Winnetou: Apachernes Høvding

By Karl May

Beretningen om apachehøvdingen Winnetou og eventyreren Old Shatterhands nådesløse kamp med fjendtlige indianerstammer, griske guldgravere og lovløse revolvermænd.

I romanen møder førstepersonsfortælleren Old Shatterhand apachen Winnetou, og efter nogle indledende dramatiske begivenheder opstår der et ægte venskab mellem dem. Winnetou bliver høvding for mescalero-apacherne, efter at hans far og hans søster er blevet dræbt af den hvide bandit Santer, og Old Shatterhand bliver blodbror til Winnetou. Ved mange lejligheder viser de store kampevner, men også medfølelse med andre mennesker.

Karl Mays roman udtrykker et romantisk ønske om et enklere liv i tæt kontakt med naturen. Dens popularitet skyldes i vid udstrækning fremstillingens evne til at imødekomme mange europæeres forestillinger om det vilde Vestens mere utæmmede og autentiske miljø. Romanen var så populær, at Nazi-Tyskland ikke forbød den på trods af dens heroiske syn på farvede folkeslag; i stedet blev det argument fremsat, at historierne demonstrerede, at de amerikanske oprindelige folks fald var forårsaget af mangel på racebevidsthed.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 24, 2020
• ISBN: 9788743081593

Karl May

Karl May wurde am 25. Februar 1842 als fünftes von vierzehn Kindern einer bitterarmen Weberfamilie in Hohenstein-Ernstthal in Sachsen geboren. Ein durch Not und Elend bedingter Vitaminmangel verursachte eine funktionelle Blindheit, die erst in seinem fünften Lebensjahr geheilt wurde. Nach der Schulzeit studierte May als Proseminarist an den Lehrerseminaren Waldenburg und Plauen. Seine Karriere als Lehrer endete bereits nach vierzehn Tagen, als die Anzeige durch einen Zimmergenossen wegen angeblichen Diebstahls einer Taschenuhr zu einer Verurteilung führte und May aus der Liste der Lehramtskandidaten gestrichen wurde. In der Folge geriet er auf die schiefe Bahn und verbüßte wegen Diebstahls, Betrug und Hochstapelei mehrere Haftstrafen. Von 1870 bis 1874 saß er im Zuchthaus Waldheim. Nach seiner Entlassung wurde er im Alter von 32 Jahren Redakteur einer Zeitschrift und begann Heimaterzählungen und Abenteuergeschichten zu schreiben. Sein stetes literarisches Schaffen war ungewöhnlich erfolgreich und machte ihn bald zum bedeutendsten Autor von Kolportageromanen und Trivialliteratur des 19. Jahrhunderts in Deutschland. Seine Abenteuerromane, die an exotischen Schauplätzen im Wilden Westen und im Orient spielen, wurden in 33 Sprachen übersetzt. Durch seine archetypischen Wildwest-Helden Winnetou und Old Shatterhand erlangte Karl May literarische Unsterblichkeit und wurde zum meistgelesenen Autor deutscher Sprache. Mays letztes Lebensjahrzehnt war von einer beispiellosen Hetze wegen seiner früheren Straftaten und vermeintlicher Unsittlichkeiten in seinen Kolportageromanen überschattet. Zermürbende Verleumdungs- und Urheberrechtsprozesse, in die er sich verstrickte, vermochten seinen tief verwurzelten christlichen Glauben, von dem sein literarisches Werk von Anfang an durchdrungen ist, aber nicht zu erschüttern. Mit den letzten beiden Bänden des Romans Im Reiche des silbernen Löwen und seinem dem Surrealismus nahestehende Symbolroman Ardistan und Dschinnistan schuf er in seinen letzten Jahren ein heute literarisch hochgeachtetes mystisches Spätwerk. Jubelnde Anerkennung erlebte er am 22. März 1912, als er auf Einladung des Akademischen Verbands für Literatur und Musik in Wien einen Vortrag Empor ins Reich der Edelmenschen hielt. Eine Woche später, am 30. März 1912, starb Karl May in seiner Villa Shatterhand in Radebeul bei Dresden an Herzversagen.

Book preview

Indhold

Indledning.

KAPITEL I. En „Greenhorn".

KAPITEL II. Kleki-petra.

KAPITEL III. Winnetou i Lænker.

KAPITEL IV. To Gange Kamp for Livet.

KAPITEL V. „Skøn Dag".

KAPITEL VI. Sams Befrielse.

Indledning.

Hver Gang jeg tænker på en Indianer, ledes mine Tanker hen på en Tyrk: det kan synes underligt, men har dog en vis Berettigelse. Så ringe Lighed der end ellers kan være mellem disse to, ét har de dog tilfælles, det nemlig, at de af alle og enhver betragtes som to Folkeslag, der snart vil have udspillet deres Rolle. Tyrken kalder man i Almindelighed „den syge Mand, og enhver, der kender lidt til Indianeren, vil finde Betegnelsen „den døende Mand passende på ham.

Ja, den røde Nation er på sit Yderste!

Fra Ildlandet til langt op forbi de nordamerikanske Søer ligger den kæmpemæssige Patient udstrakt, kastet til Jorden af en ubønhørlig Skæbne, der ikke kender til Medynk. Han har strittet imod af alle Kræfter, men forgæves; han er efterhånden blevet mat, han har ikke mange Åndedrag tilbage, og de Trækninger, der af og til ryster hans nøgne Krop, er Konvulsioner, Forløbere for Døden.

Er han nu selv Skyld i sit tidlige Endeligt? Har han fortjent det?

Hvis det er rigtigt, at alt, hvad der lever, har Ret til Liv, og at dette lige så vel gælder det store Hele som det enkelte Individ, så er jo den røde Mand eksistensberettiget i samme Grad som den hvide og må kunne gøre Krav på Retten til at udvikle sig socialt og politisk i Overensstemmelse med sin Individualitet. Det påstås, at Indianeren ikke har de Egenskaber, der er nødvendige til Dannelsen af et Samfund. Men er det sandt? Jeg siger nej, men vil ikke indlade mig på en Begrundelse af min Påstand, da det ligger uden for min Hensigt at skrive en lærd Afhandling om dette Emne. Den hvide har haft Tid til en naturlig Udvikling; han har lidt efter lidt udviklet sig fra Jæger til Hyrde og derpå til Agerbruger og Industriel; men den røde har slet ikke fået Tid dertil — den blev ikke tilstået ham. Han skal gøre et Kæmpespring fra det allerlaveste Trin, som Jæger, til det allerøverste, og man har, da man stillede denne Fordring til ham, glemt at tage i Betragtning, at han ved et sådant Spring måtte komme galt af sted.

