Mit Sindssyge Liv: En biografi til hjælp og indsigt

By Gitte Hedegaard

Dette er en bog med et klart formål: At skabe håb når livet gør ondt og handling for børn og unges trivsel.

Bogen er en selvbiografi, der barskt og hudløst ærligt fortæller om et liv på kanten: En opvækst præget af min mors skizofrene verden, alkohol i hjemmet, psykisk vold, seksuelle overgreb og en spiseforstyrrelse. En barndom med svigt, ensomhed og lavt selvværd, der fik fatale konsekvenser for mig senere i livet. Et voksenliv med stress, angst, depressioner og diagnoserne ADHD og bipolar. En bog om fordomme, tabuisering, offerrollen, accept og tilgivelse.

Bogen er skrevet med et ønske om at give indblik i, hvordan mentalt hårdt indre arbejde kan skabe en følelse af frihed og vende barndommens modstand til en indre drivkraft. Og med et ønske om, at vi reflekterer og får lyst til at handle, så vores medmennesker trives bedre.

Her er mit bud på, hvad forældre, lærere, pædagoger, ledere og politikere kan og SKAL gøre, hvis vi skal have vendt de bekymrende statistikker over børn og unges mistrivsel, som vi ser i dag. Vores børn og unge lider, og vi må og skal handle NU.

Dette er en bog om håb og taknemmelighed - og om at være et ordentligt menneske.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 4, 2020
• ISBN: 9788743081784

Gitte Hedegaard

Jeg er 44 år, har to børn på 13 og 16 år, og har i fjorten år arbejdet som lærer i folkeskolen. De sidste tre år har jeg været lærer på en lukket døgninstitution for unge kriminelle og unge, der er til fare for sig selv eller andre. Sideløbende med mit nuværende lærerjob har jeg startet egen foredrags- og konsulentvirksomhed, hvor fokus er på børn og unges trivsel. Jeg kører sociale træningsforløb i folkeskolen og holder foredrag for både børn, voksne og fagfolk. www.gittehedegaard.dk FB: Gittehedegaard.dk

Book preview

Indhold

Forord

Til dig …

Tak til …

DEL 1

Min livshistorie

0-6 år (1975-1981)

7-9 år (1982-1984)

10-11 år (1985-1986)

12-15 år (1987-1990)

16-21 år (1991-1996)

22-26 år (1997-2001)

27-32 år (2002-2007)

33-38 år (2008-2013)

39 år (2014)

40 år (2015)

41 år (2016)

42 år (2017)

43-44 år (2018-2019)

Gitte anno 2019

DEL 2

Min vej til friheden

DEL 3

Hvordan kan VI gøre en forskel,så flere børn og unge trives?

Efterord

Forord

Der findes 450 psykiske lidelser i Danmark, og 20 procent af befolkningen vil i løbet af livet få en psykisk lidelse. Vores ungdom har store mentale udfordringer og føler sig pressede og stressede. Antallet af unge, som lider af stress, angst, depressioner og lavt selvværd er bekymrende stærkt stigende. Fra 2013 til 2018 er antallet af danskere med en psykiatrisk diagnose steget med 22 procent. Psykiske lidelser er blevet en folkesygdom af de helt store, men stadig stigmatiseret og tabulagt. At få en psykisk lidelse føles for de fleste som at få et stempel i panden, hvor der står Andenrangsmenneske Man bliver stemplet som utilregnelig og mindreværdig i alle henseender. Er det rimeligt? Er det rimeligt, at vi er ved at tabe Danmarks unge på grund af angst, stress og depressioner? 60 procent af frafaldene på ungdomsuddannelserne er grundet mentale årsager, og 40 procent af vores unge mellem 16-24 år gav i 2018 udtryk for, at de føler sig pressede.

Politikerne ved det … lærerne og pædagogerne ved det.. forældrene ved det … vi ved det alle - Danmarks børn og unge lider! Vi må ved fælles hjælp tage de store arbejdshandsker på, hvis vi skal have vendt de bekymrende statistikker. Jeg ved om nogen, hvad det kræver at komme igennem et barskt liv og ud i friheden. Jeg ved om nogen, hvor vigtigt det er, at vi ser, lytter og forstår et barn, der har mistet troen på sig selv og fremtiden. Jeg håber, at min historie og mine budskaber i denne bog kan ruske lidt op i os alle og få sat fokus på, at vi kan gøre noget. Mange mennesker kunne have gjort mit liv nemmere, hvis de havde vidst, hvor vigtig deres handling - eller mangel på samme - var for mig.

