Åndeløs

By Linwood Barclay

En kvinde forsvinder. Hendes mand mistænkes. Sandheden vil gøre dig …
ÅNDELØS

Mens Andrew Mason er på fisketur en weekend, forsvinder hans hustru, Brie, sporløst. De fleste formoder, at Andy er den skyldige – for det er altid ægtemanden, er det ikke? – men politiet er ikke i stand til at rejse tilstrækkeligt med beviser mod ham. Andy går i hundene nogle år – han drikker for meget i et forsøg på at holde sorgen på afstand, og alle hans venner på nær én forsvinder.
Nu er der gået seks år, og Andy har omsider fået styr på sit liv. Han har solgt det hus, han tidligere delte med Brie, og er flyttet væk. Han er godt i gang med at slå rødder sammen med sin nye kæreste, Jayne, og livet er godt.

Men snart går Andys rolige liv op i sømmene. En dag dukker en kvinde op på hans gamle adresse og begynder at råbe forvirret op, da hun ser det nye hus, der er blevet bygget på grunden. Og så forsvinder kvinden – som har en slående lighed med Brie – lige så pludseligt, som hun kom. Politiet bliver underrettet, og så begynder gamle spørgsmål – og dunkle mistanker – at dukke op til overfladen igen.

Kan det virkelig tænkes, at Brie er i live så mange år senere? Og hvis hun er, hvor har hun så været? Inden længe står det klart, at Andy er nødt til at finde ud af, hvad pokker der foregår – af hensyn til fremtiden for både ham selv og dem, han holder af. Spørgsmålet er bare, om han kan holde sig i live længe nok til at finde svarene.

• Language: Dansk
• Publisher: Jentas
• Release date: Dec 5, 2023
• ISBN: 9788742606278

Book preview

Aandeloes_ebook

Åndeløs

Linwood Barclay

Åndeløs

Originalens titel: Take Your Breath Away

© Linwood Barclay 2022

Copyright © Jentas A/S, 2023

Oversættelse: Eva Birklund © Jentas A/S

ISBN 9788742606278

www.jentas.dk

www.mustread.dk

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af © Jentas A/S.

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Published by agreement with The Helen Heller Agency and The Marsh Agency Ltd.

–––

Til Neetha

Også af Linwood Barclay

Ulykken

Klik

Dybt at falde

En efter en

Promise Falls-serien:

Begravede hemmeligheder

Slørede sandheder

De 23

Sidste skud

Prolog

„Vi kan sagtens bare slå dem ihjel, men der findes alternativer, du måske gerne vil overveje."

„Hvis der overhovedet er nogen, sagde Brie Mason. „Det kan også være, at der kun er en.

„Åh," sagde manden med navnet CHARLIE påsyet sine grå overalls, „der er aldrig kun en."

Hjertet sank i livet på Brie. „Er det rigtigt?"

Charlie sad på knæ foran køkkenvasken, hvor de nedre skabslåger var åbne, og lyste derind med en lommelygte.

„Tja, mus er ikke ligefrem enspændere, hvis du forstår, hvad jeg mener. De er sociale småkravl, og de kan godt lide at være sammen med andre små musebasser. Charlie kneb øjnene sammen. „Jeg kan se det, der godt kunne være et par små klatter omme bag låsen.

„Jeg har ikke sat nogen lås på," sagde Brie.

„Ikke den slags lås, sagde Charlie. „Vandlåsen, under vasken.

„Nå ja, selvfølgelig, sagde Brie og tænkte, at hun burde vide bedre, i betragtning af at hendes mand var entreprenør. Hun lænede sig tilbage mod køkkenøen med armene krydset over brystet i en påtaget supervisor-stilling. „Så med klatter mener du efterladenskaber?

„Det ser sådan ud, sagde han. „Har I haft mus før?

„Ikke hvad jeg ved af, men vi har ikke boet her så længe. Kan du sige noget om, hvor gamle de efterladenskaber kan være?"

Charlie kluklo. „Jeg ved ikke ligefrem, hvordan man kulstofdaterer dem eller noget. Hvis du ikke er sikker på, I har mus, hvad fik dig så til at ringe?"

„Jeg syntes, at jeg hørte noget i går aftes, sagde hun. „Noget, der rumsterede rundt. Jeg sad i køkkenet, og der var meget stille. Min mand er ikke hjemme, og jeg ...

