Vølvens Spådom: - en antologi

By Carsten Lyngdrup Madsen

Vølvens Spådom har til alle tider fascineret, inspireret og draget. Grundtvig skrev, at han ikke ville bytte dette ene digt bort for 10 Illiader og 10 Odyseer. Suzanne Brøgger har kaldt digtet for "Nordens svar på Johannes' Åbenbaring". Derfor er Vølvens Spådom blevet oversat og gendigtet utallige gange.
Denne antologi består af 26 udgaver af digtet. To på originalsproget - oldislandsk og 24 i oversættelse til hhv. dansk, norsk, svensk og en enkelt til latin. Nogle af udgaverne er forsynet med indledning, noter og anmærkninger, mens andre blot består af en ukommenteret oversættelse.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 8, 2019
• ISBN: 9788743035817

Carsten Lyngdrup Madsen

Carsten Lyngdrup Madsen er tekstredaktør og projektleder på databasen www.heimskringla.no og har tidligere skrevet Nordboernes gamle religion og Stednavne og førkristne kultsteder.

Book preview

Indhold

Forord

Indledning:

Oldislandsk

1. Sophus Bugge: Völuspá (1867)

(1932)

Dansk

3. B. C. Sandvig: Vola's Spaadom (1785)

4. Finnur Magnusson: Valas Spaadom (1821)

5. N.F.S. Grundtvig: Vøluspa (1832)

6. Vilhelm B. Hjort: Valasangen (1860)

7. C. A. E. Jessen: Vølve-Spå (1867)

8. Frederik Winkel Horn: Volvens Spaadom (1869)

9. H. G. Møller: Vølvens spådom (1870)

10. Rasmus Jensen Holm: Vølvens Spaadom (1874)

11. F. Hammerich: Vølvespå (1876)

12. Karl Gjellerup: Vølvens spaadom (1895)

13. Olaf Hansen: Vølvens Spaadom (1911)

14. Thøger Larsen: Vølvens Spaadom (1926)

15. Hans Albrectsen: Völuspá (1926)

Norsk

16. Jacob J. Aars: Voluspá (1864)

17. G. A. Gjessing: Volvens spaadom (1899)

18. I. Mortensson-Engnund: Voluspa (1928)

Svensk

19. Johan Göransson: Vaulo Spa (1750)

20. Arvid August Afzelius: Valans Visdom (1818)

21. Peter August Gödecke: Valans Visdom (1881)

22. Nils Fredrik Sander: Valans spådom (1893)

23. Karl Ljungstedt: Valans spådom (1904)

24. Erik Brate: Valans spådom (1913)

25. Axel Åkerblom: Sierskans förkunnelse (1920)

Tillæg

Latin

26. Peder H. Resen og Stefán Ólafsson: Vaticinium volæ (1665)

Litteratur

Forord

Til alle tider har Vølvens Spådom fascineret, inspireret og draget. Grundtvig skrev, at han ikke ville bytte dette ene digt bort for 10 Illiader og 10 Odyseer. Og Suzanne Brøgger har kaldt digtet for Nordens svar på Johannes' Åbenbaring. Derfor er Vølvens Spådom blevet oversat og gendigtet utallige gange.

For godt 40 år siden udgav filologen Jens Peter Ægidius bogen Vølvens spådom – en litteratur- og åndshistorisk undersøgelse. Heri gennemgik forfatteren i kronologisk rækkefølge i alt 22 forskellige oversættelser af digtet. Han beskrev hver enkelt oversættelse, gav den en karakteristik, en vurdering og nogle få smagsprøver på oversætterens stil.

Adskillige år tidligere havde folkemindeforskeren Nils Lukman foretaget et lignende tværsnit i artiklen Vore Eddaoversættelser. Her gjaldt det blot hele Eddaen. Og senest har mytologen Henning Kure i artiklen Den bedste oversættelse af Vølvens Spådom 1665-2001, givet en kort gennemgang de forskellige oversættelser.

Denne bog følger i samme spor, idet de forskellige oversættelser af digtet her præsenteres side om side i fuld længde kun ledsaget af oversætterens egne noter, anmærkninger og evt. indledning. Herved får læseren mulighed for at sammenligne og selv gøre sine iagttagelser. Ud over de danske oversættelser er her medtaget to oldislandske udgaver og ti hhv. norske og svenske oversættelser. Endelig er som et kuriosum den allerførste oversættelse af digtet medtaget, om end den er på latin.

