Menneskelivet - en opdagelsesrejse: Hvad vil det sige at være menneske? Et liv i Folkehøjskolen og omegn

By Asbjørn Jakobsen Fanø

Det har altid været folkehøjskolens fornemste opgave at beskæftige sig med de store menneskelige og kulturelle spørgsmål – den menneskelige eksistens. Hvad vil det sige at være menneske? I denne bog føres læseren på en spændende opdagelsesrejse til vise mænds og kvinders tankeverden. Videre går det gennem hovedtræk af nyere tids idéhistorie frem til nutidens aktuelle, brændende kulturspørgsmål, som vurderes og beskrives med idéhistorien i bakspejlet. Hvad er kultur? Hvis man skal begå sig i den moderne debat, er det tvingende nødvendigt at have sin baggrund i orden.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 28, 2014
• ISBN: 9788771458855

Asbjørn Jakobsen Fanø

Født 1939. Læreruddannelse fra Den frie Lærerskole i Ollerup. Supplerende studieophold i Norge, Sverige, Tyskland, Østrig, Frankrig og England. Rejseleder. Freelance medarbejder ved tidsskriftet Skalk. Højskolelærer i 37 år på hhv. Køng Folkehøjskole, Rønshoved Højskole og Seniorhøjskolen i Nr. Nissum. Har undervist 35.000 – 40.000 højskolekursister.

Book preview

Fanø

I. VEJEN TIL FOLKEHØJSKOLEN

1. Barndom og ungdom i korte træk

Al begyndelse er svær

Min barndom og opvækst havde jeg i Østjylland. Mine forældre havde en mindre gård på 19 hektar på Mollerup Mark ved Laven. Her blev jeg som den ældste i børneflokken født d. 28. juli 1939. Da jeg var fire og et halvt år, mistede jeg min mor ved dødsfald kort efter, at hun havde født min bror. Det, jeg oplevede som tre-fireårig, og som jeg kan huske, står for mig som ret harmonisk. Halvandet år senere giftede min far sig igen, og vores nye mor faldt vist ind i rollen så godt, som man kunne forvente. Det er imidlertid svært at bedømme som voksen længe efter, og som barn kan man ikke sammenligne med noget, man ikke kender. I det nye ægteskab kom der to drenge til.

I moden alder, først efter at jeg er blevet 60 år, er jeg dog efter lange overvejelser kommet til den erkendelse, at tabet af min mor ubevidst har udsat mig for en del traumatiske oplevelser, der satte sig langvarige spor i form af forsagthed, angst og mindreværdskomplekser. Det var uden tvivl en væsentlig årsag til, at jeg i skolen var særlig udsat for mobning. Det var åbenbart, at jeg bl.a. havde svært ved at koncentrere mig om læsning. Moderne psykologer ville helt sikkert have bedømt mig til at have blokeringer i den motoriske udvikling og forskelligt andet. Dette anser jeg for en væsentlig årsag til, at jeg trods betydelig interesse var og er hjælpeløs til musikudøvelse med hænderne. Der gik rigtig mange år, før jeg fik en vis fornemmelse for, hvad rytme er for noget.

Min barndoms skole i Laven var nok efter tidens forhold temmelig almindelig, men den var kedelig. Den var fantasiforladt og uinspirerende. Mobning trivedes i stor stil og hørte til dagens orden. Det var dengang noget, som lærerne ikke interesserede for. Skriftlig dansk og regning var jeg ret god til, men i skriftlig dansk lavede jeg af og til bevidst fejl for at imødegå mobning. Fejlfri opgaver kunne give problemer.

Allerede i min skoletid 1947 – 54 kunne man iblandt møde en lærer, der hyldede det lighedsprincip, som undervisningsminister Ritt Bjerregaard (f. 1941) langt senere gjorde sig berømt med: Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære. Det gik alvorligt ud over min regneundervisning. Gang på gang blev jeg sat tilbage i regnebogen for at følges med de svageste med det resultat, at jeg ved afslutningen af skolen manglede omkring et års pensum i at have gennemgået det normerede. Det blev senere indhentet på efterskoleophold. De sidste halvandet år havde jeg heldigvis en dygtig lærer til dansk, hvor jeg lærte rigtig meget.

