et dunkelt eventyr.

Freja mindes hvordan hun, kun nogle få øjeblikke tidligere, i det af stearinlys illuminerede Kålhus, lyttede til Hans der sang sin kærlighedssang for hende:

Someone as beautiful as you

Someone as beautiful as you

I et nanosekund forvandles natten til dag; et voldsomt hvidt projektørlys rammer dem.

Fristadens bagindgang er blokeret af hollændervogne, en politi-patrulje med Politi skrevet i sorte typer henover ryggen af deres grå uniformer, og danske soldater i grå skudsikre veste. Bag dem står en række neo-dazi gråskjorter på en snorlige række.

Freja og Hans bremser hårdt op.

Lad os elske, Hans, siger Freja. Vi har ikke gjort noget galt. Lad os vende om, Hans.

Det er politiet! Holdt! råber kriminalbetjent Henning Petersen.

De andre betjente ser Petersen hæve sin pistol. De smiler hånligt, og en betjent snerrer: Gøglerrøv.

Petersen tager sigte og råber: Stop, gøgler, eller jeg skyder!

Hans løfter sin hånd op mod øjnene for at skærme sig mod lyset og råber tilbage: Vent til jeg har vendt min ubevæbnede ryg til, din kujon!

Kriminalbetjent Petersen sigter stadig på Hans.

Betjent Kim Olsen løfter sit visir bort fra ansigtet, ruller med øjnene og trækker på skuldrene, som ville han sige: Så skal vi til det igen. Han lægger hånden på Petersens skudarm; Inspektør Petersen.. Henning.. det her er Danmark…

Bang!

Den eneste lyd man hører efter skuddet er gået af, er et cykelhjul der drejer rundt og rundt og rundt drejer hjulet.

Kapitel Et

ENGLEN PÅ CYKLEN

ENGANG FOR LÆNGE SIDEN i et hyggeligt kongerige i Norden, marcherede en deling soldater ud af deres barakker og nye ånder flyttede ind.

•••

1971, København.

SVEN OG JENS skal til at ryge en chillum på et hippieværelse i den nyligt forladte Bådsmandsstræde Kaserne midt i København.

Barbrystede Jens tænder en tændstik på et stearinlys der brænder på et alter til ære for en række indiske guddomme, deriblandt Ganesh med elefanthovedet. Skruet ind i væggen hænger noget en soldat har efterladt, et stort trækors.

Sven kigger på andet glemt motiv, sømmet op på den modsatte væg, det danske flag, et hvidt skandinavisk kors på rød baggrund; legenden siger at det faldt ned fra himlen og førte danskerne til sejr.

På den afskallede væg hænger plakater med de snuskede medlemmer af The Beatles og deres guru Maharishi Mahesh Yogi, samt med Che Guevera og Bob Dylan. En båndoptager der er tilsluttet et bilbatteri spiller en sang hvor Kim Larsen hævder folks ret til at være anderledes.

Spredt omkring de barfodede drenge der begge er iklædt safran-farvede indiske dhoti-lændeklæder, ligger tredive væltede træelefanter fyldt med håndrullet hash fra Manali.

Elefanten, siger Sven, en statelig fyr med rank ryg og en blond manke flagrende ned ad ryggen, er et kongeligt symbol på den højeste adelsrang man kan opnå i Danmark. Før de to lystige smuglere fyrer op under deres chillum kigger Sven ud af en åben dør på sommervejret og de danske hippier der slentrer nøgne rundt. En yppig kvinde bærer kun den guitar hun spiller på. En langhåret fyr skubber en trillebør kun iført sandaler og handsker, mens en nøgen kunstner maler sceneriet.

Jeg tog 8’eren herud, Sven, siger Jens med de komiske buskede øjenbryn og lyst hår samlet i en lang hestehale. Hvad sker der, mand?

