Et skridt ad gangen: Øjenvidneberetninger om arbejdsmiljørepræsentanters daglige kampe for, at ingen skal dø, blive syge eller invaliderede af at arbejde.

By Søren Dam Nielsen

Pludselig befandt nogle eksterne kolleger sig i en ovn med eksplosionsfare, hvor de var klar til at svejse. Arbejdsmiljørepræsentant René Tue Iversen stoppede arbejdet og fik styr på den farlige situation. I Kalundborg kunne sårede bandemedlemmer sent om aftenen blive smidt af en bil foran sundhedscentret. Arbejdsmiljørepræsentant Heinrich Larsen var ikke helt overbevist om, at det var trygt at gå udenfor og hjælpe de sårede ind. Bag rattet i en bybus kan alt ske. Hans Horsten tog som arbejdsmiljørepræsentant hånd om sin kollega, der uforvarende havde ramt en fodgænger på vej over gaden.

Et skridt ad gangen er en bog om arbejdslivet i Danmark på godt og ondt set gennem en række arbejdsmiljørepræsentanters linser. Bogens afsluttende sider giver inspiration til arbejdsmiljørepræsentanter om, hvordan de kan få mere succes med deres indsatser.

• Language: Dansk
• Publisher: BoD - Books on Demand
• Release date: Jul 9, 2024
• ISBN: 9788743068280

Søren Dam Nielsen

Den erfarne journalist Søren Dam Nielsen har i en lang årrække skrevet artikler om arbejdsmiljø til en række fagblade og magasiner. Søren Dam Nielsen er indehaver af kommunikations- og journalistbureauet FAGSAGEN, som har til formål at lytte til almindelige arbejdstagere og sætte ord på deres krav, drømme eller frustrationer. At følge det politiske arbejde og arbejde på at påvirke politiske beslutninger, så de bliver bedre. Og at bringe politiske og filosofiske tanker, ideer, globale megatrends, eller igangværende verdensomspændende, europæiske eller danske politiske diskussioner ned på jorden, så de kan blive brugt konstruktivt af arbejdstagere, fag, fagforeninger eller diverse organisationer.

Book preview

Indholdsfortegnelse

1. akt

Vi er alle født med en bar røv

Jeg har sgu aldrig smidt aviserne i skraldespanden

100 små skridt bliver til sidst et stort

Mindre pres skal beskytte medarbejderes sundhed

Hvis jeg var ligeglad, så var de andre det også

Jeg vil helst ikke lege politimand

Elefanten i rummet taler de ikke om

Det kan ændre jeres liv, hvis I lige lytter

Sikkerhed er vigtigere, end hvad mine chefer synes

Efterspil

Fra møg til mening

Sådan får du kollegerne med på holdet

Stolthed og sci-fi

Ordliste

Om forfatteren

Velkommen indenfor til en række øjenvidneberetninger fra ind- og udland om at arbejde med liv og helbred som indsats. Jeg hedder Søren, og er den heldige person, som har haft fornøjelsen med at samle beretninger fra arbejdsmiljørepræsentanter ind om at arbejde for at skabe sikre og sunde forhold på arbejdspladser. Jeg er beæret over, at arbejdsmiljørepræsentanterne, jeg har talt med, har taget imod mig med åbne arme. Og jeg er blevet rørt over det engagement, den tapperhed og den vilje, de lægger for dagen, for at de og deres kolleger skal komme helskindede fra den ene dag til den næste. Jeg skylder jer alle en stor tak for at lægge stemme til historierne i denne bog.

Bogen er til alle, som arbejder. Mest af alt er den dog til arbejdsmiljørepræsentanter. Jeg håber, I kan finde inspiration, gejst, genkendelse, håb og mod ved at høre om andres kampe for at gøre det sundt og sikkert at gå på arbejde.

