Landsknægtens Daggert: En kriminalroman fra Christian II's tid

By Steen Rossau

I alle sine år som bøddel havde mester Johan frygtet at komme til at henrette en mand, der senere viste sig uskyldig. Men end ikke i sine værste mareridt havde han drømt, at han skulle komme til at henrette en, han på forhånd vidste var uskyldig.
Kun ved at holde sit løfte til den henrettede og finde den sande skyldige kunne mester Johan få fred med sin samvittighed. Men det blev ikke let, for i 1500-tallets samfund var bødlen en udstødt, der ikke kunne omgås gode borgere - og blandt dem skulle morderen utvivlsomt findes.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 27, 2013
• ISBN: 9788771453379

Steen Rossau

Steen Rossau er født 1961 og bor i Århus. Han har tidligere udgivet rokoko-krimien "Den secrete Jomfru".

Book preview

"

Kapitel 1

Bag mester Johan knagede galgen ildevarslende i den kraftige vind. Men han vendte sig ikke. Vist var den så brøstfældig, at den nemt kunne blæse omkuld for en vind som i dag – og om nogle af de, der havde søgt ly for vinden og den silende regn bag den, skulle lide den skam at blive dræbt eller lemlæstet af en faldende galge, ville deres slægt sent tilgive de ansvarlige. Men mester Johan kunne det ikke lægges til last. Han havde allerede i foråret gjort borgmestre og råd opmærksom på, at galgen var i sådan stand, at den knap kunne bruges til sit formål længere.

Han sukkede indvendigt, skønt intet var synligt på hans brede, passive ansigt. Selvom hans sti var ren, var han ikke glad for rådets lemfældighed. Vist havde byen måttet punge ud med store summer de seneste år, først til kong Hans’ fejde mod svenskerne, så til kong Christians brudestyr, og nu til at beværte kongen, når han snart kom hertil på sin rundrejse i landet. Men for det burde der stadig gøres, hvad der burde gøres. At et af bøddelens vigtigste redskaber var ubrugeligt kunne ikke være til glæde for nogen – det skulle da lige være det par tyveknægte, der i sommerens løb af den grand var blevet henrettet med sværdet i stedet for den mere skamfulde død for enden af et reb.

Nå, siden det var en morder, der skulle henrettes i dag, skulle sværdet under alle omstændigheder frem. Det stod lænet op ad huggeblokken midt på retterstedet, og ved siden af stod mester Johan, som allerede havde taget sin kofte af og stod i den bare skjorte, med ærmerne smøget op, skønt bøddelkærren med den dømte ikke var i syne endnu. Regnen og vinden, der her, en uge før Mortens dag, var kold nok, lod han sig ikke mærke med. Hans embede var nu engang ét, der udøvedes udendørs, og med sin massive og muskuløse krop var han godt polstret mod kulden.

Kommer de ikke snart med Mikkel? De burde dog have været her for længe siden.

Marquardt Tønnesen var tydeligvis mindre tålmodig overfor vejrets tilskikkelser - han skuttede sig i sin pelsbræmmede kofte og en bredskygget baret, der var klasket så meget sammen af væden, at den næppe gav megen beskyttelse længere.

Regnen gør gader og veje plørede, og bøddelkærren er tung sagde mester Johan roligt. Det er velsagtens det, der sinker dem, hr. Marquardt.

Jah sagde borgmesteren. Eller måske har Mikkel gjort knuder – han har jo hele tiden nægtet sig skyldig.

Der er mine tre knægte og fire af byens svende til at bringe ham herop. Nok er Mikkel gammel landsknægt, men med en sådan overmagt kan hans knuder ikke have sinket dem meget.

Marquardt Tønnesen mumlede noget uforståeligt, men forfulgte ikke sagen. Derimod bemærkede mester Johan, at han skævede ængsteligt mod galgen, da et nyt vindstød gik over retterstedet. Øjensynlig havde også han bemærket den ildevarslende knagen.

