Afmagt og Ondskab: En kærlighedsroman

By Vibe Bisgaard Isaksen

Cathrine har en magisk evne til at få mænd til at forelske sig i hende. Efter et hårdt brud med sin elskede, mister hun troen på kærligheden, og optræner sin evne for senere at misbruge den i et farligt projekt. Hun overtager en stor herregård ved et kup, hvor hun får titlen som grevinde, og udnytter otte mandlige undersåtter til at arbejde for sig, samtidig med at de er hendes elskere. Grevinden har et herskab af tjenestepiger, som hun kynisk undertrykker ved truslen om og udførelsen af fysisk vold, som mændene tvinges til at begå mod dem, hvis de ikke følger Grevindens dagsorden og ønsker. Stuepigen Stacia er på sin 18-års-fødselsdag blevet flyttet fra stuen til køkkenet, og får som noget nyt tjansen at skulle bringe Grevinden mad og drikke på værelset, samt adgang og udsyn til haven, hvor mændene arbejder. En dag hvor Stacia skal ud i haven, blinker Julien til hende, og dette fører til en forbudt forelskelse, et kompliceret trekantsdrama mellem Stacia, Julien og Grevinden, og til en kamp om moral, magt og kærlighed.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Aug 26, 2015
• ISBN: 9788771702743

Vibe Bisgaard Isaksen

Vibe Bisgaard Isaksen (f. 1993) er forfatter og bachelor i dansk og engelsk.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Titelside

Kolofon

AFMAGT OG ONDSKAB

En kærlighedsroman

♦

[Om manden og kvinden]

Hun elsker ham, og han elsker hende.

Og hvis ikke de lever lykkeligt sammen til de dør,

Så slår de hinanden ihjel, de gør. –

♦

1. august - år 1902

♦

Grevinden lå med hovedet begravet dybt nede i puderne og kiggede op på Julien og hans nøgne overkrop, mens de elskede. Han kiggede tilbage, ind i hendes dybe, mørke diamantøjne. Han kiggede ind i hendes ansigt med de røde kinder og den ranke næse. Øjnene udtrykte nydelse og afmagt. Hun smagte på sine læber og udstødte nogle svage, bløde støn i sit lyseste stemmeleje, til deres kroppes rytmiske puls. Han lukkede øjnene et langt øjeblik, mens han var i ekstase. Hun mærkede hans oplevelse i hende og stønnede højere for et par sekunder. Han trak vejret ind i et langt åndedrag helt ned i brystet og sukkede tilfredsstillet. Så lagde han sig på hendes højre sengeside. Hendes hjerte bankede stadig. Hun kiggede sig ned til sin højre side, ned i sengen. Han smilede og vendte sit ansigt mod hende og blev mødt af hendes øjne og hendes store, lange, kobberrøde hår. Han rakte sin hånd ud efter det og strøg fingrene langsomt igennem det, men lige idet, skubbede Grevinden ham hårdt væk. Han mærkede en forskrækkelse i hjertet. Hendes nøgne krop ved siden af ham, syntes pludselig uopnåelig for ham.

Du tilfredsstiller mig ikke, Julien. Grevinden sagde det indlysende, mens hun kiggede ligeglad op i loftet.

Han kiggede uforstående på hende og tænkte sig om:

Jamen … Hvad skal jeg så gøre? … Hvad vil du så have? …

Hun var blevet helt rolig igen. Hun kiggede pludselig beundrende på ham og rørte ved hans store overarm. Hun smilte, men lige idet følelsen ramte hende, blev hun blændet af dårlige minder. Hun vendte sit ansigt væk fra ham, og kiggede sig koncentreret op i loftet. Først huskede hun, så kom usikkerheden i hjertet, så kiggede hun op som for at holde fast i sig selv, holde sig selv i kontrol. Så vendte hun et autoritært ansigt mod ham:

Ned på knæ, sagde hun.

Han rynkede brynene og kiggede fornærmet og forundrende på hende.

Ellers foretrækker jeg de andre mænd det næste stykke tid.

Han mærkede uroen i brystet igen. Han følte sig fuldstændig ude af sig selv og utilstrækkelig. Så kiggede han igen på hendes ansigt og mærkede hendes selvsikre og afslappede væsen. Da blev han grebet af en indre ro og styrke. Hendes tilstedeværelse fik ham til at føle sig tryg og beskyttet.

Han forestillede sig, at de andre mænd var af vejen, og at han havde sejret. Han forestillede sig, at han havde Grevinden for sig selv for evigt. Han fik et varmt smil på læben.