Det er i sagens natur arbejdsmiljørepræsentanter, der kommer i rampelyset i løbet af bogen. Det gør de, fordi jeg gerne vil rette fokus mod, hvor vigtig deres indsats er. Det er jo menneskers førlighed og funktionsduelighed, der er på spil. Desuden er det alle arbejdstageres velfærd. Kan man ikke arbejde, er man overladt til at blive forsørget af det offentlige. Det er sjældent en dans på roser. Vi er alle i farezonen, hvis vi ikke passer på os selv.

At vi til syvende og sidst er vores egen arbejdsmiljørepræsentant er et vigtigt budskab i denne bog - måske også arbejdsmiljørepræsentanternes vigtigste. Det er svært at passe på nogen, som ikke vil passe på sig selv. Derfor må det altid begynde og slutte med den enkelte. Det må det også gøre med denne bog for at vi skal komme i gang på den helt rigtige måde.

Så lad mig derfor begynde bogen med at fortælle en lille smule om mig selv. Jeg er indtil videre en atypisk arbejder/selvstændig erhvervsdrivende/freelancejournalist - men en del af en voksende gruppe i Danmark: De atypisk beskæftigede; de soloselvstændige, vikarerne, de projektansatte.

Jeg er soloselvstændig. Jeg arbejder ofte alene på mit eget, hyggelige kontor. Jeg tager fat på dagens nyhedsdækning, efter at jeg har sagt farvel til min dreng på fortovet uden for mit kontor; han tripper i skole, jeg traver hen til tastaturet. Idyl.

Ja, en del idyl er forbundet med mit arbejdsliv - og det nyder jeg i fulde drag. Jeg er den frie fugl, som tit selv kan vælge, hvad jeg vil interessere mig for, skrive om og dermed leve af. Men livet som freelancejournalist skal man på den anden side ikke overromantisere. Mit personlige arbejdsmiljø er på overfladen en relativt udramatisk størrelse. Det er mangel på skærmbriller og dårlige siddestillinger. I den lidt mere risikable ende er det klatring i stilladser og slalom på lagre mellem trucks under besigtigelse af arbejdspladser, når jeg samler ind til historier. Men langt den største del af tiden er ret fredelig.

Men alle mennesker - mig selv inklusive - bør holde et vågent øje med de risici, der er forbundet med deres liv, job og karriere. I mit tilfælde er jeg allermest opmærksom på det mentale pres, jeg lever med. Dels i form af den usikkerhed, der ligger i, om jeg også har noget at leve af i morgen eller til næste år. Og om jeg kan leve af at skrive med det pres på priserne, der er en kedelig realitet i branchen og med kunstig intelligens bankende på døren. Der er et pres i form af de stadige fortløbende deadlines, jeg skal overholde. Og dels også i form af at kunne afbalancere krav til research, viden og overblik med min personlige, intellektuelle kapacitet. Der er virkelig meget information at håndtere. Der er endnu mere information, man kunne håndtere. Det er ikke altid lige let at sige nok er nok. I den henseende har jeg personligt et problem. Jeg kunne godt bruge en fastmonteret hjælpende engel på min skulder, som hviskede mig i øret: Nu er det godt (nok).

Jeg er sikker på, at I kan genkende behovet for en hjælpende engel på skulderen. For vi ved jo alle sammen godt et eller andet sted, at prisen for at blive syg, skadet, bukke under er høj. Det er skrantende helbred, smerter, mistede færdigheder. Det kan i yderste konsekvens være farvel til arbejdslivet - eller endda livet slet og ret. Et farvel til livet er tragisk. Et farvel til arbejdslivet er kostbart, for det dramatiske fald i indtægter på en førtidspension (hvis man kan få sådan en) eller på dagpenge og senere kontanthjælp gør vi os ikke ret mange tanker om, mens vi stadig har et arbejde. Men mange af os kender eller har hørt om mennesker, som har måttet opgive at arbejde, og som har opdaget, at sikkerhedsnettet i velfærdssamfundet ikke er guld for enden af regnbuen. Guldet er, at man kan overleve - men man må samtidig leve med den skov af bekymringer og krav, som følger med, når hverdagen pludselig står på arbejdsprøvninger, lægeerklæringer og tovtrækkerier om erstatninger med forsikringsselskaber.

