Nye mænd

By Johan Skjoldborg

Johan Skjoldborg giver her en skarp skildring af gårdmændene, der både økonomisk og politisk er den herskende klasse ude på landet i slutningen af 1800-tallet. Ejeren af Hyldgaard er den absolutte sognekonge, der kan klare alt, og som har endnu større ambitioner på sin søns vegne.

Sønnen Per, der er bogens helt, vælger imidlertid at leve sit liv efter et helt andet mønster, da hans succeskriterier ikke svarer til forældrenes. Han lader sig gerne glide et par trin ned ad den sociale rangstige for at blive gift med den simple proletardatter, der er hans store kærlighed.

Han foretrækker at være sammen med sine dyr og børn og have tid til at glædes over naturen fremfor at påtage sig offentlige hverv. Han vælger heller ikke venner efter social anseelse.
I følge Skjoldborg hører han til de nye mænd, som et ordentligt samfund har brug for.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 26, 2018
• ISBN: 9788743005957

Johan Skjoldborg

Johan Skjoldborg, 1861-1936, bliver i dag først og fremmest husket for sine beskrivelser i digte, noveller og romaner af husmændenes vilkår. Det var en beskrivelse af en befolkningsklasse, som han selv var udrundet af, og hvor han også i sit voksne liv var ude at søge sine oplysninger i marken. Faktisk gjorde han det så godt, at flere af hans værker i dag må betegnes som klassikere. Johan Skjoldborg debuterede som romanforfatter i 1893, men fik sit egentlige gennembrud med En stridsmand i 1896. Senere kom bl.a. Gyldholm og Per Holt. Det er bøger, som har fået deres velfortjente plads i den danske litteratur. Af Skjoldborgs øvrige bøger fortjener især novellesamlingen I skyggen at blive nævnt. Her møder vi en række stræbsomme projektmagere fra husmandsklassen, hvor de opnåede resultater dog slet ikke står mål med anstrengelserne. God læsning er også romanen Nye mænd, hvor samfundsagitatoren Johan Skjoldborg får givet nogle drøje hug til den selvbevidste og dominerende gårdmandsklasse, som har overtaget den politiske og økonomiske magt ude på landet.

Book preview

Andre klassikere udgivet ved Poul Erik Kristensen:

Jeppe Aakjær:

Fra min bitte-tid (erindringer). 2016.

Drengeår og knøsekår (erindringer). 2016.

Hedevandringer (kultur- og naturbeskrivelse). 2016.

Vredens børn (roman). 2016.

Bondens søn (roman). 2016.

Arbejdets glæde (roman). 2016.

Vadmelsfolk (noveller). 2016.

Johan Skjoldborg:

En stridsmand (roman). 2017.

Gyldholm (roman). 2017.

Per Holt (roman). 2017.

I skyggen (noveller). 2018

Henrik Pontoppidan:

Isbjørnen (roman). 2017.

Alexander Rasmussen:

Forvalteren på Lindenborg (roman). 2017.

Indholdsfortegnelse

Udgiverens forord

FØRSTE DEL

Kapitel I

Kapitel II

Kapitel III

Kapitel IV

Kapitel V

Kapitel VI

Kapitel VII

Kapitel VIII

Kapitel IX

Kapitel X

Kapitel XI

Kapitel XII

Kapitel XIII

Kapitel XIV

ANDEN DEL

Kapitel I

Kapitel II

Kapitel III

Kapitel IV

Kapitel V

Kapitel VI

Kapitel VII

Kapitel VIII

Kapitel IX

Kapitel X

Kapitel XI

Kapitel XII

Kapitel XIII

TREDJE DEL

Kapitel I

Kapitel II

Kapitel III

Kapitel IV

Kapitel V

Kapitel VI

Kapitel VII

Kapitel VIII

Udgiverens forord

Johan Skjoldborg (1861-1936) regnes vel ikke i dag blandt Danmarks store forfattere, men ingen har dog overgået hans beskrivelser af de danske husmænds vilkår. Her har han præsteret nogle klassikere, som vil holde mange år endnu. Hans første bog blev udgivet i 1893. Herefter kom der nye titler med jævne mellemrum, og flere kom endda i adskillige oplag.

Men tiden går, og retskrivningen ændres. Derfor har jeg i 2017-2018 med nænsom hånd redigeret enkelte af Johan Skjoldborgs bedste bøger for at fjerne nogle irritationsmomenter for nutidens læsere. Her har mit udgangspunkt været, at hvis jeg var i tvivl om det rimelige i at foretage en rettelse, fik Skjoldborgs egne ord lov til at bestå. Forfatteren har med andre ord hele tiden stået over grammatikken.