Min skolegang var som helhed ikke en dans på roser. Den bød iblandt på mange traumatiserende oplevelser, som det ikke er behageligt at komme ind på. Da jeg forlod folkeskolen efter syv års skolegang som fjortenårig, var jeg så træt af skole, at jeg svor for mig selv, at jeg aldrig mere ville sætte mine ben i en skole. Det var dengang meget få, der kom i realskole, som var første trin til en videre uddannelse. Der var vist en eller to i min klasse, der kom i realskole. Under mere normale omstændigheder ville det have været oplagt for mig, men med de mange dårlige skoleoplevelser i bagagen var det utænkeligt.

En dreng, som gik et par årgange under mig, var også dygtig til regning, og vi lavede store hovedregningsopgaver med hinanden i frikvartererne, hvor vi regnede med både millioner, milliarder og billioner. Han hed Ralph Florentin Nielsen (1942 – 95) og ville være astronom. Det blev han, endda temmelig berømt. Han opnåede at blive kaldt landsmåler i himlen og at få en asteroide opkaldt efter sig. Den hedder Ralph. I mit stille sind drømte jeg om at blive meteorolog eller geodæt, men alt sådan noget kunne man kun blive ved at fortsætte skolegangen, og det var altså ikke sagen på det tidspunkt.

Af mine forældre lod jeg mig dog overtale til et femmåneders efterskoleophold på Galtrup Efterskole på Mors, men heller ikke det blev nogen succes. Derefter arbejdede jeg nogle år ved landbrug, men ikke af lyst. Det forekom mig træls og kedsommeligt. Det var dengang med en arbejdsuge på 65 – 70 timer, hvoraf meget var hårdt fysisk arbejde. Fritiden var således begrænset til hver anden søndag. For at udnytte den knapt tilmålte fritid, stod jeg om sommeren tit op ved fire-femtiden om morgenen på frisøndagene for at få noget ud af dagen. Det lå i luften, at jeg skulle noget andet, men jeg vidste ikke hvad.

Årene med landbrugsarbejde blev afbrudt af seksten måneders militærtjeneste ved flyvevåbnet 1958 – 60. Set på som helhed er der som regel ikke meget menneskeligt opløftende ved militærtjeneste, men jeg oplevede et godt kammeratskab. Efter rekruttiden på Flyvestation Karup blev jeg uddannet til militær polititjeneste. Lederen af politikurset, der varede en måned, var en løjtnant Søndergaard. Han var en undtagelse fra den almindelige kæft, trit og ret-holdning ved militæret. Han var et sympatisk menneske og uden tvivl en personlighed. Han krævede disciplin og orden, men havde samtidig pædagogisk talent. Derfor kunne han skabe stor respekt omkring sig uden at råbe højt, men alene ved sin personlighed og væremåde. Vi menige blev behandlet med værdighed, og vi kunne spørge ham om hvad som helst. Søndergaards og hans medarbejderes undervisning bestod i elementært politiarbejde og færdselsregulering, men samtidig fik vi indsigt i almen menneskekundskab på en måde, der gjorde det interessant. Efter politikurset blev jeg flyttet til Flyvestation Tirstrup, hvor jeg i et år var beskæftiget med vagt- og kontroltjeneste af meget forskellig art. Her kom jeg i stort omfang i kontakt med civile, der færdedes til og fra arbejde, og her opstod nok den første spirende interesse for at have med mennesker at gøre.

Efter militærtjenesten tog jeg i sommeren 1960 arbejde på en gård i Norge. Det blev en speciel oplevelse, da det viste sig, at gårdmanden havde været nazist under krigen og tilsyneladende var det endnu. Under krigen havde han meget velvilligt samarbejdet med tyskerne og tjent mange penge på det, hvilket naboerne kunne fortælle om. Sporene var endnu tydelige. I stabburet var der stadig malet store hagekors på væggen, og der fandtes mange kornsække med hagekors på. Hvis han havde ændret indstilling, ville disse hagekors jo være blevet fjernet. På en bænk i spisekøkkenet, hvor der lå forskellige aviser og blade, lå der et nazistisk blad, som han åbenbart abonnerede på. Efter krigen var han som landssviger blevet dømt til tre års straffearbejde, som han aftjente ved genopbygningen af det afbrændte og totalt ødelagte Nord-Norge.