Jeg traf et valg i mit liv: at bruge mine psykiske lidelser til positiv udvikling og ikke som en sovepude med overskriften Det er synd for mig. Jeg har oplevet helvede på jorden og været nede og bide i græsset mange gange, men jeg har formået at bruge mine grufulde oplevelser positivt i mødet med andre mennesker, i mit job, i mine venskaber og ikke mindst i mit privatliv. Jeg er kommet igennem tilværelsen, har accepteret mine psykiske lidelser og fået et godt liv med to skønne guldklumper, fast arbejde, eget hus og mange nære venner og familie omkring mig. Min rejse har krævet et stort mod, hudløs ærlighed og mentalt hårdt arbejde. Vejen har været lang, men med bogen vil jeg gerne fortælle, at det er muligt at rejse sig og få et godt liv – hvis man altså tør se dæmonerne i øjnene, tage kampen op og fokusere på nuet og fremtiden.

Livet skal forstås baglæns, men leves forlæns

Søren Kierkegaard

Det kræver, at man tør være hudløst ærlig og give slip på offerrollen. Hvis man kan acceptere sine svigt og tilgive de mennesker, man har brug for at tilgive, ikke mindst sig selv, så er man godt på vej, men det kræver hårdt arbejde. Jeg traf et valg!

I 2014 fik jeg diagnoserne Bipolar og ADHD, og jeg har gennemlevet mange andre psykiske lidelser: Angst, stress, depression, spiseforstyrrelse og alkoholmisbrug i barndomshjemmet. Seksuelle overgreb, fysisk og psykisk vold og et liv i min mors paranoide skizofrene verden var hverdagen i min barndom. Jeg har det meste af livet måtte kæmpe med skam, skyld, lavt selvværd og selvdestruktive tanker. Følelsen af ikke at være god nok har i perioder været altoverskyggende og flere gange været tæt på at få mig helt ned med nakken. Men det er slut nu. Jeg er ude på den anden side og håber, at bogen vil hjælpe mange flere dén vej.

Spørgsmålene er mange; Hvorfor er det så svært at sige, at en af mine nærmeste eller jeg selv har haft eller har en psykisk lidelse? Er jeg ved at blive sindssyg? Hvordan kom jeg igennem en depression? Hvorfor fik jeg en spiseforstyrrelse? Er det min egen skyld, at en i familien misbrugte mig? Hvad kan jeg gøre for ikke at gå ned med flaget? Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen? Hvordan håndterer jeg min stress og får bearbejdet fortiden? Kan jeg blive rask? Hvorfor fortjener jeg ikke at være lykkelig? Hvorfor er jeg ikke god nok, som jeg er?"

Jeg har haft hver og en af ovenstående tanker og vil i denne bog forsøge at beskrive, hvordan jeg har håndteret disse selvdestruktive tanker, og hvordan jeg kom igennem barndommens helvede og ud på den anden side. Ud i friheden. Barndommens lænker sad fast i alt for mange år, men hvordan kom jeg fri?

Jeg vil med min historie, mine 17 års erfaring som lærer, min faktuelle viden og livet som mor komme med mine synspunkter på, hvordan vi kan få vendt statistikkerne over børn og unges mentale mistrivsel.

Del 1 - Min livshistorie

Erindringer fra min barndom og mit voksenliv. En barndom, der var præget af omsorgssvigt, utryghed og lavt selvværd. Jeg tager dig med helt ind i den verden, jeg levede i som barn. Ind i mit liv, hvor min mors mange mænd, alkohol og hendes paranoide skizofrene verden tog fart, da jeg var 9 år. Du vil få indblik i, hvordan min mors vrangtanker, hallucinationer og mærkelige adfærd blev en stor del af min hverdag. Jeg beskriver, helt tæt på, et af de seksuelle overgreb, som hændte mig i en alder af 10-11 år. Jeg fortæller, hvordan jeg som 15-årig udviklede en spiseforstyrrelse. Hvordan jeg var overbevist om, at jeg var mere elsket, hvis jeg bare var tynd og gjorde alle andre omkring mig tilfreds.

Beskrivelser fra et turbulent voksenliv med mange psykiske lidelser fra jeg var 21 år og frem til i dag. Hvilke tanker og følelser jeg havde, når jeg f.eks. lå på gulvet i et angstanfald og troede, jeg skulle dø. Jeg vil beskrive, hvor god jeg var til at skjule mine depressive tanker. Hvordan jeg tog min Gitte-maske på for på den måde at skjule, hvor ondt i livet jeg egentlig havde. Hvordan stress, angst og depressioner var min hverdag, og hvilken indflydelse mine diagnoser ADHD og bipolar lidelse har haft på mit liv. Hvordan jeg i alt for mange år levede med tanken: Jeg er ikke god nok, som jeg er, men formåede at skjule mine tanker og følelser for alle mennesker omkring mig i min mentale blikkasse.

