Døden er en illusion: En logisk forklaring baseret på Martinus' verdensbillede

By Else Byskov

Er du åndeligt bankerot, fordi religionernes dogmer ikke kan tilfredsstille dit intellekt? Så er der håb i Martinus' logiske og intelligente analyser af livsmysteriet.

Så kom den endeligt på dansk! Else Byskovs klare og enkle indføring i Martinus' enestående verdensbillede - et verdensbillede, der vil begejstre og overbevise læseren om, at étlivsteorien ikke har hold i virkeligheden. Her har vi svarene på livets store spørgsmål.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 19, 2013
• ISBN: 9788771149401

Else Byskov

Else Byskov er en international autoritet om Martinus´ åndsvidenskab. Else var en overbevist ateist i mange år, så det kom som en overraskelse for hende selv, at hun blev forfatter til spirituelle bøger. Hendes første bog "Death is an Illusion" udkom i USA i 2002 og hun har siden skrevet 10 andre bøger om aspekter af Martinus´ enestående indsigt i livsmysteriet. se: newspiritualscience.com

Book preview

Faust.(2)

1. Indledning: Min egen søgen

Min egen søgen efter en logisk forklaring på, hvad livet går ud på, startede for lang tid siden, da jeg stadig var et barn i Danmark. Jeg husker, at jeg i en meget tidlig alder kiggede ud på nattehimlen gennem mit vindue og spurgte mig selv: Hvad er der derude og hvem er jeg i virkeligheden? Er jeg virkelig blot denne pige, som er født hos disse forældre, eller er der en dybere forklaring?

Mine forældre var ikke helt enige, hvad angik spørgsmålet om religion eller livets mening.

Min far var på ingen måde religiøs, hvorimod min mors familie var meget traditionelt kristne. Min mors personlige religiøse overbevisning var vaklende, men min mormor holdt den indremissionske fane højt. Hun lod ingen være i tvivl om, at vi ikke var her for at more os, men var her af obskure grunde, som havde noget at gøre med afsoning af vores synder. Hendes måde at anskue livet på havde en sær, ubehagelig afsmag. Den gav én indtryk af, at man ikke måtte få det, man gerne ville have. Alt, hvad der var rart og dejligt, var på én eller anden måde forbudt, og næsten alt, hvad man gjorde, var syndigt. Det indtryk, som denne form for religion efterlod, var, at man kun kunne være fri for synd, hvis man førte et glædesløst liv. Glæde og latter var forløbere for synd, og de ville uvægerligt føre én ind på den overdrevne nydelses smudsige vej, som dernæst uundgåeligt ville lede til kødets lyster, som igen førte lige lukt til helvedes port. Jeg holdt mig på sikker afstand af denne glædesløse holdning, og min mormor skulede mistænksomt til mig og så mig som familiens potentielle sorte får.

Det hjalp ikke, at min far gik ind i underholdningsbranchen det samme år, som jeg blev født, og etablerede en varieté i teaterbygningen i Kolding, hvor vi boede. Fra hele verden kom der akrobater, artister, linedansere, balletpiger, tryllekunstnere, jonglører, optrædende hunde og oven i købet stripteasere for at optræde i vores bygning hver aften i sommermånederne. Hver aften sad jeg og så forestillingen på min lille stol på balkonen. Varietéen viste en meget gladere side af livet; der var altid skæg og ballade. Hver aften var en fest og hver aften faldt jeg i søvn til tonerne fra There is no business like show-business. Min far nævnede aldrig ordet synd. Det var tydeligt, at han var her for at more sig.

Min mormor konkluderede realistisk nok, at min far ikke stod til at redde, men hun nærede dog et spinkelt håb om at kunne redde sin datter og datterdatter fra evig fortabelse. Hun prøvede så godt hun kunne at øve indflydelse fra afstand, men alle hendes forsøg faldt på stenet grund. Hendes datter og datterdatter boede jo i et syndens hus, og var ikke så lette at hive op af dyndet. I mange år nægtede hun at komme og se forestillingen, som faktisk var blevet en stor succes. Da hun endelig kom, måtte min far slette alt det frække, og bede de optrædende om at springe de saftige vitser over, fordi svigermor kom på besøg. Sippet og stramtandet sad hun dér og kiggede på forestillingen uden at fortrække en mine. Til sidst vendte hun tommelfingeren nedad. Min stakkels mor måtte udføre et intenst pingpong diplomati mellem min mormor og min far, og hun var under et stort pres fra begge sider. Min mormor stod overfor det berømte valg mellem pest og kolera. Hun kunne ikke bede sin datter om at lade sig skille (hvilket var en skandale og en synd), og hun kunne ikke bede min far om at lukke forestillingen, da det var vores levebrød. Til sidst sænkede der sig en slags uafklaret våbenhvile, men min mormors uvilje imod hele vores livsform var der altid som en slags uudtalt bebrejdelse.