Navneord skrives med lille begyndelsesbogstav, med undtagelse af forskellige egennavne ændres aa til å, gamle stavemåder erstattes af nutidens, og enkelte ord erstattes af nye, der er mere forståelige. Endelig er der også hist og her, men bestemt ikke i noget stort omfang, blevet ændret en smule på tegnsætningen.

Skjoldborg lader i nogen grad sine hovedpersoner tale dialekt, men han gør det på en sådan måde, at det næppe giver forståelsesmæssige problemer. Skulle der imidlertid være en enkelt svipser, vil oversættelsen formodentlig kunne findes inde på nettet i ordbog over det danske sprog.

Poul Erik Kristensen

FØRSTE DEL

I

Sønnen fra Hyldgaard kørte en morgenstund mod øst gennem Øsløs By med det røde føløg og hendes datter, den treårs. Begge øgene havde fire hvide koder og var ganske ens; kun manglede den treårs en blis i stjernen. Et lille føl fulgte nok så adstadigt ved moderens side.

Per lod øgene domse af sted, rebtømmen hang i en bue over hammelværket. Øgenes ben havde så busket en hårvækst, at det så ud, som en kost blev dyppet i vejstøvet ved hvert trin.

Sådanne otte hesteben var som støtter skredet foran Per gennem hans barndoms verden fra den tid, han begyndte at følge sin far i plovfuren; derfor var der noget kært, noget hjemligt, sær fortroligt ved dem; de gik så trofast hen ad vejen. Uvilkårligt rørte han moder-øget venligt med svøben, og hun svarede med et lille, forstående sving med halen. Den treårs havde gulflammet horn om tåen, så rent og skært, at når han i læ af havediget derhjemme havde set den komme springende henover det grønne, saftige engstykke, var det, som om den fløj af sted på gyldne hove. Han lod sit blik glide op over dens brede, skinnende kryds og dens lyse manke, der faldt frit ned til den ene side som en stribet, brusende strøm.

Nu ser unge Per Hyldgaard helt op. Der er et godt udtryk i det menneskes ansigt. Det er øjnenes skyld. Det er nogle aparte øjne, lynsnare selv for det mindste og dog rolige, netop dybt rolige af godhed; de er blå. Han er glatraget med kruset hår og lidt kindskæg i krøl ned foran ved ørene. Læberne er fint buede og ender i dunkle mundvige.

Fjorden ligger morgenstille og sølvhvid. Fiskerbådenes røde sejl nærmer sig land; han følger de skridende sejlere. Den første båd er allerede inde, og tunge, mørke skikkelser spreder deres vod hen over fjordstranden.

Dér tæt ved vejen ligger enkeskrædderens lille, velholdte hytte med husløg på taget. Selv står hun ren og pyntelig udenfor midt i de duggede aurikler og stedmoderblomster og smiler til ham. Hun er allerede gråhåret, men der er noget fint og rørende skønt ved den kone, så man får lyst til at nikke til hende, og så tappert af hende at føde fire børn op alene ved hjælp af sin synål. Hun misser med øjnene i morgenlyset og suger luften ind gennem sin blege huds porer.

Lajs kone ved siden af er en anden slags. Hun står også udenfor, men med dun i håret; neden for underskørtet, der stopper ved knæene, ses hendes stolper af ben, det ene i en hvid, det andet i en sort hose. Hun strækker sig og gaber, og hvert gab ender i en grov lyd og så et glams til slut.

Da han kommer hen til Kræn Snedkerbjergs, piler Lise af sted i sin malkedragt som en gærdesmutte ind i bryggerset, hvor hun læner sig leende ud over halvdøren og nikker til ham. Hun er for resten en sød pige, det er Lise. Men der er ikke noget ved hendes tale; den er bare jip-jap, ligesom de andres. Alligevel er der noget yndigt ved de leende øjne over halvdøren, og han nikker igen til hende.

Således kører Per forbi huse og gårde gennem byen. Gammel Laust kommer trækkende med sin hjelmede ko oppe fra marken; hans træsko er våde af dug. Per smiler, for han ved, at Laust i den årle morgen, før andre folk er oppe, trækker rundt langs grøftekanter og jordbalke, så den hjelmede kan få sin vom fyldt på en billig måde. Den kan næppe skræve af sted. Det er mest Jep Sovs, det går ud over, for Jep er ikke så nøjeregnende med en smule græs til småfolk. Han står for resten i porten til sin gård og råber til Laust, om den hjelmede nu har fået sin frokost.

