Dragen i Brønden

By Jens Gnaur

En excentrisk professor og elsker af al skønheden i verden er på flugt gennem det sydlige Bhutans ufremkommelige regnskove; en hjerneforsker og nobelpriskandidat bliver fundet død i sit laboratorium lige før afsløringen af en banebrydende opdagelse; et uventet møde finder sted i Assisis eventyrlige verden af klostre og senmiddelalderkunst; og en hæsblæsende jagt udfolder sig i de sydsibiriske bjerge og Tibets ødemark. Dertil en drage, der skjuler sig i en brønds bundløse vande, og en fortryllet dal med en urgammel Buddha, som skænker beskueren evig lykke.

Undervejs på denne rejse skal vi møde en napolitansk skønhed med en passioneret interesse for verdenskunst, en kvindelig præst med et godt hjerte, som lever og ånder for sit kulturcenter på det smukke Mols, en russisk oligark med et splittet sind, en uheldig kunstmaler, og mange andre.

Dette er en fortælling om kyniske interesser i magt og penge og om misbrug af teknologi, men også om skønhedens magiske fortryllelse, om kunstens underfulde indflydelse på det menneskelige sind, om kærlighed og forvandling, og om menneskers evige jagt efter lykken.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 18, 2022
• ISBN: 9788743066293

Jens Gnaur

Forfatteren til romanen "Dragen i Brønden", Jens Gnaur, er cand.mag. i engelsk sprog og litteratur, religionshistorie og indisk klassisk litteratur og filosofi. Siden slutningen af firserne har han arbejdet internationalt som udviklingskonsulent indenfor uddannelse, human ressources, og reformer i forbindelse med demokratisering. Han er vidt berejst i Asien og Afrika. Som rådgiver for Danida boede han fire år med sin familie i det buddhistiske himalayakongedømme Bhutan og senere i Laos, hvor han arbejdede for FN. Han har opholdt sig i Indonesien i længere perioder og har på det seneste boet og arbejdet i Sierra Leone i Vestafrika. Jens har tilbragt mange somre i Sydeuropa, som altid har været en stor inspirationskilde. Med udgangspunkt i sine erfaringer fra bl.a. Bhutan, Laos, Philippinerne, og Indonesien har forfatteren en særlig interesse i sammenhængen mellem demokrati, bæredygtighed og lokal udvikling. Æstetisk skønhed og naturoplevelse har været grundtemaer i forfatterens liv og en kilde til glæde og livskvalitet. Jens Gnaur har gennem mange år boet med familien ved de smukke Mols Bjerge. Han har tidligere udgivet en miljøroman, Havskum, og en bog, Being One, om Bhagavad Gita, et klassisk skrift i den indiske filosofiske og litterære tradition.

Book preview

1

Professoren stirrede ned i den brusende flods krystalklare vand. De roterende strømhvirvler og vandets kølige duft af fjerne bjergtinder og sne hypnotiserede ham et kort øjeblik. I sin dulmende trance glemte han at drikke. Men tørsten overvandt ham igen. Hans krop værkede af udmattelse og ømhed. De sorte igler, der havde hæftet sig fast på hans svedige legeme, mens han kæmpede sig vej gennem urskoven, vred sig om sig selv og gav ham kvalme.

Han lå, som var han netop dumpet ned fra himlen, fremoverbøjet på alle fire på en flad klippeblok, der rakte ud i floden. Fra denne position strakte han sin krop langsomt fremover, udover klippens skarpe kant, mens han forsigtigt sænkede sit hærgede ansigt ned mod vandet for at drikke.

Professorens mund berørte vandoverfladen som i et køligt, ungdommeligt forårskys, og han begyndte at suge det isfriske vand op i sin mund, hvorfra det bredte sig forfriskende ned i hals og ganesvælg. Men da han følte vandets livgivende energi gennemstrømme sig, blev han grebet af iver og sugede for kraftigt. Han fik vandet i den gale hals og var ved at kvæles i det. Han hostede desperat, løftede den ene hånd til munden, mens han forsøgte at rette sig op med den anden. I den pludselige bevægelse gled hånden på den våde klippeflade, og da han igen faldt fremover, smuttede brillerne af ham, ned i flodens vand, ned i strømhvirvlerne. Han slog hagen mod stenen og fik blod på sin hånd, da han instinktivt følte efter på det ømme punkt.

Med sit formindskede syn så han i en tåge, hvordan brillerne førtes bort af den rivende strøm. Lidt efter, et stykke ude i floden, lige før de begyndte at synke, satte de sig fast i et buskads af forvitrede grene og vandplanter.

Bange for at vandet igen skulle få tag i brillerne, glemte professoren sin træthed og udmattelse. Han fór op fra klippeblokken og ind på den lille småstensstrand overskygget af gamle knudrede træer, der tørstige, ligesom han selv, strakte deres grene ud mod vandet og solen oven over.

Han kastede sig ud i den rivende strøm foran krattet og begyndte at bevæge sig ud mod brillerne i pjaskende småløb. Men han havde undervurderet strømmens kraft og floden blev dybere. Dens hvidskummende vand gik ham til brystet. Han måtte kæmpe sig fremover i små ryk, skridt for skridt.

Længere ude blev vandet igen lavere og blidere, gik ham nu kun til skridtet. Han strakte armen frem og var lige ved at få fat i brillerne, da han gled på en sten under vandet, han ikke havde set i sin iver, eller måske fordi han ikke havde brillerne på. Han faldt, brillerne gled af grenen, blev taget af strømmen, men satte sig atter fast i grenkrattet, nu længere ude og et stykke nærmere bunden, nede i det klare roterende vand.

Flodbunden, hvor professoren nu befandt sig, var en banke af rent, blødt, hvidgult sand, der strakte sig ud mod flodens midte og den kraftige strøm, der undvigende flød i en bue udenom. Banken hævede sig gradvist op fra bunden indtil vandet kun var få centimeter dybt. Han kravlede op på toppen. Udmattelsen overvældede ham, og han lagde sig på sandbanken for at puste ud et øjeblik.

Her, hvor sandet sugede solens stråler til sig, var flodvandet behageligt varmt. Professoren tillod sig, halvt dækket af vandet, der blidt skyllede hen over hans udmattede krop, at lukke øjnene og drømme. Billeder fra en familieferie ved Gorge du Tarn, hvor omgivelserne minder om disse, passerede gennem hans bevidsthed. Hele familien opfyldt af barnlig, ubekymret kådhed plaskede rundt i den stille, flydende flod på slugtens bund. Han var lige ved at døse hen, da han hørte latteren.

Professoren løftede hovedet og så sig omkring. På den anden side af floden stod en lille klynge børn. De var klædt i snavsede pjalter af noget, der engang måtte have være den traditionelle bhutanesiske folkedragt i børnestørrelse, pigernes farverige kira’er og drengenes rødbrune gho’er. Han blik hæftede sig ved en lille pige med strittende, langt, mørkegulligt flettet hår, der stod helt stille nede ved vandkanten og kikkede forundret og nysgerrigt på ham med store øjne. Hun mindede ham om hans egen datter, dengang Gry var lille. Professoren følte et stik i hjertet.

Børnene morede sig umådeligt over det usædvanlige optrin, som havde udspillet sig for deres øjne. Nu ventede de blot med forventning på næste akt. På et så fjernt og øde sted var det nok sparsomt med underholdning for børn og unge.

En lidt ældre pige dukkede op på toppen af skråningen, der hér var ryddet for skovvækst. Professoren fulgte hende med øjnene.

Nu så han landsbyen. Uden brillerne kunne han lige akkurat ane de primitive lerklinede, stråtækte huse, hegn af håndflettede grene, røg fra et udendørs ildsted, en støvet plads i landsbyens udkant med et faldefærdigt, affarvet tempel i karakteristisk bhutanesisk stil. Høns, et par geder og sortbrogede grise, der lignede vildsvin, løb frit omkring. Nogle få skikkelser gik rundt deroppe optaget af daglige gøremål. Det hele emmede af forfald og fattigdom.

Landsbyen gjorde ham urolig. Havde beboerne kendskab til, at der skulle være en fremmed på flugt i området? Havde landsbyen telefonkontakt til en af småbyerne længere nordpå? Ville landsbyrådet tage ham under forhør?

