Gengæld og Garnier: Lendorph & la Cour

By Freya Anduin

Som altid kommer Anna Lendorph og Christian la Cour på arbejde og ikke kun med boligkataloger. De møder endnu engang et udvalg af kendte og ukendte forbrydere, og det bliver til risiko og rejser for både dem selv og hovedfjende nr. 1.

Vi skal i køkkenhaven, bag spejlet og en tur til Paris. Et Paris fyldt med minder og nye oplevelser og flere afsløringer end forventet. Også helt tæt på. Stakkels Strøm må nøjes med Esbjerg.

"Fanden skulle slide en hel dag for nogle få kroner når man på en time kan hugge flere hundrede." Det er jo et synspunkt, og det burde ikke føre til mord. Men det gør det. Det var så ikke ham, der blev kaldt "et menneskedyr" eller "den fine vellystning", selvom ham - nå ja - havde visse personlige forretninger også. Det var han så ikke ene om.

Tag med til 1910 og et udvalg af virkelige forbrydelser i selskab med Anna og Christian, Madsen, Petersen, Strømmen, tante Kate og tante Tilly, Osvaldo, hunden Frigga og mennesker, du aldrig har hørt om før.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 3, 2022
• ISBN: 9788743046660

Freya Anduin

Freya Anduin er uddannet cand.comm. med historie samt i psykologi og dramaturgi – formidler, historiker, kommunikatør og journalist - og har skrevet og holdt foredrag i adskillige år. Skriverierne er blevet til mange forskellige ting i årenes løb: artikler, kronikker, portrætter, lærebøger, digte, engelske short stories, håndbøger, tv-koncepter, filmmanuskripter, by- og museumsquizzer m.v. Serien om Lendorph & la Cour fylder mest: Historiske hyggekrimier, som foregår i 1910 og har basis i virkelige kriminalsager. Det er en spændende tid – starten på vores moderne verden – og det har krævet omfattende research, bl.a. på Rigsarkivet, at skrive serien.

Book preview

1.

Endnu før Anna havde fået tøj på, ringede Pontoppidan og bad hende komme – helst uden at have spist morgenmad. Han beklagede på forhånd, at det ville blive hårdt, og lød selv som om, han var dårlig. Om hun ville komme til Frederiksberg Station?

Hun blev mødt af et par betjente og nogle stationsbetjente, som var grønne i ansigterne, og Pontoppidan som endnu engang beklagede, men hun var eneste fotograf til disse opgaver, og hun havde fotograferet fra operationer. Måske hun skulle lade som om, dette var en udendørs en af slagsen? Selv var han næsten lige så bleg som de unge betjente og pegede bagud mod skinnerne, hvor Frederikssundstoget stadig holdt ved perronen, og personale havde travlt med at få passagererne væk. Nogle af dem havde tydelige skrammer fra en voldsom opbremsning.

- Baneformand Blümel …

Pontoppidan sank et par gange og pegede igen på lokomotivet. Anna gik hen for at tage billeder og kunne i første omgang ikke se meget andet end et ben. Et ben, som ikke hang sammen med resten af kroppen. Hun blev stående og tog flere billeder, mens to Falckreddere forsøgte at få resten af Blümel væk fra lokomotivet stykke for stykke. Han kunne samles om end ikke genkendes, da de fik ham fri, og Anna var glad for sin træning på hospitalet, og at hun kunne aflevere filmen til fremkaldelse hos Bugge, så hun ikke behøvede at se på billederne også. Hun aftalte med Pontoppidan, at hun kom til obduktionen om eftermiddagen. De billeder ville være lettere at håndtere – hospitalsomgivelserne gav en slags distance.

Dagens udenlandske artikel var ikke svær at vælge fra de indkomne telegrammer og passede til Annas humør.

To Danske myrdet af Indianere.

Generalkonsulen i Buenos Aires meddeler, at de vilde Indianere i Provinsen Salta syd for Bolivia har dræbt to Danske: Anders B. Andersen og Peder Sofus Jensen, Sønner af henholdsvis Parcellist Lars Andersen og Husmand Chr. Jensen paa Budsene Mark, Møen.

De to dræbte Danskere var for et Par Aar siden udvandrede til Argentina. Her fik de først Arbejde hos nogle danske Gaardmænd i Nærheden af Buenos Aires, men drog for et Aar siden nordpaa til Salta for at købe Jord og tage fat for sig selv. Det gik dem imidlertid uheldigt, og de tog Plads som Arbejdere ved et Jernbaneanlæg. Her var det, at de i forrige Maaned fandt deres Død for de blodtørstige Indianere.