Til slut vil jeg fortælle, hvordan jeg kæmpede mig ud på den anden side ved at acceptere mine lidelser og bruge min drivkraft til at hjælpe andre, især børn og unge.

Del 2 – Min vej til friheden

En fortælling om, hvordan jeg kom ud i friheden, og mit bud på hvad vi alle kan gøre for, at mennesker vokser og ikke visner. Jeg vil fortælle, hvordan vi alle er med til at give andre muligheden for at lykkes. Hvor fatalt det kan være for den enkelte, hvis vi er nedladende, fordomsfulde og os selv nærmest. Afsnittet skaber yderligere grobund for refleksion og har blandt andet fokus på tilgivelse og offerrollen, angst, stress og vores tro. Mit fokus er at skabe håb, finde værdien i taknemmelighed og medmenneskelighed samt det selvransagende i at turde kigge indad indimellem. Vi kan alle gøre mere for hinanden. Hvis flere mennesker skal trives, og vi skal have vendt de bekymrende statistikker over folk, der ender med en psykisk lidelse, så er det en fælles opgave.

Del 3 – Hvordan kan VI gøre en forskel, så flere børn og unge trives?

Dette afsnit betyder meget for mig, da jeg altid har brændt for og altid vil brænde for børn og unges trivsel, og nødvendigheden af at have endnu mere fokus på forebyggelse frem for brandslukning.

Afsnittet indeholder fakta, evidensbaserede undersøgelser og skarpe holdninger til, hvad vi, ud fra mit synspunkt, kan og skal gøre for at skabe bedre mental trivsel hos vores kære børn og unge. Vi er ved at tabe en stor del af nutidens unge på grund af det enormt store pres, de med rette føler, de er udsat for. Vi tester og tester vores børn og unge og har tudet dem ørerne fulde af, at de skal hurtigt igennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, hvilket har vist sig at være fatalt. De kan ikke følge med mentalt!

Jeg vil komme med mit bud på, hvad forældre, lærere, pædagoger, kommuner og politikere kan og skal sætte fokus på for at hjælpe vores børn og unge helskindede igennem opvæksten og ud på den anden side som HELE mennesker, med selvværd og mod på livet.

I afsnittet vil jeg kort beskrive mit sociale træningsforløb Vores Skolefamilie, som er et af mine bud på, hvordan vi relationelt i folkeskolen kan arbejde med klassens fællesskab og den enkeltes trivsel ved at have fokus på åbenhed, og det at eleverne ser, lytter og anerkender hinanden. Afsnittet er skrevet med ønsket om at skabe refleksion, dialog og handling, der kan hjælpe vores børn og unge.

Til dig …

Bogen henvender sig til en bred vifte af mennesker. Blandt andet til dig, som søger viden om livet med psykiske lidelser. Måske du selv har gennemlevet en, måske du arbejder med mennesker og er nysgerrig på, hvad der foregår inden i dem. Måske du blot vil blive klogere på dig selv eller dine nærmeste.

Bogen er også skrevet med stor iver og lyst til at sætte fokus på tabuet psykisk sygdom og de ringe, det skaber i vandet. Mit håb er at hjælpe andre psykisk syge, pårørende, fagfolk og sundhedspersonale til at få et indblik i, hvilke fatale konsekvenser det kan få, hvis man ikke rækker hånden ud og får eller giver hjælp. At give professionelle mit bud på, hvad vi skal arbejde med, for at flere børn og unge trives.

Tak til …

Jeg vil gerne takke en række mennesker for tilblivelsen af denne bog.

Tak til mine to guldklumper, J. og I. for at være verdens lækreste unger. Tak for jeres tålmodighed, når computeren har taget en stor del af mors tid. Tak fordi I er ligeså skøre, omsorgsfulde og betænksomme som jeres mor. Takket være jer har livet altid givet mening. Jeg elsker jer helt op til himlen og tilbage igen.

Tak til min bror for de gode stunder, vi har haft, når vi har snakket vores barske opvækst igennem. Vi har haft det svært, men jeg er taknemmelig for, at vi har det godt og stadig har hinanden. Tak for grinene og tak for tårerne. Tak fordi jeg, med din velsignelse, må fortælle min/vores historie.

Tak til min far og hans samlever. Tak fordi I, i mine voksne år, har været der for mig, når jeg har haft brug for det. Tak fordi jeg har fået jeres velsignelse til at fortælle min historie.