Indledning

Carsten Lyngdrup Madsen

1. Digtets fortælling

Den gamle seerske – vølven – sidder ude i natten, da Odin kommer til hende og beder hende fortælle ham alt, hvad hun ved. Vølven er vis og Odin hungrer efter visdom. Men før vølven svarer ham, slår hun til lyd og henvender sig til alle mennesker. Høje og lave og alle Hejmdals sønner skal høre, hvad Odin nu skal høre.

Vølven har levet længe og husker langt tilbage. Hun husker oldtidens jætter, hos hvem hun er vokset op. Hun husker ni verdener og ni jættekvinder. Hun mindes den tid, da verdenstræet – den store ask Yggdrasil – kun var en spire i jorden. Hun husker tiden før alting – urjætten Ymirs tid – da der hverken var sand eller hav eller græs eller himmel. Da var der bare ét stort tomt gab – Ginnungagab.

Men da solen skinnede sydfra, begyndte alting at spire og gro. Sol, måne og stjerner fandt deres baner og guderne mødtes for at navngive år og dag. På Idasletten byggede de gudehuse og altre og smedede værktøj i det reneste guld. Sorgløs og ubekymret var den tid, da de kunne sidde i græsset og spille brætspil. Lige indtil tre uhyggelige jættekvinder meldte deres ankomst.

Guderne mødtes på ny og aftalte, at de ville skabe dværge. De skulle have menneskeskikkelse, men de skulle bo i jord og klipper. Vølven remser her et utal af dværgenavne op. – Derpå ser hun tre af guderne – Odin, Hønir og Lodur – gå ned til stranden, hvor de finder to opskyllede stammer. Af dem danner de de to første mennesker Ask og Embla.

Herfra retter vølven blikket mod det store verdenstræ Yggdrasil, der står ved Urds kilde. Under træets krone ser hun de tre skæbnegudinder Urd, Verdandi og Skuld, der har magt over begivenhedernes gang i fortid, nutid og fremtid.

Straks flimrer billedet. Hun ser et glimt af krig og så den gådefulde troldkvinde Gullveig, som guderne forgæves har forsøgt at tage af dage. Tre gange har de brændt hende og tre gange er hun atter kommet til live. Sortekunster og ondskab har hun med sig og altid hyldes hun af ondsindede kvinder. Guderne er rådvilde og samles nu for at drøfte sagen. Men pludselig slynger Odin sit spyd ind over vanerne og hermed er den første krig en realitet. Krigen mellem to gudeslægter – aserne og vanerne.

Atter mødes guderne. Alvoren hviler tungt over dem. Luften emmer af løgn og svig. Kærlighedsgudinden Freja er blevet lovet bort til en jætte. Alle er som lammede, indtil Tor tung af vrede griber til handling. Eder og løfter bliver brudt. Guder holder ikke længere ord. Er ikke til at stole på.

Alt ved vølven. Intet er skjult for hende. End ikke de dybeste tanker og hemmeligheder. Hun ved, hvor Heimdal har gemt sit horn. Hun ved, at Odin har pantsat sit ene øje. Og som den overlegne slynger hun nu et spørgsmål i ansigtet på Odin: Var der mere, du ville vide, eller hvad?

Odin higer efter at høre mere. Han affinder sig med vølvens respektløse tone og tilbyder hende endda guldringe og smykker, hvis hun fortsætter sin tale. Vølven er klar over, at hun har overtaget, men vælger at fortsætte. Hun fortæller, at valkyrierne, slagmarkens gudinder, er klar til at ride ud. – Hun tier et øjeblik. – Så lyder ordene, som får alt, hvad hun hidtil har sagt, til at blegne. Alt går i stå. Hun ser en gudeskikkelse. Blodig. Død. Balder. Odins egen søn. Dræbt af en pil af mistelten. Dræbt af sin broder Høder. Lokket af Loke. En ny Odinsøn må til for at hævne Balders død. Loke indfanges og bindes med sin egen søns tarme. Var der mere, du ville vide, eller hvad?

