Planch - Bogen om Larsen: En Københavner i Jylland

By Willy Stolarczyk

Femogfirs års dansk kulturhistorie oplevet af en af dansk musik(skole)livs store talentudviklere. Utallige er de unge vestjyske talenter, der gennem deres ophold i Det Musikalske Grundkursus’ smelteovn på Holstebro Musikskole, efterfølgende har beriget dansk musikliv. Ib Planch Larsen er stadig, her 20 år efter sin pensionering fra forstanderstillingen på Holstebro Musikskole, en ’sjæl uden rynker’, der som altid følger med i samfundets og kulturens udvikling. Læs om den lille sangskoledrengs opvækst og liv i København, senere som lærer i Vejle og på Brandbjerg Højskole, og endelig som leder i Holstebro. Et liv i musikkens tjeneste!

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 13, 2016
• ISBN: 9788771886818

Willy Stolarczyk

Willy Stolarczyk er en dansk koncertpianist, komponist og forfatter. Han har studeret klaverspil på Det Jyske Musikkonservatorium hos György Vasarhelyi og komposition hos komponisten Tage Nielsen. Han har desuden i mange år beskæftiget sig med at skrive. Det har været tekster til en række af hans egne kor- og orkesterværker, det har været en række børneeventyr, skrevet til hans datter og efterfølgende – garneret med klassisk musik for tværfløjte og klaver -er udgivet på 5 CD-er. Han har også skrevet baggrundshistorier for adskillige ’levende julekalendere’ i Vejle, men i de sidste år har det været bøger af forskellig art: Mindehefter om György Vasarhelyi, En kogebog: ’Lokkemad – musik for store og små maver’, en bog om ’Danmarkshistoriens største klavertræf’ på Koldinghus og nu kommer så bogen om Ib Planch Larsens spændende liv. Willy Stolarczyk var ansat på Holstebro Musikskole ’under’ Planch Larsen, som musiker, klaver- og kammermusiklærer og til sidst som stadskomponist, inden han blev kulturchef og senere musiklivsudvikler i Vejle. Han er dog stadig fuldt aktiv som musiker og komponist!

Book preview

Stolarczyk

FORORD

’En københavner i Jylland’, står der på forsiden af denne bog. Man siger, at hvis man vil finde en jyde i København, skal man bare gå ind i en stor forretning og spørge efter chefen. Hvis man i perioden 1973–1996 ville finde en københavner i Jylland, tog man bare til Holstebro, gik ind på musikskolen og spurgte efter forstander Larsen – Planch Larsen.

Hvem er denne Larsen? Hans navn er Ib Planch Larsen. Han blev født på Frederiksberg som ægte københavner. Han blev udvalgt til elev på Sangskolen i København og var i en årrække, bl.a. under 2. verdenskrig, medlem af Københavns Drengekor. Efter gymnasiet, sporadiske universitetsstudier (filosofikum, musik og tysk) og uddannelsen til lærer, blev han ansat ved skolevæsenet på Frederiksberg, men flyttede året efter til Vejle og blev ægte østjyde. Her oprettede han og var formand for ’Vejle Musikforening af 1963’, som arrangerede koncerter på internationalt niveau med bl.a. Århus Byorkester og med fremragende solister og ensembler. Hans musikalske virke i Vejle blev bl.a. beskrevet på 7 sider i musikskolechef i Vejle Flemming Hundevad Mengs (tidligere Sørensen) bog om musiklivet i Vejle. Ib Planch Larsen blev desuden programmedarbejder i Danmarks Radio med speciale i ny kompositionsmusik.

Efter 10 år i Vejle flyttede han arbejdssted til Brandbjerg Højskole ved Jelling. Herfra gik turen videre. Efter 7 års højsskolevirke blev han, på anbefaling af stadskomponist Jørgen Plaetner, Holstebro, byens borgmester Kaj K. og kommunaldirektør Jens Johansen, headhuntet til stillingen som forstander for både Holstebro Højskole og Holstebro Musikskole. Nu var han så blevet en ægte københavner i Vestjylland. Dette dobbeltarbejde blev dog efterhånden så omfattende, at han i 1981 valgte, efter aftale med Holstebro Kommune, at koncentrere sig om at være forstander for Holstebro Musikskole – en stilling, han beklædte frem til pensioneringen i 1996. (Allerede i 1977 fratrådte Jørgen Plaetner sin stilling og flyttede til Sverige).