Fordi ingen af os ønsker at havne dér, skal vi i denne bog forsøge at se nærmere på de mennesker, som blandt andet kunne indtage rollen som englen på din skulder; alle de mange arbejdsmiljørepræsentanter, som er blevet valgt til at tage vare på arbejdsmiljøet og forebygge problemer på landets arbejdspladser. Når alt dette er sagt, så er det også et ærinde med bogen at hævde, at der er mere på spil end bare sikkerhed og sundhed. Som afslutning på bogen forsøger jeg, om jeg med mine personlige erfaringer og oplevelser som journalist med arbejdsmiljø som stofområde, med min uddannelsesmæssige baggrund i filosofi samt som opsamling på rækken af interview kan inspirere arbejdsmiljørepræsentanter - nuværende som kommende - til nye tilgange til opgaverne - og til at se og forstå sig selv i et lidt andet lys end hidtil. For kan man give englene på arbejdsmiljøområdet den fælles opgave sammen med tillidsrepræsentanter, HR-, CSR- og bæredygtighedskolleger at stille krav om, at vi ikke bare skal arbejde, men også arbejde meningsfuldt, etisk og inden for de planetære grænser?

Min nok dybeste intention med bogen er denne: At vi ikke kan hævde, at vi har et ægte demokratisk samfund, hvis vi ikke lytter til og giver stemme til den meget store gruppe af arbejdstagere, som er fysisk nedslidte, psykisk overbelastede, økonomisk pressede eller mentalt præget af et arbejdsliv, hvor de bliver ydmyget og behandlet som undersåtter, som chefredaktør Rune Lykkeberg skrev i Information i et interview med filosoffen Axel Honneth, hvis budskaber om anerkendelse og inklusion som forudsætninger for demokrati er meget beslægtet med mine. At give stemme til alle disse mennesker er lige præcis, hvad arbejdsmiljørepræsentanterne gør, og derfor er det så vigtigt at fortælle arbejdsmiljørepræsentanternes historier.

Jeg vil så tilføje, at vi også skal lytte til de arbejdstagere, som ikke kommer lige så meget til skade eller bliver undertrykt, men som ikke ønsker at sidde fast i hamsterhjulet, bidrage til at gøre skade på andres sundhed gennem salg af fx kemi, alkohol eller tobak, eller drive rovdrift på havene, skovene, markerne osv. osv.Arbejdsmarkedet kan ikke vedblive at være en isoleret ø, og kommer i stadig mindre grad til at kunne isolere sig fra de problemstillinger, vi i øvrigt bokser med i samfundet. Jeg tror, arbejdsmiljørepræsentanter kan få noget frugtbart ud af at opfatte sig selv som fødselshjælpere til et arbejdsmarked, som tager ansvaret på sig for at udvikle et i alle henseender ansvarligt og anerkendende samfund.

Jeg vover mig nok indimellem ud på dybt vand på de sidste sider - så det bliver din opgave som læser at hale mine ord ind til bredden og give dem fast grund under fødderne.

Jeg har dårlig samvittighed over, at bogen her ikke er kommet ud noget før. Jeg begyndte på den i forbindelse med FH’s arbejdsmiljørepræsentantår i 2019, og troede dengang, at jeg ville være færdig et halvt år senere. Månederne fløj til min forbløffelse af sted. Jeg havde mit daglige arbejde at passe. Jeg havde ikke overskud til at arbejde på bogen sideløbende med det. I perioder var jeg tæt på helt at droppe at skrive bogen. Men jeg har også hele tiden siddet med den følelse, at de mange arbejdsmiljørepræsentanter, som har været så søde og venlige at stille op til interview for at jeg kunne skrive disse sider, har fortjent bedre. Derfor er jeg blevet ved, og kan endelig nu fremvise et resultat. Derfor er en del af interviewene ret gamle - jeg håber, I kan bære over med det. Jeg er helt overbevist om, at det, der bliver sagt, ikke er spor uaktuelt.