Igen skifter scenen. En række ildevarslende billeder afløser nu hurtigt hinanden. En giftig flod flyder østfra fyldt med sværd og knive. Nordpå rejser en stor jættehal sig på ligsletten. En anden hal ser hun stå på ligstranden. Dens vægge er flettet af sammenviklede slangekroppe og gift drypper ind i hallen. Hun ser menneskenes moralske forfald. Menedsmænd. Mordere. Horkarle. Dynger af lig fortæres af uhyret Nidhug og ligulven hugger menneskekød i sig. I Jernskoven sidder en gammel jættekælling i barselsnød og føder ulveunger. En af dem skal sluge solen, andre kaste sig over menneskene. De æder og gylper blod. Solen sortner og vejret bliver ondt. Endnu en gang lyder det: Var der mere, du ville vide, eller hvad?

Vølven er langtfra færdig, for nu trækker skyerne sig for alvor sammen over guderne. En rød hane galer under galgetræet. En gylden hane vækker Odins krigere til kamp. Og i dødsriget galer en sodrød hane. Helvedshunden gør og den lænkede Fenrisulv slider sig løs. Og på dette tidspunkt nævner vølven for første gang det mest skæbnesvangre af alle ord – ragnarok. Alt står nu for fald. Brødre dræber hinanden. Søskende svigter hinanden. Mennesker bedriver hor. Det er øksetid og ulvetid. Verden synker sammen og ingen skånes.

Gudernes vogter Heimdal blæser alarm i sit horn. Odin er rådvild. Verdenstræet knager og giver sig. Alt i naturen stønner. Loke slipper fri. Midgårdsormen vrider sig i jættevrede og pisker havet op. Den ådselsædende ørn flår lig i trevler. Østfra kommer et skib sejlende med kurs mod guderne. Det er bemandet med jætter og Loke står ved roret. Sydfra kommer ildjætten Surt og kaster ild ud over jorden og himlen sprækker.

Odin går til angreb på Fenrisulven, men klarer den ikke. Sønnen Vidar kaster sig over ulven, og med sit sværd hugger han den ihjel og hævner således sin fader. Frej møder Surt men også han må lade livet. Tor står ansigt til ansigt med den hvæsende Midgårdsorm. Det lykkes ham at kvæle den, men han får dens gift på sig og segner efter bare nogle få skridt. Livløs. Død. Solen sortner. Jorden synker i havet. Stjerner slukkes. Ild raser.

Men som alt lys ser ud til at slukkes, øjner vølven i det fjerne, at den grønne jord atter dukker op af havet. Frugtbar og frodig. Unge guder mødes på ny på Idasletten og taler om gamle dage. Brikkerne fra det gamle brætspil finder de i græsset og alt ånder igen fred. Balder og Høder dukker atter op og følges til Odins gamle bolig. En guldhal ved navn Gimle skal danne ramme for fremtidige slægters tilværelse. Her skal alle leve i lykke og harmoni.

Vølven hæver blikket. Hun ser en ny hersker komme, som skal råde for freden på den nye jord. Men i samme øjeblik falder der en mørk skygge fra uhyret Nidhug, som nærmer sig med ligrester hængende i sine fjer.

Derpå synker vølven og alt bliver stille.

2. Digtets overlevering

Vølvens Spådom er bevaret i to islandske håndskrifter. Det vigtigste og mest fuldstændige er det, som hedder Codex Regius. Dette håndskrift indeholder næsten alle Eddadigtene. Håndskriftet er fra ca. 1270, men menes at være skrevet af efter et noget ældre håndskrift. Det andet håndskrift, som indeholder Vølvens Spådom er det store samleværk Hauksbók, som har navn efter den islandske lovmand Haukr Erlendsson (d. 1331), der har skrevet/samlet den store bog. Dette håndskrift er fra begyndelsen af 1300-tallet. En tredje kilde til dele af digtet er Snorri Sturluson (1179-1241), der citerer omkring halvdelen af stroferne i sin Edda. Snorres Edda menes at være skrevet omkr. 1220. Der er mindre men ikke uvæsentlige varianter mellem de tre udgaver.

A. Codex Regius (ca. 1270)

B. Hauksbók (ca. 1310)

S. Snorres Edda (ca. 1220)

Forud for disse nedskrevne udgaver har der givetvis eksisteret ældre udgaver, hvoraf det ikke kan udelukkes, at nogle har været skriftlige, men under alle omstændigheder har der gået mundtlige versioner forud for de skriftlige. Vi ved blot ikke, hvor langt tilbage i tiden disse går, men da indholdet går tilbage til de hedenske guder, kan digtet vanskeligt være yngre end overgangstiden mellem hedendom og kristendom – dvs. omkr. år 1000.