Det var især som forstander for Holstebro Musikskole, at Ib Planch Larsen satte sig enestående spor i dansk musikliv og ikke mindst i dansk musikskoleliv. Holstebro Musikskole blev stedet for musikskoleudvikling. En slags mønstermusikskole, der blev besøgt af fagfolk fra hele verden. At der kom gæster fra hele verden skyldtes også, at musikskolen blev en spydspidsfunktion for hele ’Holstebro som Kulturby’. Ib opfandt og oprettede i samarbejde med konservatorierektor Tage Nielsen modellen for det konservatorieforberedende MGK (musikalsk grundkursus) som til dels kom til at erstatte konservatoriernes forskoler. Musikskolen fik, som den første musikskole i Danmark, nye bygninger – bygget til formålet. Musikskolens elever og lærere medvirkede ofte med nykomponeret musik til byens og musikskolens særlige arrangementer. Der blev også indført instrumentalundervisning i samtlige 4. klasser i Holstebro Kommune. Ib Planch Larsen blev medlem af præsidiet i Europæisk Musikskoleunion, hvor han senere blev udnævnt til vicepræsident – og han er nu livsvarigt æresmedlem. Han var medlem af Statens Musikråd i flere omgange og tilknyttet Forsvarets Musiktilsyn i 10 år.

Havde han ikke haft tid til at stifte familie? Jo, selvom han i sine senere år beklager ikke at have været familiemæssigt (og næsten heller ikke fysisk) til stede i det omfang han kunne ønske, blev han gift med lærer Birgit Harrow fra Holstebro og de fik 2 børn, Inger og Morten, mens de boede i Vejle.

’PLANCH – Bogen om Larsen’ er skrevet i samarbejde med Ib selv. En del af indholdet er formet over 27 ’frokostsamtaler’ med Planch Larsen, optaget på diktafon i hans hjem i løbet af 2014/15. Bogen fortæller naturligvis (udover den spændende beretning om hans liv) også om selve Musikskolen (inkl. det store antal kendte og anerkendte musikere, der, med udspring i Holstebro Musikskole, nu sætter deres tydelige præg på dansk musikliv). Det hele suppleres af rejsebeskrivelser (skrevet af IPL), limericks, madopskrifter, anekdoter og meget mere.

Ib Planch Larsens livslange beskæftigelse med børn og unge: Københavns Drengekor, lærergerningen på Frederiksberg, i Vejle, Brandbjerg, Holstebro Musikskole og Højskole, samt i EMU, er utvivlsomt grunden til, at han som 85-årig stadig interesserer sig for ungdommens muligheder via ildsjælens evne til kontinuerlig transformation fra tidens uafvendeligt fremadskridende gang tilbage til forår og ungdom.

Hvem er forfatteren? Willy Stolarczyk er uddannet koncertpianist fra Det Jyske Musikkonservatorium og er komponist efter flere års studier hos komponisten professor Tage Nielsen, der var rektor ved Det Jyske Musikkonservatorium og efterfølgende Direktør for Det Danske Institut for videnskab og kunst i Rom. Willy Stolarczyk har været MGK-lærer på Holstebro Musikskole, medlem af det professionelle kammerensemble Holstebro Musikskoles Instrumentalgruppe samt Stadskomponist i Holstebro. Senere kulturchef og musiklivsudvikler i Vejle Kommune. Forfatter til flere bøger og tekstforfatter til mange af sine egne korværker og CD’er med børneeventyr og klassisk musik. Han har arbejdet tæt sammen med Ib Planch Larsen i årene 1977 – 1991 og igen siden år 2007, både om musik- og andre projekter. Han arbejder også jævnligt sammen med Holstebro Musikskole og skal for eksempel skrive musik i anledning af musikskolens 50-års jubilæum 2017.