Tak til alle mine skønne, nære veninder, der har læst, lyttet, opmuntret og kommet med konstruktiv kritik undervejs. Uden jer ville jeg ikke have troet på mig selv og projektet. I ved selv, hvem I er.

En kæmpe tak til min reservemor her på jorden, Marianne Routh. Tak fordi du igennem dit omsorgsfulde væsen og din åndelige kontakt til min mor har givet mig ro i sindet og har grebet mig utallige gange, når jeg vaklede og mistede troen på mig selv. Jeg vil være dig evigt taknemmelig.

Tak til alle jer, der via sociale medier har fulgt min rejse op til udgivelsen. Tak for jeres opbakning, kommentarer og gode råd. Tak til de mennesker, der gav sig tid til at læse min bog undervejs og gav mig fin, konstruktiv feedback. En speciel tak til mine fire fantastiske betalæsere, der har gjort bogen endnu skarpere. Tak til Signe Adams, der har været en uvurderlig hjælp med sparring, støtte og gode råd under skriveprocessen ud fra sine erfaringer med eget bogprojekt. Tak til Berggreen foto for de fine fotos.

Til sidst vil jeg takke dig, mor. Tak for den kærlighed du, trods et hårdt liv, gav mig. Jeg ved, at du i dag sidder deroppe storrygende og smilende og er pavestolt af mig. Du ved, at du har svigtet min bror og jeg i barndommen, men du er tilgivet. Jeg ved, at du gav os alt det, du havde at give. Du var bare syg!

Med kærlighed …

Der vil med bogen utvivlsomt være mennesker derude, som kan føle sig ramt. Den risiko, eller rettere sagt den kendsgerning, har jeg overvejet mange gange, og valget har været enkelt. Bogen er hudløst ærligt skrevet og ville være ligegyldig, hvis jeg kun skrev den halve sandhed. Jeg har forsøgt at beskrive mine oplevelser ud fra mine erindringer og har ikke ønsket at udstille nogen. Bogen er ikke skrevet i bitterhed og med det mål for øje, at de mennesker, der gjorde min mor, min bror eller mig fortræd, skal rammes. Den er skrevet med kærlighed til min mor, kærlighed til livet og i kærlighed til jer derude. Skrevet med et varmt ønske om at skabe håb for et godt liv til flere, trods modgang. At give mine dyrekøbte erfaringer videre til fagfolk og til alle dem, som allermest har brug for at finde viljen og håbet. Bogen er skrevet i kærlighed til vores kære børn og unge, som har så svært ved at tro på, at de er gode nok, som de er. Intet menneske fortjener et stempel i panden som andenrangsmenneske. Alle fortjener et liv uden andres fordomme og nedladenhed. Alle har brug for et håb.

Jeg håber inderligt, at mange vil kunne bruge fortællingen om mine oplevelser og tanker i denne bog - at den vil give stof til eftertanke og være med til at skabe mere debat, åbenhed og forståelse for hinanden. Måske vil du, som har gennemlevet nogle barske oplevelser eller har haft psykiske lidelser inde på livet, opdage, at det er muligt at få et acceptabelt liv eller endda et godt liv trods svære oplevelser i bagagen. At du ikke er et andenrangsmenneske og kan føle dig rask og fri, hvis du vælger det. For ingen kommer ud på den anden side som frie mennesker, hvis de vælger at bruge fortiden som en sovepude. Det kræver mod og hårdt arbejde. Det var først, da jeg tog mine tanker, følelser og krop alvorligt, at jeg blev et HELT menneske og fik min frihed. Min frihed til at styre mit eget liv og mine tanker.

Jeg har i sommeren 2019 startet min egen foredrags- og konsulentvirksomhed, hvor jeg med foredrag og sociale træningsforløb i folkeskolen vil gøre mit til, at flere børn, unge og voksne trives bedre. Mit hjerte brænder for vores kære børn og unge. De fortjener hver dag at tænke: Jeg er sgu god nok, som jeg er. Så derfor ….

BØRN OG UNGES TRIVSEL –NU!

"Et menneske, der giver sig ægte og

ærligt, og som altid følger sin egen

mavefornemmelse,

har intet at miste, da det

aldrig mister SIG SELV".

Dette citat skrev jeg i 2014 og det har været med til at skabe denne bog. En hudløst ærlig fortælling om de ting i livet der gør, at vi, til tider, mister troen på os selv. Citatet skal minde os om, at med åbenhed og ærlighed vil vi aldrig have noget at miste.