Da digtet blev nedfældet på pergament, havde Island været et kristent land i 2-300 år og for munkene på klosteret, hvor det blev nedskrevet, må både form og indhold have forekommet gammelt. Det sære håndskrift har sikkert fået plads på klosterbiblioteket, hvor det ad åre er blevet glemt. Da klostrene efter reformationen blev nedlagt, blev bøger og inventar spredt på omkringliggende gårde. Blandt disse bøger var håndskriftet Codex Regius, der på dette tidspunkt allerede var flere hundrede år gammelt og sikkert ikke blev tillagt den store værdi.

Da håndskriftsamleren biskop Brynjulfur Sveinsson i 1643 første gang stod med den gamle skindbog i sine hænder, var han imidlertid ikke i tvivl om, at dette håndskrift var noget ganske særligt. Efter at have lavet en omhyggelig afskrift af hele håndskriftet, sendte han i 1662 originalen til Danmark som en gave til den danske kong Frederik den 3. i håb om, at de gamle digte måtte blive trykt.

Første skridt til en udgivelse kom i 1665, hvor den lærde Peder Hansen Resen udgav det første af digtene – Vølvens Spådom – på oldislandsk ledsaget af en latinsk oversættelse af den islandske digter Stefán Ólafsson (gengivet på side 387). Den første danske oversættelse kom i 1783 og blev forrettet af litteraturhistorikeren Bertel Sandvig (gengivet på side 67). Herefter fulgte oversættelserne i en lind strøm. Det er disse udgaver og oversættelser, som gengives i denne bog.

Ud over de oversættelser, som bringes her, findes der fire andre danske oversættelser, som er af nyere dato og af ophavsretslige grunde ikke kan bringes i denne samling. Det drejer sig om Martin Larsen: Vølvens spådom i Den ældre Edda og Eddica Minora fra 1943, Suzanne Brøgger: Vølvens Spådom fra 1994, Preben Meulengracht Sørensen og Gro Steinsland: Vølvens Spådom fra 2001 og Rolf Stavnem: Vølvens Spådom i Den poetiske Edda fra 2018. Blandt disse kan især Meulengracht og Steinslands udgave fremhæves for dens kvaliteter både hvad sprog og formidling angår. Ud over disse findes der flere norske og svenske oversættelser, som er af nyere dato.

3. Digtets form

I håndskrifterne er Vølvens Spådom skrevet i hele sammenhængende linjer. Strofeinddelingen er altså kommet til senere. De fleste strofer er på otte linjer, enkelte på flere, andre på færre. I 1867 udgav den norske filolog Sophus Bugge en meget grundig udgave af Eddaen, hvori Vølvens Spådom var delt op i 66 strofer. (Bugges udgave er gengivet på side 19 i denne samling). Selv om oversættelserne på de kommende sider ikke alle har samme strofetal, er det Bugges opdeling, som er blevet almindeligt accepteret. Vølvens Spådom er altså et langt episk digt på 66 strofer.

Flere af de forskellige Eddadigte har form som en dialog. Vaftrudnismál er således en dialog mellem Odin og jætten Vaftrudnir, Hyndlasangen mellem Freja og Hyndla, Alvismål mellem Tor og dværgen Alvis osv. Men Vølvens Spådom er en monolog. Her hører vi vølvens enetale adresseret direkte til den øverste af guderne: Odin – og måske i virkeligheden til det enkelte menneske – alle Heimdals sønner. Ved denne direkte måde at henvende sig på, skabes et dramatisk nu. Vi fornemmer straks, at vølven vil os noget væsentligt. Der er tyngde bag hendes ord. Igen og igen hører vi udtryk som jeg husker, jeg ved, jeg ser, jeg så. Vølven ved og vølven husker, for hun var der selv. Vølven har med egne øjne set ting ske og hun ser ting, som endnu ikke er sket. Hun er synsk, Hun er en seerske. Derfor kan Vølvens Spådom også kaldes et visionsdigt.