Professoren havde på forhånd studeret kortet grundigt. Han mente ikke, der var nogen farbar vej i dette område, kun heste- og muldyrstier og flere dages vandring til en ordentlig dirtroad. Så måske var han i sikkerhed, netop hér? Men hvad skulle han fortælle dem, når de udspurgte ham om, hvad han lavede hér, fjernt fra civilisationen?

Måske skulle han blot fortælle dem det, som det var. At han søgte en god ven ved navn Norbu, som opholdt sig i et jungle-retreat, måske et par dagsmarcher fra, hvor de befandt sig.

Oppe ved templet bemærkede han nu en munk, der var dukket op som tryllet ud af den blå luft. Munken stod helt stille i sin gyldenrøde dragt og kikkede i hans retning. Professoren forestillede sig, at man på et sådant sted dybt inde i regnskoven dyrkede en blanding af buddhisme og den oprindelige animistiske Bön religion, og at folks forestillinger var gennemsyret af overtro. Måske ville de opfatte ham, professoren fra Danmark, som en dæmon fra underverdenen. Sådan følte han sig også lige nu. Munkens blik var mistænksomt.

Pigen gik hastigt og selvsikkert ned mod bredden. Hun sagde noget til børnene med en myndig stemme på et sprog, der ikke var nationalsproget Dzongkha, et sprog, han ikke erindrede at have hørt før. Straks hoppede en af drengene i vandet og svømmede over imod ham med store plaskende armbevægelser i vandet. Ved buskadset dykkede drengen og fik snart fat i brillerne, som han rakte til professoren, mens han kravlede op på banken, storsmilende, stolt over sin bedrift.

Pigen smilede og vinkede til professoren, indbød ham til at komme over på sin side af bredden.

Skulle han, eller skulle han ikke? Havde han egentlig noget valg? Hvis han afviste invitationen, ville landsbyboerne blive mistænksomme, sætte efter ham, tilkalde guderne må vide hvem?

Professoren rejste sig og vinkede tilbage, mens han forsøgte at smile jovialt, som om alt var helt normalt. For hvad kunne være mere normalt end en bleghudet, dansk professor på en sandbanke i en rivende flod midt i det sydlige Bhutans dybe regnskove. Han pegede på sin taske, der stadig lå henslængt på den flade klippeblok, der rakte ud i vandet. Drengen plaskede endnu engang prompte ud i flodens strømhvirvler, samlede tasken op, plaskede tilbage og rakte den til professoren med en vis ærefrygt, for gad vide, hvad den mystiske fremmede mon gemte i den.

Nu begyndte professoren langsomt at bevæge sig ud i den stærke strøm. Hans hoved rakte lige akkurat op over vandet, dér hvor floden var dybest. Tasken med kort, kamera og forskningsnotater holdt han over hovedet i en strakt arm.

Da han lidt efter, skridt for skridt, steg op af vandet og fortsatte op på bredden foran børnene, gibbede det i dem, da de så den ubarberede kæmpe i fuld højde så tæt på.

Pigen gjorde tegn til, at han skulle sætte sig, hvilket han beredvilligt gjorde, ikke uden taknemmelighed. Stenen han satte sig på føltes varm og behagelig. De andre børn satte sig lidt på afstand, snakkede lavmælt med hinanden, grinede ind imellem og kastede forsigtige, bly, nysgerrige blikke i hans retning.

Pigen gjorde nu med en myndig håndbevægelse tegn til, at han skulle vente, blive siddende på stenen, slappe af. Hun gik målrettet tilbage, op til landsbyen og forsvandt ind i et hus.

Munken var væk. Det foruroligede professoren, der fornemmede at noget måtte være i gære oppe i landsbyen. Men han tvang sig selv til at slappe af. Han havde virkelig brug for at slappe af, bare hvile både krop og hoved, komme til hægterne.

Der gik cirka et kvarter. Så kom pigen ud af huset igen i selskab med en voksen kvinde, som bar på en bakke med en lille bulet aluminiumsgryde, et metal krus og en fin, perfekt afrundet, blankpudset beholder af ædeltræ, hvor låget var taget af. Det dampede fra både gryde og beholder. De to lo og pjattede, mens de gik.

Kvinden, som måske var omkring de femogtredive, med et lidt udslidt, men kønt ansigt med drømmende øjne, var klædt i noget, der engang måtte have været en fornem kira med et mangefarvet mønster på en dybrød baggrund. Udenpå bar hun en gylden vest og om hals og håndled flere tunge sølvsmykker. Der var en indsigtsfuldhed i hendes øjnes dybder, som, kombineret med hendes læbers naturlige munterhed, beroligede ham.

Han nød til fulde både smørteen og den enkle risret, som de serverede for ham.

Professoren, som havde opholdt sig i Bhutan i snart et år, havde endnu ikke vænnet sig til smagen af sort te tilsat salt, fed yak mælk og yak smør. Men lige nu styrkede det ham, og han begyndte af føle sig hel igen.

Det betød også, at hans sanser blev vakt på ny. Hvad foregik der mon oppe i landsbyen? Måske mødtes landsbyrådet. Måske trak børnene og kvinden blot tiden ud, indtil rådet havde besluttet sig for det næste skridt overfor den fremmede.

For hvad har en mystisk udlænding, uden guide, uden hest eller muldyr, uden oppakning, at gøre hér, hér midt ude i junglen. Professoren rejste sig. Selv om hans tøj var gennemblødt, gjorde han med en håndbevægelse tegn til, at nu ville han fortsætte sin færd, krydse tilbage over floden og derpå vandre videre ad den lille sti på den anden side.

Men til børnenes jubel, tog kvinden smilende, men bestemt, fat i ham og fik ham sat ned igen på den varme sten. Han var overrasket over styrken i de tynde arme. Hun var sikkert vant til hårdt fysisk arbejde i mark og hus. Til hans overraskelse begyndte hun, akkompagneret af børnenes latter og stor munterhed, at tage skjorten af ham, som under optakten til en elskovsakt.

Kvinden indgød ham en hjemlig, moderlig tryghed, og han overgav sig til hendes omsorgsfuldhed. Hun studerede hans krop med et bekymret undersøgende blik, mens hun udbrød noget på det fremmede sprog, der lød som en blanding af overraskelse og simuleret chok.

Pigen rakte en skål til hende med en grødet, grønlig substans, som hun begyndte at påføre hans krop, der hvor iglerne havde bidt sig fast.

Væsken² var kold og sviende, og lugtede ubehageligt. Men den fik iglerne til at slippe deres tag i ham. Hun fjernede dem én efter én. Det var tydeligvis en operation, hun var vant til. Ikke så mærkeligt landsbyens beliggenhed taget i betragtning, omgivet af fugtig urskov med mange små vandløb mellem bjergenes omklamrende klipper, der holder på hede og fugt. Et ideelt ynglested for blodigler.

Da denne del af seancen var overstået rakte pigen hende en anden skål med en olieagtig væske, som hun nu smurte på hans hud. Væsken havde en mærkbar helende effekt og indgød ham en øjeblikkelig følelse af velvære.

Professoren nærede en stor skepsis overfor naturmedicin, men reflekterede, at planter vel kan bestå af de samme bestanddele som rigtig medicin, og at folk, der bor så isoleret, nok har lært at håndtere deres sundhed gennem århundredes erfaring med brugen at forskellige planter til forskellige formål. Deres eksperimenter må have kostet en del liv gennem tiderne. Hvorfor tænkte han på dét lige nu?

En lille gruppe mænd, klædt i bøndernes karakteristisk blanding af gho og arbejdstøj, alt sammen slidt og laset, nærmede sig oppe fra landsbyen. Han blev igen urolig, hans hjerte begyndte at hamre. Han rejste sig, udmærket klar over, at han aldrig ville kunne løbe fra dem.

Men til professorens lettelse smilede de alle venligt og imødekommende.

»Velkommen til vores beskedne landsby, fremmede. Jeg håber ikke, du er faret vild herude midt i junglen. Du må være kommet bort fra din rejsegruppe? Men turist-vandre-ruten er lige i nærheden, faktisk lige bag landsbyen. Hvor er din bagage? Velsagtens på ryggen af én af hestene eller muldyrene.«

Den unge mand stak ud fra flokken. I modsætning til de andre bønder var han klædt i en ren gho af høj kvalitet. Han så på professoren med et intenst blik gennem et par store, tykstellede briller. Han engelsk var perfekt.

Professoren ruskede op i sig selv og frembragte et stift smil.

