Martin Luther - Johannes 1: Martin Luthers prædikener over Johannesevangeliet 1

By Books on Demand

Johannes' første kapitel er et af de mest spændende og storslåede kapitler i hele Bibelen. Det første vers knytter direkte til det første vers i skabelsesberetningen: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. I begyndelsen var ordet.
Og Luthers udlægning er lige så spændende og storslået som teksten. Han viser den totale enighed og overensstemmelse mellem Faderen og Sønnen. Når man hører Jesu ord, hører man samtidig Faderens ord og hans inderste tanker. Når det angår vor frelse er der ingen andre tanker og ord i Den treenige Gud end dem, som Jesus har åbenbaret for os. Væk er her den misforståelige tale om den skjulte Gud.
Der er kun én vilje i Gud og den vilje vil, at alle mennesker skal frelses. Derfor er Kristus også død for alle mennesker og for hele verdens synd. Og derfor er det også en ægte og seriøs indbydelse til at tage imod denne frelse, når evangeliet lyder. Årsagen til at alle mennesker så ikke modtager denne frelse, skal findes i det enkelte menneske selv.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 30, 2018
• ISBN: 9788743006190

Book preview

Indholdsfortegnelse

Johannesevangeliets første kapitel

Forord

Første prædiken, holdt den 7. juli 1537

(Joh 1, 1-3)

Anden prædiken, holdt den 14. juli 1537

(Joh 1, 3-5)

Tredje prædiken, holdt den 4. august 1537

(Joh 1, 6-7)

Fjerde prædiken, holdt den 11. august 1537

(Joh 1, 8-9)

Femte prædiken, holdt den 18. august 1537

(Joh 1, 10-12)

Sjette prædiken, holdt den 25. august 1537

(Joh 1, 12-13)

Syvende prædiken, holdt den 1. september 1537

(Joh 1, 14)

Ottende prædiken, holdt den 8. september 1537

(Joh 1, 14d)

Niende prædiken, holdt den 15. september 1537

(Joh 1, 15-16)

Tiende prædiken, holdt den 6. oktober 1537

(Joh 1, 17)

Ellevte prædiken, holdt den 20. oktober 1537

(Joh 1, 18)

Tolvte prædiken, holdt den 3. november 1537

(Joh 1, 29)

Trettende prædiken, holdt den 24. november 1537

(Joh 1, 30-33)

Fjortende prædiken, holdt den 1. december 1537

(Joh 1, 35-45)

Femtende prædiken, holdt den 8. december 1537

(Joh 1, 46-51)

Sekstende prædiken, holdt den 19. januar 1538

(Joh 1, 51)

Johannesevangeliets første kapitel

Forord

Mens Bugenhagen 1537–40 var i Danmark, holdt Luther 53 lørdagsprædikener over Johannesevangeliets 4 første kapitler. Her bringes en oversættelse af de seksten første prædikener, som omfatter det første kapitel i Johannesevangeliet.

Johannes’ første kapitel er et af de mest spændende og storslåede kapitler i hele Bibelen. Det første vers knytter direkte til det første vers i skabelsesberetningen: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – I begyndelsen var ordet.

Og Luthers udlægning er lige så spændende og storslået som teksten. Han viser den totale enighed og overensstemmelse mellem Faderen og Sønnen. Når man hører Jesu ord, hører man samtidig Faderens ord og hans inderste tanker. Når det angår vor frelse er der ingen andre tanker og ord i Den treenige Gud end dem, som Jesus har åbenbaret for os. Væk er her den misforståelige tale om den skjulte Gud fra 1520’rne.

Der er kun én vilje i Gud og den vilje vil, at alle mennesker skal frelses. Derfor er Kristus også død for alle mennesker og for hele verdens synd. Og derfor er det også en ægte og seriøs indbydelse til at tage imod denne frelse, når evangeliet lyder. Årsagen til at alle mennesker så ikke modtager denne frelse, skal findes i det enkelte menneske selv.

Originaltitel: Etliche Capitel S. Johannis 1537 (udgivet 1565).

