Dr. Engelsburg

By Victor Halstrøm

Da det nygifte par, hr. og fru Haggart, bliver fanget i et frygteligt uvejr på et bjerg i det østlige Lichtenstein banker de våde og kolde på en slotsport.
Det bliver begyndelsen på deres livs kamp mellem menneske og dyr, godt og ondt, sandhed og løgn.

Intet er, som det ser ud til at være, når varulvene hyler i nattemørket, når lig bliver gravet op af den lokale præst, når fortid og nutid smelter sammen. Kun én ting er sikkert: fra dyrene er vi taget og til dyr skal vi blive igen ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 17, 2019
• ISBN: 9788743099284

Victor Halstrøm

Master of Theology Victor Halstrom (born 1990) is a Danish writer of novels. Besides writing he studies to become a teacher in literature. He has in 1999 won a school prize in poetry.

Book preview

25

Kapitel 1

Guten Abend, ich bin Dr. Engelsburg sagde en høj, slank mand med sammenvoksede, kraftige øjenbryn. Hans øjne lyste af irritation, men det var også muligt at tolke venlighed i de smalle øjne. Manden stod i et nydeligt, smukt Armani-jakkesæt, selvom han blot havde siddet og læst, indtil nogen bankede på den store egetræsport med jernbeslag. Han bar stadig sine læsebriller, et sæt han altid havde haft. Glassene var formet som halvmåner med buen pegende nedad.

De var elegant sammenheftet med et lille stykke metal. Brillerne hvilede kun på næseryggen; ingen stænger forbandt det forstærkende glas med ørerne, for hans spidse ører sad så langt tilbage på hovedet, at det ikke havde været muligt at finde et sæt, der kunne nå fra næsen til bag ørerne.

Dr. Engelsburg så henover brillekanten på en smuk kvinde sammen med en pæn mand. Manden var iført sorte lædersko, drivvåde, beige bukser, en grøn T-shirt, der var så våd, at han kunne vride vandet ud af stoffet. Hans blik var åbent og tillidsvækkende. Kvindens hår var sort som skyerne bag hende. Hun var iført en gennemblødt kort, rød sommerkjole, der afslørede hendes nøgne ben fra knæene og ned til et sæt røde sandaler. Hun virkede høflig, en anelse genert, men alligevel imødekommende. De stod begge med en stor rullekuffert.

Vi er hr. og fru Haggart sagde fru Haggart.

Kan vi komme indenfor? spurgte hr. Haggart i et høfligt, engelsk tonefald.

Det var først nu, Dr. Engelsburg opdagede det frygtelige uvejr, der hærgede nattehimlen. Kulsorte skyer skjulte stjernelyset. Regnen skyllede ned fra himlen, som indimellem blev flænset af et gyldent glimt, der straks blev efterfulgt af et brølende tordenskrald.

Kom endelig indenfor. Det er altid rart at få gæster bød Dr. Engelsburg pludselig overdrevent venligt.

Hr. og fru Haggart trådte ind i en stor hall, der endte i en hvid, marmortrappe, som de ikke kunne se hvor førte hen, fordi der var bælgmørkt for toppen af trappen. Hallen var oplyst af fakler, der hang langs væggene, hvor de brændte med lange spidse flammer. Gulvet var af granit, væggene var beklædt med hvidt og blåt udsmykkede tapet. Den enorme hall var tom for møbler.

Dr. Engelsburg gik forrest, idet han viste vej til et værelse i nærheden af porten, som engang havde tjent som portnerens kontor, hvorfra det havde været muligt at holde øje med, hvem, der kom og hvem der gik.

Jeg vil foreslå, I her i dette beskedne portnerværelse kan afklæde jer det våde tøj. Det er muligt at tørre tøjet herinde, da der er en god varme. Jeg befinder mig i det første værelse på højrehånd for enden af den grå trappe af udsøgt italiensk marmor. Jeg håber, I begge vil gøre mig selskab til min middag. Jeg skal have stegte hjerter med fyldte nyrer. Jeg giver kokken besked om jeres tilstedeværelse sagde Dr. Engelsburg og lod parret være alene i portnerværelset.