Anna tog videre til Pontoppidan, som undtagelsesvist kun havde en sygeplejerske til hjælp og hverken andre læger eller studerende i nærheden. Hun håbede, Christian havde en mindre blodig dag. Den viste sig primært at blive vådere – og hun blev selv involveret.

⁂

Madsen stak hovedet ind til Christian.

- I skal til Nyhavn og find ud af, om det er en kriminalsag, eller det bare er idioter, og om de alle sammen er fisket op. I kan se hvor, når I kommer.

Christian kiggede på Strømmen, som var fulgt med ind, trak på skuldrene og tog sin hat på. De skridtede gennem byens mylder af mennesker, støjkilder og skiftende aromaer, startende med det bombardement af sanserne som var Nytorv på en torvedag. Da de nærmede sig Nyhavn, kunne de som lovet hurtigt se, hvor der skete noget. En mindre folkemængde var stimlet sammen omkring to gadebetjente, fire dyngvåde mænd og en jolle. Den ene betjent var ved at skrive i sin notesbog, mens en af de våde mænd allerede var ved krabbe sig sidelæns gennem folkemængden, så kun hans personlige vandpyt var tilbage. De to næste fjernede sig i al hast, da betjenten holdt op med at skrive, og før Christian og Strømmen nåede helt derhen. Den sidste våde mand var så fuld, han ikke kunne stå på benene, så han sad på en pullert, mens betjent nr. to forsøgte at holde ham nogenlunde vertikal med et solidt greb i kraven på ham.

- Hvad er der sket?

Christian så spørgende ud over forsamlingen og præsenterede sig for betjentene. Den ene forsøgte at forklare:

- De havde lejet en jolle i Overgaden og var sejlet herind, hvor kølvandet fra en damper vippede jollen, så den kæntrede.

- Det passer ikke,

kom det fra en tilskuer.

- Der var ingen damper. De vippede selv med båden. De var plørefulde hele bundtet.

Den tilbageværende våde mand forsøgte at protestere men lykkedes kun med at bekræfte, at i hvert fald han kunne have pudset vinduer ved bare at ånde på dem.

- Hvor blev de andre af?

Betjenten rakte Christian sin notesbog.

- Vi har navne og adresser.

Christian kastede et blik på noterne.

- Jeg tror, du vil få problemer med at finde dem.

- Hvordan?

- De adresser der – opfundet til lejligheden. Hvad med ham der?

Christian pegede bagud med tommelfingeren.

- Det er grønthandler Braunstein,

kom det fra en anden publikummer.

- Fra Overgaden.

- Og der var ikke flere i båden?

Grønthandleren rørte på sig og så sig forvildet omkring.

- Anne Margrete. Hvor er Anne Margrethe?

Betjentene kiggede på ham.

- Hvem?

- Anne Margrethe. Vandet. Væk…

Grønthandleren fægtede med armene og forsøgte forgæves at både rejse og vende sig, så han kunne se ned i kanalen. Det fik ham i stedet til at falde halvt ud af frakken, så betjenten måtte slippe taget i kraven for at gribe ham om livet, før han faldt i kanalen igen. Braunstein fik armene tilbage i frakken, og betjenten fornyede sit greb i kraven.

Tilskuerne kendte ikke noget til nogen kvinde, og de tre andre mænd havde intet nævnt om en sådan, så det lod ikke til, der var mere at finde ud af på stedet. Strømmen skrev et par navne og adresser ned på nogle af vidnerne og aftalte med gadebetjentene, at de kunne tage grønthandleren med sig, og hvis de ville ringe, når han havde sovet et par timer og forhåbentlig kunne sige noget, der gav mening.

- Og udsend efterlysning på de forsvundne mænd. Jeg er sikker på, I ikke finder dem på de oplyste adresser. Eller rettere – ikke finder adresserne.

De omkringstående så på hinanden – det havde været underholdende – og de fleste forsvandt bortset fra et par stykker, som fulgte efter betjentene med Braunstein for at se, hvordan de fik ham bugseret til arresten. De havde forventet mere komik men blev skuffede. De to betjente havde prøvet det før, så et fast greb under hver arm, og Braunstein hang i midten, så han kun lige nåede jorden til at tage vægten på fødderne men uden behov for den tydeligt manglende balance.