Det er sært og vidunderligt, Jens, der er fantastiske vibrationer, mand. Det er ikke bare endnu en besættelse midt i Københavns boligkrise. Det er mere nu, dybere, alvorligt, men sjovt, totalt fedt, ligesom i Indien.

Skal vi chante eller ryge charas? spørger Jens og tænder chillum’en mens han messer: Bom Shiva. Bom Shankar. Bom Ganesh.

Sven suger røg ind og puster en kæmpe cannabissky ud.

To miniatureskader svæver foran en lille engel med vinger af sølv og langt honningblond hår. Hun kommer cyklende henad røgskyen, drejer sit smukke ansigt, smiler til de to fyre og er væk igen på et øjeblik.

For helvede, det er god hash! udbryder Sven.

Så du hende også? spørger Jens og tager en slurk vin fra et syltetøjsglas."

Du må ikke sige det til mine koner! svarer Sven, da den nøgne Elsebet Johnsen trisser ind, ikke iført andet end træsko, et par tykke runde briller, en krans af vilde blomster på hovedet, og med en indkøbspose i hånden.

Sikke en dejlig tur fra Indkøberen, siger Elsebet smilende og blidt som en vuggevise idet hun slentrende manøvrerer sin blændende seksogtyveårige krop ind i det besatte hus.

Det er sådan nogle skøre kreative folk der flytter herud, tilføjer Elsebet mens hun ryger en spliff for sig selv.

Elsebet stirrer op i den bølgende hashsky og hendes øjne er lige ved at springe ud af hovedet da hun føler en varm fornemmelse, der fylder hende med fred og glæde, brede sig over hele hendes krop. Elsebet kigger på sin joint og siger så til den nyankomne: Hej Jens, velkommen til det forjættede land af mælk, honning og hellig ganja.

Bom Shiva, mand, siger Jens og hoster chillum-røg ud.

Christianias idealer skal være frihed, samhørighed og kreativitet.

Hvorfor kalder du denne militære spøgelsesby for Christiania, Elsebet?

Det er det navn hun vil have, svarer Elsebet og tilføjer en lang lungefuld fra sin spliff til den altomfattende cannabiståge.

Hvem, Elsebet?

Englen på cyklen…

Kapitel To

HOLD OP MED AT KORSFÆSTE CHRISTIANIA

50 år senere

2021, Christiania…

ENGANG I EN MÆRKELIG FREMTID dykker to skader ned igennem de flygtige cumulusskyer på jagt efter et stykke blå himmel. Nedenunder ligger København.

De svæver over Tivoli, over Rådhustårnets klokker, Folketinget på Christiansborg og Børsens drager, over havnen til Christianshavn og Vor Frelser Kirke, før de lander på indgangsporten ved Christiania.

En blændende dejlig pige standser cyklen under træskiltet med guldbogstaverne der er udspændt mellem to standhaftige stykker tømmer med udskårne ansigter; hendes smukke ansigt smelter i et vidunderligt smil.

Gunnar kører hen til hende og kigger ind i de blå øjne på den slanke danske pige med den solbrændte hud der ser så skøn ud i sin lille turkisfarvede top, sine blå cowboybukser, sine flade sko og den obligatoriske backpack på ryggen.

Gunnar bemærker hendes honninglyse hår der falder ned over hendes ranke ryg mens han genert spørger:

Hej… Freja? Er du Freja?

Hej Gunnar, hilser Freja og rækker sin hånd frem.

Ranglede Gunnar, en papirstynd københavner i slutningen af tyverne med løse klæder, stryger sit smalle overskæg og spørger: Min kusine som jeg ikke kan huske? Gunnar ryster sit lyse skulderlange hår, Fra Odense? Men du virker bekendt… Endelig tager han imod hendes hånd med ægte belevenhed og et bredt smil.

Vil du ikke vise mig rundt før de prøver at rive Christiania ned, Gunnar

•••

EN KRAN sænker et gammelt elementhus ned på en industrilosseplads omringet af forkrøblede træer. Bagved rejser fire betonchillummer sig, de sorte skorstene på byens kraftværk.

