Maria & Emma: SEMZ Profetien

By Jane Hausgaard

Emma var bange for, hvad der ville ske hendes mor, og samtidig forstod hun ingenting. Hvordan kunne de dog tale med hendes mor gennem fjernsynet?
Maria rejste sig meget bestemt. Hun kunne mærke, at noget indeni hende, var anderledes. Hendes krop summede af energi, og hun vidste ikke hvad det var, men hun havde en fornemmelse af, hvad hun skulle gøre.
"Emma kom - tag min hånd." sagde hun. Emma tog Maria i hånden, og pludselig spredte der sig et lysskær omkring dem.
Maria hævede sig op i luften og løftede Emma med sig. Lysskæret begyndte at forme sig som en tunnel. Pigerne svævede langsomt ind i tunnellen, og så var de væk.

Emma og Maria havde aldrig forestillet sig, at deres liv ville blive ændret så meget. Fra to piger som er trætte af skolen, til to piger, som fra fødslen er forudsagt til at vogte Jorden. Den Mørke Verden og Den Gyldne By bliver centrum for begge piger. Overnaturlige evner, forfølgelse og angreb præger nu deres liv. Det er hårdt for dem, men deres tætte venskaber med dæmonen Samuel og englen Zadki, gør dem klar til alle udfordringer.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Dec 27, 2019
• ISBN: 9788743063292

Jane Hausgaard

Jane Hausgaard er en ny dansk forfatter. Maria & Emma - SEMZ Profetien er hendes første udgivelse. Den var tænkt, som en kort godnat historie til hendes egne 2 piger, men udviklede sig til en fantacy bog, som kan glæde andre børn og unge.

Book preview

Profetien

KAPITEL 1

Begyndelsen

Her er historien om Emma og Maria. Disse to piger var de bedste veninder i verden. Og hvorfor var de det? Jo, det var fordi de, lige siden de var helt små, elskede at lege de samme lege. Pigerne havde masser af fantasi, og fantasi var godt at have, hvis dagene blev kedelige. De var nu begge 12 år og legede ikke så meget mere, men var mere bare sammen. De gik i samme klasse. De gik i 6. klasse, og ingen af pigerne var særlig vilde med at gå i skole. Det var egentlig okay at lære noget og lave lektier, men larmen i skolen var næsten ikke til at holde ud, så det var godt, at de havde hinanden, så de kunne være sammen og drømme sig lidt væk. Selvom de var bedste veninder, så var de faktisk meget forskellige. Maria var den fornuftige og rolige pige, meget modig og ret stædig. Det var tit hende, som måtte redde Emma ud af en krise. Hun havde langt, mørkt hår og blå øjne. Lidt lavere end Emma. Hun var meget atletisk og var et lille muskelbundt. Hun morede sig tit over at måle overarm med Emma.

Se her Emma… tjek lige min overarm. Kan du se mine muller? grinede hun og drillede Emma. Ja ja, svarede Emma, Skal jeg kalde dig for Hulk? grinede Emma tilbage. Emma var lidt mere spinkel bygget. Hun havde lyst langt hår og blå øjne. Hun var mere impulsiv end Maria, og hun sang og dansede altid.

Jeg tror altså, at jeg vil være sanger, når jeg bliver voksen, sagde hun en dag til Maria. Maria grinede:

Ja, hvad skulle du ellers være? Du synger jo hele tiden, så det må da være det rigtige for dig at blive, svarede Maria med et smil.

Hvad vil du være, når du bliver voksen? spurgte Emma.

Det ved jeg ikke endnu. Der kan jo ske så meget, så det finder jeg nok ud af, svarede Maria.

Historien starter den sidste skoledag lige inden sommerferien. Begge piger blev afleveret af deres mødre. Faktisk havde Emma kun en mor, for hun kendte ikke sin far. Maria derimod havde både sin mor og far. Da pigerne blev sat af, råbte Emma:

Maria! og Maria svarede tilbage:

Ja… Ikke mere skole i mange uger!

Klokken ringede, og de satte sig på deres pladser i klassen.

GODMORGEN OG SÆT JER! sagde læren, som hed Lucy Striks, men alle børnene skulle sige Fru. Striks, ligesom i gamle dage. Hun var en meget streng lærer, som alle børnene var bange for. Nogle gange kunne hun se så vred og arrig ud. Hendes hoved kunne være så rødt, hendes øjne så udspilede og håret så strittende, at det så ud som om, at hun var lige ved at springe i luften. Og faktisk havde både Emma og Maria set, at der nogle gange kom røg ud af ørerne på hende. De brød sig ikke om hende og havde de vildeste tanker om hende:

Emma? hviskede Maria,

Emma, tror du hun er et rumvæsen? Jeg synes nemlig nogle gange, når hun bliver vred, at hun ser meget mærkelig ud .

