Brændende vand

By P. Luknams

Kontinentet af flydende plastik ude i Stillehavet forandres pludseligt, og voldsomt brændende hotspots opstår spontant og dør ud igen. Élisa og Geir kommer med laboratorieluftskibet Jules Verne derud og undersøger fænomenet, men fanges selv i et hotspot.
Truslen om et Stillehav i flammer, som kan brænde atmosfæren af, chokerer verdenen. Med frygten og menneskeligt mod som drivkraft lykkes det, via en dybt hemmelig og krypteret masterindgang til internettet, at samle al computerkraft på jorden i et fælles intelligent netværk for at finde en løsning - Global Mind er født. Den nye højintelligens selvudvikler, hægter mennesket af og genererer sin egen masterplan for livet på jorden i fremtiden. Men Global Mind har også utilsigtet skabt en højintelligent konkurrent skjult i havet.
Fra dette kaos af vand, ild og skyggemennesker spirer dog også synkroniserede poetiske glimt af livshåb.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 4, 2022
• ISBN: 9788743039464

P. Luknams

P. Luknams har gennem årene skrevet tekniske og kommercielle artikler til forskellige tidsskrifter. Var blandt andet hovedforfatter på en teknisk booklet, som med tiden er oversat til omkring 15 sprog.

Book preview

1. SATSUC

I fuldt firspring i smarte sneakers drøner en yngre sporty kvinde ind og ud mellem kollegaer, stole, konsoller og borde frem til en åben dør, og lige ind på direktørkontoret i FNs Satellite Surveillance Center SATSUC:

– Undskyld, jeg sådan kommer brasende Kratzberg, men hvad sker der i Stillehavet? Enten ser vores satellitter syner eller også er systemet gået i fantasy-mode. Se her!

Hurtigt forstørrer Élisa billedet op til fuld skærm og opgraderer til 3D.

– Se filmen her, den er optaget over nogle timer, så jeg viser den lige i high speed. Sidste billede er kun tre minutter gammelt.

På den blå skærm skyder en lysegrå skygge frem i nederste venstre hjørne, bevæger sig hurtigt over den blå flade op mod øverste kant og forsvinder.

– Tag dig ikke af den. Det er en jager i overlydshastighed, og den er identificeret. Nu kommer det:

En klar rødorange klat viser sig helt nede i plan med den blå flade, bare et kort glimt og den er væk igen. To glimt mere kommer lige efter hinanden. Så er der ikke noget, indtil tre glimt viser sig på én gang. Kun blå skærm i nogle minutter, indtil en ny lysegrå skygge, mange gange så stor som den første og kun kvart så hurtig, flyver langsomt over den blå flade og forsvinder ud af højre kant.

– Det sidste var et Jumbo II ekspress passagerluftskib.

– Hmmm, hvad i alverden er det – de røde glimt ligner et gigantisk bombetogt mod alle skibe midt ude på Stillehavet. Nærbilleder har vi ikke, så æhmm, hvad er det Élisa?

– Analyserne er kørt på Thinac, så Thinac – forklar os hvilke fartøjer det kan være.

– Brandene er ikke skibe.

– Ikke skibe, hvad er så din vurdering Thinac?

– Glimtene formodes at være selvstændige brande, observeret i tilfældige perioder, spredt over hele det centrale Stillehav. De opstår og forsvinder spontant uden synlige årsager.

– Hvad siger du, Kratzberg? Vi er da nødt til at sende specialfly ud for at få en pålidelig forklaring på fænomenet.

– Ikke tale om. Check først alle systemerne i overvågningen, og undersøg om det kan være falske signaler fra spejlinger eller andre ting, der snyder overvågningen. At sende fly flere tusinde kilometer ud på Stillehavet må være på flyvevåbnets eget initiativ, for er det på vores anmodning, vil det koste os en formue. I øvrigt vil det være som at lede efter en nål i en høstak. Prøv at forstørre og analysere de glimt vi har og måske får flere af. Brug Thinac og supplér med en semimanuel analyse.

Med et nik som forstået, stormer Élisa tilbage gennem storrummet. I et skarpt drej må hun vige uden om en kollega, og et bordhjørne rammer lige ind i højre lårmuskel, men hun fortsætter i samme fart.

Tilbage på sit eget lille kontor skubber Élisa døren i med foden, mens hun holder om låret, humper helt hen til sin stol og sætter sig.

– Klang, gi’ mig Geir på Need News, med vision på.

– Hej Geir, godt du var til at fange.