Det er en vidunderlig dag i København, det er slutningen af august, og der er 28 grader i skyggen. Hans strækker sin lange krop og styrer elementhuset ned. Man kan tydeligt se hans røde t-shirt med de tre gule cirkler under hvide bogstaver der siger: Christiania Du Har Mit Hjerte.

Hans gyldne dreadlocks hænger helt ned til hans talje. Han er hærdet, solbrændt og muskuløs af manuelt arbejde, skønt han går i åbne sandaler og knælange shorts. Hans går ind i elementhuset og klukker på sin veltilfredse måde, der opløfter og skaber fortrolighed med sin uskyldige munterhed, mens han kigger på indervæggene der er sjovt dekoreret som en børnehavestue.

Lyden af hans fnisen fortryller alle åbne hjerter og får hans chef, Dag, til at smile, en stor mand med veltrænede muskler og arbejdsstøvler uden snører:

Hans, din nye…

Ssshh, Dag… siger Hans og bryder ud i et strålende smil der breder sig fra hans kødfulde læber, fylder hele hans ansigt med glæde og udstråler megabølger af lykke, fred og selvsikkerhed til alle han hilser på. Det er en hemmelighed.

•••

FREJA OG GUNNAR kører ind på Christianias femogtredive hektar ad de snoede grusstier helt til enden ved Norddyssen, en poetisk procession af progressive arkitektoniske triumfer og ekstraordinære pandekagehuse.

Det er ligesom når man er barn og ens lærer beder én om at male sit drømmehus, det er hvad Christiania er… siger Freja og kigger over søen: Wow, de har bygget et legetøjshus rundt om et levende træ.

Christiania er en funky skønhed, Disney uden Walt, indskyder Gunnar.

To unge mænd kommer cyklende imod dem. Den ene er iklædt en rød t-shirt der erklærer: Bevar Christiania. Den anden kører uden hænder på styret. Han ruller en joint i sin håndflade over en foldning i hættetrøjen.

Det skal du ikke prøve på, Freja, advarer Gunnar. Det gjorde jeg engang og endte i en tornebusk. Der blev jeg sgu stukket! Men jeg har en færdigrullet joint.

Han tænder, inhalerer og rækker spliffen videre til Freja.

Fortæl mig om jeres Christiania, Gunnar.

Christianias forfatning siger at alle er frie til at gøre hvad de vil så længe det ikke går ud over andres frihed til det samme.

•••

HANS KØRER på sin cykel der er samlet af dele fra fire forskellige cykler, over de faretruende huller i vejen og ind i verdens mest særegne fristad, forbi et skilt der viser tre gule snegle som krydser et rødt skilt der siger: Skynd dig langsomt. Et andet skilt med en overstreget bil erklærer at dette er en Bilfri By. Christiania er en grøn bystat næsten uden trafik.

Hans rynker på næsen og fornemmer duften af gærende æbler der sender søde ciderdunster ud i morgenluften. Han kører uden om nogle æbler der er faldet ned fra et træ. Ved siden af ligger et étplanshus hus med en lilla dør og putter sig under de høje træer. Et halvtreds år gammelt valnøddetræ, der blev plantet samme år som Christiania blev til, vokser ved siden af en amerikansk trompetranke, den største af sin slags i Danmark, med blade så store som tallerkener.

•••

FREJA KØRER hen imod bagindgangen, rynker på næsen og opfanger den søde duft af æbler i morgenluften. Pludselig afslører hendes ansigt at hun er helt fortryllet af det vidunderlige syn der cykler lige imod hende. Frejas hjerte åbner sig og banker hastigere mens hun sluger det flotte syn af Hans.

Åh Gunnar, det bobler og syder i min mave…

Ja, det er god pot, siger Gunnar og bryder ud i et drenget smil.