Væggene bestod af grove sten. En kold kamin befandt sig ved siden af en lille brændestabel. Et stort, blyindfattet vindue sad i muren, som regnen drev nedover. Det farvede glas forstillede et gammelt våbenskjold. Tre mænd med ulveskin stod kraftigt foroverbøjet på en række oppefra og ned. Den ene havde et spyd i hænderne. Den anden havde et sværd. Den sidste havde en flitsbue.

Gennem mørket og den drivende regn kunne hr. og fru Haggart svagt se den gamle stenbro, de var gået henover for at komme til slottets port. Stenbroen havde været smal, så det var umuligt at køre en bil henover den. Den havde været så glat, at de havde været angste for at glide og falde ned fra den mørke stenbro. Afgrunden havde været skjult af mørket, så ingen af dem vidste, hvor langt de ville have faldet.

Portnerværelset var kun oplyst af faklerne fra hallen, som spejlede sig i regndråberne på vinduesruden og i det farvede glas. Hr. og fru Haggart følte hele tiden, nogen stod og stirrede på dem gennem døråbningen. Da fru Haggart løsnede sin røde sommerkjole, stod hun med ryggen til døren, men hun fór pludselig sammen, for hun syntes at have set et ansigt i vinduesruden, der var blevet spejlet af lyset fra en fakkel i hallen.

Er Dr. Engelsburg kommet tilbage? spurgte fru Haggart tvivlende, mens hun vente sig om på hælene og holdt den fugtige kjole op for sine bryster, så stoffet lagde sig koldt og klamt ind til hendes hud. Er der nogen! råbte hun ud i hallen. Hallens ekko gentog hendes spørgsmål.

Hr. Haggart så sig om, der stod en lysestage på et lille rundt bord. Han tog et af stearinlysene, gik ud i hallen, hen til en fakkel, der brændte sydende, som prøvede den at spytte spydigt på ham. Han stak væden ind i flammen, mens han så sig om i den enorme hall. Faklerne oplyste ikke hele hallen, der var mange skygger, hvor man kunne skjule sig, hvis man ville. Hr. Haggart gik tilbage til portnerværelset med det brændende lys. Han brugte lyset til at tænde de andre lys i lysestagen. Han satte lyset fra sig tilbage i lysestagens holder, så lukkede han døren ud til hallen. Han ville være sikker på, de var alene.

Tøjet i deres kufferter var heldigvis stadig tørt. De fandt hver et nydeligt aftensæt, som de kunne tillade sig at spise middag med Dr. Engelsburg i. Hr. Haggart var klædt i sorte bukser og en hvid skjorte. Han lod de øverste knapper stå åbnet for at virke mere afslappet. Fru Haggart bar en lang, grønlig og gullig aftenkjole, som skjulte hendes sorte stiletter.

Fru Haggart pakkede altid en hårtørrer, for hendes erfaringer med hoteller havde lært hende, at det ikke er givet, at hoteller stiller en hårtørrer til rådighed.

Hun stod med hårtørreren i hånden, mens hun kiggede sig rådvild omkring i portnerværelset. Hendes blik gled op og ned ad dørkarmen. Hun undersøgte fodlisterne for at spotte en stikkontakt. Hun overvejede om det kunne betale sig at flytte nogle af møblerne for at se om der skulle være skjult en stikkontakt bagved en af dem.

Fru Haggart lagde hårtørreren tilbage i sin kuffert. I stedet greb hun et håndklæde, som hun elegant bandt omkring sit lange, sorte hår, så klædet kunne suge vandet ud af hendes fugtige hår, der fik regnvand til at dryppe koldt og klamt ned ad hendes ryg.

Bare gå op til ham, mens jeg venter på, mit hår bliver tørt sagde fru Haggart.

Hr. Haggart gik alene op ad den hvide marmortrappe, der kun var svagt oplyst af de fakler, der brændte i hallen. Jo længere han kom op ad trappen, desto dårligere kunne han se trinene under sig. Han famlede efter gelænderet, fandt det og gik så forsigtigt op, som han kunne. Da han endelig var kommet op for enden af trappen, stod han i en lang korridor, der strakte sig til begge sider. Det var i hvert fald hans fornemmelse, for han kunne intet se i det tætte mørke.