Det er en grusom Lov, den, at den svage må vige for den stærkere, men da den går igennem hele Skabningen og gælder overalt i Naturen, så må vi vel antage, at denne Grusomhed enten kun er tilsyneladende eller kan mildnes ad kristelig Vej, da jo den evige Visdom, der har givet denne Lov, tillige er den evige Kærlighed. Kan vi nu sige, at en sådan Formildelse har fundet Sted over for den uddøende indianske Race?

Det var ikke blot en gæstfri Modtagelse, men en ligefrem Forgudelse, som de første „blege Ansigter mødte ved deres Ankomst til Indianernes Lande. Og hvilken Løn fik disse sidste derfor? Utvivlsomt var Landet deres — det blev frataget dem. Hvilke Strømme af Blod, der flød, og hvilke Grusomheder, der dengang forøvedes, det ved enhver, der har læst de „berømte Conquistadorers’ ¹) Historie. Og det blev ikke bedre siden. Den hvide kom med sleske Ord på Læberne, men med en skarpsleben Dolk i Bæltet og et ladt Gevær i Hånden. Han lovede Kærlighed og Fred og kom med Had og Blod. Den røde måtte vige, Skridt for Skridt. Man „købte Land af ham og betalte ham enten slet ikke eller også med værdiløse Tuskvarer, som han ingen Brug havde for. Men „Ildvandets snigende Gift sørgede man så meget omhyggeligere for at forsyne ham med og desuden Kopperne og andre væmmelige Sygdomme, der oprev hele Stammer og affolkede Landsbyerne. Prøvede den røde på at gøre sin Ret gældende, så svarede man ham med Krudt og Bly, og han måtte vige for de hvides overlegne Våben. Forbitret herover hævnede han sig på det enkelte blege Ansigt, han mødte, og Følgen heraf var da altid formelige Massakrer blandt de røde. Herved er han, der oprindelig var en stolt, kæk, tapper, sandhedskærlig, oprigtig og trofast Jægersmand, blevet et lumsk, mistroisk, løgnagtigt Menneske, uden at han selv kan gøre for det — det er de hvide, der er Skyld deri.

De ville Mustangflokke, fra hvilke han i fordums Tid modigt hentede sig sin Ridehest, hvor er de blevet af? Hvor er Bøflen, der ernærede ham, og som tidligere i Millionvis befolkede Prærierne? Hvad lever han af nu til Dags? Af det Mel og det Kød, der bliver leveret ham? Gad vide, hvor meget, Gips og andre Ingredienser der findes i Melet, hvor skal han kunne spise det? Og bliver der endelig en Gang lovet en Stamme hundrede „ekstra fede" Okser, så svinder disse undervejs ind til to eller tre afmagrede Køer, som selv en Ådselgrib knapt ville finde det Umagen værd at give sig i Lag med. Eller skal den røde leve af Agerbrug? Hvor skulle han kunne gøre Regning på nogen Høst, han, den retsløse, som stadig bliver fortrængt og aldrig har noget blivende Sted?

Hvilken smuk, stolt Fremtoning var han ikke før, når han omflagret af sin Mustangs Manke, jog hen over de uendelige Savanner, og hvor ussel og forkommen ser han ikke ud nu i sine Pjalter, der ikke er i Stand til at skjule hans Nøgenhed! Han, der i sin Tid svulmende af Kraft gik løs på den frygtelige grå Bjørn med de blotte Næver, han lister nu som en skabet Hund om i Krogene for, sulten som han er, at tigge eller stjæle en Stump Kød!

Ja, han er blevet en døende, og vi står medlidende ved hans usle Leje for at lukke hans Øje. At stå ved en Dødsleje stemmer altid Sindet til Alvor, men hvor meget mere må dette ikke være Tilfældet ved en hel Races Dødsleje! Her påtrænger der sig én mange, mange Spørgsmål, frem for alt dette: hvad ville denne Race ikke have kunnet yde, om man havde givet den Tid og Plads til at udvikle sin Kraft og sine rige Evner? Hvilke ejendommelige Kulturformer går nu ikke tabt for Menneskeheden ved denne Nations Uddøen? Denne døende lod sig ikke assimilere, fordi han var en Karakter; måtte han så absolut dræbes, kunne han ikke have været frelst? Når man indrømmer Bisonoksen et Asyl i Nationalparken i Montana og Wyoming, for at den ikke skal uddø, hvorfor kunne man så ikke også indrømme Landets tidligere Herre en Plads, hvor han kunne leve i Sikkerhed og trives i åndelig Henseende?

Men hvad hjælper alle sådanne Spørgsmål lige over for den visse, uafvendelige Død? Hvad kan det nytte at komme med Bebrejdelser, hvor alt Håb er ude? Jeg kan kun klage, men intet ændre, jeg kan sørge, men formår ikke at kalde den døde tilbage til Livet. — Jeg? Ja jeg, som i en lang Årrække har levet blandt de røde og blandt dem har lært én at kende, der troner lys, stor og herlig i mit Hjerte. Han var den bedste, den mest trofaste og opofrende af mine Venner, en ægte Type på den Race, han tilhørte, og ganske på samme Måde som den er også han gået til Grunde. Jeg har elsket ham, som jeg aldrig har elsket nogen anden, og endnu den Dag i Dag elsker jeg denne hendøende Nation, hvis ædleste Søn han var. — Hvor gerne havde jeg ikke givet mit Liv for at frelse hans, ligesom han de hundrede Gange havde sat sit Liv i Vove for mig! Det blev mig ikke forundt; han gik bort, just da han, som altid, optrådte som Redningsmand for sine Venner; men kun legemlig skal han være død, her på disse Blade skal han leve videre, som han lever i min Sjæl, han, Winnetou, den store Apachehøvding. Ham vil jeg her sætte et velfortjent Mindesmærke, og hvis Læseren, der her vil komme til at se ham stå lyslevende for sin Sjæls Øje, derefter vil fælde en retfærdig Dom over det Folk, hvis udtrykte Billede han var, så vil jeg være rigelig belønnet.

Forfatteren.

---

¹) Erobreres

KAPITEL I.

En „Greenhorn".

Kære Læser, ved du, hvad Ordet Greenhorn betyder? — en meget drilagtig og foragtelig Betegnelse for den, hvem den bliver anvendt på.

Green betyder grøn, og med -horn menes et Følehorn. En Greenhorn er altså en Fyr, der endnu er grøn, dvs. ung og uerfaren, og som forsigtig må strække Følehornene frem, hvis han ikke vil løbe den Risiko at blive til Grin, med ét Ord: en Grønskolling.