DEL 1

Min livshistorie

Psykiske lidelser

For at lette forståelsen af min historie er det vigtigt, at du som læser får et indblik i, hvad min mors og mine psykiske lidelser består af. Lidelserne er en del af min historie, og lidelserne har stor betydning for det liv, jeg har levet, og for det liv jeg lever i dag. Min mor havde bipolar og paranoid skizofreni. Jeg har lidelserne bipolar og ADHD.

Jeg vil i bogen beskrive, hvordan min mors lidelser påvirkede mit liv indtil hendes død i 2006, og hvordan mine to lidelser har været invaliderende, frustrerende og smertefulde. Jeg vil beskrive, hvordan jeg har accepteret dem, er kommet videre og har brugt dem positivt. Jeg er f.eks. overbevist om, at min ADHD faktisk har hjulpet mig hele livet igennem, selvom den til tider har været møgirriterende.

Bipolar lidelse: Kendetegnes ved, at der er forstyrrelser i stemningsleje og aktivitetsniveau. Der forekommer både maniske/hypomaniske og depressive episoder eller perioder. Man svinger imellem de tre tilstande.

Mani karakteriseres ved, at man føler sig opstemt eller eksalteret over en længere periode (en uge eller måneder).

Man føler en irritabilitet over for sine omgivelser, ofte reagerer man med vrede, og man føler sig fuld af energi og er hyperaktiv. Man er rastløs, har uro og lader sig let distrahere. Tankerne flyver i alle retninger, man har behov for at snakke hele tiden, og adfærden kan blive hæmningsløs. Man har nedsat søvnbehov, øget seksuel aktivitet og føler sig i maniens højeste fase fuldstændig uovervindelig og har en urealistisk høj selvopfattelse.

Hypomani karakteriseres ved lettere opstemthed, øget energi og aktivitet, uden at dette påvirker dagliglivsfunktionerne negativt i væsentligt omfang.

Depressive symptomer viser sig ved nedtrykthed, nedsat lyst og nedsat energi. Herudover er det karakteristisk med nedsat selvtillid eller selvfølelse, eller at have selvbebrejdelser eller skyldfølelse, tanker om død eller selvmord, tanke- eller koncentrationsbesvær. Endvidere forekommer søvnforstyrrelser og appetit- eller vægtændringer. Evnen til at glæde sig og føle interesse er nedsat.

Paranoid skizofreni:

Kendetegnes ved, at tanker, følelser og sanser er påvirket. Lidelsen domineres af hallucinationer og vrangforestillinger og apati. Bevidsthedssvækkelse, indtagelse af påfaldende kropsholdning og ofte voldsom motorisk uro. Negative symptomer såsom udtalt mangel på energi, initiativløshed, sprogfattigdom eller udtalt mangel på følelser.

Personen kan høre ting, der ikke findes i virkeligheden, taler med nogle stemmer indeni hovedet og udfører unormale handlinger. Kropsholdning, mimik og gestik er anderledes. Personen kan beskrives som værende i sin egen verden, uden en normal virkelighedsopfattelse.

ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder):

Vi kender alle en person med ADHD, så denne lidelse vil jeg kun sætte få ord på, der beskriver, hvordan jeg mærker min ADHD - Impulsivitet, hyperaktivitet, koncentrationsbesvær, svært ved at færdiggøre igangværende projekter, uro i kroppen, mange tanker og ideer på én gang og til tider søvnbesvær.

Brevet til min skizofrene mor

I 2015, som 40-årig, skrev jeg dette brev til min mor - ni år efter hendes død - hvor jeg med forløsende tårer fik fortalt hende, hvordan jeg havde haft det i barndommen. Hvordan jeg har formået at bruge mine oplevelser fra min sindssyge barndom og hendes syge verden som min indre drivkraft. Da jeg skrev brevet, var jeg ikke helt ude på den anden side endnu, men godt på vej ….

Kære mor

Det varmer mig, at du endelig har fået ro. Ro i krop og sjæl efter et hårdt liv. Du døde for ni år siden, og jeg føler en stor glæde og forløsning ved at skrive dette brev til dig.

Du led under din skizofreni, og det har været et umenneskeligt svært liv at leve.