•••

LONE THEILS kommer løbende fra sin hytte med den lilla dør med sit grå hår strittende i alle retninger. Hun er i halvfjerdserne og vinker straks da hun ser Hans komme cyklende. Han smiler og vinker tilbage. Men Lones næste vink er ret panisk.

Hjælp! Hjælp, Hans! råber hun.

Freja kører lige mod Hans der drejer brat da han hører Lone råbe. Freja fortsætter ind foran Hans der netop når at bremse nogle få centimeter før han ville være kørt ind i hende.

De kaster begge deres cykler fra sig og baner sig hver især igennem underskoven på Lones grund og rundt om hytten, idet de følger lyden af hendes nødråb.

Lones ældre mand, Carsten Godtfredsen, hænger ved hænderne fra et kors. Han ser helt fantastisk latterlig ud, en granvoksen mand, hvis arme er ved at rive sig løs fra ledskålene, og fødder der sparker komisk i luften som fisk på land.

Carstens lange ovale ansigt og hans hvide julemandsskæg hænger kraftesløst mens han kæmper oppe på det store kors der er lavet af rå planker. Hans arme hænger i reb fra tværbjælken. Men de er lige ved at brække; for da hans fødder er gledet fra en træblok, sømmet ind i korset som balancepunkt, bliver han trukket voldsomt ned af sin kropsvægt.

Hans griber øjeblikkeligt en tom ølkasse, stiller sig op på den og tager fat om Carstens tynde krop. Freja hjælper forsigtigt med at løfte ham opefter så Hans kan løsne Carsten fra rebene med sin frie hånd. Hans ben holder op med at sprælle mens de blidt løfter ham ned.

Hans fniser på sin hyggelige måde, så varmt og tillidsskabende at Lone løsner op og smiler: Min mand er tosset, siger hun. Carsten trækker resigneret på skuldrene, en automatreaktion efter halvtreds års ægteskab. Freja hjælper Hans med at få Carsten på benene.

Tusind tusind tak, Hans.

Det var så lidt, svarer Hans og bukker som en akrobat.

Tak, tak skal du have, unge gudinde! Carsten takker hjerteligt Freja der smiler tilbage.

Hans hopper over til Lone og bøjer sin lange krop som en klovn: Hvad skal I egentlig med det kors?

Carsten vil lænke sig til det på Rådhuspladsen, forklarer Lone. Det er hans måde at bede regeringen om at stoppe med at korsfæste Christiania.

Wow! siger Hans.

Han vil have mig til at hjælpe ham med at bære sit kors.

Wooow!

Vil du det? spørger Freja.

Hvorend min konge farer hen, dér er mit kongerige.

Woooooow!

Freja krammer Carsten og Lone, der smiler mens den unge pige omfavner dem, som børn der føler sig trygge i deres moders favn.

Hans kigger på Freja og ser en vidunderligt smuk pige. Han smiler så bredt som et fyrtårn.

Freja og Hans stirrer på hinanden, et langt blik der bliver ved og ved. Deres ansigter stråler og deres øjne lyser op. De er helt væk i hinanden.

Hans kan ikke lade være med at kigge på hendes høje kindben og fyldige læber. Han kigger på hendes hud, lys som en bjergstrøm, uden skyggen af sminke. Hendes mund er fuld af naturlige tænders blændende hvidhed.

Freja stirrer på hans smalle ansigt, mørke øjenbryn, lange vipper og prominente hage.

Hans er målløs. Freja træder med vilje frem og byder ham sin hånd.

Hej, jeg hedder Freja.

Hej Freja, jeg hedder Hans. Han fniser, og det lyder lige så frækt som genert, men også hyggeligt og varmt.

Freja smiler tilbage, som om hun havde fundet en lottokupon med gevinst der flød rundt i hans fnisens opløftende vibrationer.

Min kusine Freja, siger Gunnar og stryger sit smalle overskæg med sin venstre pegefinger. Min kusine som jeg knapt nok kan huske er på sin første tur til Christiania. Hun er også gøgler.