’PLANCH – Bogen om Larsen’ er et vigtigt kapitel i de sidste 85 års danske kulturhistorie. På en måde er Planch Larsen en levende pendant til den Larsen, H.C. Andersen fortæller om i sit eventyr ’Gartneren og herskabet’, men det kræver nok en nærmere forklaring, ja måske hele denne bog. Eventyret er (ifølge beskrivelser på ’Wikipedia’) blevet fortolket på flere måder, og i ’Bogen om Larsen’ sker det på mindst de samme måder:

1. Larsen er en selvbiografisk tolkning af Andersens eget liv

2. En samfundsallegorisk udgave, hvor gartner Larsen er en repræsentant for ’folket’.

3. En afvigende fortolkning, hvor Larsen også bruger ’offerrollen som en bevidst strategi’.

Blandingen af disse tre fortolkninger tilsat en mere personlig beskrivelse/vurdering af ’Vores’ Larsen fremfor Andersens Larsen, vil give læseren en klar forståelse af en af det danske musiklivs, og ikke mindst musikskolelivs, vigtige personligheder og af de store resultater, hans indsats gennem mange år har givet. Vores Larsen er gartner på en særlig måde, og fortællingen om hans liv er naturligvis ikke direkte beregnet på fortolkninger, men der ER nu alligevel visse ting, der berettiger sammenligningen.

Ib Planch Larsen er født på Frederiksberg den 27. november 1930. Havde han ikke udmærket sig på anden måde, er det jo alligevel en præstation stadig i 2016 at være cykelsportsfan og aktiv musiklivsmand (nu som koncertgænger og debattør), som oven i købet nu er en af de få, der har levet samtidig med Carl Nielsen (ikke længe, ganske vist, for Carl Nielsen døde den 3. oktober 1931, da Ib Planch Larsen var godt 10 måneder gammel).

Nogle biografier er rene selvbiografier, skrevet af hovedpersonen selv, andre er rene biografier, skrevet af en forfatter med adgang til hovedpersonens liv og levnedshistorie. Nu er det på mode, at biografier om stadig levende personer skrives i et samarbejde mellem den, der skrives om og den, der skriver, og det er også en god idé.

I dette tilfælde med Larsen er det endnu mere sammenblandet. Planch Larsen har selv skrevet en del af teksten og har fundet billeder frem og er med i arbejdet om at planlægge og layoute bogen. Forfatteren Willy Stolarczyk, ja… han har taget initiativet til bogen, han har direkte overtalt Ib til at tro, at nogen vil have lyst til at læse resultatet. Han har været en slags skubbebagpå’er, som har optaget en masse ’Hjemme hos Ib’-frokostsamtaler på diktafon, overspillet dem på computer og efterfølgende skrevet dem af (hvilket kan give et mere levende, konverserende præg, men også skabe risiko for at samtalerne bevæger sig ud af ikke planlagte, snoede stier undervejs – slet ikke uinteressante, men egnet til at beskære lidt, hvilket også er sket, især når mere private synspunkter som: ’han var edderbankeme også et dumt svin’-agtige beskrivelser sniger sig ind i den ellers for det meste høviske tone).

Det begyndte med, at jeg i 2009 foreslog Ib, at vi skulle lave en musikaften, hvor han skulle fortælle om sit liv, afvekslende med levende musik. Det var han ikke meget for… nej, for han vidste nok, at der ikke ville komme nogen for at høre på ham, så det ville bare hæmme musikken. De nykker måtte jeg se at få ud af hovedet på ham. Det var op til hans 79-års fødselsdag, så arrangementet skulle naturligvis foregå PÅ den dag. Jeg skrev en masse spørgsmål op og skulle så interviewe Ib undervejs, så der blev en linje i forløbet. Ja, for han gik selvfølgelig til sidst med til at deltage. Musiksiden blev varetaget af en række af musikskolens tidligere og nuværende lærere og elever. Fortællekoncerten skulle finde sted i koncertsalen ’Knudsens’ på gågaden i Holstebro, og da aftenen kom, var Ib rystende nervøs, men helt uden grund: Der blev fuldt hus og aftenen blev en stor succes. Det skulle have varet 1½ time, men først efter 3 timer var programmet gennemført og lange klapsalver fulgte Ib (og musikken) til dørs.