Hun bremsede sig selv. Brie havde ikke tænkt sig at sige det. Man fortæller ikke, at ens mand ikke er hjemme, når man har en fremmed mand i huset. Ikke at der var noget mistænkeligt ved Charlie. Han var statsautoriseret skadedyrsbekæmper, ikke? Selvom hun måtte indrømme, at han var lidt af en original. Et enormt, grånende cykelstyrsoverskæg med opadvendte spidser sat med voks, som om han var kommet direkte fra settet til en westernfilm. Hvis man gav ham en hat på, ville han ligne ham fyren, der bandt pigen fast til jernbaneskinnerne. Før han var kommet indenfor, havde han stået ud på trappen og røget en cigaret færdig, helt ned til filteret, med nogle kraftige sug til sidst, som om han havde brug for dem til at klare sig igennem det, der måtte vente.

Da han var kommet ind i huset, var Brie lige ved at besvime på grund af lugten af tobak, der lod til at udgå fra hele hans krop. Og de overalls, tænkte hun, havde ikke set et renseri, siden Will Smith var med i en komedieserie.

Bortset fra lugten virkede han sådan set professionel nok, men man busede ikke bare ud med, at man var alene. Hun tilskrev sin skødesløshed den kendsgerning, at hun allerede havde nerverne på højkant. Hun havde andet og mere at tænke på end et par mus, der havde fundet vej ind i deres hus.

„Er han bortrejst i arbejdsøjemed? spurgte Charlie, mens han slukkede lommelygten og lagde en hånd på kanten af køkkenbordet som hjælp til at trække sig op. „Knæene er ikke, hvad de har været, sagde han.

„Han kan være her når som helst," sagde Brie og vred nervøst den tætsiddende sølvkæde ved halsen. Sandheden var, at hun ikke ventede Andrew hjem fra deres hytte ved søen før dagen efter, formentlig sent søndag eftermiddag. Det kunne der selvfølgelig blive lavet om på, hvis tingene gik på den måde, som Brie havde en forventning om. Hans ven og forretningspartner, Greg Raymus, var deroppe sammen med ham, i sin egen hytte ved søen, et stenkast væk. De var begge taget derop i fredags, og Brie havde på fornemmelsen, at deres mandeweekend måske ikke ville forløbe så glat, som det var planen.

„Hvad arbejder han med?" spurgte Charlie.

„Han er entreprenør, sagde Brie. „Små til mellemstore projekter. Butiksarkader, byhuse, fastfoodrestauranter, den slags.

Charlie skar en grimasse, mens hans blik flakkede rundt i køkkenet i et halvt sekund, som om han foretog en vurdering. „Okay," sagde han.

Brie lo nervøst. „Lad mig gætte. Du tænker, at det her ikke ligner en entreprenørs hus."

„Det sagde jeg ikke."

„Det, du ser her, er før-billedet. Stedet her kræver en masse arbejde. Vi er der, hvor vi skal beslutte, om huset skal renoveres og så måske sælges, eller om det giver mere mening at rive det hele ned og bygge nyt. Det er det ældste hus på Mulberry. Hun trak på skuldrene. „I mellemtiden vil jeg helst ikke dele stedet med små pelsklædte gnavere.

Han smilede, så to rækker brune, tobaksplettede tænder kom til syne. „Det kan jeg godt følge. Der er et par ting, jeg kan gøre. Han snusede ind og lod pegefingeren løbe langs undersiden af næsen, omhyggelig med ikke at ødelægge overskæggets perfekte symmetri. „Jeg kan sætte nogle fælder op, for eksempel limfælder og de traditionelle klapfælder med peanutbutter som lokkemad. Sætte dem i skabet her, under komfuret og ude i garagen. Eller jeg kan lægge noget gift ud på de samme steder. Stærke varer. Har I nogen kæledyr?

„Nej."

„Det er godt. De bliver syge, hvis de spiser af det. Ulempen ved at bruge gift er, at musene måske kravler længere ind i jeres vægge et sted og dør, så de ligger og stinker et par dage, indtil de mere eller mindre tørrer ud og bliver til støv. Hvis I begynder at rive væggene ned, vil I måske finde bittesmå pelsklædte museskeletter."

Det fik Brie til at gyse.

Charlie tav lidt, så tankefuld ud og sagde så: „Men der er også en anden måde, I kan gøre det på."