Hans’ smil bliver bredere og bredere. Han er fortryllet af hendes charme og ved slet ikke hvad han skal sige. For at komme sig over sin forlegenhed spørger han Gunnar: Hey, hvad med hovedet, er det færdigt?

Gunnar står og tripper, tydeligvis lidt usikker i forhold til det stirrende par. Han føler sig som et stikkelsbær og svarer med det samme ved at vrøvle løs i forlegenhed:

Næsten, svarer han og fortsætter henvendt til Freja: Jeg bygger et hoved, et massivt syv meter højt hoved af papmaché på en bambusramme. Jeg skal være inde i det, fastgjort med bambuspinde og reb, og bære det over mig. Det er så stort og ansigtet er så vildt at det enten vil vække jubel eller skræmme børnene. Min dansk-irske ven Hans er en sand christianit efter at have levet hos os i syv år. Han er med i Christianias cirkus.

Hans hopper fra den ene fod til den anden og krøller sin krop som en skuespiller fra Middelalderen. Han svinger sit højre ben som om kun en enkelt tråd holdt det fast på hans knæ.

Han smiler og fniser. Freja griner overgivent overfor hans fnisens sorgløse charme.

Du bygger så mange ting for os, Hans, siger Lone, men jeg kan nok se et par andre grunde til at kvinderne på Christiania er efter dig. Hvor mange kærester har du nu?

Elskerinder, svarer Hans.

Elskerinder? spørger Lone.

Elskerinder, gentager Hans.

Elskerinder? spørger Freja.

Betegnelsen kæreste er ikke et ord vi bruger. Det gør visse forhold en smule skrøbelige, indskrænker individernes frihed og begrænser dem i et monogamt forhold.

Elskerinder? gentager Lone.

Vi bruger betegnelsen elskere og elskerinder.

Elskerinder?

Ja, på den måde bevarer vi vores individualitet mens vi opretholder elskernes stærke forbundethed samt muligheden for at holde sammen i polygame forhold. Det er mere politisk korrekt i kvindernes øjne, og kvinderne er jo stærke her til lands. Så jeg kalder det hvad de vil have, ellers smutter de bare. Det er et godt fundament for den kærlighed vi alle føler for hinanden, igen og igen og igen. Jeg har ingen kærester. Jeg har elskerinder.

Hvor mange? spørger Lone.

Tre, svarer Hans.

Tre? gentager Lone.

Tre? hvisker Freja med sin blide afslappede stemme og et stort spørgsmålstegn på sit uskyldige ansigt.

•••

INSPEKTØR HENNING Petersens tonede visir er løftet mens han tjekker sin politipistol.

Petersen bliver ved med at stryge sit smalle tandbørsteskæg under næsen, op og ned. Han står ved en række parkerede hollændervogne i et sikret område i midten af København. Petersen er stolt over at være en hvid politimand i sin bedste alder, niogfyrre år gammel. Omkring ham venter urobetjente i fuld uniform i pæn orden på at stige ind i de blå vogne.

Overbetjent Kim Olsen med de hvide bakkenbarter træder hen til Petersen der putter sin pistol i hylsteret.

Godmorgen, inspektør. Du ser glad ud i dag, Henning. Hvor skal vi hen?

Til razzia på Christiania!

Kapitel Tre

MAGISK MIX AF ANARKI OG KÆRLIGHED

STATSMINISTEREN Valentin Guld-Dreyers udspekulerede smil viser at han nyder hvert sekund mens han bliver fotograferet ved siden af Danmarks Dronning Ingeborg.

Han er på Amalienborg efter at have dannet sin anden regering ovenpå et kontroversielt folketingsvalg der summede af korruptions-beskyldninger. Han ranker ryggen og står så lang han er i sine specialdesignede sko, løfter sig helt op på tæerne for ikke at virke lavere end dette købmandsriges alment beundrede monark.

