Digte: Svævende opbrud

By Hans T. Nielsen

Svævende opbrud er et opgør med fortiden, kulturelt, religiøst og samfundsmæssigt. Tidsmæssigt rummer digtsamlingen et spænd på over 3000 år, men gennemgående er det naturligvis forfatterens personlige oplevelser, der skrives ind i en lyrisk støbeform. I sprogets fokusoptik handler det også om, hvordan vi forholder os til ord og begreber, hvordan sproget i al almindelighed er styrende for, hvad det er jeg oplever i min hverdag og mit liv.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 23, 2016
• ISBN: 9788771886740

Hans T. Nielsen

Jeg er født i 1948 og var med sådan lidt på sidelinjen, da ungdomsoprøret satte dagsordenen fra 1968 og npgle år frem. Der er i romanen en del selvbiografiske træk. Bl.a. meldte jeg mig ud af 2.g for at prøve kræfter med tilværelsen ud fra mine helt egne præmisser - og det var uden sikkerhedsnet og redningskrans. Jeg var vildt fascineret af bjergene i alperne, så jeg "sadlede min jernhest" og kørte sydpå mod Østrig og Italien. Jeg var væk hjemmefra i godt et års tid, inden jeg vendte tilbage og gjorde min studentereksamen færdig. Karrieremæssigt har jeg været lidt rundt ude i det pædagogiske landskab. Oprindelig er jeg uddannet folkeskolelærer med en overbygning som exam.pæd.psyk. Jeg har også arbejdet som job- og uddannelseskonsulent, inden jeg blev skoleleder. Mine sidste 5 år på arbejdsmarkedet var jeg leder af et pædagogisk udviklingscenter og var med til at implementere it i alle kommunens skoler, og det var både et spændende og udfordrende job. Det var først, da jeg gik på pension jeg for alvor begyndte at skrive.

Book preview

Og?

OPTAKT

At rejse er at leve,

og livet er en rejse –

ind i sig selv,

og ud af sig selv.

Det er, når man rejser,

at livet for alvor

er til at holde ud,

hvor drømme og spænding

får lov at folde sig ud,

uden hverdagens ligegyldige gøremål

griber kvælende om min hals.

At rejse er et kunsthåndværk,

og jo bedre du forstår

håndværkets kunst,

jo større og smukkere

bliver din rejse.

Den oprigtige,

den naive rejsende

er en landevejsridder

på tur fra Skagen til Gedser,

mens de fleste andre,

gode rejsende bestemt,

rare og søde mennesker,

rejser med faste normer og mål

med kultur og penge på kontoen,

til Athen, til Efesos, til Rom og Venedig,

til Østrig og Thailand.

At rejse er også en form

for følelsesmæssig brutalitet,

som tvinger én

til at have tiltro til fremmede,

frasige sig de gode gamle venner

og trygge omgivelser derhjemme,

være overladt andres luner og magt.

Du ejer intet

ud over oplevelserne:

De smukke bjerge, himmelen og de hvide strande.

Hotellerne og de store swimmingpools –

alt er til låns.

Den ægte rejsende

kender ikke den endelige destination,

og for den fuldkomne gælder desuden,

at han hverken ved,

hvor han kommer fra,

eller hvor han skal hen,

men blot er på vej,

on the road, on the flight,

giv me five –

see you again in paradise.

NEDTAKT

Lav et håndgjort stykke papir

af din afflåede huds korkceller.

Snit dig en pen

af dine forkalkede knoglerester.

Brug blodet

fra dit svage hjerte

som livgivende blæk

til dine tanker

og hensvundne drømme

og skriv de digte,

der skal følge dig

de sidste år i livet

og ind i evighedens

tætte omfavnelse.

Det første store digt

I.

I begyndelsen herskede det talte ord

fortællingen og overleveringen

til de næste slægter.

Gennem en hellig ceremoni

indviet til forherligelse

af den store helt og tyran

Gilgamesch

den mægtigste blandt konger

et kæmpe epos

datidens første og største

om mennesket og guden

fra Uruk i Mesopotamien

landet mellem Eufrat og Tigris

hvor sumererne herskede.

En højkultur blomstrede op

fra skødet af poesiens

strenge moder.

Tre tusinde seks hundrede

verslinier i kileskrift

med griffel presset ned

i våde lertavler

mange generationer senere

i Sin-leqe-unninis

stramme lyriske opbygning

og poesiens stadig

strengere og strengere form

musisk og rytmisk ledsaget

af lyrer og trommer

ikke i Assurbanipals kongelige bibliotek

men i recitationen

for de nye slægter.

II.

Der var engang et land

vi kaldte det

Utopia

smukt og dejligt

her var himlen blå

overstrøet med drømme

som hvide lammeskyer

solen gik ned i havet

farvede alle de bløde skyer

røde og lilla

og nu kaldte vi landet

Idylia

men lammeskyerne brændte bort

under solens kolde ild

der skød mørke vægge op

fra syd, nord, vest og øst

og himlen lukkede sig

over det nye kontinent

Klaustofobia.

Mørket sænkede sig

og vilde skrig

gled