Blandt roligans og hooligans: Med de rød-hvide på udebane

By Britta Boesen Kruse

Udlandsrejser, der følger det danske a-landshold i fodfold. på udebane.
Billeder, du ikke har set på tv.
Bliv beriget med fotos fra Ukraine, Kazakhstan, Irland, Rusland, Kosovo og Georgen.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 21, 2021
• ISBN: 9788743032540

Britta Boesen Kruse

Født i Rødovre, 1964. Berejst, kunstmaler og fotograf.

Book preview

Blandt roligans og hooligans – med de rød-hvide på udebane.

Britta Boesen Kruse

Blandt roligans og hooligans

Isbn 9788743032540

Norderstedt 2021

Britta Boesen Kruse:

Blandt roligans og hooligans –

med de rød-hvide på udebane

Med det danske a-landshold i fodbold på udebane.

EM slutrunde, Danmark – Nederlandene, Kharkov, Ukraine, 2012.

Andelsboligforeningens årlige hakke- og rødvinsfest havde formanden lagt på den dag og henover det tidspunkt, Danmark skulle spille sin første kamp i EM 2012, d.9.6. kl. 18 mod Holland eller Nederlandene, som det korrekt hedder. Jeg havde planlagt at holde min ferie i denne uge og ville ud at rejse

og da jeg ærgrede mig over at skulle rejse væk fra fodbolden i TV, valgte jeg at rejse derhen, hvor fodbolden var. Det til trods for det politisk ukorrekte. Ukraine havde spærret en kvindelig politiker, Julia Timoschenka, inde af politiske årsager. Det er i Strid med menneskerettighederne. De kaldte forbrydelsen for magtmisbrug, som de mente, hun havde begået i sin regeringstid. Der var politisk, især hos oppositionen, stemning for, at statsministeren og kulturministeren skulle sabotere EM og ikke lade sig repræsenterer i Ukraine. Jeg tænkte selv som så, at jeg ikke regnede med, at nogen ventede mig, hvorfor der ligesom ikke var nogen pointe i at blive væk.

Antallet af danske tilskuere var begrænset, men man mente, at det skyldtes, at Metallisk stadium lå i Kharkov i Ukraine, langt væk fra Danmark, men jeg mener, forklaringen også kunne være Dbus tidlige lukning af billetsalget. Men nok ikke Politisk protest. Jeg tænkte på et tidspunkt, at vi der var der, var nok til at befri Timoschenka.

Jeg købte billetten til kampen af en fyr, Malthe, der boede ude på Amager. Efter udveksling af en del e-mails, havde jeg et klart indtryk af, at denne fyr var reel. Man havde jo hørt så meget om snyd med billetter solgt over internettet og Den Blå Avis. DBU havde lukket salget af billetter allerede i marts måned. Der var stadig billetter at få bl.a. gennem Viagogo, men jeg ville så vidt muligt gerne sikre mig en plads på danskertribunen.

Min rejse til Kharkov gik over Istanbul med flyselskabet Pegasus. Et godt navn og en god flyvning. Flyet fra København var tæt på at være fyldt med tyrkiske familier. Jeg havde fået en plads med ekstra benplads og var kommet til at sidde ved siden af to tyrkiske kvinder. Disse såvel som stewardessen var meget hjælpsomme og servicerede bl.a. med at løfte min håndbagage op i taskerummet. Jeg nød den første del af turen, efter flere dage med gøende hund i bortrejst FCk nabos lejlighed fik jeg en tiltrængt søvn – dejligt kølet af airconditioningen.

Da jeg vågnede, ville jeg have kaffe. Det var ikke så nemt at få fra personalet på dette tidspunkt. Damen, der sad yderst var god til at få stewardessen til at stoppe og tage imod bestilling. Da jeg fik varerne, forstod jeg ulempen ved pladsen med ekstra benplads ved nødudgangen. Der var ikke nogle borde. Vi ledte ellers i fællesskab grundigt efter dem, jeg og de to damer. Freden var nu efterhånden forbi. Barnet bagved var gået i gang med at arbejde sig gennem mit sæde med sine fødder. Et andet barn var oppe ved monitoren, hvor der ikke længere blev vist film. Vi landede vel, men på dette tidspunkt, kunne jeg også mærke, at drengen bagved var ved at lykkes med sit forehavende. Damen ved siden af græd, men det var af glæde, da Istanbul var hendes fødeby.