Uanset hvad der sker vil danskerne søge tilflugt i traditionerne og samle sig om deres konge... deres monark… hvisker Guld-Dreyer til Hendes Majestæt bag det luskede smil der synes at være støbt permanent til hans mund.

Han er karismatisk, skønt også en smule skræmmende, seksoghalvfjerds år gammel, permanent solbrændt, lidt under middelhøjde, alt efter hvilke indlæg han har i skoene, og omplantet kulsort hår til at camouflere hans skaldede pande. Guld-Dreyers øjne hypnotiserer. De er smalle, alvorlige og slangeagtige. Han kigger sjældent folk i øjnene og når han gør er det for at spidde dem.

Dronning Ingeborg fortsætter høfligt med at smile sit kongelige smil, men da Guld-Dreyer læner sig lidt for tæt op ad den sølvhårede dronning fjerner hun sig en smule fra ham på sin kultiverede manér. Men på hendes ansigt viser sig et blik som hos en hundeejer der holder vejret ved siden af en bastard der lige har besørget. Hun kan ikke holde ud at se på ham mere og vender hovedet bort.

Dronning Ingeborg smiler gammelforelsket til sin mand, prinsgemalen Pierre, der er blevet kaldt hjem fra en geocache-jagtferie på sit gods i hjemlandet Frankrig. Han smiler skævt tilbage selvom Guld-Dreyer har skubbet ham ud af billedet. Tjenestefolkene nikker og bekræfter at der hersker tilfredshed i den kongelige husholdning, om ikke i dansk politik.

En skam at De ikke giftede Dem med en dansker. Danmark har brug for danskere, sukker Guld-Dreyer og nærmer sig endnu engang med sit gipssmil.

Dronning Ingeborgs ansigt antager atter hundeejer-blikket.

•••

TRE? spørger Lone Hans.

Ja, tre, svarer Hans. Det er cool nok.

Cool? gentager Lone.

En tredjedel af en god mand er bedre end en dårlig mand eller slet ingen, siger Freja med sin klare, intelligente stemme, og med sin karakteristiske generøse tålmodighed overfor de intellektuelt mindre begavede.

Tre? spørger Lone tvivlende.

Tre, erklærer Hans. De kender allesammen hinanden. Vi er alle venner.

Åh Hans, siger Lone og gør et lille ryk, som var hun en veteran i nydelsens rige, hvis bare jeg var fyrre eller halvtreds år yngre!

Hvis politiet ikke korsfæster dig vil kvinderne gøre det, siger Carsten og nikker alvorstungt. Men hvad der er mere vigtigt, fortsætter han, hvad er der galt med mine hampeplanter?

Carsten humper ind i sin have. Han taler opgivende og lavmælt: Jeg ved ikke hvorfor vi gør det. I fem årtier har vi dyrket grøntsager i denne have, kun for at smide dem ud igen. Jorden er forgiftet.

Forgiftet med tungmetaller da det var militært område, indskyder Lone.

Frejas ansigt formørkes af en uudgrundelig tristhed.

Heldigvis har vi den vidunderlige hamp, smiler Gunnar. Gentagen beplantning med hamp fjerner giftige kemikalier fra forurenet jord indenfor få år, selv radioaktive partikler som cæsium.

Hans kommer dansende ind i haven, som en klovn der træder ind på scenen. Han holder et eller andet i sin højre hånd. Han kigger megetsigende på den, og Lone, Carsten, Freja og Gunnar følger hans blik.

Et lille rødt lys tændes mellem tommel- og pegefingeren på Hans’ højre hånd. Han peger den lillebitte lyskugle over på sin venstre hånd. Deres øjne følger lyset til Hans’ venstre hånd der er fyldt med et saftigt skud stinkende pot. Lyskuglen slukkes. Hans danser hen til Carsten som en joker.

Værsgo, mand. Årets høst er virkelig god, siger han.

Tusind mange tak, Hans, siger den gamle mand og hans ansigt fyldes med smilerynker.