Det hele var én stor farce, og det var ikke så sært, at jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle mene. Men i det store og hele hældede jeg til min fars muntre livsindstilling og ignorerede min mormors advarsler om synd og helvede.

Jeg kan stadig tydeligt huske den dag i skolen, jeg var vel 10 år gammel, da vores lærer fortalte os om andre religioner. Han sagde, at der fandtes religioner, som troede på reinkarnation, men det gjorde vi ikke. Jeg syntes umiddelbart, at tanken om reinkarnation lød rigtig, og jeg undrede mig over, hvorfor vi ikke accepterede det. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis jeg, for eksempel under en operation, skulle dø på grund af en lægelig fejl, så syntes det uretfærdigt og ulogisk, at jeg skulle miste mit ene liv, uden selv at være skyld deri, og at det så var det. Det forekom mig ulogisk, at livet kunne være så uretfærdigt.

På omtrent samme tid følte jeg, at jeg kunne bede til og tale med Gud direkte. Jeg havde ikke brug for Den Danske Folkekirke eller for min mormors præster for at være i kontakt med Gud. Kirken forekom mig at være en barriere mellem Gud og mig med dens højtidelighed, ritualer og afsyngelse af salmer. Kirkerne var kolde og lugtede grimt, og præsterne i deres imponerende messehagler syntes at antyde, at Gud var et meget fjernt væsen, som ikke måtte forstyrres i sin himmel. Han måtte kun kontaktes ved specielle lejligheder og kun ved præsternes mellemkomst, da de jo var hans specielle yndlinge. Det indtryk, præsterne gav, var, at Gud ikke havde tid til overs for nogen, der var så ubetydelig som mig, og at han jo for øvrigt var vred på mig på grund af mine synder. Efter at jeg havde lavet en liste over mine synder, som ikke var ret lang, da jeg jo kun var ti, besluttede jeg, at Gud ingen grund havde til at være vred. Jeg konkluderede, at præsterne kunne undværes, at Gud var OK og at han ikke havde noget imod, at jeg sprang mellemmanden over og henvendte mig direkte.

På trods af min barnetro på Gud blev jeg mere og mere ateistisk som årene gik, og da jeg begyndte at læse på universitetet meldte jeg mig ud af Den Danske Folkekirke, som man automatisk bliver medlem af ved dåben. For at melde sig ud skal man henvende sig til sin sognepræst og fortælle ham, at man ikke længere ønsker at være medlem. Han forsøger, naturligvis, at tale én fra det ved at sige, at man skal blive, hvis man tror på Gud, hvis man vil giftes i kirken, have sine børn døbt, eller vil begraves i indviet jord. Men jeg lod mig ikke afskrække, så jeg skrev uden tøven under på min udmeldelse. Senere blev jeg gift på rådhuset og mine to børn blev aldrig døbt.

Jeg blev en søgende sjæl, som ledte alle vegne efter en dybere mening med de lidelser og den modgang, jeg så i verden. Men jeg blev ved med at være ateist i mange år, og jeg var overbevist om, at der ingen Gud fandtes, og at der ikke var noget på den anden side af døden. Døden var det endelige punktum, og så var der ikke mere. Jeg havde for længst forladt min barnetro og var overbevist om, at vi kun havde ét liv.

I 1990, da jeg var tæt på 40, besluttede min mand og jeg os til at emigrere fra Danmark for at se, om vi kunne etablere os i Spanien. På kolde og regnfulde dage i Danmark havde jeg ofte drømt om den spanske sol, det blå Middelhav, de blomstrende burgonvileaer og de varme, fløjlsbløde nætter. Jeg havde taget hovedfag i spansk fra universitetet og havde undervist i sproget samt i engelsk, som var mit bifag, i 11 år inden vi emigrerede. Det var som om Spanien trak i mig, og da landet åbnede sine grænser for tandlæger fra andre EU lande i 1991, var min mand blandt de første til at søge om tilladelse til at praktisere som tandlæge.

Beslutningen om at emigrere og den tummel og det besvær, der fulgte af at forlade det danske velfærdssystems sikkerhedsnet og leve fra hånden til munden i det spanske post-frankistiske samfund, gjorde kun min søgen endnu større. Fordi livet var hårdt de første år i Spanien, blev vi mere opmærksomme på de grundlæggende værdier i tilværelsen, og jeg er sikker på, at det var med til at skærpe min søgen efter en mening.

Omkring 1993 kan jeg huske at jeg læste Life and How to Survive It af John Skynner og John Cleese (1). Et sted i bogen siger John Skynner, at de lykkeligste mennesker er dem, som har en form for spiritualitet, som tror på noget højere, noget hinsides den fysiske verden. Det overraskede mig meget, for jeg troede, at alle intellektuelle mennesker havde den samme holdning som jeg selv havde, nemlig at der ikke var noget hinsides den fysiske verden og ikke noget hinsides døden.