»Jo, jo, det er skam rigtigt alt sammen. Jeg skynder mig bare videre.«

Den unge mand, hvis skikkelse var ranglet som en teenager og højere end de andres, berørte professoren let på overarmen, mens han så bekymret på sin gæst.

»Det er sent nu. Det er farligt at bevæge sig rundt i junglen. Leoparderne begynder at jage på denne tid. Slangerne er ude for at fange de sidste solstråler. Og så er der alt det andet kryb. Du kan også møde en tiger på din vej, hvis du er heldig. De er blevet mere almindelige her i området i løbet af de sidste par år.«

»Det lyder sandelig farligt.«

»Du er meget velkommen til at sove her i landsbyen i nat. I morgen tidlig viser vi dig tilbage til turiststien. Hvis du så fortsætter i hurtigt marchtempo, vil du snart indhente din gruppe. De må være bekymrede for dig. Sender sikkert folk ud for at lede efter dig. Så kommer de nok her og spørger efter dig.«

»Det er jo ikke så godt, altså at de er bekymrede.«

»Hvis du er heldig, vil de ikke have bemærket dit fravær. Du ved, vores turister på trek har for vane at sove længe, dvæle over morgenteen, mens de nyder solens første stråler, junglens lyde, regnskovens mangfoldighed og udsigten til bjergene, som omkranser dalen. Turisterne er altid eksalterede, når det lykkes dem at skimte et par sneklædte tinder i det fjerne, eller hvis de får øje på sjældne dyr. Det er en del af fornøjelsen.«

Professoren sluttede fra denne udlægning, at den unge mand måtte have tilbragt flere år i udlandet, sikkert under sine studier. Nu kunne han så opleve sin barndoms grønne dal gennem en besøgendes blik. Skønhed, hvor de lokale skovbønder kun så knoklearbejde.

»Det er ret almindeligt, at turister overnatter her i landsbyen, faktisk i min onkels hus, som er indrettet til formålet. Vores landsby er med i det nye eco-turistprojekt.«

Den unge mand så med åben begejstring op på landsbyen.

»Jeg overvejer at etablere et jungleresort nede ved floden, hvor de rige turister trygt kan nyde junglens lyde og iagttage dyrelivet, sjældne aber, leoparder, måske endda tigre, der kommer ned for at drikke, vilde elefanter som bader, vildokser, måske et næsehorn i ny or næ.«

»Det lyder som en fremragende idé.«

»Flere af os har været på gæstfrihedskursus og lært alt, der er at vide om hygiejne og turisternes mærkværdige vaner og ønsker.«

»Fornuftigt. Turister har sarte maver. Men er der virkelig interesse for at vandre her i regnskoven med dens fugtige hede, malariamyg, blodigler og andet godt. Jeg troede, at man trekkede i de høje Himalayabjerge op mod grænsen til Tibet.«

»Der er altid eventyrlystne på jagt efter noget andet end det gængse, nye steder, nye udfordringer, og penge på lommen. Du ligner selv sådan én.«

»Det opfatter jeg som et kompliment. Lige bortset fra det med pengene.«

Den unge mand grinte bredt, som om han ikke var helt overbevist.

»I vinter var der skam tre grupper af trekkere, som overnattede hér.«

»Med masser af penge på lommen, som de ganske givet ødslede bort på din landsbys glitrende markeder, der bugner af eksotiske ting og sager, og på det hektiske natteliv, som I byder på hérude i regnskoven.«

Professoren var ved at blive sig selv igen efter alle strabadserne. Den unge mand var hurtig til at opfange humørskiftet.

»Her bugner alt af charmen af ingenting, og nattens skøge er stilheden, hvis fortryllelse ingen kan modstå.«

»Det kan jeg slet ikke modstå. Det må jeg simpelthen prøve. Bare jeg ikke får hovedpine i morgen af alle udskejelserne. Sikke en ferie.«

Den unge mand gentog højdepunkterne i deres samtale på lokalsproget. Et kollektivt latterbrøl fulgte. Det var, som om alle tøede op. Den fremmede var accepteret.

Professoren tænkte, at han hellere måtte lade dem blive i troen om, at han var en vildfaren turist. Måske skulle han spille træt for at undgå at skulle fortælle en hel masse om sig selv.

Modtagelseskomitéen inviterede ham nu med gæstfri armbevægelser, en let bukken og brede smil til at følge dem op til onklens hus.

Onklens hus, der lå i udkanten af landsbyen nær templet og var omgivet af små grøntsagsmarker, var større og i bedre stand end de andre huse i landsbyen. Huset var opført i traditionel bhutanesisk stil: udhuggede klippestenstrapper, gulnede hvidkalkede mure, fint udskårne og buede trærammer omkring vinduer og omkring førstesalskonstruktionen, træværket malet i rødlige og grønlige farver og med symboler og dyremønstre, udhængene lave tage omkring øverste sal.

Stueetagen var ombygget til at modtage de betalende gæster, med et kæmpe køkken og ildsted i midten af det hele. Familien havde traditionen tro til huse på førstesalen. Onklen var tydeligvis en betydningsfuld person.

Det indvendige af huset levede ikke op til den udendørs pragt. Rummene var dunkle og lugtede af røg, mad og den bhutanesiske, rødbrune træolie. Gulvet bestod af stampet ler ved indgangen, ellers rødlige, mørke brædder, der lå ujævnt. Enkelte fine, men plettede og falmede, ægte tæpper prydede gulvene hér og dér, med tibetanske lotus- og mandalamønstre i gule, røde og hvidlige farver på en blålig baggrund.

Han havde, før han trådte ind, bemærket solfangerne på taget, som gav strøm til et flimrende, skrattende fjernsyn. Det betød, at der måtte være en sender på en bjergtop et sted. Men han så ingen tegn på telefoner i huset.

Professoren blev ført ind i køkkenet, hvor der var et leben af latter og munter snak. Kvinder i tre-fire generationer var i fuld gang med at kokkerere, mens mændene drillede dem, samtidig med at de gik til hånde. Der blev stille, da han trådte ind. Den unge mand, der hed Karma, introducerede ham som Mister Hansen from Denmark, for så meget havde han godt turde røbe.

Man kunne risikere, at nogle af de tilstedeværende ville genkende den danske accent, da mange danskere har arbejdet i Bhutan. Havde han anvendt et falsk navn, ville han måske, træt som han var, have klodset i det og gjort dem mistænksomme. Nu kunne han slappe af, være sig selv for en stund. Det trængte han til.

Der blev igen serveret smørte og ris med stærk chili og ost, og igen nød han et måltid, han under normale omstændigheder ville have haft svært ved at få ned på grund af den sure ostesmag, der dominerer retten.

De tilstedeværende viste ingen tegn på nysgerrighed, men udvekslede høfligheder med jordnær sindsro, som altid i Bhutan. De spurgte ham om Danmark, og han fortalte løst og fast om mælk, dronning og demokrati.

Onklen, der var usædvanlig kraftigt bygget af en bhutaneser at være, havde et intelligent, gennemborende blik. Det foruroligede professoren. Men da onklen så tiltalte ham med en blød, dyb, klangfuld stemme, havde det en så beroligende indvirkning på hans sind, at han et øjeblik slumrede hen.

Det var tegnet alle havde ventet på. Karma bad ham høfligt om at følge med. De gik ind i en mørk gang bag køkkenet. Her var der døre ind til de forskellige gæsteværelser, som alle stod vidtåbne. Der var madrasser og tæpper på gulvene. Karma viste ham det nøjsomme cementgulvs-badeværelse, med håndklæde, sæbe og en stor balje. Han lovede, at om lidt ville der være opvarmet vand i baljen, så Mister Hansen kunne vaske sig.

»Det lyder fantastisk. Det er lige hvad jeg trænger til.«

»Jo tak, det ser man.«

For enden af gangen førte en næsten lodret trætrappe op til førstesalen.

De kravlede op ad den. Karma fremviste nu med stolthed familiens alterrum. Hér på førstesalen var dør- og vinduesrammer fint udskårne og bemalet. Det samme var alteret. På dets top og hylder var symbolsk paraphernalia placeret hulter til bulter sammen med slik i broget papir, mønter og pengesedler, kunstige blomster og et par rygende røgelsesstænger.

Professoren bemærkede en fin antik Buddha øverst på alteret. Den signalerede en fred, professoren lige nu kun kunne længes efter.