WA 46, 538-721

Første prædiken, holdt den 7. juli 1537

(

Joh 1, 1-3)

Jeg véd ikke, hvor vor hr. Sognepræst, doktor Pommer (Bugenhagen), slap i de lørdagsprædikener, som han holdt over evangelisten Johannes, og jeg har heller ikke kunnet få det oplyst hos nogen. Jeg vil derfor gå lige til sagen, og straks begynde at udlægge evangelisten Johannes forfra. For denne evangelist bør kendes her i verden; og da især af os, som har, prædiker og bekender Guds Ord, så vi må vænne os til hans sprog. Så vil vi da nu i Herrens navn tage dette evangelium for os og prædike derom, så længe vi kan, vor herre Kristus til ære og os selv til forbedring, trøst og salighed, og så ikke bekymre os om, at verden kun agter lidt herpå; for nogen er her dog, som gerne vil høre det kære Guds Ord, og for deres skyld må vi nu også prædike det. For ligesom Gud skaber folk, som han befaler at prædike, således vil han også skabe og sende os tilhørere, der vil tage sig denne undervisning til hjerte. Så lyder nu teksten sådan:

v1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

Evangelisten lærer og begrunder såre mægtigt i begyndelsen af sit evangelium den høje artikel i vor hellige kristentro, hvori vi tror og bekender, at der er én eneste sand, almægtig, evig Gud, men at der dog i dette eneste guddommelige væsen er tre forskellige personer: Gud Fader, Gud Søn, og Gud Helligånden. At Gud Fader i evighed føder Sønnen, og at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. At der altså er tre forskellige personer med samme herlighed og majestæt, og dog kun ét eneste guddommeligt væsen.

Den mellemste person, Sønnen, og ikke Faderen, ej heller Helligånden, har, da genløsningstiden skulle begynde, påtaget sig menneskelig natur, født af Jomfru Maria. Denne af Faderen i evigheden fødte Guds Søn kalder Johannes her først Ordet, og siger: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Derefter taler han om hans menneskebliven, idet han siger: og Ordet blev kød; som også Paulus siger til galaterne i det fjerde kapitel: da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde.

Jeg plejer her til vejledning, og for dog nogenlunde at forstå denne Guds Søns fødsel af den evige Fader, at bruge en grov og enfoldig lignelse, nemlig denne, at ligesom en kødelig søn har kød og blod og væsen fra sin Fader, således har også Guds af Faderen fødte søn fra evighed sit guddommelige væsen og sin guddommelige natur fra Faderen. Men hverken med denne eller nogen anden lignelse kan vi til fulde nå det; for her i verden kan intet ganske være således, som i den guddommelige majestæt, hvor Faderen giver Sønnen sit hele guddomsvæsen; mens den kødelige Fader ikke kan give sin søn hele sit væsen, men kun et stykke deraf. Dette er nu uligheden. Ligeledes: En malet vin har vel en ydre lighed med vinen, men er ingen rigtig vin, som kan slukke tørsten og glæde menneskets hjerte; Sal 104, 15. Ligeledes ser også malet vand ud som vand, men er dog intet flydende vand, som man kan drikke eller bruge til vask og rengøring. En kødelig Fader giver Sønnen sit væsen, dog ikke hele sit væsen, men kun et stykke deraf; mens derimod i guddommen hele Faderens guddommelige væsen og natur går over i Sønnen, der forbliver i samme guddom hos Faderen, og er én Gud med ham; ligesom også Helligånden har samme guddommelige natur og majestæt, som Faderen og Sønnen.

Dette må man tro. Med fornuften, den være nu så klog, skarpsindig og spidsfindig, som den kan, vil dog ingen kunne begribe eller nå det. Kunne vi med vor egen visdom nå dette, så havde Gud hverken behøvet at åbenbare os det fra Himlen eller at antyde os det ved Den Hellige Skrift, så ret dig nu herefter, og sig: Jeg tror og bekender, at der er én eneste evig Gud og dog tre forskellige personer, skønt jeg hverken kan fatte eller begribe det, for Skriften, som er Guds Ord, siger det, og derved bliver jeg.

Kætteren Cerinthus var den første, som straks i begyndelsen allerede i apostlenes dage angreb artiklen om Kristi guddom. Han ville måle og begribe den med fornuften, foregav, at Ordet var ikke Gud, og anførte til styrke herfor Moses udsagn, 5 Mos 6, 4: Herren vor Gud er én eneste Gud; ligeledes: Du må ikke have andre guder. Med denne skingrund gjorde han stor skade, og skaffede sig et stort antal tilhængere, så at mange af jøderne tilsluttede sig til ham, også af dem, som havde troet på Kristus.

