Bagom alt kan jeg høre din sang

By Eva Andrea

Eva Andrea står ved en ny korsvej. Sjælevenskabet med hendes elskede skælver og hun overvældes af mørke. En dag træder hun ind i den gamle kirke på øen, hvor et lille maleri drager hende mod sig. "En strøm af lys står sitrende mellem os, hun vil mig noget, det er tydeligt. Men hvad? Som jeg står foran hende, kan jeg ikke andet end at åbne hjertet, jeg skal nok lytte, det lover jeg. Og lysstrømmen mildnes, så jeg kan sænke blikket."

Eva Andrea kaldes til at drage til Avila - en gådefuld rejse ind i sjælens mystiske rige, der bærer hende gennem tid og rum, ind til kernen af Teresa af Avilas sjælevenskab med Johannes af Korset. Kan de vise vej gennem mørket?



Sagt om bogen:


Denne bog berørte mig langt ind i sjælen. Ikke blot skriver Eva Andrea sjældent smukt - du føler dig healet efter at have læst den.
- Jannecke Øinæs, Wisdom from North



Den smukkeste spirituelle litteratur jeg længe har læst. Jeg blev suget ind i dens sårbarhed og mærkede smerten, skønheden og længslen i dens mest poetiske form. Bogen fik mit hjerte til at lyse op i genkendelse og under. Så smuk, så magisk, så vigtig.
- Anja Steensig, spirituel lærer



I det fineste lys lader jeg mig forføre, vågne, undre, oplyse, omfavne og omslutte. Et lys så guddommeligt og rent, som Kilden det strømmer fra.
- Inger Hjort, Connecte



Læs denne dejlige, mættede, sanselige og dybe beretning om den moderne spirituelle pilgrimsvandring - og få mod til at lytte til sjælens kald og lade kærligheden lede vejen.
- Kisser Paludan, spirituel lærer, psykolog og forfatter

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 30, 2019
• ISBN: 9788743035299

Eva Andrea

Eva Andrea er forfatter og mentor for sjæle i opvågning. Hun deler i denne dybt personlige triologi - de gyldne cirkler af transformation hun selv gennemgår i sin opvågning og rejse hjem. Se www.evaandrea.dk om Eva Andreas retreats og events.

Book preview

Andre bøger af samme forfatter

Drømmemoreffekten

Hjertelyd

Soul to Soul Songs

Da den lille sjæl kom til verden

Og jeg vågnede

"Jeg kender ingen, der kan fange mig ind

og med ord få mig til at føle mig så meget i live

som Eva Andrea kan. Jeg genkender så dybt,

at det giver genklang i mit eget DNA…"

Flora Tara Melchiorsen, ekspert i mindfulness og livsbevidsthed

"Eva Andrea har bragt det arketypiske møde

med Den Elskede til et højere og dybere niveau.

En beretning om et indre helligt bryllup – så smukt

formuleret, at det ikke kan fortælles om."

Eva Lykke Sveistrup, arketypisk astrolog

"En vidunderlig perle af visdom. Få mod til at høre

din egen helt unikke sang bagom al den støj, som

frygten skaber. Og mod til at tro på, at der er plads

til hele dig – med alt hvad du rummer, i en helt

tæt relation med din elskede."

Sophira Carolina Simonsen, numerolog, coach og mentor

"Jeg følte mig tryllebundet af Eva Andreas visdom

og rørende indsigter – oplevede den smukkeste

uendelighed af kærlighed og forbundethed

mellem sjæle strømme ud af bogen."

Hanne Brosbøl, yogalærer og heartmentor

"Du har gjort det igen – endnu et mesterværk.

Tak, fordi I skrev, skriver du til Teresa og Johannes.

Da jeg læste de ord, tænkte jeg på det aftryk, du som forfatter

efterlader dig. En dag vil nogen sige:

Tak, fordi du skrev, Eva Andrea."

Gitte Winter Graugaard, forfatter, coach og mentor

"Eva Andrea giver en dyb indsigt i, hvad mystikken

og det guddommelige er og kan give os."

Ianneia Livia Silke Meldgaard, spirituel lærer

"En vidunderlig historie om hengivenhed, der

åbenbarer en sjælden dybde – side for side. Side om

side står også Eva Andrea og Teresa – for evigt

forbundne som sjælesøstre i hver sin tid."