Ja den har, bette Jep, svarer Laust. Vorherre vil, at en skal være god ved dyrene.

Det griner Jep sådan af, at det skralder i porten.

Nu er Per Hyldgaard kommet østen ud af byen. Han vender sig i sædet. Op vesten for Øsløs hæver sig markernes grønne fald. Og midt i det forårsunge korn står Skårup Gravhøje med deres mørke omrids, faste mod skyen. Helt ovre på Morsø kan han skimte noget rødgråt pløjeland og et grønligt skær fra agrene op ad Hesselbjerg Mark. Ejerslev Knude stiger stejlt op af fjorden med sine lyse lerskrænter som et nøgent legeme af morgenbadet. Ude i bredningen svømmer Fur og Livø nok så let med Sallingland i baggrunden. Men Himmerlands højland og alt det østen over dølger sig halvt i morgendis.… Som enhver Hannæsbo, der ser ud, lader Per blikket løbe hele synsranden rundt.

Der letter en flok fugle henne ved Søndergaards Strand; det bliver til en hel skare på flere hundrede; det er rajgæs, der som en løsrevet skyflage driver ned til de lave grunde i fjorden østen for Holmtunge. Gennem den høje luft hører han deres fjerne, ejendommelige raj-raj.

Per Hyldgaard følger fuglenes flugt. Sådan trækker de hvert forår ind ad den ene side af himmelranden og ud af den anden. Det minder en om, at verden er større end Hannæs.

Han har nu Lyngbjerg lige for sig. Så meget har han set sig omkring, at han forstår, at den bakke ikke er særlig mægtig, men han synes, at intet af det, han har set, alligevel er så mærkeligt, så smukt som dens lange bøjede, rene linje mod den blå himmel; ja, han synes, den ligefrem toner i hans sjæl som en streng, så stille og yndigt.

Ja, det er skønt at bo her på Hannæs. Han er kommet til at forstå det; han ved det nu.

Han skal altså ud i Skærpen-Sig og grave tørv. Og samtidig skulle han få fæstet Lyngbjergmandens datter. Det var Mette, hun hed. Han kendte hende fra den tid, de gik i skole, men han huskede kun, at hun var en rask og glad tyksak med en vældig hårmanke og en morsom stumpnæse. Siden - ja Hyldgaard og Lyngbjerghuset lå nok i samme by, men der var ingen forbindelse mellem de to punkter. Hun havde været langt henne at tjene, og det skulle ikke være gået hende bedst. Nå, det var jo også lige meget.

Hans mor havde bestemt pålagt ham at få fæstet pigen, da de ikke kunne undvære en. Ganske vist var det næsten forargeligt, at en skulle have en tingest som hende, der for tiden var hjemme med en unge, ind i ens gård, havde hun sagt. Men så'n en kunne vel have godt af at komme i et kristeligt hus, og kanske det kunne blive til hendes frelse.

Det var sådan noget, Per ikke holdt af hos sin mor; hun var fyldt med gudelige talemåder, så væmmeligt. Hun gik ligesom indspundet i den slags, så hendes natur blev borte. Bare hun ville lade være med det. Somme tider kunne han ligefrem ikke lide hende for det. Og hun var dog så god imod ham.

Han bøjede af fra den stenede vej, hvor vognen larmede, kom ind på heden, hvor øgenes haler flød hen over lyngtoppene, og straks blev der stille; han hørte fuglenes sang. Først et almindeligt kor, så lærkens frie, glade toner, og så vibens larmen, når den kredsede over hans hoved. De lysegrå måger, der sejlede gennem luften, gav kun et skrig engang imellem, men rylen pylrede med hele tiden. Bekkasinen havde så travlt med sit wy-vitte, wy-vitte, wy! medens den sindige hjejles klagen kun lød nu og da. Højt oppe fra rimmede horsegummerne (dobbeltbekkasinerne), men lavt over tuerne strøg gøgen frem med sit bløde gugu, gu-gu! Som de sang og fløj omkring og fyldte luften. Her var fuglenes fri verden. Her var deres hjem. Og han kendte dem jo alle sammen fra den tid, han rendte barfodet om i lyngen her.

Varmen flimrede, det var en sommerdag før sommeren, så dyssende, at han lod sig hentage af det; tankerne flød af sted sammen med solens strømme og vårens vind.

Det var en brat måde, han vågnede op på. Tæt foran vognen til venstre dukkede hun pludselig op af lyngen. Først som et syn. Så et blink af et strålende menneske. Den første kvinde i hans liv. Der stod hun i lyset.