Endnu en gang - en stor tak til alle jer, som har bidraget til fortællingerne i denne bog.

Søren Dam Nielsen

1. akt

Vi er alle født med en bar røv

Iet nyhedstelegram den 27. januar 2011 hos Nordjyske Medier kunne man læse: Mand død i arbejdsulykke på Portland. Arbejdstilsynet undersøger dødsulykke på Aalborg Portland, hvor en elektriker blev klemt ihjel.

Af: Suzanne Tram

En 48-årig mand døde torsdag formiddag på cementfabrikken Aalborg Portland i forbindelse med en arbejdsulykke. Han blev klemt ihjel i en lift i 10 meters højde i en af virksomhedens bygninger. Manden skulle op i en lift et sted, hvor der var monteret en kran i loftet. På en eller anden vis kom den ansatte i liften i klemme mellem denne kran og en stor bjælke i loftet. Den 48-årige mand var ikke ansat på fabrikken, men arbejdede som elektriker for en af fabrikkens underleverandører. Ulykken undersøges…

Det var med dødsulykken som baggrundstapet og en samtidig følelse af, at arbejdsmiljøet trods den uheldssvangre fortid stod i stampe, at René Tue Iversen for otte-ni år siden tog skeen i den anden hånd, meldte sig som kandidat til arbejdsmiljørepræsentant - og blev valgt med massiv opbakning fra kollegerne.

Der skete ingenting. Vi kom ingen vegne. Det gik ud over os alle sammen. Den gamle arbejdsmiljørepræsentant havde været på posten i 16 år. Så vi var tålmodige, kan du nok se, griner René Tue Iversen. Med ham ved roret skulle der andre boller på suppen. Han ville gøre en forskel.

Jeg har den holdning, at hvis ikke du kan gøre noget, så hold dig væk.

Der var nok at tage fat på. En østrigsk produktionsdirektør, Philipp Raich, som tiltrådte hos Aalborg Portland i 2016, troede næsten ikke sine egne øjne, da han så, hvor mange arbejdsulykker, fabrikken i Aalborg trak efter sig i kølvandet.

Han var rystet, da han erfarede, hvor mange arbejdsulykker, vi havde. Han havde været på jeg ved ikke hvor mange cementfabrikker. På andre cementfabrikker har de - på et rigtigt skidt år - én arbejdsulykke, fortalte han os. Hos os havde vi dét år 13 arbejdsulykker, fortæller René Tue Iversen om den skelsættende tid, hvor en ny chef tog roret.

Derfra gik det stærkt. Arbejdsmiljøet kom virkelig i fokus, tilføjer han.

Philipp Raich var kun på posten i få år, men han slog nye, blivende toner an for arbejdsmiljøet i løbet af kort tid. Den søde melodi høres stadig:

Vi er fortsat inde i en meget positiv udvikling. Det er næsten ligemeget, hvad du bliver rodet ind i, så kan du få problemet løst. For der er handling bag ved ordene. Det er faktisk sådan, at når du kører hjem, så kan du sidde og tænke ‘yes, nu fik du også det i hus’, lyder det med entusiasme fra René Tue Iversen. At han som arbejdsmiljørepræsentant på jævnlig basis kan køre fra arbejde i en atmosfære af solskinsvejr og succes, skal fabrikkens ledelse have en stor del af æren for, mener han.

Et godt arbejdsmiljø står og falder med ledelsen. Hvis ikke de er med, tvivler jeg på, at arbejdsmiljørepræsentanter kan lave en hel masse.