I lufthavnsbussen møder jeg en dansk politibetjent, der er meget glad for og tidligere har besøgt Istanbul. Jeg har tidligere besøgt Istanbul, hvor vi så Den Blå Moské, Topkapi, sejlede ad Bosborusstrædet og så en sultans bolig. Flot, men jeg havde på fornemmelsen, at denne politibetjent måtte have oplevet noget andet, end jeg havde. Jeg blev snydt for the grand basar, som blev lovet.

Da jeg kommer frem til paskontrollen møder mig et skræmmende syn. En lang kø (altid et skræmmende syn), bestående hovedsagligt af orangeklædte hollændere, hvoraf nogle bar de hollandske spilleres navn på ryggen. De så godt ud. Det var nogle (store) flotte fyre. Efter paskontrollen og erhvervelsen af det nye boardingpas var gennemført, kom jeg frem til den forholds lille transithal i Istanbul Lufthavn, som også hedder Sabyiha.

Der var 3 restauranter i lufthavnen. Restauranten Sportscafé, var den mest tiltrækkende. Her var også næsten fyldt med hollandske fans med mest muligt udstyr i farven orange. Og flere og flere kom til – i alle aldre. Orange farver overalt. Jeg havde mine røde solbriller med, som jeg overvejede at tage på, selv om det var indendørs. Der var enkelte kvinder blandt de hollandske fans og jeg kunne se, at en havde fundet et par orange solbriller i SIN garderobe. Der var adskillige storskærme i Sportscaféen. Min ventetid var ca. 5 t. og al den tid, jeg var i lufthavnen, blev der imidlertid kun vist pausefisk på skærmene. Sporten måtte man selv medbringe.

Jeg overvejede at sige noget morsomt til Hollænderne, med reference til Flemming Poulsen, i retning af, at vi ville lave dem til orangemarmelade. Så kunne de jo sige, at de ville lave os til salami. Men de var jo i stærkt overtal. Jeg kunne ikke lade være at beundre dem. De så festlige ud.

Det var rimelig vanskeligt at få mad i Sportscafeén. Da det lykkedes, leverede de ikke den ret, jeg havde bestilt fra menukortet. De blev ved med at gøre det om, men det lykkedes aldrig. De sagde derfor, at jeg ikke skulle betale noget af det, jeg havde fået, heller ikke drikkevarerne. Lammekoteletterne smagte ellers godt. Jeg besluttede, at jeg ville betale på vejen tilbage.

hollændereilufthavn.png

Hollænderne syntes, at det var ganske sjovt, at jeg flirtede med dem og stillede sig op i sexede positioner i lufthavnsbussen.

I flyet fra Istanbul mod Kharkov, sad jeg på række med en enkelt pige. Hun var ret lækker. Folk har det altid med at presse sig og læne deres tasker op ad mig.

Foran sad de store hollændere. Jeg havde vist snøren ude efter en, der sad skråt for mig med mørkt krøllet hår.

Kharkov International Airport er en forholdsvis lille lufthavn og det gik hurtigt med at få kontanter ved ankomsten. Jeg fik en tyk stak. Der var da gjort stads af EM´et, da der var store fotostater ved ind - og udgang til lufthavnen. De fleste, der ankom med vores fly, kl.3.00, var interesseret i at få en taxa hen til deres respektive hoteller.

Priserne var en del forhøjede i forbindelse med EM. Dem, der havde spurgt, havde fået en pris på 3000 UHA. Eller 350 euro. Jeg valgte at sætte mig ned og vente på, at busser og metro kørte. Jeg sad således og ventede sammen med nogle hollændere og drak øl. Efter nogle timer, fik jeg dog alligevel den ide på ny at spørge informationsdamen, hvad sådan en tur med lufthavnstaxaen skulle koste ind til centrum. Hun sagde med bævende stemme:70 grynia. Det ville jeg gerne give, så jeg fik hende til at skaffe mig en vogn. Jeg skulle herefter kigge efter en grøn Opel med nr. 1091 ude på parkeringspladsen foran lufthavnen. Da jeg efter at have ventet og ledt noget tid og ikke kunne finde den, gik hun med mig hele vejen ud på parkeringspladsen, hvor vi fandt den.

Vi kørte ca. en halv time og da chaufføren afleverede mig ved hostellet, sagde han 80 grynia. Jeg gav ham 100, som er mindre end 100 danske, ca. 70 (for 20 – 30 km). (Det viste sig senere at være en overpris.).

Kl. var 5.00, ca. Jeg havde en aftale med hostellet om, at jeg kunne checke ind mellem 4 og 5. Det holdt dog ikke helt. Der var ingen til at tage imod mig. Der kom dog ret hurtigt en medarbejder til stedet, der kunne checke mig ind. Der var et problem med en Natasja, der sov inde i rummet. Jeg kunne