Glæde: Selvbiografisk roman

By Anna Munch

Anna Munchs liv og forfatterskap er fortellingen om 1800-tallets kvinneundertrykkelse og om enkelte kvinners drøm om et fritt liv uten samfunnets fordømmelse. "I hendes betydeligste værk, romanen Glæde, 1904, der er centreret om et barneportræt, skriver hun et utopisk univers frem."

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 27, 2022
• ISBN: 9788743045670

Anna Munch

Munch debuterte som forfatter med romanen Kvinder i 1889. I løpet av de neste 25 årene skrev hun flere romaner (bl.a. To mennesker fra 1897), en rekke skuespill (bl.a. Psyche fra 1893 og Sorte svaner fra 1898) og artikler om religion, spiritisme og astrologi. Hun var i en del år gift med offiseren og læreren Peter Anker Ragnvald Munch (fetteren til maleren Edvard Munch), men ekteskapet var ikke lykkelig og hun gikk fra ham i 1890-årene. Livet som fraskilt var vanskelig og Munch ble utstøtt både av familie og venner, noe som preget deler av forfatterskapet. Mange av verkene hennes handler om forholdet mellom kvinner og menn og om samfunnets forskjellige krav til kjønnene. kilde:: www.bokselskap.no/forfattere/munch

Book preview

HJEMME

ESTER retted på Hodepuden. Hun titted ud gennem Sprinklerne i sin lille Seng. Døren til Stuen står på Klem, Lyset fra Lampen derinde falder i en lang skrå Stribe ind i det store Soveværelse. Dér står to endnu mindre Senge og en større, foruden Fars og Mors. To små Søstre sover, Storegut er kanske vågen. Men Ester tænker ikke på Storegut nu. Hun hører på Musiken derinde. Ikke ganske bevidst, for Søvnen er ved at fange hende. Men dét er det deiligste, Ester ved i Verden.

Mama spiller. Hver Aften spiller hun. Papa er også derinde, han røger en Cigar i Slobrok og drikker Te. Ester ved ikke, hvad Musik er, hun har ikke tænkt over nogenting. Det kommer til hende, og hun lever, sover og våger og bæres af Drømme. Dagen går med Leg og Storegut og at stelle med de mindre, som Ester ikke finder så morsomme, for de er så klodsede. Men når Aftenen kommer, da er det dette igen. Det, som ikke kan udsiges: bli lagt i den lille Seng med de høje Sprinklerne og titte ud og høre og drømme, til Ester ikke ved mere af sig. Og så kommer Morgenen igen.

Mama spiller. Ester ved ikke, at det tilfældig — eller ikke tiltældig — er Jordens skønneste Musik, hun hører. Lykkelige Barn, det er ikke noget, at undres over, om hun føler noget — ubeskriveligt — ved det. For selve Løsningen på Gåderne er hende nær, de Livets Gåder, som lille Ester slet ikke har tænkt over, men som plager andre ... Hun lever i Harmonier. Lykkelige Barn, som har Øre for dem.

Mama spiller Jordens skønneste Musik, de store. Vi kunde nævne dem ved Navn, men det behøves ikke, alle kender dem. Det er Ouverturer, hele klassiske Operaer, Sonater, gamle underlig mystiske Ting af Carl Maria von Weber, »Jægerbruden« med Troldsangene og den sorte Jæger ... Folkemelodier fra al Verdens Lande ... Wagner, vore egne. Der findes snart ikke den Ting, som Mama ikke prøver sig på og spiller, endda hun ikke har lært. Det er Trolddom, er det. Fingrene går, og Ånder suser og sukker gennem Tonerne, de lokkes hid og did, de lever og bøier sig og må lystre — for Mama er et Geni. Men det skønner ikke Ester endnu. Hun tror vel, at det ikke kan være anderledes.

