Winnetou: Apachernes Høvding

By Karl May

Beretningen om apachehøvdingen Winnetou og eventyreren Old Shatterhands nådesløse kamp med fjendtlige indianerstammer, griske guldgravere og lovløse revolvermænd.

I romanen møder førstepersonsfortælleren Old Shatterhand apachen Winnetou, og efter nogle indledende dramatiske begivenheder opstår der et ægte venskab mellem dem. Winnetou bliver høvding for mescalero-apacherne, efter at hans far og hans søster er blevet dræbt af den hvide bandit Santer, og Old Shatterhand bliver blodbror til Winnetou. Ved mange lejligheder viser de store kampevner, men også medfølelse med andre mennesker.

Karl Mays roman udtrykker et romantisk ønske om et enklere liv i tæt kontakt med naturen. Dens popularitet skyldes i vid udstrækning fremstillingens evne til at imødekomme mange europæeres forestillinger om det vilde Vestens mere utæmmede og autentiske miljø. Romanen var så populær, at Nazi-Tyskland ikke forbød den på trods af dens heroiske syn på farvede folkeslag; i stedet blev det argument fremsat, at historierne demonstrerede, at de amerikanske oprindelige folks fald var forårsaget af mangel på racebevidsthed.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 24, 2020
• ISBN: 9788743081586

Karl May

Karl May wurde am 25. Februar 1842 als fünftes von vierzehn Kindern einer bitterarmen Weberfamilie in Hohenstein-Ernstthal in Sachsen geboren. Ein durch Not und Elend bedingter Vitaminmangel verursachte eine funktionelle Blindheit, die erst in seinem fünften Lebensjahr geheilt wurde. Nach der Schulzeit studierte May als Proseminarist an den Lehrerseminaren Waldenburg und Plauen. Seine Karriere als Lehrer endete bereits nach vierzehn Tagen, als die Anzeige durch einen Zimmergenossen wegen angeblichen Diebstahls einer Taschenuhr zu einer Verurteilung führte und May aus der Liste der Lehramtskandidaten gestrichen wurde. In der Folge geriet er auf die schiefe Bahn und verbüßte wegen Diebstahls, Betrug und Hochstapelei mehrere Haftstrafen. Von 1870 bis 1874 saß er im Zuchthaus Waldheim. Nach seiner Entlassung wurde er im Alter von 32 Jahren Redakteur einer Zeitschrift und begann Heimaterzählungen und Abenteuergeschichten zu schreiben. Sein stetes literarisches Schaffen war ungewöhnlich erfolgreich und machte ihn bald zum bedeutendsten Autor von Kolportageromanen und Trivialliteratur des 19. Jahrhunderts in Deutschland. Seine Abenteuerromane, die an exotischen Schauplätzen im Wilden Westen und im Orient spielen, wurden in 33 Sprachen übersetzt. Durch seine archetypischen Wildwest-Helden Winnetou und Old Shatterhand erlangte Karl May literarische Unsterblichkeit und wurde zum meistgelesenen Autor deutscher Sprache. Mays letztes Lebensjahrzehnt war von einer beispiellosen Hetze wegen seiner früheren Straftaten und vermeintlicher Unsittlichkeiten in seinen Kolportageromanen überschattet. Zermürbende Verleumdungs- und Urheberrechtsprozesse, in die er sich verstrickte, vermochten seinen tief verwurzelten christlichen Glauben, von dem sein literarisches Werk von Anfang an durchdrungen ist, aber nicht zu erschüttern. Mit den letzten beiden Bänden des Romans Im Reiche des silbernen Löwen und seinem dem Surrealismus nahestehende Symbolroman Ardistan und Dschinnistan schuf er in seinen letzten Jahren ein heute literarisch hochgeachtetes mystisches Spätwerk. Jubelnde Anerkennung erlebte er am 22. März 1912, als er auf Einladung des Akademischen Verbands für Literatur und Musik in Wien einen Vortrag Empor ins Reich der Edelmenschen hielt. Eine Woche später, am 30. März 1912, starb Karl May in seiner Villa Shatterhand in Radebeul bei Dresden an Herzversagen.

Book preview

Indhold

KAPITEL I.

Jeg bliver Opdager.

KAPITEL II.

„Kukluxerne".

KAPITEL III.

Over Grænsen.

KAPITEL IV.

Gennem Mapimi.

KAPITEL V.

Rail-troublerne.

KAPITEL VI.

Helldorf Settlementet.

KAPITEL VII.

Ved Hancockbjerget.

KAPITEL VIII.

Apachens Testamente.

KAPITEL I.

Jeg bliver Opdager.

Efter et sandt Parforceridt kom vi til Rio Bosco de Natchitoches Munding, hvor vi ventede at træffe den Apache, som Winnetou ville lade blive tilbage. Desværre gik dette Håb ikke i Opfyldelse. Vel fandt vi Spor af Mennesker, som havde været der — men hvilke Spor! Ligene af de to „Tradere", som havde givet os Oplysninger om Kiowaernes Landsby. De var blevet skudt, og Morderen var, som jeg siden erfarede, ingen anden end — Santer.