Christian og Strømmen gik tilbage – langsommere end på udturen – og kiggede mennesker og lejlighedsvist vinduer. De elskede begge at gå gennem byen og valgte gerne forskellige ruter ud og hjem. Det var hyggeligt og for Strømmen et kursus i København, som var absolut nødvendigt for en betjent udefra. Strømmen var fra Vejle-kanten og havde ikke engang boet i København et år. Han forstod de to betjente, som ikke havde genkendt vejnavnene som frit opfundne – for bare et par måneder siden, ville han heller ikke have gennemskue det.

Christian og Strømmens små omveje betød også, at de til stadighed var orienteret om, hvad der gik for sig rundt omkring, og kunne holde øje med, om kendte ansigter måtte dukke op i gadebilledet – måske nogle, de sidst havde set på en efterlysning i Politiefterretninger. Tilbage brugte de et par timer på at skrive breve til bl.a. Paris, Deauville og Nizza til ledsagelse af grevindens kontrafej og spørge til, om de kunne genkendte damen på billedet, indtil der blev ringet besked om, at nogle fiskere havde fundet en druknet kvinde i Nyhavn.

De gik tilbage til Nyhavn, hvor de blev mødt af Anna og Pontoppidan, som undersøgte kvinden, mens Anna fotograferede.

- Så der var en kvinde. Måske hende Anne Margrethe. Grønthandleren må vide, hvem hun er.

Pontoppidan trykkede kvinden på brystet, og der kom vand og skum ud af munden.

- Druknet. Obduktion unødvendig, så vi må nøjes med Blümel idag.

Han kiggede op på Anna som nikkede til ham, pakkede sine ting sammen, smilede til Christian og Strømmen og gik. Pontoppidan fik kvinden i en ambulance og sagde farvel. Det denne gang mindre, sammenstimlede publikum sivede væk, da underholdningen åbenbart var forbi.

- Tror du, grønthandleren er klar nok til at snakke?

- Lad os se. Men vi kan jo starte hos bådudlejeren.

Christian og Strømmen gik ud til Overgaden for at tale med ham, der havde udlejet båden, og det viste sig, hans butik lå i kælderen lige ved siden af grønthandlerens.

- De bad om en jolle til to – og de var kun to. Jeg så dem sejle ud i kanalen.

- Hvem lejede båden?

- Braunstein. Det gør han tit sammen med en kammerat.

Bådudlejer Marker vidste ikke, hvem vennen var – det var altid Braunstein, der betalte, og Christian og Strømmen fortsatte mod arresten, hvor Braunstein var vågnet og nu pure nægtede, der havde været en kvinde med. Da han fik at vide, at der var fundet en druknet kvinde i Nyhavn, begyndte han at græde og indrømmede snøftende, at hans kæreste Anne Margrethe Erichsen også havde været ombord. De havde drukket tæt alle sammen hele vejen fra Christianshavns Kanal til Nyhavn, og da de nåede derind, var de blevet kåde, og havde vippet med båden, til den vendte bunden i vejret, og de alle sammen røg i vandet. Frk. Erichsen var ikke kommet op igen.

Han vidste kun, hvem to af de andre mænd var – hans kammerat Povl Madsen og så var der en, Madsen kendte, som hed Mikkelsen; den tredje havde han ikke set før. De havde sejlet før og drukket før, men det var første gang, de var fire i båden. Frk. Erichsen var samlet op ved torvet, og der var Mikkelsen og hans kammerat så dukket op og ville med. Da båden sagtens kunne rumme alle, bekymrede de sig ikke, og det havde der heller ikke været grund til, før de blev for fulde.

Braunstein blev forladt opløst i gråd og med snot ned ad skjorten og på ærmerne, som han tørrede næse med, og Christian aftalte med vagthavende, at det næppe var en sag for Opdagerpolitiet, men at den sædvanlig blanket skulle sendes til politidirektøren. Og hvis nogen ville hjælpe ham lidt med soignering? Christian nikkede bagud mod cellen med et udtryk, en snerpet tante ville have været stolt af.

Da Madsen kom for at spørge til vandgangen, var konklusionen færdig og skrevet på et sagsark klar til arkivering. Han fik en forklaring og var enig. Der var næppe tale om noget forsætligt og dermed ikke en forbrydelse men et uheld, opdagerne ikke behøvede at tage sig af. Kvinden var druknet iflg. Pontoppidan, og intet tydede på, hun havde været slået eller skubbet. At mændene var stukket af og havde givet falske adresser var formentlig bare rent refleksmæssigt, fordi de lige akkurat var ædru nok til overhovedet at kunne løbe og godt vidste, kvinden manglede – i modsætning til grønthandleren.

Det var også den forklaring, Christian senere gav Anna, som modsat var meget sparsom med oplysninger om Blümel og pure nægtede at vise ham fotografier, hvad hun ellers altid gjorde.