Brie ventede, mens Charlie åbnede en stor værktøjskasse, der lignede den, hendes mand tog med sig på fisketur, med alt fra madding til førstehjælpsudstyr. Men Charlies kasse var større. Han tog en aflang grå plastikbeholder op, der ikke var mere end tolv centimeter lang, omtrent på samme størrelse og med samme form som en pakke smør.

„Kan du se, at der er en lille dør for enden, sagde han. „Man lægger lidt lokkemad ind, lader døren stå åben, og når musen går ind, får det døren til at lukke.

Han viste hende mekanismen.

„Når man ser, at døren er lukket, ved man, at man har den. Så kan man tage den med udenfor, åbne døren og slippe den fri."

„Åh, sagde Brie. „En human fælde.

Charlie nikkede.

„Men kommer den så ikke ind i huset igen?" spurgte hun.

„Jo, men så finder du de steder i huset, hvor den og dens venner måske kan komme ind, og tætner revner og afløb. Tjek også udluftningskanaler til tørretumbler og emhætte, hvis nu de kommer ind den vej. Jeg ved godt, at det ikke er lige så effektivt som at slå dem ihjel, men det er værd at overveje."

Charlies udtryk blev alvorligt. „Det, folk glemmer, er, at dyr også har en sjæl. Hvad enten det er os, en hund, en kat eller selv en uanseelig mus, så er vi alle Guds skabninger."

Brie sagde: „Det er ... en interessant filosofi fra en i din branche."

Han trak på skuldrene. „Nogle gange finder jeg et dyr i et hus og fjerner det, men jeg slår det ikke ihjel. Og jeg slipper det heller ikke fri, i skoven eller sådan noget. Jeg beholder det og tager mig af det."

„Hvordan det, i et bur?"

Charlie nikkede. „Jeg har en masse små væsner, som jeg tager mig af. Giver dem mad, plejer dem."

„Javel," sagde Brie og vidste ikke helt, hvad hun skulle mene om det.

„Nå, men tilbage til sagen. Jeg ved ikke med sikkerhed, om I har mus, så lad mig spørge dig: Bager du?"

„Undskyld?"

„Muffins, cupcakes? Er det noget, du laver?"

„Øh, ikke så tit. Jeg er ikke så god i et køkken. Indimellem laver Andrew mad. Hun lo. „Vi spiser meget takeaway.

Charlie så skuffet ud. „Har du noget mel?"

„Mel? Altså til bagning?"

„Ja."

Hun gik hen til et af skabene, åbnede det og pegede på en bøtte på den nederste hylde. Hun tog den ned og lirkede låget af.

„Det her?"

„Før du går i seng i aften, sagde Charlie, „så drys noget ud på gulvet foran vasken her. Hvis I har mus, vil du se deres bittesmå fodaftryk i morgen tidlig. Hvis du ikke ser noget, er der en god chance for, at der ikke er nogen.

Brie nikkede imponeret. „Og skal jeg så bare støvsuge det op bagefter."

„Jep. Han lagde to af de humane fælder på køkkenbordet. „Jeg kan lade dem her ligge, og så kigger jeg forbi i morgen for at se, om du har fundet nogen spor. Så kan du beslutte, hvordan du vil gribe det an.

Hun spurgte, hvad hun skyldte ham, og han sagde, at de kunne gøre det op næste dag, når de havde fastslået, om hun rent faktisk havde mus. Til den tid kunne hun beslutte sig for, om hun ville bruge de mere humane fælder eller dem med lim eller forgiftet lokkemad.

Hun fulgte ham ud til hans varevogn, og det gik op for hende, at hun ikke længere bemærkede den tobakslugt, der udgik fra ham. Ens næse kunne vænne sig til nærmest alt, konkluderede hun.

Idet han bakkede ud af indkørslen, fik Brie øje på et velkendt køretøj, der holdt parkeret på den anden side af gaden, omkring tre huse længere nede ad vejen. En blå Chrysler-minivan. En mand sad bag rattet og så i hendes retning.

I guder, tænkte hun. Hvad fanden laver Norman her?

Hvis han ringede på døren, ville hun høfligt bede ham om at gå igen, sige, at han allerede havde givet hende en undskyldning, som hun havde accepteret, og at han skulle tage hjem igen.