Santers Kanofart var gået så hurtigt, at han var nået hertil på samme Tid som Handelsmændene, skønt disse havde forladt Tanguas Teltlejr før ham. Han måtte nu opgive Håbet om at få fat i Winnetous „Nuggets", og han stod derfor blottet for Subsistensmidler; Tradernes Varer stak ham i Øjnene, og for at kunne bemægtige sig disse, var det, at han skød de to intet ondt anende Mænd, sandsynligvis fra et Baghold. Derpå havde han så skyndt sig af Sted med deres Mulæsler. Dette så Winnetou af Sporene.

Det var ikke nogen let Opgave, Morderen her havde givet sig i Lag med, da Transporten af så mange Lastdyr hen over Savannen er forbunden med store Vanskeligheder for et Menneske alene. Dertil kom, at han måtte skynde sig af alle Kræfter, eftersom han vidste, at Forfølgerne snart ville være i Hælene på ham.

Uheldigvis faldt det i med Regn, og derved udviskedes alle Spor, så at Winnetou ikke mere kunne gå efter Øjet, men kun efter sine Sandsynlighedsberegninger. Og disse gik ud på, at Santer for at få sit Bytte omsat i Penge måtte være taget til en af de nærmeste Kolonier, og der var da ikke andet for Apacherne at gøre end at ride om til disse Kolonier, den ene efter den anden.

Først efter flere Dages forgæves Søgen genfandt han på Gaters Faktori det tabte Spor. Santer havde været der, havde solgt det hele, købt sig en god Hest og var derpå redet videre mod Øst, ad den Red River-Landevej, som dengang eksisterede. Winnetou sendte alle sine Apacher hjem, da de fra nu af kun kunne være ham til Besvær. Han ville være alene om Forfølgelsen. Han havde ikke så lidt Guld hos sig, nok til et længere Ophold i Østen.

Da han som Følge af disse Omstændigheder ikke havde kunnet efterlade sig nogen Besked ved Natchitoches, vidste vi ikke, hvor han befandt sig, kunne altså ikke følge efter og vendte os derfor mod Arkansas for at slå ind på den lige Vej til St. Louis. Det gjorde mig meget ondt ikke at skulle gense min Ven, men det stod ikke i min Magt at ændre dette.

Det var en Aftenstund, at vi efter en lang Rejse nåede til St. Louis. Som rimeligt var, opsøgte jeg først min gamle bekendt Mr. Henry.

Da jeg trådte ind i hans Værksted, så jeg ham ved Lampens Skin sidde ved sin Drejebænk. Han hørte ikke Døren blive åbnet.

„Good evening, Mr. Henry! hilste jeg, som om det ikke var længere siden end i Går, at jeg sidst havde været hos ham. „Har I snart fået Skik på Jeres nye Bøsse?

Med disse Ord satte jeg mig op på Enden af Drejebænken, akkurat som jeg plejede at sidde. Han sprang op, stirrede nogle Sekunder ligesom åndsfraværende på mig og skreg så formelig af Glæde:

„Hva’ — hva’ — er det Jer? Huslæreren — Sur — Surveyoren — den — den — rabiate Old Shatterhand?"

Så fløj han om Halsen på mig og gav mig et Kys på begge Kinder, så det smældede.

„Old Shatterhand! Hvor har I det Navn fra?" spurgte jeg, da han var kommet sig lidt af Overraskelsen og Glæden.

„Hvor jeg har det fra, spørger I? Der bliver jo talt om Jer alle Vegne, Pokkers Karl, som I er! En Westman er I nok blevet, og det en, som har vasket sig! Mr. White, Ingeniøren fra Jeres Nabosektion, var den første, der bragte Efterretning om Jer; han vidste ikke alt det gode, han kunne sige om Jer. Men Winnetou var den værste til at fortælle."

„Winnetou?"

„Har fortalt mig alt."

„Hvad — hvorledes? Har han været her?"

„Naturligvis har han været her, naturligvis?"

„Hvornår da — hvornår?"

„For tre Dage siden. I havde jo fortalt ham om mig — om mig og den gamle Bjørnedræber, og så mente han, at han absolut måtte op og se til mig. Jo, jo, som han fortalte! Bøffeloksen, Grizzlybjørnen og så videre og så videre! Og Høvding er I jo oven i Købet blevet!"

Sådan blev han ved, og det hjalp ikke, at jeg protesterede. Han omfavnede mig Gang på Gang og var umådeligt glad over, at det var ham, der havde givet Stødet til, at jeg var kommet til det vilde Vesten.

Winnetou havde ikke tabt Santers Spor, men fulgt det lige til St. Louis, hvorfra det viste mod New Orleans. Hans Ilfærdighed var Grunden til, at jeg kom senere til St. Louis end han. Han havde bedt Henry sige til mig, at jeg kunne følge efter ham til New Orleans, hvis jeg følte Lyst dertil, og jeg tog straks den Beslutning at gøre det.