Hys ... Det blir stille derinde. Ester fornemmer det halv i Drømme. Lysskæret fra Døren blir et Øieblik stærkere ... En Skikkelse kommer sagte ind og går henimod Vinduet. Ester skønner, at det er Mama, som går omkring og leder efter noget. Og nu er det med ét ligesom ikke den samme Mama, som spiller. Barnet følger hende med Øinene og får et Sekund den Følelse, som stundom ellers overfor det sarte Væsen med den rene Profil og det åndsfraværende og melankolske Udtryk: En vag Følelse af Medlidenhed og hjælpeløs øm Hengivenhed overfor noget ukendt, som det hverken kan fatte eller hjælpe. Men blot et Øieblik, så lyser Esters Øine i Halvmørket som Stjerner, og hun ligger ganske vågen.

»Mama!«

»Nei, er du nu vågen igen, Barn?« Moderen bøier sig over Sengen. Hendes store sorte Hår er faldt halvt ned.

»Nu kommer Drømmene, Mama!«

»Drømmene ... Kan du ikke sove, Ester? Nu sover alle de andre. Hvad mener du?« spurgte hun ligesom uvis.

»Spil mere, Mama!«

»Ja, men nu lukker jeg Døren.«

»Nei, lad Døren stå på Klem ... å, Mama!«

»Du har ikke godt af at være vågen så længe. Har Ester husket at bede iaften? Hvad var det, du skulde sige?«

Ester undredes hos sig selv over, hvorfor hun skulde sige disse Ord, som hun ikke forstod. Men hun var bange for sin Far og derfor lydig mod sin Mor. Hun udtalte Ordene stille og sagte:

»Gud skab i mig et rent Hjerte, og forny en stadig Ånd inden i mig.«

»Og videre?«

»Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes. I Jesu Navn, Amen!«

»Har du fundet Askebægeret? Kommer du da ikke?« lyder en utålmodig og mandig Røst inde fra Stuen.

»Så, godnat, Ester ... Nu kommer jeg!« med en hastig Bevægelse og noget forskræmt i Stemmen, som hun pludselig erindrer noget.

Ester vilde ha slåt Armene om sin Mor, men hun måtte opgi det. Hun lå nu og tænkte, den lille 4-Års Pige, at hun slet ikke behøved at sige de Ord til Gud, som hun ikke forstod. Kanske Gud heller ikke forstod dem. Hun vilde heller tale med ham på sit eget Sprog. Da skønte han altid, hvad hun mente.

Hun hørte ikke mere Musik, men hun hørte sin Far og Mor tale derinde. Så blev det stille. Lidt efter kom de begge ind og la sig. Det blev endnu stillere. Lampen blev slukket. Det var ganske mørkt.

Og som undertiden, når Søvnen ikke vilde komme, og hun husked de Nætter — de var ikke mange forresten — hvor hun var vågnet to tre Gange i en frygtelig Mørkrædhed, lå Ester og bad med foldede Hænder: »Kære! Vil du give mig en liden god Drøm, og når jeg vågner, da må jeg ikke bli ræd, men sove og drømme en liden god Drøm til. I Jesu Navn, Amen.«

Og hvad det nu var, en stærk Tro eller Selv-Suggestion — det blev altid, som Ester bad om. Hun vågned hver Morgen til den ny Dag med strålende Øine og Smil. Storegut sad og stirred med et rødt Ansigt og Øine i glubende Interesse for Dagens foreliggende Ting ... En mørk Hårlug faldt ham langt ned over Panden. Ester fandt Storegut morsom, og de to begyndte straks at lege og klatre over Sengene. Indtil Barnepigen — og undertiden Mama, i en lyserød Morgenkåbe, som Ester senere erindred Livet igennem — kom ind for at klæ på de små.