Sussanne Wexø, Life Mastery Academy

Det eneste, der ledte mig,

var det lys, der brændte i hjertet.

Det lys ledte mig

sikrere end ved middagstimens

lys

til det sted, hvor jeg var ventet

af en, jeg vidste om –

og hvor ingen andre var til stede.

Johannes af Korset, Sjælens Nat

Til min sjæleven

Indholdsfortegnelse

PROLOG

Engleøjne

Åbning

Snejomfruen

Glaspigen

Syv øjne

Nøglen

1577 Sankt Josef af Karmels Kloster, Toledo

Mellemrum

Strandhuset

Brevet i brudekjolen

11:11

Bare dit hjerte

Avila

Teresas nøgler

Sjælens Slot

Bare fødder

Sprækken

3. december 1577

Teresa og Johannes

Ballonpigen

Hvem finder hvem?

Djævelens trappegang

Guld

Brevene

Nordlys

Storm

Krypten

I dine hænder

Død

Claro

Det sted, jeg var ventet

Lys

Forklædt

Sjælens Nat

Sort

Avila, 15. september 1578

Fader Lucio

Jordengle

Af ild til ild

De fire søjler

Træet

Den sorte Madonna

Krystalbroen

Herlighedsdragten

EPILOG

PROLOG

Da jeg var lille, var jeg bange for mørke. Det kan jeg stadig blive. Men jeg begynder at lære, at der er forskel på mørke. At der er lys i al slags mørke, som vi ikke opfatter med vores øjne, men aner i sjælen.

Fire år gammel, får jeg det samme mareridt igen og igen. Jeg drømmer om ulve. De kredser omkring mig i en mørk skov, høje fyrretræer, tættere og tættere kommer de med glinsende hvide tænder, øjne, der brænder som ild, de snerrer, trækker sig tættere omkring mig. Jeg skriger. Omtrent der vågner jeg altid, springer ud af sengen og piler over det bløde gulvtæppe i gangen, ind gennem køkkenet, hvor mine fødder glider på de kolde fliser, så gennem den lange stue med bornholmeruret, forbi stolene, der står som ranke skygger omkring det tunge egetræsbord. Der er de igen, ulvene. Et glimt af en sulten tand her, en opblussen af et glødende øje der, jeg ser stadig deres øjne, men jeg er jo vågen?

Der er mørkt, bare en sprække af lys kommer fra mor og fars soveværelse. Jeg løber hurtigere, skræmt af mit eget åndedræt, der ligesom puster mig tungt i ørerne, som glubske ånde. Jeg river døren op, kaster mig mod sengen, de varme skikkelser.

Mor, far, ulvene!, hulker jeg, smyger mig ind i mors bløde favn, hun stryger mig over håret.

Det var bare en drøm lille skat, det var bare en drøm, siger hun.

Hjertet hamrer, en stor tromme der ikke kan stoppe. Jeg griber ud og knuger om fars hånd, der er meget større end min.

Jeg husker ikke det her, men har altid fået fortalt, at jeg blev adskilt fra min mor, da jeg var under to år gammel. Hun ventede tvillinger og blev så tynd og afkræftet af at kaste op under svangerskabet, at hun blev indlagt på Rigshospitalet. Jeg blev passet hjemme hos min mormor de måneder. Men hver gang vi besøgte mor på sygehuset, blev jeg umulig bagefter. Jeg klynkede og græd i lange tid. Så det endte med, at jeg ikke fik min mor at se.

Da hun endelig en gylden septemberdag kom hjem, bleg og træt, med to små nyfødte drenge, afviste jeg hende blankt. I lang tid nægtede jeg at kalde hende andet end Mormor og vendte mig væk fra hendes kærtegn eller stivnede som en statue.

Nu, hvor jeg selv er mor, er det let for mig at forestille mig, hvor svært det må have været for min mor, at jeg blev taget væk. Og jeg forstår også den lille pige med snehvidt hår og øjne så blå, at de næsten var sorte. Hun beskyttede sig selv mod adskillelsen. Indgød det en angst i hendes celler, en dyb eksistentiel frygt for at blive forladt, eller illusionen om adskilthed bare en del af den menneskelige oplevelse for os alle sammen?