Gæstekammeret på første sal var lille, men rent og nydeligt i al sin enkelhed. Og så havde det en rigtig seng med flettet bastunderlag, hvorpå der lå en tynd madras indeni et myggenetophæng. Der var også et sengebord med en lampe, der havde et dæmpet, koncentreret lys, så meget solfangerne nu kunne afgive, nok til at se sig for i rummet, nu hvor mørket var faldet på udenfor, men næppe nok til at læse i den roman, han stadigvæk havde i tasken.

Gudskelov havde de ikke taget tasken fra ham under den dramatiske hændelse. Det var et par dage siden nu. Men chokket sad stadigvæk i ham.

I skumringen kunne han skimte templet ved siden af gennem de tykke mures lille vindue. Det var næsten fuldmåne, med enkelte drivskyer, der passerede hastigt gennem månelyset, målrettet, som var de på vej til en vigtig begivenhed.

*

Professor Hansen sov uroligt den nat. Nattens lyde ude fra junglen blandede sig med hans feberagtige, halvvågne drømme. Lydende forvandlede sig til mærkværdige, fordrejede ansigter, der så på ham med store øjne og ville ham det ondt. Dæmoner og ånder fra en ukendt verden. På et tidspunkt hørte han vingeslaget fra en stor, mørk fugl, eller måske en kæmpeflagermus, lige uden for vinduet.

Snart begyndte en monoton messen og en dæmpet lyd af trommer fra templet. Da hornblæserne så, med et metallisk brag fra bækkener, satte ind, vågnede han helt og aldeles og satte sig op i sengen. Lagde sig igen. Blev generet af en enkelt myg, der havde sneget sig ind under myggenettet. De messende toner fortsatte og fortsatte, fik ham til sidste til at falde ned i en dyb søvn.

Han drømte, at han sad på ryggen af en tiger med store baskende vinger, der frembragte en susende, flaprende lyd. De fløj over en dyb kløft med en flod i bunden, der bugtede sig ind i evigheden i form af en funklende sneklædt bjergtop i det fjerne. Hans ansigt var forvandlet, katteagtig og med et lille overskæg. På den anden side af kløften var et mærkeligt lys.

Karma vækkede ham tidligt, lige før solopgang.

»God morgen Mister Hansen. Har du frisk mod på en tidlig start?«

Professor Hansen måtte tage sig sammen. Hans hoved dunkede og spandt, og kroppen værkede efter gårsdagens strabadser.

»Det kan du tro, Karma.«

Han vaskede sig hurtigt. Nede i køkkenet var der dækket fint op med spejlæg, noget baconagtigt, krympet kød, ristede, små gule svampe, nok indsamlet i højderne over landsbyen, ris, og en stak små, perfekt runde, boghvedepandekager. Den gyldenmørke honning var lokal ligesom den friskpressede frugtjuice. Der var tilmed Nescafé, en kande med kogt vand, og rørsukker.

Karma så lidt ængsteligt på ham. Var det hele nu godt nok?

Professoren skamroste arrangementet, før han forslugent kastede sig over måltidet. Karma så lettet ud.

Veltilpas glemte professoren alt om sin situation. Han følte sig opstemt, som om illusionen om virkelig at være turist et kort øjeblik havde fået overtaget.

Tanken strejfede ham, at når det hele en dag var overstået, kunne han og den unge stræbsomme Karma lave forretning sammen, starte dette turistresort ved floden, som Karma talte om. Hvorfor ikke? Han kunne skyde penge i fortagenet. Dem havde Karma sikkert ikke for mange af. Så ville han, professor Hansen, være fri for alle genvordighederne. Han kunne bo en del af året hér midt i naturen i et resort med enkel luksus, tæt på disse ukomplicerede, søde mennesker og kvinden, der indgød ham en fornemmelse af hjemlighed. I sit stille sind døbte han hende Lykke.

Morgenens skumring var ved at vige for en vældig, rødgul morgensol, der varslede hede og svedige kroppe, da de lidt efter, akkompagneret af det sædvanlige hundeglammer, gik ud af landsbyen ad en sti, der krydsede igennem landsbyens små indhegnede marker med forskellige afgrøder. Længere borte, hvor kløften viede sig ud, var der overrislede terrasser op ad bjergsiderne beplantet med ris.

Professoren havde igen en sær følelse af at blive iagttaget. Han så sig tilbage i retning af klostret. En mørk skikkelse forsvandt bag en mur, umærkelig som en skygge. Eller var det hans fantasi, der igen spillede ham et puds.

Karma viste ham stien, der udgjorde turistruten gennem junglenationalparken. Det var åbenbart, at den var renoveret for nylig, og at den blev vedligeholdt regelmæssigt. Modsat stien, han havde fulgt dagene forinden, var den bred og tør. Karma forsikrede ham, at der ikke var fare for rovdyr. De holdt sig i ro om dagen. Desuden var skoven et stort spisekammer for dem, derfor angreb de aldrig mennesker. Hvis han mødte elefanter eller vildokser, skulle han blot lade dem passere i behørig afstand. Men han skulle passe på slangerne, som godt kunne finde på at sole sig på stiens stenbelægning først og sidst på dagen.

Gik han hurtigt, ville Mister Hansen snart indhente sit trekking party. De havde sikkert allerede sendt nogen tilbage for at lede efter ham, som han ville støde på inden længe. Ellers var der en anden landsby en halv dagsmarch længere fremme, hvor venlige mennesker ville hjælpe ham.

De tog hjertelig afsked og lovede hinanden, at de snart skulle ses igen. Måske i Thimphu. Professoren havde givet Karma navnet på et tilfældigt, almindelig kendt, hotel. Det ærgrede ham, at han ikke bare kunne fortælle sandheden, som den var.

Karma og »Lykke« havde forsynet ham med rigeligt rent vand og ris iblandet grøntsager, samt noget tørt kød. Det var nok til et par dage. Nu håbede han blot, at han ville være i stand til at lokalisere Norbus retreat ud fra kortet, og at Norbu ville tro på hans historie og hjælpe ham.

---

² Væskerne beregnet på at fjerne igler og hele såret er fiktion. Forfatteren har ikke kendskab til naturlægemidler, der fjerner igler og heler sårene, der opstår, når iglerne fjernes.

2

Ikke langt derfra, højt hævet over de junglebevoksede dale, på toppen af Himalayas forbjerge, der hér rejser sig stejlt op, som i stædig trods mod de magtfulde naboer på flodsletterne i syd, stod en ensom skikkelse på den urgamle fæstning-Dzongs balustrade. Morgenvinden var kølig og duftede af de sneklædte tinder op mod Tibet, som man hér netop kunne skimte i det fjerne. Det opfangede manden, der var klædt i en elegant, kort og lidt gammeldags, uldfrakke, dog næppe, i betragtning af Havana-cigaren, der dampede rastløst op og ned fra hans urolige læber. Heroppe i højderne føltes blæsten hård, stiv og kølig, og hans hår, i urede efter en søvnløs nat, bevægede sig som buskadset i hans egen have, når vestenvinden var stridest.

Ministeren var bekymret. Hvad laver jeg hér? Hvordan er jeg blevet en del af denne absurde teaterforestilling? Hvad er det, jeg har rodet mig ind i? Det føltes uvirkeligt, som en ubehagelig, ildevarslende drøm.

De var ankommet aftenen forinden med helikopter. Han hadede helikoptere. Alle historierne i nyhederne om forulykkede helikoptere. Ingen overlevende. Aldrig nogen overlevende.

Han skulle være blevet på luksusresortet, have taget en elskerinde med sig. Sikke eventyr. Mystiske klostre, eksotiske landsbyer med lykkelige bønder; fantastisk natur med sjældne vilde dyr, truede dyrearter; teltlejre på vindblæste højsletter midt iblandt verdens højeste bjerge. Jo, ministeren var skam ikke blind for kulturbevarelse, for naturbevarelse, for fattigdomsbekæmpelse, og for eventyr, alt i samme pakke, i samme åndedrag.

Han kunne have taget en af ministeriets dygtige public-relations folk med sig til at skrive historien, tage fotografier af ministeren i lykkeland. Alle populærmagasinerne ville have hyldet ham, og DR ville have beæret ham med et par eksperter og dybtgående analyser. Teknologiens betydning for kultur, naturbevarelse og fattigdomsbekæmpelse.

Ministeren fik cigarrøgen i den gale hals og hostede.