En Greenhorn er et Menneske, der ikke rejser sig fra Stolen, når en Lady vil sætte sig på den, en, der hilser på Herren i Huset, inden han har bukket for Fruen og Frøkenen, en, der putter Patronen forkert ind i Løbet på sit Gevær, og som først støder Proppen, derpå Kuglen og til sidst Krudtet ned i sin Forlader. En Greenhorn taler enten slet ikke eller også meget rent og sirligt Engelsk; for ham er Yankee-Engelsk en Gru, han kan ikke få det i sit Hoved og end mindre over sin Tunge. En Greenhorn ryger Cigaretter og afskyr en skråsauce-spyttende Sir. Får en Greenhorn en Ørefigen af en Paddy ²), løber han straks til en Fredsdommer i Stedet for, som en rigtig Yankee ville gøre, at skyde vedkommende ned på Stedet.

En Greenhorn anser en Kalkuns Fodtrin for et Bjørnespor og en slank Sportsyacht for en Mississippidamper. En Greenhorn generer sig ikke ved at lægge sine snavsede Støvler op på sine Medpassagerers Knæ og at slubre sin Suppe i sig med en Snøften som en Bøffel, der er ved at krepere. En Greenhorn slæber af bare Renlighed en Vaskesvamp af Størrelse som et Kæmpe-Græskar og ti Pund Sæbe med ud i Prærierne og putter et Kompas til sig, der allerede den tredje eller fjerde Dag viser i alle mulige Retninger, undtagen i Nord. En Greenhorn noterer sig otte hundrede Indianerudtryk, og når han møder den første Rødhud, opdager han, at han har sendt disse Notitser hjem i en Konvolut og i Stedet har medtaget Brevet, der skulle været afsendt. En Greenhorn køber Krudt, og når han skal til at brænde det første Skud af, mærker han, at man har givet ham malet Trækul. En Greenhorn har ti År igennem studeret Astronomi, men kan glo, så længe han vil, på Stjernehimlen uden at vide, hvor mange Klokken er. En Greenhorn stikker sin Bowiekniv i Bæltet på en sådan Måde, at han, når han bukker sig, absolut må jage den ind i Låret. En Greenhorn laver ude i det vilde Vesten et så vældigt Lejrbål, at Flammerne slår til Vejrs op over Trætoppene, og så undrer han sig endda, når han bliver opdaget og skudt af Indianerne, over, at de har kunnet finde ham. En Greenhorn er just en Greenhorn — og en sådan Greenhorn var dengang jeg.

Men man må endelig ikke tro, at jeg dengang skulle have haft den Overbevisning eller blot en Anelse om, at denne Betegnelse passede på mig. Langt fra — det er jo netop det mest fremtrædende Træk hos en Greenhorn, at han hellere vil anse ethvert andet Menneske for en Greenhorn end sig selv.

Jeg var tværtimod aldeles vis på, at jeg var et usædvanlig klogt og erfarent Menneske — jeg havde, som man siger, „studeret, og havde aldrig været bange for nogen Eksamen. At Livet selv er den egentlige Højskole, i hvilken man hver Dag, hver Time bliver eksamineret — se det tænkte jeg nu slet ikke på. Ubehagelige Forhold hjemme og, om jeg så må sige, en vis medfødt Trang til Stordåd havde lokket mig over det store Ocean, over til de Forenede Stater, hvor Betingelserne for, at en stræbsom ung Mand kunne komme frem, den Gang var langt bedre end nu. I Øststaterne havde jeg let kunnet finde et godt Udkomme, men min Hu stod til det fjerne Vesten. Snart ved den ene, snart ved den anden Beskæftigelse fik jeg efterhånden skrabet så meget sammen, at jeg, veludrustet og ved godt Mod, kunne tiltræde Rejsen til St. Louis. Her var jeg så heldig at finde et foreløbigt Asyl hos en tysk Familie som Huslærer. I denne Familie kom Mr. Henry, Bøssemager og et Stykke af en Original, der drev sit Håndværk med en Kunstners Begejstring og var meget stolt af Navnet „Mr. Henry, the Gunsmith.

Denne Mand var en stor Menneskeven, skønt han yndede at give det Udseende af, at han var akkurat det modsatte. Når undtages den ovennævnte Familie, søgte han ikke Samkvem med noget Menneske, og selv over for kunderne viste han sig så frastødende, at det kun var på Grund af hans Varers Godhed, at Folk vedblev at unde ham deres Søgning. Han havde mistet Kone og Børn ved en ulykkelig Hændelse; af enkelte Ytringer, han fremkom med, mente jeg at kunne slutte mig til, at de var blevet myrdet ved et Overfald. Det havde gjort hans Optræden barsk og hensynsløs — måske han ikke engang selv vidste af, at han var en rigtig Grobrian. Men Hjertet var godt og mildt, og jeg så ofte hans Øjne blive fugtige, når jeg fortalte om min Hjemstavn og om mine kære.

Hvorfor denne gamle Mand nu netop havde fattet Godhed for mig, den ungdommelige fremmede, det forstod jeg til en Begyndelse ikke rigtig, men ved et Tilfælde kom jeg under Vejr dermed. Efter at jeg var kommet i Huset, indfandt han sig oftere end forhen, hørte på Undervisningen, lagde derefter, når denne var til Ende, Beslag på mig og gik endog så vidt, at han indbød mig til at besøge ham. En sådan Gunst var endnu aldrig blevet nogen til Del, og jeg havde derfor ikke meget Mod på at benytte mig af hans Indbydelse. Denne min Tilbageholdenhed syntes han nu slet ikke om. Jeg kan endnu tydelig mindes det vrede Ansigt, han satte op, da jeg endelig en Aften trådte ind hos ham, og den alt andet end venlige Tone, hvori han spurgte:

„Hvor var I henne i Går, Sir?"

„Hjemme."

„Og i Forgårs?"

„Også hjemme."

„Bild mig ikke det ind!"

„Det er virkelig sandt, Mr. Henry."

„Pshaw! Sådan en Fugleunge som Jer falder det vist ikke ind at blive siddende i Reden; de er alle Vegne, kun ikke der, hvor de burde være."

„Og hvor burde jeg være, om jeg må være så fri at spørge?"

„Hos mig — forstår I! Jeg har længe tænkt på at rette et Spørgsmål til Jer."

„Hvorfor har I så ikke gjort det?"

„Fordi jeg ikke ville. Er I med?"

„Og hvornår vil I da?"

„I dag måske."

„Spørg bare væk," sagde jeg opmuntrende, idet jeg satte mig op på hans Skruebænk.

Han så mig forbavset lige i Ansigtet, rystede gnaven på Hovedet og udbrød:

„Spørg bare! Som om man skulle være nødt til først at spørge sådan en Greenhorn som Jer om Forlov, når jeg vil tale med ham!"