Barn er ikke født igår. Selv om de er det, har de straks sit eget Fysiognomi, Individualitet. Læg Mærke til det, de, som kender Småbørn. Det kan være mere, mindre udpræget, men det er der. Hos enkelte så stærkt fra først af, at det snarere formindskes ved Livets og Årenes og det store almindeliges udjevnende Magt. De store Skoler, Formerne, Graderne, den af Mennesker indrettede Rangsforskel etc. Det er kanhænde Synd. Men mulig også et forudseende Forsyns Visdom. Der kunde ellers let bli Overdrivelser. Men — det er ikke altid så let for de oprindelige Naturer. Og Gud alene ved, om Menneskene har indrettet det så rigtigt bestandig. Om ikke de oprindelige, Naturmenneskenes, Individualiteternes Overdrivelser vilde være vel så heldbringende for den kære Menneskehed, som det, de fra Tid til Tid lever i: Offentlige Meninger, Skik og Brug, en hel Del Skin-Værdier, som har fåt Hævd. Massen, som regeres af en af dens egne, fordi den ene tilfældig har Energi og vil frem.

Den Tid vil komme og er nær, da Massen ikke længer styres af en af sine egne, men af en Individualitet — af mange. De vil komme, når det trænges, når Udviklingen er færdig til at modta dem ... Historien viser, at det er sket, og det vil ske oftere herefter, kanhænde ...

Men det tænker Storegut og Ester slet ikke på.

— — »Grete, gi mig Teen — straks!« siger Storegut, egentlig med Navnet David, en Morgen lidt før 8-Tiden, 3—4 År efter denne Esters Drømmenat. Han siger det i en Herskertone og ved, at han tør gøre det, for Papa er alt gåt på Universitetet.

Grete kommer ind i Barneværelset og klirrer med Kopperne, og rundt i Sengene vågner alle de små. Der er nu fire — 4 — på Rad efter Ester, allesammen Piger. Men den mindstes Seng står inde ved Mamas endnu.

David samler sine Skolebøger — de er ikke mange endnu — og passer på at putte to Par sammenlagte Smørbrød fra Brættet ned i Maddåsen. Derefter sætter han sig til at drikke Te og spise med god Appetit. De små iagttager ham med Interesse, og Sara reiser sig halvt op i Sengen.

»Storegut får Te, han, og vi får bare Melk.«

»Du ved godt, Papa har sagt, at vi som går på Skolen skal ha Te. Bare læg dig igen, du, Sara, og ikke bry dig.«

Men Sara siger til de andre: »Se på Storegut, drikker Te. Han slurper så, og nu søler han.« Hun ved, hvor hun skal træffe ham, den lille Tøsunge med det lidt sære og grå Ansigt. Straks stikker to andre Hoder frem for at titte på Storegut. De gør, hvad Sara siger, for hun er den ældste næst efter Ester og har alt åbenbaret en Begavelse — nyttig for både Mama og Grete forresten — den, at passe trofast på de mindre ude og inde, når ingen anden er til det. Man ser hende sjelden uden en af dem ved hver Hånd.

Men Storegut blir rasende og reiser sig med et Sæt for at fly bort og daske til Sara og Synnøve. De ser ham komme og dukker Hoderne lynsnart ned. Synnøves lille Næb med en rosenrød Trut stikker op igen, da han står med Hænderne over dem begge, hun nikker energisk med Hodet og siger med et impertinent Fjæs op i Øinene hans:

»Slår du mig, så slår jeg igen.«

»Pyh! — så modig du er! — Jeg vil ikke slå dig engang. Du er altfor liden.« Og stolt og taus sætter han sig hen til Frokosten igen. Sara tør ikke rigtig, endda hun har stor Lyst til at prøve engang til. Imens lille Karen ligger rund og smilende og ser halv forstående og undrende på altsammen.