Jeg kan huske, at jeg ret kort tid efter sad på min terrasse og læste avisen The European. I denne udgave af avisen var der en artikel om et hollandsk forskningsprojekt, som havde til hensigt at finde ud af, om der var noget efter døden (2). Mens jeg læste, var jeg sikker på, at konklusionen ville blive, at det var der selvfølgelig ikke, men til min store overraskelse var konklusionen den stik modsatte. De hollandske videnskabsfolk præsenterede velunderbygget bevismateriale, som viste, at døden ikke var livets afslutning, men at livet fortsatte efter døden i en anden form. Dette var virkelig en revolutionerende tanke. Jeg var overrasket, overvældet og nysgerrig efter at vide mere.

Ikke længe efter, at jeg havde læst artiklen, kom en af vores venner ned fra Danmark med ni kasser af vores bøger, som havde været opmagasineret i hans hus, indtil vi havde tjent penge nok til at kunne købe vores eget hus i Spanien. Vi havde nu fået købt et hus og ville naturligvis gerne have vores bøger hos os.

Jeg ved nu (det var bestemt ikke noget, jeg vidste dengang), at der ikke er noget, der sker tilfældigt. Så det var ikke noget tilfælde, at der øverst i en af kasserne lå en bog med titlen Den Intuitive Tanke af John Engelbrecht (3). Min mand havde købt bogen på udsalg nogle år tidligere, men ingen af os havde læst den. Men nu lå den øverst i en af kasserne og tiltrak sig vores opmærksomhed. I bogen skriver John Engelbrecht en kort introduktion til den danske filosof og mystiker Martinus’(4) tanker og verdensbillede. Så snart jeg havde læst det, vidste jeg, at jeg endelig havde fundet, hvad jeg havde ledt efter.

Jeg læste de tre tusinde sider af Martinus’ Livets Bog (5) i en feberagtig hast og jublede, lo og græd af begejstring eftersom læsningen skred frem. Her var det alt sammen: en logisk forklaring på, hvad livet gik ud på. Hvert eneste ord lød rigtigt i mine ører. Jeg var totalt overbevist om, at hér var sandheden om vores eksistens, om vores planet og universet, om vore legemer og mikrokosmos, om reinkarnation og dødens ikke-eksistens. Det var i 1995.

Det fik os til at købe resten af Martinus’ bøger: Det Evige Verdensbillede (4 bind), Logik, Bisættelse og otteogtyve småbøger. Da jeg havde læst det hele, gik det langsomt op for mig, hvor fantastisk og enestående et værk, der her var tale om. Det, som Martinus præsenterer, er et verdensbillede baseret på logik, et verdensbillede for dem, som ikke længere er i stand til at tro på religionerne, et verdensbillede for det intellektuelle menneske. Det er et verdensbillede, der ikke er baseret på tro, men på logik og indsigt.

Men lad mig ikke afsløre mere nu, for det er jo det, hele bogen handler om.

Lad mig blot sige, at efter at jeg havde læst Martinus’ bøger var min appetit blevet skærpet, og jeg begyndte at læse alle de bøger, jeg kunne få fat i, som handlede om reinkarnation, nærdødsoplevelser, regressionsterapi, visioner på dødslejet og dødsprocessen. Det førte til at jeg læste en hel masse bøger af de mennesker, som denne bog er dedikeret til samt mange andre.

Mens jeg læste, blev jeg mere og mere deprimeret, for alle disse mennesker havde fundet aspekter af eksistensens sande natur, men de havde ikke nogen tilfredsstillende forklaring. De skelede til hinduismen, til buddhismen og til Biblen for at finde forklaringer på ideen om reinkarnation, men ingen af disse var tilfredsstillende, for de indeholdt ikke nogen komplet, altomfattende filosofi.

Lige siden jeg læste Martinus’ værk og holdt det sammen med de bøger, der er skrevet af de mennesker, der er nævnt i dedikationen, følte jeg en meget stærk trang til at skrive en introduktion til Martinus’ verdensbillede på engelsk, så hans enestående værk kan blive kendt i den engelsktalende verden, og blive kendt af dem, som forsker i reinkarnation, døden og den åndelige verden. Det er derfor, jeg dedikerer denne bog til alle dem, som søgte og fandt aspekter af sandheden, men som ikke havde nogen forklaring på det, de fandt. Forklaringen findes i Martinus’ værk. Den logik, der styrer universet, er blevet afsløret for os, ikke som en ny religion, men som en åndsvidenskab. Denne bog er ikke om tro og trosretninger. Denne bog er om logisk viden og kærlighed.

2. De skiftende verdensbilleder

De gamle verdensbilleder

Før jeg starter den egentlige introduktion af Martinus’ verdensbillede, vil jeg gerne kort nævne, hvordan vores verdensopfattelse har ændret sig ned gennem historien, for jeg mener, at det er vigtigt at huske, at vores syn på verden aldrig har været konstant. Vores måde at definere verden på har ændret sig i takt med, at nye opdagelser blev gjort af videnskabsmænd og opdagelsesrejsende. Hver gang der blev gjort en revolutionerende ny opdagelse om verdens beskaffenhed, måtte vores verdensbillede ændres, så de nye opdagelser kunne indpasses.