Han var psykisk skadet i alvorlig grad. Han var opfarende, meget urimelig og utilregnelig. Hvad der var hovedårsagen er ikke til at vide, men oplevelsen af, at hans tro på nazismen havde slået fejl samt afstraffelsen, har været en alvorlig sag for ham. Under de tre års fravær havde konen styret gården med fast hånd, og på grund af hans psykiske ustabilitet var han ikke i stand til at varetage ledelsen på betryggende vis, så hun måtte jævnligt gribe ind. Det var en svær situation.

Det var en efter norske forhold stor og solid gård, men hvad der i sin tid havde ført ham ind i nazismen er ikke til at vide. Tankevækkende var det imidlertid, da jeg få år senere i litteraturundervisning læste den norske forfatter Sigurd Hoels (1890 – 1960) roman Mødet ved milepælen (1947). Her er et hovedtema spørgsmålet om, hvorfor nogen nordmænd blev nazister og landssvigere under den anden verdenskrig. En af hovedpersonerne i romanen er et næsten fuldstændigt billede af den gårdmand, jeg oplevede, og det viser, at romanen giver et autentisk billede af forholdene, som de var. Men noget svar gives ikke. Hvorfor handler mennesker, som de gør? Livets veje er ofte uransagelige.

Derefter fulgte endnu et år med landbrugsarbejde i Danmark, inden jeg i efteråret 1961 tog på højskole.

2. Hvorledes jeg blev højskolelærer

Opdagelsesrejsen begynder

Højskolens betydning i min familie

Det er næppe helt tilfældigt, at jeg endte med at blive højskolelærer. Allerede mine bedsteforældre var stærkt optaget af højskolen og Grundtvig, som i deres ungdom var en næsten nærværende person. Min morfar, der var gårdmand, havde i sin ungdom været på Mellerup Højskole. Han havde et stort billede af Grundtvig hængende over sit skrivebord, og han forsømte ikke nogen lejlighed til en debat om aktuelle folkelige og kirkelige spørgsmål.

Det faldt sådan ud, at min farfar på grund af stor aldersforskel mellem generationerne var død som 81-årig adskillige år før, at jeg blev født, så jeg har aldrig mødt ham. Alligevel har han på en mærkelig måde nok haft indflydelse på min tilværelse gennem det, som jeg har fået fortalt om ham.

Min farfars interesse for Grundtvig og højskolen blev vakt, da han omkring 1870 var tjenestekarl og kusk i Bering Præstegård i Østjylland hos præsten Jørgen Teilmann (1835 – 1919), der var grundtvigianer. På køreturene med præsten fik de megen god snak, og Teilmann anbefalede stærkt min farfar at tage på højskole. I vinteren 1871 – 72 var han så elev på Testrup Højskole hos Jens Nørregaard (1838 – 1913), der havde deltaget i krigen i 1864, og som efterfølgende i højskolearbejdet var stærkt optaget af den nationale og folkelige genrejsning efter 1864. Han prægede sine elever i retning af at blive ansvarsbevidste, demokratiske samfundsborgere, der var parate til at forsvare landet og friheden.

Højskoleopholdet har uden tvivl gjort et uudsletteligt indtryk på min farfar. Han blev efter tidens forhold en vågen, ansvarsbevidst og engageret samfundsborger, der under højrelederen J. B. S. Estrups (1825 – 1913) diktatur sidst i 1880-erne aktivt arbejdede for folkelig og demokratisk frihed. Estrup havde sat Rigsdagen ud af spillet, og det måtte demokratisk set betragtes som et forræderi, man måtte se alvorligt på. For mange demokratisk og frihedsbevidste borgere blev det et samvittighedsspørgsmål. Min farfar var med i den kreds af mennesker, der forberedte sig på, at man eventuelt kunne blive nødsaget til med våbenmagt at skaffe sig af med Estrup-styret. Han deltog således i Riffelbevægelsens arbejde med tilhørende skydeøvelser.