Grevinden kiggede faretruende på ham, mens hun satte sig op i sengen, og han blev bange for, at hun ville bruge Evnen på ham. Han slog hænderne i madrassen og kom op at sidde.

Kom nu, sagde hun roligt.

Han trak vejret dybt og smilte lidt.

Jeg sidder lige så godt her, han nussede hendes kind og vendte sig mod den for at kysse hende, men hun tog kinden til sig:

"Du kan ikke modstå mig …" sagde hun og kiggede lige ind i hans øjne. Kraften fik hans opmærksomhed til at rette sig direkte mod hende, og hans krop skød sig tilbage. Der bredte sig et smil på hans læber og han lignede én, der lige havde fået sovemedicin eller en berusende drik:

Du tænder mig … Jeg er vild med dig … han kiggede ind i hendes øjne med de blødeste og kærligste, grønne øjne. Jeg er vanvittig forelsket i dig …

Grevinden smilte overlegent og sensuelt og sukkede dybt af lyst.

Mmh … Det var bedre, hun løftede det ene øjenbryn forførende, mens han ikke kunne holde fingrene fra hende og begyndte at kysse hende på kinden og ned ad halsen. Så ændrede hendes mine sig til endnu at blive alvorlig. Så gør hvad jeg beder dig om, Julien.

Han standsede op og bemærkede, at hans hjerte gjorde ondt. Han sank en klump og bemærkede svagt, hvordan hans hoved dunkede og følte sig underkuet, men han var blændet af hendes person, hendes skønhed og magt.

Han bøjede sig ned og stillede sig på alle fire, som et dyr. Han var opsat på at overgå de andre mænd, og han næsten knurrede.

Saml mit tøj op og kom med det til mig … sagde hun, og han kravlede rundt og samlede tøj. Kig mig dybt ind i øjnene og sig, at du elsker mig … Han kom med tøjet og kiggede og sagde: Jeg elsker dig, Grevinde.

Da han havde sagt ordene, tog hun sin rulle silkebånd og klippede et stort og langt stykke af med sysaksen. Mens han stod stille, tog hun midten af båndet ned til hans ansigt.

Åben munden, sagde hun, mens hun forsøgte at holde sine hænder så rolige som muligt uden at sitre opstemt.

Han sank en klump og åbnede gabet så højt, som han kunne. Hun smilede og stak stykket i hans mund, og holdt båndet på hver sin side af ham, mens han tyggede i.

Så greb hun romanerne, der lå på natbordet og lagde dem i en stak oven på hans ryg, og hun smed tøjet ned igen til alle sider, så han kunne samle op på ny. Han kravlede viljestærkt rundt på gulvet og samlede op, selvom hun holdt igen med snoren, mens hun sad på sengen. Han tog tøjet stykke efter stykke med munden, selvom den i forvejen var fyldt med lyserødt bånd og gav dem til hende.

Efter 10 minutter, lavede hun en bevægelse med hånden, der sagde: ’Stop’. Han trak vejret lettet op. Han fornemmede, at han ville blive belønnet, fordi han havde gjort, som hun havde bedt om. Hun smilte pludselig stort, kærligt og glædespredende. Han kunne selv ikke lade være med at pruste et lille, lettet grin. Han følte en kærlighed til sig selv.

Kom her, min elskede, sagde hun og greb hænderne om hans kinder og trak ham op fra gulvet, op i sengen, hvor hun sad, og så kyssede og kyssede hun ham, mens han taknemmeligt og forelsket så ind i hendes øjne.

♦

Det var en varm sommerdag. Det var lørdag. Stacia havde været oppe siden klokken 08.00. Hun kiggede på sit armbåndsur. Klokken var 09.30 lige om lidt, og Grevinden var klar til sin morgenmad. Med en smerte i maven gik hun op ad trappen med bakken med kande, kop, sukkerskål, mælkekande og finbrød. Dét at gå derop, synes hun var en forhindring i sig selv, som om der trillede dødningehoveder ned ad trappen lige til at ramme hende, hvis hun ikke gik ordentligt eller var påpasselig. Hun var lige ved at træde forkert på de sorte, støvletagtige, højhælede sko alene på grund af sin frygt for at fejle, og hendes hvide fjerkrone følte hun balancere skråsikkert i sit ellers velopsatte hår. Tingene klirrede, hver gang hun tog et trin. Hendes sorte kjole og det hvide forklæde syntes pludselig at stramme og langsomt kvæle hende, idet hun følte sig fanget og underkuet i sin rolle som pige i huset. Hun tænkte: Bliver jeg nogensinde noget andet end hvad jeg er – en simpel stuepige?

