Tilt

By Morten Vammen

TILT er en sort krimi-komedie - en medievampyr i fremtidens København radikaliseres i en verden af droner, jetset, sølvfisk, forvirrede identitetskampe, tabte utopier, faderskabs-idealisering, øko-narko, flæskesværd, fosfor, avantgardekunst, nostalgi, paranoia, new edge, deep fakes, privilegieblindhed, pyramider, hættetrøjer, egotab, livsstilskrige, tidsrejser, oprørs-nostalgi, skødesløst menneskeforbrug og ultimativ bevidsthedsudvidelse.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 15, 2023
• ISBN: 9788743021315

Morten Vammen

Morten Vammen er født og bor i København. Han laver film, rådgivning, podcast og musik. TILT er hans anden roman.

Book preview

TILT

MORTEN VAMMEN 2023©

Morten Vammen er født og bor i København. Han laver film, tekst og musik. Tilt er hans anden roman.

Se mere på: www.blazar.dk

TILT er en sort krimi-komedie - en medievampyr i fremtidens København radikaliseres i en verden af droner, jetset, sølvfisk, forvirrede identitetskampe, tabte utopier, faderskabs-idealisering, øko-narko, flæskesværd, fosfor, avantgardekunst, nostalgi, paranoia, new edge, deep fakes, privilegieblindhed, pyramider, hættetrøjer, egotab, livsstilskrige, tidsrejser, oprørs-nostalgi, skødesløst menneskeforbrug og ultimativ bevidsthedsudvidelse.

Indholdsfortegnelse

EQUILIBRIUM

PROPAGANDAMINISTERIET

BOURGOGNE-BRYSTER

WONDERFULL COPENHAGEN

BUSTED

DET MASKULINE FRIRUM

SLAVEGALLA

HANGOVER

OND MED DE UNGE

EFTERFEST

PASTA

WEAKEND HELE UGEN

FARVELFÆRDSSTATEN

HULLET I SUPPEN

BRAINSTORMS

FLYVERGRILLEN

ELEGANT SLUMMING

UNICORNS DANCE

NEW EDGE RETREAT

RAZZIA

DET STORE KOLDE BORD

ALLE ELSKER PIZZA

DET JEG HØRER DIG SKRIGE

PIERROT TAGER EN PAUSE

ALIBIBAR

DER PLAN

KØDBYEN

BROMANCE

RIOTSTARTER

KAOS ER IKKE ANARKI

VIVE LA RAVEOLUTION

TRIPTRAP

GALSKAB ER DET SIDSTE FRIRUM

NO ID

TO BE CONTINUED

EQUILIBRIUM

Jeg vækkes af en metallisk lyd, det føles som at bide i frossent kridt. Hurtige skridt forsvinder ude på gaden. Jeg rejser mig for at løbe udenfor - men jokker i en fyldt chokolade, er for stiv i kroppen til at slikke den af. OK, ingen orker ikke spille selvtægtshelt i Kartoffelrækkerne iført silkepyjamas og en middelsvær erektion, så jeg bliver i vores trygge pasteltonede showrooms og tager dagens første pjuskede selfie i det purpur morgenlys.

Jeg noterer stikord fra nattens drømme på en blok - svedige mareridts-ekkoer skribles ned, før de farves af logik og efterrationaliseringer; blitzglimt af kaos i København K - dinglede magtmennesker i lygtepælene, gamle Laudrups blødende ansigt, højtalere med pumpende døds-dub i vinduerne, bestialske bunkepul på Strøget, kolapsende bygninger, hærmyre-angreb, skræppende flamingoer, oversvømmelser og kaotiske gadekampe, rasende grønlændere med bidske slædehunde, harme pensionister med hævede gangstokke og krænkede akademikere i trekking-tøj; stor tumult mellem enhver tænkelig kombination af køn, klasse og race.

I drømmen flygter jeg, men fødderne føles som slalomstøvler mod den smeltende beton, så kastes jeg i et bagagerum fyldt med knasende flæskesvær, bilen bumper til den stopper ved en øde havnekaj, hvor jeg rulles stramt i et persisk kopitæppe og tyngende trådnet. Jeg overhældes med fosfor, kastes i havet og brænder som en undervandsfakkel - før jeg vælter i en knasende rusten choppercykel - komplet med antenne med rævehale - mens jeg ser min sidste ilt boble opad.