Du skal have mere kalium i jorden, Carsten.

Du skal ikke spise dine afgrøder, griner Gunnar, kun ryge dem.

Lone og Carsten, mand og kone igennem halvtreds år, gift i forbindelse med Christianias undfangelse, smiler begge bredt mens de ser Hans gå videre, som var han den søn de altid havde drømt om at få, men aldrig fik i deres barnløse ægteskab. Lone kigger beundrende efter Frejas ryg, stramme jeans og vuggende bagdel. Et æble falder ned fra de forvredne grene, der når helt ned til jorden, og lander med et bump.

•••

INSPEKTØR PETERSEN er den sidste der stiger ind i hollændervognen. Hans mobiltelefon ringer mens han er ved at klemme sig ind på det forreste passagersæde. Ringetonen er en bombastisk militærmarch. Da han endelig får fisket telefonen ud af sin uniformsjakkes lomme tjekker han nummeret og hans ansigt forvrænges af had og afsky.

Pligten kalder. Fuck dig! snerrer Petersen og stopper mobiltelefonens kimen ved at slukke den.

•••

KAMERAER BLITZER. Dronning Ingeborg rører på sig for at gå, men statsminister Valentin Guld-Dreyer lister hen til hende på sine forhøjede hæle, lægger hånden på hendes albue og trækker hende tilbage for at få taget flere billeder.

Guld-Dreyers stive holdning og monarkiske regeringsstil er ikke just elsket af den almindelige dansker. Han kigger snobbet ned på alle og enhver, og udbreder sin magt over arbejdere som aristokrater.

Hans kone, Marie Anette Astrid Gunhilda Hildebrandt udnytter fotomuligheden til fulde. Hun nedstammer fra et etableret politisk dynasti, og er stolt af at tilhøre landets adel der udgør omkring fem procent af befolkningen. Fotograferne strækker sig for at se hendes store røv. Marie Anette er så stolt af sin fyldige bagdel, at hun elsker at vise sit største aktiv frem for linserne.

Hun er klædt i en smart sølvglinsende designerkjole, lynet op i ryggen. Hun er høj og almindeligvis blond, men i dag er hendes hår farvet kastaniebrunt og trukket tilbage i en hestehale så stram, at hele hendes ansigt bliver spændt ud.

Rygterne siger at Marie Anette er et ultra-apolitisk bæst der frem for sine offentlige pligter som førstedame foretrækker at dyrke sin hedonisme i det skjulte. Hun er besat af sit eget fysiske billede, af designertøj og forlængede ferier, men hun er ikke på nogen måde på bølgelængde med de jævne danskere, da hun ikke repræsenterer andet end nedarvet rigdom. Ikke desto mindre er det der foregår på de bonede gulve, ikke noget der tænder Marie Anette. Hun er ligeglad med pomp og pragt, men holder med sit vågne rovdyrblik øje med garderne og deres faste baller.

Den jordnære Dronning Ingeborg poserer yndefuldt med Marie Anette og Guld-Dreyer. Da den danske grundlov blev ændret for at ligestille kvinder med mænd, blev arvefølgeloven også ændret og teenageren Ingeborg var således den første kvinde der officielt blev hyldet som Danmarks regent. I 1970’erne rystedes danskerne af seismiske forandringer da Ingeborg efterfulgte sin far på tronen, Danmark kom med i EU og Christiania begyndte at røre på sig.

Marie Anette gør fingertegn til sin datter Pia om at nærme sig så hun kan komme med på billedet. Den sofistikerede Pia ryster afvisende på hovedet. Marie Anette påkalder hende med kraftige gestikulationer, og tvinger den modstræbende Pia til at være med på billedet hvor man således ser Dronning Ingeborg med Danmarks statsminister, hans kone og deres eneste barn.