Omkring år 140 F.K. præsenterede den græske astronom, filosof og matematiker Ptolemæus sit verdensbillede i værket Almagest. Ifølge hans teori var Jorden universets centrum; den var flad og den lå stille. Solen, Månen, planeterne og stjernerne passerede hen over Jorden på himmelhvælvingen. Ptolemæus’ verdensbillede kaldes den geocentriske teori.

Denne måde at anskue verden og universet på overlevede i mere end tusind år, og selv om Kopernicus (1) i 1543 fremlagde sin heliocentriske teori, hvor Solen blev anset for at være universets centrum, omkring hvilken Jorden og de andre planeter kredsede, holdt størstedelen af Jordens befolkning stædigt fast ved den gamle geocentriske teori hele vejen op gennem Middelalderen, og den blev da også stædigt og hårdnakket bakket op af den Katolske Kirke.

Det er tankevækkende at huske på, at da Christopher Columbus sejlede vestpå i 1492 i et forsøg på at nå Indien, var den generelle opfattelse stadig, at Jorden var flad, og at skibene før eller siden ville falde ud over kanten, hvor de enten ville blive slugt af drager eller simpelthen falde lige lukt ned i helvedes flammer. I sin tid i Lissabon havde Columbus tilhørt en lille gruppe geografer, som var overbeviste om, at Jorden rund, og at man derfor kunne nå frem til Zipangu (Japan) ved at sejle mod vest. Men han og hans tilhængere havde fejlbedømt Jordens omkreds med en tredjedel, og de troede derfor, at Jorden var meget mindre, end den faktisk er. På en jord af den forestillede størrelse var der ikke plads til et kontinent som Amerika, så Columbus døde i den tro, at han havde nået Indien.

Det er værd at bemærke den Katolske Kirkes rolle i denne forbindelse, for den holdt stædigt og usagkyndigt fast ved det gamle ptolemæiske verdensbillede og gjorde alt, hvad der stod i dens magt for at forhindre det spanske kongepar, Isabella og Ferdinand, i at bevillige Columbus penge til gennemførelse af ekspeditionen. Præsterne sagde, at det var kætteri at tro, at Jorden var rund. Gud havde skabt Jorden flad, og det vidste de bedst. Enhver, der påstod at Jorden var rund, ville for evigt pines i Helvede for denne kætterske opfattelse.

Men i løbet af det sekstende århundrede gik man efterhånden bort fra det gamle verdensbillede, og det blev mere og mere accepteret blandt tidens intellektuelle (men dog ikke af Kirken), at Jorden rent faktisk er en kugle.

Galileo Galilei (2) udførte utallige observationer, som underbyggede det heliocentriske verdensbillede. I 1610 byggede han den første kikkert, og ved hjælp af denne opfindelse var han i stand til at observere mange individuelle stjerner i Mælkevejen og 4 af Jupiters måner. Gennem Galileis observationer blev der sat spørgsmålstegn ved den accepterede opfattelse af universets størrelse, og endnu engang var den Katolske Kirkes rolle alt andet end fremsynet. I 1615 nedsatte Paven et koncilium, som skulle afgøre, om Galileis observationer var korrekte. I 1616 erklærede konciliet, at Galileis observationer var kætterske, at den heliocentriske verdensmodel var absurd, og at Jorden ifølge Biblen var flad. Dette blev ratificeret af Inkvisitionen. Galileis bøger blev forbudt, og han blev kaldt til Rom af Inkvisitionen. Efter en lang proces og muligvis ved hjælp af tortur blev han tvunget til under ed at afsværge, at Jorden bevæger sig rundt om Solen. Ifølge overleveringen skal Galilei under afsværgelsen have hvisket: Eppur si muove (Den bevæger sig alligevel). Paven idømte Galilei livsvarigt fængsel for hans viden om solsystemet. Men Paven benådede dog Galilei efter en tid, og derefter var han atter fri til at fortsætte sine videnskabelige observationer.

Senere udførte både Newton og Kepler (3) vigtige observationer, som understøttede og udbyggede det heliocentriske verdensbillede, men ideen om, at Solen var universets centrum, holdt helt op til 1800 tallet. Det var først da, at det blev klart, at der var mange himmellegemer af samme slags som Solen, og at Solen blot er en ganske almindelig stjerne.

Da de store teleskoper blev bygget i 1900 tallet, gik man definitivt væk fra det heliocentriske verdensbillede, eftersom man på basis af observationer kunne konstatere, at universet rummer andre galakser end vores Mælkevej, og at vores position overhovedet ikke er i centrum. Faktisk er det endnu ikke lykkedes at lokalisere universets centrum.