Da hun sad i køkkenet samme aften og spiste aftensmad alene, lyttede hun efter puslelyde under skabene eller bag væggene. Intet.

Kort før klokken ti tog hun sin mobiltelefon, fandt sin mands nummer i kontaktlisten og trykkede på FaceTime. Et par sekunder senere kom hendes mands ansigt til syne. Han smilede varmt.

„Hej, sagde Andrew muntert. „Hvordan går det?

Han ser glad ud, tænkte hun.

„Fint nok. Forstyrrer jeg?"

„Nej. Greg er allerede gået hen til sig selv. Vi besluttede os for at gå tidligt i seng. Vi var ude på vandet i næsten fire timer. Fik en masse sol. Det drænede os fuldstændig for energi."

„Du ser også godt brugt ud. Havde du heldet med dig?"

„Nej, jeg fik ikke andet end en solskoldning på ryggen."

„Hvordan går det med hans ben?"

„Han halter lidt, men ellers er det så godt som helet. Han snublede en enkelt gang på vej ned i båden. Idiot. Troede, at han kunne hoppe så langt ned. For tyve år siden måske, men nu er han for gammel til den slags. Det er vi begge to."

„Hvad snakkede I så om i al den tid?"

„Det ved jeg ikke. Det sædvanlige." Andrew trak på skuldrene.

„Om arbejdet?"

„Lidt. Men for det meste talte vi bare gamle dage og mindedes vores storhedstid. Det er ikke ligefrem muntert at tale om arbejdet, sådan som det går for tiden. Han tav lidt. „Og jeg sagde til ham, at jeg var færdig med at udsætte dig for den ene renovering efter den anden. Hvis du kan lide huset på Mulberry, så bliver vi. Hvis du hellere vil finde dit drømmehus et andet sted, så er det det, vi gør.

Brie smilede, som om han rent faktisk mente det denne gang. „Jeg havde en herude i dag, en skadedyrsbekæmper, der skulle se, om vi havde mus. Jeg syntes, jeg hørte noget inde bag væggene. Han var lidt af en særling. Han kan ikke lide at slå dyrene ihjel, hvis han ikke er nødt til det. En human skadedyrsbekæmper."

„Det overrasker mig ikke, at vi har mus. Det er et gammelt hus, så der er sikkert hundredvis af måder, de kan komme ind på."

Hun vinklede telefonen, så han kunne se gulvet. „Kan du se det der?"

„Har du spildt noget?"

„Det er mel. Det var skadedyrsbekæmperens idé. Hvis jeg ser fodspor i morgen tidlig, ved jeg, om vi har selskab."

„Hey, sagde Andrew og rørte ved sin hals. „Det er rart at se dig have den på.

Hun rørte ved halskæden og smilede. „Jeg elsker den. Jeg tager den aldrig af."

„Er der andet nyt?"

Skulle hun fortælle ham, at Norman havde været i nærheden af huset? Nej, det var ikke en god idé.

„Nej, „ sagde Brie. „Nå, jeg vil ikke holde på dig. Hvad tid kommer du hjem? Skal jeg lave frokost?"

„Det skal du ikke tænke på. Sikkert engang midt på eftermiddagen."

„Okay."

„Elsker dig," sagde han.

„Hej, hej," sagde Brie og afsluttede opkaldet.

Hun slukkede lyset i køkkenet og gik ovenpå. Når Andrew var væk om natten, hvad enten det var i private eller arbejdsmæssige sammenhænge, kunne hun ikke falde i søvn med det samme. Hun plejede at læse, glo talkshows, for det meste Kimmel eller Colbert, eller tage en bærbar computer med op i sengen og se en eller anden romantisk film, Andrew aldrig ville gide.

Det var lørdag, så der var ikke Kimmel, Colbert eller Fallon. Hun tog bogen på sit sengebord. Det var den seneste James Lee Burke, og som det så ofte var tilfældet, havde Robicheaux svært ved at forhindre sin ven Cletus i at rive hovedet af en. Kort efter midnat, efter hun kun havde læst to sider, mærkede hun øjenlågene glide i.

Hun slukkede lyset og lagde sig til at sove.

Brie vågnede lidt over fem og kunne ikke falde i søvn igen, idet hun tænkte på, om der ville være bittesmå fodspor i melet foran vasken. Hendes nysgerrighed vandt over ønsket om at falde i søvn igen, så hun steg ud af sengen, tændte lidt lys, eftersom det stadig var mørkt udenfor, og gik ned ad trappen.