Heldigvis holder trådnettet mit lig nede, intet oppustet strandvaskeri på avisforsiderne, intet menneske vil huskes sådan.

Stop, jeg pynter på mine drømme nu - og konstaterer jeg ikke kan læse min håndskrift mere - så jeg skriver videre på mobilen. Måske er drukne-drømmen bare et symptom på aldersbetinget snigende søvn-apnø? Skal jeg booke en tid? Jeg stopper og tager et billede af et par guldmejser på altanen der kvidrer i en glaskugle fra Paustian - og poster det.

Min lille nisse begynder at grine i fodenden, knips. Det er signal til at afslutte min navlepillende morgen-tekst-rutine, for jeg har lovet ikke at arbejde - eller egotrippe som hjemmestyret kalder det. Først efter arvingen er parkeret på institutionen må min meningsmaskine igen begynde at sætte klistermærker på verden.

Min basunengel kravler op i Hästens-sengen, vi kilder hinanden og vrøvler: jeg vil have konflikt! Fnis,. Du mener konfekt min lille bøf. Min datter er det smukkeste menneske jeg nogensinde har mødt, eller rettere, hun er den ting i verden der giver mig de smukkeste og reneste følelser, hun er min utopi, et indtil videre perfekt menneske med uendeligt potientiale - uden alle de fantastiske neuroser og den arvesynd, vi plejer at takker vores forældre for - når vi er fulde.

Vi kigger ud på altanen - et sort egern sover med halen over øjnene, men suser væk da Celine hviner: Jeg vil have et egern! Jeg poster det. Vi kigger på skaderne, der ligner små fjerede velociraptors. Måske er der en ide til et nyt børne-tv koncept der?

Jeg ser ned på labyrinten af hegn mellem naboerne - yuppie-jyde-klovnen i nummer 9 har fået tacky kobbertagrender og sorte glaserede tagsten. Gid gud straffede dårlig smag.

Nøgne Cille-mor snorker højlydt, hun gik i coma efter nattens orgie - jeg måtte spytte hendes på ryggen for at få fred til sidst, da hun insisterer på multiorgasmer og jeg var ved at blive hudløs. Vi må have været festligt overrislede, for hun har ikke fjernet makeup - eller sover hun med særlig nat-makeup?

Vi skærer frugt til små skulpturer og spiser skyr & granola ved kogeøen, jeg poster det mens Celine opfinder ordet piratviden. Cille vågner og mumler: Stop det sukker og mælke-gas, det er stærkt inflammatorisk - smid det ud - jeg laver quinoagrød. Så fiser moder-morgen-monsteret diskret ud på toilettet med headset på og returnerer perlende og restylet efter 15 minutter mens jeg har tøjkamp med Celine, der pisker mig med en buket tørrede blomster hun har snuppet fra en lava-agtig Salto-vase. Celine insisterer på enhjørningehat og pink shorts idag. Jeg giver efter igen.

Swiper du Tinder igennem når du morgentisser? siger jeg med en naragtig tegnefilmsstemme for at skjule min udødelige jalousi. Sprit selv din telefon - klamme gamle gokker griner hun og kysser mig, selvom jeg ikke har børstet tænder endnu. Lige der føler jeg mig elsket, og mit tømmermandsdrænede kadaver bobler varmt da Celine hopper ind og vil være burgeren imellem os.

Jeg henter Celine - hvis du afleverer hende, ok!?

Cille ruller med de lysegrå øjne: Fjolle - du ved hun skal på video-shoot idag, bussemandsbingo på børnebørsen er aflyst. Celine med ferskenkinderne begynder at pive, tøjkrisen kradser, hun hører alt og ved hun snart skal glo tegnefilm i en filmbus, mens hun får sat hår foran en skål vegansk Haribo skrald, før der kommer meget skarpt lys i hendes øjne og hun skal gentage bevægelser og sætninger hun ikke forstår endnu.

Hendes underlæbe bobler ud, hun sitrer og stepper og huden skifter fra finsk klorin-nisse til lilla. Jeg hader det, for jeg er magtesløs med mindre jeg bestikker hende diskret med noget bras, bare ikke her foran Cille - så jeg afleder alle ved at tænde en skærm, der viser en perfekt vejrudsigt, gode pollen, aktie og virus-tal der desværre klippes til en reportage med skræmmende udbrændte biler fra en natlig riot i nabokvarteret.