Ni år efter føromtalte dødsulykke er fabrikken mere fokuseret end nogensinde på, at arbejdet skal være sikkert og sundt. Arbejdsmiljø er som én af brikkerne i det samlede billede af virksomhedens mål og prioriteringer rykket fra kanten af puslespillet til midten.

Som virksomhed bliver man målt og vejet på alt muligt. Også arbejdsmiljø. Arbejdsmiljø er simpelthen så vigtigt for en virksomhed. Hvis du ikke har styr på det, så bliver du sorteret fra. Så siger kunder og leverandører: Den virksomhed er uansvarlig. Dem kan vi ikke handle med…Aalborg Portland har også en kronesmiley. Den kan man jo miste, anfører René Tue Iversen. Aalborg Portland er certificeret efter ISO 45001 (arbejdsmiljøcertificeret). Som led i certificeringen lægger Aalborg Portland konkrete mål for arbejdsmiljøindsatsen. Man uddanner medarbejdere i at forholde sig til risici ved de konkrete opgaver ved, at alle skal tage arbejdsmiljøkørekort, før man må begynde at arbejde på fabrikken. Medarbejdere laver risikovurderinger forud for alle arbejdsopgaver. Virksomheden registrerer nærved-ulykker. Alle medarbejdere forventes at tage et medansvar for sikkerheden.

Det er ikke kun for medarbejdernes blå øjnes skyld. Det økonomiske aspekt ved et godt arbejdsmiljø er, som René Tue Iversen også påpeger, en tungtvejende årsag til, at medarbejdernes sikkerhed og sundhed står øverst på dagsordenen hos Aalborg Portland. Det kan nok ikke være anderledes, at hvis det er godt for bundlinjen, så ligger det også helt fremme i bevidstheden hos cheferne.

Men den begrundelse for et godt arbejdsmiljø står ikke alene. Jeg har været til min sidste begravelse, skal én af fabrikkens direktører have sagt, da han skulle forklare, hvorfor han vægter arbejdsmiljø højt. I Aalborg Portlands miljøredegørelse 2018 skriver direktør Michael Lundgaard Thomsen: Det arbejde, der udføres hos Aalborg Portland, skal til enhver tid udføres sikkert. Af flere årsager vægter mange ledere sikkerhed højere end tidligere.

Man kan selvfølgelig ikke vide, om koncernen i al fremtid vil følge direktørens fordring. Men direktørens udsagn bekræftes af bæredygtighedschef Thomas Uhd, som peger på, at nedadgående tendenser i ulykker med fravær i ulykkesstatistikken taler et tydeligt sprog. Koncernen vil gerne den vej.

Som så mange andre danske virksomheder, er Aalborg Portland A/S spundet ind i et globalt net af moder- og datterselskaber. Aalborg Portland A/S er en del af Aalborg Portland Holding-koncernen, som er en del af den internationale cement- og betonleverandør Cementir Group, hvis hovedkvarter ligger i Amsterdam, Holland. Hos Cementir kan man også sagtens spore interessen for at trække arbejdsmiljøet op. Særligt arbejdsmiljøcertificering har en fremtrædende plads i koncernens bæredygtighedsrapport (Sustainability Report). Det er en rapport, som hvert år siden 2004 er blevet til på baggrund af et dekret fra den hollandske stat. Dekretet pålægger alle virksomheder af en vis størrelse at udarbejde såkaldte non-financial statements - ikke-finansielle redegørelser. I Cementirs rapport kan man se, at mennesker er én af fem bærende værdier i Cementir Group - på lige fod med bl.a. at holde udkig efter nye markeder. På Cementir’s hjemmeside skriver koncernen: Vi vil garantere et sikkert og stimulerende arbejdsmiljø, som er professionelt og personligt berigende. I bæredygtighedsrapporten skriver Cementir Group videre, at sikkerhed repræsenterer udgangspunktet for alle vore aktiviteter. Derfor fortsætter vi med at investere resurser for at tilvejebringe det udstyr og den uddannelse, som kræves for at skabe en stærk arbejdsmiljøkultur, og for at forfølge det langsigtede mål, som er ‘nul ulykker’. Som en konsekvens heraf skal alle cementfabrikker i Cementir Group være arbejdsmiljøcertificeret efter ISO 45001-standarden inden 2030, fastslår rapporten.