Men ved Guds særdeles nåde skete det, at han endnu i apostlenes levetid angreb denne artikel; for derved blev Johannes, den ypperste af de apostle, som på den tid endnu var i live, foranlediget til at skrive sit evangelium, hvori han aldeles kraftigt beviser denne artikel, at Kristus, vor kære herre og frelser, af natur og væsen er sand evig Gud med Faderen og Helligånden, og af gode grunde beviser dette netop med Moses, på hvem Cerinthus og hans tilhængere pukkede så meget. Han tager ham Moses ud af hånden, munden og hjertet, anfører Moses imod hans gudsbespotterske kætteri, gendriver det mægtigt, og gør derved ret et mesterstykke. Nu vil vi betragte teksten nærmere, for det er en forunderlig tekst.

v1 I begyndelsen var Ordet; og Ordet var hos Gud; og Ordet var Gud.

Det har været en forunderlig, aldrig tidligere hørt prædiken og tale, helt sælsom og ubekendt for alle vise og fornuftige folk, at Johannes her således begynder at prædike om Kristi evige guddom, og klart og tydeligt siger, at Gud var et ord, og at Ordet var hos Gud, ja var Gud selv; som vi siden skal høre. Vel siger også Moses dette samme, og hans bog begynder således: I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden; og han talte et ord, og der blev lys. Johannes har taget dette af Moses; men han taler meget herligere og klarere derom. For Moses taler ikke rent ud, som Johannes, der siger, at i begyndelsen, før verden, før himmel og jord eller nogen som helst skabning var skabt, da var Ordet hos Gud, og var Gud, og at dette ord har været fra evighed af. Det er en så sælsom lære og et for fornuften og især for de verdenskloge så fremmed og usædvanligt sprog, at intet menneske har kunnet finde sig deri, alene med undtagelse af dem, hvis hjerter Helligånden har rørt og opladt; for dette kan man hverken begribe med fornuften, eller tage og føle på med hænderne.

Det hjælper ikke at ville måle og begribe sådanne taler med den menneskelige fornuft og forstand; for det fremgår ikke af nogen fornuftslutning, at der i Gud før verdens skabelse var et ord, og at dette ord var Gud. Ligeledes, som evangelisten siden siger, at dette ord, Guds enbårne søn, fuld af nåde og sandhed, som var i Faderens skød eller hjerte, blev kød, og at ingen anden har set eller kendt Gud. For det ord, som har forkyndt os dette, er Guds Søn, som er i Faderens skød. Her hører nu tro til, ellers lader det sig ikke fatte; og hvem der vil udgranske det med sine fem sanser og sin fornuft, og ikke vil tro det, før han forstår det, må sejle sin egen sø. For denne lære kan vort hoved ikke rumme; den er for høj for fornuften; kun troen alene, siger Skriften, kan fatte den. Den, der ikke vil tro det, må lade den fare. Helligånden må selv stige ned fra Himlen. Kun han kan her skabe tilhørere og disciple, som modtager denne lære, og tror, at Ordet er Gud, at Guds Søn er Ordet, at Ordet er blevet kød, og at Ordet på samme måde er det lys, der oplyser alle mennesker, som kommer til verden, og uden dette lys er alt mørke.

Fremdeles skal vi vide, at der i Gud er et ord, som ikke ligner mit eller dit ord. For også vi har et ord, i særdeleshed hjertets ord, som de hellige fædre kalder det; for når et menneske flittigt betænker og eftergransker noget hos sig selv, så har han et ord eller en samtale med sig selv, hvorom ingen andre, end han, véd noget, så længe dette hans hjerteord endnu ikke har fået skikkelse i et mundtligt ord, hvormed han udtaler, hvad han så længe har tænkt på i sit hjerte og disputeret med sig selv om. Først da bliver det hørt og forstået af andre, ellers ikke. Som også Paulus siger i 1 Kor 2, 11: Hvem véd, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Et menneske har altså et ord eller tanker eller en samtale med sig selv. Man taler uafladeligt med sig selv, er fuld af ord og rådslagninger om, hvad man vil gøre eller undlade, og taler og disputerer ideligt med sig selv derom, i særdeleshed når hans hjerte er så fuldt af vrede eller glæde, at det uvilkårligt også farer ham ud af munden. For ord kaldes ikke blot, hvad munden taler, men meget mere den tanke i hjertet, uden hvilken et ydre ord ikke bliver talt (eller, om det bliver talt, så gælder det ikke; for kun når mund og hjerte stemmer overens, gælder det ydre ord noget, ellers gælder det intet). Således har også Gud i evigheden i sit guddommelige væsens majestæt et ord eller tanker og samtaler med sig selv i sit guddommelige hjerte, ukendt af alle engle og mennesker. Det er det ord, som fra evighed af har været i hans faderlige hjerte, og hvorved han har besluttet at skabe himmel og jord. Men denne hans vilje har aldrig noget menneske vidst, før omsider dette samme ord blev kød og kundgjorde os det. Som det videre hedder: Sønnen, som er i Faderens skød, han har kundgjort os det; Joh 1, 18.