Jeg zapper til Gurli gris. Hjernevask... legetøjsreklame-bras! råber Cille over mantra-muzakken og browser igennem Satie, før hun ender sødt men sikkert med Mozarts Piano Concerto No.21, K.467 - remixet af Cashmere Cat & Carl Craig.

Jeg begynder at rydde lidt op så Cille skal få dårlig samvittighed - fatter ikke kærester der ryder op uden publikum, så lister jeg ud på badeværelset og ser en moden salt og pepper fyr i spejlet og trimmer skægstubbene til en afslappet skygge.

Patina! Sporene efter det gode liv er det nye ung! messer jeg for mig selv, mens jeg applikerer 3 forskellige Dermalogica produkter og en concealer. Smilerynkerne er ved at blive furer - måske er det snart tid til fillers?

Tanken skaber en sugende angst for at være peaket, angst for at resten af mit liv blot er et langt ydmygende fade-out, en Sisyfos-kamp for at forblive relevant...eller føler jeg bare tømmermands-udløst kemisk usikkerhed?

Jeg hader usikkerhed - roden til alt ondt - så jeg zapper hurtigt videre: dagens opgaver begynder at flimre foran mig, men jeg er allerede træt af mit indre pingpong knas, træt af at skyde verdens bluff ned, så jeg booster mig med et skud japansk espresso brygget på et steampunk-inspireret aggregat fra Zang Tuum Tumb.

Heldigvis reddes jeg igen fra mig selv af bette Celine, der ikke er et regnestykke eller et værk der skal fortolkes, jeg tager hende på skødet og lægger et uløseligt pensionistisk puslespil et kort tidløst øjeblik. Ah - motivet er af Gustav Klimt. Godt billede, god post, click. Livet bliver ikke meget mere zen - det er ærgerligt jeg skal på arbejde.

På med uniformen: rødlige chinos der signalerer jeg har sejlet (i en vens) yacht over Atlanterhavet. Dertil en løs hør-skjorte uden mønster - så den ikke flimrer på skærmen - med diskrete øjenæble-manchet-knapper og kinakrave, der antyder disciplineret spiritualitet, hindsides regnearks-rotteræset. Jeg slynger en følsom parodi på chefernes stribede PoulSmith halsklude på, bare i en vintage Off-Whiteversion. Som ironisk helgardering binder jeg et par pre-smadrede muterede byggeplads-inspirerede far-sneakers sprayet nænsomt med neon a la Futura 2000, da jeg hader at blive segment-cementeret. Touché top boy, cool retro-futurisme, nu ser det ud som det let autistiske look er tilfældigt kastet på for min egen skyld, ikke for publikums.

Jeg viser stolt den beviste signalforvirring til Cille, der leger asbergers-agtigt med Rudolf Steiner træklodser og vores lille gudinde, så scanner hendes helikopterblik.

Hvis du bare skal på DR fungerer dit look ok, men drop hættetrøjen om livet...sportstøj er for folk der dyrker sport, ikke for dem der kun oplever sport igennem skærme...og husk at skifte før gallafesten i aften - og kom hjem til fornuftig tid - alt efter kl. 01 er destruktivt…du skal være klar i morgen, vi skal på gallerirunde, jeg har fundet et par værker vi skal have til sommerhuset.

Jeg elsker din onde ærlighed siger jeg og kysser hende inderligt til kødkompasset vipper - for hvis det ikke var for Cille ville jeg stadig bo i en smasket 2 værelses med tomt ildelugtende køleskab, naboklager og klædeskab på gulvet.

Minderne om mit liv før Celine forekommer meningsløse - og langt fra min officelle myte om det pragtfulde kreative single-bohemeliv.

Men ok, jeg fik da krydset min bucket list af da jeg var ung og solo, undtagen folkedans og incest, det har vi alle fortrængt.

Jeg kigger på mine piger, hvis jeg døde i dette perfekte familie-øjeblik ville det være en smuk finalescene i et perfekt liv, en fabelagtig finale på toppen. Kysset fortsætter og hvisker endelig tankestøjen helt ud, indtil bette Celine besidderisk bider mit knæ og knurrer: Det er MIN mor.