Tag dig for helvede sammen. Du ligner lort, og det er sgu pinligt for mig, at du ser sådan ud. Hvorfor helvede har du vasket hvidt sammen med mørkt? Du kan sgu da heller ikke finde ud af noget. Da jeg var barn, var min mave helt snøret sammen, luften i min strube føltes så varm, og alting eksploderede bare indeni dengang. Jeg var så vred på dig, mor. Jeg var verbalt rigtig grim over for dig, mor. Undskyld, mor, undskyld, undskyld, at jeg var så grim over for dig. Men jeg var jo kun en lille pige. Jeg var bange. Bange for at andre skulle finde ud af, hvordan du var. Jeg bar en tung byrde … Og du var BYRDEN. Du fik lille Gitte til at leve i to uforenelige verdener, når sygdommen havde sit tag i dig. Jeg var så bange, mor … så bange. Din syge verden blev min. Blev min værste fjende …

Du fik mig til at flygte. Jeg flygtede fra dig, fra vores lejlighed, fra mine tanker og fra alle folks snak om dig/os … Jeg løb og løb og løb, men tunnelen virkede endeløs. Det er du skyld i, mor. Du jog mig på flugt. Du skabte en lille pige fyldt med angst og flugtstrategier. Jeg var så bange, jeg frygtede for dagen … frygtede for morgendagen … frygtede for fremtiden … frygtede for dit liv … frygtede for om jeg kunne klare det hele … Hele min opvækst føltes som et stort bjerg, jeg skulle bestige med bly omkring anklerne. Jeg ønskede dig ad hel …. til. Ønskede at du ville dø, og jeg kunne få mig en normal familie. Straks når ordene havde forplantet sig i mit hoved, kom skammen. Skammen over ikke at være god ved dig, og at jeg kunne være så følelseskold en datter. Jeg hadede mig selv. Jeg følte mig som et dårligt menneske. Jeg følte mig som en lille bitte udsultet fugleunge uden rede og uden en mors beskyttende vinger. Jeg følte mig alene, mor.

Jeg lå om aftenen i min seng. Kiggede op på det store hvide loft. Jeg kunne høre dig inde i stuen. Du sad og snakkede med dig selv eller med fjernsynet. Mens jeg lå der i sengen, så jeg for mit indre blik, hvordan dine øjne var fjerne og tomme, når jeg forsøgte at få øjenkontakt. Jeg fik kvalme. Havde lyst til at gå ud på toilettet og kaste op, men det kunne jeg ikke. Jeg var for sårbar til at kunne gå forbi dig i stuen og se dit tomme blik. FUCK, jeg hadede dig, mor. Mine tanker kredsede om, at det måske var bedst, hvis jeg ikke levede mere. Jeg ønskede ikke at være til stede i livet. Livet var alt for hårdt. Ønskede mig ind i en anden familie. En af de familier som jeg ofte havde luret på igennem vinduerne. Jeg forestillede mig, at jeg var datter af en anden familie. Fandt lykken i at fantasere mig ind i min egen drømmefamilie. Jeg ønskede vitterligt, at der var nogle voksne, der SÅ mig og gjorde noget. At jeg ville blive placeret i en aflastningsfamilie/plejefamilie og få lov til at leve med små og ganske almindelige bekymringer. Det fantaserede jeg tit om, men tankerne om lykken og drømmefamilien var knap til ende, førend den dårlige samvittighed tog fat. Hvordan fanden kunne jeg overhovedet være bekendt at tænke sådan? Jeg måtte da passe på dig, mor. Det var jo min opgave. Hvem skulle ellers gøre det?

Ingen andre skulle vide, hvilke ondskabsfulde tanker, jeg tænkte omkring dig. Jeg ville jo beskytte dig over for alle andre. Der var ingen, der skulle tale nedsættende om dig. Mit indre var i oprør. Jeg følte had, skam og hjælpeløshed på én gang. Hvorfor mig? Hvorfor har jeg fortjent dette lorteliv?

Jeg måtte ikke græde, mor. Jeg måtte være stærk - for din skyld. Jeg måtte gå ud ad døren til lejligheden og tage smilet på. Skjule livet i lejligheden indhyllet i sur cigaretrøg, smerte og sygdom.

Du lod mig græde, mor. Du lod mig ligge inde på værelset og gennemvæde min pude med tårer. Du så mig ikke. Du hørte mig ikke. Du mærkede mig ikke. Du var syg.

I mine spæde år som lærer på skolen tæt på din lejlighed skammede jeg mig. Jeg skammede mig over dig og var panisk angst for, at jeg skulle møde dig, mens jeg gik med mine elever. Jeg var flov over dig. Undskyld … undskyld, mor.