Nu gik der nogen tid. Så kom jeg til at snakke med Ib om hans kommende 80-års dag. Han havde i 2008 været ude at rejse – uden ledsager – på et krydstogt til Caribien og havde jævnligt sendt familie og venner lange emails med beskrivelser af de enkelte øgrupper og af, hvad han oplevede undervejs, og nu fik jeg den idé at lade en lang række venner, familiemedlemmer og tidligere samarbejdspartnere supplere den samlede rejsebeskrivelse ved at skrive nogle biografiske noter (om Ib), som kunne sættes sammen til en bog eller rettere til et 80-års festskrift med tekst og billeder, en gave, som han først måtte se på selve dagen.

Ib syntes, det var en spændende idé, men ville helst ikke have sine rejse-emails med, for ’dem var der nok ikke mange, der var interesserede i at genlæse’ (der tog han igen fejl) og han måtte væbne sig med tålmodighed, for han fik ikke at vide, hvem der skulle skrive indlæggene i heftet, eller hvordan det skulle se ud. Jeg fik dog udleveret nogle private billeder og gik så i gang. Alle, som jeg henvendte mig til, inklusive kulturminister Per Stig Møller, folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen og Verner Nicolet, den tidligere formand for det Kongelige Kapel, ville gerne være med, og efter en hel del redigering og opsætning, korrekturlæsning mv. kunne heftet gå i trykken. Rejsebeskrivelsen KOM med, for jeg bad ham stole på min dømmekraft, og det gjorde han (modstræbende?). Det blev en flot hyldest til 80-åringen.

Nu gik der igen nogen tid, inden jeg en dag forslog Ib, at vi begyndte at arbejde på at skrive en rigtig biografi om ham. ’Nej, det var han ikke meget for – den var der ikke mange, der ville læse’, var han sikker på. Der havde vi det igen. Misforstået beskedenhed eller ren skrækreaktion: Jamen Ib, det bliver jo en decideret kulturhistorie – du er blot en levende person, vi hæfter det hele op på og omkring. Dit eget liv er jo vævet uløseligt sammen med især musiklivet, helt tilbage fra dengang i trediverne, hvor du kom med i Københavns Drengekor! Langsomt gik hr. Larsen med på idéen, og vi planlagde en lang række forberedende møder (med frokoster) hvor vi ville drøfte projektet og begynde at samle stof. Efter de 27 frokostmøder ville vi have kunnet udgive en frokostkogebog, men vi havde også fået samlet en masse biografisk stof sammen. Nu kunne bogen blive til noget. Vi måtte i gang.

’PLANCH – Bogen om Larsen’ fortæller således om et liv og et livstykke, der samtidig personificerer en vigtig del af det danske musik- og kulturliv gennem 85 år. Her kan man læse om ’gartneren Larsen’, der kan få blomster til at gro, selvom hans eget liv ikke altid har været en dans på roser.

Lad derfor eventyret ’Gartneren og herskabet’ af H.C. Andersen levere motto’et for denne bog:

Alt, hvad den Larsen gør, sagde herskabet, slår man på tromme for. Det er en lykkelig mand. Vi må jo næsten være stolte af, at vi har ham.

Limerick Speciale

En herre fra Holstebro

han kunne da næppe tro

at folk ville høre

på ham i én køre

tre timer – det ville de, jo!

De klapped’ og råbte på mere!

’Kan I da mere goutere?

Jeg tror, jeg vil læse

(Dét bli’r nok fadæse?)

fem limericks til – eller flere!

Men publikum inde hos ’Knudsen’

ville med på limerick-bussen.

De smiled’ og lo

og glasset han tog

og skyllede efter med sjussen.

Og sådan ku’ det sig mage

skønt Larsen han lod sig nage

af skræk for fiasko

så stærk som tabasco

- så blev det succes: Lad os flage! (WS)

Foto: Anette Vilstrup Roien.

De ’Musikalske frokostsamtaler’ på Ejnar Mikkelsens Vej i Holstebro

For at få så mange originale (dvs Ibs egne) formuleringer med i ’PLANCH – Bogen om Larsen’ som muligt, købte jeg en diktafon. Så mødtes jeg med Ib mindst 27 gange, og hver gang spiste vi en god frokost, og så – under kaffen – begyndte Ib at fortælle. Som regel valgte vi et par emner ud, men ofte bevægede Ib sig derefter ad underligt snirklede stier med pludselige erindringsglimt til helt andre emner end de, vi begyndte med. Det var meget underholdende, men kunne forsinke planlægningsfasen en smule. Selve frokosterne skiftedes vi til at købe ind til, men Ib er en dreven rotte i et køkken(!), og derfor blev det oftest ham, der gjorde frokosten serveringsklar, medmindre det var en af de gange, Lise var med. Så overtog hun.