Det kan godt være, hviskede Emma tilbage.

Nogle gange siger hun også nogle mærkelige ting, lidt ligesom om, at det er på et andet sprog.

Pigerne kikkede på hinanden, og gøs lidt ved tanken, men de synes nu også, at det var lidt spændende. Fantasien løb ofte af med de to piger.

Skoledagen sluttede, og det var sommerferie. Maria og Emma var naboer, og de fulgtes som regel hjem hver dag.

Maria, skal vi være sammen, når vi kommer hjem? spurgte Emma.

Det kan jeg ikke, svarede Maria. Jeg skal hen og besøge min morfar, men jeg kan komme over til dig, når jeg er hjemme igen. Pigerne gik hver til sit.

Emma havde det svært uden Maria. Emma havde ikke så mange venner. Hun var ikke interesseret i at have mange venner. Hellere få, men gode venner. Og nu var det altså Maria, som var hendes bedste veninde. De havde kendt hinanden siden børnehave, og havde lige fra starten leget meget sammen, og i dag er de uadskillelige. Imens Maria ikke var hjemme, satte Emma sig med sin IPad og spillede.

Pludselig kom der en reklame op på skærmen for et nyt spil. Spillet hed TØR DU?.

Hmmmm, tænkte Emma, selvfølgelig gør jeg det.

Hun trykkede på spillet og installerede det på IPad ‘en. Da hun gik ind på spillet, kom en tegnet dame frem på skærmen og forklarede om spillet:

Velkommen til TØR DU? Dette spil kræver mod at spille. Du vil blive stillet forskellige spørgsmål før spillet rigtig går i gang. TØR DU? SÅ TRYK HER.

Emma så på den røde knap, som man skulle trykke på for at gå videre i spillet. Hun begyndte at blive lidt usikker på, om hun turde.

Nej, jeg venter til Maria kommer hjem igen, tænkte hun og lagde IPad ‘en til side lidt spændt på, hvad det var for et spil.

Et par timer senere ringede det på Emmas dør, og det var Maria, som kom over.

Halløj, råbte Maria, Er du hjemme Emma?

Ja! råbte Emma, jeg er oppe på værelset og skynd dig at komme herop, for jeg har noget, som jeg skal vise dig, kom så skal du se, sagde Emma. Det er vildt spændende dette her.

De satte sig på Emmas seng ved siden af hinanden, og Emma gik ind på spillet igen.

Prøv at se her Maria.

Maria så den tegnede dame, og så derefter på den røde knap. Hun syntes, det så lidt mærkeligt ud, men det var da helt klart noget, som hun måtte undersøge. Som vi nok husker, så var Maria jo en modig pige og gik ikke af vejen for en udfordring.

Maria, skal vi trykke på knappen? spurgte Emma forsigtigt.

Ja!, udbrød Maria højlydt, selvfølgelig skal vi det. Det er jo super spændende, sagde hun og smilede.

Jeg tør altså ikke at trykke, sagde Emma.

Så gør jeg! sagde Maria.

Maria førte sin pegefinger over på den røde knap, og så trykkede hun. Pigerne var helt stille, og stirrede på skærmen. Faktisk var der helt stille i værelset. Spillet viste helt sort skærm. Ingenting skete. Emma og Maria så på hinanden, men skreg lige pludselig op, idet en melodi fra IPad ‘en bragede ud, og den tegnede dames stemme lød:

Du har nu valgt at trykke på den røde knap, og du skal derfor svare på 3 spørgsmål, sagde den tegnede dame.

Spørgsmål 1: Hvor mange spillere er der? Maria trykkede på 2-tallet.

Spørgsmål 2: Hvor gamle er I? Maria trykkede 12.

Spørgsmål 3: Er i modige? og Maria skrev JA.

Damen kom igen og sagde:

I har nu svaret på de 3 spørgsmål. Der vil ske noget spændende for jer, hvor I skal være vågne og modige. I vil møde nogen, som I ikke kender, og der vil ske noget, som I aldrig ville tro kunne ske, MEN… pas godt på jer selv!, og så lukkede spillet ned. Pigerne kikkede uforstående på skærmen.