Da hun kom ned i stueetagen, mærkede hun en sitren af spænding blandet med gru. Hun var spændt på at finde ud af, om der havde været nogen små væsner i køkkenet, men samtidig var hun bekymret for konsekvenserne. Hvis det blev bekræftet, at de havde mus, vidste hun, at hun ville få et anfald af rengøringsvanvid, tømme skabene og skufferne for hver eneste pande, gryde, kniv, gaffel og ske, som måske havde været i berøring med skadedyrene, og vaske det hele i opvaskemaskinen.

Brie holdt vejret, da hun gik ud i køkkenet, tændte lyset og stirrede ned på gulvet.

Der var helt sikkert fodspor. Men de stammede ikke fra mus. Medmindre mus gik med støvler i størrelse 46.

Brie gispede.

I det øjeblik syntes hun, at hun hørte noget bag sig. Hun snurrede omkring.

Der var ikke engang tid til at skrige.

Seks år senere

Lørdag

Et

Det føltes surrealistisk.

Hvilket var helt skørt. Man kunne ikke forestille sig en mere almindelig aktivitet end at købe ind. Hun skubbede sin vogn op og ned ad gangene. Standsede for at se på alle de friske grøntsager. Tog et blomkål op for at inspicere det nærmere. Ledte efter bananer, der stadig var grønne. Kiggede på de mange pakker med morgenmadsprodukter. Sukkerholdige og lækre og dårlige for én, eller fiberholdige og ulækre og gode for én. Omkring hundrede forskellige slags kaffe. Havde hun nogensinde lagt mærke til, hvor mange mærker der var? Måske var det derfor, en så hverdagsagtig aktivitet pludselig føltes fremmed og ukendt. Det var, som om hun gjorde det for første gang.

Eller i det mindste første gang i umindelige tider.

Hun havde købt ind tusindvis af gange – og det var på ingen måde en overdrivelse. I hvert fald et tusind. Lad os sige, at man tog ud efter forsyninger to gange om ugen. Det var mere end hundrede gange om året. Og eftersom hun var midt i trediverne og havde foretaget sine egne indkøb, siden hun flyttede hjemmefra som tyveårig, ja, så var det let at regne ud.

Det var mange ture til den lokale Stop & Shop, Whole Foods eller Walmart.

Men dagen i dag var anderledes, fordi hun ikke rigtig vidste, hvad hun skulle købe. Betød det overhovedet noget, hvad hun smed i vognen? Hun var gået derind uden en liste. Basisvarerne virkede som en sikker vej at gå. Mælk, æg, frugt. En sixpack med øl. Hun spekulerede på, om det ville have været en god idé med en indkøbsliste. Det ville have hjulpet hende med at finde de ting, Andrew godt kunne lide.

Måske føltes turen her så underlig, fordi hun ikke ville ses. Havde ikke lyst til at støde ind i nogen, der kendte hende. Ikke på det her tidspunkt. Så hun holdt hovedet bøjet, da hun gik op og ned ad gangene. Forsøgte at trække sig ind i sig selv. Hun tænkte, at næste gang hun skulle ud at købe ind, ville hun vælge et sted, hvor hun ikke plejede at komme.

På et tidspunkt troede hun, at hun måske var blevet genkendt, til trods for de forholdsregler, hun havde taget. Da hun gik forbi køledisken med kød, forsøgte en mand, der købte ind alene, at komme i snak med hende. Han var formentlig omkring de halvtreds, gråt hår, tweed-sportsjakke, hvid skjorte med knap i kraven. Flot og, ville hun vædde på, skilt eller enkemand, for han lagde helt tydeligt an på hende.

De stod næsten skulder ved skulder, da han tog en cellofanindpakket steg op og sagde: „Hvor længe tror du, at man skal stege sådan en som den her?"

Forsøgte at indlede en samtale.

„Det aner jeg ikke, sagde hun. „Jeg spiser ikke kød.

Ikke det bedste svar, i betragtning af at hun allerede havde lagt en lille pakke med hakket kød ned i sin vogn. Manden lagde mærke til det og sagde: „Nå, men så må du hellere lægge den der tilbage."

Hun ignorerede ham og skubbede hurtigt vognen videre ned ad gangen, ret sikker på, at hun hørte ham mumle „dumme so" for sig selv.