– Hej Élisa, hvorfor sidder du og holder om dit lår, skal du have hjælp?

– Ja, du kan hjælpe, og måske gøre et scoop for Need News.

Hurtigt får Geir historien om de røde pletter, og undervejs dokumenterer Élisa sin fortælling med nogle af satellitternes optagelser.

– Hmmm, ja, Kratzberg er din direktør ikke sandt, ham du kalder gnavpotten?

– Jo.

– Han har meget ret i, at det kræver et fantastisk held at være lige der, lige på det tidspunkt, hvor en brand bryder ud – er du egentlig klar over, hvor stort Stillehavet er?

– Ja, det er lige så stort, som det er blåt, og lige så vådt, som det er dybt. Mere?

– Okay, okay, men en medieredaktion går efter blod og brand, og en historie kun med vand og måske-brand, helt uden blod, er chanceløs. Særlig når det vil koste kassen bare at forsøge at få noget hjem.

– Det er et gyldent tip, jeg gi’r dig Geir, eksklusivt fordi vi kender hinanden, og fordi jeg stoler på dig. Du har så gode kontakter til luftfarten, så hvis nogen kan komme derud hurtigt, er det dig.

– Tak, Élisa, det er pænt af dig. Men som sagt, i medierne har underholdning altid prioritet. Du vil møde samme krav om underholdning i alle medier, bare med forskellige vinkler. Sport, talentshows og nyhedshistorier – allerbedst med død og ødelæggelse – er bare forskellige måder at levere underholdning på. Jeg er reelt ked af det, men sådan er det.

– Jeg tror dig, men jeg er også stensikker på vores systemers pålidelighed, så gør noget Geir – der er virkelig noget derude!

2. Køkkenet

Lørdag aften hersker hyggeligt kaos i det store spisekøkken, hvor Élisas søster Anett deler sin opmærksomhed mellem småpigerne ved bordet og nyhederne på den store vægskærm. På modsatte væg hænger øverst billeder af den første bemandede rumkapsel, den første rumstation, den første rumfærge og et lille maleri af rumfærgen Challenger. Nede i børnehøjde hænger en række børnetegninger.

Anett råber til sin mand, der er hundrede procent optaget af vægskærmen:

– Arild, se hvad Mycia laver.

– Anett, se der er noget om det ude i Stillehavet, hov, Mycia, neeeej!

For sent. I sin iver for at gribe fat om den store ketchupflaske, kommer den lille pigehånd til at skubbe monsterflasken omkuld, så en tyktflydende rød masse flyder ud over den hvidmalede bordplade og drypper ned på deres halvsovende hund Trold og de hvidolierede gulvbrædder. Trold springer op og ryster sig voldsomt for at få pelsen ren. En byge ketchupstænk rammer vægskærmen og blander sig med orangerøde prikker, der samtidigt vokser ud fra vægskærmen i 3D, og former sig til et rødt flammehav på blåt vand.

Arild står med øjnene klistret til skærmen: Speakeren fortæller, at satellitter har opdaget et mærkeligt fænomen midt ude i Stillehavet. Skibe i området har meldt om lys i natten, som de troede var håndholdte nødblus fra skibbrudne i redningsbåde, men når de nåede frem til stedet, var der ingenting. Langdistance observationsdroner har været sendt af sted fra flere hangarskibe for at undersøge fænomenet.

– Anett, du skal se det her. Den er helt gal ude i Stillehavet, der sker mærkelige ting.

– Kommer nu.

Billedet skifter til en alvorligt udseende nyhedsvært i studiet som fortæller, at de store lande omkring Stillehavet i fællesskab vil sende et stort luftskib med laboratoriefaciliteter af sted, så forskere ombord kan analysere vandet på steder, hvor der har været brande. Nyhedsværten sænker stemmen og ser direkte ud på ægteparret:

– Rygterne siger, at brandene kan brede sig og opstå overalt, så de store atomubåde i det centrale Stillehav har fået ordrer på at forblive neddykket for en sikkerheds skyld. Men det er kun rygter.

Nyhedsværten bliver ved med at snakke, dog uden at komme med mere information om fænomenet i Stillehavet, og de to voksne i spisekøkkenet ser på hinanden. Anetts stemme lyder bekymret:

– Mon det virkelig er sandt, det lyder helt absurd?

– Ja, hvis der virkelig opstår flammer, og det brænder rundt omkring i Stillehavet.

– Arild, ikke mere nu, de små sidder her.

– Rigtigt.