Jeg ved, at du nu har fået ro. At du sidder deroppe et sted, ser ned på brormand og mig og forsøger at passe på os, så godt du kan fra dit sted …. Du var psykisk syg, og langsomt plantede din sygdom et frø indeni mig. Et angstens frø om at blive som dig. Jeg var fyldt op af modløshed, frygt, angst, smerte og af at skulle forsvare dig og vores lille familie. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved følelserne, udover at flygte fra dem. Angstens frø voksede i takt med min opvækst og har forfulgt mig lige siden. Den har fucket mit liv op i lange perioder. Det er, hvad din sygdom gjorde ved mig. Jeg har været så vred på din sygdom og den angst, som blev plantet i mig. Angsten for, at jeg ville ende som dig, har været altoverskyggende i perioder. Jeg har virkelig været dødsensangst for at ende som dig. Frygten og angsten slipper mig måske aldrig helt, men samtaler med veninder, fagfolk og hårdt arbejde har gjort mig i stand til at forstå og leve med dem. Din sygdom har gjort, at jeg meget ofte har tvivlet på, om jeg er god nok, som jeg er, og det kan din sygdom sgu ikke være bekendt. Din sygdom har i perioder gjort mig følelsesløs og tom. Hvilket intet menneske har fortjent. Jeg har hadet din lortesygdom så meget, mor.

Jeg kan i dag ikke være sur på dig, da jeg ved, at du kæmpede og gjorde det bedste, du kunne, for brormand og mig. Du elskede os højt, men fik ikke altid muligheden for at vise os det. Du elskede os og gjorde det bedste, du kunne, ud fra det livet bød dig. Du var et godt menneske, mor. Du accepterede alle mennesker, var fordomsfri og ønskede det bedste for alle dine medmennesker i stedet for at være bitter og sige Det er synd for mig. Du belemrede aldrig brormand og mig med din sygdom, din indre smerte eller endeløse sorg. Det eneste, du ønskede for os, var, at vi passede på vores egne familier. Du var et uselvisk, varmt og ordentligt menneske indeni.

Derfor kan jeg ikke hade dig. Du var syg, mor. Mit store inderlige had er rettet mod din forfærdelige sygdom, skizofreni. Ville ønske at den ikke havde været der. Du fortjente et godt liv, mor, men fik det aldrig.

Jeg har tilgivet dig, din sygdom og ikke mindst mig selv for at have været strid og verbalt grim over for dig. Jeg har følt et stort had til dig i barndommen, men det var jo slet ikke dig, jeg hadede, men din forbandede sygdom. Jeg hadede din lortesygdom!

Kære mor.

Du har lært mig at tilgive mig selv og andre mennesker.

Du har lært mig at acceptere alle mennesker uanset deres ophav og svagheder.

Du har lært mig at kunne give slip på offerrollen og det er synd for mig-tanken.

Du har lært mig at være omsorgsfuld og SE andre.

Du har lært mig at kæmpe for at hjælpe andre børn/unge til et bedre liv.

Tak for den kærlighed du, trods livets hårde odds, gav mig.

Kærlig hilsen din datter for evigt

Billede fra tiden i børnehave, hvor alt var som i en helt almindelig kernefamilie. Jeg er fire år på billedet.

0-6 år (1975-1981)

Mine første leveår

Jeg blev født 13. december 1975 og var et ønskebarn. I mine første leveår var vi efter sigende en ganske almindelig familie, hvor mine forældre arbejdede, vi byggede nyt hus, tog på campingferie og havde sammenkomster med venner og familie. Min mor var en kærlig mor, som sørgede for, at vi havde det godt og trivedes. Vi, min bror som er tre år ældre og jeg, fik den tryghed og omsorg, som er livsnødvendigt for ethvert barn.

Da jeg var 4 år, traf min mor et valg. Hun var ikke lykkelig i ægteskabet og ville skilles. På dette tidspunkt vidste ingen, at min mor bar på den ødelæggende lidelse, bipolar, hvor hun skiftede imellem depressioner og manier. Senere fik hun også diagnosen paranoid skizofren, hvor vrangforestillinger, tvangstanker og hallucinationer skulle blive mit livs mareridt. Hendes psykiske lidelser var, indtil skilsmissen, ikke brudt ud, og hun var ikke udpræget svingende i humør og energi. Men hurtigt tog de fart ….

Efter skilsmissen blev min bror og jeg boende i huset sammen med vores mor i det første års tid. Vores far gik ned med en voldsom depression og kunne i den første lange tid ikke have os hos sig, så ham så vi ikke meget til. Jeg var ikke så gammel på dette tidspunkt, så jeg forstod heldigvis ikke så meget.

Livet i huset var markant anderledes. Mors bipolare lidelse viste sit grimme ansigt. Hun røg direkte ind i en manisk periode, hvor hun var glad, opstemt og havde megen energi. Hun var meget lidt nærværende, og havde meget travlt med at realisere sig selv. Hun begyndte at drikke en del øl og holde fester. Der var ofte mange mænd hjemme hos os. Det var ikke unormalt, at hun efterlod os, min bror og mig, hjemme i huset og tog på værtshus det meste af natten.

