Vintermørke

By Birgithe Stender-Jensen

JULEN 2010: En mordbrand, et barnelig og et mystisk selvmordsforsøg rammer Bornholm under århundredets værste snestorm.

 

Solskinsøens idyl føles længere væk end nogensinde, da politiets efterforsker Camilla Ambrosen forsøger at finde de skyldige, mens hun kæmper med snemasserne og vintermørket i mere end én forstand.

 

Men i mørket er det svært at skelne mellem de onde og de gode. For hvordan ser man egentlig forskel? Og hvem er det, man skal være bange for?

 

VINTERMØRKE er en bornholmsk snestormskrimi, som også tør dykke ned i skæbnerne bag de levede liv. Bogen er første bind i en planlagt serie med efterforskeren Camilla Ambrosen og brandmanden Knud Kofod.

• Language: Dansk
• Publisher: Forlaget 4. til venstre
• Release date: Aug 15, 2019
• ISBN: 9788799808199

Book preview

Vinterm_rke-forside.jpg

Vintermørke

Birgithe Stender-Jensen

Published by Forlaget 4. til venstre, 2019.

This is a work of fiction. Similarities to real people, places, or events are entirely coincidental.

VINTERMØRKE

First edition. August 15, 2019.

Copyright © 2019 Birgithe Stender-Jensen.

ISBN: 978-8799808199

Written by Birgithe Stender-Jensen.

Vinterm_rke-forside.jpg

Birgithe Stender-Jensen

VINTERMØRKE

Forlaget 4. til venstre

Erik – tak for hjælp og opmuntring

Sensommer

Vi er langt inde i september. Klippeøen holder som altid fast på varmen. Måske årets sidste sommerdag. Vi kysser solen godnat og vågner op til regn, rusk og efterårsmørke. Sådan er det ofte i erindringerne. Og så gælder det om at få det bedste ud af den sidste sommerdag. Det er netop sådan, Anders tænker denne dag. Han har skoletasken på bagagebæreren, men cykler i retning af eventyr. Kursen er sat mod ukendte mål. Papstykkerne og tøj­klemmerne på cyklens baggafler får den til at lyde som en knallert. Han cykler hurtigt for at larme mest muligt og nyder lyd­en, mens han krydser de brede trafikerede veje. Han fortsætter ad markstier og små skovveje, før han forpustet standser ved de store træer. Skovbunden er et ufremkommeligt vildnis. Solen kaster lys ned gennem trækronerne. Det er her, magien er. Anders kigger op mod toppen af træerne og udvælger sig det højeste. Han vil bemægtige sig verden.

Han mærker svedperler i ansigtet og stryger bagsiden af venstre hånd hen over panden. Højre hånd holder et låst greb om grenen ud for hans skulder. Han kigger ned. Under hans blå gummisko kan han skimte sin cykel. Han er godt nok højt oppe. Men ikke helt højt nok. Det gyldne løv forhindrer udsigten. Han må et par grene højere op, hvis han skal kunne se eventyrlandet på den anden side. Hans smidige fødder finder fæste. Én gren op. Én gren mere. Han sætter sig overskrævs på den tykke gren og lader hænderne finde gode holdepunkter, før han tør se sig omkring. Og så er han midt i det – eventyret.

Fuglene kvidrer, som var det forår, og flyver til og fra grenene tæt omkring ham. Lidt fremme under sig kan han se en lysning med lave buske og mindre træer. Et sted i det fjerne kalder en stemme. Fuglene bliver stille og letter på én gang. Et egern kommer springende og lander på hans gren, og endnu ét lander på grenen over hans hoved. Anders ler over det uventede selskab. En bevægelse i lysningen får ham til at kigge ned. En pige står og ser op mod ham. Hans puls stiger, imens han betragter hende. Hvid kjole og gyldent hår. Ser hun ham? Hun vender sig og løber. Er det en krone, hun har på hovedet? Hey, hvor skal du hen, prinsesse? Eller elverpige? Han vil hende mere, men sidder fanget på sin gren. Kom tilbage! Hun forsvinder mellem buskene. Så hun ham? Han så hende. Hvis hun var der. Var hun der?

Når efterårsløv

sætter skoven i flammer

er mørket på vej

✢

December 2010

1.

Ilden er under kontrol, men det, der engang var Lille Tranegård, bæres nu væk som en klæbrig sky af den vedvarende snestorm. En kvalm stank af tilintetgørelse og død bliver hængende. De dunkle silhuetter og råb, der bevæger sig gennem gryet, tilhører dem, der bekæmper ilden.