Hele miseren havde startet, ikke med kultur eller natur, men med sundhed. Folk elsker sundhed. Sundhed giver stemmer, sluger stemmer i hundredtusindvis. For alle er i sidste ende bange for at dø.

Men sådan blev det ikke. Situationen tilspidsedes. Hans mission er farlig, forbandet farlig.

Det havde gibbet i ham, da de efter ankomsten og middag var trådt ind i det operative kommandorum. Unge mænd og kvinder bag flimrende computerskærme, optaget af fremtiden.

Ministeren slukkede cigaren. Kom den ned i en lille sølvbelagt æske med et sirligt kinesisk dragemønster, som han havde fisket op af frakkelommen.

Han så et øjeblik ned i dybet, ned i den dybe afgrund, som han befandt sig på kanten af. En kæde af vatagtige skyer smøg sig himmelstræbende op ad klippesiderne omkring et vandfald langt under ham. Han kunne skimte en simpel træhytte på en afsats ved siden af vandfaldet.

Der sad en skikkelse på afsatsen ved hytten. Nok en eremit, en eneboer, som man siger, der er så mange af i Bhutan. Hvad får de dog tiden til at gå med? Hvad lever de af? Dugdråber og solstråler.

Ministeren klukkede for sig selv. Blev så igen eftertænksom.

Ministeren mærkede et køligt pust af en andens tilstedeværelse, der brat afbrød hans refleksioner. Han drejede sig omkring. I døren stod en høj, rank mand i grå jakke og vest. Han smilede, men hans blik var iskoldt.

»Det er nu. Kommer du med ind.«

*

Ren, mæt og udhvilet kunne Professor Hansen nu bedre nyde det smukke landskab, et overflødighedshorn af vækster, træer, blomster, farver, rislende vand og udsigter, der gjorde én målløs. Også fordi han på den velholdte sti ikke længere skulle fokusere på små jordskred og overgroet buskads, der voksede ind over sporet. Til gengæld var faren for at blive opdaget hér betydelig større.

Stien gik snart helt nede langs bredden af den rivende flod. Snart løftede den sig flere hundrede meter op ad den stejle, tæt bevoksede bjergside, hvor det gibbede i én, hver gang man kikkede ned. Det piblede ud med vand fra klippesiderne, og vandet dannede hér og dér små vandfald. Træerne blomstrede i stærke farver, og han så flere arter af eksotiske fugle, små biædere, hvis farvepragt glinsede i solen, de sjældne næsehornsfugle, og arter, han ikke anede eksisterede. En flok gyldne langurer fulgte ham nysgerrigt fra trækronerne og udstødte drillende skrig. Højt oppe over skoven kunne han skimte et par ørne og gribbe, der svævede ved siden af de svimlende grå lodrette klippesider.

Ind imellem, hvor floden var smallest, var der små broer over den. Et sted forbandt en svimlende hængebro én klippeside med den modsatte klippeside. Den mindede ham om, at selv om der var øde, så var der mennesker hér, isolerede landsbyer godt skjult dybt inde i skoven, hvis indbyggere færdedes i området optaget af forskellige gøremål.

Sådan gik han et par timer. På et tidspunkt stoppede han op for at spise og drikke lidt, kikke på kortet. Ud fra bjerge og dale kunne han sådan nogenlunde bestemme sin placering, og ud fra den, kunne han planlægge sin videre rute til Norbus retreat.

Det var på det tidspunkt, han blev opmærksom på skridtene bag sig. Ikke fordi han nu hørte dem bedre, men fordi de stoppede op ligesom han selv. Det var deres ophør, der fangede hans opmærksomhed, ligesom forventningen om et ekko, der hænger i den tomme luft over en dal, men som aldrig kommer. Bortset fra vinden og floden nede i dybet, var der helt stille, og stien drejede skarpt rundt om klippesiden før afsatsen, han nu stod på. Så han kunne heller ikke se noget bag sig. Men han fornemmede en tilstedeværelse, som gjorde ham urolig.

Da han så begyndte at gå igen, begyndte skridtene på ny, og han hørte dem nu ganske tydeligt skrabe mod gruset, skridt for skridt. Han gik hurtigere, og kunne med det samme høre skridtene sætte tempoet tilsvarende op.

Stien gik nu i en stor kurve rundt om en bjergside bevokset med rododendrontræer. Da han drejede om hjørnet på rundingen, så han en lille gruppe mennesker på stien et stykke forude.

Med tanke på skridtene bag sig, turde han ikke stoppe op eller vende om. Han måtte fortsætte, blot lade som ingenting.

Gruppen, der var klædt i fint bhutanetisk tøj, nyvasket gho, kia, silkeveste og hele stadset, udgjorde tydeligvis en familie. Den bestod af en midaldrende mand og kvinde, nogle mindre børn af begge køn, og et par teenagere, en ung mand og to fnisende unge kvinder i højhælede sandaler. Dertil et ældre par, sikkert bedsteforældrene, begge smilende. Alle kikkede forventningsfuld op ad en lille sti.

Nu kunne han også set det. Højt oppe over trætoppene lå et tempel med et gyldent spir, der glinsede i solen, betagende mod den klare blå himmel. Omkring templet kunne man ane et større klosteranlæg, alt i falmet, knubret hvidt med det karakteristiske rødlige bånd malet på ydervæggene.

Gruppen ænsede ham ikke, men havde stadigvæk deres blikke fæstnet på klostret. Han håbede, han kunne snige sig diskret forbi dem med en kort høflig hilsen, men netop da han skulle til at passere, kom de i bevægelse, bredte sig ud over stien og begyndte at tage ting ud af nogle medbragte flettede kurve. Han måtte stoppe op.

Nu så han de fire munke som nærmede sig oppe fra klostret i rask tempo, tre yngre mænd anført af en ældre munk, en lama.

Den ældre lama var firkantet af bygning og udstrålede autoritet. Da han kom hen til gruppen, bøjede de sig alle forover helt ned til jorden i dybe buk, hvorpå kvinderne gav ham de fine hvide silketørklæder, de netop havde hevet op af kurvene, om halsen. Derpå velsignede den ældre munk dem alle, men især teenagerne. Han gav den nogle rødgyldne garnarmbånd, som de viklede om håndleddene.

Professoren gættede på, at de unge mennesker skulle til en vigtig afgangseksamen og gerne ville velsignes forinden for at sikre sig gode resultater. Ja, ja, hvis troen var stærk nok, kunne det godt være det virkede. Men professoren vidste også, at de unge mennesker havde knoklet i døgndrift flere år forinden. De havde givet afkald på alle de ungdommelige glæder, som betyder så meget for unge i Europa.

Men så skete der noget.

Den ældre lama vendte sig abrupt om og så på ham med et brysk blik. I en brøkdel af et sekund var det som om en strøm af elektricitet skød gennem professorens krop, fra toppen af hovedet og helt ned i fødderne. Det var som om tid og sted ophørte. Han følte sig lettet og befriet.

Han så op. Hele forsamlingen så nysgerrigt på ham. Så lo alle. Lamaen gav professoren et jovialt klap på skulderen og inviterede ham til at følges med ham og munkene, da de var på vej i samme retning. De skulle besøge en landsby ikke så langt derfra for at indvie et nyopført hus.

Familien fortsatte op i retning af klostret, hvor de om lidt ville ringe med en stor gylden tempelklokke, derpå gå ceremonielt omkring templet, eller en nærliggende chorten (lille buddhistisk, helligt monument), i urets retning og dreje på alle bedemøllerne hele vejen rundt om bygningen. De ville bede i kompleksets templer, bringe simple offergaver til alteret, og brænde lys og røgelse.

Munkene var i topform og professoren havde svært ved at følge dem.

På et tidspunkt spurgte en af de unge munke, hvad han lavede hér, og hvad hans beskæftigelse var. Igen valgte han at være delvis ærlig. Så han fortalte munken, at han var kunstprofessor, men besøgte Bhutan som turist.

Det skulle han nok ikke have sagt. For nu standsede gruppen. Lamaen, der åbenbart havde hørt ordudvekslingen, drejede rundt og så igen på ham med et gennemborende blik.

»Leder efter kunstskatte i hemmelige dale?«

De lo alle hjerteligt.