„Greenhorn? svarede jeg, idet jeg rynkede Panden, for jeg følte mig virkelig meget krænket. „Jeg antager, Mr. Henry, at dette Ord mod Jeres Vilje er sluppet Jer ud af Munden!

„Bild Jer bare ikke det ind, Sir! Jeg har talt med fuldt Overlæg; I er en Greenhorn, og det til Gavns. Bøgerne, dem har I i Hovedet, det er rigtigt nok. Det er Pokkers så meget, I må lære der ovre! Sådan en ung Fyr ved på en Prik, hvor langt Stjernerne er herfra, hvad Kong Nebukadnezar skrev på Teglstenene, og hvad Luften vejer, som han ikke engang kan se! Og fordi han ved det, så bilder han sig ind, at han er en hel Karl! Men stik bare Næsen ind i Livet, forstår I mig, sådan noget som en halvtreds År ind i Livet, så vil I måske, men også kun måske, erfare, hvori den rigtige Klogskab består. Hvad I indtil nu ved, er ingen Verdens Ting. Og hvad I kan, er endnu mindre. I kan jo ikke engang skyde!"

Han sagde dette i en overordentlig foragtelig Tone og med en sådan Bestemthed, som om han var absolut sikker i sin Sag.

„Ikke skyde? Hm! svarede jeg smilende. „Var det måske det Spørgsmål, som I ville forelægge mig?

„Ja, det er. Svar mig nu!"

„Giv mig et godt Gevær i Hånden, så skal jeg svare, men ikke før."

Han lagde det Bøsseløb, han arbejdede på, til Side, trådte tæt hen foran mig, målte mig fra øverst til nederst og sagde:

„Give Jer et Gevær i Hånden! Kunne aldrig falde mig ind. Mine Geværer kommer kun i sådanne Hænder, som de kan være bekendt at komme i!"

„Det er netop sådanne Hænder, jeg har!" nikkede jeg til ham.

Han målte mig endnu en Gang fra Siden, satte sig atter ned og arbejdede videre på sit Geværløb, idet han brummede:

„Sådan en Greenhorn! Man kunne blive gal i Hovedet over hans Frækhed."

Jeg lod ham brumme, for jeg kendte ham, tog en Cigar frem og tændte den. Der gik vel et Kvarters Tid, uden at der blev talt et Ord. Men så kunne han ikke holde det ud længere. Han holdt Løbet op mod Lyset, så igennem det og bemærkede:

„At skyde er nemlig ikke så lidt vanskeligere end at kigge Stjerner eller at læse Indskriften på Nebukadnezars Teglsten. Forstår I? — Har I nogen Sinde haft et Gevær i Hånden?"

„Det skulle jeg mene."

„Hvornår?"

„For længe siden og mange Gange."

„Har I også lagt an og trukket af?"

„Ja."

„Og truffet?"

„Naturligvis."

Han sænkede Løbet, som han havde prøvet, mønstrede mig lidt og mente:

„Ja, truffet har I naturligvis — men hvad?"

„Målet, selvfølgelig."

„Hvad! Vil I bilde mig det ind?"

„Påstå det, men ikke bilde Dem det ind — således er det."

„Pokker stå i Jer, Sir! I er ikke til at blive klog på. Jeg er aldeles vis på, at I ville fejle en Mur, selv om den var tyve Alen høj og halvtreds Alen lang, og så laver I endda et så alvorligt og sandfærdigt Fjæs, at Galden må løbe over på én. Jeg er ikke nogen Dreng, som I skal give Timer, forstår I! Sådan en Greenhorn og Bogorm som Jer, han skulle kunne skyde! Har rumsteret i tyrkiske, arabiske og andre dumme Bogsamlinger, og så skulle han have fået Tid til at lære at skyde! Å, tag engang den gamle Gun ³) der henne ned fra Sømmet og læg an, som om I ville sigte. Det er en Bjørnedræber, den bedste, jeg nogen Sinde har haft i Hænderne!"

Jeg gik hen og tog Bøssen ned. Så lagde jeg an.

„Hallo! råbte han, idet han sprang op. „Hvad er det? I tager jo på denne Gun, som var det en Spadserestok, og det er dog det tungeste Gevær, jeg kender! Er I sådan en Kraftkarl?

I Stedet for Svar tog jeg ham i Brystet og løftede ham fra Jorden med den højre Arm.

„Thunderstorm! brølede han. „Slip mig! I er jo meget stærkere end min Bill!

„Jeres Bill? Hvem er det?"

„Det var min Søn, som — nå, lad os ikke tale om det! Han er død og de andre med ham. Han tegnede til at blive en Kernegut, men i min Fraværelse gjorde de det af med ham. I ligner ham ikke så lidt; det er næsten de samme Øjne og det samme Træk om Munden; derfor har jeg også fået lidt til overs — nå, men det vedkommer ikke Jer!"

Der var kommet en dyb Sørgmodighed over ham; han for sig med Hånden over Ansigtet og vedblev så i en muntrere Tone:

„Ved I hvad, Sir, når I har sådanne Armkræfter, så er det både Synd og Skam, at I har kastet Jer over Bøgerne. I skulle have lagt Jer efter legemlige Færdigheder."

„Det har jeg også gjort."

„Virkelig?"

„Ja."

„Boksning?"

„Det giver vi os ikke af med hjemme hos os. Men i Gymnastik og Brydning er jeg med."

„Ridning?"

„Ja."

„Fægtning?"

„Har jeg givet Undervisning i."

„Mand, lad være med det Praleri!"

„Har I Lyst til at prøve?"

„Tak, jeg har allerede fået nok af det. For Resten må jeg passe mit Arbejde. Sæt Jer igen!"

Han vendte tilbage til sin Skruebænk. Jeg ligeledes.

Underholdningen kom nu kun til at bestå af Enstavelsesord. Henry syntes at være ivrig optagen af en eller anden Ide. Pludselig så han op fra sit Arbejde og spurgte:

„Har I haft med Matematik at gøre?"

„Var en af mine Yndlingsvidenskaber."

„Aritmetik, Geometri?"

„Naturligvis."

„Landmåling?"

„Ja, endda med Forkærlighed."

„Kan I nu også måle, sådan rigtig måle?"

,,Ja, jeg har ofte været med både ved Horisontal- og Højdemålinger, skønt jeg ikke ligefrem vil påstå, at jeg er udlært Landmåler."

„Well — det er brillant!"

„Hvorfor spørger I om det, Mr. Henry?"

„Fordi jeg har mine Grunde til det — forstår I! Men dem behøver I ikke at kende endnu: I skal nok erfare dem siden. Men jeg gad vide — hm! — jeg gad vide, om I kan skyde.

„Så stil mig på Prøve."

„Det skal jeg gøre, ja, det skal jeg gøre, kan I stole på. Hvornår begynder I Undervisningen i Morgen?"