Jeg husker en speciel samtale, hvor vi begyndte med at køre op på Holstebro Musikskole for at se på deres arkiver. Vi blev dog først inviteret til kaffe på kontoret. Men bagefter gik vi ned i Blæserhusets kælder og blev der af pedellen lukket ind i et arkivrum helt uden vinduer. Her satte Ib sig på en stol, mens jeg gik rundt i lokalet og fortalte, hvad der stod på hylderne. Ib så på en del af materialet, og til sidst sukkede han: Jamen – det er jo hele mit liv, der ligger her. Desværre fik jeg ikke optaget denne dag på diktafonen, men jeg tror, at den citerede sætning meget godt afspejlede besøgets betydning. Så kørte vi ellers ned til Ib og spiste frokost.

af Samuel Ullmann (1840 – 1924)

Ungdom er ikke et tidsrum – men en sindstilstand

En viljens anspændthed – en fantasiens bærekraft

En følelsens inderlighed – en modets triumf over forsagtheden

En eventyrlystens sejr over ønsket om tryghed.

Ingen bli’r gammel blot af at leve et vist antal år.

Mennesket bli’r gammelt, når det svigter sine idealer

Huden får rynker af årene

Men sjælen får rynker, når begejstringen hensygner

Det er ikke årene – det er bekymring – tvivl,

bristende selvtillid, ængstelse og mismod,

som stækker åndens vækst og bøjer den mod jorden.

Hvert menneske, det være sig 70 eller 16

har inderst inde sin kærlighed til underet.

En andagtsfuld grebethed overfor stjernerne

Et trodsigt erobrermod – en barnlig appetit på nye oplevelser

En lyst til at nyde tilværelsens glæde og spænding

Du er lige så ung som din tro – lige så gammel som din tvivl

så ung som dit håb – lige så gammel som din håbløshed

Så længe dit hjerte er i stand til at modtage hilsener fra

medmenneskene – fra jord og himmel, budskaber om skønhed og glæde, om mod,

storsindethed og kraft – så længe er du ung. Når alle telegraftråde er blæst ned, når

hjertet er nediset og oversneet af kynismens og pessimismens is og sne – så er du gammel.

(men det er du ikke endnu).

Disse berømte ord skal være poetisk indledning til denne bog – om en mand på nu 85, der hele sit liv har haft ungdommen, musikken og hjælpen til udnyttelse af talentet som sit vigtigste mål i livet.

Ib fortæller om sin familie og tidlige barndom

IPL: Jeg er født – tror jeg nok… jeg har aldrig… jeg fandt forleden dag, da jeg kikkede nogle gamle papirer igennem, min brors fødselsattest. Det var fra Københavns fineste fødselsklinik, hvor min mor, da hun fik Verner – og det var en ganske almindelig fødsel – var indlagt i 10–14 dage. Det gjorde man dengang. Det må have været h-u-l-e-n-s dyrt. Men – så blev jeg jo født i den yderste fattigdom. Min bror var 2½ år før mig. Det kan den vase derovre (peger) fortælle noget om.