Al slags mørke bærer klangen af adskilthed i sig – fra nogen vi elsker, fra sjælen, fra dele af os selv – eller fra selve Kilden. Der er mange slags mørke. Tågen, er en af dem. Den ligger over vandet en vintermorgen og gør luften uigennemtrængelig, en sky faldet ned fra himlen. Den er ikke lys, heller ikke mørke – bare intethed – så det ikke er til at se en hånd for sig. En sky af uvished, der ånder forvirring, tvivl.

Der er skyggernes mørke, fulde af barndommens ulve og drager, sære væsener skabt af frygt, skyld og skam, der må erkendes og holdes i kærlighed for at opløses og forvandles til livskraft.

Og så er der skumringen, den blå time, som den kaldes på fransk. I det mørke er solen næsten gået ned og farver horisonten rubinrød, mens lyset bliver blåligt og umærkeligt nærmer sig natten. I det blålige mørke ser vi stadig aftegninger og fragmenter med fornemmelsen af at være mellem dagen og natten, mellem det, der var, og det, der kommer. Vi holder på det blålige mørke, nordboere bliver længe oppe i sommeraftenen, der føles evig. Den blå time er begyndelsen til transformationens mørke. Oplever larven i silkepuppen det blålige mørke, før den opløses langsomt i sin metamorfose? Glipper den med øjnene, når organerne slipper kroppen og flyder omkring i en klæbrig væske, mens en uendelig intelligens omskaber den til en strålende sommerfugl? Forstår den, hvad der sker, på det stadie, hvor den hverken er larve eller sommerfugl, men er overgivet til de skabende kræfter?

Den sorte nat kommer med bælgmørke, lyde vi ikke kender, stilhed, uendelighed, en lille død. I den mørke nat er solen fraværende, brændende på den anden side af verden, et fjernt minde. Men også natten har forskellige nuancer.

En sjælens mørke nat har med sjælens vandring at gøre. Mens et andet natmørke er skabt af kriser og tab, der kan ende med at slå en revne ind til sjælen, vække os, så vi erindrer vores lysende essens.

Der er solformørkelsen, det forbigående illusoriske mørke, vi selv skaber, når vi snubler i ubevidsthed, suges ind i de tungere menneskelige emotioner af frygt og indre modstand. Og hvad med den smertefulde nat af dybgråt, lammende, grådfyldt mørke, skabt af depression med de myriader af årsager, der kan udløse den. Som synapser, der står og blafrer i hjernen i mangel på et hormon, et vitamin, en byggesten.

Er der ikke også et morgenrødt mørke, der bærer bud om nyt liv? Det rødlige mørke i moderskødet, hvor fosteret udvikler sig fra noget, der ligner et forhistorisk lignende embryo til et fuldbårent barn med lukkede øjne, vugget, beskyttet, næret.

Og hvor findes mørket egentlig? Sidder det i sjælen, i sindet, i kroppen? Hjertesorg, for eksempel, ligger i brystet mere end i tanken og kan være så afgrundsdyb, at vi næsten ikke kan være i den. Broken Heart Syndrome kan man dø af.

Jeg sidder på en varm klippe ved Middelhavet denne sommerdag, mens billederne går igennem mig. Surfere står som lette fugle på bølgerne i gult og grønt foran mig. Jeg er sår i brystet, hul af gråd, opslugt af et mørke, jeg ikke forstår.

Alle mørkets mange klange og nuancer fylder dette øjeblik. Men hvordan er det muligt, når jeg er i så dyb harmoni med min sjæl? Jeg er lykkelig over, hvor min opvågning har ført mig hen i mit indre og ydre liv. Jeg føler mig hel og de sidste år har jeg foldet min sjæls vinger ud i strålende farver. Jeg er velsignet med et liv, mange kunne drømme om. Jeg er velsignet med kærlighed og den dybeste, smukkeste sjæleforbindelse med Steinar. Det er, som om vi er tvillingesjæle, udsprunget af den samme oversjæl, der endelig i dette liv har fundet hinanden. Han er mit fuldkomne spejl – ligesom jeg er hans. Det ved jeg i mit hjerte. Og alligevel. I dag står jeg ved en korsvej. Det mærkes i mit inderste væsen. Men jeg kan ikke se en hånd for mig. Tågen slører mit syn. Sanserne er lukkede. En ydre ting har udløst mørket. Det har vokset sig større og større over året, der er gået. Men jeg ved, at det egentlig ikke er det, det handler om, selvom det kan føles sådan. Det er noget sjæleligt, som jeg ikke forstår.