Men så langt, som et stakkels elendigt menneske, som er jord og støv, står under Gud, og så langt, som Gud, al skabningens herre og skaber, er uendelig højt ophøjet over os, så langt er det fra, at sammenligningen med et dødeligt menneskes ord passer her, hvor talen er om den evige, almægtige Guds Ord. Der er en stor forskel mellem det menneskelige hjertes og Guds tanker, rådslagninger og ord. For Gud er ikke skabt eller gjort, men vi mennesker er skabte. Han er fra evighed af. Ingen har givet ham hans ord eller samtale med sig selv. Hvad han er, det er han af sig selv fra evigheden af; men hvad vi er, det har vi fra ham og ikke fra os selv; men Gud har alt af sig selv.

Derfor er denne fra vort eget ord lånte sammenligning meget dunkel og uklar; men uagtet vort ord ikke kan lignes med Guds, så giver det os dog en lille underretning om sagen og anledning til at eftertænke den nærmere, så vi derved får lettere ved at fatte den, idet vi sammenholder det menneskelige hjertes tanker med dette guddommelige ord, og lærer, hvad det vil sige, at Guds Søn er et ord. Ligesom jeg hos mig selv taler et ord eller holder en samtale med mig selv, som ingen andre, end jeg, hører eller véd noget om. Og ligesom, når jeg i mit hjerte fatter en beslutning, dette hjertets lønlige, indre ord dog er en så stærk og mægtig samtale, mens jeg går omkring og fægter med mig selv, at, hvis jeg udtalte det, som jeg tænker, så ville jeg give nogle tusinde mennesker nok at gøre med at høre derpå, ja så ville det fylde alle ører og huse. Men man kan nu ikke udtale alt, som man tænker det i sit sind og bærer det i sit hjerte, især når hjertet er opflammet af kærlighed eller vrede, glæde eller smerte. Er det den rette kærlighed, så er menneskets hjerte så fuldt af kærlighedstanker, at han intet andet ser, hører eller føler, ja tit véd han ikke selv, hvor han er, og man kan slet ikke få ham til at agte på, hvad man siger ham. Hans kærlighed er så brændende, og hans hjerte så aldeles opfyldt af kærlighed, at man end ikke kan får så meget som et hårsbred eller en nålespids bragt ind deri. For lige så stort og omfattende som hans hjerte er, lige så store og omfattende er de kærlighedstanker, som udfylder det. Og er det den rette vrede, så optager også den hjertet så heftigt, at det er aldeles opfyldt af vredestanker, så at mennesket ikke véd af sig selv, men fægter og taler således med sig selv, at hvem der ser ham, og ikke véd, hvad han er fortørnet over, må tro, at han er fra sans og samling, og derfor taler ham alvorligt til: Hvad er der galt? Hvordan er det dog fat med dig? Som dette billede antyder, således er også Gud i sin majestæt svanger med et ord eller en samtale, som han har med sig selv i sit guddommelige væsen, og som er hans hjertes tanker, og som er lige så altomfattende, stor og fuldkommen, som ham selv. Ingen andre, end han alene, ser, hører eller begriber denne samtale. Det er en lønlige og ubegribelig samtale. Dette ord har været før alle engles og alle andre skabningers tilværelse; for ved dette ord har han derefter givet alle skabninger væsen og tilværelse. I denne sin samtale, sit ord eller sin tanke er Gud så nidkær og brændende, at han derover ikke tænker på noget som helst andet.

