Tyson & Holyfield: Giganter af Sværvægt

By Hugo Høffner

Evander Holyfield og Mike Tyson startede i hver sin vægtklasse, men endte med at krydse klinger i sværvægt. Inden da havde de begge domineret vægtklassen og været verdensmestre. Dette er historien om to af de største sværvægtere nogensinde, deres karrierer og deres indbyrdes opgør. Historien om en strandet kamps tilblivelse og revanchekampens ørebid! Gør dig klar til "Iron" Mike Tyson vs. Evander "The Real Deal" Holyfield.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Sep 6, 2016
• ISBN: 9788771886771

Book preview

elegance

Indledning

Boksefans kan nikke genkendende til, at man har stået ved siden af en person, der har råbt af tv-skærmen kom nu, slå ham nu ud! Hvad er det egentlig, man håber på? Håber man på, at den fighter, man holder med, må slå den anden så hårdt, at han aldrig rejser sig igen? Aldrig! Eller håber man på, han bare kan skade ham nok til at vinde kampen? Hvad er det, der får en til at juble, når slagene hagler ned over en bokser, og man råber på mere hjemme i stuen? Er det meget unormalt? Nej, det er det mest naturlige, man kan forestille sig. Uanset hvad man måtte mene, hvem man måtte være, og hvem man selv mener, man er, drages vi af styrkeprøver. Vi drages af spørgsmålene, der rejser sig, så snart to mennesker står overfor hinanden i en dyst – hvem er bedst? Hvem vinder? Og det gælder i alle former for konkurrencer; matematikprøver, kunstværker og altså også boksning. Med boksningen har vi endda en styrkeprøve, vi kan se udvikle sig. Vi kan se, hvem der starter godt, hvem der efterhånden kommer bedre med, og hvem der slutter bedst af. Kunne vi på samme måde følge to suveræne kunstværkers indbyrdes kamp om sejren, ville vi givetvis også juble, når det gik vores kunstværks vej. Men det kan vi ikke, for med kunst er det ofte prisen, der bestemmer, hvad der er bedst, uanset hvilke argumenter man måtte have. I boksning derimod kan man til tider modbevise et resultat ved systematisk gennemgang, hvor ingen afslutningsvis kan anfægte de synspunkter, man har fremlagt. Det er det, der gør boksning så fantastisk – visse kampe slutter aldrig! Vi kan for evigt diskutere, om afgørelsen er korrekt, opsummere fakta og komme med vores helt egen konklusion. Men allerbedst kan vi lide, når vores konklusion er åbenlys, lige på kornet, en ren KNOCKOUT! Så når vi står der og råber slå så hans hoved af, er det ikke et udtryk for rendyrket brutalitet, men snarere et udtryk for, at vi ønsker at vinde diskussionen, vi ønsker, at andre skal anerkende, at vi har ret, og de har taget fejl. Andre gange er vores udbrud udtryk for vores inderste håb for det ene boksende individ. Vi føler en stor sympati, som vi ikke altid kan forklare – men vi ønsker at se ham få succes igen, for at vi kan få anerkendelse for vores følelser for denne bokser. På en måde er det altså os selv, vi hepper på, når vi står der røde i hovedet og hopper. Alle vores bedste tanker går mod fighteren og lige tilbage mod os selv. Måske skulle vi tænke mere over også at heppe på os selv i det daglige i stedet for, når vi lader os inspirere af idoler. Men netop idolerne er med til at give os lysten til at gøre noget andre finder umuligt eller for besværligt, og uden idolerne ville vi aldrig få taget os selv i kraven og få samlet vores liv op, sagt det vi ikke har turdet sige, gjort det vi ikke har fået gjort… skrive en bog for eksempel! Så bliv ved med at heppe – det er ikke kun idolerne, I hepper på!