- De er hos Bugge, og jeg er helt sikker på, du ikke har lyst til at se dem. Han blev fundet som samlesæt. Og det var en ulykke, så I kommer ikke til at høre om det. Udover fra aviserne.

Christian forsøgte at standse sin fantasi, men det var svært. Til alt held for ham, havde han ikke set noget, han kunne bygge den på og blev derfor sparet for detaljer, der ville have ødelagt hans nattesøvn.

⁂

Christians – og lige om lidt også Annas – lejlighed skulle indrettes. Gennemgang af tapet- og porcelænskataloger havde til både Annas og Christians store lettelse afsløret, at de havde samme farverige smag, bare det ikke var noget med snirkler, småblomstret eller guldkant. De havde set på tapeter i en uendelighed men blev enige om, at bortset fra entreen og den lange domestikgang, hvor der ville være sparsomt med pynt og møbler, skulle malerier og møblement ikke konkurrere med tapetet om opmærksomheden. Der var grænser for, hvad øjnene kunne holde til, så væggene blev ensfarvede. Det betød, at spisestuen blev smaragdgrøn, det kombinerede bibliotek og kontor vinrødt, dagligstuen turkis, entreen fik Heaven In A Wild Flower-tapet fra William Morris og både sove- og påklædningsværelse blev dueblåt og fik blå Golden Lily gardiner. De to gæsteværelser blev holdt i gyldne farver ligesom det sidste værelse indrettet til Christians øvelser og Müllersk gymnastik for dem begge, så det kunne føles sommeragtigt selv midt om vinteren. Det rum fik også to lag gardiner, så de kunne trække tynde gardiner for om sommeren og stadig lukke lys ind uden at friste genboerne til at anskaffe en kikkert.

Anna var indviet i kunstens mysterier af sin mormor, hvilket bl.a. betød, at hun selv havde købt Wegmann og Scherfbeck, som ville få nye rammer, så de passede til det ultramoderne, italiensk inspirerede møblement, som var ved at blive lavet på la Cours Møbelfabrik.

Frk. Sørensen fik frie hænder til selv at købe udstyr til køkkenet, som blev indrettet så moderne som overhovedet muligt, og hun fik også en af de første Nilfisk-støvsugere at prøve af, før de kom rigtigt til salg. Christians far kendte Nielsen og havde fået to eksemplarer til afprøvning – et til hjemme og et til sin søn. Der skulle installeres ekstra badeværelse i det ene pigeværelse og et stort indrettes i det andet påklædningsværelse. Sørensen selv skulle have en lille lejlighed helt for sig selv i tagetagen i samme opgang. Hendes lejlighed ville blive renoveret som det allerførste, så hun kunne bo ordentligt, mens hun hundsede med håndværkerne de ca. fire uger, det ville tage en hær af håndværkere at installere alle moderne fornødenheder til herskabets tilfredshed.

Christian var officielt flyttet ind i lejligheden, dvs. hans sparsomme ejendele stod i Annas atelier. Ikke så sparsomme alligevel som i hans forventning – etageren med alle billederne, det kæmpestore spejl og især hans efterhånden ret omfattende bogsamling fyldte godt op. Hans garderobe var også over standard, og Anna havde måttet rykke en del af sin over i atelieret for at få plads til hans. Christian selv boede sammen med Anna i hendes værelse og var nu en del af familien Lendorph til måltider og selskabelighed. Han havde sagt et vemodigt farvel til enkefru Berg, som godt kunne gætte, hvordan sagerne stod, indtil lejligheden var færdigindrettet, men hun holdt meget af Christian, der havde været en eksemplarisk lejer og havde intet ellers at udsætte på hans vandel. Det var på mere end høje tid, han blev gift og fik sit eget, så hun valgte ikke at kommentere på det moralsk set uheldige arrangement, og de var jo trods alt ringforlovede, bryllupsdagen aftalt og møblementet bestilt.

Anna havde undret sig over, at tante Kate ikke omgående havde svaret på invitationen til forlovelsesfesten. Årsagen kom halvanden uge senere – ikke som telegram men som fragt. I kassevis. Adresseret c/o la Cour. Hendes mor måtte have sladret. Der var et tesæt i sølv med en kæmpe samovar med tilhørende udstyr, uden hvilken man ifølge tante Kates medfølgende brev ikke var i stand til at leve civiliseret. Der var bøhmiske glas, sølvtøj, håndbroderede duge og servietter og et Royal Doulton Poppies te-service og spisestel til 24, som både Anna og Christian omgående forelskede sig i.

