Hævnet: Krimi

By Gittemie Eriksen

Pia Holm ligger i coma efter et fatalt møde med en gerningsmand. Politikommissær Lars Andersen har holdt vagt ved hendes seng i tre uger, da det langt om længe lykkes sygeplejersken at overbevise ham om at forlade hospitalet. Lars skal dog snart fortryde, at han lod sig overtale, for han når ikke langt væk, før bevidstløse Pia er centrum i en farlig gidselsituation ...

Retsmediciner Pia Holm og politikommissær Lars Andersen er tilbage i dette 4. bind af den hæsblæsende serie, hvor en 16-årig pige bliver fundet død på stranden ved Gedser Odde.

"Godt plot og en problematik der er velkendt men med en overraksende slutning."
4 stjerner, BOGFIDUSEN

"Plottet fungerer fra side et, og tempo og afveksling i krimien hører til bandt de bedre."
5 stjerner, BOGVÆGTEN

"Både Gittemie, Pia og Lars er tilbage i en ny realistisk mordsag som henrykker undertegnede både hvad angår miljø og plot." KRIMICIRKLEN

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 23, 2018
• ISBN: 9788743004875

Gittemie Eriksen

Gittemie Eriksen har udgivet en serie krimier med retsmedicineren Pia Holm i hovedrollen, foruden flere spændingsnoveller, en børnebog og en bog om at være forfatter. Gittemie er cand.scient. og har desuden læst lægevidenskab i fem år.

Book preview

Af samme forfatter

Hvad Du Ønsker (2012)

Kriminalromaner i serien om Pia Holm

Bedraget (2012)

Forblændet (2013)

Forsvundet (2015)

Kriminoveller i serien med Pia Holm

Bestjålet - novelle (2013)

Bundet - novellesamling (2013)

Druknet - novellesamling (2015)

Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, da hver enkelt bog

har et afsluttet plot. Karaktererne udvikler sig dog fra bog til bog, og

derfor giver det mening at læse dem i den skrevne rækkefølge.

Dette er fjerde bog i serien om retsmediciner Pia Holm og

politikommissær Lars Andersen.