Selvfølgelig måtte jeg først ordne mine Forretninger, hvad der blev gjort Morgenen efter. Der sad jeg allerede tidligt bag den Glasdør, hvor man uden mit Vidende havde eksamineret mig. Min gamle Ven Henry kunne ikke andet, han måtte med. Nu blev der fortalt, berettet og forklaret, og det viste sig da, at min Sektion var den, der havde haft de interessanteste og farligste Oplevelser. Men så var jeg rigtignok også den eneste af Surveyorne, der var i Live.

Sam lagde sig vældig i Selen for at udvirke en Ekstragratifikation for mig, men til ingen Nytte; vi fik vore Penge udbetalt med det samme, men ikke en Dollar mere, og jeg tilstår ærlig, at det ikke var uden en Følelse af Harme og Skuffelse, at jeg afleverede de med så megen Møje udarbejdede Tegninger og Notitser. Disse Herrer havde antaget fem Surveyors, men betalte kun den ene sin Løn og stak de andre fires Honorar i deres egen Lomme, skønt de fik det fulde Resultat af vort Arbejde udleveret.

Sam kunne ikke dy sig for at slippe en Tordentale løs, men opnåede ikke andet derved, end at man lo ad os og komplimenterede os ud ad Døren. Jeg skyndte mig at ryste Støvet af mine Fødder. Men forresten var den Sum, jeg fik udbetalt, ret betydelig efter mine Forhold.

Altså, jeg ville med Winnetou, der hos Henry havde efterladt sig Adressen på et Hotel i New Orleans, hvor jeg kunne træffe ham. Af Høflighed eller af Venskabsfølelse spurgte jeg Sam og hans to Kammerater, om de ville med: men de foretrak først at tage sig et ordentligt Hvil i St. Louis, hvad jeg ikke fortænkte dem i. Jeg købte mig noget Linned o. s. v. og en ny Klædning, som jeg ombyttede med min indianske, og dampede ad Syden til. De få Ejendele, som jeg ikke ville tage med, deriblandt den tunge Bjørnedræber, lod jeg blive hos Henry, der lovede mig højt og hellig at passe godt på dem. Rødskimlen lod jeg naturligvis også blive tilbage; den havde jeg nu ikke mere Brug for. Vi var alle af den Mening, at min Fraværelse ikke ville blive langvarig.

Men det skulle gå helt anderledes.

Vi befandt os (hvad jeg endnu ikke har omtalt med et Ord, fordi det var uden Indflydelse på de hidtil skildrede Begivenheder) midt i Borgerkrigen. For Øjeblikket var Farten på Mississippi åben, fordi den berømte Admiral Farragut igen havde bragt den i Nordstaternes Magt; alligevel forsinkedes vor Rejse med Damperen ved allehånde Forholdsregler, der vel måtte være nødvendige, og da jeg kom til New Orleans og spurgte efter Winnetou på det opgivne Hotel, svarede man mig, at han var afrejst igen Dagen i Forvejen og havde efterladt den Besked til mig, at han var taget efter Santer til Vicksburg, men at han ikke ville råde mig til at følge efter, da han ikke vidste noget bestemt. Hos Mr. Henry i St. Louis ville jeg siden kunne få nærmere at vide om hans Opholdssted.

Hvad nu? Jeg længtes meget efter at se hjem til mine Slægtninge i Europa, der trængte til min Hjælp: nu havde jeg de nødvendige Midler dertil. Vende tilbage til St. Louis og der vente på Winnetou? Nej. Hvem ved, om det blev muligt for ham at komme derhen.

Jeg skaffede mig Oplysning om, når der gik et Skib fra New Orleans. Der var et Skib, en Yankee, der ville benytte sig af den øjeblikkelige Stilstand i Krigsoperationerne til at gå til Cuba, hvorfra jeg så kunne gøre mig Håb om Skibslejlighed til Europa eller i det mindste til New York. Jeg tog en rask Beslutning og gik om Bord.

Egentlig burde jeg have deponeret mine kontante Penge i en Bank og kun medtaget en Anvisning på dem; men hvilken Bank i New Orleans kunne man under de daværende Forhold have Tillid til? Dertil kom, at jeg ikke havde Tid til at træffe Dispositioner af nogen Art, fordi Skibet skulle afgå med det samme; jeg havde derfor alle mine Penge hos mig.

For hurtig at glide hen over den ærgerlige Hændelse, der nu indtraf, vil jeg kun fortælle, at vi om Natten blev fuldstændig overrasket af en Orkan. Ganske vist havde vi Gråvejr med temmelig stærk Brise; men Skibet gik støt, og om Aftenen var der intet, der tydede på en farlig Hvirvelstorm. Jeg så vel som de andre Passagerer gik derfor ubekymrede til Ro. Lidt efter Midnat vækkedes jeg af Stormens Hylen og Brusen og sprang ud af Køjen. I det samme rystedes Skibet af et voldsomt Stød, så at jeg tumlede om. Hvem tænker i et sådant Øjeblik på Penge? Det var måske et Sekund om at gøre, og i Mørket og den Forvirring, der opstod, kunne der gå lang Tid, inden jeg fandt min Frakke med Tegnebogen i. Jeg famlede mig frem og krøb op ad Kahytstrappen.