Celine er begyndt at grynte som Gurli Gris. Barn, du giver mig grissegalskab! Vi griner mens jeg spritter knæet med en serviet , så krammer jeg farvel en ekstra gang og laver et corny hjertehåndtegn jeg ikke aner hvor jeg har samlet op.

I morgenlyset i de disede Kartoffelrækker blomstrer hyacinterne, de fotograferes af en flok bæløjede risgnaskere med gule forældede vaccine-badges. De tager deres masker af for at tage selfies med den enorme duvende soldrevne zeppeliner fra Google Earth som baggrund, den flyvende cigar har erstattet politiets ustabile hvinene overvågningsdroner.

Øv! En eller anden psykopat har ridset et SS-agtig lyn på min smukke jadegrønne vintage elbil. Pis! Det var præcis den lede lyd af hærværk der havde vækket mig...men hvem hader mig?

Et karrusel af ansigter scroller forbi, listen over alle dem jeg har trampet på for at nå frem til dette paradis - men jeg kan ikke finde nogen oplagte mistænkte. Det var sikkert bare en teenager på lattergas, Cilles gamle elsker dengse-Ditlev, en indebrændt intern, en meningsmaskine gejlet op af so-me roadrage eller en forsmået fan. Jeg kan jo umuligt forventningsafstemme med alle jeg ramler ind i på lives vej. Pyt med det, forsikringen dækker sikkert en ny lakering - hmmm…beige eller lilla?

Hej - foran naboens lidt for hermetiske pilehegn sidder en mut tween-tøs i en Friends retro t-shirt - og et par pre-hullede Philipp Plein jeans - i lotusstilling på en jordfarvet pashmina-plaid.

Vil du handle ind på min loppemark? Den lille læspende sprogspasser kigger ned da jeg kommer nærmere, som om hun instinktivt kan mærke jeg ikke kan lide andres børn generelt - og slet ikke folk med bøjle.

På tæppet ligger standard-barndoms-sættet: snaskede bamser, Pipi Langstrømpe bøger plettet med tranebær, forvaskede Vans hættetrøjer, spil med manglede brikker, krøllede Pokemonkort, Vuitton nøgleringe, Lego Friends figurer og en Iphone 19 med knust skærm.

Hvad koster den? Hun slikker sig upassende om munden og blotter et smil af skæve mælketænder, hun har brugt sut: 100 kr. - så lyden af en bristende tryggegummiboble.

Jeg kigger mig rundt, det føles forkert at snyde børn for deres forældres vintage mobiler, men jeg er nysgerrig på naboen med kobber-tagrenderne. Måske ligger der noget snavs på telefonen der kan få ham til at flytte, det ville være fedt at banke væggene ned og få ekstra plads - det ville være en stærk investering med tre sammenbyggede Kartoffelrækkehuse på stribe.

Gad godt rense kvarteret for glaserede teglsten og retro-boomere. Barnet får en pengeseddel så der ikke er digitale spor, lige før morgenens første selvpiner-joggere springer forbi os mod Sortedamssøen. Min mobil ringer, det er min sikkerhedsredaktør Ole fra TVA, han bjæffer, det lyder som om han laver planken: Janus, kom i studiet - du skal lægge speak på indslaget fra nattens riots - ses snart!

Jeg sætter Quincys Summer in the city på, lader armen slaske over bildøren så man ikke kan se ridserne, så triller jeg til DR-dødsstjernen på lorteøen, et tørt drivhus uden planter hvor ingen kan åbne vinduerne. Min faste parkeringsplads er underligt nok optaget, en underlig anormalitet.

Så parkerer jeg ved Metroen ved en bunke røde mursten der ikke er en ruin, men en kvik knortet borgmester-pik af Per Kirkeby jeg aldrig fattede - men respekt for Pers effektive salgsarbejde. Noget der ligner en flygtningelejr eller et sneakerdrop prøver at blokere indgangen - det er håbefulde talenter der prøver at snige sig til en casting - blandet med liderlige praktikanter og negligerede græsrødder.

PROPAGANDAMINISTERIET

Der flyver sæbebobler ud igennem swingdøren - teknikerne har stadig ikke fundet ud af at slukke fredagsbarens sæbeboble-kanon.