Det var kun en ung pige i en simpel bondedragt .... jamen nu kendte han igen hendes stumpnæse.

Hendes sunde, faste skikkelse fjedrede af kraft som en kvies, der er kommet på græs, hendes gullige hår brusede som den duftende mjødurt i kæret, hendes øjne var som den lyse sommersky - i en lynende hast fik han dette indtryk af en rigtig naturpige.

Han var uvilkårlig standset. Hun stod stille og rødmede let. De så på hinanden fulde af forundring.

Han fik sagt noget om, at de skulle have en pige til Hyldgaard, og at hun jo var ledig nu. Hun fik også svaret noget til det. Men ordene var ligegyldige; de to unge åndede mod hinanden som lyng og pors, der dufter i morgensol.

Og det hele varede ikke længere end opholdet mellem gøgens kuk. De gled fra hinanden, hver til sin side. Da de kom et stykke bort, så de sig begge tilbage på én gang.

Per Hyldgaard fik godt nok øgene fæstet i de gamle tilgroede grave, han fik ølflasken lagt til svaling under et par hoventørv, og han fik også fat i spaden, men han hørte ikke mere nogen fuglesang, og han så ikke, hvor dagen strålede.

Og da han til middag kørte hjem fra kæret ind gennem landsbyen, var det underligt, hvor husene forekom ham fremmede; og folkene syntes ham kun nogen, han engang havde kendt.

Først da den tunge arbejdsvogn skramlede ind på Hyldgaards stenlagte gårdsplads, vågnede han med et ryk til dagens krav.

Faderen, Jens Hyldgaard, stod der. Han var en statelig, velplejet mand med spidst, studset fuldskæg. Han var lige kommet hjem fra mejerikontrolleringen og havde været rundt og set efter, hvad der var udrettet, mens han havde været borte. Han var ikke fornøjet og sagde til Per, at når en betalte en arbejdsmand som Laj så mange penge om dagen og kosten, så var det forskrækkeligt, at han ikke sørgede for at få bestilt så meget som muligt; der måtte være nogen ringe tanker i sådan et menneske.… Jens Hyldgaard rev i stropperne, idet han hjalp sønnen med at spænde øgene fra.

Per bemærkede undskyldende - og den unge mand havde en mærkelig venlig tone at tale i - at Laj jo havde den her skade, som han da for resten havde fået her i Hyldgaard.

Men faderen lo stødvis i hånlige sæt, thø-hø-hø! som om det ikke kom sagen ved, og spurgte, om Per så havde fået fæstet pigen, for de manglede hende hver dag.

Ja - jow. Per bøjede sig, som han tog et eller andet op fra jorden.

Hvad skal hun have i løn?

Tho det kommer vi nok ud af. Per dukkede sig.

I snakkede kanske slet ikke om sådan en biting, thø-hø-hø!

Moderen kom til syne i bryggersdøren med et par mejerispande, som hun stillede til tørre. Hun var en ældre kone, men i fuld kraft. Hun råbte over gården: Fik du så fæstet Lyngbjergtøsen?

Hm, - jo-w! svarede Per tilbage.

Mon det nu er en, der kan bestille noget?

Jo, det tænkte han.

Kommer hun så til den første?

Det mente han nok, hun kunne.

Hør, Per, - faderen så pludselig og bestemt over på ham - er du ikke rigtig rask?

Jo, hm, men du ved nok, far, at somme tider kan a ikke lide at snakke ret meget.

Nå, min dreng! Faderen tav; og der var en dyb glæde i hans blik, da han hemmeligt betragtede sønnen.

Per Hyldgaard gik ind i stalden med sine øg og lod dem drikke af vandtruget. Den treårs stod med sine fine hove på de fugtige sten og lod vandet dryppe fra mulen. Endelig fyldte den vommen rigtig, pustede derpå ud, så der gik to lyse luftstrømme fra dens næsebor, og rørte samtidig ørene ligesom for sjov.

Per klappede den på den varme, faste hals inde under manken. Og han lagde dens hoved over mod sin kind et øjeblik.

II

Laj står i den høje, lyse, luftige stald i Hyldgaard og pudser seletøjet, det med messingbeslag, og Per strigler de to røde; der skal nok køres i stads. Laj er ældre, men hans rødlige, stride hår og rundskæg, der står i en krans om hans ansigt, er tæt og tykt som en ung mands. Derimod bærer øjnene med de røde rande og hans furede ansigt årenes spor, såvel som hans kantede krop og benene, der er stive og krumme som hjulfælgestykker.