»Nej, nej, selvfølgelig ikke. Jeg driller dig bare. Du må engang besøge vores gompa, vores beskedne kloster. Vi har vidunderligt smukke vægmalerier og en uforlignelig samling af Thangka’er (billedruller). Jeg skal vise dig det alt sammen. Så kan du skrive en bog om det. Jeg hjælper dig. Så bliver vi begge to berømte.«

Igen lo alle for fuld hals. Det var et muntert selskab, han var kommet i.

Professoren takkede lamaen og lovede, at det ville han bestemt overveje, mens han tænkte: »Men først når det alt sammen er overstået.«

Lyden af skridt bag ham var ophørt. Hans skjulte forfølger var nok skræmt bort ved tilstedeværelsen af en såkaldt High Lama på stien, som ifølge folketroen er i besiddelse af magiske evner, og som man ikke lægger sig ud med.

Der lød en klaprende lyd af hestehove foran dem og tilråb akkompagneret af kimen af bjælder. Tre tungt pakkede små hvide heste og nogle muldyr drevet af tre muskuløse mænd og et par drenge rundede et klippefremspring forude og kom op imod dem på den stejle sti i stor hast.

Lamaens lille flok klemte sig ind mod bjergsiden for at lade karavanen passere. Men der opstod kaos, fordi mændene og drengene i karavanen næsten i chok og med stor ærbødighed kastede sig i støvet for lamaen, mens hestene fortsatte den hastige færd op ad stien. Lamaen løftede dem op en efter en og gav dem sin velsignelse, mens han med et bekymret udtryk sagde noget til dem, som sikkert betød, at de skulle skynde sig efter hestene.

En af de unge munke forklarede, at karavanen bragte ris, olie, grøntsager og andre fornødenheder til klostret.

Nu faldt stien brat nedefter, indtil den endte i et lavt stenet område med mindre birkeagtige træer, hvor den var overrislet med vand overalt. De skulle forcere en lavvandet biflod, og professoren to sine sko af, mens han pjaskede over på den anden side. Han nød følelsen af det friske kolde vand på sine fødder, for forårsdagens hede var nu for alvor brudt igennem.

Lidt efter kom de ud af skoven. Stien ledte nu ind i et stort åbent område. Der var indhegnede småmarker, som ved den anden landsby, og en eng med blomster og køer, hvor der også græssede et par kæmpestore sorte okser og et par heste. Professoren bemærkede de mange appelsintræer med små modne appelsiner. Det havde han ikke ventet. Nu kunne han se landsbyen, som virkede mere velstående og bedre organiseret end den, hvori han havde overnattet.

Det gjorde ham igen urolig. For det betød, at de havde kontakt til omverdenen.

»lunch uncle?«

En ung dreng i slidte jeans og T-shirt kom hen til ham med en flettet kurv fyldt med små appelsiner. Han pegede i retning af landsbyen.

Professoren tog en appelsin, tog skralden af i et stykke og kom hele den lille appelsin i munden. Den smagte skønt, en forfriskende blanding af syrlighed og sødme.

Lamaen og munkene opfordrede ham til at tage imod drengens invitation og følge dem til landsbyen, hvor de ville tilbringe resten af dagen. Men professoren undskyldte sig med, at han meget gerne snart skulle indhente sit trekking-party. De var nok bekymrede over, hvor han blev af.

Under stor munterhed fra hele selskabet begyndte drengen nu at fylde professorens lommer med appelsiner.

Lamaen så på ham med et venligt blik, hvorefter han velsignede ham.

»Turistruten er den vej. Sørg for at nå din gruppe, før solen går ned.«

Lamaens bekymrede blik mere end antydede, at han forstod situationens alvor bedre, end han gav udtryk for.

*

Professor Hansen vandrede en times tid ved frisk mod ad den brede sti, opmuntret af lamaens og munkenes selskab og de friske appelsiner, indtil han kom til en afsats med udsigt i nordøstlig retning. Her satte han sig og tog sin frokost frem. Langt borte i det fjerne kunne han se et par sneklædte tinder oppe mod nord. Stilheden hér føltes næsten overvældende, og han blev et øjeblik grebet af sceneriets storhed og Himalayas tidløse tilstedeværelse i menneskers bevidsthed, som en drøm om skjulte paradisiske dale og verdener hinsides.

Da han havde indtaget den gode mad, som Karma og kvinden, som han havde døbt Lykke, generøst havde givet ham med på vej, gik han videre. Det var nu lidt ud på eftermiddagen og hedt. Han svedte og måtte sætte sig ind imellem for at drikke af det lunkne vand.

Således gik professor Hansen et par timer under eftermiddagssolens bagen, da der skete det, som enhver vandrer frygter: stien delte sig i to grene, lige store og lige velholdte, og delingen var ikke med på kortet. Så hvilken skulle han vælge?

I forhold til den rute han havde lagt tidligere på dagen, virkede det mest oplagt at gå til venstre i sydøstlig retning. Den anden gren drejede skarpt mod vest, hvilket ikke gav mening. Så han gik til venstre og fortsatte sådan en lille times tid.

Men så mundede stien pludseligt ud i et mindre plateau med lave buske ovenpå en flad klippeformation hævet over floden. Der var rester af ildsteder hér og dér. Det var tydeligvis en del af turistruten og beregnet på overnatning. Forude kunne man se regnskov og lave bjerge strække sig milevidt.

Professoren var udmattet af den lange vandring i heden og satte sig på en stor sten med et godt udsyn udover dalen og floden. Klippesiden var hér en 20-30 meter dyb. Det var for risikabelt at kravle ned, og han kunne ikke umiddelbart se en sti langs bredden. Han blev nødt til at vende om.

Sådan sad han et stykke tid, da han pludseligt så noget bevæge sig på den anden side af floden.

Han kunne ikke tro sine egne øjne.

En stor, muskuløs, overjordisk smuk tiger kom ud af buskadset på vej ud til flodbredden. Den så sig agtpågivende omkring til begge sider, før den gik ud på den åbne bred, med en langsom, let elegance. Bag den fulgte to store tigerunger, som snart efter sprang rundt på bredden, hvor de begyndte at lege med hinanden.

Måske skulle de drikke lidt af flodens kølige vand før nattens jagt satte ind.

Solen stod lavt på himlen, og et gyldent seneftermiddagslys begyndte at folde sig ud over det dybgrønne jungle-bjerglandskab. Han burde have bekymret sig over, hvor han skulle sove i nat, for han havde ikke noget telt. Norbus retreat var stadigvæk en dagsmarch borte. Men det gjorde han ikke.

I stedet greb han kameraet fra tasken og tog en stribe billeder af tigerfamilien. Bagefter sad han længe ligesom hypnotiseret af scenen, før han endelig modvilligt rejste sig.

Det var nu, han blev bekymret. For hvor skulle han sove i nat, og med tigre og andre rovdyr strejfende omkring, for ikke at nævne slanger og skorpioner. Ifølge kortet skulle der være en landsby et par timers vandring længere fremme ad stien, han ikke havde fulgt. Han havde ikke andet valg. Han kunne blot fortælle dem den samme historie om, at han var en vildfaren turist. Men kunne han nå frem, før mørket faldt på?

Han børstede det støvede tøj, klar til at haste videre.

Så hørte han det igen, skridtene. De kom inde fra skoven bag plateauet. Han stod ligesom stivnet et øjeblik med bankende hjerte og adrenalinen pulserende i sig. Så vendte han sig omkring med en dyb indånding, og nu så han skikkelsen. Det var munken fra landsbyen, hvor han havde overnattet, Karmas landsby, der nu stod og stirrede på ham med tomme øjne. Han lignede en ånd fra en anden verden.

Professoren fik gåsehud over det hele. En isnende fornemmelse løb gennem hans krop.

3

Professor Laurentius Hansen, den berømte kunsthistoriker, var ikke uvant med at optræde foran et kamera. Han deltog ofte i debatter i radio og fjernsyn og stillede altid gerne op til interview, når han havde udgivet en ny kontroversiel bog, skrevet en opsigtsvækkende artikel i et velrenommeret tidsskrift, eller udfoldet sig på de sociale medier.

I det akademiske miljø optrådte han som regel under benævnelsen Professor Hansen. Det klinkede godt i udlandet. Men blandt familie og venner blev han blot kaldt Laurens.

Navnet Laurentius var hans fars påfund.

