Julenissen Livian: og den forsvundne julestemning.

By Jenni Skibby

Denne bog handler om eventyret om Livian og den forsvundne julestemning. Livian er en glad, lille nisse med masser af eventyrlyst og gåpåmod. Vi følger hende og hendes gode ven Pyt i tykt og tyndt på jagten om at få julestemningen tilbage til Juleland.

- Mon det bliver jul?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 28, 2022
• ISBN: 9788743032052

Jenni Skibby

Mit navn er Jenni Skibby. Jeg er 29 år gammel, og jeg bor lidt udenfor Horsens sammen med min kæreste. Jeg har altid haft en passion for det skrevne ord. Jeg elsker at lade fantasien vandre, og se hvor det fører hen, og som man kan læse i julekalenderen, er der både tale om magi, skurke og venskab. Jeg håber bogen spreder juleglæde, og får December til at føles lidt kortere. Glædelig jul.

Book preview

Julenissen Livian

Intro.

1. December

2. December

3. December

4. December

5. December

6. December

7. December

8. December

9. December

10. December

11. December

12. December

13. December

14. December

15. December

16. December

17. December

18. December

19. December

20. December

21. December

22. December

23. December

24. December

Kolofon

Intro.

Der var engang et magisk land, som hed Juleland.

Der var meget stille, for nisserne, der boede i Juleland vågnede først d. 1. December. 

I det flotte, store Julehus boede en stor, mægtig mand, ved navn Julefar. 

Julefar var alle verdens børns yndlingsmand. 

Han kom med gaver til jul, som de havde ønsket sig allermest. 

Udover Julefar i det store Julehus, boede der 32 andre nisser. 

Nemlig Julemor og deres 31 nissebørn. 

Heriblandt var der en lille ungnisse ved navn Livian. 

Livian var en frisk lille nissepige, som var meget eventyrlysten. Hun brugte meget tid på at klippe julepynt og lave en masse nisse-ballade sammen med alle sine søskende.  

Iblandt familiens mange medlemmer var der også en lille fe. 

Feen hed Gnist, og var familiens trylle-ekspert. Hun var den eneste, der kunne få kanen til at flyve med alle julegaverne med hendes magiske tryllestøv. Hun var ikke større end en nissehånd, og kunne sprede så meget juleglæde på ingen tid, for hendes tryllestøv kunne ikke blot få kanen til at flyve, det kunne også skabe masser af julestemning, og uden hende, ville julen ikke kunne eksistere. 

Men ikke langt derfra var der ikke meget juleglæde. 

Der boede den sure Snemand, som mange af nisserne kaldte Mugge. 

Snemand Mugge havde altid været en sur, gnaven snemand. Han brød sig slet ikke om jul og især ikke om gaver. Han havde længe villet sætte en stopper for julen og alle de glade nisser, der hoppede rundt om næsen af ham. 

Da nisserne gik i deres Julehi, sad Snemand Mugge tilbage og frydede sig over freden i Juleland, og drømmede om det ville vare til evig tid, så han kunne leve resten af sine dage i fred og ro for julesang og julebag. 

Denne jul skulle det vise sig, at Snemand Mugge ville gøre alt for julestemningen ALDRIG ville finde tilbage til Juleland. 

Natten inden 1. December kunne man høre en masse puslen og rislen i buskene. Snemand Mugge var ude og lægge fælder for Feen Gnist. Han havde den plan, at kidnappe lille Gnist og sætte hende til fange i hans dystre kælder, så hun ikke kunne slippe væk, for uden Gnist vil der ikke være noget tryllestøv, og uden tryllestøv, vil der ingen julestemning være, og børnene ville ikke få sine julegaver, og uden alt det, vil julen være ødelagt. 

1. December

Så blev det endelig den 1. December. 

Livian og resten af julefamilien var stadig i dyb søvn, men snart skulle de alle vågne, for når solen stod op

den 1. December, var det atter tid til at gå i gang med gaveræs og julestemning, så det igen kunne blive en god jul. 

Denne jul betød ekstra meget for den lille Livian. Det var nemlig hendes nummer 200. Hun vågnede som en af de allerførste nisser, og som den første vågne nisse, var det hendes job, at få de andre ud af fjerene, så de kunne komme i gang med alle nissestregerne. 

Livian fandt Julemors gamle gryde og grydeske frem, og begyndte at banke dem heftigt mod hinanden mens hun sang På loftet sidder nissen med sin julegrød!

Og så hoppede alle nisser store som små, også selv Julefar hoppede forskrækket op ad den kæmpe seng. 

Livian, din balladenisse! Kan du så sætte de gryder fra dig! Råbte Julefar vredt. Han var stadig ikke helt vågen efter den forbavsende morgensang fra Livians potter og pander. 

Glædelig 1. december! Råbte Livian glad, og alle de andre nisser tyssede på hende.

Det er ikke os alle sammen, der kun er ungnisser mere, altså.. rømmede gode gamle Julefar, mens han kløede sig i skægget. 

Livian lagde gryden fra sig, og tog sin røde hue på. Hun var frisk som en nissefisk, og klar på eventyr! 

Hun tog sine store, røde gummistøvler på, og sine luffer, og gik ud af Julehytten med en kæmpe fart. 

Hun ville rigtig gerne finde en masse kogler og gran til at lave en masse julepynt og dekorationer med. 

Ih, hvor skal det blive en god jul - hvor er det MÆGTIGT! Sagde Livian til sig selv, mens hun fandt en masse kogler. Hun gik lidt længere ind mod skoven for at finde nogle rigtig store, flotte grankogler til hendes julepynt. 

Men hun nåede kun lige nøjagtig ud i skoven, da hun fandt et lille rensdyr, der gik rundt, men manglede et stykke af det ene horn. 

Hun kunne huske, at Julefar engang havde fortalt, at rensdyr ikke kunne flyve, hvis deres horn var i stykker, så hun spurgte rensdyret

Hvor er resten af dit horn? 

Og rensdyret virkede slet ikke overrasket over, det manglede, og svarede Livian. 

Ork, det er nok faldet af igen.. Det gør det tit. 

Livian blev lidt forvirret, for hvordan falder et horn bare af?

‘’Hvorfor falder det af?’’ spurgte hun fortvivlet.

Rensdyret grinte lidt: ‘’Hihi, det er fordi jeg er kluntet, og engang faldt jeg over mine egne klumpeklove, og så knak det ene horn.’’ 

Vil du ikke gerne have det tilbage? 

Spurgte Livian, mens hun så bekymret på rensdyret. 

Rensdyret nikkede, og svarede

Ih jo, det vil jeg rigtig gerne, men jeg kan ikke selv sætte det på plads med de her dumme klove. 

Livian rejste sig kløgtigt op og sagde

Bare rolig, jeg skal nok hjælpe dig! 

Så hun tog rensdyret under armen, og sammen begyndte de, at lede efter det forsvundne stykke horn. 

Mens de ledte i krat og buske, kom Livian i tanke om, hun slet ikke vidste hvad rensdyret hed.

Hun stoppede op og kiggede på ham, og spurgte

Har du egentlig et navn? 

Rensdyret smilede og svarede med stolthed i stemmen

"Ja, jeg hedder Pyt! Mine forældre fik