Da hun gik ned ad gangen fyldt med forskellige slags chips og andre snacks, syntes hun, at en kvinde kiggede en ekstra gang på hende, men overbeviste så sig selv om, at hun bare var paranoid. Det var jo ikke sådan, at nogen havde stoppet hende og sagt: „Hey, er det ikke dig?"

Hun begyndte at tvivle på, om den her indkøbstur havde været en så god idé, men hun mente, at den var nødvendig. På det her tidspunkt tænkte hun, at hun under alle omstændigheder havde nok i vognen, og gik hen mod rækken med kasser. Hun havde købt for mange ting til at kunne stille sig i kø til hurtigkassen og spekulerede på, om hun skulle lægge et par ting tilbage. Men med den tid, det ville tage at lægge dem på plads, kunne hun lige så godt gå hen til en af de almindelige kasser.

„Har du brug for poser?" spurgte den kraftige kvinde i kassen.

Hun nikkede.

„Har du en af vores samlemapper?"

„Undskyld?"

„En samlemappe?"

„Nej, nej, sådan en har jeg ikke."

Da varerne var pakket i poser i hendes vogn, sagde kassedamen, at det blev femoghalvtreds dollars og niogtyve cents.

„Kort eller kontant?"

Kvinden tog tre tyvere op af sin pung. „Kontant," sagde hun.

„Okey-dokie," sagde kassedamen.

Kvinden havde hænderne på vognen og var ved at vende den om mod udgangen, da kassedamen sagde: „Ma‘am, dine byttepenge?"

Hun havde været så distræt, at hun havde glemt at vente på dem. Hun holdt hånden frem, tog pengene og lod dem glide ned i sin pung.

Hun trillede vognen ud på parkeringspladsen og åbnede bagsmækken på sin sorte Volvo stationcar fra midten af nullerne. Hun lagde poserne ind og lukkede bagsmækken. På den sad en nummerplade med bogstaver og tal, der var så indsmurt i mudder og skidt, at den var ulæselig.

Hun satte sig ind bag rattet og ventede i næsten et minut på, at et par andre biler skulle køre forbi, før hun bakkede ud. Eftersom det var lørdag morgen, hvor mange foretog ugens indkøb, var der leben på parkeringspladsen.

„Lad være med at få en bule," sagde hun til sig selv. Det var det sidste, hun havde brug for.

Da hun var kommet ud fra parkeringspladsen, satte hun kurs gennem byen mod et af Milfords vestlige beboelseskvarterer.

Hun blinkede af, da hun så skiltet med Mulberry Street, og drejede ned ad den. Der var livlig aktivitet i kvarteret i dag. Det var den 2. april – en dag for sent til aprilsnar, tænkte hun dystert – og mange husejere var i gang med at klargøre haven. De rev blade fra efteråret sammen og puttede dem i genbrugssække. Mænd svingede med løvblæsere, der larmede lige så meget som en lavtflyvende jetjager. En kvinde løb ved siden af en pige, der ikke var mere end fem år, mens hun lærte hende at køre på cykel. To andre kvinder stod for enden af en indkørsel og snakkede, hver især med et krus i hånden, den ene af dem stadig i nattøj og en morgenkåbe.

Sikke et dejligt kvarter, tænkte kvinde i Volvoen. Det var som taget ud af en af de der tv-serier fra 1950‘erne. Ikke at hun var gammel nok til at have set dem, da de oprindeligt blev vist, men hey, var det June Cleaver derovre, på vej ud med et stort glas limonade til Ward? Var det unge Opie, der løb forbi med en slangebøsse stikkende op af baglommen?

At tænke sig, at noget så forfærdeligt kunne ske på en gade som den her.

Åh, der var det. Hendes bestemmelsessted lå lige fremme.

Hun blinkede af igen, ventede på, at et barn på et eldrevet skateboard susede forbi, og drejede så Volvoen ind i en indkørsel. Hun lagde mærke til, at en mand var ved at feje trappen til sin veranda i nabohuset. Hun parkerede bilen, steg ud og gik om for at åbne bagsmækken. Hun snuppede to poser, gik rundt om bilen, idet hun lod bagsmækken stå åben, og det var her, hun rent faktisk kiggede på huset.