Pia er seksten år gammel, med et åbent ansigt der stråler af uskyld, gyldent hår og høje kindben, klædt i en blå kjole der når helt ned til gulvet med matchende koboltfarvede sko. Det er hendes første offentlige fotosession med sin statsministerfar. Pias generthed og undvigende bevægelser afslører at hun ikke bryder sig om det.

Pia er imidlertid meget kultiveret og ærbødig i majestætens selskab. Det ærefrygtige blik hun sender Dronning Ingeborg viser at hun elsker Danmarks konstitutionelle monarki, personificeret ved denne storartede dame. Hun fjerner sig umærkeligt lidt fra sin far og Marie Anette, men Dronning Ingeborg lægger en beskyttende arm om Pia, og de smiler begge til kameraerne.

•••

DA DE NYE venner – Freja, Hans og Gunnar – forlader hytten med den lilla dør, hører de et hostende barn der råber: Hej Hans! Hej Hans!

Treårige Pernille smiler et rigtigt julesmil, og hendes øjne stråler op mod Hans. Pernille prøver at rejse sig fra sædet i den robuste krydsfinérboks der udgør forenden af hendes mor Henriettes trehjulede Christianiacykel, som ligner en krydsning mellem en trillebør og en cykel.

Det ualmindeligt yndige barn, den perfekte blonde, blåøjede og bedårende lille pige kan ikke bevæge sig. Sikkerhedsselen holder hende fast. Pernille strækker sig for at nå Hans, rækker sine arme opefter og krammer Hans da han bukker sig ned. Hun holder ham fast om halsen og hoster.

Hans, Hans, Hans! siger Pernille.

Pernille, Pernille, Pernille! svarer Hans muntert.

Se, Hans!

Midt i sin glæde har Pernille tabt sin nye dukke der er klædt i en rød kjole med gule pletter. Den er næsten halvt så stor som hende selv. Hans bøjer sig og samler den op for hende.

Vi bliver vist nødt til at gå, siger Henriette. Jeg kan ikke lide Pernilles hoste.

Hans krammer Henriette der er i starten af trediverne og har dreadlocks der når helt ned til hofterne. Hun er den smukke mor til tre dejlige døtre med tre forskellige fædre. Hans bemærker at hendes fingre er helt grønne af at beskære hampeplanter, hænge dem op, skære topskud fra og høste med kærlighed og omhu i hver eneste bevægelse.

Der er gratis tuberkulose-tjek i dag, siger Henriette der er klædt i en poncho og en uldforet brun hat. Hun begynder at cykle. Jeg er på vej til Sundhedshuset med Pernille.

Lille Pernille hoster, bøjer nakken, vinker og hoster igen:

Hej-hej Hans!

Hej-hej Pernille! svarer Hans.

Hej-hej! gentager Pernille.

Hej-hej! synger Hans.

Nu svæver Pernilles fjerne bløde stemme med vinden:

Hej-hej Hans!

Med en hvisken sender Hans en hilsen tilbage:

Hej-hej smukke!

Igen smiler Freja til Hans som om hun har fundet en lottokupon med gevinst.

•••

FREJA, HANS og Gunnar cykler stille og roligt forbi de mest fantastiske hjemmebyggede huse, hvoraf mange ser temmelig improviserede ud. Originale hytter er blevet udvidet og forvandlet til hjemmebyggede hjem med toilet og rindende vand.

Hjemlig perfektion, siger Freja, mens hun kigger ind i et køkken i en af de tidligere militærbygninger der nu er forvandlet til elegante, smagfuldt designede hjem, der spænder fra hippiekøkkener med gasbrændere til intelligente konstruktioner der kan sætte Ikea skakmat.

Christianias kreative eksperiment, forklarer Gunnar, med alternativ arkitektur, bæredygtige miljøer, livsstilsinnovation og basisdemokrati er enestående i verden, inspirerer til nye måder at planlægge byer på, genererer kritisk tænkning og vigtig ny viden. Christianias demokratiske rødder går hele vejen tilbage til det gamle Grækenland, blot uden slaver.

Freja kigger henover søen på