Idet han bukker sig for at se på ketchup-gulvet, glider foden og han mister balancen. Med åben mund glor pigerne på deres far nede på gulvet, og Anett spørger forsigtigt:

– Er du ok?

Da hendes mand nikker, går hun med et lettet smil hen og krammer Arilds hoved blødt mod sin mave.

– Godt, du er uskadt Arild.

– Tak. Gi’ mig lige en hånd.

Helt oppe på benene igen, lægger Arild hånden på sin ømme bagdel:

– Det var en hård landing jeg fik. Heldigt, det ikke var dig, for i din tilstand, hvad kunne der ikke være sket?

3. Luftskibet

Endnu engang drøner en yngre kvinde i smarte sneakers ind og ud mellem kollegaer, stole, konsoller og borde –i det skarpe drej holder hun sig godt fri af det spidse bordhjørne – og møder sin direktør i døren til kontoret. Han kigger forbavset, da hun stopper lige foran ham:

– Nu skal du høre Kratzberg. Jeg har fået mit livs chance for at verificere nogle af de optagelser med spontanbrande, som satellitterne tager i Stillehavet.

– Hvordan det?

– Geir har skaffet mig en plads på det internationale laboratorieluftskib, som letter om to dage ud til det Centrale Stillehav, hvor de gådefulde satellitbilleder først blev optaget.

– Hvem er Geir?

– En af mine venner, ansat på Need News. De betaler min plads.

– Hvorfor vil Need News betale for dig?

– Fordi jeg er ekspert i satellitovervågning, og den allerførste som opdagede spontanbrandene derude. Kan du ikke vikariere for mig på satellitovervågningen?

– Hvad tænker du dog på? Ikke tale om, du skal passe dit arbejde her. Du er ikke ansat i en eller anden task force eller havarikommission, der tager på missioner. Du er ansat i SATSUC til at arbejde med satellitovervågning.

– Netop, det er mit job at undersøge og kunne forklare hvad satellitterne ser. Og du ville ikke sende et fly derud.

– Svaret er nej.

– Men analyse af satellitovervågning kan også gøres på afstand langt fra kontrolrummet her.

– Du kan på ingen måde lave det samme udenfor SATSUCs kontrolrum.

– Jo jeg kan. Det betyder ikke noget, om jeg lige er her fysisk på stedet, computerne styrer reelt det hele.

– Dit job er at fylde de huller, som computerne ikke dækker – her på SATSUC.

– Jeg lover, at der bliver fuld dækning på satellitovervågning, uanset om jeg fysisk er her eller på Stillehavet.

Inden Kratzberg når at svare, er Élisa ude af døren og i samme fart på vej tilbage til sin plads for at omstille til fjernkontrol.

Døren i gaten ud til standpladsen med luftskibet har været åben i et kvarters tid, da Élisa og Geir følges gennem den med hver sin håndbagage. Et lille rødorange tag mærket Personlig bagage flagrer fra hver taske. Lige uden for gaten stopper Élisa spontant op og lægger nakken tilbage, fordi den 300 meter lange og 30 meter høje super-ellipsoide dækker hele synsfeltet:

– Er du vims, hvor er det overvældende stort, når man står lige her foran.

– Det må man sige.

Himlen spejler sig i fem rækker vinduer løbende fra næse til agterende og kaster pletter af reflekteret sollys helt ned på standpladsen foran dem.

– Der må være oceaner af rum ombord til passagerer og gods.

– Tvært om. Der er kun opholdsarealer til passagererne langs siderne med vinduerne, og kun gods på underste dæk. Størstedelen af luftskibet er rum, pumpet næsten lufttomme til at give opdrift – Archimedes lov, du ved.

– Ahrrr ja, naturligvis, jeg tænkte mig ikke ordentligt om.

Hun får et lille klap på skulderen:

– Selv naturvidenskabelige eksperter har lov til at lade sig rive med. Dog, lidt ret har du med hensyn til mængden af gods, fordi hele fartøjet er chartret på ubestemt tid alene til denne mission ud midt i Stillehavet. Endda med en hel masse ekstra faciliteter og udstyr ombord, fordi kravene er enorme, når forskerne ombord helt alene, tusinder af kilometer fra land, skal kunne løse opgaver, som vi endda knap nok kender endnu.

– Hvor ved du alt det fra?

– Need News skal dække missionen, så det er mit job. Desuden har der været en briefing for en lukket kreds.

– Okay, Kloge Åge, jeg ved så hvordan den store klodsede kæmpeballon kan flyve op til 450 kilometer i timen. Ved du også det?