Da Grundtvigs Udvalgte Skrifter redigeret af Holger Begtrup (1859 – 1937), svarende til ti tykke bind, udkom i 1904 – 09, subskriberede min farfar på dem, og de er læst så grundigt, at de er slidt til laser og løse blade. Det kan jeg til enhver tid se, for de ligger i et skab hos mig og venter på restaurering. Dette overkom min farfar til trods for, at hans daglige arbejde bestod i at slide for udkommet på en mager sandjordsejendom. Denne farfar, som jeg aldrig har mødt, har givetvis ad indirekte vej sin andel i, at folkehøjskolen er blevet min verden, idet hans interesser og engagement blev righoldigt videreført af min far og den øvrige familie.

Mine forældre havde begge to været på højskole i deres unge dage. Min far var på Danebod, hvor FredeTerkelsen (1894 – 1958) var forstander. Min mor havde været både på Vallekilde og Askov, og det havde for dem begge været en oplevelse for livet. Da min mor døde, og min far nogen tid efter giftede sig igen, var hans nye kone og min nye mor igen en kvinde, der havde været på højskole, nemlig Danebod. For dem alle tre gjaldt det, at de næsten dagligt omtalte deres højskoletid i en eller anden sammenhæng. Det var tydeligt, at de under deres højskoleophold havde modtaget en inspiration og kraft, der varede ved livet igennem.

Det var karakteristisk, at Højskolesangbogen blev brugt flittigt, som regel hver søndag, og ved familiesammenkomster blev der sunget mindst otte til ti sange. I tilfælde, hvor der var to melodier til sangene, blev den nyeste næsten altid benyttet. Det har betydet, at jeg langt senere som voksen er blevet nødsaget til at lære gamle melodier, som jeg ikke vidste eksisterede.

Som helt ung tog jeg en overgang nogen afstand fra højskolesnakken, og jeg havde jo unægtelig hørt på meget af den. En stor appetitvækker var det dog, at jeg i 16-års alderen blev tilbudt at tage med til foredragsmøder et par gange om året. Det var spændende højdepunkter, og jeg husker især deltagelsen i efterårsmøder på Ry Højskole, der lå kun få kilometer fra mit hjem. Vi hørte to til tre foredrag af kendte højskolefolk, heriblandt højskolens forstander Johannes Terkelsen (1895 - ?) og der blev sunget vældigt ind imellem. De første gange forstod jeg nok ikke det hele, men jeg husker tydeligt den højstemte atmosfære, der var ved disse møder. Her var folk sammen om noget virkelig stort og indholdsrigt, der gav dem oplevelser og livskraft til kommende dage.

Elev på Rønshoved Højskole

Da jeg var fyldt 22 år, blev jeg klar over, at jeg måtte prøve højskolen. Det blev til, at jeg skrev brochurer hjem fra fire højskoler, og jeg valgte Rønshoved Højskole i Sønderjylland, hvor Hans Haarder (1905 – 90) var forstander. I første omgang deltog jeg i skolens femmåneders vinterkursus 1961 – 62. Det blev mit livs til daværende tidspunkt største oplevelse. For første gang i mit liv oplevede jeg, at skolegang hver dag kan være en positiv og glædelig oplevelse. Livet fik værdier, som det ikke havde haft før. Det var her, at jeg fik åbnet min bevidsthed og fornemmelse for, at menneskelivet kan opleves som en opdagelsesrejse.

Det vil føre for vidt at gå i detaljer med en beskrivelse af undervisningen, men den var meget alsidig og righoldig. Levende foredrag om Danmarkshistorie, verdenshistorie, samfundsforhold og litteratur. I danskundervisningen var der grundig skriftlig træning og gennemgang af betydelig litteratur. Der var regneundervisning og andre færdighedsfag, og frem for alt var der masser af sang efter højskolesangbogen. Fællesnævneren for det hele var, at alt var tilrettelagt på en måde, så hver eneste dag oplevedes som en festdag. Derved opstod der et stærkt fællesskab og kammeratskab mellem os elever.

