Kære Hr. Tyv: - og 39 andre indlæg fra min blog

By Poul Henning Krog

Om glæden ved at give, glæden over øjeblikket, glæden ved en stor trivselsfamilie og et meningsfuldt arbejde som læge og præst. Om glæden ved at have fået et spændende liv betroet af en skaber, der altid er nærværende og kærlig.

Poul Henning Krog har arbejdet som læge og præst i mere end 25 år. Først i 2014 begyndte han at skrive sine oplevelser ned og udgav dem på Facebook. Han fik hurtigt mange læsere, for det er hyggelig og sjov læsning med kærlige pointer han leverer.

På flere opfordringer er de muntre causerier udgivet på bogform.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 7, 2020
• ISBN: 9788743002475

Poul Henning Krog

Siden 2004 har Poul Henning Krog (PH) været frikirkepræst ved Svendborg Pinsekirke. Lægepræsten elsker at hjælpe mennesker. - Som præst, som psykiatrisk læge, som forfatter og foredragsholder. Han blev uddannet cand.med. i 1986 og har læst teologi på Fuller University og Københavns Universitet Tro udvider horisonten opadtil, udadtil og indadtil. Troen gør en stor forskel i livet, for når vi beder Gud om nåde, så tilgiver han os og glemmer vores synder, ja, kaster dem i glemslens hav, hvor fiskeri er forbudt.

Book preview

Kære Hr. Tyv

En rudekuvert fra Norge

Mit bedste klynk

97-års fødselsdagen og nye opdagelser

En flirt med Ældre Sagen

En ridse i grammofonpladen

Fattigmandshesten Olivia

Generøsitet

Sparsommelige Susanne

Grøn og grå stær

Kyllingesyn eller øjne som en ørn?

Har du brug for en hånd?

Kære Hr. Tyv

Lidelser og uretfærdigheder

Norsk humor og alvor

Oprydning

I er fyret!

Overtryk

Paranoia og angst

Hjælp, en teenager i haven

Et kørekort til ægteskab

Snorken på 40 decibel

Motion - 30 års lidelser

Et liv i balance

Øje for øjeblikket

Snefnug, diamanter og fingeraftryk

Skiløb og frygt

En anderledes begravelse

Bag om sixpack

At håndtere skuffelser

På Iphone kursus

Frustrationer

At give er at modtage

Mod og visdom

Årsag og virkning

Videnskab og tro

Så gå da til læge!

Lyset

Mettes mirakel

At holde i hånd

Min vej tilbage til troen

Kolofon

En rudekuvert fra Norge

I går fik jeg en rudekuvert fra en for mig ukendt afsender. Jeg ved ikke, hvordan andre har det med rudekuverter, men de fleste synes nok, at det er rart at kende sine udgifter og få lagt betalinger ind i et budget og på betalingsservice. Jeg lukkede brevet op og skimmede det hurtigt. Det indeholdt blandt andet et billede af vores bil og dens nummerplade. Uventede rudekuverter er trælse, men trafikbøder er da voldsomt trælse. Tankerne flyver hurtigt i en sådan situation: Var det Susanne eller mig? Eller var det en, der havde lånt bilen? Hvornår og hvor var det sket? Det næste, mine øjne faldt på, var, at brevet kom fra Norge. Uha. Nordmænd har ry for at være meget skrappe med bøder for trafikforseelser. Mine tanker fløj til en historie, jeg havde hørt om en prædikant fra Norge, der lige havde fået en ny bil. Den skulle prøves af, og han endte med at køre 180 kilometer i timen og komme i fængsel i to måneder. Det næste, jeg så, var datoen. Af den forstod jeg straks, at det var mig og ikke Susanne, der havde kørt bilen. Det ændrede ikke ved betalingen – vi har fælles økonomi – så det var ikke pænt af mig umid - delbart at håbe, at det denne gang nok var Susanne.

Vi har imidlertid et uformelt bøderegnskab kørende over 32 år, hvor vi nok står nogenlunde lige i kroner og øre. Jeg fører dog klart i antal parkeringsbøder og små fartbøder, hvorimod Susanne har taget teten i forhold til størrelsen af bøderne: Engang i udkanten af Brande fik hun en fartbøde på 2.000 kroner. Men den historie snakker vi ikke mere om, selv om den luner godt i regnskabet. Nu lever jeg som en kristen i Guds barmhjertighedsland, hvor fortidens synder er kastet i glemslens hav, hvor fiskeri er forbudt. Faktisk så husker vi mennesker ofte vores synder meget bedre, end Gud gør, for hvis synderne er erkendt og bekendt, så er de fra Guds side udslettet og glemt. Vi mennesker har derimod en tendens til at hæge om fortidens fejltagelser – både andres og vores egne. Sådan tænker Gud ikke. Tilbage til skrækhistorien om den norske prædikant. Jeg vidste helt sikkert, at så stærkt havde jeg på ingen måde kørt. Det kunne da godt være, at jeg i en norsk by måske var kommet til at køre 60 kilometer i timen i stedet for 50. Men rigtigt var det, at 15 personer fra vores kirke havde været af sted i Norge til en skøn konference. Mine øjne faldt i brevet på tidspunktet: 15:44. Gad vide med de to andre biler, som jeg var fulgtes med? De havde sandsynligvis også fået bøder, idet vi i styrtende regnvejr og dårlig sigtbarhed havde kørt lige efter hinanden.

