Undervejs: Skriv YA! - efteråret 2019

By Marie Bachmann, Christa Mejer Larsen and Anna Frøslev Quaade

"Undervejs" er en YA-novellesamling under skrivekursuset Skriv YA!.

"Aldrig en som Helena" af Marie Bachmann
Verden ligger åben for fire nyudklækkede studenter. Tobias opdager for sent, at han risikerer at blive én af de ting, som hans venner siger farvel til.


"Sansernes ekko" af Christa Mejer Larsen
Sanserne er følsomme. Musikken er et ekko. En autist og en fest med mange mennesker og høj musik. Hvordan ender det? Caroline håber det bedste. Hendes sansers ekko skal ikke ødelægge hendes ungdomsliv ...

"Giv slip, Natasja" af Anna Frøslev Quaade
Natasjas liv ser perfekt ud: Hun får topkarakterer i gymnasiet, er kæreste med skolens elevrådsformand og er venner med de rigtige. Men til en gymnasiefest ændrer hele hendes verden sig, og hun ser sider af sine nærmeste, hun aldrig havde troet, hun skulle se.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 4, 2020
• ISBN: 9788743081654

Book preview

INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord

Aldrig en som Helena

Marie Bachmann

Sansernes ekko

Christa Mejer Larsen

Giv slip, Natasja

Anna Frøslev Quaade

FORORD

De tre noveller, du netop skal til at læse, har været undervejs i efteråret 2019. De tre forfatterinder har som kursister på skrivekurset Skriv YA! hver anden uge logget på Facebook til en times live skriveundervisning. Mellem modulerne har de arbejdet med deres noveller ud fra øvelsesark til ugens emne.

Det lyder måske nemt, og det kunne det også have været, men det havde været synd. Ingen udvikler sig ved at springe over, hvor gærdet er lavest.

Som underviser har jeg derfor hver anden uge givet forfatterne feedback på deres tekster ud fra ugens emne, og de har uge efter uge knoklet med at forbedre deres tekster igen og igen.

Forfatterne har ikke givet op eller lænet sig tilbage, når de syntes, de var færdige, men fortsat stræbt efter at dygtiggøre sig. Deres viljestyrke og ambition er, hvad jeg er sikker på, vil resultere i velfortjente pladser på fremtidens danske bogscene.

Succes kommer ikke af rent talent, men af evnen til at forvalte sit talent. Og den evne besidder disse tre forfatterinder til fulde.

Rigtig god læselyst!

Sofie Riis Endahl

YA-forfatter og underviser på Skriv YA!

ALDRIG EN SOM HELENA

af Marie Bachmann

Hver dag går jeg den samme vej hjem og ser de samme ting uden rigtigt at se dem. Uden at forholde mig til farven på min nabos lyseblå stakit. Hvordan birketræerne på kirkegården hænger ud over fortovet, så deres lysegrønne blade rasler, når man støder hovedet mod dem. Om fliserne er flækkede. Om deres hjørner stikker op og spænder ben for hundeluftere.

Måske er det også sådan med mine venner? Som jeg har gået op og ned ad de sidste tre år på gymnasiet. Nu, hvor studenterugens mindeværdige, festrige og turbulente tid er overstået, ser jeg dem rigtigt.

Kan I huske, da vi startede i 1.g? Jeg rettede mig op i lænestolen og krydsede anklerne.

Helena flød i den ene af de to lyse lædersofaer, mens Petra og Firat sad klistret sammen i den anden. På sofabordet stod halvtomme flasker fra vores hyggedruk, der aldrig blev til mere.

Jeg havde brugt det meste af aftenen på at være et skridt foran de andre og hente snacks, mad, film, spil eller alkohol, inden de selv savnede det.

Den kvalme lugt af spildt æblecider og pizza overskyggede duften af citrus og skyllemiddel. En tisgul plet var sunket ned i gulvtæppet. Den ville blive svær at få af i morgen. Langs væggene stod kabinetskabene fyldt med service og det matchende tv-møbel med mine skolefotos, mors og fars bryllupsfoto og et billede af os alle tre på Gran Canaria sidste sommer. Et sted i stuen lå de spillekort, som vi skulle have brugt til drukspil tidligere.