Han huskede Dr. Engelsburgs vejvisning, gik til højre og trådte ind i et oplyst værelse. Brændende fakler hang hele vejen rundt langs væggene. Et langt bord med en hvid dug stod midt i salen. På bordet var dækket op til tre personer med sølvtallerkner, sølvbestik, et bæger af sølv, sølvlysestager med brændende stearinlys som hjalp faklerne med at oplyse salen. Hvide silkegardiner var trukket for vinduerne, for at dæmpe lyden af regnen, der slog ind mod ruderne.

Dr. Engelsburg sad allerede på sin plads ved bordet, hvor han havde lige langt til begge bordender. Han sad med fronten mod den åbne dør, som hr. Haggart netop var trådt ind ad.

Kommer De alene? spurgte Dr. Engelsburg skuffet.

Min kone kommer om lidt. Det er svært at tørre hår, når der ikke er nogen stikkontakter forklarede hr. Haggart.

Udmærket, så venter vi lidt. Tag plads indbød Dr. Engelsburg. Varmen i portnerværelset har nok snart fået tørret hendes hår.

Hr. Haggart tog plads ved en af bordenderne. Sølvbægeret overfor hans tallerken var allerede fyldt op med rødvin. Retten var omhyggeligt anrettet på hans sølvtallerken. Han kunne ikke skelne, hvad der var hjerte fra nyrerne. Det duftede velsmagende og stærkt af paprika og karry. Han mærkede med det samme, hvor sulten han var.

I er mand og kone? begyndte Dr. Engelsburg for at åbne en samtale.

Ja. Vi er nygifte. Vi er faktisk på bryllupsrejse svarede hr. Haggart. Hvor længe har du boet her?

Min familie har boet her siden antikken. Måske fra før romerne indtog området omkring alperne. Det er et gammelt slot, vi befinder os i. I 1500-tallet fungerede slottet som kurfyrstens palads under det tysk-romerske kejserdømme. I dag er fyrsten selvfølgelig bosat i hovedstaden Vaduz; selvom han ejer slottet, bruger han det ikke. Jeg er fyrstens bror, derfor har jeg fået lov til at bosætte mig i dette prægtige slot. Det var egentlig mig, der skulle regere Lichtenstein, men jeg afstod magten til min bror, fordi jeg ikke har politiske ambitioner. Til gengæld får jeg naturligvis en fyrstelig sum at leve for. Lichtenstein er et umådeligt rigt land, så jeg mangler absolut ingenting forklarede Dr. Engelsburg i et venligt tonefald. I er fra England? Det er et smukt land.

Tak. Vi kommer fra en forstad til London.

I det samme trådte fru Haggart ind i spisesalen. Hendes lange, sorte hår var stadig fugtigt, men det dryppede ikke længere fra hårspidserne. Hun tog elegant den sidste plads for bordenden overfor hr. Haggart. Hendes gode opdragelse fik hende til at undertrykke en lyst til at rynke på næsen af de fire kødstykker, der lå på hendes tallerken og svømmede i en brunlig sovs, som stank fælt af en mærkelig krydderiblanding. Hun kunne dufte paprika og karry, men hvilke andre krydderier, der ellers gav den markante stank, kunne hun ikke finde ud af.

Der er rødvin i glassene fra et smukt slot i Frankrig, som min familie også ejer forklarede Dr. Engelsburg. Jeg har fået denne vin særligt transporteret hertil fra slottets vinkælder. Château du Rose, Rosenslottet, er verdensberømt for sin delikate produktion af himmelsk vin. I englændere vægter ydmyghed og beskedenhed som klassiske dyder, men denne vin er den bedste i verden. Den årgang, vi drikker i dag, er fra 1957, min favorit.

Hvad hedder Deres slot? spurgte fru Haggart, løftede sølvbægeret med vin og duftede mistænksomt til den mørke væske.

Lad mig fortælle Dem lidt om stedets historie svarede Dr. Engelsburg. "I starten af 1400-tallet skabte en mand ved navn Giovanni de’Medici Banco dei Medici, en bank, som hurtigt voksede sig stor, fordi det lykkedes Giovanni at få Baldassarre Cossa valgt som pave i 1410. Cossa anbragte som tak alle pavemagtens formuer i hænderne på Giovanni. Det gjorde, at Banco dei Medici havde en stor kapital, som den kunne låne ud og derved tjene på renterne.