Her oppe kunne jeg ikke se det mindste, da det var bælgmørkt. Orkanen kastede mig øjeblikkelig om på Dækket, og en Brådsø rullede hen over mig. Jeg mente at kunne høre hylende Stemmer, men Hvirvelstormen overdøvede dem. Flere Lyn krydsede hverandre på Himlen og oplyste Natten. Jeg så Brændingen forude og bag den Land. Skibet havde boret sig ind mellem Klipperne og sad fast med Bagstavnen i Vejret. Det var Vrag og kunde splintres hvad Øjeblik, det skulle være. Bådene var skyllet væk. Hvor var der nu Redning? Kun ved Svømning. — Et nyt Lyn viste mig Mennesker, der, liggende på Dækket, holdt sig fast i alle mulige Genstande for ikke at blive revet med af Søerne. Jeg derimod var hurtigt klar over, at man netop burde betro sig til en af disse Søer.

Da kom der en, at se til så høj som et Hus; jeg skimtede den trods Mørket på Grund af dens Fosforglans på Skumtoppen. Den nåede Skibet; det knagede i det, så jeg var sikker på, at nu gik det i Stumper og Stykker. Jeg havde lige til nu holdt mig fast i en Rundholt, men gav nu Slip. — „Herre, stå mig bi!" tænkte jeg. Så havde jeg en Fornemmelse, som blev jeg løftet højt, højt i Vejret af Søen; den snurrede mig rundt som en Top, hvirvlede mig ned i Dybet og løftede mig atter i Vejret. Jeg rørte ikke et Lem; det kunne ikke gavne mig noget nu, derimod havde jeg alle mine Kræfter behov, når jeg nåede ind til Land, for ikke at blive revet med ud igen.

Kun et halvt Minut eller så var jeg i Bølgernes Magt, men dette halve Minut syntes mig en Evighed. Så slyngede en ny Brådsø mig ind mellem Klipperne, ind i smult Vand. Jeg svømmede til af alle Kræfter — når jeg siger, at jeg faldt i „smult" Vand, så er dette naturligvis kun relativt ment. Styrtsøen havde båret mig hen over Brændingen; inden for den var Bølgerne vel ikke så frygteligt høje, men Stormen rodede og pløjede dog Vandet op i den Grad, at jeg kastedes hid og did som en Prop i et fyldt Vandfad, der rystes. Et stort Held for mig var det, at jeg havde fået Øje på Land — ellers havde jeg sikkert været fortabt. Jeg vidste, i hvad Retning jeg skulle svømme, og skønt det kun bar langsomt frem, nåede jeg dog til sidst Kysten, men rigtignok på en anden Måde, end jeg havde håbet. Søen var sort, og det var Landjorden med: jeg kunne ikke skelne dem fra hinanden og derfor ikke vælge mig et passende Sted til at gå i Land; Følgen var, at jeg tørnede mod en Klippekant. Jeg havde lige Åndsnærværelse nok til at arbejde mig op på Klippen og klamre mig fast til den: så tabte jeg Bevidstheden.

Da jeg atter kom til mig selv, rasede Orkanen endnu. Mit Hoved værkede slemt, men jeg lagde ikke Mærke til det. Langt mere ængstede det mig, at jeg var helt i Vildrede med, hvor jeg befandt mig. Lå jeg inde på Land eller ude på en enlig Klippe, der ragede op af Vandet? Jeg turde ikke røre mig af Stedet. Stenen var glat, og jeg havde Møje med at holde mig fast, da Stormen tog stærke Tag i mig. Men lidt efter aftog den i Styrke, og pludselig lagde den sig helt, sådan som det plejer at være Tilfældet med Cyklonerne. Regnen holdt op, og Stjernerne trådte frem på Himlen.

Nu kunne jeg orientere mig. Jeg lå inde på Kysten. Bag mig rasede Brændingen, foran mig så jeg nogle Træer. Jeg gik hen til dem; de havde trodset Stormen, medens andre var knækket over eller rykket op med Rode og slæbt langt bort af Stormen. Nogle Lys bevægede sig hid og did — her måtte altså være Mennesker, og jeg skyndte mig hen til dem. Hvor forbavsede de blev ved Synet af mig! De stirrede på mig, som kunne jeg være et Genfærd. Søen tordnede endnu, så at vi måtte råbe højt for at gøre os forståelige for hinanden.

Det var Fiskere. Stormen havde kastet Skibet ind mod Tortugas-Øerne — mod den Ø, på hvilken Fort Jefferson ligger. I dette Fort var for Tiden konfødererede Krigsfanger internerede.

Fiskerne tog sig meget venligt af mig og forsynede mig med tørt Linned og de nødvendigste Klædningsstykker; jeg var nemlig halvt afklædt, da jeg blev revet over Bord. Så gav de sig til at lede efter skibbrudne; ialt blev der fundet seksten Personer, og hos tre af dem lykkedes det at kalde Livet tilbage: de andre var døde. Da det dagedes, så jeg hele Strandbredden bedækket med Vragstumper; Skibet var knust; kun den forreste Del af Skroget sad endnu fast på den Klippe, mod hvilken Orkanen havde slynget det.