Da jeg gik i underskolen i Danmark i 1950erne lærte vi, at der var syv galakser i universet ud over vores Mælkevej. Ifølge de seneste astrologiske observationer (4) er antallet af galakser 100 milliarder. Så på mindre end 50 år er antallet af galakser vokset fra 8 til 100.000.000.000. Det kan man kalde lidt af en stigning, og dette tal omfatter kun det, man har kaldt det observerbare univers. I dag ved vi, at vi kun kan observere galakser og stjerner, hvis lys har haft tid til at nå ned til os. Men vi kan ikke udelukke, at der findes galakser, der er så langt borte, at deres lys først når frem til os om for eksempel en million år. Vi ved ikke, hvor stor en del af universet, vi kan observere. Vi har faktisk stadig ingen anelse om, hvor stort universet er, men én ting er sikkert: det vokser efterhånden som vores kosmiske horisont udvides.

Hvis vi kun ser på det observerbare univers, og vi siger, at det har 100.000.000.000 galakser, og når vi samtidig ved, at der i en gennemsnits galakse er cirka 200 milliarder stjerner, så giver det et samlet tal på 20.000.000.000.000.000.000.000 stjerner. Det er, hvad vi har været i stand til at regne ud indtil nu.

Det var i 1995, at et schweizisk hold astronomer blev de første til at rapportere en valid opdagelse af en sollignende stjerne, hvorom der kredsede planeter. Dette gav anledning til den revolutionerende tanke, at hvis der var planeter rundt om andre stjerner end Solen, så var der også en mulighed for, at der kunne være liv på nogle af disse planeter. Det beviste naturlig ikke, at der findes liv udenfor Solsystemet, men det åbnede mulighed for, at vi ikke er alene i Rummet. Men hvis vi ikke er alene i universet, hvem er de andre så, og hvordan ser de ud? Er de venligtsindede og kan de kontaktes? Som før gav den nye opdagelse anledning til en hel række spørgsmål.

I dag er grænselandet for vores videnskabelige forskning ikke kun verdensrummet (eller vores makrokosmos), men i stadig højere grad også subatomare livsformer, eller vores mikrokosmos. Der bliver gjort mange nye opdagelser indenfor medicinsk forskning, genteknologi, partikelfysik og biologi. I takt med at det enorme univers på subatomart niveau afsløres for vores videnskabsmænd, bliver det mere og mere klart, at der er lige så mange ubesvarede spørgsmål på det mikrokosmiske som der er på det makrokosmiske niveau. Selv om vi får ny viden hver dag om den fysiske verden, bliver det mere og mere indlysende, at vi stadig ikke har det endegyldige svar på det fundamentale spørgsmål Hvad er livet, hvor kommer det fra og hvorfor eksisterer det?

Det materialistiske verdensbillede

Det fremherskende verdensbillede i dag i den vestlige verden kunne kaldes Det materialistiske verdensbillede. Det er baseret på, hvad vi kan observere, når vi vejer, måler og analyserer de forskellige former for materie, som findes i den fysiske verden.

Vores viden om den fysiske verden vokser i takt med, at flere og flere detaljer bliver afsløret. Hver dag ved vi lidt mere. Vi ved, hvad Jorden vejer, hvor hurtigt den bevæger sig, og vi kender dens bane. Vi kender Jordens, Solens og planeternes position i himmelrummet, og vi ved, hvilke stjerner der er vores nærmeste naboer. Vi kender de forskellige materieformers beskaffenhed, og vi ved, hvordan de kan kombineres på forskellige måder, sådan at vi kan drage nytte af dem.

Gennem videnskabelige landvindinger indenfor gen- og DNA forskning har vi fundet, hvad vi anser for at være selve livets byggesten, men alle disse observationer både i makrokosmos og i mikrokosmos får os til at indse, at vi i virkeligheden ikke ved ret meget. Vi har samlet et hav af viden, men hvorfor og hvordan er stadig ubesvarede. Vi står som analfabeten foran en meget tyk bog. Vi kan observere bogstaverne og punktummerne. Vi kan måle afstanden mellem bogstaverne, vi kan tælle antallet af linjer, og vi kan veje bogens sider, men vi kan ikke læse bogen. Vi er stadig ikke i stand til at læse teksten i livets bog. Vi har stadig ikke afkodet teksten. For at kunne afkode teksten må vi knække koden.

Gennem akkumulering af fakta har de materialistiske videnskaber bragt os tæt på grænsen for vores forståelse. Vi har samlet en enorm mængde fakta, men flere fakta om den fysiske verden bringer os ikke nærmere til sandheden om vores egen eksistens og meningen med den. Skønt vi ved en masse, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål.

Hvad vi synes at have glemt er, at vores materialistiske verdensbillede er baseret på formodninger og deduktioner, men vi ved stadig ikke om det, som vores videnskabsmænd er nået frem til, er den endelige og definitive sandhed. Vi tror, de har sandheden, og vi mener, at vores videnskaber er meget avancerede og vores videnskabsmænd og -kvinder overordentligt kloge, men om de har fundet frem til de endegyldige og definitive facitter, ved vi ikke.