A skal garantere dig for, Per, siger han, at det er længe siden, dette her har været så blankt som i dag. Men vor mand skal jo ud at køre med amtmanden og de andre proprietærer, så a vil nok vise dem, at vi kan pudse i Hyldgaard.

Du har jo også lært det, Laj, da du var dragon. Der er et godmodigt smil om Pers mund.

Ja, det har a fanden farhen. Skesandt Petersen sagde også: 84, sagde han, du pudser den onde banke mig, som om du havde været stuepige alle dine dage, hæ, hæ.

Hvorfor siger du egentlig fanden farhen?

Det skal a fortælle dig, Per. Laj spænder sin ryg og skræver ud med pudsekluden i hånden. Dengang a kom fra tjensten, var a så hulendes til at bande. Din bedstefar snakked med mig om det, at a så'n hele tiden kaldte den løjen saten til mig. A kunne ikke la' være. Men så hittede a på dette her farhen; han skulle fare hen, forstår du, fra mig altså, - og se, så var a på den rigtige side, hæ, hæ.

Per smiler.

A har jo aldrig været fjollervorn, se det er sagen. Ja, soldatertiden var alligevel en skøn tid, skønt råt det var det. Som nu den første tid, a kom hjem, a regnede hverken dyr eller mennesker. På Øsløs Marked og ved legestuerne, ja, hvis nogen bare sagde et skævt ord, så var herren fornærmet, hæ, - en visker under øret nok så nemt, værsgod, hæ, ja når en tænker på det, der kunne skrives en hel bog om mine ungdomsbedrifter. Laj rettede sig pludselig: Jo, Per Hyldgaard, Laj han har også været med engang. Han sigter på en stolpe, der står fire alen borte, og sender en stråle af spyt lige i prikken.

Hvorfor blev du egentlig ikke i tjenesten? spørger Per med lunhed i øjekrogene.

Hvorfor? Det sagde skesandt Petersen også. Du er den onde banke mig født til soldat, 84, sagde han. Hja, hvorfor? - A skal sige dig ærligt, Per, Sørine hun var bleven for tyk for mig, se det var sagen. Så er skæbnen der, og så kender du resten. Ellers kunne a have gået med mine snorer den dag i dag.

Per strigler og børster ivrig, og han træder tilbage for at se på sit værk, som om han ikke kunne få de to røde fine nok i dag.

A kan så tydelig huske, Per, da dette her seletøj kom her i gården. A var en knægt dengang. Din bedstefar købte det på Øsløs Marked, han havde nemlig fået lavet den grønne vogn med udskårne blomster og lukkede agestole med barket skindbetræk. Det var stads dengang. Nu kører din far i fin fjedervogn, og når du bliver mand i gården, Per, så kommer du da i det mindste til at køre i halvlukket vogn, hæ, hæ.

Var min bedstefar ikke en skøn mand? A var jo så bette, da han døde.

Skøn! - jo, det var han. Altid veltilpas i det daglige. Han var nok lidt egen, men så godsindet. Der går et smukt skær over Lajs gamle, furede ansigt. Han og dig, Per, havde for resten meget tilfælles! Det kommer som et umiddelbart udbrud.

Pludselig fløj han i arbejdet igen; han syntes, han hørte nogen komme. Men der var ingen.

Da der er gået lidt, spørger Per ham, hvorfor han altid bliver bange, når han tror, Jens Hyldgaard er i nærheden.

A ved det ikke, Per. Men han er den, der kan alt her i byen.

Far og dig har vel været unge sammen?

A var lidt ældre, men vi har tit været til legestue sammen. Og dengang - det blinker i Lajs øje - da var a, fanden farhen, kop-og-kand'. Men a vil indrømme, at Jens Hyldgaard og enkeskrædderen, som vi nu kalder hende, det var absolut det pæneste par på dansegulvet; det var ligefrem skønt at se dem, det snakkede vi så tit om.

Enkeskrædderen, Elisabeth? Per holdt op med at strigle og lænede sig til den treårs.

Ja. Hun var en fattig pige, men hun, - ja, hun var som en dame imellem os, så kunne de komme, hvem der ville. Ja, sådan kan det gå, Per Hyldgaard.

Laj gav sig til at pudse på ny, og Hyldgaardsønnen blev stående længe, tavs og tankefuld.

Imidlertid sidder Jens Hyldgaard inde i dagligstuen og studser sit skæg, tæt og spidst. Ann’ Hyldgaard bærer hans stadstøj ind og lægger det på langbordet, der er