Mike Tyson vs. Evander Holyfield

Det uundgåelige møde. En kamp der var bestemt til at skulle finde sted. Den overvandt alle udfordringer. Fængsel, nederlag, ny verdensmester, penge, forskellige vægtklasser, hjerteproblemer, flere penge. Nogle gange i boksning kigger man på to fightere og siger: De kommer til at bokse mod hinanden en dag – det ved jeg! Boksning er på mange måder ligesom havet, utroligt uforudsigeligt. En bølge kaster dig måske ind på et rev, hvor du så ligger strandet. Tyson vs. Holyfield lå strandet mange gange. Men den lå og ventede.. ventede på tidevandet. Og pludselig en dag fik kampen revet sig løs fra revet. Og så var den der – lige pludselig.. og hvilken kamp. Men hvad gjorde egentlig kampen så fantastisk? Hvad var baggrunden? Hvad var boksernes baggrund? Og hvad med fight II? Og hvad med bagefter? Hvad skete der siden hen? Og hvad pokker har Brian fra Korsør med det hele at gøre? For at forstå alt det må vi starte med at se på navnet Tyson. T-Y-S-O-N. Kig på det… kig igen. Sig det.. sig M-I-K-E T-Y-S-O-N. Du vil opdage, at jo mere du siger navnet, jo mere utilpas føler du dig. Du bliver en lille smule skræmt indeni. Det er helt naturligt. Forestil dig, du er professionel bokser og skal møde M-I-K-E T-Y-S-O-N. Du er stadig en lille smule skræmt ved navnet. Du føler en stor klump i halsen presse sig på. Men modsat før, hvor du bare læste navnet, ved du nu, at du skal bokse mod ham. Du kan ikke gemme dig. På en given dato i nærmeste fremtid står du ansigt til ansigt med I-R-O-N M-I-K-E, og I skal tæske løs på hinanden. Og du ved, hvad Tyson kan, for du har hørt om ham. Du har hørt, han slår hårdt. Du har set ham SMADRE modstandere i 1. omgang gang på gang på gang. Men nu er det dig, der skal møde ham. Du skal prøve ikke bare at blive et nummer i rækken. Ikke bare vågne op på kanvassen og sige hvad skete der? Du skal prøve at vinde! VINDE!! For at vinde skal du være hurtig. Du skal have et godt jab. Du skal VILLE fighten mod Mike. Altså infighten! Du skal være parat til at komme helt tæt på ham og lange ham de ondeste stød, du nogensinde har slået mod et andet menneske. Men det er ikke så slemt.. det slemme er, at når du kommer derind i Mikes verden, og har hamret dine slag af sted.. så er det Mikes tur. Er du villig til at tage hans hårdeste slag? Er du villig til at sige: Nu bliver jeg ramt, som jeg aldrig er blevet ramt før – og jeg klarer det! Og jeg vinder!?

Det den slags psykologiske spørgsmål du som modstander til Tyson skal kæmpe med. Han er vildskab. Han er Achilleus – Han er den stærkeste mand i verden, the baddest man on the planet, Iron Mike. Men som Achilleus har Mike også et svagt punkt. Mike har også et eller andet sted en Achilleushæl, som kan ødelægge alt for ham - du skal bare finde det - men først skal du overleve første omgang, hvilket er det sværeste i kampen mod Mike.. overlev 1. omgang.

Nu kigger vi på navnet Evander Holyfield. Et morsomt navn, se på alle vokalerne. Sig navnet for dig selv. Efter et par gange kan du mærke en vis respekt omkring navnet. Det er ikke en frygt som hos Tyson, det er noget andet. Det er en form for ridderlighed. Som Sir Lancelot hos Kong Arthur. EN mand der vil kæmpe til sidste blodsdråbe, for at forsvare det han tror på – sig selv! Måske kan han ikke vinde alle kampe. Men når det hele er forbi, kan han se sig selv i øjnene og sige: Jeg gjorde det godt. Jeg kæmpede med alt, hvad jeg havde lært, og det bragte mig langt. Måske ikke til sejr, men til respekt. Respekt fra min modstander og respekt fra publikum. Det skaber en aura, som er helt unik. Det handler ikke om, jeg vinder eller taber. Det handler om, hvorvidt jeg har kæmpet med alt, hvad jeg har. Det handler om krigeren i mig. Er han parat til at satse det hele for at få respekten? For at få den mentale sejr trods nederlag? For at kunne kalde sig ved det navn, som krigere gennem tusinder af år har sat mest pris på – Warrior!? En Warrior giver aldrig op. En Warrior tager alle de slag, du kan komme med. Og det er ikke bare et par af dem, der rammer – det er dem alle, der rammer! Du bliver udbokset, du bliver bragt helt ud på kanten, hvor dit selvværd siger hold kæft, hvor er du fucking dårlig! Og når du når helt derud som Warrior – så kaster du dig frem med alt, hvad du har! Du vil dø med støvlerne på, du vil svinge et venstrehook fra helvede af sted mod det fjols, der har ydmyget dig de sidste mange omgange, ja måske hele kampen. Du har måske ikke de store færdigheder, eller dine færdigheder er måske ikke, hvad de var en gang, eller din modstander er simpelthen bare bedre. Du vinder måske ikke. Men ingen kan tage noget fra dig bagefter. INGEN! Du er en Warrior på den rigtige måde. Ligesom Evander Holyfield. Den rigtige måde… The Real Deal.