Så prøver Sara igen: »Storegut var ræd igår — han turde ikke vise Papa Skrivebogen — der var så mange Blækklatter — så fik han Bask — det var leit for Storegut, det!«

Det er at røre ved Storeguts ømme Side. Stakkars Storegut! Han har nok Mas endda — så ung han er — med Skolegangen og Nummerne og Karakterbogen. Og at så småt dække over og gemme unna, som han har vænnet sig til desværre — overfor den altfor strenge Far, som gerne vil ha Ære af sin førstefødte. Selv har han gjort stor Karriere: I Løbet af få År Dr. philos., Konservator ved Universitetet, Docent i Naturvidenskaberne, Zootomi etc. Og skønt han hører til en Æt, en af de Racer, hvor Tanken og Troen på Gud ligesom ikke kan uddø — snarere er så dybt rodfæstet, at selv han som moderne Videnskabsmand egentlig blot har ét Mål: at forene Tro med Viden ... er Ære overfor Menneskene på samme Tid en Nødvendighed for ham, hans meget stærke — eller svage — Punkt.

Storegut glemmer Teen og Smørbrødet, Skolen og al Risiko og al Ting. Han flyr lige på Sara med løftet Hånd og et tirret og såret Dyrs Raseri: »Jeg skal lære dig, din Sennepsdåse, du er ... Hvis du ikke tier stille ... «

Mama står i Døren med det samme:

»Hvad er det for Spektakel? Kan I ikke være snille Barn? — Trætter I nu igen?«

Det samme hjælpeløse Udtryk som altid har Mama, som hun egentlig ikke er der, hvor hun skal være, men andre Steder.

Ester, som ligger i den inderste Krog ved Væggen og halvsover, blir med ét lysvågen: »Hun ærter ham jo. Sara ærter ham så frygtelig, Mama. Det er ikke hans Skyld.« Hun reiser sig ivrig op i Sengen.

»Ester! Er du endnu ikke oppe. For en Dovenskab! Skynd dig, klæ på dig. Se at komme afsted, David ... så, Gutten, nu må han være flink idag ... « Hun klapper ham på Kinden. Og mens Gutten samler sine Bøger og i en Fart forsvinder — for det er sent — blir Moderen ved at tale til Ester om al den Dovenskab og Drømmeri. Hun hjælper hende samvittighedsfuldt med at vaske Ansigt og Hals og rede Håret, mens hun siger en hel Del Ting, som Ester finder overflødige og som går hende halv forbi. Hun vil gerne plaske med Vandet og holde lidt Skøi, men Moderen er ikke oplagt. Ester får igen den Følelse af øm Medlidenhed og en Slags ulykkelig Kærlighed til sin Mor med det trætte Udtryk, hun, som ret som det er væk, lar alt og alle gå for Lud og koldt Vand og sætter sig til at spille. Men i sin lille overlegne Sjæl undres hun over Moderens »tågede« Væsen, alle hendes Bekymringer og at hun altid har så meget at mase om, når ingen venter det.

Denne Mor synes ret som det er, at hun har noget at ta igen, som er forsømt. Hun går i en evig Uro, så lang Dagen er: alle de små, som mylrer om hende og er kommet så rask på hverandre, Manden, Personligheden med det bydende Væsen, som tog hende ind i et vanskeligt Ægteskab, næsten Barn som hun var. Sig selv, sit eget Væsen, som hun ikke forstår, og det, hun ikke fik udvikle, Kunstnertrangen — fremforalt religiøse Spørsmål ... Alt dét grunder og grubler hun over. Der er et Kaos i hendes Hode, i Øinenes Udtryk, i det tanketunge, melankolske, madonnalignende Ansigt. Hvad er det for en Verden? Hvorfor er hun her? — Hvad skal hun her? — Men alt det skønner jo ikke Barnet. Ikke nogen af Børnene. Det gør Barn aldrig. Jo, kanske én Gang, når det er forbi.