„Klokken otte."

„Så kom Klokken seks hen til mig. Vi går op på Skydebanen, hvor jeg plejer at skyde mine Geværer ind."

„Hvorfor så tidlig?"

„Fordi jeg ikke har Lyst til at vente længere. Jeg længes ligefrem efter at komme til at vise Jer, hvad I er for en Greenhorn. Men nok om det. Jeg har andet at tage vare, som er langt, langt vigtigere."

Det så ud til, at han var færdig med sit Geværløb, og han fremtog nu et mangesidet Stykke Jern og begyndte at file Hjørnerne af. Jeg lagde Mærke til, at der var et Hul i hver af Fladerne.

Han var så optaget af sit Arbejde, at han lod til helt at have glemt min Nærværelse. Hans Øjne funklede, og jeg lagde Mærke til, at han af og til betragtede sit Arbejde med et ligefrem kærligt Blik. Dette Stykke Jern måtte være af stort Værd for ham. Jeg blev nysgerrig efter at vide, hvorfor, og spurgte lidt efter:

„Skal det forestille en Geværdel, Mr. Henry,?"

„Ja," svarede han med en Mine, som om han først nu kom i Tanker om, at jeg var til Stede.

„Men jeg synes aldrig jeg har set noget Geværsystem, som det Stykke kunne passe til."

„Det tror jeg. Det kommer først. Det vil blive kaldt Henry-Systemet."

„Aha, altså en Opfindelse?"

„Yes."

„Så beder jeg undskylde, at jeg har spurgt. Det skal naturligvis være en Hemmelighed."

Han sad lidt og kiggede ind i Hullerne, drejede Jernstykket i forskellige Retninger, holdt det et Par Gange hen til den bagerste Ende af Løbet og sagde endelig:

„Ja, en Hemmelighed er det; men jeg stoler på Jer, jeg tror nok, I kan holde tæt, skønt I er en rigtig ægte Greenhorn; derfor vil jeg sige Jer, hvad der skal blive af det. Det bliver et Repetergevær med fem og tyve Skud."

„Umuligt!"

„Hold Mund! Jeg er ikke så dum at give mig af med noget, der er umuligt."

„Men så måtte der jo være Kamre med Plads til Ammunition for fem og tyve Skud."

„Har jeg også!"

„De måtte jo blive så store og klodsede, at de generede Skytten."

„Der behøves kun ét Kammer; er let håndterligt og generer ikke Spor. Jernet her er Kamret."

„Hm! Jeg har jo slet ingen Forstand på Jeres Fag; men hvordan skal det gå med Varmen — vil Løbet ikke blive for hedt?"

..På ingen Måde. Materiale og Forarbejdning er min Hemmelighed. Forresten — er det måske altid nødvendigt at afgive alle fem og tyve Skud lige efter hverandre?"

„Å nej."

„Altså, dette Stykke Jern bliver til en Kugle, der bevæger sig eksocentrisk; fem og tyve Huller giver Plads til lige så mange Patroner. Ved hvert Skud rykker den næste Patron frem, hen til Løbet. Jeg har i mange År gået og båret på den Ide, det glippede Gang på Gang, men nu lader det til at ville gå. Har i Forvejen et godt Navn som Bøssemager, men vil så blive berømt, meget berømt og fortjene en Masse Penge."

„Og så plages af en ond Samvittighed."

Han stirrede mig forbavset lige i Ansigtet og spurgte så:

„En ond Samvittighed? Hvordan det?"

„Tror I, at en Morder ikke behøver at have en ond Samvittighed?"

„Zounds! Vil I dermed sige, at jeg er en Morder?"

„Nej, endnu ikke."

„Eller at jeg er på Vej til at blive det?"

„Ja, thi at række Hånd til et Mord er lige så slemt som selve Mordet."

„Gå Pokker i Vold! Tror I, jeg er til Sinds at række Hånd til noget Mord?"

„Ikke til et enkelt, men til et Massemord."

„Hvorledes? Jeg forstår Jer ikke."

„Når I forfærdiger et Gevær, der kan afgive 25 Skud efter hverandre, og I så giver den første den bedste Gavtyv det i Hænde, så vil der snart ude på Prærierne, i Bjergkløfterne begynde et skrækkeligt Myrderi; de stakkels Indianere vil blive skudt ned som Hunde, og om få År vil der ikke leve en eneste Indianer mer. Vil I have det på Jeres Samvittighed?"

Han stirrede på mig uden at svare.

„Og, vedblev jeg, „når nu alle og enhver kan få dette Gevær tilkøbs, så får I nok afsat en Mængde i Løbet af kort Tid, men så vil også Mustangerne og Bøflerne blive udryddet sammen med alt andet Vildt, som Rødhuden behøver til sit Livsophold. Tusinder af dårlige Skytter vil bevæbne sig med Jeres Bøsse og drage over til Vesten. Menneskers og Dyrs Blod vil komme til at flyde i Strømme, og snart vil Egnene på begge Sider af Klippebjergene være blottede for ethvert levende Væsen.

,,’sdeath! buldrede han nu løs. „I er jo nylig kommet herover fra Tyskland, ikke?

„Jo."

,,Og har aldrig været her før?"

„Nej."

„Langt mindre ude i det vilde Vesten?"

„Nej."

„Altså en rigtig Greenhorn. Og sådan en Greenhorn er ikke bange for at tage Munden så fuld, som om han var Oldefader til alle Indianere og havde levet her i tusind År! Knægt, tro bare ikke, du kan gøre mig hed om Ørerne! Selv om alting var, som I siger, så er der jo ingen, der har sagt, at jeg vil anlægge nogen Geværfabrik. Jeg holder af Ensomhed og sporer ingen Lyst til at trækkes med et hundrede Arbejdere eller flere."

„Men I kunne måske få i Sinde at løse Patent på Jeres Opfindelse og så sælge det til en anden."

„Det kan I først afvente, Sir! Hidindtil har jeg altid haft, hvad jeg behøvede, og jeg tænker, at jeg også i Fremtiden skal kunne klare mig uden Patenter. Tag nu og skrub hjem! Jeg skøtter ikke om at høre en Fugl pippe, der først må lære at bruge sine Vinger, før den kan fløjte og synge."

Jeg var langt fra at tage ham hans djærve Udtryk ilde op; det var nu en Gang hans Maner, og jeg vidste meget godt, hvordan han mente det. Han havde fået en hel Del tilovers for mig og var ganske sikkert rede til efter Evne at stå mig bi i enhver Henseende. Jeg rakte ham Hånden, og han trykkede den kraftigt til Afsked.