Skjalden, som står bag digtet forstår dog også at skabe og formidle dramatik ved hjælp af en række andre virkemidler. Det mest iøjnefaldende træk ved digtet er måske de mange billeder, som tegnes. Det ene dramatiske syn afløser det andet. Det er som om digteren vil gøre vølvens syner til tilhørerens eller læserens egne. Og billederne er ikke blot billeder. Hele digtet igennem veksles der mellem lys og mørke og en helt særlig rolle spiller farverne, som omhyller mange af de forskellige billeder. Jorden er grøn, Yggdrasil er evig grøn, de tre haner er hhv. rød, gylden og sodrød, solskinnet er først lyst men bliver ved ragnarok sort, den genfødte jord er grøn og Gimlehallen er gylden og tækket med guld. Et andet virkemiddel, der gør digtet så dramatisk er de hurtige sceneskift. Stemningen kan lynhurtigt vende fra sorgløshed til uro og utryghed videre til opløsning og undergang for til sidst at udfolde sig i fornyelse og tro på fremtiden lige indtil…

Endelig er det også værd at bemærke, at kvadet har såkaldte stef – dvs. omkvæd, hvilket er almindeligt i skaldedigtningen men ikke i Eddadigtning. I første del af digtet dannes omkvædet af en tilbagevendende halvstrofe:

"Da gik guderne sammen

til sæde på tinge

højhellige magter

til forhandling om. . ." (Meulengrachts oversættelse)

Tonen i den midterste del af digtet er stærkt farvet af vølvens direkte spørgsmål til Odin: Var der mere I ville vide? (Brøggers oversættelse) – Uhyggen i det lange afsnit om ragnarok intensiveres af det tilbagevendende omkvæd:

"Garm glammer glubsk

ved Gnipahulen

lænken slides,

ulven løber." (Brøggers oversættelse.)

4. Digtet i forskningen

Fælles for oversætterne er, at de alle var grebet af digtet og dets storhed og at de gjorde deres yderste for at formidle det bedst muligt. Men fælles for dem alle var også, at de var en del af deres egen tid og dens tænkning. Dette fremgår ikke blot af sproget i oversættelsen men også af noter og anmærkninger og måden, hvorpå digtet bliver disponeret. Al oversættelse rummer et element af tolkning, og denne tolkning tager afsæt i oversætternes egen samtid.

Vølvens spådom er et hedensk digt og de ældste forskere anså digtet for at gå så langt tilbage som til 5-600-tallet. Nogle endnu længere. I sidste del af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet begyndte forskere ud fra teorier om tekstkritik at søge efter tekstens oprindelige form. Der fandtes brud i teksten, hvilket pegede på, at nogle strofer kunne være faldet ud. Der var den meningsforstyrrende dværgeremse, der blev opfattet som et senere indskud. Der var en enkelt strofe og flere formuleringer, som tydede på kristen påvirkning. Disse og flere andre indvendinger gjorde, at digtet ikke kunne være så gammelt som først antaget.

Bestræbelserne på at genskabe den oprindelige tekst førte dog ikke nogen steder hen og er i dag opgivet. Forskernes teorier og valg var i sidste ende subjektive. I dag vil de fleste forskere placere digtet i 900-tallet i overgangstiden mellem hedendom og kristendom.

Preben Meulengracht Sørensen formulerer synet på disse spørgsmål således: "På en måde kan vi sige, at hver tid har skabt sin egen Vølvens Spådom, også nutiden. »Den højere tekstkritik« gjorde det ved at ændre digtets tekst. I dag foretrækker vi at beholde digtet, som det er nedskrevet i middelalderen, men i stedet skaber vi vores egen forståelse af Vølvens Spådom gennem fortolkninger."¹

---

¹ Meulengracht og Steinsland: Vølvens Spådom, s. 90.

OLDISLANDSK

1

Völuspá

Sophus Bugge

Kilde: Sophus Bugge (1833-1907): Norrœn fornkvæði: Islandsk samling af folkelige oldtidsdigte om Nordens guder og heroer almindelig kaldet Sæmundar Edda hins fróða, Christiania, 1867.

1. "Hljóðs bið ek allar

helgar kindir,

meiri ok minni

mögu Heimdallar;

viltu, at ek, Valföðr!

vel framtelja

forn spjöll fíra,

þau er fremst um man.

2. Ek man jötna

ár um borna,

þá er forðum

mik fœdda höfðu;

níu man ek heima,

níu íviði,

mjötvið mœran

fyr mold neðan.

3. Ár var alda

þar er Ýmir bygði,

vara sandr né sær

né svalar unnir,

jörð fannsk æva

né upphiminn,

gap var ginnunga,

en gras hvergi.

4. Áðr Burs synir

bjöðum um ypðu,

þeir er Miðgarð

mœran skópu;

sól skein sunnan

á salar steina,

þá var grund gróin

grœnum lauki.