Det var tydeligvis et nybyggeri at dømme ud fra den arkitektoniske stil. Rene linjer, enorme glaspartier. Solpaneler indbygget i taget. Et moderne, nutidigt design.

Kvinden standsede, som om hun var stødt ind i en usynlig mur.

„Hvad ..."

Manden, der var ved at feje sin veranda, kiggede hen mod hende.

Kvinden drejede hovedet for at se på huset til venstre, så huset til højre, som om hun ville bekræfte over for sig selv, at hun var det rigtige sted. Til sidst rettede hun blikket mod det tal, der stod på døren til det hus, hun befandt sig foran.

36.

„Hvor ..."

Hun tabte sine poser med indkøb på jorden. En bakke æg gled ud af den ene, låget røg af, og et enkelt æg blev knust mod indkørslen.

„Hvor er mit hus? sagde hun højt. „Hvor fanden er mit hus?

Døren blev åbnet, og en teenagepige med lyserøde striber i håret og træningsbukser på stak hovedet ud. „Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte hun.

„Hvor er mit hus? råbte hun med en forskræmt klang i stemmen. „Et gammelt hus. Røde mursten. En veranda, et stakit. Hvor fanden er det?

Manden fra nabohuset tog nogle skridt hen mod hende.

Pigen sagde: „Øh, jeg tror måske, at du er gået forkert."

„Nummer 36," sagde kvinden.

„Ja, det er rigtigt. Men måske er du på den forkerte gade?"

„Mulberry Street 36," sagde kvinden. „Det her er Mulberry Street 36."

„Ja," sagde pigen langsomt.

„Det her er helt forkert. Det hus der hører ikke til her. Der burde ligge et gammelt hus her. Med ... med røde mursten og en veranda, der svajede lidt. Mit hus. Det lå lige her. Lige her! Hvordan kan et hus bare forsvinde?"

„Jo, altså, det hus, du snakker om, blev revet ned for omkring tre år siden, og mine forældre byggede det her. Sagde du dit hus?"

„Det her er helt forkert," sagde kvinden igen.

Pigen trak på skuldrene og gik indenfor igen, mens kvinden stod og stirrede med åben mund på det tre år gamle hus.

„Det her sker ikke," sagde hun.

Manden med kosten stod ved skellet nu. Han studerede kvinden med sammenknebne øjne for at skærpe blikket, som om han ikke rigtig troede på det, han så, og ville være sikker.

„Brie?" sagde han.

Kvinden så hen på ham med et tomt udtryk.

„I guder, Brie, er det dig?" sagde han.

Pludselig satte kvinden sig ind i bilen igen, drejede nøglen i tændingen og bakkede ud ad indkørslen. Hun knuste de resterende æg med forhjulene, da hun vendte bilen, stadig med bagsmækken åben. Bilens gear protesterede, da den hoppede ud på gaden, og den undgik lige akkurat at ramme drengen på det eldrevne skateboard, der var på vej tilbage.

Volvoens bremser hvinede, da bilen standsede brat op. Den stod stille i et halvt sekund, mens kvinden satte den i gear. Så fortsatte den ned ad gaden, og manden med kosten så den suse væk.

To

Andrew

Jeg rullede om på siden, åbnede øjnene og så på uret på sengebordet. Næsten otte. I guder. Jeg sov næsten aldrig så længe. Jeg mærkede et stik af panik, da jeg troede, at jeg ville komme for sent til et møde med en potentiel kunde, men så gik det op for mig, at ikke alene var det lørdag, men mødet lå om fredagen og havde allerede fundet sted.

Jeg vendte mig om igen for at se, om Jayne var vågen, og opdagede, at hun kiggede på mig med ét øje; halvdelen af hendes ansigt var begravet i puden, og hendes brune hår lå bredt ud over den. Hun sendte mig et halvt smil.

„Godmorgen, Andrew," sagde hun med påtaget højtidelighed.

„Den er næsten otte, sagde jeg. „Hvor længe har du været vågen?

„Fem minutter måske, sagde hun. „Jeg kiggede på dig. Vækkede dig med tankens kraft.

Jeg lo og lod armen glide rundt om hende under dynen og trak hende tættere på mig. „Du besidder en stor kraft."

„Det gør jeg, sagde hun og gav mig et kys, der var så let, at det føltes, som om hun havde strøget en fjer hen over mine læber. „Jeg kan også læse tanker.