Petra viste sine hvide tænder i et bredt smil til Firat, hendes kæreste og fremtid, der sad og holdt om hende. Inden sommeren var gået, ville de bo sammen i Aarhus og være i gang med universitetslivet - præcis som Petra havde planlagt det.

Hvad tænker du på? spurgte Petra mig.

Jeg trak på skuldrene. Hvordan vi var lige i starten af 1.g?

Firat aede Petra på låret med sin raske hånd. Den anden havde hun viklet ind i elastikbind efter, at han slog sit håndled til håndbold i sidste uge. Han nægtede selvfølgelig at gå til lægen med det.

Firats udseende havde ændret sig en del siden 1.g. Han havde groet skægget ud og var begyndt at træne. Pigerne lagde altid mærke til ham på gangen eller i kantinen, selvom han havde en kæreste. Hans olivenfarvede hud, mørke hår og sportslige kropsbygning stod i stærk kontrast til mit splejsede gespenst og skandinaviske blonde hår. Sammenlignet med én som ham, havde jeg ikke en jordisk chance.

Helena prøvede altid noget nyt. Lige for tiden var det en falsk septum næsepiercing og grydehår. Noget som kun hun kunne få til at se godt ud. Hun havde selv hæklet sin studenterhue, der hang på hjørnet af sofaen.

Jeg syntes, at Firat var åndssvag. Petra lod sin tommelfinger glide hen over Firats håndryg. Fordi han altid skulle vise sig for at få opmærksomhed.

Det fik din opmærksomhed. Firat bed sig i læben.

Helena lavede bræklyde. Jeg kan huske, at første gang jeg så jer, sad I allerede og snavede et eller andet fucked up sted.

Vi var ikke de eneste, der var tidligt ude. Petra sendte et luftkys til Helena. Efter introfesten tog du hjem sammen med...

Helena afbrød hende ved at rømme sig.

De fleste havde gang i nogen inden efterårsferien. Firat stablede sin studenterhue oven på Petras, der lå på armlænet. Det var jo også derfor, der kom fnat.

"Jeg fik altså ikke fnat." Helena bed i neglen på sin tommelfinger.

Heller ikke mig, tilføjede jeg lavt og håbede på, at de andre ikke lagde mærke til det.

Petra lagde en hånd om Firats nakke. Du kan nå det endnu, sagde hun til mig.

Skulle have holdt min kæft.

Hvad er det for en ting at sige? Firat maskerede sin latter ved at hoste.

Hans hosten tog overhånd, og snart var den så voldsomt, at hans øjne løb i vand, selvom han stadig grinede fra øre til øre.

Altså at knalde, sagde Petra. Ikke at få fnat. Den del springer du bare over.

Jo tak, sagde jeg.

En knugen gnavede i brystet. Det var af den slags, der altid dukkede op, når de snakkede om, hvordan jeg var den eneste, der stadig var alene. Og ikke alene som Helena. Hende klædte det. Var det anderledes for piger? Det var i hvert fald noget andet, når man valgte det selv.

Vi sad i stilhed. Petra legede med sit rødbrune hår, som hun havde sat op i en hestehale. Mit glas var tomt. Smagen af Safari og Faxe Kondi sad stadig i min gane. Jeg havde ikke lyst til mere, men hvis jeg stoppede nu, så stoppede festen. Pizzaerne var spist, alkoholen drukket og flaskerne drejet.

Hvad mere?

De andre ville have mere. Altid mere.

Hvis jeg ikke gav dem mere, så gik de. De måtte ikke kede sig. Ikke i aften. Ikke som til de andre forfester, vi havde holdt hos mig, hvor de skyndte sig videre, og jeg blev usynlig for dem. De glemte mig ikke med vilje, men det var nemmere end at lade være.

Det var ligesom efter folkeskolen. Dengang drengene inviterede mig med til fodbold og LAN, når de huskede det. Da de ikke længere blev mindet om min eksistens hver dag i klasselokalet, holdt de op med at skrive.

I aften skulle det være anderledes. Jeg var forberedt. Var jeg ikke? Og det her var mine venner. Mine rigtige venner. Vi kendte hinanden. Vi ville blive sammen. Så længe de ikke kedede sig, ville de blive.

Sofabordet var dækket af dåseøl, en halv flaske rom, sodavand og farverige shots. Normale Tobias ville drikke vand resten af aftenen, men den Tobias plejede også at blive