Jeg nikker til den beige stereoide-vagt i stålfoyeren og beeper mig ind igennem en terrorsikret sluse til rulletrappen, hilser på værterne i fitnessrummet. Kantinekokkene spise deres medbragte sølvpapirsmadpakker, de vil undgå diarre. Jeg passerer et uendeligt åbent panoptikon kontor hvor alle har ørebøffer på og kun kommunikerer igennem et topstyret overvåget mailsystem eller i kopirummet på deres private telefoner med hånden for munden. Der er stadig konfetti-drys fra fredagsbaren overalt.

I maven af bygningsbæstet, i indre gades røde lys, trækker de medieliderlige ofre, typisk narcisister og holdningsagtenter fra interessegrupperne - indfanget fra virkeligheden udenfor DR-boblen - for at blive set an på redaktørernes slavemarked før gladiatorkampe for likes, views og clicks. Utroligt hvad ofrene gør for en taxibon, en latté og de potientielle afledte sideeffekter fra 2 minutter i opmærksomheds-økonomiens overfladiske orkanøje.

Længere nede i akvariet, nær chefredaktions-siloen, står journalister og interviewer journalister, mens politikere med rådgivere i micro-øresnegle passerer for at få makeup på før quizzer eller kagedyst.

Siden DR reducerede public service visionen til blot at have flere seere end reklamekanalerne havde den populistiske grønthøster fræset de sidste rå kanter runde. Selv de få overlevende fastansatte kan ikke finde rundt i glas-galehuset mere, da alt skifter navn konstant i kontorelitens uendelige disruption-stole-dans - Peterprincippet i fuld effekt - forandringsledelse min bare røv. Min GPS finder heldigvis vej til det rigtige filtbeklædte klipperum med flydende dæmpet gulv.

Godmorgen gamle jazz! Denne her planet er befolket af math men - ikke mad men mere - hvisker jeg til min klipperkollega, der kvitterer med en høflig grimasse.

Vi kalder ham Fluen, han er en eminent billed-digter/voyeur der altid fjerner stolene i klippe-suiten, da han ikke kan lide det redaktionelle fleeceklædte fedtlag hænger ud og blander sig i hans magi. Hvis det alligevel sker at hans cockpit bliver for pakket ryger han meningsmaskinerne ud med en asocial cerut - han har fjernet batterierne i røgalarmen for mange år siden.

En væg er dedikeret til hans eminente samling af døde medier, alt fra 78ere og Betamax til Jazzdrev og iPods. Jeg kigger i hans levergule øjne, for som mange andre i glashuset overlever han på en kaffe-sukker-rødvins-sovepille diæt plus det løse i weekenden.

Han blinker og parfumerer rummet med obskur ambient jazz, idag er det Jon Hassell der båtter igennem en katedral fyldt med svirrende cikader et langt skønt øjeblik.

Nogen fløjter omkvædet fra unævnelig klam dansk 80ér poprock udenfor. Sikkerheds-redaktøren Ole ankommer morgenkæk iført korte stretch-kontorbukser, han er en kontorklippet oberst-type, der tror han straks tager kontrol i klippesuiten.

Hej drenge, godt at se jer - deadline nærmer sig - så op på dupperne; vi skal lave 30 sekunders indslag om nattens uroligheder: find video af brændende biler, blødende betjente og hærværk i arkivet tak.

Fluen slår hælene sammen ironisk og browser arkivet mens mit blik drifter rundt i rummet til jeg stopper ved blod og noget der ligner bremsespor på gardinet, måske spor fra fredagsbaren?

Ole knipser: Janus, jeg er hæs efter karaoke-orgiet i fredags, så lad os bruge din ikoniske gyldne røst til speak - noget a la: Politiet blev i nat angrebet af maskerede anarkistiske ballademagere i indre København og Hellerup, hvor de brændte biler af og plyndrede designerbutikker. Politiets indsatsleder udtaler at myndighederne hurtigt genvandt kontrollen og er tæt på flere anholdelser. Trafikken er normal igen - og nu til vejret..."

Jeg kigger op på skærmenes håndholdte billeder af børn med bannere med slogans a la Dine penge mig i røven der omkredses af droner.