„Okay, sagde jeg. „Hvad tænker jeg så på?

Hun rullede formentlig med begge øjne, men jeg kunne kun se det ene. „Det er for let."

Jeg smilede. „Jeg ville faktisk have sagt arme riddere til morgenmad."

Hun lo. „Ja, klart. Det kan du godt få. Om lidt."

Jayne lagde sig tættere på mig og pressede sin krop ind mod min. Jeg fik et glimt af den åbne dør til soveværelset.

„Måske skulle vi lukke den der," sagde jeg.

Hun vendte sig om, så døren, slog dynen til side og rejste sig fra sengen. Hendes oversize T-shirt nåede næsten ned til knæene. Da hun gik hen til døren, stoppede hun halvvejs og sagde: „Hørte du ham komme hjem i går aftes?"

Jeg tænkte efter. „Nej," sagde jeg. Sandheden var, at jeg ikke rigtig lyttede efter Tyler Keeling på samme måde, som hun gjorde. Han var trods alt hendes bror, ikke min, og selvom det ikke betød, at jeg var ligeglad med hans velbefindende, var han biologisk set mere hendes bekymring.

„Det tror jeg heller ikke, jeg gjorde," sagde Jayne.

Tyler havde skrevet ved halv ellevetiden og lovet sin søster, at han ville være hjemme før elleve, eller kort tid efter, eftersom han skulle til at tage afsted fra sin ven. Jayne havde tilbudt at hente ham, hvor han end var, men han havde sagt, at det ikke var nødvendigt: En af hans venner, der var gammel nok til at køre, og som havde sin mors Hyundai, ville give ham et lift. Han havde ladet sin cykel stå derhjemme, da han ikke havde lyst til at køre på den om aftenen, hvis nu nogen skulle stjæle den, når den stod uden for hans vens hus. Hvis tyven var målrettet nok, var låse ikke til megen nytte.

Jayne havde skrevet OK og følte, at hun godt kunne gå i seng, i forvisning om at han ville være hjemme, kort tid efter hun var faldet i søvn.

Men nu hvor hun stod mellem sengen og døren, kunne jeg se tvivlen i hendes ansigt.

„Jeg tjekker lige," sagde hun, smuttede ud af værelset og ned ad gangen. Jeg satte mig op i sengen og ventede. Hun kom tilbage på under ti sekunder.

„Hans seng er urørt," sagde hun.

„Måske er han allerede oppe." Men selv da jeg sagde det, vidste jeg, hvor usandsynligt det var.

Det var lørdag morgen. Tyler ville ikke være tidligt oppe, og selv hvis han havde været morgenmenneske, var han ikke typen, der redte sin seng uden at blive mindet om det.

„Det tror jeg ikke," sagde Jayne.

„Shit," sagde jeg og slog dynen til side. Jeg var iført et par boksershorts, anstændig nok til at foretage en gennemsøgning af huset.

Jeg smuttede forbi Jayne i gangen og kastede selv et blik ind på Tylers værelse. Sengen var redt.

„Tror du ikke på mig?" sagde Jayne.

Jeg gik nedenunder og ud i køkkenet. Heller ikke noget spor af ham der. Ingen skål i vasken, ingen halvspist banan på bordet.

Jayne havde sin telefon i hånden og skulle til at skrive til ham eller måske ringe, da jeg tilfældigvis kiggede ud ad glasskydedørene til terrassen.

„Jayne," sagde jeg.

Hun var allerede ved at skrive. „Hvad?"

„Udenfor."

Hun kom hen ved siden af mig og tog synet ind. Tyler lå i en af liggestolene, med armene om sig selv for at holde varmen; hans blå hættetrøje var ikke helt nok. Jeg bemærkede det, der lod til at være en plet af opkast på hans ærme, en observation, der blev bekræftet af den pøl, der lå omkring en meter væk.

„I guder," sagde Jayne, låste døren op og skød den tilbage i skinnen. Hun trådte ud på terrassen, og jeg var et skridt bag hende. Brædderne var kolde under mine fødder og fugtige af den dug, som morgensolen endnu ikke havde fået til at fordampe. Jeg lod Jayne føre ordet.

„Tyler, sagde hun, da hun stod over ham. Så, mere skarpt: „Tyler!

Han rørte let på sig og åbnede det ene øje: „Åh, sagde han. „Hej.

„Hvornår kom du hjem?"