Stereotypen Tyson

Sportsgrene og miljøer har en interessant sammenhæng. Visse miljøer avler visse sportsmænd og omvendt. I tennis er det sjældent, du møder en spiller, der er vokset op på gaden, har været i fængsel, har været ludfattig osv. Det er ligesom en anden samfundsklasse, der spiller tennis. Boksningen er måske den sportsgren, hvor udøverne kommer fra de vanskeligste kår. For hvis du ikke har noget som helst her i livet, du er fattig, uden tag over hovedet, du roder i skraldespandene efter mad, så er hele dit liv en kamp. Selv de mest basale ting som mad og et sted at sove bliver et problem. Og hvis det endelig lykkes dig at finde begge dele så tag dig i agt. For der er altid en, der er ligeså presset som dig. Og en dag står du måske ansigt til ansigt med en, der er ligeså sulten som dig. En der er ligeså træt af det her liv, som du er. Og ingen er jer er interesseret i at dele byttet – det er the winner takes it all. Hvordan afgør man sådan en dyst? Med næverne! Den stærkeste overlever, og den svage må dø eller forlade byttet. Det er den slags baggrunde, mange fightere kommer fra. De har oplevet total fattigdom, og alt der er så langt fra en lykkelig kernefamilie, som det kan være. Og de vil gøre alt for at komme ud af dette. De vil kæmpe for ikke længere at skulle tigge for at få råd til mad. De vil kunne forsørge deres familie selv. I bokseverdenen er det bare ikke sikkert, det lykkes for dig, for konkurrencen er hård. Og du ender måske med en midlertidig løsning, hvor du i en årrække kan få brød på bordet ved at blive knockoutet af tilfældige modstandere. Men hvad med bagefter karrieren? Så er det status quo. Og hvad så? For dem det lykkes for, er alt ved første øjekast lykkeligt.. men det at gå fra at have 0,00 dollars på kontoen til pludselig at vælte sig i millioner bliver for meget for nogle. De kan ikke styre deres egne penge, deres forbrug, træningen bliver uregelmæssig, de har ingen businessmæssig erfaring på området og nogle falder i forkerte hænder og ansætter folk til at holde på pengene, men som gør præcis det modsatte: Bruger dem!

Hvis nogen bokser nogensinde har passet bedre på denne stereotyp, er det Mike Tyson. Michael Gerard Tyson blev født den 30. juni 1966 i Brooklyn, New York City, New York. Ca. på tidspunktet for Tysons fødsel havde hans far forladt familien. Grundet økonomiske problemer var familien nødsaget til at flytte i Mikes barndom. Jeg startede på en ny skole, og den første dag blev jeg tævet og fik stjålet min frokost. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor de ville gøre sådan mod mig, for de kendte mig jo slet ikke, har Tyson senere fortalt. En ting, der har hans interesse som dreng, er duer. En dag har en større dreng fundet hans duer og efter lidt diskussioner, river drengen hovedet af den ene due. Det får Mike til at banke knægten sønder og sammen. Fra da af vidste han, han kunne slås, og at han kunne slå hårdt.. rigtig hårdt! Da han er ca. ti år, kommer han med i en bande, der hedder Rutland Road-Banden. Mike falder for deres smarte tøj. De er et par år ældre end Mike, men hans store krop gør, at de virker jævnaldrende. Og det er ikke bare drengestreger, de laver. Banden udser sig de huse, hvor salg med kokain og hash foregår. Normalt foregår den slags med salg af stoffer diskret. Du smider en seddel ind under døren og får stofferne ud den anden vej. Ingen kommunikation, kun udveksling. Banden får en person til at banke på. Når døren så går op, vælter de ind ad døren med pistoler og røver alle de tilstedeværende. Det er Mike, der samler ind, for han er den yngste. Han tømmer folks lommer. Men det er ikke ufarligt. Nogle gange slipper alle ikke med ud. Dem, der ikke kommer med ud, bliver groft banket eller slet og ret myrdet. Det er det miljø, Mike befinder sig i. Da han er 13 år, har han været anholdt 38 gange. Han ryger i ungdomsfængsel et hav af gange. Til sidst ender han i Tryon drengefængsel i Johnstown New York. Her er fyldt med unge mænd fuld af afmagt og vrede. Alle de følelser, de har indeni, kan de ikke styre. Men i dette fængsel er der mulighed for at afreagere – her arbejder nemlig Irish Bobby Stewart, en tidligere bokser. Han stiller sig selv til rådighed for de unge mennesker, så de kan afreagere – og de får grovbank! Han