Laurens far var præst, eller rettere, havde været præst, før han gik i hundene. Han var en præst af den gamle skole med en enkel, sort-hvid tilgang til kirkelige, så vel som verdslige, anliggender, som for ham var ét fedt. Livet skulle leves i overensstemmelse med biblens ord, sådan helt konkret og til punkt og prikke. Mand og kvinde skulle kende deres plads i samfundsordenen. Arvesynden var uomgængelig og børneopdragelse fulgte ét princip: man tugter den man elsker.

Heldigvis for Laurens var faderen sjældent til stede i familiens dagligdag.

Navnet Laurentius, som kom til faderen i en åbenbaring under de ofte forekommende anfald af knæfald og selvtugt, var paradoksalt. St. Laurentius er foreviget i fortællingen om, hvordan han generøst uddelte pavekirkens rigdomme til Roms fattiglemmer. Det var helt i det ungdomsoprørs ånd, som faderen ellers havde afskyet som pesten. Men en åbenbaring er en åbenbaring og ikke til at spøge med.

Så, uanset hvad, blev den fremtidige hæderkronede kunsthistoriker tre måneder efter sit fødselsskrig døbt Laurentius.

Efter få år skulle det dog blive klart, at Laurens næppe ville leve op til sit navn som uselvisk giver eller til faderens fromme forventninger. Tværtimod kunne Laurens liv, som det herefter udfoldede sig, med en vis ret tolkes som et oprør mod alt det faderen stod for.

Laurens tog, så snart han faldt af træet som en overmoden frugt, for sig af livets gaver: karriere, god mad, god vin, en høj livsstil, og dertil, som et krydderi ovenpå det hele, elskov. For han opdagede hurtigt, at der var kvinder derude, der gerne lod sig fascinere af en flamboyant professor. For stillingen som professor indtog han, endnu før han var fyldt tredive.

En professor, hvis religion er videnskaben, og som mener, at der er en rationel forklaring på alt i et univers, der styres af fysiske love, som også omfatter mennesket, og alt hvad det tænker og gør. Laurens vendte sig i en tidlig alder med afsky bort fra alt, der har at gøre med tro, åndelige sager og forestillinger om det ene og det andet. Efter blot få år på skolebænken ræsonnerede han, at det, der ikke kan bevises, er ikkeeksisterende. Laurens havde svært ved at skjule sin foragt for den uvidende, overtroiske pøbel, selv om han prøvede.

Men også hér var der et paradoks. For Laurens elskede kunst, en passion han havde arvet fra sin mor.

Laurens mor, som udlevede sit eget oprør mod sin mands fromhed i en serie af følelsesladede udbrud og gensidige sarkastiske knivkast, havde udviklet sig fra en bly ungmø med sænket blik til en sprudlende kvinde, familiens sociale omdrejningspunkt, der elskede alt og alle omkring hende, bortset fra sin mand. Hun havde en smittende lidenskab for skønhed og farver.

I ægteparrets evindelig strid, som efterhånden frøs til en tilstand af iskold tavshed og strategier for. hvordan man skulle undgå hinandens selskab, var det naturligt for Laurens at vælge moderens side. Det var hos hende, der var sjov og inspiration at hente. Hér havde man det godt og kunne være sig selv.

Moderen herskede suverænt i udvalgte områder af præstegården: i det store køkken, hvor der altid var gæster og gang i bagning og kokkerering, i havestuen med lyse skandinaviske bondestuemøbler, kelimtæpper og keramik i alskens farver og former, i den store have med blomsterbede, gamle løvtræer og blomstrende frugttræer, og endelig i have-pavillonen, som hun havde omdannet til et atelier, hvor hun malede impressionistiske billeder af naturen med en fin, let streg og et feminint farvevalg.

Laurens livsopgave blev derfor, hvad enten han ville det eller ej, at slå bro mellem kunstens uendelige skønhed og videnskabens rationelle univers. Efter i årevis at have søgt en forklaring fandt han syntesen mellem de to tilgange til tilværelsen i neuroæstetikken. Oplevelsen af kunst, arkitektur, natur, sex, god mad og vin, alt det Laurens satte pris på, kan forklares gennem processer i hjernens neurale netværk. Alt har en naturlig forklaring i menneskelige reaktionsmønstre, som i bund og grund kan henføres til et basalt instinkt for overlevelse.

Der var heller ikke nogen inkongruens i det faktum, at Laurentius Hansen havde forelsket sig i, og snart efter giftet sig med, en teologistuderende, senere præst, eller præstinde, som han, ikke uden en vis lune, yndede at kalde Agnes.

Agnes var blændende intelligent, en nordisk type med lyst, gulligt hår, smuk på en dyb, tillidsvækkende måde, skarp og kritisk ligesom Laurens, men på en rummelig måde. Laurens forelskelse var nok også stimuleret af, at Laurens far afskyede idéen om, at kvinder kan være præster lige så vel som mænd.

*

Netop i dag følte Professor Laurentius Hansen sig dog ikke særlig rationel og klar i sine tanker. Han havde ikke sovet godt om natten. Der var for meget turbulens i hans liv.

Der var krise i hans og Agnes ægteskab. Det trængte sig på, hvor meget han end prøvede at ignorere det.

Agnes var nemlig godt træt af de evindelige opkald og sms’er, som Laurens modtog fra en kvindelig studerende, som professoren for nylig havde haft en kort affære med.

Det var som sådan ikke usædvanligt, altså at professoren havde en affære. Men normalt foregik sådan noget diskret. Alle lod som ingenting. Idyllen rådede altid på den gamle bindingsværkspræstegård ude på det smukke Mols, hvor parret og deres to teenagebørn boede i passende værdighed og højt respekteret af lokalsamfundet.

De havde skændtes om aftenen. Laurens, som på trods af sine små udskejelser altid forsøgte at bevare en nogenlunde agtværdig holdning, havde lovet bod og bedring, men Agnes havde hånet ham lige op i hans professoransigt, ansigtet, som hun ellers altid havde elsket, med de vilde, gennemborende, humorfulde øjne bag brillerne og det strittende komponisthår.

»Det har vi hørt før, har vi ikke. Men jeg har også mine unge kunstnervenner, skal du vide, der ikke kan holde deres øjne fra mine moderlige bryster, mine flotte ben, og min slanke talje. Der er noget ved en moden kvinde ved du, som de unge ikke har.«

Laurens syntes, at de, på trods af hans små affærer, havde haft et godt ægteskab gennem årene. Han elskede virkelig Agnes.

De havde mødt hinanden på universitetet under et seminar for teologerne om italiensk senmiddelalderlig kirkekunst, hvor han underviste. Det var dengang, det for alvor gik op for Laurens, at kunst og skønhed var et fremragende udgangspunkt for flirt og elskov.

Agnes var efterhånden, efter mange års ihærdig indsats, vidt og bredt anerkendt for sin indsigt i Kierkegaard og Grundtvig. Og så havde hun et stort engagement i den østjyske kunstscene, hvor hun mængedes med unge kreative ildsjæle. På den måde havde Agnes stilfærdigt løsrevet sig fra den blændende professors dominans, selvom hun stadigvæk var tålmodig og formåede at bevare troen på ægteskabets ukrænkelighed.

En anden af professorens bekymringer lige nu var sønnen, Aslak, på sytten.

Aslak, mønsterelev i folkeskolen, lavede ikke længere sine lektier, pjækkede fra gymnasiet, var ude om natten, sov om dagen. Var det noget med alkohol, eller værre, med stoffer?

Agnes syntes ikke, at Laurens tog det alvorligt. Professoren var overbevist om, at det var en naturlig fase i en teenagedrengs udvikling, og at den unge mand snart ville komme over det. Men Agnes mente, at Laurens holdning var et typisk udslag af hans evne til at manøvrere uden om problemerne, fordi han egentlig ikke gad bruge tid på dem. Så hun blev ved at nage ham.

Oven i det hele var der så Laurens far, som efter moderens alt for tidlige død for et par år siden, for at dulme sorgen, var begyndt at drikke. Han svingede mellem perioder af overstadighed, hvor han skrev lange prædiker og digte, der flød over af fantasifuldt billedsprog og ordrigdom, og perioder, hvor han sank ned i dyb depression og skyldfølelse og atter henfaldt til anfald af selvpineri. Når han var beruset var han ude af kontrol og anede ikke, hvad han fortog sig.