De nye anti-riot vogne med farvestof, gas og strøm i vandkanonerne der zapper sortklædte fra Det Fri Gymnasium iført så stramme jeans de ikke kan flygte. En unisex person gemmer sig under en bil, blindet af gas. En aktivist smækkes i håndjern og bliver løftet op i armene så fødderne dingler - før høn bliver kastet ind i et salatfad på maven. Mit morgenmix af frugt, kaffe og skyr i maven vibrerer kraftigt.

Jeg bruger min helgarderede ironiske barnestemme: Var demonstrationen anmeldt? Prøv at zoome på banneret? Jeg bemærker oberst Oles firkantede Lloydsko, dem medarbejderne i Danske Bank får til halv pris. Vi har ikke tid til den store kritiske analyse her, hop ind i boksen og speak vores tekst søde sprøde Janus brovter han jovialt, er han på retalin og steroider?

Ole min ven, mener du det - på ægte? De friske billeder fra urolighederne viser det modsatte af dit oplæg... jeg tror bare du skal speake din fantasi selv - jeg var ikke til den riot - og efter billederne af dømme var du der jo heller ikke, for du laver jo altid en standup for at bevise hvis du endelig - en sjælden gang - selv er i begivenhedernes centrum….men du var vel i Jylland hos svigermor?Eller til brunch med justitsministeren? Hvem er dine kilder til denne her parodi på et indslag?

Oles kæber pulser nu: Knudrede Cavling-Janus, lad nu vær at være barnlig og besværlig - du ved vi allesammen hænger egoet og idealismen på en bøjle hjemme før vi går på arbejde her. Kom ind i kampen mand, så er vi færdige før frokost. Der er biksemad - eller vi kan spise ude - på den nye femi-gastropub overfor KUA? Jeg gir. Han lokker men øjnene stikker.

Jeg orker ikke den jydeklovn idag: Hvorfor du ikke bare selv indtale din fantasispeak...eller kan du ikke stå inde for den?

Ole ryster på hovedet: Kære Janus, evigt analyserende antennebarn, giv nu slip på det vrængende punk-pis og spil med på voksenholdet…lige om lidt er det her indslag sendt - og glemt…lad os få det overstået.

Jeg får en irrationel lyst til at knuse hans keramiksmil, så jeg trækker vejret dybt ned i maven, tæller til 10 mens jeg smiler: gud, min telefon brummer - uh - vigtigt - det er måske fra børnehaven - PAUSE

Jeg går i rygegården..." Fuck hans deadline. Passerer evigtunge børnemænd der dækker deres kødhatte med indendørs skihuer - de spiller bordfodbold mod fyre i retro-skinny jeans med korte italienske reklameblazere til - alle har samme hvide sneakers på.

I en ryge-skakt i det golde drivhus møder jeg misbrugsfælleskabet under en interimistisk parasol, vi diskuterer hvem der har sprayet 1984 WAS A WARNING - NOT A MANUAL på en grå betonsøjle.

Der tikker en SMS ind, jeg bliver indkaldt til akutmøde hos sub-sub menneskechefen - eller hvad hendes titel nu er, de skifter titel hver anden måned som alle andre ombord på medie-Titanic.

Hun er en klassisk chef der suger nedefra og giver opad - hun behøver kun at være venner med et par bestyrelsesmedlemmer, så er der ellers frit lejde til at rive resten af personalet rundt.

Måske vil hun bare flirte eller berige mig med et kursus, et kurophold eller en åbning til en bestyrelsespost? Skal jeg disruptes eller opgraderes?

BOURGOGNE-BRYSTER

Halløjsa, flotte nye malerier - interessante teksturer…er det post-neo-formalisme eller er det zombie-modernisme? konstaterer jeg tilsyneladende uironisk så svagt, jeg kun lige overdøver buddha-bar-retro-lounge-chillhop-lofi-muzakken fra subchef Mettes datamat.

Så hyggeligt at se dig Janus, du ser brandgodt ud idag. Mette kigger ned på mine sejler-bukser, slikker sig om munden og kindkysser mig på begge sider - som om vi er verdens bedste venner til verdens smarteste reception. Hun lugter stadig af den parfume brand-blinde kvinder med lavt selvværd ofte overdoserer.