Opholdet på Rønshoved Højskole gav et så afgørende skub til min åndelige og personlige udvikling, at der skete store ting i løbet af kort tid. Den inspiration, jeg modtog, medførte, at jeg efter to en halv måned besluttede mig for at læse til lærer. Når det fra begyndelsen lå i luften, at jeg ville være højskolelærer, var motivet vist lidt uklart, men det hang sikkert sammen med, at jeg kun kendte til kedelige erfaringer med børneskole og forbandt ubehag med denne. Til gengæld oplevede jeg nu, hvordan en inspirerende højskoleundervisning kunne være en befrielse og en redning, der gjorde livet meget mere værd at leve. Min indre konklusion var derfor den, at jeg så en livsopgave i at bidrage til, at så mange som muligt kunne få et spændende og indholdsrigt liv.

En af de interessante lærere på Rønshoved, Lars Skriver Svendsen, var praktikant fra Den frie Lærerskole i Ollerup, og han mente, at det var noget for mig at søge optagelse dér, hvilket ville være oplagt, når jeg satsede på højskoleundervisning. Min ansøgning blev sendt, hvorefter jeg var til optagelsessamtale og blev optaget. I mellemtiden deltog jeg i et supplerende tremåneders kursus på Rønshoved, hvor vi især beskæftigede os med studieforberedende undervisning.

Den frie Lærerskole

I august 1962 mødte jeg på Den frie Lærerskole i Ollerup på Sydfyn. Et hovedpunkt i optagelsesbetingelserne var, at man skulle have mindst et års erhvervserfaring. Meningen med dette var dels, at det skulle give bedre mulighed for at sætte den teoretiske lærdom i forbindelse med virkelighedens verden, og dels et pædagogisk sigte, der skulle give mulighed for, at man som lærer var bedre rustet til at sætte sig ind i børns og voksnes daglige livsvilkår.

Uddannelsen varede fem år inklusive praktik, og det blev nogle rige år fyldt med megen lærdom og mange oplevelser. Det var skolens hovedformål at uddanne lærere til friskoler, efterskoler og højskoler. Derfor var det et led i uddannelsen, at de fleste studerende boede og spiste på skolen. Det gav et levende og inspirerende fællesskab både omkring undervisningen og alle andre aktiviteter. I praksis oplevedes det i mange henseender som et flerårigt højskoleophold. Meningen med dette var naturligvis, at det skulle være en vigtig del af den pædagogiske erfaring, som vi skulle have med ud i vort arbejde.

Den frie Lærerskoles forstander var dengang Harald Bredsdorff (1902 – 79), der var en særpræget, men meget givende personlighed. Han var teolog og underviste i bibelkundskab. Hans undervisning gav en bred og mangesidig indsigt i Bibelen og dens tekster, som han havde et fordomsfrit syn på. Der var ansat omkring ti lærere på skolen. De, der fik størst betydning for mig, skal nævnes.

Niels Marinus Jensen er den, der står øverst på listen. Han underviste i verdenshistorie, samfundsfag og filosofi. Han var en stor begavelse og meget inspirerende. Han var uhyre flittig, altid meget grundigt forberedt og gav sig selv fuldt ud. Når vi studerende kunne mærke dette, følte vi, at vi også måtte anstrenge os med forberedelserne til hans timer. Det var således en effektiv og meget givende undervisning. Hans viden og indsigt i verdenshistorie var imponerende. Den interesse, jeg i forvejen havde for historie, blev stærkt udviklet gennem hans undervisning.

Johannes Jensen var lærer i nordenshistorie og botanik. Han var en glimrende fortæller og meget inspirerende. Gerda Stenbæk Christiansen var lærer i forskellige naturfag: geografi, geologi, biologi, fysiologi, zoologi og botanik. Hun var et meget alsidigt menneske, der også var meget inspirerende. Hendes undervisning gav indsigt i mange af naturens forhold, som jeg ikke før havde kendt noget til. Mest givende for mig var nok hendes indføring i geologiens verden. På en uges ekskursion til Bornholm fik vi gennemgået hele geologiens historie ved fund af materialer fra de forskellige perioder.

Til dansk og litteratur havde jeg Svend Aage Bülow. Han var fagligt meget dygtig og temmelig krævende, men det betød, at vi fik en grundig undervisning. Vi gennemarbejdede det danske sprogs grammatik til sidste detalje, og vi skulle selv i gruppearbejde lave en komplet dansk grammatik med mange eksempler til undervisningsbrug. Vi skrev naturligvis dansk stil og lavede mange andre opgaver. En stor part af dansk litteraturs hovedværker blev gennemgået. Bülows undervisning gav virkelig et solidt grundlag for at undervise i dansk.