– Ja, kloge Élisa, det ved jeg da. Efterhånden som flyvehastigheden øges, ændres formen af ballonen, der er konstrueret af superpolymerkomposit, så aerodynamikken optimeres bedst muligt efter hastigheden og det vejr, den flyver i. Som bonusinformation kan jeg fortælle dig, at selvom opholdsarealerne kun ligger i ydersiderne, er der forbindelsesgange på tværs. Kun underste dæk, hoveddækket, har flere steder frirum fra side til side. I øvrigt hedder kæmpeballonen der Jules Verne.

– Ganske passende navn.

– Lad os gå op og ombord.

En port på underste dæk står åben, klar til at tage passagerer ombord, og parret hanker op i taskerne igen og går hen mod den åbne port.

– Du skal bare vide, jeg er så glad for at komme med ud på Stillehavet. Samtidig får jeg min første tur med et af de helt nye kæmpestore interkontinentale luftskibe. Det har jeg virkelig set frem til.

– For resten, vi skal dele kahyt.

– Dele kahyt, du er ikke ked af det.

– Need News betaler for én kahyt, og kunne også kun få én, så hvis du vil med, er det take it or leave it.

– Forstået, og vel egentlig rimeligt nok.

– Jeg skal nok tage den øverste køje.

Den lave rampe op til portåbningen vibrerer svagt, da de tilfældigvis går i takt op ad den. Lige inden de går ind, lægger kvinden nakken tilbage og kikker op på den enorme flade, der buer ud over dem og går næsten uendeligt ud på begge sider.

– Kom.

Hun følger med, men stopper på ny tre skridt inde:

– Wauw! Det er imponerende, virkelig imponerende flot.

– Ja sør’me så.

Foran parret ligger en hall med fri luft fra hoveddækket, de står på, helt op til toppen, hvor et gigantisk ovenlysareal lader dagslyset vælte ned i hallen. På vej mod toppen er der, fra de tre næste dæk, åbne balkoner ud til det frie rum med rækværk i hver sin svagt lysende farve, blå, gul og turkis. En bred trappe fører fra hoveddækket op til første balkon. Ved trappens start står der på hver side tre kæmpekrukker i forskellige størrelser fyldt med store blomsteropsætninger. Duften er diskret og behagelig, og den livlige klassiske musik i hallen er dæmpet.

Håndbagagen er sat på dækket, mens Élisa drejer rundt om sig selv for at se det hele:

– Vi mangler at se orkesteret bag musikken sidde og spille, enten derhenne eller oppe på balkonen.

– Vil det ikke være at overdrive?

– Hvorfor? Et orkester vil da passe perfekt ind i disse luksuriøse omgivelser.

– Jo, men vi står ikke på et krydstogtskib.

– Lige præcis – den her hall er lige så ulogisk, som den er imponerende.

– Hvad mener du?

– Ombord på et luftskib, hvor hver en lufttom kubikmeter bidrager til luftskibets samlede opdrift, er det ulogisk, spild og frås med dette kæmpestore nyttesløse rum. Du nævnte selv Archimedes lov, lige inden vi gik ombord.

– Skarpsindige dame, du har ret. Vi står på et almindeligt hoveddæk i en etages højde, og alt det imponerende er en virtual rooming, som lejerne af luftskibet besluttede sig for, da de hyrede det.

– Er virtual rooming en visuel manipulation ved hjælp af holistisk laserlys?

– Ja, det forklarede de på den lukkede briefing.

– Hvordan slår jeg alt det fra? På min BrainAid? Jeg vil gerne se det ægte dæk i virkeligheden.

– Den virtuelle indretning kan ikke slås fra. Den er ens for alle, for at sikre samme opfattelse af rummet så længe den er på. Desuden er der kun virtual rooming her på hoveddækket foran hovedporten til ære for de ombordstigende. Den slås fra, når luftskibet letter.

– Hvordan undgår vi buler i hovedet og hudafskrabninger fra sammenstød med vægge, som pludselig står der midt i fri luft?

– Du skal gå mellem de to lysende linjer nede på dækket. Fra dem er der fem centimeter ind til de fysiske vægge. Du skal have den grønne på din højre side og den røde på din venstre side.

– Lyder nemt.

– Lad os tage den flotte hovedtrappe op til andet dæk.

Parret går en og en hen mod trappen med Élisa bagerst. Pludselig stopper hun, drejer en halv omgang og går et par skridt tilbage:

– Det virker. Når jeg går tilbage, har jeg også den grønne linje på min højre side. Det betyder at linjerne lyser grønt den ene vej og rødt den anden vej.