Knud Kofod havde set på sit armbåndsur, da de drejede op ad den smalle indkørsel. 22.14. Det betød en responstid på vanvittige 4 timer og 17 minutter. Det havde de aldrig prøvet før. Han havde sat et udråbstegn i sin logbog, tre sekunder før sneploven med et brag lagde lågen til gårdspladsen ned.

Det var sgu da effektivt, havde Jan grinet og bakket bilen tilbage, så sneploven kunne komme ud og få ryddet plads til de øvrige vogne og assisterende køretøjer, der var på vej.

4 timer og 17 minutters responstid. De kom for sent. Alt for sent.

Ilden havde haft godt fat i stuehuset, og en del af vestgavlen var allerede styrtet sammen.

Må familien fejre jul et andet sted, havde Knud messet for sig selv, imens holdet hurtigt og rutineret fik gjort slukningsudstyret klar.

Den kraftige vind var kommet fra en østlig retning. Flammer og gnister blev båret væk fra den lille staldbygning, der endnu stod uskadt.

Knud havde smagt på vinden.

Fortsætter det?

Politikommissær Sørensen, der netop var ankommet med sit mandskab i en firhjulstrukket Unimog, havde betragtet Knud.

Ja, desværre. Men heldigvis fortsat fra øst, mumlede Knud.

Holdet var allerede godt i gang og skulle nok nå at bekæmpe ilden. Ingen grund til at jage dyrene ud i vinternatten. Alligevel var Knud gået over til stalden.

Her gik soen i cirkler i sin sti og skubbede nervøst halm rundt med trynen, imens tre smågrise i nabostien lå forskræmte sammen i et hjørne og hylede. Tre geder havde kæmpet om pladsen på toppen af en halmballe. Fire får og en håndfuld høns løb forvirrede rundt på midtergangen. Knud havde snakket om vinternatten og vindens gunstige retning, imens han stille gik rundt. Han fandt foder, som han uddelte generøst, og øste vand fra tønden og ud i trugene. Beroligende hænder havde strøget en pels og en snude. Halmballer blev åbnet og delt ud i overflod. Halm. Masser af halm til at gemme sig i.

Og så havde den pludseligt siddet der. I et hjørne. Små, korte pib overdøvet af grisehyl og hønsekaglen. Knud havde lagt sig på knæ.

Halløj, lille ven.

Det var det eneste, der skulle til, for at den tillidsfuldt lod sig løfte op af et par store næver. Knud havde boret sin næse ned i hvalpen, lagt den ind til sin hals og lyttet til de ængstelige pibelyde. Ti minutter senere havde den ligget og sovet, indpakket i hans sweater på forsædet i brandbilen.

Det har været en lang nat. Knud står foran resterne af stuehuset og betragter politikommissær Sørensen, imens de sammen opsummerer natten.

Der er efter al sandsynlighed tale om forsætlig brandstiftelse. Der er formentlig brugt benzin. Arnestedet ser ud til at være hoved­bygningens stue, hvor to mennesker er omkommet.

Kriminalteknikerne kan ikke komme frem. Lufthavnen er lukket på ubestemt tid, råber Sørensen ud i vinden. De forsøger at komme med færgen senere. Vi må væbne os med tålmodighed. Snestormen ser ikke ud til at slippe foreløbig.

Det bliver en vanskelig opgave. Al den sne – og vinden. De får deres problemer, råber Knud tilbage og går hen i læ ved brandbilen. Han mærker trætheden og kulden og længes efter en kop varm kaffe. Han kigger ind gennem bilruden til hunden. Den ligger og sover trygt i varmen. Beredskabstjenesten er på vej for at overtage efterslukningen. De må snart være her.

Jan og Axel er allerede i gang med at pakke grejet sammen. Juletraditioner med deres respektive familier er inden for rækkevidde.

Det er en bizar verden.

Hvalpen har selvfølgelig tisset i sweateren og på bilsædet. Jan skælder højlydt. Knud smider sweateren ned på gulvet og stikker hvalpen ind under frakken. Den skal ikke bebrejdes noget.

Hvad fanden slæber du også det kræ herind for?

Jan bander over hundepis, sneen, kulden og den menneskelige dumhed generelt. Og du skal fandeme ikke ryge i bilen.

Det sidste er henvendt til Axel.

Slap af, vrisser Axel, imens han åbner bildøren og smider cigaretten ud.

Sneploven venter. Lad os nu komme hjem, siger Knud. Han læner sig tilbage og lukker øjnene. På hans højre hånd hviler et lille væsen, der med jævne mellemrum spjætter uroligt i søvne.

Turen tilbage til stationen er ikke uden problemer. Vejene lukker hurtigt til. Men i brandbilen er der stille. Den lange tur gøres i tavshed. De er et team. Ord er overflødige.

Stationens ro får kroppens anspændthed til at forsvinde. Kaffen dulmer.