Min far Laurits

Mig (øverst) og Verner

Min mor Gerda

De boede i en villa på Frederiksberg, og – det er mærkeligt, at jeg aldrig spurgte min mor nærmere om det der, men det har jeg ikke gjort. Jeg blev så født i en lille – (lad mig se) 2 – 3-værelses lejlighed med kakkelovn og intet varmt vand – og ikke bad. Det var en stuelejlighed, Wilkensvej nr. 27, den ligger også på Frederiksberg, ved Finsensvej. Jeg blev indskrevet i LaCourvejens skole – den var meget berømt – dengang. Men vent nu lidt – jeg skylder en forklaring på det med det store fald. Min far var uddannet kommis fra Gævninge Brugs. Det er 10km udenfor Roskilde. En dejlig lille landsby, hvor jeg så kom på ferie senere hos min farmor. Dengang var jeg ikke klar over det, men det er jeg blevet senere: Min farmor var en meget, meget hård dame, og første gang jeg var på ferie der, første sommer, modtog hun mig ved bussen fra Roskilde… Ja – og da var Verner død året før – han døde af en fejldiagnose fra en vagtlæge, som… min mor sagde, at det var blindtarmsbetændelse, men lægen sagde: Neej, det er bare sådan en sommerinfluenza… men det VAR blindtarmsbetændelse, og så døde han der i løbet af 8 dage på Kommunehospitalet af bughindebetændelse. Nå, men så sagde min farmor: Ja, jeg havde jo hellere sét Verner. Så hvis jeg er blevet lidt hård i filten, så har du dér forklaringen. Min bedstefar – han var tømrer, og han var også en hård fyr. Jeg har aldrig kendt ham, ikke bevidst, altså, men de sagde, at han døde af strubekræft. Det var jo en lille landsby med egen kirke, og da præsten kom for at se til ham og snakke med ham, så bad han præsten om at gå – det var han ikke interesseret i. De var ikke overreligiøse, men på den anden side – jeg kan huske, at når jeg var der på ferie, havde min farmor sådan et… det hedder et krystalapparat, og hun hørte gudstjeneste hver søndag.

Men ellers kan jeg mest huske fra vores hjemlige liv dér, at… ja, der var én længe, det var jo et lille sted. Bare et stuehus og en lille lade, og så var der noget jord til. Der var 8 søskende, både på min fars og mors side, så jeg har en Guds velsignelse af kusiner og fætre. Nå, men vi ta’r tilbage til Wilkensvej, som jeg sådan sét har meget gode minder om. Vi boede der – jeg vil skyde på – otte år. Det var en meget sjov opgang. Et almindeligt ejendomskompleks med vinkler. Det findes endnu – jeg har været ude og kikke på det. Der var en stor 3-længet gård med græsplæne – hvor man ikke måtte lege. Græsset måtte ikke betrædes. På det ene hjørne lå der en bager, og på det andet en købmand. En af mine tidlige erindringer… og jeg kan høre det endnu… var, at købmanden bar flasker ind og tomme flasker ud – den fjerne lyd af de der flasker, når jeg lå i sengen, inden jeg kom i skole, og hvis jeg var syg – jeg gik kun i 1. klasse på La Courvejens skole – som havde den der fantastiske skoleinspektør Arvin, som skrev bøger og alt muligt. Han var meget kendt. Skrev bøger om moderne pædagogik. Det var jo på den skole Jørgen Clevin (1920 – 93, tegner, forfatter, lærer, desuden ansat i DR) var. Nå. Men du har stadig ikke fået nogen forklaring på det store fald – fra villaen på Frederiksberg til lejligheden på Wilkensvej. Min far var som sagt uddannet i Gævninge Brugs, og så blev han ansat i et firma, der eksisterer endnu: B’s Kapselfabrik. De lavede primært kapsler og tuber. Min far har altid haft meget – det er mærkeligt, jeg ikke har arvet det – men han havde meget teknisk snilde og havde en meget, meget, meget god pære. Så han fandt ud af, sammen med en fotograf, der hjalp ham med at fotografere, – de to fandt ud af en måde, så man kunne overføre fotografi til tuberne. Det var så stor en ting, at de udtog verdenspatent. Det var B. med på: Det er jo en produktion, der er fremtid i, så vi laver en fabrik. Og så skulle min far så være direktør for den fabrik, og han blev sendt til Baden-Baden, kan jeg huske, han har fortalt, for at købe specialmaskiner til den der produktion, og det gik også godt nok. Min far var ansat på fabrikken, og så skulle han være leder af den nye fabrik. Og de havde jo det der verdenspatent, og det var frygtelig dyrt at holde løbende. Så blev min far – hvilket sikkert ikke undrer dig… min farmor sagde: Du skal huske, at vi er af en ærlig, men krigerisk familie! Så min far ville ikke lade sig byde hvad som helst, og om det var om lønnen, ve’ jeg jo ikke, men han blev uenig med B.. Min far sagde: Jeg har jo patentet, men B., som var handelsmand, sagde: Ja, men hvor længe? Så det endte med… den dér er min fars afskedsgave fra B’s fabrikker, den vase, der står derhenne. Det var jo lige der i 1929 (27/3 – 29), med den store arbejdsløshed. Men han sagde: Jeg skal sgu nok få arbejde – jeg skal nok klare mig. Han var vant til at bestille noget. Men pludselig havde de jo ingen penge. Ham fotografen – han gik i hundene og begik selvmord. Men så var min far kun 1 til at betale patentet, så det måtte han opgi’. Så udnyttede B. det i stedet – og så måtte de flytte fra villa’en. De havde stadig deres fine mahognispisestue, de havde deres soveværelse med indlagt rosentræ, det var meget flot. De havde stadig de ting, som de rige havde, ligesom Varnæsfamilien i Matador – OG – han havde en bogsamling (Ib peger). Gustav Wieds samlede værker, det er min fars. H.C. Andersen – den store Jubilæumsudgave, med de originale tegninger – de to bind – osv, virkeligt fine ting. Og så holdt han et tidsskrift, der hed ’FREM’ – det læste jeg meget i. Det var spændende. Jeg kan huske, der var artikler fra 1. Verdenskrig, med billeder af kvæstelser. Der var nogen, der var blevet ramt af en granat og havde fået skåret en del af ansigtet – de var ikke døde af det, og de reparerede på dem – det var frygtelige ting. Men der var også mange opbyggelige ting at læse i det tidsskrift.…Nå, tilbage til lejligheden. Så var der en gård, med sådan nogle cykelgarager, og det var vores legeplads. Vi boede i hovedfløjen, og bagved lå der en trådfabrik, der lavede kabler og sådan noget. Den er også blevet en kæmpevirksomhed – nu ’Nordisk kabel og tråd’. Der var meget støj fra den, og så kørte S-togene lige udenfor vores soveværelsesvinduer.