Jeg var altså nu en skibbruden, og det i Ordets fuldeste Forstand, thi jeg ejede nu intet, slet intet mere; Pengene, der skulle have skaffet mig den Glæde at gense, mine kære, lå nu på Søens Bund. Men jeg trøstede mig hurtigt over Tabet — selv var jeg jo da frelst!

Kommandanten på Fortet viste os stor Forekommenhed, og vi fik, hvad vi behøvede; mig skaffede han desuden fri Rejse til New York. Da jeg så atter stod i denne By, var jeg fattigere, end da jeg første Gang betrådte den. Det eneste, jeg ejede, var Mod til at begynde forfra.

Hvorfor jeg tog til New York og ikke til St. Louis, hvor jeg dog havde bekendte, i det mindste gamle Henry, der kunne have rakt mig en hjælpende Hånd? Jo, fordi jeg i Forvejen var ham så megen Tak skyldig og nu ikke kunne lide at komme i endnu større Gæld til ham. Ja, havde jeg bare kunnet stole på, at jeg ville træffe Winnetou der! Men det var alt andet end sikkert. Hans Jagt på Santer kunne trække ud i Månedsvis; hvor skulle jeg søge ham i al den Tid? Jeg var fast besluttet på at opsøge ham siden, men så måtte jeg vende mig mod Vest, mod Puebloen ved Rio Pecos, og for at kunne det, måtte jeg først klare mig selv. Under de forhåndenværende Omstændigheder ville dette bedst kunne lykkes mig i New York.

Heri tog jeg ikke fejl. Heldet fulgte mig. Jeg gjorde Bekendtskab med den meget agtværdige Mr. Josy Taylor, Chefen for det dengang berømte private Detektiv-Korps, og bad om Optagelse i det. Da han hørte, hvem jeg var, og hvad jeg havde taget mig til i den sidste Tid, svarede han, at han ville gøre et Forsøg med mig til Trods for, at jeg var en Tysker. Han anså nemlig Tyskerne for mindre godt skikkede til Opdagertjeneste, men det lykkedes mig ved enkelte heldige Kup, som jeg dog mere skyldte Tilfældigheder end min Skarpsindighed, at vinde hans Tillid i den Grad, at han til sidst viste mig særlig Velvilje og ligefrem foretrak mig ved sådanne Lejligheder, hvor der var Udsigt til et let Resultat og dog en stor Dusør.

En Dag blev jeg efter Appellen kaldt ind i hans Kabinet, hvor der sad en ældre Herre med et meget bekymret Udseende. Chefen præsenterede ham for mig som Bankier Ohlert, der havde henvendt sig til os i et Familieanliggende. Sagen var af meget bedrøvelig Natur for ham personlig og skadede hans Forretning overordentligt.

Han havde en Søn ved Navn William, 25 År gammel og ugift, hvis Forretnings-Dispositioner havde samme Gyldighed som Faderens. Denne var gift med en tysk Dame og selv af tysk Afstamning. Sønnen, der havde Hang til Drømmeri og var lidet handledygtig, havde mere givet sig af med videnskabelige Værker, Skønlitteratur og Bøger af metafysisk Indhold end med Hovedbogen og anså sig ikke blot for en stor Lærd, men også for en Digter af Rang. I denne Opfattelse var han blevet bestyrket ved, at enkelte tyske Aviser i New York havde optaget nogle af hans Digte. På en eller anden Måde havde han fået den Ide at ville skrive en Tragedie, hvis Helt skulle være en vanvittig Digter. For at kunne skrive den, havde han ment at måtte studere Vanviddet og havde anskaffet sig en Del Bøger, der omhandlede dette. Den frygtelige Følge heraf blev den, at han lidt efter lidt identificerede sig med denne Digter og til sidst troede, at han selv var vanvittig. For kort Tid siden havde hans Fader så lært en Læge at kende, der foregav at have til Hensigt at grunde en Helbredelsesanstalt for Sindssyge. Han påstod, at han i mange År havde været Assistent hos berømte Sindssygelæger, og vidste at indgyde Bankieren en sådan Tillid, at denne bad ham gøre hans Søns Bekendtskab for at prøve, om Omgangen med ham kunne have nogen heldig Indflydelse på den unge Mands mentale Tilstand.

Fra den Dag af udviklede der sig et varmt Venskab mellem Lægen og den unge Ohlert; Resultatet blev det meget overraskende, at de begge en skønne Dag pludselig forsvandt. Nu først indhentede Bankieren nøjagtige Oplysninger om Lægen og fik til sin Skræk at vide, at denne var en af disse Fuskere i Lægefaget, hvoraf det vrimler i de forenede Stater.

Taylor, min Chef, spurgte, hvad den foregivne Sindssygelæge hed, og da Navnet Gibson og hans Bopæl blev nævnt, var vi på det rene med, at det var en gammel bekendt af os, som jeg længe havde haft i Kikkerten i et andet Anliggende. Jeg havde endog et Fotografi af ham. Da jeg viste Ohlert det, genkendte han straks sin Søns tvivlsomme Ven og Læge.