I de sidste tre århundreder har grundlaget for de fleste jordiske videnskaber været den kartesianske / newtonske (5) model, som anser alle levende organismer for at være mekaniske systemer, og som forsøger at reducere alle aspekter af levende organismer til at være fysiske og kemiske interaktioner af deres mindste bestanddele. Konsekvensen af denne måde at anskue livet på er, at alle levende organismer ses som maskiner, der fungerer som et urværk. Og ligesom et ur kan repareres ved at udskifte en beskadiget del med en ny, mener man, at alle levende væsner kan repareres på nøjagtigt samme måde. Denne reduktionistiske opfattelse har været fremherskende indenfor lægevidenskaben i århundreder og er det fortsat. Sygdom ses som en funktionsfejl i en eller anden biologisk mekanisme, og sundhed defineres som fravær af sygdom. Døden ses som et systemsammenbrud, og der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved, at den er livets definitive afslutning.

Den reduktionistiske model har også været fremherskende indenfor fysikken, idet man formodede, at der fandtes en mindste byggesten i universet, atomet, af hvilken al materie var opbygget. Men partikelfysikken har vist, at der ikke findes nogen mindste byggesten, og forskning på subatomart niveau har vist, at alle partikler består af endnu mindre partikler, og at der rent faktisk findes meget lidt fast materie på subatomart niveau. Der findes faktisk kun bevægelse og energi. Selv om fysikken, som i århundreder har været anset for at være VIDENSKABEN par excellence, for længst har forladt den reduktionistiske model, sidder mange andre videnskabsgrene fast i dette filosofiske grundlag. Men den reduktionistiske model afslører flere og flere mangler i takt med, at det bliver klart, at et levende væsen er andet og mere end summen af de enkelte dele, og at delene ikke bare kan udskiftes. Jo mere man forsker på celleniveau, bliver det klart, at samspillet og informationsudvekslingen mellem vores celler er så kompliceret, at den reduktionistiske model kommer til kort. Det bliver gradvist klart, at den reduktionistiske tilgang kun er en af mange mulige, og at vi har brug for en holistisk model for at nå frem til en mere komplet forståelse af livet. Det er gradvist ved at gå op for os, at selv om vi ved en masse, så er der endnu mere, vi ikke ved.

Det er ved at blive klart, at der er en grænse for vores viden. Ved denne grænse er der ved at være trængsel.

Fysikkerne står der. Gennem atomforskning har de fundet ud af, at alle partikler består af endnu mindre partikler, og at der på subatomart niveau ikke findes andet end bevægelse og energi. Beskueren påvirker på en eller anden måde det, der sker på subatomart niveau, men hvad dette betyder, ved de ikke.

Astronomerne står der. De kan nu observere flere og flere himmellegemer og galakser, men 50.000 galakser fra eller til forklarer ikke, hvad det er, de ser.

Mikrobiologerne står også ved grænsen. De har fundet det, man anser for at være livets byggesten, DNA, men hvad det betyder, og hvad det er, der regulerer og aktiverer visse dele af DNA strengen, ved de ikke.

De forskere, der studerer døden og nærdødsoplevelsen, står ved grænsen. Det ser ud til, at de har fundet ud af, at bevidstheden overlever døden, men hvad der sker hinsides døden, ved de ikke.

Regressionsterapeuterne står ved grænsen. Det ser ud til, at tidligere liv kan påvirke dette liv, og at årsagen til visse traumer kan findes i tidligere liv, og at regressionsterapi kan helbrede visse traumer, men hvordan dette virker, og om reinkarnation er en kendsgerning, ved de ikke.

Teologerne står ved grænsen, eller rettere, de har sat sig ned, for de har været ved grænsen længe og var de første til at nå den. De tror, der findes en Gud, men hvis der gør, hvis Gud er det så? Er det den protestantiske Gud eller den katolske Gud, er det Allah, eller er det Brahma, er der jødernes Gud eller baptisternes eller mormonernes Gud? Hvis Gud eksisterer, hvem er han eller hun så?

På mange måder har vi nået et punkt, hvor der tilsyneladende ikke er ret meget mere at lære om den fysiske verden. Vi har nu indsamlet fakta om den fysiske verden i adskillige århundreder, og vi ved faktisk temmelig meget om den. Vi har indsamlet et hav af oplysninger om al den materie, der findes i den fysiske verden.

For at få mere at vide må vi tage et skridt opad, dvs. til det ikkefysiske eller metafysiske niveau. Vi bliver nødt til at se på det, der ligger hinsides det fysiske plan. Det kan være svært at acceptere, at vi skal et niveau højere op, for det medfører, at vi er nødt til at acceptere, at der er mere mellem himmel og jord end det, vi kan se. Den hårdkogte, materialistiske videnskabsmand er ikke helt glad for det, for al hans videnskabelige forskning har været baseret på, hvad der kunne måles og vejes. At tage dette skridt er som at springe ud fra en uendeligt høj klippe uden faldskærm. Ingen ved, hvor det fører hen. Men vi må vove springet, hvis vi vil vide mere. Vi kan kun nå til ny indsigt, hvis vi har mod til at tage springet.