Kindkyssene stempler mig med hendes maske af makeup, men jeg modstår lysten til at tørre pancake af med silkekluden fra min brystlomme. Jeg kvitterer for krammet ved at smile bredt, dog uden at vise mine ublegede ægte tænder, hun måske kan fortolke som manglede succes eller neurotisk tandlægeskræk. Jeg håber mine øjne smiler med, trods knuden i maven og mine hvide knoer. Jeg bliver altid nervøs af klaustrofobiske hastemøder og uventet efterkritik, især når det er med et fjernt magtmeneneske med en rolle, der snart udskiftes med en AI. Det er tid til at vise jeg forstår hakkeordenen her.

Hov, skal jeg ikke hente kaffe? Jeg piler ud efter to kikærte-lattes, Mellemlander på toilettet og tisser triumferende et shot oveni hendes kaffeglas. Hvad fanden, jeg har tømmermænd, ingen tager skade af lidt fis og ballade. Tilbage på kontoret smasker den udtryksløse boxtox-maske med kaffeskummet, det skiller lidt.

Tak, det er så fint Janus.... hun lægger en kunstpause ind - vi er her for at tale om din udvikling; du er en eminent sanser - men en dårlig politiker - først kom din kronik om militærets flykøb - toppen siger den var illoyalt overfor DR - og det var jo ikke første gang din tourette spænder ben for dit talent. Så toppede du med artiklen om sammenfaldet mellem eksterne producenter, DFI og vores redaktører - der pissede du igen i egen rede.

Din selvforelskelse er klart en kvalifikation - men dit ubeviste selvhad gør du agerer dumt og ikke ser dine blinde vinkler, du selvsaboterer ved at lege whistleblower. Vi har levet med det længe, vores brand skal jo have en kanariefugl i kulminen. Men idag laver du mytteri mod hele Danmarks sikkerhedsredaktør ikon-Ole - over en petitesse i en banal nyhedsspeak - lige før deadline? Du har slet ikke ratings til den attitude…du er håndværker, du er ikke et frisk frækt fyrtårn mere...vi har målt på dig - din målgruppe har flyttet sig...Jeg tror badetiden er forbi...du har tisset i børnebassinet brormand.

Ordene udløser flimrende billeder af den dværg-lignende bestyrelsesformands bijob som våben-lobbyist - blandet med scener fra et klipperum hvor jeg griner åbenlyst af chef-Mettes fetish for sit navn i helvetica i versaler forrest på rulleteksterne - på mine solo-tv- produktioner.

Sømmet i kisten er vel julefrokosten i fredags hvor jeg ignorerer hendes akavede invitationer til at komme med op på hendes kontor og drikke sjælden rom og høre cool indierock og retro-trap. Jeg kan aldrig den dag, sagde pænt nej tak, føj. Gid jeg havde optaget hele seancen.

Du er hermed blivet sindet, du er ude fra i dag, din computer og telefon er allerede låst - og du skal aflevere dit id-kort - nu tak. Prøv at find bygning 3, der sidder en psykolog klar ovre i HR.

Hvem besluttede det her? - spørger jeg med frosne knogler - jeg troede mit uanfægtelige talent og karisma havde kronet mig til skudsikkert danefæ.

Lad os bare sige det bare var grønthøsteren Janus - det var en team beslutning ovenfra - der intet ondt blod - det er ikke personligt, bare tal der ikke gik op. Du skal videre - nu.

For mit indre øje forsvinder mit fremtidige sommerhus i Toscana, gulduret, den blå bog, hylden med awards og tjenstemands-pensionen. Farvel til en fabelagtig fatamorgana-fremtid, der altid vil hjemsøge mig som en fantomsmerte, der transformeres til et uendeligt sort hul trykket til en diamant af tabuiseret indebrændt vrede over tidstabet og ofrene ved et forestillet liv, der ikke nåede at bære frugt. Jeg er fritstillet så det betyder vel også et farvel til høflighed og strategisk sniksnak:

Jeg river jer med ned. hører jeg mig selv stamme ved skillevejen, Mettes ansigt skifter fra grå-gylden til bourgogne.

Sorry Janus-dreng, sagen er ude af mine hænder, som plaster kan jeg dog tilbyde du kan proklamere du selv har sagt op - sig Du har fundet andre veje" - det honoreres med tremåneders faldskærms-løn på betingelse af du ikke piver