Agnes havde bemærket deres frustration over ikke at kunne finde noget, som var farverigt men ikke pyssenysset, og hun havde telegraferet til sin søster, som vidste præcis, hvad de ledte efter. Det var Kate og Tillys bryllupsgave til dem.

Anna og Christian pakkede ud, i hvad der forekom en evighed, og måtte have hjælp af Sørensen, som så anerkendende på indholdet. Det var kvalitet, og det farverige service ville passe til de lige så farverige rum. Noget i overkanten for hendes smag, men herskabet kunne lide farver. En af kasserne indeholdt nogle af de billeder, Annas mormor havde købt på deres mange ophold i Paris, og som var en del af hendes arv: Metzinger, Modigliani, Morisot, Derain, Kandinsky … I Christians opvækst havde der ikke været meget tid til billedkunst, men disse malerier talte til hans teatersjæl, mere end han havde forventet. Han glædede sig til at se dem på væggene.

Gaven fra Annas forældre var portrætter af Anna og Christian selv, som skulle males af Bertha Wegmann.

Christians forældres bryllupsgave var et flygel, som havde tilhørt Bournonville. Man kunne ikke have et hjem uden musik, og for Christian var dette flygel helligt. Han var usikker på, hvor meget han kunne huske. Hos enkefru Berg var musikinstrumenter bandlyst, så han havde ikke spillet, siden han forlod teatret bortset fra nogle få gange hjemme hos sine forældre. Noget måtte dog være blevet hængende i hukommelsen. Nogle gange, når de spillede Annas grammofonplader, bevægede hans fingre sig af sig selv, som om de bare ventede på et klaviatur, ligesom hans ben huskede trinene og forsøgte at danse med, hvis han hørte balletmusik. Han glædede sig som et lille barn, til at han kunne spille i sit eget hjem.

Han havde ikke helt måttet undvære musik. Annas atelier havde også fungeret som deres helt private balsal, hvor han havde taget Anna med ind i dansens verden og vist, hvordan kroppen kan fyldes med musik – blive musik.

Han elskede den måde, Anna tillod sig at være kropslig på, helt uden forbehold. Fri. Uden den konstante selvkritik, som fik andre kvinder til at tøve, når de burde give slip. Han havde først troet, det bare var ballerinaer; der levede foran et spejl, opmærksomme på alt – i frygt for alt. Men Ingeborg, som havde forladt ham for at tage til Amerika, havde også været sådan, og han havde til sidst spurgt Helena, som havde grinet og sagt, at sådan var alle kvinder opdraget. Og så var der Anna, som formentlig slet ikke ville forstå spørgsmålet, hvis han spurgte hende. Intet under at Müller var blevet bandlyst efter bogen om livslykke, som var meget eksplicit i forhold til kvinders kropslige frihed. Anna havde naturligvis fået bogen af sin mor, som han var sikker på vidste alt om krop og sanser. Han huskede en søndag morgen, hvor hun havde siddet ved morgenbordet med det samme mætte udtryk i øjnene som Anna, og var helt bevidst gået tæt forbi og havde fanget den afslørende duft. Han havde kigget på William, som så på Agnes og Anna og tilbage på ham med et smil, som han pludselig erkendte, han selv havde magen til, og de havde grinet til hinanden.

⁂

Opdagerkontoret fik et tykt brev fra politiet i Paris med 'attention la Cour'. Madsen kom selv ind til Christian med brevet og matchende spørgende udtryk. Christian læste og kiggede i de bilag, der var årsag til, det ikke kun var et telegram, mens han mundvige kravlede længere og længere op. Madsen satte sig forventningsfuld ned.

- Frk. Lendorph fik et fotografi fra sin tante af en dame på Claridge's, som hun mente kunne være den falske grevinde – fra juvelsagen. Jeg genkendte hende og tænkte, hun måske også kunne genkendes i Paris, så jeg sendte dem nogle fotografier. De har kigget på deres egne, og det tilsendte ligner påfaldende et, de har på en Josephine Champot-Jouret, født i Blois 8. august 1863, datter af en adeligt født danserinde og en suspekt, vistnok engelsk teaterdirektør – John Champot – opvokset på venstre Seine-bred i diverse etablissementer med vin, sang, dans og associerede ydelser og eftersøgt for et bredt udvalg af forhold, herunder indbrud, tyveri, dokumentfalsk, afpresning osv. Muligvis i forbindelse med internationale smykketyve. Anhold første gang i 1879 og derefter flere gange siden. Man har dog ikke set noget til hende i de seneste fem