Indholdsfortegnelse

Prolog

Tirsdag den 28. april

Onsdag den 20. maj

1. Kapitel

Torsdag den 21. maj

2. Kapitel

3. Kapitel

4. Kapitel

5. Kapitel

6. Kapitel

7. Kapitel

8. Kapitel

9. Kapitel

10. Kapitel

Fredag den 22. maj

11. Kapitel

12. Kapitel

13. Kapitel

14. Kapitel

15. Kapitel

16. Kapitel

17. Kapitel

18. Kapitel

19. Kapitel

Pinselørdag

20. Kapitel

21. Kapitel

22. Kapitel

23. Kapitel

Pinsesøndag

24. Kapitel

25. Kapitel

2. pinsedag

26. Kapitel

Tirsdag den 26. maj

27. Kapitel

28. Kapitel

29. Kapitel

30. Kapitel

31. Kapitel

32. Kapitel

33. Kapitel

34. Kapitel

Onsdag den 27. maj

35. Kapitel

36. Kapitel

37. Kapitel

38. Kapitel

39. Kapitel

40. Kapitel

41. Kapitel

Torsdag den 28. maj

42. Kapitel

43. Kapitel

44. Kapitel

45. Kapitel

46. Kapitel

47. Kapitel

48. Kapitel

49. Kapitel

50. Kapitel

Fredag den 29. maj

51. Kapitel

52. Kapitel

53. Kapitel

54. Kapitel

55. Kapitel

56. Kapitel

57. Kapitel

58. Kapitel

59. Kapitel

60. Kapitel

61. Kapitel

Lørdag den 30. juni

62. Kapitel

63. Kapitel

64. Kapitel

Søndag den 31. maj

65. Kapitel

66. Kapitel

67. Kapitel

68. Kapitel

Mandag den 1. juni

69. Kapitel

70. Kapitel

71. Kapitel

72. Kapitel

73. Kapitel

74. Kapitel

75. Kapitel

76. Kapitel

77. Kapitel

78. Kapitel

Tirsdag den 2. juni

79. Kapitel

80. Kapitel

81. Kapitel

82. Kapitel

83. Kapitel

84. Kapitel

85. Kapitel

86. Kapitel

88. Kapitel

Onsdag den 3. juni

89. Kapitel

90. Kapitel

91. Kapitel

92. Kapitel

93. Kapitel

94. Kapitel

95. Kapitel

96. Kapitel

97. Kapitel

98. Kapitel

99. Kapitel

100. Kapitel

101. Kapitel

102. Kapitel

103. Kapitel

104. Kapitel

Torsdag den 4. juni

105. Kapitel

106. Kapitel

107. Kapitel

108. Kapitel

109. Kapitel

110. Kapitel

111. Kapitel

112. Kapitel

113. Kapitel

Grundlovsdag

114. Kapitel

115. Kapitel

116. Kapitel

117. Kapitel

118. Kapitel

119. Kapitel

120. Kapitel

121. Kapitel

122. Kapitel

123. Kapitel

124. Kapitel

125. Kapitel

126. Kapitel

127. Kapitel

128. Kapitel

129. Kapitel

Lørdag den 6. juni

130. Kapitel

Forfatterens tak

Prolog

Tirsdag den 28. april

Lars Andersen tog sig til hovedet og ville ønske, de frygtelige lyde ville stoppe. Han havde levet med dem i næsten tre uger, og de sad så dybt i ham, at han kunne høre dem, selv når han var i bad eller sov.

Bip bip bip. Han vidste godt, at han burde være taknemmelig for lydene, for de kunne risikere at udvikle sig til noget meget værre. Det havde han prøvet. Så var det biiiiip biiiip. Det ønskede han ikke. Han ønskede bare, at hun ville vågne op igen. Se på ham med sine gråblå øjne. Skælde ham ud over, at han kom for sent. Over alle de gange, hvor han ikke havde samlet tråden op. Alle de gange hun selv havde måttet opklare en sag og fælde en gerningsmand.

Bare hun ville vågne op. Han bankede hovedet ind i væggen, og i det samme kom sygeplejersken ind på stuen. Han smilte forlegent til hende, da han blev klar over, at hun havde set ham.

Jeg ville også blive skør i hovedet af at sidde her hele dagen og natten med. Hun kom hen til ham og lagde en hånd på hans arm. Vi passer på hende. Tag hjem og få noget søvn. Tag på arbejde. Vi ringer efter dig, hvis der sker en ændring.

De havde sagt det til ham før. Masser af gange. Leif og Esben havde sagt det til ham. Tag nu hjem. Du kan ikke gøre noget. Han vidste, de havde ret, men hvad fanden skulle han gøre? Forstod de ikke, at det var hans skyld, at hun lå dér?

Hun havde mistet alt for meget blod. Hendes krop var gået i chok. De havde været nødt til at lægge hende i coma, for at hendes krop kunne komme sig. For at redde hendes barn. Det barn, der burde være hans. Men det var det ikke. Det var Doskowskis. Den værste af alle de elskere, hun havde haft. Den værste han kunne forestille sig som far til et barn. Måske bortset fra hans håndlanger, Staniskenskow.

Doskowski var bag lås og slå nu. Turkmenistan forsøgte at få ham udleveret, men det ville ikke ske, før han havde afsonet i hvert fald ti år i Danmark. Pia var i sikkerhed, så længe Doskowski var bag lås og slå. Derfor burde han også kunne forlade hendes sengekant og lade sygeplejerskerne og lægerne gøre deres arbejde, mens han koncentrerede sig om sit.

Lover du, at I ringer ved den mindste smule?

Det lover jeg. Vi har alle dit nummer, og det står også her på sedlen. Hun pegede på den gule seddel, der sad på sengebordet.

Han samlede sin jakke op og gik helt hen til sengekanten. Hun så alt for skrøbelig ud, som hun lå dér. Helt bleg og stille. Næsten som om hun var død. Men hun var ikke død. Hun sov. Som Tornerose. Han bukkede sig ned over hende og kyssede hende forsigtigt, men hun vågnede stadig ikke. Han klemte hendes hånd let og nikkede til sygeplejersken på vej ud. Han skulle i retten og vidne mod præsten i morgen, så det ville være en god idé at få læst op på sagen, så han var helt klar i mælet. Den mand skulle spærres inde på livstid. Det var det mindste, han kunne gøre.

