Ironman

By Them Kjær Jensen

I bogen tager jeg læseren med på en rejse i mit liv med triathlon/ironman. En rejse der har strakt sig over 20 år, hvor det er blevet til både sejre og nederlag. Jeg kommer ind på træning, stævner i såvel Danmark som ude i verden og ikke mindst den store menneskelige betydning som årene har haft for mig. De mange år med ironman har i særdeleshed været en vigtig brik i min kamp for et acceptabelt liv med kronisk generaliseret angst og milde depressioner. Vigtigheden af fysisk aktivitet - uanset niveau - er et af bogens budskaber.

• Language: Dansk
• Publisher: Saxo Publish
• Release date: Dec 4, 2023
• ISBN: 9788740461336

Book preview

1994-97

Der er rigtig mange ting, der har haft afgørende betydning for mig i mine bestræbelser på at få et acceptabelt liv med angst og milde depressioner. Motion har altid været en stærk faktor.

I midten af 1994 begyndte jeg at cykle. Fokus blev flyttet fra hoved til krop. Mit hjerte arbejdede og for hver tråd, jeg tog, blev jeg lidt stærkere psykisk. Det greb mig, og i 1995 kørte jeg to 100-km-løb samt et 200-km-løb. Det var fantastisk opmuntrende, motiverende og stærkt livsbekræftende for mig. Kæmpe sejre! Jeg havde også fået en cykel, der fortalte mig, at nu dyrkede jeg sport. Tænk, at jeg kunne!

I 1996 tog jeg så et stort skridt videre. Jeg udfordrede mig selv, og kørte mit første lange cykelløb, Sjælland Rundt. På det tidspunkt startede man sidst på aftenen og cyklede så de 315 km til målstregen i Køge. Det var en meget stor psykisk mundfuld. Jeg var angst, da jeg tog hjemmefra, men jeg fandt modet. Der skete en lille sjov ting, da jeg om aftenen var på vej til start. Jeg skulle passere en forskudt passage på en cykelsti, og da jeg ikke var så erfaren udi klikpedaler, væltede jeg! Mens jeg møjsommeligt fik mig stablet på benene og cyklen igen, tænkte jeg på, at der ventede mig 315 km. Hvordan skulle det dog gå??

Det blev en fantastisk oplevelse for mig. Trods regn og blæst natten igennem, nåede jeg målstregen i god behold. Den første kæmpestore udfordring for både min fysik og ikke mindst for min psyke/angst, klarede jeg. Jeg var så stolt og glad. Ubeskriveligt med sådan en personlig sejr her to år efter, at jeg stort set ikke kunne gå uden for en dør i angst for at dø!

I det hele taget blev fitness, cykling og svømning en mere integreret del af mit liv i slutningen af 1996. Jeg begyndte også i det små at føre træningsdagbog - alt sammen noget, der gjorde mig godt. Det gav mig mere kontrol over den angst, der altid var med mig. I starten af 1997 blev min træning i langt højere grad struktureret. Den blev daglig, og mine notater og data blev mere detaljerede. Det var med til at give mig mere kontrol over min angst. Den øgede træningsmængde betød også, at jeg for første gang i rigtig mange år faktisk følte et reelt fysisk behov for at hvile mig indimellem. Der var noget, der hed restitution, en ting, der var lige så vigtig som at træne. I min iver for at træne brugte jeg på et tidspunkt noget sportscreme og rigeligt af den. En creme, der skulle lindre smerter i muskler og led ved megen træning. Det slap jeg ikke så godt fra. Jeg fik en voldsom allergisk reaktion, og da jeg via egen læge endte hos hudlægen, så han undrende på mig og spurgte, om ikke en hviledag havde været at foretrække frem for at anvende unødigt megen sportscreme!! Han ville for øvrigt gerne have lov til at tage et billede til undervisningsbrug som et eksempel på, hvordan man ikke skulle gribe en overbelastning an. Det fik han lov til, inden jeg med røde kinder og en del klogere gik derfra.

I 1997 begyndte jeg også at gøre mig reelle tanker om kostens betydning for min præstationsevne. Jeg læste en del om det og fandt ud af, at jeg også kunne drage nytte af god kost ikke bare på det fysiske plan. Det betød, at jeg helt konkret ændrede på mit kostindtag, dog ikke ud i det ekstreme. Jeg skar ned på fedtet og øgede indtaget af frugt og især grøntsager. Jeg fik også anbefalet nogle kosttilskud af en alternativ behandler, fx fiskeolie og en god vitaminpille, som jeg siden har indtaget. 1997 var også året, hvor jeg deltog i flere gode og lange cykelløb. Jeg kom rundt i det meste af Jylland og på Fyn. Efterhånden var jeg godt cyklende. Det var gået hurtigt, men jeg var også meget ihærdig med min træning. Jeg havde i den grad fået smag for sportens verden. Det gjorde mig utrolig godt. Livet var ved at tage form. Jeg var på det tidspunkt blevet gjort opmærksom på triathlon, en sport, hvor jeg skulle svømme, cykle og løbe i umiddelbar forlængelse af hinanden. Det lød spændende og udfordrende, og udfordringer havde jeg mod på. Jeg havde konstateret, hvor meget det betød psykisk for mig at dyrke sport. Hver dag, jeg fik en træning godt i hus, var en sejr, en reel sejr i forhold til min angst, der hele tiden var med mig. Jeg fik stadig medicin. Det var og er en vigtig del i min daglige kamp. I november 97 lavde jeg i eget regi en lille triathlon. Den betod af 950 m svømning, 45 km cykling og 10,5 km løb. Jag fandt det utrolig spændende og inspirerende. Jeg havde det supergodt både under og efter. Det gav mig mod på mere, og i den sammenhæng tog jeg fat på løbetræning helt fra bunden. Jeg blev stærkt inspireret af nogle rigtig gode kammerater, der selv dyrkede sporten på et pænt niveau. Min tid med triathlon havde taget sin begyndelse.