Jeg anede den Gang ikke, hvor vigtig denne Aften skulle blive for mig, lige så lidt havde jeg nogen Ide om, at denne tunge Bjørnedræber, som Henry kaldte sin „gamle Gun, og den endnu ufærdige „Henrybøsse skulle komme til at spille en så stor Rolle i mit fremtidige Liv.

Jeg glædede mig til den næste Morgen; jeg havde virkelig allerede øvet mig meget i Skydning og drevet det til en ikke ringe Færdighed, så jeg var aldeles vis på, at jeg med Glans ville bestå Prøven for min løjerlige gamle Ven.

Præcis Kl. 6 næste Morgen indfandt jeg mig hos ham. Han stod allerede og ventede på mig, bød mig Hånden og sagde, medens et ironisk Smil gled hen over hans gamle djærvt-godmodige Træk:

„Welcome, Sir! I ser så sejrssikker ud! Tror I nu også, at I vil kunne træffe den Mur, jeg talte om i Går?"

„Å jo."

„Well, det skal vi snart få at se. Jeg tager et lettere Gevær med, og I bærer Bjørnedræberen, den gider jeg ikke slæbe på."

Han tog en let dobbelløbet Riffel, og jeg den gamle ,,Gun".

Da vi var nåede ud til Skydebanen, ladede han begge Geværerne og skød selv først to Skud med Riflen. Så kom Turen til Bjørnedræberen. Jeg var ikke kendt med Geværet og traf som Følge deraf ved det første Skud helt ude i Kanten af det sorte i Skiven: det andet Skud sad allerede bedre, det tredje traf lige i Centrum, og alle de følgende Kugler gik gennem det Hul, som den tredje havde lavet. Henrys Forbavselse steg for hvert Skud: jeg måtte prøve Riflen, og da det gav akkurat samme Resultat, busede han endelig ud:

„Enten sidder Djævelen i Jer, eller I er ligefrem skabt til at blive en Westman ⁴). Sådan har jeg endnu aldrig set en Greenhorn skyde!"

,,Ja, Djævelen har jeg nu ikke noget med at bestille," svarede jeg smilende.

,,Så er det ligefrem Jeres Pligt at blive Westman. Kunne I ikke have Lyst til det?"

„Hvorfor ikke?"

„Well, lad os se, hvad vi kan få ud af denne Greenhorn. I kan nok også ride?"

„Så tålelig."

„Tålelig? Hm! Altså ikke så godt, som I skyder?"

„Pshaw! Hvad er vel Ridning? Det værste er at komme op: er jeg først oppe, gad jeg se den Hest, der kan få mig af igen."

Han så forskende på mig som for at se, om jeg talte i Alvor eller Spøg; jeg satte et meget troskyldigt Ansigt op, og så mente han:

„Nå, så det tror I? I tænker vel, at I kan holde Jer fast i Manken? Så tager I forbandet fejl. Det er rigtigt nok, som I siger, at det sværeste er at komme op, for det skal man selv besørge; at komme ned er ulige lettere, det sørger Krikken for, og derfor går det ikke så lidt hurtigere."

„For mit Vedkommende bliver det nu ikke Krikken, der besørger det."

„Så? Lad se en Gang. Har I Lyst til at prøve?"

„Med Fornøjelse."

„Så kom. Klokken er ikke mere end syv, I har endnu en Time til Jeres Rådighed. Vi følges ad over til Jim Korner, Hestehandleren; han har en Rødskimmel, som nok skal besørge det for Jer."

Vi vendte tilbage til Byen og opsøgte Hestehandleren, der ejede en stor Ridebane, omgivet af Staldbygninger. Korner kom selv til Stede og spurgte, hvad vi ønskede.

,,Denne unge Sir påstår, at ingen Hest kan kaste ham af Sadlen, svarede Henry. „Hvad mener I om det, Korner? Må han ikke få Lov til at klatre op på Jeres Rødskimmel?

Hestehandleren målte mig med et prøvende Blik, nikkede så tilfreds og svarede:

„Knoglebygningen er, så vidt jeg kan se, god og elastisk; forøvrigt brækker unge Mennesker ikke nær så let Halsen som ældre Folk. Vil denne Gentleman prøve Skimlen, så for mig gerne."

Han gav de fornødne Ordrer, og lidt efter trak to Karle den sadlede Hest ud af Stalden. Den var meget urolig og søgte at rive sig løs. Min gamle Ven Henry fik Skrupler og bad mig afstå fra Forsøget, men for det første var jeg slet ikke bange, og for det andet betragtede jeg det nu som en Æressag. Jeg lod mig give en Pisk og spændte Sporerne på, så svang jeg mig i Sadlen, rigtignok efter flere mislykkede Forsøg, da Hesten viste sig meget balstyrig. Næppe var jeg kommet op på den, før den gjorde et Spring fremefter, så endnu et til Siden. Jeg holdt mig i Sadlen, skønt jeg endnu ikke havde fået Benene i Stigbøjlerne, men nu skyndte jeg mig at indhente det. Straks efter begyndte Dyret at stejle; da dette ikke hjalp, gik den hen mod Væggen for at stryge mig af; men Ridepisken tvang den atter ud på Banen. Det kom nu til en hidsig og for mig ret farlig Kamp mellem Rytter og Hest. Jeg opbød al den Færdighed og utilstrækkelige Øvelse, som jeg den Gang var i Besiddelse af, og mine kraftige Ben lod mig gå af med Sejren. Da jeg steg af, rystede mine Ben under mig, og Hesten dampede og skummede; den lystrede nu det mindste Tryk.

Handelsmanden var blevet ængstelig for sin Hest, svøbte den ind i Dækkener og trak den langsomt frem og tilbage. Så henvendte han sig til mig:

„Det havde jeg ikke troet, unge Mand; jeg antog, at I straks ved det første Spring var blevet Græsrytter. Selvfølgelig har I ikke noget at betale, tværtimod, hvis I vil gøre mig en Tjeneste, så kom igen en anden Gang og se, om I kan bringe det Bæst helt til Fornuft. På en halv Snes Dollars skal det ikke komme an, for det er ikke nogen billig Hest, og lærer den at lystre, så gør jeg en god Forretning."

„Det skal være mig en Fornøjelse!" svarede jeg.

Henry havde endnu ikke sagt noget, siden jeg var steget af, men stod bare og rystede på Hovedet, medens han betragtede mig. På én Gang slog han Hænderne sammen og udbrød:

„Denne Greenhorn er virkelig en ganske overordentlig eller rettere usædvanlig Greenhorn! Har han ikke næsten klemt Hesten ihjel i Stedet for at lade sig kaste i Gruset! Hvem har lært Jer det, Sir?"