Lille Ester — for Øjeblikket en af de lykkeligste Skabninger på Guds Jord — går sin Vei til Skolen. De store åbne Øine har et strålende mildt Udtryk, den lyse Marts Morgen gir Huden en gylden Lød, den skinner næsten marmorhvid. En frisk Bleghed af den Art, som hører sammen med askeblondt Hår. I sin underlige halvvågne og ubevidste Drømme- og Lyksalighedstilstand går hun, i Stilhed alligevel et lidet tænkende og grundende Væsen ... Al-Naturen speiler sig i hendes Øine, og selv afspeiler Blikket en Verden ... Hun véd så meget, som hun aldrig har lært. Hvor ved hun det fra? Barn er besynderlige. Deres Iagttagelse er skarp, klar, intuitiv. De tar sjelden feil af Mennesker og dømmer besynderlig rigtigt. Deres Sjæl er ikke født igår, de eier alt hele Tilværelser — dæmrende Erindringer fra noget fordums — en hel Række Erkendelser. De er nærmere Ophavet, nylig udstrålede fra Dybet af Tilværelsens Godt-og-Ondt ... De kommer lige fra Himlen eller mulig lige fra Helvede, fra Lyset eller lige fra Mørket ... deraf deres Udtryksfuldhed. De er stundom udpræget gode eller i samme Grad slette, Blandingen kommer stærkere frem siden.

Men Ester kom til at erfare den Dag, at der gives slemme Småpiger i Verden. Hun gik og svinged Skoleposen frem og tilbage og så ned i de store Vanddamme på Gaden — det havde nylig regnet, men nu skinned Solen — hun så Himlen speile sig i dem så klart, så klart og tænkte på, om det nu virkelig var et Dyb dernede, om man kunde sætte Foden i det og så med ét dale, dale ud i et Rum af Lyksalighed ... Og kom tilslut uden at ane noget ondt ind i Porten til Frk. Louise Almes Barneskole. Dér stod 5 små Piger i 6—7-Års Alderen og hvisked og tisked, de havde noget imellem sig. Da Ester kom, trak de sig tættere sammen og blev ved at hviske. Ester følte med ét noget fjendtligt imod sig. Disse Småpiger udelukked hende af deres Kreds. Hun havde dog ikke gjort dem noget. Men hun var i et halvt Års Samvær heller ikke kommet nærmere ind på dem. De var ligesom en anden Art. Idag følte hun første Gang det fremmede stærkere end ellers.

»Vi må gå ind,« sa Kitty, en Datter af en Doktor. »Det er Tid nu.«

»Frk. Alme er ikke kommet endnu,« sa Betsy. »Vi kan lave et »Paradis« her, jeg har Kridt.« Hun begyndte straks at tegne Ruderne i Portrummet. »Ester skal ikke være med,« sa hun pludselig.

»Hvorfor skal ikke Ester være med,« sa Petra.

»Vi behøver ikke at være mere end tre. Gå af Veien,« sa Pigen til Ester og puffed til hende.

»Vi må gå ind,« blev Kitty ved. »Men jeg har mistet min Blyant, den røde Farveblyanten min. Jeg fik den af Onkel Karl til Jul, den lå i et Skrin. Alle de andre har jeg, men den røde er borte.«

»Jeg så Ester tegne med den igår,« sa den anden Pige igen, pludselig — hun, som holdt på at kridte op »Paradiset«. De så allesammen på Ester, og hun følte påny en fiendtlig Strøm imod sig — — af noget ondt, som hun ikke forstod.

»Jeg har ikke set nogen Blyant,« sa hun ligefrem.

»Nu lyver hun,« sa Kitty. »Hun lyver også. Betsy sa, du havde havt den.«

»Jeg har ikke havt Blyanten,« gentog Ester hurtig, ligesom angst.

Der blev lidt taust, mens Småpigerne begyndte at hoppe, og den ene kasted en Sten. Men ligesom ved en Indskydelse vendte de sig alle tre mod hende.

»Du lyver, du,« sa Kitty igen. Der blinked noget underligt i hendes Øine. Den vordende Kvinde ligned en liden Dame af Verden, hun styred Øinene så underlig sikkert og så på Ester nedenfra og opover. Og begge de andre rykked nærmere.