Bødlen havde imidlertid andre og større bekymringer. Nej, Mikkel havde aldrig tilstået, og det huede ham ikke. Det var nu engang hans lod i tilværelsen at fuldbyrde straffen for de forbrydelser, der kun kunne sones med døden. Men tanken om at komme til at henrette en uskyldig nagede ham, og han følte sig altid utilpas, når den dødsdømte nægtede sig skyldig. Og Mikkel havde altså aldrig tilstået mordet på Sidsel Christiansdatter

På den anden side pegede alt på ham – våbnet var hans, han havde grund til at ønske Sidsel død og kunne ikke gøre rede for sin færden. Nej, mester Johan ville næppe i dag komme til at henrette en uskyldig mand. Velsagtens var det mest af stolthed, at Mikkel havde nægtet. For en kriger måtte det være pinligt, at hans sidste våbendåd havde været mordet på en svag kvinde. Og nok så pinligt matte det være at indrømme, at han var kommet sine forfædre, der gennem flere led havde været velansete borgere i Århus, så fjernt, at han havde gjort sig fortjent til døden på hjembyens rettersted. Han havde jo heller ikke villet anke dommen til landstinget – det var, som havde han for længst affundet sig med, at det kun kunne ende på den måde. Men derfor ville det også undre mester Johan, om han havde gjort knuder nu, da dommen skulle eksekveres.

Bødlen kneb øjnene sammen. Han havde stået og set ud over byen uden egentlig at se noget. Der var heller ikke meget at se – i regndisen var selv domkirkens vældige tårn ikke andet end en svag skygge, og bugten kunne slet ikke skelnes. Men den nærmeste kant af byen var dog synlig, og nu kunne han se bøddelkærren komme ud af Vesterport og sætte kursen op ad bakken mod retterstedet.

Det gik tungt på de mudrede veje, og straks det begyndte at gå opad, sprang alle knægte og svende, på nær ham der kørte kærren, til for at skubbe bagpå. Mester Johan nikkede for sig selv. Nej, Mikkel Bøsseskytte havde ikke gjort knuder – så havde de næppe turdet overlade hele bevogtningen til kusken, der filmed havde sine tømmer at passe. Thi at den præst, der fulgte Mikkel til retterstedet, skulle være nogen hjælp i det stykke, kunne de vel ikke forvente.

Det blev så meget sikrere, da kærren kom nær nok til, at mester Johan kunne skelne ansigterne. Som oftest stod domkirkens præster for at berede de dødsdømte, men denne gang var det en af sortebrødrene fra klostret i Vestergade. Velsagtens havde Mikkel bedt om en munk, og den slags ønsker blev gerne opfyldt. Men det undrede bødlen, at abbed Nicklaus til opgaven havde valgt broder Morten, en yngre munk, som mester Johan kendte som nervøs og sky af gemyt. At berede en mand til at dø krævede en robusthed, som bødlen ikke rigtigt tiltroede Morten.

Sortebroderen så da også yderst beklemt ud. Mikkel så til gengæld nærmest ud, som var han på en fredelig køretur, og han nikkede roligt til de bekendte, han fik øje på blandt tilskuerne – ja, om ikke hans hænder havde været bundne på ryggen, ville det ikke have undret bødlen, om han også havde vinket.

Kærren nåede endelig retterstedet og gjorde holdt. Mikkel vendte sig og sagde noget til munken. Denne nikkede, sprang ned fra kærren og kom hen til bødlen. Mikkel ville gerne veksle et par ord med Jer, mester Johan sagde han. Og jeg vil føje min bøn til hans, selvom jeg ved, henrettelsen allerede er svarligt forsinket.

Mortens blik var bedende, som frygtede han, bødlen ville afslå. Men i den sag havde han ikke behøvet frygte. Det skete ikke sjældent, at dødsdømte bad om at tale med bødlen - for at bede ham gøre sit arbejde hurtigt, for at få ham til at bringe en sidste hilsen til deres kære, eller bare for at trække tiden for det uundgåelige. Og mester Johan afslog aldrig samtalen, og søgte også, så vidt det var ham muligt, at opfylde de dødsdømtes bønner. Han dræbte ikke disse folk af had, men fordi det var hans embede, og han ønskede ikke, at de skulle forlade denne verden med vrede i sindet mod ham.