„Tilfældet, der lod mig få en halvvild ungarsk Puzstahingst mellem Benene, en sådan, som ingen anden havde Lyst til at sætte sig op på. Jeg har lidt efter lidt tæmmet den, men det havde også nær kostet mig Livet."

„Jeg betakker mig for sådanne Skabninger! Må jeg så bede om min gamle Lænestol, som ikke har noget imod, at jeg sætter mig i den. Kom, lad os gå. Jeg er blevet helt svimmel. Men det er ikke for ingen Ting, jeg har set Jer skyde og ride, det kan I stole på."

Vi gik hver til sit.

Denne og de to følgende Dage så jeg ikke noget til ham: men så kom han over til mig om Eftermiddagen ved den Tid, da han vidste, jeg var fri.

,,Har I Lyst til at gå en Tur med mig?" spurgte han.

„Hvorhen?"

..Hen til en Gentleman, der gerne ville gøre Jeres Bekendtskab."

„Hvorfor vil han det?"

„Det kan I da nok tænke: fordi han endnu aldrig har set en rigtig Greenhorn."

„Så går jeg med."

Det var tydeligt, at Henry havde et eller andet for. Vi slentrede gennem nogle Gader og nåede endelig til et Bureau med en bred Glasdør ud til Gaden. Han gik så rask til, at jeg ikke fik Tid til at læse de forgyldte Bogstaver, der stod på Dørruden, dog mente jeg at have set Ordene Office og Surveying. Det viste sig snart, at jeg ikke havde læst fejl.

Derinde sad der tre Herrer, der modtog ham meget høfligt og forekommende og mig med slet dulgt Nysgerrighed. Forskellige Kort og Planer lå på Bordet Side om Side med allehånde Måleinstrumenter. Vi befandt os i et Landmåler-Kontor.

Hvad Hensigt min Ven kunne have med dette Besøg, stod mig ikke ganske klart; han gjorde ingen Bestilling, indhentede ikke Oplysninger om noget; det så næsten ud, som om han kun var kommet for at få sig en lille venskabelig Passiar. Med den gik det også snart livlig, og der var intet påfaldende i, at den til sidst også kom til at dreje sig om de Genstande, der fandtes her; dette var mig kært, for nu kunne jeg også tage Del i Samtalen.

Henry syntes i Dag at nære en levende Interesse for Landmåling, og jeg lod mig meget villig drage så langt ind i Diskussionen, at jeg sluttelig kun havde at besvare Spørgsmål, forklare, Brugen af de forskellige Instrumenter og Tegningen af Kort og Planer. Jeg var virkelig en rigtig Greenhorn, siden jeg slet ikke lugtede Lunten. Først da jeg havde udtalt mig om Væsen og Forskel ved Optagelsen af Koordinater, om Polar- og Diagonalmetode, om Perimetermåling, Repetitionsfremgangsmåde, trigonometrisk Triangulation osv. og derved havde bemærket, at de tre Herrer og Bøssemageren hemmeligt vekslede Nik, blev det mig påfaldende, og jeg rejste mig for at lade Henry forstå, at jeg ønskede at gå. Han var straks villig, og vi — nu også jeg — blev fulgt til Dørs med endnu større Venlighed end man viste os ved Modtagelsen.

Da vi var kommet så langt bort, at vi ikke mere kunne ses fra Bureauet, standsede Henry, lagde Hånden på min Skulder og sagde med et Ansigt, der lyste af Tilfredshed:

„Sir, Mand, Menneske, Yngling, Greenhorn — hvor I har gjort mig Glæde i Dag! Jeg er ligefrem stolt af Jer."

„Hvorfor?"

„Fordi I har overtruffet min Anbefaling og disse Folks Forventninger."

„Anbefaling? Forventninger? Jeg forstår Jer ikke."

„Behøves heller ikke. Sagen er meget ligefrem. I påstod for nylig, at I kendte lidt til Landmåling, og for at se, om det ikke var det hare Brovteri, førte jeg Jer sammen med disse Gentlemen, der er gamle bekendte af mig, for at de kunne føle Jer lidt på Tænderne. Men I klarede Jer stolt,"

„Brovteri? Hr. Henry, når I tror sådan om mig, så besøger jeg Jer ikke mere!"

„Skab Jer nu bare ikke. I vil da vel ikke berøve mig gamle Knark Glæden ved at se Jer hos mig? I ved jo nok — på Grund af Ligheden med min Søn! Har I været henne hos Hestehandleren siden?"

„Ja, hver Morgen."

„Og har redet på Rødskimlen?"

„Ja."

„Kan der blive noget af den Hest?"

„Det tror jeg. Kun tvivler jeg om, at Køberen vil komme så godt ud af det med den, som jeg. Den er kun vant til mig og kaster enhver anden af."

„Glæder mig, glæder mig overordentligt! Den vil altså kun bære Greenhorns. Kom med ned ad denne Sidegade. Kender et storartet Dininghouse, hvor man spiser godt og drikker endnu bedre. Den Eksamen, som I i Dag er sluppet så godt fra, må fejres."

Jeg kunne ikke blive klog på Henry; han, den ensomme og tilbageholdne Mand, ville spise i et Dininghouse! Også hans Ansigt havde et helt andet Udtryk, og hans Stemme lød klarere og mere gemytlig end ellers. Eksamen, havde han sagt. Dette Ord fik mig til at studse, men måske der alligevel ikke lå noget bag ved.

Fra den Dag af besøgte han mig jævnligt og behandlede mig som en kær Ven, man frygter at miste med det første. Men nogen Stolthed over denne Udmærkelse lod han ikke komme op i mig; han havde altid en Dæmper parat, og det var dette forbistrede Ord Greenhorn.

Mærkeligt nok sporede jeg også en Forandring i den Families Opførsel, hos hvilken jeg havde Ansættelse. Forældrene skænkede mig mere Opmærksomhed, og Børnene viste sig mere hengivne. Jeg greb dem i at betragte mig hemmeligt med Blikke, der syntes at røbe Kærlighed og måske også Bedrøvelse.

Omtrent tre Uger efter vort Besøg i Bureauet bad Lady mig en Aften, da jeg havde fri, om ikke at gå ud, men blive hjemme og spise til Aften hos dem. Som Grund til denne Indbydelse angav hun, at Mr. Henry ville komme, og desuden havde hun indbudt to Gentlemen, af hvilke den ene hed Sam Hawkens og var en berømt Westman.

Greenhorn, som jeg var, havde jeg naturligvis ikke hørt dette Navn før, men glædede mig ikke desto mindre til at lære den første rigtige og tilmed berømte Westman at kende.