Dette er Helligåndens tale, som evangelisten har taget af Første Mosebogs første kapitel: og Gud sagde: bliv lys. Den kan man ikke begribe med nogen menneskelig forstand eller visdom, hvor høj den end måtte være. Her må man altså ikke tage fornuften på råd, men give Helligånden den ære, at hvad han siger, er guddommelig sandhed. Man skal tro Helligåndens ord og lukke fornuftens øjne eller helt fjerne dem. Den, der ikke vil tro, må lade være. Han må sejle sin egen sø, og selv se til, hvor han kommer hen.

Mangfoldige og mange slags kættere har sat sig op imod denne artikel og villet måle, begribe og mestre den med fornuften, og er derover alle gået til grunde; for Helligånden har opretholdt den imod dem alle; som da også Guds Ord endnu består trods alle Helvedes porte. Så må nu ingen misforstå evangelisten Johannes, når han her slet og ret kalder Guds Søn et ord; for det er ikke et ord, som det jeg udtaler med min mund, og som snart henvejres i luften og forgår, som kun er et ringe ord. Det er heller ikke et sådant, som det jeg taler i mit hjerte med mig selv, skønt dette er et højere og større ord, end det, som er uden for hjertet; for mundens ord eller det ydre ord er meget ringere end hjertets, der ofte er så stort, at det ganske opfylder hjertet, og så stærkt, at man ikke kan udtale det. For det er umuligt for et menneske at udtale sit hjertes tanker, når han er rigtig glad eller vred. Ja hvis vi kunne se hinanden ind i hjerterne, jeg dig, og du mig, så ville vi enten af kærlighed give hinanden vort hjerte, hvis dette var muligt, eller, som man siger, æde og fortære hinanden af vrede. Men kan jeg nu ikke engang udtale mine egne tanker, som jeg har dem i mit hjerte, så kan jeg endnu tusinde gange mindre begribe og udtale det ord eller de samtaler, som Gud i sit guddommelige væsen og i sit hjertes dyb har med sig selv.

Ja, hvem der ret vil eftertænke sagen, må jo tilstå at endog et menneskes ord ofte kan være så mægtigt, at det trænger igennem og gør sig gældende, især når det er en mægtig fyrstes og konges. Han er kun et dødeligt menneske, ligesom vi andre; men det ringe ord, som udgår af hans mund, lyder alligevel så kraftigt i hans undersåtters ører, at de må rette sig derefter og gøre, hvad han byder dem ved sit ord. Så du kunne gerne sige: Han talte, og så skete det. Den mund, hvoraf ordet eller befalingen udgår, er knap så bred, som en finger er lang; og så skal dog hans ord virke og udrette så meget, at enhver må holde sig det efterretteligt. Taler han i vrede, så gælder det de skyldiges gods og ære, liv og lemmer, og derfor må enhver vel vogte sig for hans unåde. Men hvor meget mere da, når den evige, almægtige, guddommelige majestæt taler et ord hos sig selv, så at himmel og jord og alle skabninger står der, de synlige så vel som de usynlige! Som det hedder i Salme 33, 6: Himlene blev skabt ved Herrens ord, og alle deres hære ved hans munds ånde. Men da Gud ingen legemlig mund har og intet legemligt ord taler, så må jo det ord, hvorom evangelisten taler, have været, før alle skabninger blev til.

Johannes siger altså, at der i Gud er et ord eller en rådslagning, som udfylder hele guddommen, er Gud selv, og har været, før alle skabninger, ja endog før englene blev til, og at ingen hører eller ser det, selv ikke englene, som jo endnu ikke var skabt. Dette ord er altså ikke nogen engels eller nogen anden skabnings, men Guds eget, alle tings skabers. Dette kalder vi nu her Ordet; ikke et almindeligt og ringe ord, men et ord, der er lige så stort, som Gud, ja som er Gud selv.

Vi er endnu ikke ret vante til at kalde hjertets tanker et ord, skønt vi dog på en vis måde jævnligt bruge dette udtryk. Han taler med sig selv, siger vi om et menneske, der går fordybet i tanker, hvad enten det nu er glæde eller sorg, kærlighed eller vrede. Ligeledes: Mit hjerte siger mig, at denne lykke eller ulykke vil overgå mig. Det er hjertets ord. Men hvor højt og stort dette ord er, eller hvad hjertet tænker, kan andre ikke nå med sanserne. Vort hjerte kan de ikke ransage. Men mange gange farer dog et menneske til og udtaler for andre, hvad han har tænkt, og hvad han bærer i sit hjerte; som også den Herre Kristus siger (Matt 12, 35), at hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med; og når dette sker, da véd og forstår man dette menneskes hjerte og ord. Siger man ikke ofte: Har jeg ikke anet det? Har mit hjerte ikke sagt mig det? Har jeg ikke følt det?