Derfor luntede han nu over mod kærren og nikkede til Mikkel. Du vil tale med mig, sønnike?

Ja, men helst under fire øjne – eller seks, hvis vi regner Morten med.

Bødlen gav et vink til sine knægte, der straks trak sig væk. Bysvendene tøvede et øjeblik, men fortrak så også. Der var vel ingen fare i det. Nok var Mikkel Bøsseskytte, trods sit bløde liv de senere år, stadig muskuløs, men mester Johan var både i højde og drøjde en af de største mænd i Århus – han kunne nok klare Mikkel, om han gjorde knuder.

Nuvel, Mikkel, hvad kan jeg gøre for dig?

I skal vide, at I står for at henrette en uskyldig mand, mester Johan. Men tro ikke, at jeg siger det for at få henrettelsen aflyst – jeg ved nok, det er for sent. Jeg har imidlertid en opgave at pålægge Jer, og det kræver, at jeg overbeviser Jer om min uskyld.

Det er nok muligt sagde bødlen forbeholdent. Men da må du komme med en bedre historie, end du gjorde i retten.

Mikkel smilede. Nej, den var ikke så heldig. Men hvem kunne vide, at Otte Nielsen ville komme til mit kammer netop den dag, hvad han ellers aldrig gør? Og sandheden kunne jeg ikke sige. Ser I, det er sandt, at jeg lå i sengen, da mordet blev begået – men det var en anden mands seng og sammen med denne mands hustru.

Mester Johan rynkede brynene. Jeg forstår nok, du ikke ville hænge din frille ud i retten. Men jeg ved, at byfogden har forhørt dig i enrum. Du kunne have fortalt ham sandheden – han kunne nok have fundet ud af at spørge sig for hos kvinden, uden at hendes mand fik det at vide.

Mikkels smil blev til et stort grin. Ikke så godt, mester Johan. Thi det var i byfogdens seng og hos byfogdens hustru, jeg la.

Et øjeblik var bødlen overrasket. Så undredes han over sin overraskelse. Malene Christoffersdatter, byfogdens kone, var mindst femten år yngre end sin mand, og Jørgen Hinnerup var både vranten og vredladen – hvis der var en kone i Århus, der kunne undskyldes for at søge sig en elsker, var det vist hende.

Han så skarpt på Mikkel. Ikke at jeg vil tvivle på dit ord, skønt jeg nok gerne ville have det bekræftet fra anden side. Men hvis ikke du har myrdet Sidsel, hvem har så? Du var dog den eneste, der havde en grund til at ønske hende død, med de penge, du havde forpligtet dig til at give hende.

Jeg havde så sandelig ingen grund til at myrde Sidsel. Thi det var ikke mig, der betalte pengene – det gjorde hendes barns fader.

Hendes barns fader? Men det var da…

…var ikke mig, nej. Det var én, der umuligt kunne tilstå sin brøde. Jeg vil ikke fortælle Jer hvem - jeg ved, han ikke er morderen, og det vil stadig være ham til samme skade, om sandheden kom frem. Men jeg påtog mig altså skylden for barnet. Mikkel smilede igen. Mig kom det til gengæld tilpas. Min fader ønskede, at jeg skulle være præst, og havde sat mig i domkirkens skole. Men min hu stod til krigshåndværket, og jeg lededes ved udsigten til at stå foran alteret og messe resten af livet. På den anden side ville jeg nødig gøre min fader den sorg at løbe væk bare af den grand – og der kom Sidsel som en god undskyldning.

Mester Johan kløede sig i skægget. Igen vil jeg nødig betvivle dit ord. Men jeg må så igen spørge: Hvem havde da grand til at myrde Sidsel Christiansdatter? Hun omgikkes jo ikke med nogen, ja, viste sig knap nok i byen. Hvordan kan hun have fået så stærk en fjende, at han vil myrde hende?

Det har hun næppe heller svarede Mikkel. Men jeg har nok af den slags.

Men du er jo ikke blevet myrdet.

