Tidlig middelalder: Danmarks historie fra 1129 til 1221 set gennem fem dronningers øjne

By Birgitte Hammer

Bogen beskriver udviklingen fra 1229 til 1221 og er inddelt i dronningekapitler – fem dronninger, hvoraf en var dronning i Sverige, de øvrige i Danmark.
Richeza var i 1129 dronning i Väster Götaland og blev senere dronning i et samlet Sverige.
Hun var mor til Sophia, gift med Valdemar den Store. En kvinde med indflydelse trods kvindernes underordnede stilling i samfundet .
Gertrud fulgte Sophia.
Dagmar og Beringera var begge gift med Valdemar Sejr.

Bogen rummer vigtigt kildemateriale fra perioden.

• Language: Dansk
• Publisher: Saxo Publish
• Release date: Apr 22, 2024
• ISBN: 9788771968231

Book preview

KORT OVER NORD-EUROPA ANNO 1109

Adam af Bremen var en tysk præst tilknyttet ærkebiskoppen af Bremen i Nordtyskland i slutningen af 1000-tallet.

Ærkebiskoppen af Bremen var på det tidspunkt ærkebiskop for hele Norden, men kendte ikke meget til landene nord for grænsen til Danmark, så Adam fik til opgave at udarbejde en samfundsmæssig og geografisk beskrivelse af området. Adam har angiveligt rejst i Danmark og i Sverige – og har således haft et førstehåndsindtryk af landene.

---

Kort over Skandinavien og tilgrænsende lande efter A.A. Bjørnbos bog fra 1909 Adam af Bremens Nordensopfattelse. Kortet er udarbejdet omkring 1109 med udgangspunkt i Adam af Bremens rejsebeskrivelse, hvori afstande er opgivet i dagsrejser.

Judland = Jylland

Sconia = Skåne

Sueonia = Sverige

Bemærk: INSULA CLYCLOPUM = kyklopens ø i øverste højre hjørne.

DE OVERORDNEDE, EUROPÆISKE RAMMER FOR DRONNINGERNES LIV

I en stor del af sidste halvdel af 1900-tallet skilte et jerntæppe Vest- Europa fra Øst-Europa.

De europæiske stater i øst og vest havde forud for jerntæppets etablering i 1945 haft et fællesskab baseret på kendskab til hinanden - og i en moderne tid med mange kommunikationsmidler og muligheder for at rejse lange strækninger nåede øst og vest trods alt ikke at blive så forskellige fra hinanden, at fællesskabsfølelsen helt forsvandt.

I 1100-tallet fandtes en lignende opdeling af Europa i Øst og Vest – og med begrænsede muligheder for at rejse og med få kommunikationsmidler gennemgik Øst- og Vest-Europa væsensforskellige udviklinger.

Det ville i 1100-tallet give særdeles god mening at bruge ordet jerntæppe.

RELIGION OG KULTUR

Én væsentlig årsag til en europæisk opdeling i Øst og Vest skal findes i kristendommen:

I 311 e.Kr. gjorde den romerske kejser kristendommen til statsreligion i hele Romerriget.

Ved et kirkekoncil i 381 e.Kr. besluttedes det, at den kristne kirke fremover skulle ledes af fire patriarker:

patriarken af Rom, også kaldet biskoppen af Rom eller paven patriarken af Konstantinopel

patriarken af Antiochia (den første kristne menighed uden for Palæstina, præget af Paulus)

patriarken af Jerusalem

Allerede i 395 e.Kr. opdeltes Romerriget

i en vestlig og en østlig del

og blev aldrig siden genforenet.

Derimod var den kristne kirke stadig samlet.

---

I 500-tallet begyndte paven at fremhæve sig selv som den øverste i den kristne kirke; det bevirkede magtkampe især med patriarken af Konstantinopel. I 700-tallet opstod pavestaten i og omkring Rom ved overdragelse af jord til kirken. Det bevirkede en styrkelse af opfattelsen af, at paven stod over patriarken.

Jerusalem blev i 638 en del af det arabiske kalifat, og det samme gjaldt Antiochia i 637.

Den vestlige og den østlige del af den kristne kirke gled længere og længere væk fra en fælles forståelse, og i 1054 skiltes kirken formelt i en østlig, ortodoks kirke (ortodoks betyder oprindelig) og en vestlig, romersk- katolsk kirke.

Omkring 1520 skilte den protestantiske kirke sig ud fra den romersk- katolske. Danmark blev protestantisk i 1536. Overhovedet for den protestantiske kirke var monarken eller den lokale fyrste.

I Danmark er monarken, dronning Margrethe, overhoved for Folkekirken i dag.

---

Den romersk-katolske kirke blev ledet – og ledes i dag - af paven i Rom.

I den ortodokse kirke findes i dag flere patriarker, der hver for sig leder kirken i et bestemt geografisk område, men patriarken af Konstantinopel er primus inter pares = første blandt ligemænd.