Lars gik ud ad bagindgangen og op ad skråningen. Hans bil var parkeret langs Strandboulevarden, hvor der altid var ledige parkeringspladser. Han lænede sig op ad den mørkeblå Ford stationcar og stak hånden i inderlommen. Der var én cigaret tilbage. Han skubbede den ud, placerede den mellem læberne og tændte den med en engangslighter. Han trak vejret helt ned i lungerne, før han pustede røgen ud. Det hele var noget lort. Han så ud over Guldborgsunds bølger. Det blæste lidt i dag. Ikke så meget, som det havde gjort de sidste par dage, men nok til at det føltes, som om vinden gik gennem marv og ben, når man stod helt herude ved sundet.

Han smed skoddet på vejen og trådte på det. Det var ikke første gang, Pias liv var i fare, fordi hun havde været for dybt involveret i opklaringen af en sag. Det var ikke, fordi hun bevidst have opsøgt det. Det var gerne startet med en tanke, hun havde fået, som hun ville tjekke, før hun fortalte ham om den. Eller et fif hun havde fået om et spor i en igangværende sag. Og pludselig var tingene eskaleret, og hun var havnet i en umulig situation. Han havde også selv været der mere end én gang. Det var let at komme til at sætte livet på spil i jagten på den ultimative gerningsmand.

Drab var den alvorligste forbrydelse af alle. Den eneste, der aldrig blev forældet. Der var store ting på spil. Og havde en gerningsmand først dræbt én gang, så var det ikke så svært at gøre det igen. Grænsen var overskredet. Men af den grund burde man aldrig bringe sig selv derud hvor ens liv kom i fare. Det var en af de allerførste og vigtigste læresætninger på politiskolen. En lære Pia som læge desværre aldrig havde modtaget.

Han måtte tilbage til stationen. Lars satte sig ind i bilen og bakkede ud fra parkeringsbåsen. Han drejede ned ad Colbjørnsensvej og skruede op for radioen, da han kunne høre, der var livlig aktivitet på kanalen.

Det formodes at være den flygtede fange, der er set på sygehuset. Han er farlig og muligvis bevæbnet, sagde vagten i radioen.

Flygtet fange på sygehuset? Det havde han ikke hørt noget om. Han tog speakeren op og kaldte vagthavende.

Ja, det er Lars Andersen her. Jeg er i nærheden af sygehuset, hvad er der sket?

Lars, godt at have dig tilbage. Radioen skrattede, så han kunne ikke høre det næste, der blev sagt. …er flygtet fra fængslet i morges. Det er formentlig ham, der netop er set på sygehuset.

Gentag. Hvem taler du om? Hvem er flygtet?

Dimitri Doskowski. Stemmen gik alt for tydeligt igennem nu. Det navn, han havde håbet aldrig at høre igen, blæste ud gennem bilens højtalere og lige i hovedet på ham. Doskowski.

Lars mærkede alle celler i kroppen trække bremsen. I et ganske kort sekund stod verden stille, før han foretog en U-vending på Gaabensevej og kørte tilbage mod sygehuset. Han ville ikke engang bruge tid på at sætte sirenen på taget, men kørte så stærkt han kunne på den smalle byvej.

Han smed bilen foran sygehusets hovedindgang, hvor der allerede holdt to patruljebiler. Han løb ind gennem receptionen og direkte mod intensiv. Det eneste, han kunne tænke på, var Pia. Han skulle aldrig have forladt hende. Hvis Doskowski var set på sygehuset, så var der kun én, han var kommet for at besøge.

Lars råbte undskyld til en ældre kvinde, som han fik bragt ud af balance, da han løb forbi, og var nær kommet op at køre på en sygeseng, da en portør i det samme kom ud af en elevator med seng og patient. Han tog trappen i tre trin ad gangen og kunne allerede høre spektaklet, da han sprang ned på intensivafdelingens etage.