Ikke det? Når I om lidt hugger mit hoved af, vil jeg da være så død, som nogen af mine fjender kunne ønske sig. Atter smilede Mikkel, men nu uden munterhed. Forstår I, hvad jeg mener, mester Johan? Jeg er fuldstændig overbevist om, at Sidsel alene blev myrdet for at få mig dødsdømt for mordet. Thi selv hvis morderen ikke havde gjort sig den ulejlighed at stjæle min daggert og bruge den til mordet (jeg ville for øvrigt aldrig selv have brugt den til den slags – dertil er den alt for klodset) – selv da ville alle have sagt som I, at Mikkel Bøsseskytte var den eneste, der havde grand til at myrde Sidsel, og dermed også morderen.

Bødlen så bekymret på Mikkel. Som en del af sit embede havde han ofte nok været med til at underkaste folk pinligt forhør, og det havde givet ham erfaring i at bedømme, om folk sagde sandheden eller blot talte forhørslederen efter munden for at slippe for yderligere pinsler. Og den erfaring sagde ham, at Mikkel talte sandt nu.

Jeg vil prøve at tale med hr. Marquardt sagde han. Måske vi kan…

Nej, I kan ikke afbrød Mikkel. Jeg kender Marquardt Tønnesen. Han er for så vidt en hæderlig mand og vil ikke bryde sig om at henrette en uskyldig, men han er også en mand, der gerne vil have tingene overstået – han vil ikke bryde sig om at skulle trække denne sag yderligere. Måske I kunne overbevise ham, hvis I fortalte ham om Malene. Men det vil jeg ikke tillade, thi det vil så uundgåeligt komme hendes mand for øre.

Men vil du da hellere dø, og på en skamfuld måde tillige?

Skamfuld? Mikkel trak på skuldrene. Havde I villet hænge mig, havde jeg nok fundet det skamfuldt, men det kan aldrig være en skam for en krigsmand at dø for sværdet. Her dør jeg endda nyskriftet og med en præst ved min side, en fordel jeg ikke havde haft, hvis jeg var faldet på slagmarken. Det er nok den bedste mulighed, jeg får for at undgå det slemme sted. Desuden har en af mine fjender altså vist sig kløgtigere end mig, og så må man kunne tage sit nederlag. Han så på bødlen, og for forste gang var hans blik fuldstændigt alvorligt. Men én ting kan og vil jeg ikke affinde mig med: At stakkels Sidsel, der havde døjet ondt nok i forvejen, skulle dø, alene for at få ram på mig. Der er min fjende gået over stregen, og for det ønsker jeg, at han en dag skal knæle, hvor jeg selv vil knæle om et øjeblik. Og det er da den opgave, jeg vil pålægge Jer, mester Johan: At sørge for at det kommer til at ske.

Skal jeg? Bødlens normalt så urokkelige træk viste alle tegn på forbløffelse. Men min metier er dog blot at henrette forbrydere – at finde og fange dem har jeg aldeles ingen erfaring med.

Næh, den eneste i byen med den slags erfaring er vel byfogden, men ham kan jeg jo ikke så godt spørge. Mikkel så eftertænksomt på bødlen. Under alle omstændigheder, erfaring eller ej tror jeg faktisk mere på Jeres kløgt, mester Johan, end på byfogdens. Og én ting ved jeg: Uanset om Jeres bestilling regnes for uærlig, da er I selv nok den ærligste mand i Århus.

Mester Johan så usikkert på ham. Så sukkede han: Nuvel, jeg skal gøre, hvad jeg kan. Men da er der så meget, jeg burde have at vide, og der er jo ikke stunder til at spørge dig ud nu.

Den gamle landsknægt lo. Afgjort ikke – jeg kan se, at Marquardt Tønnesen er ved at miste tålmodigheden. Men jeg har fortalt Morten alt, hvad jeg kan forestille mig, I kunne ønske at vide, og om jeg har glemt noget, kan han troligen svare alligevel. Vi er gamle venner fra latinskolen, og han er ikke blevet mere hellig i klostret, end at han har kunnet omgås en hjemvendt landsknægt af og til. Han rystede heftigt på hovedet, så vandet sprøjtede fra hans våde hår. Jeg forstår nok Marquardt Tønnesens utålmodighed – her er ikke særlig gemytligt. Jeg kunne også snart tænke mig at komme andetsteds hen, selv om der så skulle være langt varmere end i borgmesterens stue. Lad os komme i gang.