Undervisningen på Den frie Lærerskole var tilrettelagt sådan, at lærernes notater om alle vore præstationer indgik i en helhedsbedømmelse. Vi gik således ikke til eksamen ved hvert skoleårs slutning, men man kan på en måde sige, at vi var til eksamen hver gang, vi afleverede en opgave, enten den var mundtlig eller skriftlig. Ved uddannelsens slutning fik vi så en udførlig udtalelse baseret på en helhedsbedømmelse.

Det ene af de fem år på skolen var afsat til praktik, supplerende kurser eller anden virksomhed. Betingelserne for året var, at man skulle undervise i mindst fem måneder. For mit vedkommende var det skoleåret 1964 – 65. Først brugte jeg to måneder på at læse dansk litteratur ud fra den liste, vi havde fået udleveret af Bülow. Min praktik kom til at foregå på Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum. Det drejede sig om fem måneders vinterskole for drenge fra november til slutningen af marts. Her underviste jeg i dansk, regning og geografi m.m.

Skalks Rejsetjeneste

Fra 1. april 1965 og to en halv måneder frem fik jeg via bekendtskab arbejde på tidsskriftet Skalk i Århus. Skalk ville oprette en rejsetjeneste, som skulle arrangere rejser, der lagde hovedvægten på historiske og arkæologiske seværdigheder. I første omgang ville man arrangere en rejse til Skåne og en til Norge. Min ansættelse gik ud på, at jeg de første to en halv måneder skulle lave forskningsarbejde omkring historiske og arkæologiske seværdigheder i Sydnorge for derpå i sommermånederne at være rejseleder på en række ture derop. Det blev nogle spændende og lærerige måneder. Der var bare det ved det, at Skalk var for tidligt på færde med kulturhistoriske rejser. Det spændende rejseoplæg fængede ikke hos publikum. Der afgik kun en enkelt rejse til Skåne, men rejserne til Norge blev slet ikke til noget. Det var naturligvis en skuffelse for mig.

Bortset fra det var tiden hos Skalk noget af det mest lærerige, jeg nogen sinde har oplevet. Skalk er anerkendt som videnskabeligt tidsskrift ved universiteterne, og derfor stilles der høje krav til arbejdet. Det betød, at jeg straks fik et lynkursus i reglerne for videnskabeligt forskningsarbejde, der bl.a. går ud på, at man skal følge alle relevante henvisninger i den anvendte litteratur og blive ved, indtil man ikke kan komme længere. Skalk kautionerede for mig som låner på Statsbiblioteket, som jeg lærte at bruge. Det var en oplevelse for sig.

Min hovedopgave blev at udforske en del af de udvalgte seværdigheder på Norgesrejsen. Det drejede sig specielt om en række stavkirker, som jeg læste alt om ved hjælp af bøger fra Statsbiblioteket og andre danske biblioteker. Dertil fik jeg skrevet bøger hjem fra Universitetsbiblioteket i Oslo. Forskningsarbejdet skulle munde ud i, at der skulle laves en brochure på fire A 5 sider til hver seværdighed på turen. Kravet var, at der skulle stå så meget som muligt i brochurerne, men det måtte ikke være tørt. Her var redaktør Harald Andersen (1917 – 2005) en særdeles krævende læremester i formulering af det danske sprog. Han krævede samtidig dokumentation for alle oplysningers korrekthed til mindste detalje.

Når jeg var på redaktionen for at aflevere skrevet materiale, blev det gennemgået linje for linje, og han spurgte mig: Hvor har du det fra? – Og hvor har du det fra? Det nødvendiggjorde et omfattende og detaljeret noteapparat. Harald Andersen var en meget seriøs forsker og tillige perfektionist. Alt arbejde skulle være af topkvalitet. Intet mindre. Med sin væremåde og indstilling til tingene aftvang han sig på en positiv måde stor respekt fra sine medarbejdere. Aldrig har jeg lært så meget på så kort tid som hos Harald Andersen.