Efter 1054 og igennem de følgende århundreder visnede forbindelsen mellem kirken i Øst- og Vest-Europa.

Allerede i 1100-tallet var de kristne kirker i Øst og i Vest skarpt adskilt. Ved pave Frans’ indsættelse i 2013 mødte patriarken af Konstantinopel,

Bartolomæus, op – og paven svarede positivt ved at lade en del af bibelteksten læse op på græsk.

Det var den første officielle tilnærmelse siden 1054.

Imidlertid har de to dele af kristendommen udviklet sig i vidt forskellig retning, og en sammenlægning forekommer i dag ikke at være mulig.

---

Også de kulturelle forskelle mellem Øst og Vest var i 1100-tallet tydelige og skarpe.

Talesproget:

I Vest-Europa havde sprogene udviklet sig fra den romanske og den germanske sproggstamme.

I Øst-Europa og Polen havde sprogene udviklet sig fra den slaviske sprogstamme.

Undtagelserne var Ungarn og Finland. Ungarsk og finsk har deres oprindelse i den finsk-ugriske sprogstamme.

Skriftsproget:

I Vest-Europa brugtes det latinske alfabet.

I Nord-Europa benyttedes frem til 1100-tallet runer, men langsomt vandt det latinske alfabet frem og tog over fra runerne.

I Øst-Europa benyttedes fra 800-tallet det kyrilliske alfabet.

---

I 1100-tallet var det svært for en øst-europæer og vest-europæer umiddelbart at forstå hinanden.

DEN POLITISKE SCENE I EUROPA I 1100-TALLET

På 1100-talskortet over Europa domineredes Vest-Europa af Det Tysk- Romerske Rige og Øst-Europa af Kievan Rus.

Vest-Europa havde en fasttømret statsdannelse, selv om grænserne flyttedes i takt med vundne og tabte krige.

Øst-Europa havde en løsere statsdannelse og bestod i 1100-tallet af fyrstedømmer. I første halvdel af århundredet udgjorde storfyrsten af Kiev den samlende magt bag Kievan Rus. Grænsen mellem Øst-Europa og Vest-Europa fulgte Polen og Ungarn, der begge bekendte sig til den romersk-katolske kirke og benyttede sig af det latinske alfabet.

Balkanområdet og en del af det nuværende Tyrkiet udgjorde Det Byzantiske Rige, resterne af det tidligere Øst-Romerske Rige. I størstedelen af den tidlige middelalder befandt det sig på sidelinjen i forhold til europæisk magtpolitik. I løbet af 1100- og 1200-tallet svækkedes riget, og fra 1299 havde osmannerne magten i hele området.

---

Et af de vigtige midler til at opnå sikkerhed og magt i udenrigspolitik var - både i Øst og i Vest - at knytte forbindelser med andre fyrsteslægter. Derved opnåedes alliancer, som kunne støtte deltagerne, f.eks. mod overgreb fra større og dominerende lande eller statsdannelser.

Forbindelserne blev tit etableret gennem trolovelser og ægteskaber i de allerøverste samfundslag. Ofte var de fremtidige ægtefæller rene børn ved trolovelsen.

Det skete også, at små piger blev gift og ført til deres ægtemagers lande eller fyrstedømmer.

Heldigvis var der en uskreven regel om, at en ægtemand ikke indledte seksuelt samkvem med sin hustru, før hun var blevet en kvinde, hvilket betød menstruationens indtræden.

---

Pigen / kvinden var således ofte at opfatte som et pant i den førte udenrigspolitik.

---

Langt den overvejende del af befolkningerne i både Øst- og Vest-Europa levede af landbrug og husdyrhold – af vidt forskellig art og under vidt forskellige vilkår. Kvindernes stilling i parforhold var friere i de lavere samfundslag, fordi mænd og kvinder var helt afhængige af hinandens arbejdsindsats. De indgik i et arbejdsfællesskab, som kun kunne eksistere, hvis både mand og kvinde deltog. Hvis manden eller hustruen i et parforhold døde, var det for den længstlevende vigtigt hurtigt at indgå i et nyt ægteskab.

DET TYSK-ROMERSKE RIGE I 1100 TALLET

Det Tysk-Romerske Rige indtegnet

på et nutidigt Europakort.

Mod øst grænsede det mægtige rige op til Polen og Ungarn, mod vest til Frankrig.

Det Tysk-Romerske Rige var en forbundsstat - en union af mange stater og områder i Vest- og Central-Europa, som valgte en konge med ét formål: at sikre en fælles udenrigspolitik, så de tyske stater var beskyttede mod angreb udefra. Udtrykket romerske henfører til den opståede tradition, at paven i Rom kronede den valgte konge af Tyskland, som derefter antog titel af kejser.

Det Tysk-Romerske Rige dannedes i 962 og bestod indtil 1806 – med varierende indhold og med varierende navne på riget. Trods forskellige navne og løbende justeringer af grænserne var kernen i forbundsstaten den samme gennem alle årene.

Tyskland er også i dag en