5. Sól varp sunnan,

sinni mána,

hendi inni hœgri

um himinjódyr;

sól þat ne vissi

hvar hon sali átti,

máni þat ne vissi

hvat hann megins átti,

stjörnur þat ne vissu

hvar þær staði áttu.

6. Þá gengu regin öll

á rökstóla,

ginnheilug goð,

ok um þat gættusk;

nátt ok niðjum

nöfn um gáfu,

morgin hétu

ok miðjan dag,

undorn ok aptan,

árum at telja.

7. Hittusk æsir

á Iðavelli,

þeir er hörg ok hof

hátimbruðu,

afla lögðu,

auð smíðuðu,

tangir skópu

ok tól görðu.

8. Tefldu í túni,

teitir váru,

var þeim vettugis

vant ór gulli;

unz þrjár kvámu

þursa meyjar

ámátkar mjök

ór jötunheimum.

9. Þá gengu regin öll

á rökstóla,

ginnheilug goð,

ok um þat gættusk:

hverr skyldi dverga

drótt um skepja

ór brimi blóðgu

ok ór Bláins leggjum.

10. Þar var Móðsognir

mæztr um orðinn

dverga allra,

en Durinn annarr;

þeir mannlíkun

mörg um görðu

dvergar í jörðu,

sem Durinn sagði.

11. Nýi, Niði,

Norðri, Suðri,

Austri, Vestri,

Alþjófr, Dvalinn,

Nár ok Náinn,

Nípingr, Dáinn,

Bifurr, Bafurr,

Bömburr, Nori,

Ánn ok Ánarr,

Óinn, Mjöðvitnir.

12. Veggr ok Gandálfr,

Vindálfr, Þorinn,

Þrár ok Þráinn,

Þekkr, Litr ok Vitr,

Nýr ok Nýráðr,

nú hefi ek dverga,

Reginn ok Ráðsviðr,

rétt um talða.

13. Fili, Kili,

Fundinn, Nali,

Hepti, Vili,

Hanarr, Svíurr,

Billingr, Brúni,

Bildr ok Buri,

Frár, Hornbori,

Frægr ok Lóni,

Aurvangr, Jari,

Eikinskjaldi.

14. Mál er dverga

í Dvalins liði

ljóna kindum

til Lofars telja,

þeir er sóttu

frá salar steini

Aurvanga sjöt

til Jöruvalla.

15. Þar var Draupnir

ok Dólgþrasir,

Hár, Haugspori,

Hlévangr, Glóinn,

Dori, Ori,

Dúfr, Andvari,

Skirfir, Virfir,

Skafiðr, Ái.

16. Álfr ok Yngvi,

Eikinskjaldi,

Fjalarr ok Frosti,

Finnr ok Ginnarr;

þat man æ uppi,

meðan öld lifir,

langniðja tal

Lofars hafat.

_________

17. Unz þrír kvámu

ór því liði

öflgir ok ástkir

æsir at húsi,

fundu á landi

lítt megandi

Ask ok Emblu

örlöglausa.

18. Önd þau ne áttu,

óð þau ne höfðu,

lá né læti

né litu góða;

önd gaf Óðinn,

óð gaf Hœnir,

lá gaf Lóðurr

ok litu góða.

_________

19. Ask veit ek standa,

heitir Yggdrasill

hár baðmr, ausinn

hvíta auri;

þaðan koma döggvar

þærs í dala falla;

stendr æ yfir grœnn

Urðar brunni.

20. Þaðan koma meyjar

margs vitandi

þrjár, ór þeim sal

er und þolli stendr;

Urð hétu eina,

aðra Verðandi,

skáru á skíði,

Skuld ina þriðju;

þær lög lögðu,

þær líf kuru

alda börnum,

örlög seggja.

_________

21. Þat man hon fólkvig

fyrst í heimi,

er Gullveig

geirum studdu

ok í höll Hárs

hana brendu;

þrysvar brendu

þrysvar borna,

opt, ósjaldan,

þó hon enn lifir.

22. Heiði hana hétu,

hvars til húsa kom,

völu velspá,

vitti hon ganda,

seið hon hvars hon kunni,

seið hon hugleikin,

æ var hon angan

illrar brúðar.

23. Þá gengu regin öll

á rökstóla,

ginnheilug goð,

ok um þat gættusk:

hvárt skyldu æsir

afráð gjalda

eða skyldu goðin öll

gildi eiga.