Han nikkede smilende til broder Morten, der syntes helt forstenet. Så begyndte han med faste skridt at gå over retterstedet mod huggeblokken. Langsomt fulgte mester Johan efter.

Også Marquardt Tønnesen trådte frem mod huggeblokken med et udtryk af lettelse. Men det forsvandt, da han stak hånden i koftelommen efter den domsudskrift, der efter sædvane skulle oplæses før henrettelsen. Thi regnvandet var trængt gennem stoffet, og nu klæbede papiret fast til lommens inderfor.

Mens borgmesteren kæmpede for at lirke udskriften fri uden at flænge den alt for slemt, var Mikkel allerede gået på knæ ved blokken. Nu sendte han bødlen et smil og et nik. Et kort øjeblik tøvede mester Johan – så løftede han sværdet, og et sekund efter lød der et plask, da Mikkels hoved faldt i en vandpyt.

Et kort øjeblik var der helt stille på retterstedet - folk syntes lammet af, at tingene efter den lange ventetid pludselig var gået så hurtigt. Så sagde Marquardt Tønnesen fortrædeligt: Jeg havde jo endnu ikke læst dommen op, mester Johan.

Der syntes ingen grand til at lade folk vente i dette vejr, når nu den dømte var rede svarede bødlen roligt. Men I kan jo læse dommen nu, hr. Marquardt.

Borgmesteren så på papiret, som han endelig havde fået fri af lommen, og mumlede: Nej, det tjener vel ikke noget formål længere. Mester Johan kunne se, at ikke kun var papiret slemt krøllet og forrevet, blækket var også løbet ud ved den megen væde. Selv Marquardt Tønnesen, der havde afsagt dommen, kunne have haft ondt ved at læse den op – Mikkels hastværk havde nok reddet ham ud af en kattepine.

Bødlen kastede et blik over mod bøddelkærren, men broder Morten var forsvundet. Det havde vel også været slemt for den nervøst anlagte munk at se sin gamle ven dø for bødlens sværd, vel vidende at han var uskyldig, og det var alligevel hverken tiden eller stedet at samtale om de ting, Mikkel havde betroet sortebroderen. Mester Johan boede lige bag sortebrødrenes kloster – han kunne snart nok få fat i Morten.

Også de øvrige tilskuere var på vej hastigt væk, hjem til deres lune stuer. Og dog, en enkelt, en høj, mager mand i en sort kappe, stoppede ved Mikkels lig og stod en tid og betragtede det tavst. Så sukkede han, gjorde korsets tegn over den hovedløse krop og forlod også retterstedet, men med langt mindre hast end alle andre.

Mester Johan så tankefuldt efter ham. Det var Thomas Christiansen, kannik ved domkirken – og Sidsels broder. Men hvad betød denne scene? Vidste også han, at Mikkel var uskyldig, eller ville hr. Thomas, der var kendt for sin dybe tro (de mest ondskabsfulde påstod, han var den eneste kristne i domkapitlet), blot vise sin tilgivelse mod den mand, der tilsyneladende havde gjort hans søster så meget ondt?

Bødlen trak på skuldrene. Før han havde talt med Morten, var det umuligt at sige, hvad der kunne være vigtigt eller ej – lige nu måtte han hellere samle sig om sin bestilling. Bøddelknægtene var begyndt at grave en grav oppe ved siden af galgen, om end det gik trægt i det våde vejr. Han måtte se at få gjort liget klar til at lægge i graven.

Han samlede Mikkels hoved op fra vandpytten og skulle til at hanke op i kroppen. Men så gik han i stå. Han havde set en del afhuggede hoveder i sin tid, og deres udtryk havde vekslet fra resignation til rædsel. Men det var første gang, han så ét, der smilede.