Denne Gibson var en Svindler af første Klasse og havde, som jeg godt vidste, længe drevet sit Uvæsen snart som dette og snart som hint rundt om i de forenede Stater og Mexico. I Går var Bankieren gået hen på hans Bopæl og havde her fået oplyst, at Gibson havde betalt sin Gæld og var rejst bort, hvorhen vidste ingen. Bankierens Søn havde taget en betydelig Sum kontante Penge med sig, og i Dag var der fra en Forretningsforbindelse i Cincinnati indløbet telegrafisk Meddelelse om, at William havde hævet fem tusind Dollars der og derpå var rejst videre til Louisville for at hente sin Forlovede. Det sidste var naturligvis en Løgn.

Der var al Grund til at tro, at Lægen havde bortført sin Patient for ved hans Hjælp at komme i Besiddelse af store Summer. William var kendt med de mest fremragende Pengemænd i sin Branche og kunne få så mange Penge, han ønskede, hos dem. Derfor gjaldt det om at få Fingre i Forføreren og bringe den syge hjem.

Denne Opgave blev nu betroet til mig. Jeg fik fornødne Fuldmagter og Anvisninger og desuden et Fotografi af William Ohlert og dampede af Sted, først til Cincinnati. Da Gibson kendte mig, så medtog jeg forskellige Rekvisitter, som jeg kunne få Brug for, hvis jeg ville forklæde mig.

I Cincinnati opsøgte jeg vedkommende Bankier og fik her at vide, at Gibson ganske rigtig havde været i Selskab med William Ohlert. Derfra gik Turen til Louisville, hvor jeg fik opsnuset, at begge havde løst Billet til St. Louis. Naturligvis rejste jeg samme Vej, men først efter megen forgæves Søgen fandt jeg atter deres Spor. Min gamle Ven Henry var mig behjælpelig hermed — ham havde jeg selvfølgelig først opsøgt. Han var ikke lidt forbavset ved at gense mig som Opdager, beklagede, at jeg havde mistet mine Penge og tog det Løfte af mig, at jeg, når jeg havde løst denne Opgave, ville drage ud i det vilde Vesten igen. Der skulle jeg prøve hans nyopfundne Repetergevær.

Ohlert og Gibson var taget med en Mississippi-Damper til New Orleans, og jeg måtte altså samme Vej. Ohlert senior havde givet mig en Fortegnelse over de Huse, han stod i Forretningsforbindelse med. I Louisville og St. Louis gik jeg op til dem og fik at vide, at William havde været hos dem og hævet Penge. Det samme havde han gjort hos to Forretningsvenner i New Orleans; de øvrige advarede jeg og bad dem sende Bud til mig, hvis han atter skulle indfinde sig.

Det var alt, hvad jeg fik udrettet, og nu stod jeg midt i Folkesværmen, der bølgede gennem New Orleans’ Gader. Det forstår sig af sig selv, at jeg først havde henvendt mig til Politiet, og nu havde jeg intet andet at gøre end ganske roligt at afvente, hvad de Godtfolk fik ud af deres Søgen. For dog ikke helt at ødsle Tiden bort, drev jeg søgende om i Mørket. Måske kom Tilfældet mig til Hjælp på en eller anden Måde.

New Orleans har en decideret sydlandsk Karakter, især i de gamle Dele af Byen. Her finder man snavsede Gyder og Huse med Verandaer og Balkoner. Her fører Tusinder en lyssky Tilværelse. Alle mulige Nuancer i Ansigtsfarven møder man her, lige fra gullig-hvidt til det dybeste Negersort. Lirekassemænd, vandrende Sangere og Guitarspillere afleverer her deres øresønderrivende Præstationer. Mænd råber, Kvinder hviner; hist står en vred Matros og trækker en Kineser, der giver ondt af sig, i Hårpisken; her tamper to Negre hinanden af Hjertens Lyst, omringet af en Kreds af leende Tilskuere. På Gadehjørnet der henne tørner to Dragere sammen, smider øjeblikkeligt deres Byrder og farer i Totterne på hinanden. En tredje kommer til, vil stifte Fred, men får af begge de Prygl, som oprindelig ikke var tiltænkt ham.

Et ulige bedre Indtryk gør de mange små Forstæder, bestående af lave, nette Villaer, hver med sin lille pænt holdte Have, i hvilken der vokser Roser, Palmer, Oleander, Pæretræer, Figner, Ferskener, Oranger og Citroner. Der finder Beboeren Ro og Hygge, når han træt vender hjem fra den larmende By.

Livligst går det naturligvis til nede ved Havnen. Der vrimler det af Skibe og Småfartøjer. Kæmpemæssige Uldballer og Tønder ligger opstablet, og rundt om mellem dem færdes Hundreder af Arbejdere. Det er, som befandt man sig på et af Ostindiens Bomuldsmarkeder.

Jeg travede om i Byen og havde hele Tiden Øjnene med mig — forgæves. Det var imidlertid blevet Middag og voldsomt varmt. Jeg stod til sidst midt på den smukke Common Street, da Skiltet uden for en tysk Ølhal pludselig tiltrak sig min Opmærksomhed. En Slurk Pilsner kunne gøre godt i denne Hede. Jeg gik der ind.