Da jeg var Husfælle, behøvede jeg ikke at vente med at gå ind i Spisestuen, til de andre kom. Jeg gik derind lidt før det fastsatte Klokkeslæt og blev meget forbavset ved at se, at Arrangementet ikke var det sædvanlige; der var pyntet op som til et Festmåltid. Den lille femårige Emmy havde været alene i Stuen og benyttet Lejligheden til at slikke af Syltetøjet. Da jeg trådte ind, skyndte hun sig at tørre sine Fingre af i det blonde Hår. Jeg truede ad hende, og for at gøre sin Forseelse god igen kom hun nu hen til mig og betroede mig en Hemmelighed, som i de sidste Dage havde tynget svært på hendes lille Hjerte. Jeg troede at have misforstået hende, men hun gentog på min Opfordring Ordene: „Your farewell-feast."

Mit Afskedsgilde! Umuligt. Gud ved, hvordan den lille kunne vært kommet på den Misforståelse! Jeg smilte ad hende.

Nu hørte jeg Stemmer ude i Modtagelsesværelset, Gæsterne indfandt sig, og jeg gik over for at hilse på dem. De var kommet på en Gang alle tre — efter Aftale, som jeg siden hen erfarede. Henry præsenterede mig for en ung, noget stiv og kejtet udseende Mand som en Mr. Black og derefter for Sir Hawkens, the Westman.

The Westman! Jeg tror næppe, jeg har set overdrevent åndrig ud, medens jeg tog ham i Øjesyn. Sådan en Skikkelse havde jeg endnu aldrig set for mine Øjne — siden hen har jeg ganske vist set andre, der kunne sige Sparto til hans. Var Mandens Ydre i og for sig påfaldende, så forhøjedes dette Indtryk ved, at han her midt i Modtagelsesværelset stod akkurat sådan, som man kunne tænke sig ham stående ude i Vildnisset, med Hatten på og Geværet i Hånden. Man forestille sig følgende Ydre:

Under den melankolsk nedhængende skygge af en Filthat, hvis Alder, Farve og Facon det kunne have voldt selv den skarpeste Tænker en hel Del Hovedbrud at bestemme, ragede midt imellem en Skov af viltre, sorte Skæghår en Næse frem, der var af næsten skrækindgydende Dimensioner og sad midt i Ansigtet som Skyggekasteren på et Solur. Som Følge af den frodige Skægvækst sås foruden det så ødselt udstyrede Lugteorgan af de øvrige Ansigtsdele kun de to små, kloge Øjne, der syntes begavede med en overordentlig Bevægelighed, og som nu i Øjeblikket hvilede på mig med et Udtryk af listigt Skælmeri. Manden betragtede mig lige så opmærksomt som jeg ham: siden erfarede jeg Grunden til hans Interesse for mig.

Denne Overdel hvilede på en Krop, der var usynlig lige til Knæene, skjult af en gammel Gedeskinds Jagtfrakke, der øjensynlig var forfærdiget for en langt sværere Person og gav den lille Mand et Udseende som et Barn, der for Morskabs Skyld har taget sin Bedstefaders Slåbrok på. Forneden stak to tynde, krumme Ben frem, iført et Par Indianerstøvler, der var så vide, at hele Mandslingen til Nød kunne få Plads i dem.

I Hånden holdt den berømte Westman en Bøsse, som jeg sikkert ville have omgåedes med stor Forsigtighed, for den lignede langt mere en Knippel end et Gevær. Jeg kunne i Øjeblikket ikke tænke mig en større Karikatur af en Præriejæger — men der skulle ikke gå lang Tid, før jeg lærte denne løjerlige Mands sande Værd at kende.

Efter at have mønstret mig nøje, spurgte han Bøssemageren med en tynd, spæd Stemme:

„Er det den unge Greenhorn, som I har fortalt mig om, Mr. Henry?"

„Yes," nikkede denne.

„Well! Synes ganske godt om ham. Håber, at Sam Hawkens også vil falde i hans Smag, hihihihi!"

Med denne fine, ejendommelige Latter, som jeg siden i mit Liv har hørt de tusinde Gange, vendte han sig om mod Døren, der i dette Øjeblik åbnedes. Herren og Fruen trådte ind og hilste på Jægeren på en Måde, der lod formode, at det ikke var første Gang, de talte med ham. Dette foregik bag min Ryg. Så indbød de os til at træde ind i Spisestuen.

Vi efterkom Opfordringen, hvorved jeg til min Forbavselse bemærkede, at Hawkens ikke først tog Overtøjet af. Først da vi havde fået anvist vore Pladser ved Bordet, sagde han, idet han pegede på sin gamle Skydepind:

„En rigtig Westman lader aldrig sit Gevær komme ud af Syne, og jeg endnu mindre min brave Liddy. Jeg vil hænge den hen på Gardinrosetten."

Liddy hed altså hans Gevær. Siden hen har jeg erfaret, at mange Westmen har for Skik at behandle deres Gevær som et levende Væsen og give det et Navn.

Han hængte det hen på Gardinrosetten og ville nu hænge Hatten sammesteds; idet han tog den af, så jeg til min Rædsel, at alt hans Hovedhår fulgte med. Det var virkelig et gyseligt Syn, denne hudløse, blodrøde Hjerneskal frembød. Ladyen skreg højt, og Børnene hvinede, det bedste de havde lært. Han vendte sig om og sagde med uforstyrret Ro:

„Bliv ikke bange, Myladies og Mesch’schurs; det har ikke noget at sige! Jeg har med Ære båret mine egne Hår fra Barnsben af, men så faldt jeg i Hænderne på et Dusin Pawneer, som flåede både Hud og Hår af Hovedet på mig. En nederdrægtig Fornemmelse, men jeg slap dog over det, hihihihi! Gik så til Tekama og købte mig en ny Skalp, om jeg så må sige; den kaldtes Paryk og kostede mig tre Bundter Bæverskind. Skader ikke; den nye Hud er langt mere praktisk end den gamle, især om Sommeren; så kan jeg tage den af, når det bliver for varmt, hihihihi."

Han hængte Hatten hen til Geværet og krængede så Parykken på igen. Derpå trak han Frakken af og hængte den over en Stol. Denne Frakke var lappet og udbedret adskillige Gange, den ene Læderlap var stadig blevet syet fast til den anden, og derved havde dette Klædningsstykke fået en sådan Stivhed og Tykkelse, at en Indianerpil ville have ondt ved at trænge igennem.

Nu kunne vi rigtig se hans tynde, krumme Ben. Overkroppen dækkedes af en Skindvest; i Bæltet sad en Kniv og to Pistoler.

Idet han trådte hen til Bordet, så han listig først på mig, derefter på Husets Frue og spurgte:

„Vil Mylady ikke, inden vi sætter os til Bords, fortælle denne Greenhorn, hvad det drejer sig om, om jeg så må sige."

Dette Udtryk „om jeg så må sige", var en stående