Mester Johan trak en klud frem fra en lomme og tørrede mudderet væk fra Mikkels ansigt. Så lagde han hovedet ovenpå kroppen, med kluden henover, og begyndte at bære begge dele hen mod galgen og den ventende grav.

Kapitel 2

Der var endnu en time til solnedgang, men i sortebrødrenes kirke var der allerede mørkt, da mester Johan trådte ind. Regnskyerne lå stadig lige tungt over Århus, og lyset havde svært nok ved at trænge gennem dem – tillige at trænge gennem kirkens farvede ruder oversteg dets kræfter. Koldt var det også, og fugtigt, som overhovedet alle steder på denne dag, hvor man kun ret op ad et blussende ildsted kunne holde fugt og kulde på afstand.

Egentlig var bødlen kommet for at opsøge broder Morten i klostret bag kirken. Men først havde han et ærinde til skt. Katarinas alter. Han knælede foran alteret og så op på den helgeninde, han havde valgt sig som skytshelgen – på en eller anden bagvendt måde forekom en helgeninde, der var blevet halshugget, ham en passende hjælper for en bøddel. Og nu havde han virkelig hjælp behov. Nok havde han altid frygtet at komme til at henrette en mand, der senere viste sig uskyldig, men selv i sine værste mareridt havde han aldrig drømt om, at han kunne blive nødt til at henrette en mand, han på forhånd vidste var uskyldig.

Men havde han nu også gjort det? Som han havde tænkt før bøddelkærrens ankomst, kunne Mikkel næppe være glad for det eftermæle, han ville få i den by, hvor hans forfædre havde været respekterede borgere. Hvad kunne han da gøre bedre end at bilde bødlen ind, at han var offer for andres rænker, og sende ham på jagt efter den ’rigtige’ morder? For så diskret mester Johan end måtte være, ville jagten uundgåeligt få rygtet om Mikkels formodede uskyld til at sprede sig, og selvom den aldrig blev bevist, ville det dog skabe en tvivl i folks sind, som ville pynte pænt på hans eftermæle.

Nuvel, måske gjorde han Mikkel uret – han havde virket svært overbevisende på retterstedet. Men landsknægte var ikke kendt som det mest sanddru folkefærd, og Mikkel var nok mand for at aflevere en løgn med overbevisning. I hvert fald var det ’bevis’ på sin uskyld, han var kommet med, mistænkeligt - Mikkel måtte vide, at bødlen næppe nogensinde ville få lejlighed til at spørge byfogdens hustru om dets sandhed.

En følelse af afmægtighed greb bødlen. Han havde givet Mikkel sit løfte, og hvis landsknægten havde talt sandt, burde det også holdes. Men hvis han havde løjet, kunne mester Johan bruge år på at jage en morder, der aldrig havde eksisteret. Og hvordan kunne han nogensinde opnå sikkerhed, det være sig for Mikkels skyld eller hans uskyld? Skulle han end få lejlighed at spørge Malene Christoffersdatter, ville hun vel nægte, selv hvis Mikkel havde talt sandt – hun kunne ikke ønske, at flere kendte til hendes sidespring, og med Mikkels død var der ingen til at modsige hende.

Bødlen knyttede sine mægtige næver. Han var fristet til at hamre dem i gulvet for at få afløb, men respekten for kirkens hellighed og hans skytshelgens nærhed holdt ham tilbage. Og godt det samme, for netop da åbnedes kirkedøren. Mester Johan indtog hurtigt en mere andægtig stilling, med foldede hænder og bøjet hoved. Men han skottede ud af øjenkrogen – hvis det var broder Morten, der vendte tilbage fra et ærinde i byen, ville det spare bødlen for at søge ham i klostrets krinkelkroge.

Men det var ikke broder Morten – det var Malene Christoffersdatter. Fulgt af en tjenestepige kom byfogdens hustru ind i sortebroderkirken og gik frem mod Den hellige Jomfrus alter, på den modsatte side af skibet fra skt. Katarina. Her tændte hun et lys og satte det på alteret. Så gjorde hun korsets tegn, faldt på knæ og syntes næsten at falde sammen i bøn.