Står disse formuleringer og hensigtserklæringer til troende, kan man da godt forstå, at østrigske Philip Raich fik et chok, da han mødte op på fabrikken i Aalborg, som præsterede hele 13 arbejdsulykker på et år.

På papiret er Aalborg Portland A/S helt på omgangshøjde med moderskibet. I en lokal miljøredegørelse fletter fabrikken målet om et sikkert og sundt arbejdsmiljø sammen med bestræbelsen på at leve op til FN’s verdensmål (her nr. 8), og beskriver et godt arbejdsmiljø som helt essentielt.

René Tue Iversen virker også både stolt og tilfreds over fabrikkens indsats. Men han har en lille nagende bekymring. Der er yngre ledere, som interesserer sig mere for næste trin i karrieren end for safety walks og årlige arbejdsmiljødrøftelser. Det er svært at hidse en stemning op til at blive valgt til arbejdsmiljørepræsentant. Interessen samler sig ikke ligefrem om sikkert og sundt arbejde. Tværtimod siver den i andre retninger. Det er, som om det stadig - arbejdsmiljøcertificeringer og hensigtserklæringer til trods - står og falder med ildsjæle, om de fremskridt i arbejdsmiljøet, der er skabt, kan holdes ved lige, og om der bliver taget initiativ til nye fremskridt. Hvad nu, hvis der kommer en ny direktør, som ikke lægger tilstrækkelig energi i arbejdsmiljøet til at sikre fremdrift? Vil den arbejdsmiljørepræsentant, som afløser René Tue Iversen være lige så entusiastisk, som han selv er?

Hvad kunne der ske, hvis ikke arbejdsmiljøindsatsen blev holdt ved lige? Den kunne snildt blive langt mindre systematisk, end den er i dag. Der er noget at miste. Det vender vil tilbage til.

Vores største fjende er støv fra cement, oplyser René Tue Iversen Det er blevet meget bedre over årene. Aalborg Portland har investeret i åndedrætsværn med motor. Værnene er personlige og skal til årlige eftersyn. Men medarbejderne bruger dem ikke pr. automatik.

I perioder kan du bruge meget tid på at fortælle kollegerne: Pas nu på dig selv," siger René Tue Iversen.

En nyere teknologisk landvinding i dragterne har heldigvis gjort det lettere at få kollegerne til at benytte åndedrætsværn i støvfyldte omgivelser. Værnene er udstyret med en chip, som registrerer, hvor meget de er blevet brugt.

De sladrer, siger René Tue Iversen uden unødvendigt omsvøb. Så kan du godt se, hvis der er én, der ikke har brugt dragten. Der er nogle af kollegerne, der er blevet lidt overraskede. Jamen, jeg bruger værnet hele tiden, siger de måske. Herefter kan man konfrontere dem med fakta: Dragt nr. 37 er blevet brugt en time hele sidste år,’ imiterer René Tue Iversen en konfrontation med en dragtsky kollega.

Det er moderne arbejdsmiljøarbejde, hvor information, oplysning, anmodning og krav er blevet suppleret med big data, internet of things - eller hvad man nu skal kalde det.

Er det også overvågning?

Det er kun arbejdsmiljøgruppen, der får noget at vide, oplyser René Tue Iversen. Så jeg synes, det er ok."

Det er også for at sparke kollegerne lidt i gang. Vores egne folk er blevet gode til at bruge åndedrætsværn. Efterhånden er det kun de eksterne kolleger, der kan glemme værnemidler indimellem, anfører han.