Laurens søster havde ringet aftenen før og udmalet sig om, hvordan faderen først havde lavet ravage på en århusiansk jazzklub, dernæst var faldet omkuld, og endelig var endt på hospitalet med alkoholforgiftning og et slemt sår i hovedet, som lægerne havde syet med flere sting og uden bedøvelse. Det havde ikke været nødvendigt, hævdede de. Laurens måtte gøre noget. Jo selvfølgelig, men ikke lige nu, havde han svaret.

For det, der forstyrrede Laurens allermest, var de uforklarlige tyverier af hans banebrydende idéer og videnskabelige resultater. Han havde med rædsel bemærket, hvordan hans opdagelser uden navns nævnelse blev refereret til og rakket ned på i sociale medier, hvordan der blev hvisket i krogene blandt kolleger. Nedrakningen ulmede under overfladen og var svær at sætte en finger på. Var der et leak i hans stab, en muldvarp, en hacker, der havde brudt ind i hans computer. Det var dybt foruroligende, især hér kort før udgivelsen af bogen.

*

Alt det rumsterede rundt i professor Hansens hoved lige nu.

Og så distraherede den blændende smukke interviewer Laurens. Han anede ikke, hvor han skulle fæstne sit blik, og hvordan han overhovedet skulle kunne samle sine tanker om emnet?

DR V’s stjerneinterviewer, Helene Marstad, var berømt og frygtet for sin skarphed og præcision. Og Laurens havde ikke forberedt sig ordentligt. Det gjorde ham nervøs. For han vidste, at hun altid selv forberedte sig grundigt, når hun interviewede nobelpristagere, højt anerkendte forfattere, store arkitekter, de mest hotte kunstnere, og berømte humanister og videnskabsfolk. Ikke blot var hun bekendt med emnerne, men hun forstod alle problemstillingerne og de akademiske skismaer og finesser.

At han overhovedet var blevet inviteret til at blive interviewet af netop hende, var en stor ære, og en indikation om, at han måske var ved at bevæge sig ind i kategorien: berømte humanister og videnskabsfolk.

Han havde dog et vist spillerum. Han kunne altid påtage sig rollen som den distræte distingverede professor af den lidt gammeldags type, som tilbragte nætterne med fordybelse i litteraturen, et enkelt glas portvin eller to, og piberygning. Denne rolle var mindre krævende og gav rum for uklar højtflyvende tale, en fakta-fejl eller to indimellem og almindeligt eftertænksomt drøvtyggeri. Det kunne han nok lige klare på trods af sin tilstand.

Men var det sådan, den dynamiske, ambitiøse professor Laurentius Hansen ville huskes for eftertiden?

Så da de nu sad hér over for hinanden, havde hilst pænt og Helene Marstad havde introduceret ham for det usynlige publikum, følte han sig hjælpeløs. Hendes indlevende, direkte blik og hendes selvsikre venlighed var intimiderende og kaldte på en tilsvarende afdæmpet, mandlig belevenhed fra hans side.

Endnu mere foruroligende var hendes udseende?

Først hendes ansigt:

Helene Marstad havde i dagens anledning sat sit lysblonde hår op med en nøje udtænkt skødesløshed. Hendes perfekte, glatte ansigt med de skarpe former og den klassiske romerske næse blev fremhævet ved et enkelt lille mørkt modermærke på højre kind. Hendes fint tegnede læber og spidse tunge formede hendes dybe, harmoniske, velklingende stemme og inviterede til kys efter en elegant middag på en tre-stjernet Michelin restaurant, hvilket næppe var realistisk.

Men hér stoppede det ikke. For gennem åbningerne i den ærmeløse sommerkjole kunne man lige netop ane de modne bryster, der bevægede sig bølgende op og ned, hver gang hun talte eller tog et åndedræt.

Så da interviewet startede, og han indledningsvis havde hostet for at klare stemmen, flakkede hans blik uroligt mellem hendes øjne og hendes læber, samtidig med han forgæves forsøgte at holde blikket borte fra hendes bryster og hendes ben, ja især hendes ben.

Hendes ben var legendariske og havde bragt mangen en alvorlig professor ud af ligevægt under dybe samtaler om atomfysik eller Kierkegaard.

For det første bar hun altid uhyrligt højhælede sko, som klart signalerede, at hun, Helene Marstad, var en fri kvinde, der selv satte betingelserne. De fremhævede samtidig hendes fods sensuelle bue, på en måde som kunne drive enhver beundrer til vanvid. Samtidig var hendes ben fuldkommen formfuldendte, lige fra de feminine ankler, de elegante skinneben, de perfekt afrundede knæ, og op til lårene, der mere end antydede, det, der måtte følge efter.

Hér lå hans problem lige nu. For normalt gik Helene Marstads kjoler lige til knæene eller oftere lidt under. Men i dag var hun, bevidst eller som et udslag af almindeligt hastværk, iført en stram kjole, som gled op over lårene, hver gang hun satte benene over kors, og det gjorde hun hyppigt med stor effekt. Når hun så bøjede sig lidt fremover, gled kjolen næsten helt op.

Professor Laurentius Hansen tog sig sammen, fæstnede blikket på hendes modermærke og hostede endnu engang.

Hun løftede sit blik og så ham nu direkte ind i øjnene. Han spekulerede i en brøkdel af et sekund på, hvor lang tid hun mon havde brugt den morgen på at gøre sine øjenvipper så perfekte, uden den mindste antydning af kunstighed og dog så kunstfærdige.

»Professor Hansen, De mener altså, at den nydelse, vi oplever ved stor kunst og ved skønheden omkring os, beror på kemiske processer i hjernen, der har til formål at genetablere sindets naturlige balance.«

»Helene, skal vi ikke være dus, du må godt kalde mig Laurens.«

»Godt Laurens, men hvad siger du til mit spørgsmål, er det ikke det, din næste bogudgivelse handler om?«

»Netop, og det er rigtig godt opsummeret.«

Først nu mærkede han duften af hendes parfume, en kompleks, forførende blanding af liflige vilde provencalske blomster og skarpe krydderier fra Malabarkysten med et strejf af noget ubestemmeligt, der afstemte heden med en let kølighed, som en pludselig vind fra Sierra Nevadas højder på en forårsaften i Granada. Måske kunne han spørge hende efter interviewet. Han blev distraheret. Hvad var spørgsmålet? Nå jo.

»Du skal huske på, at under alt det, vi tænker og gør, ligger en række urinstinkter, som i virkeligheden styrer det hele. Det gør de ved at aktivere forskellige kemiske stoffer i hjerner, som påvirker de neurale netværk og fremkalder følelser, reaktioner og handlingsmønstre. I virkeligheden handler det hele om overlevelse og formering. Angst, for eksempel, som de fleste efterhånden er klar over, aktiverer bestemte stoffer og derved handlingsmønstre, som vrede eller had, forsvarsmekanismer, der skal få os til at handle aggressivt, når vi er truet.«

»Jamen, hvorfor er vores reaktioner så – så forskellige, ja, dine og mine – for eksempel.«

Det sidste »for eksempel« blev udtalt med en slet skjult ironi, som et øjeblik forvirrede ham. Helene Marstad så på ham med et uskyldigt, spørgende blik.

Først nu så han guldhalskæden om hendes hals. Kædens vedhæng bestod af en sjælden ædelsten, som lyste mystisk i skæret fra projektøren, som om stenen skjulte en dybere forklaring på problemstillingen. Han spekulerede på, hvad det mon kunne være for en sten. Der var meget, han skulle spørge hende om bagefter.

»Jo, for dertil kommer så selvfølgelig vores hukommelse. Nogle ting husker vi, fordi vi skal forholde os til dem her og nu. Men langt størstedelen af de lagrede informationer ligger skjult dybt i underbevidstheden. Men de manifesterer sig ved forskellige stimuli, ofte uden vi er klar over det. Det forklarer forskellen i vores handlingsmønstre. Desuden forsøger vores hjerne konstant at lære af hver eneste lille erfaring og giver os impulser til at tænke og handle mest hensigtsmæssigt ud fra sådanne tidligere erfaringer. Det hele er selvfølgelig langt mere indviklet end som så, og vi har vist ikke rigtig tid nok hér til den komplette version. Men læs min bog, der står det forklaret.«

»Men hvad nu hvis jeg forelsker mig i en mand, jeg finder attraktiv, er det også bare kemi?«

Han havde ventet på dette spørgsmål og forberedt sig på svaret inde i sit hoved. Det var det eneste, han faktisk havde forberedt sig på, for han vidste, at det ville komme.