Stacia nåede op for enden af trappen og gik hen ad gangen forbi alle guvernanternes værelser. For enden af gangen var Grevindens værelse. Stacia standsede op midt på gangen for at få vejret. Hun tænkte på blomsterne ude i haven. Så gik hun hen til Grevindens dør. Hun iagttog et øjeblik døren og forestillede sig, at der stod en hemmelige kode på den, en kode, som man skulle gennemskue for at kunne komme igennem den. Hun forestillede sig en kode, der var lettere umulig at løse, for hun syntes det umuligt at nå igennem til Grevinden.

Stacia rystede på hånden, da hun åbnede døren. Da hun kom derind blev hun mødt af det mønstrede og blomstrede tapet. Dernæst kiggede hun på kommoden med det runde spejl ovre til venstre. Vinduet var stort, og der var lange, mørkerøde fløjlsgardiner, der næsten gik helt ned til gulvet, på hver sin side. Grevinden sad på den hvide stol, ved det runde, hvide bord, midt i vinduespartiet. Fra dét vindue kunne man se hele haven, som mændene skulle pleje og passe. Dét som Stacia mente var det mest uhyggelige og angstprovokerende ved vinduet var, at man ikke kunne se indad det. Vinduet var lavet sådan, at man ikke kunne se fra haven, om Grevinden kiggede ud eller ej. Mændene vidste, at hun kiggede sommetider og sommetider ikke, men de vidste ikke hvornår. Derfor opførte de sig hele tiden, som om hun sad der og kiggede på dem.

Guvernanten Sofia havde hele morgenen hjulpet Grevinden i sit tøj. Hun havde først givet hende korset og krinoline på. Dernæst bar Grevinden ovenpå en mørklilla kjole med plisséer, bånd og sløjfe bagpå og slæb bagtil, samt en høj, afstivet flip ved halsen. Hun havde også blonde, hvide halvhandsker på i stedet for almindelige, fordi det var sommer. Hendes røde hår var blevet sat fyldigt op i nakken med nogle få lokker hængende ned bagtil. Hun var også blevet sminket. Sofia stod der stadig og havde netop sat en perlekæde om Grevindens hals som det sidste og låste den i nakken, så det sagde klik. Til venstre for dem stod sengen og dør nummer to, som førte ind til ét af mændenes værelser.

Tak, Sofia, du kan gå, sagde Grevinden.

Sofia nejede for hende og gik forbi Stacia i døren, der nu fik plads til at gå ind på værelset. Så fik hun syn til pladsen henne ved sengen, hvor hun kiggede over med et enkelt, flygtigt blik. Det var Julien, der trak sine strømper og sko hurtigt på. Han rejste sig og lynede sin bukser foran. Så buldrede han ud af den anden dør, mens Stacia stod lammet med foldede hænder og et nedadkiggende blik.

Grevinden sad stille på sin stol, roligt og ventede. Hun så afslappet ud. Hendes ansigt var kønt og symmetrisk. Hendes mund var lille og fyldig, og læberne var malet røde. Øjnene var store og mørke og havde en udstråling, der udtrykte styrke. Vipperne var lange og sorte, også malede. Stacia mente, at Grevinden var den smukkeste kvinde, hun nogensinde havde set. Tænk at en kvinde, der er 36 år, og har bragt så mange som ni børn til verden, stadig kan se så fængende ud, tænkte hun.

Deres te, Grevinde Cathrine, Stacia stillede bakken på bordet, nejede og nikkede. Hun smilede pludselig helt af sig selv, stort og venligt. Grevinden kiggede Stacia lige ind i ansigtet med en åbenlys sur mine. Stacias læber faldt sammen, hun blinkede med øjnene og gik betuttet nogle skridt tilbage.

Grevinden kiggede på Stacia, mens hun tog koppen op til sin mund og sugede teen i sig. Stacia fulgte hende med øjnene, indtil hun pludselig følte det, som om hun havde glemt alting. Hun lod blikket dale og kiggede ned på gulvtæppet. Hun følte sig lille og ubetydelig i Grevindens nærvær, og hun ville ikke have, at Grevinden skulle bemærke øjnene skinne af frygt, så hun kiggede i stedet grådkvalt ned i gulvet. Stacia kiggede forskrækket op, da hun hørte det klinge, idet Grevinden satte sin kop ned på underkoppen igen. Grevinden smilede.

Tak, stuepige, sagde Grevinden. Du kan gå.