Han løb forbi skræmte sygeplejersker og en ung betjent, han ikke kendte, der stod og talte i mobiltelefon ude på gangen. Henne foran Pias stue stod Esben. Han rakte hånden frem for at standse Lars.

Vi har sendt bud efter en forhandler.

Er han derinde?

Ja. Personalet troede først, det var dig, der havde glemt noget, eller fortrudt du var gået, så de reagerede lidt sent.

Sent? Åh, Gud, for sent! Hvad mener du? Er der sket Pia noget? Han turde end ikke tænke tanken til ende.

Nej, der er ikke sket hende noget, men han har barrikaderet døren og truer med at skyde hende, hvis vi forsøger at komme ind.

Han er bevæbnet?

Det ved vi ikke, men det siger han.

Lars tog hænderne op til panden og trak dem hårdt igennem sit hår. Forsøgte at skubbe tankerne om, hvad Doskowski lavede på stuen med Pia, ud af hovedet, så han kunne få plads til at tænke. Lægge en plan for, hvordan de fik ham væk fra hende.

Fandens også! Hvad har du gjort? Hvad er vi i gang med?

Svensen og Hansen er nede hos portørerne og se på tegninger. Vi vil finde en måde at få syn for sagn. Vi skal se, hvad der sker derinde.

Lars nikkede. Det var vigtigt at få visuel kontakt, så de kunne se, om han talte sandt. Se, hvad han foretog sig.

Hvornår er forhandleren fremme?

Tidligst om en time. Han kommer fra København.

En time var alt for lang tid. Han ville ikke stå passiv herude, mens den psykopat var alene med Pia. Som leder var det hans pligt at beskytte sine ansatte. Han havde mistet én medarbejder for meget. Doskowskis bande havde dræbt en betjent i tjeneste og han vidste, at Doskowski selv ikke ville tøve med at dræbe Lars. Han havde forsøgt før.

Lars bankede på døren.

Hvad gør du? Lars, kom væk! hviskede Esben med en underliggende desperation i stemmen, mens han afsikrede sit våben.

Hold jer væk! lød det inde fra stuen.

Doskowski? Det er mig, Lars Andersen. Luk mig ind, så taler vi om det. Lars talte helt tæt på den lukkede dør. Jeg er ubevæbnet.

Hvorfor skulle jeg lukke dig ind?

Fordi jeg ikke tror på, at du virkelig vil gøre Pia ondt. Lars lukkede øjnene og samlede mod til sig. Ved du, at hun er gravid?

Til Lars’ store overraskelse blev døren åbnet på klem. Lars klemte sig gennem døråbningen og anstrengte sine øjne for at orientere sig i det mørke rum. Persienner og gardiner var trukket for vinduet, og Doskowski sad på en stol i det fjerneste hjørne med en pistol pegende direkte mod Lars.

Hvad vil du?

Sikre mig, at Pia har det godt. Doskowski lo.

Dig? Passe på Pia? Jeg har ellers hørt, at det er din skyld, hun ligger her.

Lars vidste ikke, hvad han skulle sige. Manden havde jo ret. Det var det, Lars havde bebrejdet sig selv de sidste tre uger. Manden havde al mulig grund til at være gal på ham over, at moderen til hans barn lå her.

Skaf mig en læge, sagde Doskowski og afsikrede sit våben.

Lars bakkede tættere på døren, så Esben ville kunne høre, hvad han sagde.

Esben, hent en læge, der kender til Pia.

En læge? gentog Esben.

Ja. Gør det nu bare. Lars lukkede døren og lænede sig tungt op ad den.

Jeg ved godt, det er min skyld, hun ligger dér. Hvis der var noget, jeg kunne gøre, ville jeg gøre det. Tro mig. Jeg ønsker, lige så lidt som du, at hun ligger dér.

Doskowski så over på Pia. Lars syntes, han så hendes øjenlåg bevæge sig, men det måtte være ønsketænkning. Hun havde ikke vist livstegn i al den tid, han havde siddet ved hendes side.