Vores materialistiske verdensbillede skal udvides til også at omfatte det metafysiske niveau. Som så mange gange før, skal vores verdensbillede revideres og tilpasses til de nye opdagelser. Med det nye verdensbillede, som Martinus præsenterer, får vi en ny forståelsesnøgle foræret. Med denne nøgle i hånden bliver vi nødt til at omdefinere vores position i universet, vores eget udviklingsstade, hele vores evolution, og vores holdning til døden. Vi bliver nødt til at se på os selv og på vores planet i et meget større perspektiv.

Det evige verdensbillede

Martinus afslører et komplet verdensbillede, som redegør for både det fysiske og det åndelige tilværelsesplan. Martinus afslører de naturlove, som ligger til grund for tilværelsen både på det fysiske og på det åndelige plan. Martinus kalder sit verdensbillede Det evige Verdensbillede, og han præsenterer en holistisk verdensopfattelse, hvor alle detaljer passer sammen, samtidig med, at han giver en omfattende forklaring på meningen med eksistensen. Martinus’ forklaring på universets natur er baseret på logik, og den tilfredsstiller vort intellekt.

Martinus beder os ikke om at tro på det, han afslører. Han beder os blot om at gå ud i verden og se efter, om det han siger, ikke passer overens med, hvad vi kan observere derude. Når vi først er begyndt at observere verden på denne måde, træder den frem i et nyt lys. Vi ser nu den fysiske verden som en del af en bagved liggende langt større åndelige verden. Vi ser, at vores måde at anskue både vores skæbne og døden på skal revideres, fordi de var begrænsede, eftersom de ikke omfattede det åndelige niveau. Når vi først har begrebet, at der findes en åndelig dimension bagved den fysiske, åbner vi op for en helt ny videnskab – åndsvidenskaben.

Som allerede nævnt kalder Martinus sit verdensbillede det evige verdensbillede. Dette verdensbillede redegør for eksistensen af de mange forskellige livsformer vi ser på Jorden, og det udgør et hele. Det er første gang i menneskehedens historie, at et komplet, holistisk verdensbillede er blevet præsenteret, hvor betydningen af alle livsformer fra atomer, via planter og pattedyr til stjerner er forklaret. I Martinus’ verdensbillede passer alting sammen. Det udgør et logisk hele.

Martinus kalder sit samlede værk Det Tredje Testamente. Det Tredje Testamente er efterfølgeren til Det Nye Testamente, men det er ikke en basis for en ny religion. Det Tredje Testamente har ikke noget at gøre med tro. Det er en afsløring af den logik, der ligger bag alle skabelsesprocesser i universet, sådan som Martinus var i stand til at se dem med sin kosmiske bevidsthed (6). Det Tredje Testamente er baseret på viden og logik. Det er en komplet forklaring på universets struktur, omhandlende mikrokosmos (vore celler), mellemkosmos (os selv og de levende væsner, der omgiver os) og makrokosmos (vores planet, solsystemet og universet). Martinus forklarer på en logisk måde, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Han forklarer, hvorfor vi er her, og hvordan vi kom til at være her. Han forklarer vores forbindelse med den guddommelige livskraft og redegør for livets mening. Han forklarer, hvorfor vi reinkarnerer, og hvorfor der ingen absolut død findes. Han afslører, hvordan vi selv kan forme vores skæbne gennem kendskab til karmaloven, sådan at vi kan skabe varig lykke. Han røber, hvorfor vores familiestruktur er i opløsning, og hvorfor homoseksualitet er stigende. Han forklarer grunden til krige, overfald og social uro. Han forklarer, hvorfor mange mennesker er ulykkelige, syge eller mentalt forstyrrede.

Det Tredje Testamente er skrevet for det intellektuelle menneske, der har udlevet evnen til at tro på religionerne. Det er blevet skrevet for dem, som ikke længere er i stand til at tro, men som har behov for at vide. Det Tredje Testamente udgør en basis for, at videnskab og spiritualitet kan gå op i en højere enhed, sådan at spiritualitet bliver en uløseligt forbundet del af al videnskab. Der kan ikke være nogen endegyldig videnskab uden spiritualitet. Det er først, når vores videnskaber inkluderer det åndelige niveau, at vi kan opnå definitiv og endegyldig viden om universets natur og vores egen eksistens. De materialistiske videnskaber skal forenes med åndsvidenskaben, sådan at de to bliver til én. Det er først, når de to føres sammen, at livets bog gradvist begynder at afsløre sine hemmeligheder. Først da, vil vi ophøre med at være kosmiske analfabeter.

Denne bog er et resumé af nogle af hovedpunkterne i Det Tredje Testamente. Martinus’ samlede værk omfatter mere end 9000 sider, så det er kun en del, der kan præsenteres her.