Der var propfuldt af Gæster. Først efter lang Søgen fandt jeg helt henne i et Hjørne en Stol, der stod tom. Foruden den stod der endnu en Stol ved et lille Bord, og på denne sad en Mand, hvis Ydre var vel skikket til at skræmme Folk bort fra den tomme Stol. Jeg gik alligevel hen og spurgte høfligt om Tilladelse til at benytte det ledige Sæde.

Et næsten medlidende Smil gled hen over min Bordfælles Ansigt. Han målte mig med et prøvende, halvt foragteligt Blik og spurgte:

„Har I Penge hos Jer?"

„Selvfølgelig!" svarede jeg, forbavset over dette Spørgsmål.

„Så er I vel Mand for at betale både Øllet og den Plads, I vil have?"

„Å ja."

„Well, hvorfor beder I så mig om Tilladelse til at måtte sætte Jer her? Jeg kalkulerer, at I er en Dutchman og Greenhorn her i Landet. Jeg gad se den, der vovede at hindre mig i at sætte mig, hvor jeg finder for godt! Sæt Jer altså ned, læg Jeres Ben, hvor I har Lyst, og giv den, der gør Vrøvl derover, straks en på Skallen!"

Jeg må oprigtig tilstå, at denne Mands Måde at være på imponerede mig i høj Grad. Jeg følte, at Blodet steg mig til Kinderne. Strengt taget var hans Ord fornærmende for mig, og jeg havde en uklar Fornemmelse af, at jeg ikke sådan uden videre burde tage dem for gode Varer — at jeg i det mindste burde gøre et Forsøg på at give igen. Jeg satte mig derfor og svarede:

„Havde I holdt mig for en German (Tysker), så havde I truffet det rette, Master; Betegnelsen Dutchman må jeg meget have mig frabedt, ellers kunne jeg nemt komme i den beklagelige Nødvendighed at måtte vise Jer, at jeg ikke er nogen Greenhorn."

„Pshaw! mente han rolig, „I ser såmænd ikke synderlig durkdreven ud. Anstreng Jer bare ikke for at komme i Harnisk, det ville være spildt Ulejlighed. Jeg mente ikke noget slemt med det, jeg sagde, og har ondt ved at tænke mig Jer i Relief over for mig. Old Death er ikke den Mand, der bliver bragt ud af sin Sindsligevægt ved Trusler om dit eller dat.

Old Death! Aha, så det var Old Death! Jeg havde tit hørt Tale om denne ligefrem berømte Westman. Hans Navn hørtes ved alle Lejrbål hinsides Mississippi, og selv til Østens Byer var det trængt frem. Hvis kun en Tyvendedel af alt det, der blev fortalt om ham, var sandt, så var han en Jæger og Stifinder, som man måtte tage Hatten af for. En hel Menneskealder havde han tumlet sig ovre i Vesten, og trods alle Farer, han havde været udsat for, var han sluppet derfra uden Skrammer. Han blev derfor af alle overtroiske anset for at være skudfri.

Hans rette Navn var der ingen, der kendte. Old Death var hans nom de guerre: han havde fået det på Grund af sin usædvanlig ranglede Skikkelse. „Den gamle Død"! Da jeg så ham sidde foran mig, forstod jeg, hvorfor man havde døbt ham således.

Han var meget, meget lang, og hans ludende Krop syntes kun at bestå af Skind og Knogler. Hans Læderbenklæder slubrede omkring de tynde Ben. Jagtskjorten, der ligeledes var af Læder, var i Tidens Løb skrumpet så meget ind, at Ærmerne ikke nåede længere end halvt ind på Underarmen. Og på denne sidste så man ganske tydelig de to lange Knogler, hvoraf den består, så tydelig, som var det Armen af en Benrad.

En umanerlig lang Dødningehals med Strubehovedet hængende i Huden som i en Lædersæk ragede op fra Skjorten. Og så Hovedet! Der var ikke Fugls Føde på det. Øjnene lå dybt inde i deres Hulninger, og på Issen sås ikke et eneste Hår. De uhyggeligt indfaldne Kinder, de skarpt fremstående Kæbeben, Stumpnæsen med de store, gabende Næsebor — sandelig, det var et Dødningehoved, man kunne falde i Forfærdelse over, hvis man uventet kom til at stå Ansigt til Ansigt med det. Synet af ham virkede ligefrem på mine Lugteorganer; jeg syntes bestemt at kunne mærke Liglugt, Dunsten af Svovlbrinte og Ammoniak. Så man kunne ved Synet af ham meget let tabe Appetitten både til at spise og drikke.

På Gulvet ved Siden af ham lå en Saddel med alt Tilbehør, og op ad Stolen stod lænet en af disse alenlange Kentuckybøsser, som man nu yderst sjælden ser, fordi de er blevet fortrængt af Bagladerne. Hans øvrige Udrustning bestod af en Bowiekniv og to store Revolvere, der stak op af hans Bælte.

Dette bestod af et Læderhylster, af Form omtrent som en såkaldt „Pengekat", og var hele Vejen rundt behængt med Skalpe. Det måtte vel være Skalpe af Rødhuder, som han havde gjort det af med.