Jeg kan ikke beskytte hende her, sagde Doskowski stille. Der var en ømhed i hans stemme, som han ikke troede, manden besad. Han hævede stemmen, da han fortsatte, som var det hans ønske, at de kunne høre det uden for døren. Skaf mig et fly med en pilot, en sygeplejerske og brændstof til ni timers flyvning. Nu! Han affyrede pistolen og ramte væggen lige ved siden af Lars.

Lars holdt afværgende hænderne frem og vidste godt, at det mest var sig selv, han forsøgte at berolige.

Hørte du kravet, Esben? råbte Lars.

Et fly, ja. Er alle okay?

Lars forsøgte at få øjenkontakt med Doskowski.

Er vi?

Doskowski sænkede pistolen.

Vi er okay, svarede Lars og ville ønske, at der var så meget lys i lokalet, at han kunne se Doskowski tydeligt, men mandens ansigt henlå i mørke. Hvor vil du tage hen?

Hjem. Vi var på vej, da du forpurrede det.

Lars tænkte, at han formentlig hentydede til dramaet i Roskilde Lufthavn.

Det bankede på døren, og Esben råbte: Lægen er her.

Lars flyttede sig fra døren, mens han holdt øje med Doskowski.

Jeg lukker lægen ind.

Doskowski pegede pistolen mod Lars igen, men sikrede den, og Lars sendte en stille bøn mod de højere magter for at få en mulighed for at få dem ud af denne situation. At få afvæbnet Doskowski.

Et par hvide træsko trådte ind gennem døren. Lars lod blikket glide op ad personen, der trådte ind, og standsede ved navneskiltet. Jonathan T. Hedager. Lægen, der indtil ulykken havde datet Pia. Hvad helvede lavede han her? Som om der ikke var forviklinger nok med en forsmået elsker. Det var da ved at udvikle sig til en hel Shakespeare-tragedie.

Jeg hørte, der var brug for en læge? sagde Jonathan. Doskowski rejste sig op, stadig med pistolen pegende mod lægen og Lars, mens han afsikrede den.

Ja. Fortæl mig om patientens tilstand.

Hedager fokuserede på Doskowskis ansigt, da han svarede ham.

Pia har det efter omstændighederne godt. Hun har fået blod og bliver smertedæmpet. Vi lagde hende i coma, for at give hendes krop en bedre chance for at komme sig ovenpå det voldsomme blodtab. Vi holder hende ikke længere kunstigt i coma.

Han talte, som om han var den behandlende læge, men Lars vidste, at det var bluf, for han havde ikke mødt ham på en eneste stuegang i den tid, Pia havde ligget bevidstløs. Han havde formentlig ganske tilfældigt, hvis Lars ellers troede på tilfældet, været den nærmeste læge. Eller den eneste, der var villig til at sætte livet på spil.

Men hun sover stadig?

Ja. Vi ved ikke, hvorfor hun ikke vågner. Der er intet i hendes værdier, der gør, at hun ikke burde kunne vågne, så vi forventer, at hun åbner øjnene hvert øjeblik.

Og barnet?

Det ser ikke ud, som om fostret har taget skade. Kvindens gravide krop er jo så fantastisk indrettet, at den beskytter barnet først og fremmest. Barnet er stadig sundt og rask. Jonathan Hedager så på Lars og forsøgte måske at signalere noget til ham, men Lars kunne ikke se det i mørket.

Er der mere, du vil spørge lægen om? spurgte Lars.

Undskyld mig, men jeg skal se til patienten. Har du noget imod at gå om på den anden side af sengen, mens jeg måler puls og blodtryk? Han gik rundt om sengen og stod nu mellem Doskowski og sengen. Please?

Doskowski rejste sig og kom hen mod Lars. Lars mærkede alle muskler spændes i kroppen, da han mødte hans kolde blik.

Du behøver end ikke overveje noget, sagde Doskowski og satte pistolen mod Lars’ tinding. Lars tog en dyb indånding og hørte pistolen blive sikret. Det betød, at Doskowski ikke havde intentioner om at skyde Lars. Det var blot en trussel.

Lars lukkede øjnene og tænkte tilbage. Talte de skiftende afsikringer og sikringer af pistolen. Jo, den var sikret nu, men det var blot et vip med fingeren, så var den afsikret igen og klar til at sende en kugle gennem Lars, lægen eller Pia.