Jeg havde ikke mit eget værelse – det havde jeg ikke, og jeg kan ikke huske, hvor jeg sov, men jeg kan huske, og der var min bror der jo endnu, jeg kan huske, at om søndagen kom vi ind i forældrenes seng, og så fik vi kaffe på sengen, med rundstykker, som vi fik lov til at dyppe i kaffen. Så kan jeg huske Berlingske Tidende, som min far jo holdt, og det Søndagsmagasin, eller det var vist Politiken? Der var i hvert fald en tegneserie om en stuepige, der hed Hanne Hansen. (Arne Ungermann’s berømte tegneserie i Politikens søndagstillæg fra 1935–52) Det kan jo godt være, at min far blev lidt ’rødere’ af at blive fyret, så han gik over til Politiken. Men han har jo altid været om sig. Så blev han kontrollør – i FORUM. Seksdagesløb, det var jo kun 1 gang om året, men så var der bl.a. de store boksestævner. Jeg har også – eller havde, for jeg ved ikke, hvor det er blevet af, et stort pressebillede, hvor min far er kontrol ved en HVAL, der var fanget og udstillet et eller andet sted. Det var jeg meget imponeret af. Og sådan altmuligt – sådan nogle jobs opsøgte han, men det var jo fattigt – det gav ikke så meget at være kontrollør. Men det der i Forum var jeg særlig interesseret i, fordi… dengang solgte de billetter på stedet, og de havde dem i sådan nogle runde tasker, ligesom man nu har hos bageren, sådan en nummerordning. Sådan en taske havde man, og så solgte man dem – så stod der række og pladsnummer – kontrollørerne rev af og så beholdt de selv en del af billetten. Og når min far kom hjem med dem, så lagde han dem jo på et bord. Det var jeg meget interesseret i – så blev der gjort plads på mahognibordet, og så – sorterede jeg dem. Jeg kunne få mange, mange timer til at gå med at sidde og sortere det der. Jeg havde ikke noget legetøj og jeg var ikke noget udebarn. Jeg havde jo været inde i Forum for at se, hvordan der så ud. Jeg var blandt andet med inden 6-dages løbene. Min far blev jo hurtigt overkontrollør, og var med til at planlægge og sådan noget,