Min storebror var tre år ældre end mig, og han husker tydeligt en angstprovokerende episode. Det var weekend, og mor holdt fest i huset. Huset var fyldt med mænd og kvinder, der drak øl. De var højrystede og utilregnelige. Vi blev om aftenen puttet, som vi plejede. Denne aften havde jeg lidt feber og var sløj, men faldt alligevel i søvn. Mor valgte at efterlade os alene hjemme og tage i byen for at drikke sig fuld og hygge sig med forskellige mænd. Min bror vågnede midt om natten ved, at jeg lå og græd. Han gik hvileløst rundt og forsøgte at berolige mig. Han var i en alder af 7 år blevet den voksne i hjemmet. Han kunne ikke komme i kontakt med mor, da det var før mobiltelefonernes tid. Det endte med, at jeg helt opløst i tårer og udmattelse faldt i søvn i min storebrors favn.

Jeg kan selv huske en episode, fra da jeg var omkring 4 år, hvor jeg sad i vores stue, midt på gulvet, og græd. Jeg havde sovet middagslur, og da jeg vågnede, var der kun mig i huset. Jeg kaldte på mor, men hun kom ikke. Jeg kan stadig genkalde følelsen af, at rummet var enormt, og jeg var lille bitte og helt alene. 4 år og forladt. Jeg husker, at en nabo kom ind i huset. Hun havde igennem et åbent vindue hørt min øredøvende gråd. Frygten og følelsen af at være forladt var stor og satte allerede dengang dybe spor. Heldigvis vidste jeg på dette tidspunkt ikke, at mange flere situationer ville komme. Angstens altødelæggende frø blev meget tidligt plantet indeni.

Efter et års tid uden far i barndomshjemmet flyttede min bror, mor og jeg ind i en lejlighed i en treetagers boligblok på Thorsvej i Holstebro. Vores mor havde ikke råd til at overtage huset. Far købte mor ud af huset og flyttede ind. Det var i sommeren 1980. Jeg var 5 år og startede efter flytningen på Nørrelandsskolen i Holstebro.

Jeg har fået fortalt, at jeg var en udadvendt, glad, lille pige med krudt i bagdelen, og at jeg var et nemt og positivt væsen. Far havde efter en rum tid fået det psykisk bedre og var flyttet sammen med en ny kone med fire børn, som var noget ældre end min bror og mig. Vi var ude hos ham og hans nye familie hver anden weekend. I disse weekender kunne mor leve sit udfarende liv med mange mænd og fester, uden det gik ud over os.

Livet i lejligheden var ikke anderledes end det første år i barndomshjemmet uden far. Mors vilde liv fortsatte i den nye lejlighed. Fester, mænd, alkohol og svigt. Jeg har i 6-7-års alderen delvist levet på et værtshus. Når der kom penge til den første, var det stensikkert, at mor brugte meget tid på den lokale bodega, Landstedet. Bodegaen lå i et center ca. en kilometer fra vores lejlighed. Jeg husker mange situationer, hvor min bror og jeg var efterladt derhjemme. Husker hvordan vi, utallige gange, gik hen på bodegaen og tryglede mor om at komme med hjem. Når jeg åbnede den tunge dør ind til bodegaen, ramte der mig altid en kvalm lugt af sur, gammel øl og tobaksrøg. Belysningen i lokalet kom fra nogle store, mørkebrune glaslamper, som gav rummet et dunkelt og dystert lys. De gamle, røde velourmøbler var plettede og smudsige. Højrystede, fulde mænd og kvinder snakkede, råbte og opførte sig uforudsigeligt. Enten var de i godt humør, eller også lå der voldsomme diskussioner i luften. Jeg hadede at gå derind. Jeg havde en frygt for, hvad de fulde folk kunne finde på. Nogle gange var der tumult og slåskamp, og jeg husker, at jeg gemte mig bag mor eller løb ud derfra. Jeg husker tydeligt engang, hvor jeg blev umådeligt bange, da der var flere, der kom op at slås. Jeg løb alt, hvad jeg kunne. Løb hjem til lejligheden og gemte mig under min dyne, hvor jeg som 7-årig lå og ventede i timevis, før hun kom hjem – plakatstiv. Jeg fandt heldigvis megen tryghed i, at min bror var der for mig. Uden hans omsorg og tryghed var jeg ikke nået hertil. Jeg skylder ham meget den dag i dag.

Jeg gik kun ind på bodegaen for at tigge og bede mor om at komme med hjem. Oftest blev hun siddende og spiste mig af med nogle penge til mad og slik. Hvis