Hedager tastede noget på computeren ved siden af sengen og vendte sig igen rundt mod Pia. Idet han vendte sig, råbte Lars:

Duk dig! samtidig med at han drejede sig mod Doskowski, hamrede et knæ i skridtet på ham og slog pistolen ud af hånden på ham.

Jonathan Hedager havde søgt ly ved siden af sengen, og Lars bemærkede en lille rød pære lyse i toppen af computerskærmen. Lægen havde aktiveret skærmens kamera, så betjentene havde sandsynligvis visuel kontakt nu.

Lars nåede ikke at samle pistolen op, før Doskowski havde kastet sig over ham og væltet dem begge omkuld. De skubbede til sengen og hørte Jonathan råbe eder efter dem og bede dem om at passe bedre på. Lars sparkede til pistolen, så den gled hen i hjørnet af stuen, men der var formentlig for mørkt i stuen til, at betjentene uden for stuen kunne se særlig meget af, hvad der foregik.

Noget måtte de dog have set, for Esben braste ind ad døren sammen med en af de unge betjente og fik overmandet Doskowski, der udstødte et brøl som en såret løve.

Lars følte en vis tilfredsstillelse i at klikke håndjernene om Doskowskis håndled. Den fornøjelse havde han ikke fået i Roskilde Lufthavn. Han tændte lyset og smilede skævt til Doskowski, der rev og sled for at komme hen til Pias seng.

Moj sevilen! Moj sevilen! kaldte han mod Pia.

Lars så over på lægen, der havde rejst sig op og tjekkede tallene på computerskærmen.

Hendes stressniveau stiger helt vildt nu, sagde Jonathan. Jeg må bede jer alle om at forlade stuen. Han lænede sig frem og trak i snoren, så lampen lyste og alarmerede personalet.

Du er min, moj sevilen!

Lars følte verden gå i stå. Han ville aldrig tilgive Doskowski, hvis Pia døde.

Hvad kan jeg gøre? Lars stillede sig på den anden side af sengen og var klar til at åbne en pulsåre, hvis det var det, lægen bad ham om.

Apparatet bippede, og en sygeplejerske kom nu løbende ind på stuen.

Jeg tror, hun går i chok igen, sagde Jonathan.

Sygeplejersken bukkede sig over Pia og begyndte at kontrollere de mange elektroder, slanger og ledninger, der var koblet til Pias spinkle krop.

Vi mister hende!

Doskowski rev sig løs og kastede sig ind over sengen.

Sen bendem menga kerak, moj sevilen, græd han.

Lars og Esben fik ham trukket op at stå igen, og i det samme satte Pia sig op i sengen.

Didi! råbte hun rædselsslagen i et uhyggeligt skrig, der rungede i den lille, overfyldte stue og fik alle til at stivne.

Onsdag den 20. maj

1.

Hvordan kunne det gå til, at hendes liv havde formet sig, som det havde? Hvorfor stod hun herude på den yderste klintekant uden noget valg? Var det virkelig dét, hun havde fortjent? Det liv, der var hendes skæbne? Hun vidste, at hendes forældre havde regnet med mere. Hun havde også selv regnet med mere. Universitetet, en god uddannelse og et godt job. En skøn mand og et par dejlige børn med tiden. Men det ville aldrig ske. Ikke nu. Ikke i morgen eller nogensinde.

Under hende viste havet sine lange hugtænder, der insisterende søgte at tygge i den klint, hendes fødder havde limet sig fast til. Over hende gled skyerne stille og fredeligt, som var det hverdag for dem at se en ung kvinde på vej ud i det rasende hav.

Den hvirvlende, opadgående vind, som de gentagne bølger skabte, fik den tynde kjole til at flagre mellem hendes ben, og det lange, løse hår til at rejse sig som flammer i luften det ene sekund for det næste at lægge sig fladt ned omkring hendes ansigt. Hun så ned på sine bare fødder, som de stod urokkelige mod den ru overflade. En lille sten skar sig ind i hendes hud, men hun flyttede ikke foden.