Mester Johan skævede over mod hende. Han kunne se de flakkende lys glitre i hendes gyldne smykker og spille over de kostbare stoffer i hendes klædning. Det var meget troligt, at Jørgen Hinnerup behandlede hende så dårligt, at hun valgte at tage sig en elsker, men én ting måtte man lade ham: Han klædte hende som en dronning.

Bødlen tøvede. Han brød sig ikke om at afbryde nogens andagt, og han tvivlede fortsat på, at han ville få sandfærdige svar på sine spørgsmål. Men det var nok den eneste mulighed, han nogensinde ville få for at stille dem – og måske ville stedets hellighed gøre fru Malene mindre tilbøjelig til at lyve. Blot skade med tjenestepigen, foran hvem hun vel nødig ville indrømme sin brøde. Men pigen var blevet stående respektfuldt nogle alen bag sin frue – om de talte sagte, kunne det nok holdes væk fra hendes øren.

Bødlen rejste sig og begyndte at krydse kirkeskibet. Malene Christoffersdatter fortsatte sin bøn uden at ænse den støj, hans støvler lavede på stengulvet. Men idet mester Johan kom indenfor lyskredsen omkring alteret, udstødte tjenestepigen et gisp af forskrækkelse over at se en så frygtet skikkelse som byens bøddel nærme sig, og da løftede fru Malene blikket. Et øjeblik syntes hun irriteret over afbrydelsen – så genkendte også hun bødlen, og der kom et ganske andet udtryk på hendes ansigt.

Mester Johan udbrød hun. Hvad sagde Mikkel til Jer før henrettelsen?

Denne indledning kom ganske bag på bødlen. Han sagde mange ting svarede han tøvende. Men jeg ved knap, om jeg kan tro dem.

Det kan I, sagde Malene Christoffersdatter ivrigt, thi det er sandt. Mikkel var hos mig, da Sidsel Christiansdatter blev myrdet og kan umuligt have været morderen.

Mester Johan skævede til tjenestepigen. Fru Malene havde vel ikke ligefrem råbt, men hun talte dog højt nok til, at pigen måtte have hørt hende. Men også Malene Christoffersdatter vendte sig nu mod pigen. Marthe, du ved, Mikkel var hos mig den dag – fortæl mester Johan, at det er sandt, hvad jeg siger.

Ja – ja, fru Malene. Det er sandt nok. Marthe virkede yderst ilde til mode, og mester Johan anede nu, at det mindre skyldtes bødlens nærhed end ubehag ved at se sin frues hemmelighed blotlagt.

Selv følte han sig på gyngende grand. Samtalen havde udviklet sig ganske anderledes end forventet, og han var usikker på, hvordan han skulle fortsætte.

Øjensynlig var hans tvivl synlig, selv på hans normalt så udtryksløse ansigt, for Malene Christoffersdatter så eftertænksomt på ham: I undres måske over, at jeg så villigt indrømmer, hvad de fleste ville gøre alt for at skjule?

Lidt, det skal jeg ikke nægte, fru Malene.

"Nuvel, jeg føler, at jeg skylder Mikkel at rense hans minde. Han er den eneste, der nogensinde har behandlet mig som et menneske, en levende sjæl, og ikke blot som en brik i deres eget spil. Bevares, jeg tvivler ikke på, at han først søgte mig for den kødelige lysts skyld og for udfordringen i at gøre byfogden til hanrej. Men selvom det var opnået allerede med den første gang, vedblev han at søge mig. Og ikke kun for elskovslegen, selvom vi også fortsatte med den – det var mit ønske såvel som hans. Men nok så megen tid gik med samtale. Vi kunne tale om alt, og han viste, at han gerne gad vide, hvad jeg mente om tingene – noget ingen før har keret sig om.