Boardkeeperen bragte mig det forlangte Øl . Da jeg ville føre Glasset til Munden, rakte Jægeren sit frem og sagde: *

„Holdt! Ikke så hidsig, Boy! Lad os først klinke med hinanden. Jeg har hørt, at det er Skik der ovre, hvor I er fra."

„Ja, men kun mellem Venner og Bekendte," svarede jeg, idet jeg tøvede med at efterkomme hans Opfordring.

„Skab Jer bare ikke! Nu sidder vi to sammen her og behøver slet ikke, ikke engang i Tankerne, at knække Halsen på hinanden. Skål altså! Jeg er ingen Spion eller Bondefanger, og I skal ikke være bange for at prøve et lille Kvarters Underholdning med mig."

Det lød ikke så lidt bedre end før; jeg klinkede med ham og sagde:

„Hvad jeg skal anse Jer for, ved jeg meget vel, Sir. Hvis I virkelig er Old Death, så behøver jeg ikke at frygte for at være kommet i dårligt Selskab."

„Så I kender mig? Nå, så behøver jeg ikke at tale om mig selv. Lad os derfor tale om Jer! Hvorfor er I egentlig kommet herover?"

„Af samme Grund som den, der får så mange andre til at rejse herover — for at søge Lykken."

„Naturligvis. Der ovre i det gamle Europa tror Folk, at man her kun behøver at lukke sine Lommer op, så flyver de blanke Dollars ind i dem. Lykkes det virkelig for en eller anden, så skriger Aviserne op om det, men alle de Tusinder, der går til Grunde her i den håbløseste Kamp for Tilværelsen — dem taler man ikke om. Har I måske fundet Lykken eller er I i det mindste på Spor efter den?"

„Jeg tror nok, jeg kan sige ja til det sidste."

„Så hold bare skarpt Udkig og pas på, I ikke taber Sporet af Syne! Jeg ved bedre end mangen anden, hvor vanskeligt det er at holde fast på det Spor. I har muligvis hørt om, at jeg er en Scout, der kan tage det op med hvem det skal være, og dog har jeg endnu aldrig fanget Lykken. Tit mente jeg, at jeg kun behøvede at gribe til, men så snart jeg strakte Hånden ud, forsvandt den — Fata morgana!"

Han talte i en sørgmodig Tone og så nu tavs ned for sig. Da jeg ikke kom med nogen Bemærkning til hans Ord, så han lidt efter op og mente:

„Ja, I forstår naturligvis ikke, at jeg kan komme med sådanne Talemåder. Forklaringen er dog ellers meget simpel. Jeg føler mig altid lidt underlig til Mode, sådan — nå, I forstår mig nok — når jeg ser en Tysker, tilmed en ung Tysker, som jeg må sige mig selv også vil — gå til Grunde. For min Moder, ser I, var tysk, og jeg lærte hendes Sprog, så vi kan for den Sags Skyld godt tale tysk med hinanden. Hun var forstandig, og da hun døde, stod jeg på det Punkt, hvorfra man kan øjne Lykken; men jeg ville absolut være klogere og løb derfor den forkerte Vej. Master, vær klogere, end jeg har været! I ser ud til, at det vil gå Jer akkurat som mig.

„Virkelig? Hvordan det?"

„I er for fin; I lugter af Pomade. Hvis en Indianer så Jeres Frisure, ville han styrte død om af Skræk. Ikke en Plet, ikke et Støvkorn er der at se på Jeres Tøj. Det er ikke den rigtige Måde at søge Lykken på ude i Vesten."

„Jeg har heller ikke i Sinde at søge Lykken netop her."

„Ser vi det! Måske I ville være af den Godhed at sige mig, hvilken Stand eller hvilket Fag I tilhører?"

„Jeg har studeret."

Jeg sagde det med en vis Stolthed. Men han så mig lige i Ansigtet med et stille Smil — i hans Dødningeansigt blev det til et hæsligt Grin —, rystede på Hovedet og sagde:.

„Studeret! Uha! Det er I vel svært indbildsk af? Og så er Folk af Jeres Slags netop dem, der er mest bagvendte til at søge Lykken. Det har jeg tit nok erfaret. Har I Beskæftigelse?"

„Ja, i New York."

„Hvilken?"

Han fremsatte Spørgsmålet på en egen Måde, så man næsten ikke kunne undslå sig for at svare. Da jeg imidlertid ikke turde sige ham Sandheden, nøjedes jeg med at sige:

„Jeg er engageret af en Bankier, i hvis Ærinde jeg nu befinder mig her."

„Bankier? Aha! Så er Jer vej jævnere, end jeg havde troet. Hold fast på det, Sir! Det er ikke enhver studeret, der får Plads hos en amerikansk Pengemand. Og tilmed i New York! Det er ingen ringe Tillid, der dér bliver vist en Mand i Jeres unge Alder. Man sender ikke en Mand fra New York til New Orleans, uden at man har Fidus til ham. Glæder mig overordentligt, at jeg har taget fejl af Jer, Sir! Så er det vel en Pengeaffære, I skal bringe i Orden?"

„Sådant