»Tænk, hun lyver,« blev Kitty ved. »Ved dere, at den, som lyver, kommer til at brænde ... du kommer til at brænde i Helvede, du. Det har Mama sagt.«

»Ja, det gør du,« sa begge de andre, revne med af Situationen. De stod nær ind på hende alle tre. De så truende og skadefro ud, i deres Øine lyste de stores Lidenskaber. Det var som det pleier, de mange mod den ene, Flokken, som suggesterer sig indbyrdes og får Lyst til at korsfæste og pine en uskyldig.

Ester fik en underlig Fornemmelse. Gennem hende gik i et Sekund ligesom en miniature Billedet af én, som havde oplevet noget lignende før ... Et Billede, som var begyndt at beskæftige Barnet nu, da hun lærte Bibelhistorie. Det var et Sting, som næsten ligned Glæde. Hun trak sig et Skridt tilbage og blev stående taus og hvid, betagen af Følelser, som hun aldrig vilde kunnet redegøre sig selv: Medlidenhed, Stolthed, en Følelse af Ensomhed og alligevel Varme i Sammenhæng med noget ... Alt, undtagen Frygt.

Men det Skridt tilbage kosted, for de andre trode, hun blev bange. Betsy gik modig frem og satte med én Gang sine fem krummede Fingre i Esters Ansigt, ordentlig fast, så der blev fem dybe Mærker, og Blodet flød.

— — Ester tog sit Lommetørklæde og tørred sig med det, og Småpigerne blev med ét ligesom bange for det, de havde gjort. Alle fire kom tause og stille ind i Lærerindens Værelse.

En ung Pige på omkring 20 År stod foran Spejlet og ordned sit Hår. Det er Frøken Louise Alme, hendes Mor er Enke efter en Præst og pensioneret herinde. Datteren må forsøge at tjene og hjælpe, hvad hun kan. Frk. Alme er energisk, en smuk Pige med regelmæssige Træk og skarpe brune Øine. Hun vil mulig ikke længe forbli i sin Stilling som Lærerinde. Hendes Skæbne er senere at bli gift med en fremstående Præst. Esters Far har fundet dette Sted, han er bange for de store Pigeskoler og taler altid om hende som en nydelig ung Dame. Det synes Ester også, at hun er. Men på samme Tid er der noget trykkende i Luften, noget fremmed også her i dette pene og ordentlig holdte Værelse. Den lille Pige føler sig ikke helt hjemme, men dette har aldrig havt nogen synderlig Indvirkning på hende. Hun går i sin egen Verden. Men idag er den Følelse stærkere herinde, som den var det ude. Selve Lærerindens Væsen er hende mere fremmed ligesom Småpigernes, da Frk. Louise vender sig om og siger på sin fine, sikre Måde:

»Men kære! Har I været oppe at slås?«

Ingen af de små svarer. De lægger Bøgerne og Poserne fra sig og sætter sig, som de pleier.

»Hvad er det for noget? Kan I ikke fortælle mig det?«

Taushed.

»Værs’go. Her er Skrivebøgerne. Alle sætter sig ned og skriver Skønskrift. Jeg har skrevet for i dem allesammen. Lad os nu se, hvem som skriver penest. Skam dig, Ester! du ser jo ud, som du har været oppe at slås med Katten.« Dermed slår Lærerinden det hen, da hun helst vil slippe noget almindeligt Forhør og Opgør.

Frøken Alme kunde aldrig bli ganske klog på Ester. Hun var også Arts-forskellig. Og rigtig Kærlighed til Barn eied ikke hun, endnu — hvad hun så siden fik for sine egne — skønt det var blit hendes Lod at arbeide med dem. Men hun holdt god Disciplin, Børnene lærte noget og var lydige. Hun lod dem komme og gå, inderst inde var hendes Hode fuldt af andre Ting. Senere den Dag blev de hørt i Bibelhistorie, de holdt på med det Gamle Testamente. Det nye