Det føles blåligt, som oplevelsen af at være forladt af min Kilde. Det er en sjælens nat. Og lige her, mens jeg ser mod tre børn, der løber med en rødstribet drage på stranden, hoppende og hujende, sanser jeg et filter af dyb grå, der er trukket henover mine sanser, så jeg ikke kan tage farverne ind. Jeg vil bare græde og græde og græde, indtil jeg forsvinder og ikke er her mere. Hjertet føles så tungt, at det ikke kan være i kroppen.

Jeg rejser mig fra klippen, tager notesbogen og de sider, jeg har revet ud af bogen med mig, og river dem i bitte bitte små stykker. Gid jeg havde ild, så jeg kunne brænde erkendelsen, der skærer i hjertet som glasskår. I stedet fordeler jeg de frimærkestore papirstykker i tre flaskegrønne containere på vejen op til bilen, nogen her, nogen der. For det jeg har skrevet, skal ingen læse, ikke engang jeg selv. I brevet lover jeg mig selv at forlade Steinar, hvis det er, hvad sjælen vil. Det er fuldkommen uforståeligt for mit sind. Det eneste jeg ved, er, at jeg må være villig til at give slip på ham, jeg har elsket gennem tusinder af år, ham som jeg er gået gennem den dybeste forvandling sammen med, ham jeg elsker som mit eget hjerte. Jeg må være villig til at give slip, hvis det er kærlighed. Sandheden er, at jeg ingenting kan se. Det eneste, der kan bære smerten, er tårerne, der løber og løber, så huden svier af salt, og trækker furer over mine solbrændte kinder.

Engleøjne

Sommernatten er blå. Vi sidder foran huset på trappestenen under den gule fuldmåne, da jeg fortæller ham det. Jeg kan alligevel ikke bære hvordan jeg har det, som en hemmelighed. Vi deler jo alt. Inde sover børnene endelig, under hvide lagner, svirrende små plastic møller får luften til at bevæge sig svalende over deres varme kinder. Jeg sidder, sidelæns på trinnet, med ryggen mod muren med et glas Alicantevin mellem mine skælvende hænder. Mine ord knuser Steinars hjerte. Noget i ham krakelerer.

Selvom cikaderne messer omkring os, og en duft af appelsinblomster fylder luften, er verden vendt på vrangen. I timer sidder vi der, forsøger som så mange gange dette år at forstå hinanden. Smerten vokser sig større og større, vi står på hver side af en kløft, vi ikke kan nå over. Selv med vores uendelige kærlighed. Hvordan kan den helhed, vi begge to oplever, smerte den anden? Hvordan kan det være, at det føles, som om en af os må miste noget livsvigtigt af os selv, for at vi kan fortsætte sammen? Vi står et umuligt sted. Men vi vil hinanden så inderligt.

Melody vågner, står i natkjolen med fugtigt hår ned i panden.

Der er så varmt på værelset, og der er en myg, pappa, siger hun.

Jeg er glad for, at det er mørkt, så hun ikke kan mit blege ansigt.

Jeg kommer, min skat, siger Steinar og følger med hende ind, jeg hører ham tappe et glas vand i køkkenet, hans velkendte trin over stuegulvet: Nu finder vi den myg, Melody, og så kan du sikkert sove.

Noget i mig er ved at gå i stykker – kærligheden er så stærk, at fortvivlelsen bliver endnu større. Jeg går om i haven, tager det rødstribede indiske tæppe, lægger det ud på fliserne under stjernerne, tænder en lanterne, lægger mig på ryggen og ser op mod stjernerne, der står som tusinder af lysende øjne. Som barn forestillede jeg mig, at stjernerne var engleøjne, der så ned på mig. Jeg har brug for at føle forbundenheden, jeg føler mig adskilt, forladt. En stjerne falder. Gråden vokser til en lavine, der vælter frem fra mit væsens dybeste sted, jeg hulker, englenes øjne er tomme, de synger ikke længere, de lytter ikke, hvorfor er jeg alene?

Tag mig hjem, hvisker jeg til Universet, tag mig hjem, og angsten kommer rullende, overtager min krop, jeg kan ikke få luft.

Pludselig mærker jeg Steinar glide ned ved siden af mig, hans arme slutter sig omkring mig.

Åh, jenta mi, hvisker han ned i mit hår, stryger