Rundt om på fabrikken er der indrettet stationer, hvor man kan blæse støvet af tøjet. De bliver flittigt brugt. Så langt, så godt. Men aldrig så snart har man fået kollegerne til at udvise omtanke i forhold til støv, før næste udfordring kommer væltende. På et skilt ved stationerne er det tydeligt angivet, at man skal bruge høreværn. Alligevel er der mange, der springer det over.

Et stort antal eksterne kolleger af mange forskellige nationaliteter bliver i perioder lejet ind, når fabrikken har for meget mellem hænderne til, at de fastansatte medarbejdere kan følge med. De eksterne kolleger er i lige så høj grad en del af Aalborg Portlands forpligtelse til at fremme det sunde og sikre arbejdsmiljø som de faste medarbejdere. De bliver som alle andre instrueret i at arbejde sikkert, før de starter. De skal deltage på sikkerhedsmøderne. De skal have de nødvendige certifikater til maskiner. Når de er udlændinge, hvad de ofte er, så skal de have en sjakbajs, der kan gøre sig forståelig på engelsk.

Men det har taget tid - og er en blivende udfordring - at opbygge tiltro blandt eksterne arbejdstagere til, at Aalborg Portland mener det, når virksomheden siger, at arbejdsmiljø og sikkert arbejde har højeste prioritet. De udefrakommende kolleger er opsat på at gøre en god figur ved at få mest muligt arbejde fra hånden. Det spiller formodentlig ind, at de lettere kan blive afskediget end de fastansatte.

Men det er nu begyndt at fungere fint nu - også med de eksterne. Vi har sjældent alvorlige ulykker, fordi vi gang på gang betoner, at man skal lade være med at tage chancer. Det tager tid at få folk til at forstå det, forklarer René Tue Iversen og slår over i endnu en fiktiv samtale:

‘Vi har simpelthen så travlt.’ ‘…Jamen, hvem er det, der jager med dig? Jeg har aldrig oplevet, at nogen bliver jaget med. Det er vigtigere, at du kommer hel hjem, end at du fjoger rundt og så laver noget dumt,’ imiterer han.

Der er nogen, som kan stresse sig selv op. Sådan er det jo alle vegne. Men vi når det vi når.

Forud for en meget stor del af arbejdsopgaverne skal medarbejderne lave det, fabrikken kalder en ‘Tænk 5’. En risikovurdering. Her gennemgår man 20 eller flere spørgsmål om arbejdsopgaven, som guider medarbejderen til at sørge for sin egen sikkerhed.

Der kan også være tillægsspørgsmål. Det kan blive en hel labyrint at udfylde ‘Tænk 5’. Men det er bemærkelsesværdigt, at dér, hvor vi har haft arbejdsulykker de seneste fem år, har de ikke lavet en forudgående risikovurdering. Den første arbejdsulykke, hvor der var lavet en risikovurdering, havde vi for knap 14 dage siden. Det var en kollega, som trådte ud af en arbejdsmaskine og vred om på knæet. Den er svær at gardere sig imod, forklarer René Tue Iversen.

Udover risikovurderinger registrerer arbejdsmiljøorganisationen nærved-ulykker i samarbejde med medarbejderne. En nærvedulykke er en hændelse eller en tilstand, som under de rette omstændigheder kunne have udviklet sig til en arbejdsulykke. Ved at registrere nærved-ulykken - det kan typisk være en ledning, som ligger hen over et gulv, som man potentielt kan snuble over - kan en virksomhed tage forholdsregler for at sikre, at det ikke sker igen. Næsten alle medarbejdere i produktionen er gode til at rapportere om nærved-ulykker til arbejdsmiljøgruppen. Tage et foto af situationen med mobilen og sende billedet ind. Dog ikke de eksterne kolleger, som altså igen skiller sig ud.

"Vi arbejder lidt med de eksterne. Det kniber