Frygtede, at hvis hun gjorde, ville klinten skride ud, som den havde gjort så mange steder langs stranden. Hun var ikke klar til sin skæbne endnu. Hun sank i stedet ind i smerten. Lod den opsluge hende og behage hendes sjæl.

Der var en vis tilfredsstillelse i smerten. Den fokuserede hendes opmærksomhed og trak den væk fra de grådige bølger.

Hun mærkede deres øjne i sin nakke. Mærkede, hvordan deres ondskab holdt hende fanget. Hun huskede ikke, hvordan hun var kommet herud, men hun vidste godt, hvad der var gået forud. Hun huskede det hele. Det var dét, der var problemet.

Hvis bare hun kunne glemme, så ville de måske have ladet hende være i fred. Så kunne hun have levet videre. Men nu var der ingen vej ud. Hun så sig tilbage over skulderen. De holdt øje med hende. Det gjorde de altid. De var der altid. Bemærkede hver eneste lille fejl, hun begik. Hun kunne aldrig slappe af og bare være. Det ville hun så gerne. Det længtes hun efter.

Snart, sagde hun til sig selv og mærkede, hvordan hendes hjerte langsomt faldt til ro. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Hun kunne høre dem. Stemmerne blev tydeligere og tydeligere. Hun ville ikke vende sig. Den sejr skulle de ikke have. Hun åbnede øjnene igen, da hendes fod var lige ved at smutte på den stejle skrænt.

Måske kunne hun prøve at flygte fra dem? Der måtte være et sted, hun kunne tage hen. Væk, bare væk. Nej, det ville alligevel ikke nytte. Det vidste hun også godt. Hun havde prøvet. Det vidnede sårene på hendes arme om.

Hun så ud i de vilde bølger og tænkte på, om vandet mon var koldt. Det havde ikke været så varmt et forår, så solen havde nok ikke nået at varme vandet op. Hun havde ikke lyst til at skulle ud i det, men hun vidste, at de ville fortsætte med at pine hende, indtil hun endte dér.

Hun så sig hurtigt bagud over skulderen. Tog en dyb indånding og fokuserede på den fjerne horisont. Hun var god til at svømme. Måske kunne hun svømme over havet til den modsatte kyst. Tyskland. Måske ville hun blive samlet op af et skib, der var på vej til et eksotisk sted.

Problemet var at hun ikke troede på happy endings. Det var ikke sådan, livet var.

De kom tættere på, hun kunne mærke dem i mørket. Om lidt… Hun turde ikke tænke tanken til ende. Hun skulle have talt med nogen om det, første gang de mishandlede hende. Hendes mor var advokat, så hun ville sikkert kunne finde noget at smide dem i fængsel for. Problemet var, at de var alt for mange. Var der bare én, så kunne hun have klaret det.

Hun så sig omkring efter en udvej. Vidste, at der ingen var, men klamrede sig alligevel til håbet.

Torsdag den 21. maj

2.

Esther var lige ved at træde i den døde måge. Vingen lå vredet helt akavet rundt, så det var ikke svært at se, at den ikke blot sov. Hun var blevet enke for et halvt år siden. Det var 177 dage og ikke mindst nætter, siden hendes livsledsager var død. Nætterne var de værste. Det var om natten, hun lå og stirrede på de figurer, de forbikørende bilers lys skabte på hendes loft og vægge, mens hun tænkte på alle de oplevelser, hun gik glip af.

Roger var gået på pension et år før hende. Planen var, at han skulle lave terrasse og ordne haven, så den var let at passe, for når hun gik fra skulle de rejse ud i verden sammen. Det var hendes store drøm at komme på et krydstogt langs Grønland, inden al isen smeltede på Nordpolen. Roger drømte om en tur i Borneos jungle, og han ville også se The Big Five, som de blev kaldt. De vilde dyr i Afrika.

De var enige om, at de havde masser af tid til at opleve det hele, men så var han blevet syg. Han havde småskrantet lidt de sidste år; det var jo derfor, han var blevet enig med sin chef om at gå på pension. Han havde ellers aldrig været syg. Faktisk havde han engang fået en pris for at være den i virksomheden, der havde mindst fravær. Under én dag om året, sagde de, men i virkeligheden var det vist højest blevet til to dage i løbet af de tredive år, han havde været ansat.