– Selvfølgelig.

– Godt, en sidste test.

På stedet vender hun sig en kvart omgang og står med front ud mod siden af gangen. Nede på dækket foran fødderne lyser en hvid dobbeltlinje.

– Hvis jeg overtræder den hvide dobbeltlinje, hvad så?

– Prøv! Mit bud er du får en bule i panden.

I stedet for at træde ind over linjen, rækker hun meget langsomt venstre hånd ind over den hvide dobbeltlinje, og rammer hurtigt en væg. Knoerne banker let på den usynlige væg og hånden trækkes tilbage igen.

– Imponerende er det. Bliver det slået til igen under turen?

– Muligvis, det bestemmer kaptajnen.

Parret fortsætter helt hen til den flotte hovedtrappe, hvor der mellem de lysende linjer er en fysisk trappe. Oppe på andet dæk må Geir finde sin BrainAid frem som guide. Den leder dem videre ad en almindelige gang uden virtuel rooming, med døre på kun den ene side, hen til deres kahyt.

I kahytten sætter de håndbagagen og går ned i cafeteriet. Et vinduesbord er ledigt, og Geir skynder sig hen, løfter og trækker den ene stol ud fra bordet med kun en finger. En elegant armbevægelse og et stort smil lokker borddamen hen til pladsen:

– Vær’s’go’, så hjælper jeg ekvipagen helt ind og sidde.

Med let løftede øjenbryn og et voksende smil tager hun mod tilbuddet og sætter sig:

– Blærerøv Geir. Nu har jeg set, du kan løfte en stol med en finger, og jeg skal nok undlade at vise, at jeg kan gøre det samme med de her ultralette stole. Kan du ikke også lige løfte bordet lidt væk fra vinduet, med de yderste led af dine pegefingre naturligvis.

– Utaknemmelige kvindemennesker. Som du udmærket ved, er det ikke muligt.

Så griner de. Geir henter to krus kaffe. Tilbage igen sætter han først krusene på bordet, og dernæst sig selv på den anden side af det fastmonterede letvægtsbord. Kaffen er stadig for varm at drikke og står og dufter på bordet, da væskeoverfladen begynder at gynge lidt.

– Se, fortøjningerne er kastet og ligger på jorden. Vi er på vej op.

– Kun ganske let kan jeg mærke det. Lidt som et skib, men alligevel en mere blød duven.

De smiler til hinanden og klinker krusene.

– På en spændende tur.

– Og en udbytterig tur.

Tavse sidder de med hovederne tæt sammen, for begge at kunne se ud ad vinduet. Landskabet under dem afløses af vand, og snart kan de kun se vand overalt under Jules Verne. Det bliver kedeligt at se på, så Élisa retter sig op på stolen igen:

– Lagde du mærke til, at fjerde dæk er spærret af?

– Ja, det blev nævnt på den lukkede briefing, at der var adgang forbudt på øverste dæk.

– Derfor var der kun tre balkoner ude i den virtuelle hall?

– Formentlig.

– Fortalte de hvorfor?

– Naaaj, ikke rigtigt. Selvom der kom flere spørgsmål, var svarene vage og undvigende. Noget med sikkerhed og noget med, at missionen herud har flere formål. De bad os respektere, at forskerne, pressen og andre hver især har deres forskellige jobs at passe.

– Som sådan lyder det vel fornuftigt med ekstra sikkerhed, når vi ikke aner hvad der møder os derude. Foreløbig har vi, så vidt jeg ved, ubegrænset frihed til vores arbejde. Tidligere fortalte du mig, at pladserne blev revet væk, så det var take it or leave it.

– Jo, men.

– Dit men kan jeg måske hjælpe dig med. Hvis du diskret drejer hovedet, kan du se tre fyre sidde ved bordet ovre på den anden side af gangen. Lur mig, om det ikke er sådan nogle sikkerhedsfolk.

Tilsyneladende tilfældigt drejer Geir hovedet i retning mod bordet og lader blikket glide rundt i cafeteriaet, og så tilbage på sin makker:

– Din antagelse køber jeg, de ligner sådan nogle.

– Fint, nu forlader du cafeteriet, og om et øjeblik går jeg over til dem og charmer mig ind.

Først kikker Geir bare på hendes ansigt, så kommer der et lille grin:

– Hold da op, du lufter helt nye kompetencer. Men god ide, jeg smutter ind i loungeområdet.

Han rejser sig og går ud, mens hun sidder og nipper