Debriefingen og psykologens monotone stemme, der næsten hypnotisk får ord til at flyde og placerer nattens hændelser på de rette hylder, giver plads til den fortrængte træthed.

Hvad mener du, Knud? lyder psykologens stemme højt.

Enig, siger Knud og retter sig op i stolen.

Der lyder en stille latter i lokalet.

Jamen, så kan vi vel afslutte for i dag. I ved, hvor I kan finde mig, hvis der skulle være noget, I vil tale om. Og må I alle så trods alt få en glædelig jul, når I på et tidspunkt kan komme hjem.

Du, Knud, kalder psykologen, da Knud er på vej ud ad døren. Har du lige et øjeblik?

Faktisk er jeg helt ødelagt. Knud er standset med den ene fod på den anden side af dørtrinnet og bliver stående dér for ikke at blive fanget. Noget særligt?

Næ, jeg ville høre, hvordan det går. Har du det godt? Fungerer hverdagen?

Fint, fint. Og du må virkelig have mig undskyldt. Men jeg bliver nødt til at sove nu. Vi tales ved på et tidspunkt, siger Knud og skynder sig det sidste stykke ud ad døren.

Jamen, okay så. Vi ses.

Foreløbig er de alle låst fast på stationen. Øen er lukket. Knud finder et par tæpper og lægger sig på en briks. Hunden lægger hovedet op på hans hals.

2.

Næste morgen meldes der fortsat om kaos ude på vejene, men det er lykkedes vintertjenesten at få hul igennem snemasserne både til nord- og østsiden af øen. Hovedvejene er farbare i ét spor. Knud har lige fået bekræftet fra politigården, at ruten til brandstedet er fremkommelig. Han forlader stationen og sætter sig bag rattet i den blå Range Rover. Han kører tilbage til Lille Tranegård. En sidste opdatering, inden han kører hjem. Vinden har lagt sig lidt. Heldigvis kommer den fortsat fra øst, og den uskadte stald er det første, Knud ser efter, da han ankommer. Dyrenes lyde blander sig med vindens susen. Han går ind og ser til dem. De virker væsentligt roligere nu, som om de fornemmer, at den værste fare er drevet over. Udenfor er luften tæt af sne og vil for en udenforstående kunne skjule, at en katastrofe har fundet sted. Men de ulmende ruiner taler deres eget sprog, og beredskabstjenesten er stadigvæk i gang med efterslukningen. Teknikerne er ankommet, og sammen med politifolk glider de koncentreret rundt i kulissen. Knud ser efter politikommissæren og finder ham i samtale med en af de unge betjente.

Noget nyt? spørger han, da den unge betjent har fået de sidste instrukser.

De to personer, der omkom, formodes at være ægteparret, der boede her, siger Sørensen og vinker Knud med hen i læ bag en af bilerne. De var tilsyneladende barnløse, og vi har ikke fundet noget familie.

Det er lidt usædvanligt, siger Knud.

Har du lagt mærke til området? Sørensen lader en hånd panorere ud i horisonten. Plankeværk, hegn og krat omkring ejendommen. Der kunne lige så godt have stået et skilt nede ved vejen, der bad alle om at holde sig væk. Ikke helt almindeligt, vel? Han ser hovedrystende på Knud.

Måske ikke, men vi er jo ikke alle lige sociale.

Nej, men altså, de har boet her i 16 år, og der er ingen, der kender dem. Vores samtaler på de nærmeste gårde har stort set ikke givet noget. Alle fortæller om et usædvanligt stille par, som helst ville passe sig selv.

Det er vel ikke ligefrem en forbrydelse, siger Knud og føler en vis sympati med dem.

Nej, men noget råddent er der. Nogle stille mennesker, der passer sig selv og ikke generer nogen. Og nu er de døde i en påsat brand. Det giver umiddelbart ingen mening. Sørensen lyder en smule opgivende.

Det er ikke altid, ondskab behøver en årsag, siger Knud.

Næh, du har ret. Men måske … måske er det slet ikke ond­skab­en, der er på spil, når det kommer til stykket. Sørensen gnider sig eftertænksomt i panden. Han ser træt ud. Der er endnu langt til hans fyraften. Knud klapper ham kammeratligt på skulderen.

Der var forresten en hundehvalp ovre i stalden. Jeg kører ud og afleverer den på Hoglebjerg nu med det samme, hvis jeg kan komme frem. Bare så du ved det.

Fint, fint. Vi har allerede lavet en aftale med nabogården om, at de tager sig af dyrene, indtil vi finder ud af, hvad der skal ske med dem. Men hunden skal selvfølgelig på internat. Tak, Knud.