1998

I januar 1998 tog jeg en tur til et privat testcenter i Holstebro for at få testet min cykelform. Nu var jeg kommet dertil. Det var utrolig spændende. Tanken bag det var, at jeg gerne ville være bedre til at planlægge min træning. Det var en cykeltest, hvor jeg skulle presse mig selv til det yderste. Jeg var utrolig angst, da jeg gik i gang. Tankerne gik tilbage til en test på Sydvestjysk Sygehus i 1993, hvor mit hjerte skulle testes. På det tidspunkt var jeg helt sikker på, at det ville mit hjerte ikke kunne klare. Jeg noterede mig dengang, at der stod genoplivningsudstyr i lokalet. Lægen havde dengang også beroliget mig: Det skulle nok gå alt sammen, og de ville passe på mig fra start til slut. Mit hjerte klarede det, men angsten for det modsatte havde sat sig dybt i mig. Mit hjerte klarede også testen i Holstebro, og resultatet var nogenlunde, men inderst inde betød det allermest, at jeg havde taget udfordringen og trodset angsten og vundet.

Efter testen tog jeg en beslutning. Jeg ville prøve at lave en ironman den kommende sommer, en beslutning, som flere erfarne triatleter og gode venner forsøgte at snakke mig fra. Jeg var nybegynder og skulle først til at starte på målrettet tri-træning. I helt særlig grad skulle jeg tænke på, at en ironman var den længste distance indenfor triathlon. Der skulle svømmes 3,8 km, cykles 180 km og sluttelig løbes 42,195 km. Jeg stod fast. Jeg måtte prøve!

Jeg tog i januar fat på træningen efter bedste evne, og den tog hurtigt fornuftig form. Det overordnede fysiske udgangspunkt var den viden, som jeg havde fået med mig fra testen og den efterfølgende samtale i Holstebro. Anbefalingen gik på træning ved lav puls over lang tid. I mit tilfælde ved puls 100-140 de kommende fem måneder. Med i betragtning kom også de råd, som jeg fik af gode kammerater. De råd satte jeg selvsagt meget stor pris på. De havde flere års erfaring med triathlon. I lyset af det var jeg særdeles omhyggelig med den detaljerede planlægning. Det handlede ikke mindst om at finde den rette balance mellem træning og restitution. Min krop skulle kunne kapere træningen. Jeg skulle bygge op og blive stærkere - ikke overbelaste og bryde ned.

På ugebasis var der en god vekselvirkning mellem svømning, cykling og løb, og den vekselvirkning fastholdt jeg i de fem måneder, der var til stævnet. De første uger i januar trænede jeg syv timer jævnt fordelt på ugens syv dage. Henover de næste tre uger øgede jeg progressivt træningsmængden til fjorten timer ligeledes jævnt fordelt på ugens dage. Samlet set fem ugers træning med gradvis øget træningsmængde. Jeg var fuld af fortrøstning og glædede mig over fremgangen. Der var dog en meget vigtig ting, som jeg i min iver havde glemt. Det blev der sat en streg under i starten af den sjette træningsuge. Nøgleordet var restitution! Jeg havde overmatchet mig selv i en sport, som var helt ny for mig. Jeg kunne slet ikke kapere den træningsmængde, som jeg havde sat i søen. Jeg tog den naturlige konsekvens og sadlede om. Det indebar i første omgang to uger med megen hvile og let træning. Derefter gjorde jeg et nyt forsøg. Ret hurtigt ramte jeg en ny fysisk mur! Min krop kunne simpelthen ikke følge med. Jeg oplevede på egen krop, at det ville kræve en lang træningsmæssig tilvænningsperiode at blive triatlet. De kommende måneder gjorde jeg mig umage for at finde et niveau i min træning, hvor jeg kunne følge med. Jeg fandt hurtigt glæden igen. Min lyst til triathlon var blevet styrket, og jeg var indstillet på, at det måtte tage den tid, der var nødvendig. Jeg var på vej ud i en ny sportsverden.

I januar havde jeg taget den store beslutning, at jeg ville prøve kræfter med en ironman, og den beslutning stod ved magt!

Det blev i Roth, Tyskland, at jeg kastede ud mig i den kæmpestore udfordring. Det tankevækkende var, at jeg sideløbende var stærkt presset af mig angst, der gerne så, at jeg droppede ideen. Det