Hvad skete der Maria? spurgte Emma

Hvorfor forsvandt det, og hvad skal vi nu?

Det ved jeg ikke, svarede Maria, men vi kan da bare åbne det igen." Maria ledte efter spillet.

Hvor har du lagt det på din IPad Emma?

Det ligger lige her… sagde Emma og bukkede sig henover Maria, men Emma blev helt hvid i hovedet.

Det er væk, sagde hun, Jeg lagde det lige her og pegede på skærmen. Hun bladrede alle siderne igennem på IPad ‘en, men kunne ikke finde det.

Så går vi bare ind og henter det igen, sagde Maria.

De søgte på TØR DU?, men der kom ikke noget op.

Det er væk! sagde Maria.

Ej, jeg synes altså, at det er lidt uhyggeligt dette her, sagde Emma.

Hmmmm… ja du har ret, men det er da også meget spændende, svarede Maria, " vi fik jo af vide, at der ville ske nogle spændende ting, og det glæder jeg mig altså til at se, hvad er.

Mor! råbte Emma, må Maria gerne sove hos mig?

Ja, svarede hendes mor.

Pigerne gik hjem til Maria og hun fik også lov af sin mor, så de hentede hendes ting og gik glade hjem mod Emma igen. Da de gik på stien, så de nogle drenge lidt længere fremme. De kunne se, at to af drengene, som vist nok hed Emil og Lukas og gik i 7. klasse, drillede den sidste dreng, som de ikke kendte.

Zadki, hvorfor er du så mærkelig? Er du bange måske? råbte de ondskabsfuldt, imens de puffede til ham, så han næsten var ved at falde. De blev ved med at skubbe, og Emil slog ud efter Zadki, og ramte ham, så han faldt.

Emma, vi må hjælpe ham, viskede Maria. Pigerne løb over til drengene. De stillede sig foran Zadki, og så direkte på Emil og Lukas.

I skal ikke drille ham! råbte pigerne til dem.

Det skal I ikke blande jer i. Han er totalt mærkelig. Han siger aldrig noget og vil aldrig hænge ud ligesom os andre, råbte Emil tilbage.

Og hvad så?! sagde Emma, Bare fordi han ikke er som jer, så skal I ikke drille alligevel. Hvis ikke I går, så vil I fortryde det!"

Ha ha… har du hørt hende? råbte Emil hånende, Vil du så slås? grinede han og rettede sig op mod hende. Emma gik nogle skridt tilbage. Han var cirka en halv meter højere end Emma, og da han stod dér, fortrød Emma, i et kort sekund, at hun havde råbt op:

Ja måske, svarede Emma, og kunne godt mærke, at hun nok havde rodet sig ud i noget, som ikke var så godt.

Du kan sgu da ikke klare mig, sagde han med et vredt udtryk. Han gik over mod Emma, faretruende og klar til at slå ud efter hende. Idet han samlede hånden i en knytnæve, og slog den ud mod hende, rakte Emma sin hånd frem for at beskytte sig selv, men idet hun gjorde det, kunne hun mærke et sus i sin hånd, og luften foran hende begyndte at blive uklar og sløret. Det var som om, at hun havde et usynligt skjold foran sig. Emils knytnæve ramte det usynlige skjold, og Emil råbte op:

Arv, og han røg tilbage. Maria så helt forbløffet på Emma.

Hvad var det lige, hun havde gjort? tænkte hun. Emma var forbavset over, at han var røget tilbage, og ikke havde ramt hende. Hun fik samlet sig, og fik fremstammet:

Så kan du lære det. Tag din ven, og gå herfra og lad Maria, Zadki og mig være i fred. Man kunne se, at Emil var helt rød i hovedet af vrede, men han og Lukas valgte at gå alligevel, lidt forskrækkede over, hvad der lige var sket. Emma og Maria forstod slet ikke noget af det hele.

Ej, Maria så du det? Jeg rørte ham ikke engang! Det var ligesom om, at jeg havde et usynligt skjold. Er det ikke mærkeligt?! Maria gik hen til Emma og tog hendes hænder:

Jo meget, svarede Maria og stirrede på Emmas hænder.

Hvordan gjorde du?

Jeg ved det ikke. Lige pludselig snurrede det mærkeligt i hænderne, og så skete det. Begge piger havde helt glemt alt om Zadki, som sad på jorden bag dem.

Gud Zadki udbrød Maria så, og vendte