Jeg mener, at de vigtigste aspekter af Martinus’ værk for os på vores nuværende stade er dem, som hjælper os med at forstå verdenssituationen, som den ser ud i dag, og vores egen rolle i den. Så jeg har koncentreret mig om netop de aspekter. Andre mennesker ville måske have fokuseret på andre aspekter af Martinus’ arbejde. Der er her tale om mit personlige valg.

Jeg har forklaret Martinus’ verdensbillede med mine egne ord, og sådan som jeg har forstået det. Så denne bog afspejler min egen forståelse af Martinus’ værk. Bortset fra en hel artikel af Martinus i sidste kapitel findes der kun få Martinuscitater i bogen. Det var sådan, Martinus ønskede, det skulle være. Han opfordrede os til at skrive om verdensbilledet med vores egne ord uden at citere ham i al for høj grad.

Hele bogen igennem nævner jeg eksempler fra den seneste dødsforskning, fra forskning i reinkarnation, regressionsterapi osv., og jeg sammenligner disse videnskabelige landvindinger med Martinus’ verdensbillede. Som jeg ser det, bekræfter de seneste videnskabelige fremskridt det, som Martinus siger. Efter min mening står vi midt i en proces, hvor vore videnskaber gradvist begynder at afsløre eksistensen af en verden bagved den fysiske verden. Dette kan måske bedst ses i studiet af nærdødsoplevelsen, hvor dem, der har haft en sådan oplevelse, enstemmigt siger, at de var på besøg i en verden hinsides denne. Som læseren vil få at se, er denne hinsides verden ifølge Martinus vores primære eksistensniveau, og dette er et eksempel på, hvordan vores forskning bekræfter aspekter af Martinus’ afsløringer.

Igennem hele sit liv producerede Martinus et stort antal tegninger, som han kaldte symboler. Disse symboler forklarer og understøtter teksten. Jeg har valgt at medtage seks symboler i denne bog. Symbolerne ledsages af Martinus Instituts korte standardforklaring samt af min egen forklaring.

Indtil rigtigheden af Martinus’ verdensbillede er blevet bevist af vore jordiske videnskaber, kan det stadig betragtes som en teori, skønt Martinus selv bestemt ikke anså sit værk for at være en teori. Martinus ville ikke kalde sit værk Det Tredje Testamente, hvis han anså det for at være en teori. Men hvis man er skeptisk, kan man betragte Martinus’ verdensbillede som en teori og sammenligne det med den empiriske verden for at se, om de to ikke stemmer overens. Det er faktisk, hvad Martinus selv beder os om at gøre. Han beder os ikke om at tro på, hvad han siger, men han beder os om at teste verdensbilledet imod det, vi kan observere derude. Han kalder sit værk et supplement til livets egen tale. Når man begynder at se sig omkring og holde Martinus’ verdensbillede op mod den empiriske verden, har man indledt en meget interessant øvelse. Det er, hvad jeg selv har gjort i adskillige år, og hver dag opdager jeg aspekter, som passer perfekt ind i Martinus’ verdensbillede. Det er et spørgsmål om at fokusere på verden fra en ny synsvinkel. Jeg har endnu ikke fundet et eneste aspekt af Martinus’ verdensbillede, som ikke stemmer overens med det, vi kan observere i den empiriske verden. Der er for mig ikke skyggen af tvivl om, at Martinus’ verdensbillede en dag vil erstatte al religion og med tiden blive grundlag for fremtidig forskning på denne planet. Der er for mig ikke skyggen af tvivl om, at Martinus afslører Sandheden.

Men for at komme til den konklusion, skal man nok have læst hele hans værk. Så det er mit håb, at denne bog vil anspore læserne til at studere Martinus’ originale værk. Hans bøger er nu ved at blive oversat fra dansk til en lang række andre sprog, og mange titler er allerede blevet oversat (7).

På grund af beskaffenheden af den virkelighed, som Martinus beskriver, manglede han ofte ord, som kunne dække de begreber, han ønskede at beskrive. Eftersom begreberne var helt nye, fandtes der ingen kendte ord for dem. De nødvendige begreber manglede simpelthen i det eksisterende ordforråd. Derfor måtte Martinus forklare de nye begreber ved at bruge de eksisterende ord. Et eksempel herpå kunne være Den højeste ild. Dette begreb betegner oplevelsen af kulminerende guddommelig kærlighed.

Jeg håber, kære læser, at du er indstillet på at lægge alle forudfattede opfattelser væk og læse det følgende med et åbent sind. Martinus’ verdensbillede omdefinerer hele vores verden, så jeg håber, at du er parat til at slå et par mentale kolbøtter. Vi skal nu se os selv som meget små individer på en evigtvarende evolutionsrejse gennem fysiske og åndelige verdener i et univers, der vrimler med liv og hvis grundtone er kærlighed. Jeg håber, du vil nyde rejsen.

3. Hvem var Martinus?

Barndom og ungdom

Martinus