Først nu nåede jeg frem til at nærlæse brevet. Lige over billedet af bilen stod der: For fremtidige betalinger af bomafgifter i Norge er det anbefalet, at brugeren opretter en aftale med et norsk bomselskab, som derefter vil udstede en AUTOPASS-brik. Dette giver måske brugeren ret til at passere bomanlæg til nedsat pris. De nordmænd er nu venlige. Det lød da godt og nemt med en AUTOPASS-brik med – måske – ret til nedsat pris for passage af norske bomanlæg. På bagsiden var der en udregning. Jeg skyldte Norge et samlet beløb på NOK 12,00. Ret skal være ret, det norske folk er et dygtigt, detaljeret og nådigt folk. Omregningen fulgte også med. Jeg skulle ikke betale 12 norske kroner, men derimod overføre 11,24 danske kroner inden den 1. februar. Det må være den norske olie, der er med til, at de udviser en sådan generøsitet samt en lang betalingsfrist på hele tre måneder. Jeg tænker, at vi klarer det. Der går jo ny løn ind sidst på hver måned. En anden gang vil jeg øve mig i, at fortidens forsyndelser ikke i så voldsom grad skal komme til at påvirke min brevlæsning. For havde jeg stille og roligt læst brevet og ikke kigget så meget på billedet af bilen og dens nummerplade, så ville jeg straks havde set, at overskriften lød: ’Faktura – for brug af afgiftsbelagte veje i Norge.’

Mit bedste klynk

En gribende historie udspillede sig, da jeg var tre uger gammel. Ifølge min mor var jeg ammet, skiftet og godt tilpas. Jeg lå og sov i min lille seng på første sal i mine forældres soveværelse. Uden at min mor vidste det, var der fyret ekstra godt op i kakkelovnen, og efter nogen tid havde strålevarmen fra de ilagte koks fyret så godt op under en nærtstående stol, at der gik ild i den. Røgudviklingen tog hurtigt til, og jeg kom med et lille klynk. Selv om min mor sad i stuen nedenunder, hørte hun mig gennem den massive etageadskillelse. Hun fløj op ad trapperne, greb mig og reddede mig fra røg og brand. Lægen blev tilkaldt, og jeg kom langsomt til mig selv. Mit liv var reddet. Samtidig var et par af mine søskende kommet hjem fra skole og havde slukket resterne af den brændende stol og det svedne gulv. Hvorfor fløj min mor op ad trapperne blot på grund af et lille klynk? Hun havde ikke den mindste mistanke om, at noget som helst farligt var på færde. Alt var fred og idyl. Er det ikke meget normalt for babyer at komme med små lyde en gang imellem, uden at det betyder, at noget er galt? Hvorfor så bevæge sig hastigt af sted op ad trapperne? 

Min egen forklaring er, at det må have været Gud, der gav min mor denne impuls til at reagere unaturlig voldsomt på et lille babyklynk. Da jeg var på Viborg Sygehus som læge, kom der en aften en 14-årig pige ind på skadestuen. Hun havde redet på sin hest i tordenvejr, da et lyn var slået ned i hende og hesten. Hesten var død på stedet, men hun var i live og ved fuld bevidsthed – om end medtaget. Et smykke ved navlen havde medført en tredjegradsforbrænding. Vi læger var mest optaget af risikoen for koagulation i blodbanerne. Lynet finder den vej, hvor der er mindst modstand. Den varme, de måske 100.000 volt giver, kan sagtens få blodet til at koagulere – hvilket i næste ombæring kan medføre blodpropper. Pigen blev behandlet og observeret på intensiv afdeling i nogle dage. Hun blev reddet. Billedbladet kom på banen med denne fantastiske historie. På forsiden så man pigen og hendes nye hest. Hesten var en gave fra Billedbladet. Den døde hest havde reddet hendes liv. Det er sandelig godt, at heste går med hestesko og ikke gummistøvler, for hestens jordforbindelse blev pigens redning. En tirsdag i mit lægearbejde indskrev jeg en klient, som for første gang havde taget et stesolidlignende præparat. Stesolid bruges bl.a. som angstdæmpende, beroligende og krampestillende middel.

For at få denne effekt havde han taget 50 gange mere, end den dosis, man bruger til kortvarigt at behandle folk mod angst. Et mirakel, at han ikke var sovet ind i døden natten til mandag. Selv om han først kom til os om tirsdagen, var vi alligevel helt på dupperne og tjekkede alle hans funktioner hver time og overvejede endog at placere en nattevagt ved hans side. Men langsomt gik han fra skæv tilstand