For min fader var jeg et middel til at skaffe ham en svigersøn, der kunne være ham til nytte, og han mente at have gjort en god handel, da han fik mig gift med selveste byfogden. For Jørgen var jeg en vej til at skaffe ham en fed arv - jeg var min faders eneste barn - og den arving, hans første kone ikke kunne give ham. Malene Christoffersdatter smilede grumt. De blev så begge skuffede. Min fader døde blot to måneder efter brylluppet, så han fik ikke megen glæde af sin svigersøn, og ved boopgørelsen viste hans gæld sig langt større, end nogen havde vidst af, så der blev kun en ganske beskeden arv. Men nogen til at arve den er der heller ikke – efter fire års ægteskab er vuggen lige tom. Hendes smil blev endnu grummere. Hvilket tyder på, at det nok nærmere er Jørgen end hans koner, der er ufrugtbar."

Mester Johan vidste ikke, hvad han skulle sige – aldrig havde han hørt en kone tale på den måde om sin mand. Men Malene Christoffersdatter fortsatte ubønhørligt.

Skuffelserne har ikke gjort Jørgen lettere at leve sammen med. Men nogen fornøjelse har det ved Jesu vunder aldrig været. I, der kun ser ham i embedes medfør, kan vel knappest forestille jer, hvordan han er indenfor sine egne enemærker.

Jeg ved nok, hvad slags mand, hr. Jørgen er sagde bødlen hurtigt. Han havde ingen lyst til at få byfogdens hjemmeliv nærmere beskrevet. Og han kunne komme med sin forsikring uden at lyve. Nok stod han selv under borgmestre og råd og havde i det daglige ikke meget med byfogden at gøre, men fra sin gang på rådhuset vidste han, hvordan Jørgen Hinnerup havde lagt sig ud med alle der ved sin trættekærhed, sin grove optræden og sine konstante forsøg på at udvide sin egen myndighed på rådets bekostning.

Malene Christoffersdatter så underligt på ham. Det tror I måske, I gør. Men vidste I, at han var en morder?

Hvad siger I? udbrød mester Johan forbløffet. Hvem har han da myrdet?

Sidsel Christiansdatter, naturligvis. Hvem kunne mere ønske Mikkels død end den mand, han havde gjort til hanrej? Og hvem andre end han kunne vide, at Mikkel på mordtidspunktet var et sted, hvor han umuligt kunne indrømme at have været?

Bødlen tænkte et øjeblik – så rystede han på hovedet. Det er muligt, at hr. Jørgen havde grunde til at ønske Mikkel af vejen. Men skulle han end være morderen, har det ikke været en del af hans plan, hvor Mikkel var på mordtidspunktet. Tænk på, hvordan mordet blev opdaget.

Men derom ved jeg intet svarede Malene Christoffersdatter. Jeg ved kun, at nogen hørte Sidsel skrige, men ellers intet, end ikke hvor og hvornår mordet skete. Hun gjorde en grimasse. Jørgen selv taler aldrig om sit arbejde – eller i det hele taget om andet end, hvor galt jeg gør alting - og han bryder sig ikke om, at jeg omgås andre. Men med hans stilling og ry vil eller tør de færreste heller omgås mig, og knap nok vores tjenestefolk. Jeg er nok den i byen, der ved mindst om, hvad her sker.

Nuvel, så kan jeg fortælle jer, at Sidsel Christiansdatter blev myrdet i sit hjem, i baghuset til Jørgen Olufsens gård allerøverst i Mejlgade. Hinsides den ligger kun bymarken, og forhuset har stået tomt, siden Jørgen Olufsen døde for seks år siden. Bag baghuset ligger Henne Wusts stalde, men han har intet kvæghold, så der kommer sjældent nogen. Og ind mod byen støder det op til Otte Knudsens store lysthave, hvor ingen færdedes på en regnfuld dag som den, hvor mordet blev begået. Derfor har morderen ikke forventet, at mordet ville blive opdaget før flere dage senere, så sent at ingen kunne sige, hvornår Sidsel var myrdet. Og det var just en grundlæggende del af hans plan - Mikkel ville næppe kunne bevise, hvor han havde været hvert minut i flere dage, og når mordet så var begået med hans daggert, ville alle finde det tilstrækkeligt bevis imod ham.

Men skriget blev dog hørt indvendte Malene Christoffersdatter.

Bødlen nikkede. "Der skete noget, morderen ikke kunne forudse. Byhyrden kom