Stacia gik ned ad trappen i fortvivlelse, mens hun bad sin sædvanlige lille bøn. Min kære Gud, bad hun i tankerne. Gør mig fri. Lad mig blive i stand til at tage væk fra herregården en dag. Jeg har ikke lyst til at leve under dette diktatur. En indelukket, spids vrede kunne ses på hendes ansigt med den bestemte næse og den fyldige mund. Stacia fik en løn på 20 kroner om måneden, og hun sparede dem op, så at hun på et tidspunkt ville have råd til at flytte fra gården og finde et andet arbejde eller en mand at blive gift med.

Stacia var lige fyldt 18 år for en uge siden, og hun var på sin 18-års fødselsdag blevet forflyttet til køkkenet, fordi pigen før hende var blevet afskediget af ukendte årsager. Stacia havde boet på herregården så længe, hun kunne huske. Hun havde ingen familie eller tegn derpå. De ældste tjenestepiger havde sagt, at hun var blevet fundet på markedspladsen af guvernanterne, og at hun sikkert var et barn, der lige var blevet født uden for ægteskab. For at hjælpe et spædbarn fra at dø havde de taget hende ind på herregården og oplært hende som stuepige, mens tjenestepigerne måtte tage sig af hende ud over deres andre pligter. Den 10-år-ældre tjenestepige, Linda, havde især taget sig af og draget omsorg for Stacia i løbet af de 10 år, hvor hun har arbejdet der. Hun kom til gården, da Stacia var 8 år, og hun havde sovet på værelse med Stacia i anden halvdel af årene. På den måde havde de fået et slags søsterforhold. Der var i mellemtiden et bundt af ældre køkkenpiger og to andre stuepiger, der var blevet afskediget. De tjenestepiger, der var der nu, var ikke meget ældre end Stacia selv, mens Linda var den ældste. Nu sov Stacia i køjeseng med Louise og så selv næsten voksen ud med de runde bryster og sit lange, røde hår. Hendes øjne var store og brune og havde et uskyldigt blik, der afspejlede hendes sind og hendes gode hjerte. Stacia troede på retfærdighed og frihed, og denne tro var altafgørende for hende for at komme igennem det hårdtarbejdende og efter Stacias mening: kedelige hverdagsliv.

♦

Det var søndag. Stacia kiggede diskret ud ad gårdvinduet, hvor alle otte mænd stod badet i sved og kæmpede med det hårde havearbejde, selvom det var søndag, og de havde fri. Deres hovedarbejde bestod i at drive kornmarken. Herregårdens økonomi blev vedligeholdt af salget af dette korn. Der skete en eksport til flere steder i landet. Om foråret skulle der sås og gødes med den nye fosforsyregødning, om sommeren skulle der vandes, og om efteråret skulle der høstes. Det var forskelligt, hvad der blev sået fra år til år. Det var henholdsvis byg, rug og havre og staldfoder. Efterhånden fandt Grevinden også på, at der skulle dyrkes rodfrugter som roer, gulerødder og kartofler.

Grevinden stod selv for det administrative aspekt og styring af regnskab. Ud over kornsåningen skulle mændene også holde blomsterbedene i orden, passe madgrøderne og reparere hvis noget i huset holdt op med at fungere. De ordnede for eksempel hvis der var et møbel, der var gået i stykker, eller hvis der var noget, der skulle males.

De mange blomster, røde, gule, lilla og blå, overvældede og omkransede gården flere meter ud, samt samles flokke omkring den blanke, skinnende sø, på gårdens højre side, som glinsede af guld i genspejlingen af solens stråler. På den var der åkander: lyserøde knopper på store, runde, mørkegrønne blade. I bedene var der også fine, små jordbær. Dertil var der buskene med brombær og hindbær. Der var kastanjetræer og æbletræer. Bagved var der rækker af druetræer, hvorpå der voksede kurvevis af vindruer. Egetræet stod højt fuld af liv og frugtbarhed. Rosenbladenes røde, dybe glød, kunne give én en helt særlig ro og velvære. Og så var der den store skov lige bagved.

Stacia dvæledes ved haven og sugede den ind og fik et varmt smil på læben. Alt dette var takket være de svedende mænds hårde arbejde. De plejede og passede haven hver dag. De laver alt det hårde og beskidte arbejde, som man ikke kan sætte en pige til, tænke Stacia. For sådant et arbejde ville en pige slet ikke kunne udføre. Hun så ned i vasken og vaskede porcelænskopperne skinnende rene. Så løftede hun hovedet og kiggede igen beundringsværdigt ud på dem. Sveden piblede frem på deres pander. Hendes omsorgsfuldhed ville gå ud til dem med våde