24. Fleygði Óðinn

ok í fólk um skaut,

þat var enn fólkvíg

fyrst í heimi;

brotinn var borðveggr

borgar ása,

knáttu vanir vígská

völlu sporna.

_________

25. Þá gengu regin öll

á rökstóla,

ginnheilug goð,

ok um þat gættusk:

hverr hefði lopt allt

lævi blandit

eða ætt jötuns

Óðs mey gefna.

26. Þórr einn þar vá

þrunginn móði,

hann sjaldan sitr

er hann slíkt um fregn;

á gengusk eiðar,

orð ok sœri,

mál öll meginlig

er á meðal fóru.

_________

27. Veit hon Heimdallar

hljóð um fólgit

undir heiðvönum

helgum baðmi;

á sér hon ausask

aurgum forsi

af veði Valföðrs.

Vituð ér enn eða hvat?

28. Ein sat hon úti,

þa er inn aldni kom

yggjungr ása

ok í augu leit.

Hvers fregnið mik?

hví freistið min?

alt veit ek, Óðinn!

hvar þú auga falt:

í inum mœra

Mímis brunni;

drekkr mjöð Mímir

morgin hverjan

af veði Valföðrs.

Vituð ér enn eða hvat?

29. Valði henni Herföðr

hringa ok men,

féspjöll spaklig

ok spáganda;

sá hon vítt ok um vítt

of veröld hverja.

30. Sá hon valkyrjur

vítt um komnar

görvar at ríða

til Goðþjóðar:

Skuld hélt skildi,

en Skögul önnur,

Gunnr, Hildr, Göndul

ok Geirskögul;

nú eru talðar

nönnur Herjans,

görvar at ríða

grund valkyrjur.

_________

31. Ek sá Baldri,

blóðgum tívur,

Óðins barni

örlög fólgin:

stóð um vaxinn

völlum hæri

mjór ok mjök fagr

mistilteinn.

32. Varð af þeim meiði,

er mér sýndisk,

harmflaug hættlig,

Höðr nam skjóta.

Baldrs bróðir

var of borinn snemma,

sá nam Óðins sonr

einnættr vega.

33. Þó hann æva hendr

né höfuð kembði,

áðr á bál um bar

Baldrs andskota.

En Frigg um grét

í Fensölum

vá Valhallar.

Vituð ér enn eða hvat?

34. . . . . . . .

. . . . . . . . . .

. . . . . . . . . .

. . . . . . . . . .

Þá kná Vala

vígbönd snúa,

heldr váru harðgör

höpt ór þörmum.

35. Hapt sá hon liggja

undir hvera lundi

lægjarnlíki

Loka áþekkjan;

þar sitr Sigyn

þeygi um sínum

ver vel glýjuð.

Vituð ér enn eða hvat?

_________

36. Á fellr austan

um eitrdala

söxum ok sverðum,

Slíðr heitir sú.

37. Stóð fyr norðan

á Niðavöllum

salr ór gulli

Sindra ættar;

en annarr stóð

á Ókólni,

bjórsalr jötuns,

en sá Brímir heitir.

38. Sal sá hon standa

sólu fjarri

Náströndu á,

norðr horfa dyrr;

féllu eitrdropar

inn um ljóra,

sá er undinn salr

orma hryggjum.

39. Sá hon þar vaða

þunga strauma

menn meinsvara

ok morðvarga

ok þanns annars glepr

eyrarúnu;

þar saug Níðhöggr

nái framgengna,

sleit vargr vera.

Vituð ér enn eða hvat?

_________

40. Austr sat in aldna

i Járnviði

ok fœddi þar

Fenris kindir;

verðr af þeim öllum

einna nökkurr

tungls tjúgari

í trolls hami.

41. Fyllisk fjörvi

feigra manna,

rýðr ragna sjöt

rauðum dreyra;

svört verða sólskin

um sumur eptir,

veðr öll válynd.

Vituð ér enn eða hvat?

42. Sat þar á haugi

ok sló hörpu

gýgjar hirðir

glaðr Egðir;

gól um hánum

í gaglviði

fagrrauðr hani,

sá er Fjalarr heitir.

43. Gól um ásum

Gullinkambi,

sá vekr hölða

at Herjaföðrs;

en annarr gelr

fyr jörð neðan

sótrauðr hani

at sölum Heljar.

44.