Men at Gud siger et ord eller har en samtale med sig selv, kan verden nu ikke få i hovedet, end sige at den skulle tro det, eftersom fornuften jo ikke kan begribe det. Og dette har også efter Moses kun evangelisten Johannes sagt og givet os til kende. Rigtignok har også profeterne, i særdeleshed David i Salme 33, 6 berørt denne sag, men ikke så klart og tydeligt, som Moses og derefter Johannes på dette sted, hvor han kalder Guds Søn Ordet. Derfor skal vi blive hjemme med vor fornuft, ikke forgribe os på denne artikel eller ville udspekulere den, men tro Helligånden, som ved Moses og Johannes har sagt os, at Gud har et ord hos sig selv uden for al skabningen. Dette har jeg måttet sige, for at forklare denne talemåde, så I må forstå, hvad dette ord Ordet betyder, og lære at tage det i en højere betydning, end den, hvori vi ellers bruger det, nemlig således, at også Gud har et ord eller en samtale med sig selv. Hvad nu dette ord i sig selv er, begynder evangelisten derefter klart at udtale, idet han siger:

v1 og Ordet var Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.

Her skal I agte på to små ord, som Johannes anfører, nemlig var og blev til. Hvad der er blevet til eller skabt, har forhen ikke været til, som himmel og jord, sol, måne og stjerner og alle andre skabninger, de synlige så vel som de usynlige, som forhen ikke har været til, men i begyndelsen blev skabt. Men hvad der ikke er begyndt, skabt eller gjort, men dog er til, det må allerede forud have været til. Dermed udtaler og stadfæster Johannes såre mægtigt, at Guds Søn, som er den usynlige Guds udtrykte billede, ikke er skabt. For før verden og nogen som helst skabning eller engel var skabt, og før skabelsen begyndte, da var Ordet hos Gud, og ved dette ord er, som det fremdeles hedder, alle ting skabt, og uden det er intet skabt. Dette ord har fra verdens skabelse af, før Kristus blev menneske, i fire tusinde år, ja fra evighed af været i Faderens hjerte.

Er nu dette sådan, så må Ordet jo være højere og større end alt, hvad der er gjort og skabt, så må det være Gud selv. For når skaberen alene undtages, så er jo alt andet, både englene, himlen, jorden, mennesker og alt, hvad der lever og er, skabt. Men nu siger Johannes, at da Gud i begyndelsen skabte alle ting, da var Ordet allerede til. Han siger ikke, at Gud skabte Ordet, eller at Ordet blev til, men at det allerede var til. Men deraf følger jo, at Ordet ikke er skabt eller gjort og ikke er en skabning, men at alle ting er skabt ved det, som det straks efter hedder i teksten. Derfor må altså Ordet være Gud.

Dette er nu en såre høj begyndelse; for her siges om vor kære herre og frelser Kristus Jesus, at han efter sin guddommelige natur og majestæt er den evige Faders ord. Men så er der jo ingen tvivl tilbage, og så kan fornuften jo godt gøre den slutning, at har Ordet været til i begyndelsen før alle tings begyndelse, så må deraf følge, at dette ord er Gud. For det kan fornuften godt indse, at når noget har tilværelse og væsen før verdens og alle tings skabelse, så må det være Gud. For foruden skabningen kan intet andet nævnes, end skaberen, eftersom alt, hvad der er til, enten må være skaberen selv, eller hans skabning. Men nu siger og vidner Helligånden jo ved Johannes: I begyndelsen var Ordet. Ligeledes: Alt blev til ved det. Altså kan Ordet ikke tælles blandt skabningerne, men har sin evige tilværelse i guddommen selv. Og heraf følger den uovervindelige og uimodsigelige slutning, som Johannes må udtale, at dette ord er Gud.

Dette er nu tekstens lære om Kristi guddom; og derfor skal vi fuldt og fast tro og vide, at vor af Jomfru Maria fødte frelser og herre også af natur og væsen er sand Gud, født i evigheden af Faderen, og at han altså ikke må tælles blandt englene, men at han er deres såvel som alle skabningers herre og skaber. Som også Paulus siger i Kol 1, 16: "I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til