Endelig kan Knud mentalt afslutte vagten og køre hjem. Da han når Præstegårdsvejen, mødes han af huse, der blinker med kulørte lamper, nisser og julemænd. En irriterende trend, der er eskaleret voldsomt de seneste år. Knud standser ud for nummer 27. Havelågen knirker, og han lover endnu en gang sig selv, at den skal have en overhaling ved førstkommende lejlighed. I morgen måske. Eller en anden dag. Lige nu må han have fat i sneskovlen, så bilen kan komme væk fra vejen. Og så varsler de mere sne. Kaos efter kaos. To naboer kommer ud med hver deres sneskovl. De hilser og småsludrer om vejret, imens de uopfordret hjælper Knud med at skovle sneen væk fra grunden og dirigere ham på plads med bilen. Der er noget ved sne, der appellerer til folks venlighed og omsorg, tænker Knud og takker naboerne med et nik.

Indenfor har han sine faste rutiner. Han hænger frakken på tredje knage fra højre og stiller støvlerne på den sorte måtte neden­under, hvor hans hjemmesko står klar til at stikke i. Han går fra rum til rum og tænder lys i hele huset. Det er en god fornemmelse. At sætte kaffe over med én hånd er uden for rutinen, men det lykkes med lidt tålmodighed. Så snart han forsøger at sætte hunden fra sig, hyler den hjerteskærende. Ventetiden bliver brugt på at drømme sig ind i linoleumstrykket, der hænger på væggen ved siden af køleskabet. Derinde i snekuglen ligger et lille hus i et snefyldt landskab. Dér bor du, havde Maria sagt og peget på huset, og Ellen havde nikket: Ja, far bor i en glaskugle. Lige nu ville han gerne bo dér i det lille hus. Kaffemaskinens snorken standser.

Nu er vi vist også sultne, siger Knud og vender tilbage til nuet.

De kigger ind i køleskabet. En halv bakke leverpostej, et glas kryddersild, tre skiver flæskesteg fra Brugsen og fire skiver rugbrød. Hvalpen får flæskestegen og tisser på Knud, der forbløffet ser på den.

Han giver den et varmt bad i håndvasken, og straks efter falder den i søvn i et hjørne af sofaen. Knud synker ned ved siden af med sin kop. På sofabordet står kassen med julepynt endnu. Han kigger op på reolen. Englen med lys var det eneste, han fik sat op. I morgen pakker han kassen væk igen.

3.

Kirstine Holmgren trækker hætten med pelskant godt op om hovedet og holder fast i den. Den kraftige blæst får sneen til at hvirvle om hende fra alle vinkler. Kulden trænger ind ad selv den mindste åbning.

Anden juledags traditionelle familiefrokost i barndomshjemmet på Kapelvej er overstået – gudskelov. Snestormen var en kærkommen undskyldning for at bryde op tidligt. Hendes mor insisterede ellers på, at hun skulle blive. Hun kunne overnatte på sit gamle værelse. Men Kirstine vil hjem. Hjem i tryghed hos Preben og lille Victor. Men hun må gå en omvej. Sneen har lukket alle småveje. Det er for tungt at gå i, så ruten til Storegade må gå ned om havnen. Midt på vejen, hvor der er ryddet. Men trafik er der ingen af, så det er okay.

Forsigtige skridt ned ad Havnebakken.

Ved Munch Petersens Vej løfter hun hovedet fra den let foroverbøjede stilling og ser til begge sider. På den anden side af vejen fanger gadelygtens lys en bevægelse. Hun skærmer øjnene mod sneen. Der er nogen henne ved havnekajen. En person i hvid frakke.

Kirstine ser ned og krydser vejen. Da hun igen spejder efter den anden skikkelse, kan hun ikke få øje på den.

Hun standser og ser rundt. Uroen starter i maven. Så små­løber hun, samtidig med at hun roder i tasken efter mobilen.

Da hun forsigtigt læner sig ud over kajkanten, har hun allerede ringetonen i sit øre.

De har kaldt alarm 112 – vent venligst – hold forbindelsen til alarm 112.

Shiit! Kom nu!

Alarmcentralen. Hvad kan jeg hjælpe Dem med?

Kirstine Holmgren, sygeplejerske. Jeg har lige set en person falde i havnen. Det er på Rønne Havn, og jeg står ved Kongeskibskajen. Ambulance. Redningsvogn. Det skal gå stærkt.

Et øjeblik. Bliv ved telefonen. Jeg venter på bekræftelsen … De kommer. Hvis du så vil blive ved telefonen, indtil de er der.

Ja. Hun tøver. Nej, det går ikke. Sig, de skal skynde sig. Personen er gået til bunds. Jeg springer i nu.

Hun smider