Undervejs i forløbet var min kollega Anders Willemoes Nielsen og jeg på en tolv dages undersøgelsesrejse til Norge. Her skal kun nævnes hovedpunkter af formålet. Vi skulle gennemrejse hele rejseruten og undersøge alle besøgssteder, så intet kom bag på mig, når jeg senere skulle komme med rejsedeltagerne. Vi skulle besøge alle hoteller, der skulle benyttes, og lave aftaler med dem.

For at få de sidste nye forskningsresultater med besøgte vi universiteterne i Bergen og Oslo, hvor vi talte med de førende professorer inden for arkæologi og middelalderhistorie. I Bergen var det arkæologerne Asbjørn E. Herteig (1919 – 2006) og Anders Hagen (1921 – 2005); sidstnævnte var medredaktør af Vårt folks historie og forfatter til første bind om oldtid og tidlig middelalder. I Oslo var det Martin Blindheim (1916 – 2008), der var specialist i stavkirkernes billedristninger, og runeforskeren Aslak Liestøl (1920 – 83); sidstnævnte besøgte vi i laboratoriet, hvor han var i gang med at analysere de talrige runeinskriptioner på træ fundet ved udgravningen af Bryggen i Bergen. Disse professorer udtrykte alle stor respekt for Skalks arbejde og var meget velvillige til at bidrage med oplysninger. De lagde alle deres arbejde til side og gav sig god tid til at snakke med os.

Rejsens hovedattraktion skulle være den arkæologiske udgravning af Bryggen i Bergen, d.v.s. Bergens havneanlæg fra tidlig middelalder. Udgravningen fandt sted 1955 – 68 og er et af de største udgravningsarbejder, der har fundet sted i Norden. De tusindtallige fund på stedet har bidraget til betydelige mængder ny viden om Nordens historie, søfarten og handelslivet i tidlig middelalder. Under besøget fik vi en grundig rundvisning af arkæologiprofessor Asbjørn Herteig, der var leder af udgravningen.

Midt i juni blev rejserne til Norge aflyst, da der ikke var tilslutning til dem, og jeg måtte forlade Skalk, før det var planlagt, men det havde været en spændende tid.

Tilbage til Den frie Lærerskole

Derpå var der to studieår tilbage på Den frie Lærerskole, hvor der i stigende grad blev lagt vægt på store opgaver. I historie skrev jeg en større afhandling om Kina og i litteratur en om Willy-August Linnemanns (1914 – 85) forfatterskab.

I juni 1967 dimitterede jeg fra Den frie Lærerskole, og jeg tilhører formodentlig en af de sidste af den kategori af lærere, der blev lærer fra ploven, som det hed dengang. Det vil sige, at jeg kom ind i og gennemførte læreruddannelsen uden et langt forberedende skoleforløb.

I 1967 var det nemt at få stilling, og jeg havde flere tilbud uden at have søgt. Før jeg bestemte mig, deltog jeg i et kursus på en tysk højskole i Rendsburg og et tysk sprogkursus i Mayrhofen i Østrig.

På tysk højskole i Rendsburg

En studiekammerat havde fortalt mig, at Heimvolkshochschule Rendsburg hver sommer inviterede mennesker fra folkeoplysningen i de skandinaviske lande til at deltage i et treugers kursus inklusive en studierejse til Berlin. Det søgte jeg ind på og blev optaget. Det var et tilbud fra tysk folkeoplysning til skandinaver med det formål at give et indblik i efterkrigstidens moderne Tyskland.

Det var et særdeles udbytterigt kursus. Meget dygtige og veltalende tyske højskolelærere gav en præsentation af det nye Tyskland, både det demokratiske Vesttyskland og det kommunistiske Østtyskland. Uden omsvøb blev der givet en seriøs historisk orientering om nazitidens forhold, ligesom det kommunistiske Østtysklands forhold blev nøje gennemgået. Der blev givet en grundig beskrivelse af det nye Vesttysklands samfundsmæssige og politiske forhold. Man mærkede, at det var lærerne magtpåliggende, og at de følte en stærk forpligtelse til at give et billede af det moderne demokratiske Vesttyskland, der smerteligt havde lært af sin fortid. Årene siden har vist, at Tyskland til fulde har levet op til denne målsætning og på visse punkter endda er mere demokratisk indrettet end Danmark. Man følte hos disse højskolelærere en ydmyghed over for det nye