Da hun endelig fik ham til læge, havde det været for sent. Lægen havde selvfølgelig ikke sagt, at det var for sent, nej, hun havde gjort, hvad hun kunne. Han var kommet i behandling. Kemo og stråler. Det så også ud som om det virkede, men en måned senere, omtrent samtidig med, at hun gik fra, var han blevet syg igen. Nu var han død.

Hun havde buret sig inde. Syg af sorg. Men hendes nabo ville ikke lade hende være i fred. Hun kom forbi næsten dagligt med alle mulige undskyldning om, at hun ikke havde fået sin avis, havde Esther mon fået to? Eller at et hold gæster havde meldt deres ankomst, havde hun mon en kop sukker, hun kunne låne, så hun kunne nå at bage en kage?

Dagen efter kom hun ind med et stykke af kagen til hende. Så havde Esther været nødt til at byde hende på kaffe. Efter nogle måneder var det lykkedes hende at få overtalt Esther til at tage med på en gåtur. Naboen gik sammen med andre pensionister en gang om ugen. De mødtes forskellige steder for at se noget af egnen samtidig. En af medlemmerne havde ofte særlig viden om det sted, de gik, og kunne fortælle om stedet.

Hun var kommet lidt bagud, så hun måtte sætte tempoet op, hvis hun skulle høre, hvad Bjarne fortalte om de smukke, men dramatiske, omgivelser. Alligevel gav hun sig tid til at samle en plastikpose op, der lå på jorden ikke så langt fra skraldespanden.

Folk har heller ingen respekt for naturen mere, skældte hun. Hun så ned i posen, inden hun smed den ud.

To tomme vanddunke og noget staniol fra en madpakke. Hun krøllede den sammen og lagde den op i skraldespanden, inden hun gik efter de andre.

Gedser Fyr var ved at forsvinde bag dem, da de, én efter én kravlede ned på stranden. Esther så op mod den stejle skråning, der, som en miniudgave af Møns Klint, knejsede mod den blå himmel. Den seneste tids kraftige blæst havde fået flere områder til at styrte ned på stranden og gøre den så godt som ufremkommelig visse steder.

Esther kunne høre Bjarnes stemme mellem bølgelydene og de hæse mågeskrig. Hun ville gerne høre stedets historie, som hun vidste omfattede et ganske særligt beredskab under den kolde krig. Hun kunne se, at gruppens fodspor gik højre om et skred, men hun ville gerne undgå at få våde sko, så hun forsøgte at forcere det indenom. Ind mod skrænten.

Hun støttede sig til de største sten, da hun kravlede over, men mistede fodfæstet og rutsjede ned med nogle mindre sten. Hun forsøgte at undgå det tøj, der lå smidt, men skvattede i det og faldt omkuld. For sent opdagede hun, at det ikke blot var en klump tøj. Det var en person.

En død person. Esther kæmpede for at få viklet sig ud af tang, hår, arme og ben, så hun kunne komme på benene igen.

Først da Eskild og Kirsten stod ved siden af hende, gik det op for hende, at hun skreg og havde skreget, siden hun faldt. De fik hende trukket væk fra den døde kvinde og ud i vandkanten, hvor en bølge skyllede op om hendes ankler. Så blev hendes sko alligevel våde.

3.

Britt Nielsen satte to termokander og en kogekande på bordet, før hun slog sig ned ved siden af Pia Holm. Officielt var der ikke faste pladser, men politikommissær Lars Andersen sad altid for bordenden, sådan lidt skævt, så projektoren kunne lyse forbi ham, og der var plads til den bærbare computer. Ved langsiden, ved siden af ham, sad afdelingens sekretær, Britt, og ved siden af hende Pia. Stolen ved siden af hende var tom, når chefen, Uffe Hansen -i daglig tale

Reviews for Hævnet

[Mathilde · Rating: 5 out of 5 stars]

I read all night and took a sick day from work. Couldn't let go! The ending is really surprising.