’Giovanni var en mand med et eftertænksomt åsyn. Han lagde den plan, der førte til Medicifamiliens magt over Firenze. Jeg ser ham ofte for mig ridende på sit æsel gennem Firenzes smalle gader, mens han udspekuleret lægger til den plan, hans skarpsindige hjerne arbejdede så utrolig flittigt på. Jeg er sikker på, han glædede sig over at se intelligensen lyse ud af sine elskede børn, der skulle og ville arbejde på familiens indflydelse. En af dem, eller en senere i slægten, kunne muligvis blive valgt til pave, den mest magtfulde rolle, der fandtes på det tidspunkt. Familien kom fra ringe kår og kunne umuligt gøre fra eller til i den europæiske historie, hvis det ikke havde været for Giovannis høje tindinger, tynde hår og knivskarpe øjne.

’I 1429 overtog hans søn, Cosimo de’Medici, ledelsen af Medicifamilien.

Cosimo holdt sig langt væk fra politik og magt. Men når man ser hans portræt (jeg har flere portrætter af ham her i slottet), virker han som en yderst snu mand, der formår at vælge sine træk med den største præcision og omhu. Han forstod at bruge den formue, hans far havde overdraget ham til at kunne bestemme, hvem der kunne besidde de forskellige poster i bystyret, Firenze. Ville man ind i bystyret, skulle man gå til Cosimo og vinde hans anerkendelse.

’Cosimo elskede kunst og sin religion. Det er ham, der besluttede at bygge domkirken i Firenze. Det skulle være den største kirke i verden og kuplen skulle være så stor, at der måtte laves nye matematiske love for at få murene til at kunne bære vægten. I 1436 stod det, der ikke kunne lade sig gøre, færdigt, så enhver florentiner kunne beskue den smukke domkirke. Det var verdens største kirke, fordi Hagia Sofia allerede dengang var lavet om til en moske.

’Men Giovanni fik også sønnen Lorenzo de’Medici den Ældre. Denne søn fik tre døtre i 1424. Da de voksede op og blev unge kvinder, begyndte de at kede sig i Firenze. Medicifamilien var tvunget til at leve eksemplarisk og ultrareligiøst for at sikre sig de lukrative forretninger med pavestolen, som havde gjort dem rige og magtfulde. Paven ville ikke og kunne ikke støtte de tre søstres livsstil. De tre søstre forlod Firenze, forelskede sig i bjerget med de tre tinder, som de straks opkaldte efter dem selv, Drei Schwestern. De byggede deres slot her og det stod færdigt i 1444. Først i 1800-tallet fik slottet sit nuværende navn, Lichtenstein Schloss.

’De tre søstre havde en helt utrolig magt, fordi kongerne i England og Frankrig ville have adgang til Medicifamiliens magt. Banco dei Medici havde filialer i Paris og London, så de to lande ville have en større indflydelse på den familie, der varetog de rigeste familiers interesser i deres lande. Hvis banken krakkede, ville det smadre den franske og engelske økonomi. Det var umuligt for de nordlige konger at få adgang til Medicifamilien, fordi der var så mange andre store familier, som ville have Medicifamiliens opmærksomhed. Især købmændene fra Venedig var ivrige efter at underlægge sig Medicifamilien, så silkevejen ikke begyndte at sno sig uden om Venedig.

’De tre søstre åbnede slottets porte for den engelske og franske konge, fordi de tre søstre sukkede efter at få tilfredsstillet deres seksuelle appetit. De tre søstre afholdte store maskeballer for kongerne og deres adel. Maskeballerne udviklede sig hurtigt til vanvittige seksuelle orgier, som de konservative kredse i kongernes regeringer og kirkens folk ville have nedlagt protest imod. Hvis kongerne og adlen skulle gøre sig nogen forhåbninger om at få adgang til de tre søstres enorme indflydelse i Medicifamilien, måtte de tvinge kirkens folk til at holde sig væk, mens de smed tøjet og var sammen med de tre søstre. De måtte også først sikre sig, at de ikke inviterede konservative folk med i deres følger ind i det tysk-romerske kejserdømme. Den tysk-romerske kejser ville også have del i indflydelsen på Medicifamilien, så de tre søstre nød også godt af den tysk-romerske delegation.

’Det kunne få alvorlige konsekvenser for kongerne og kejseren, hvis kirken eller de, der holdt konservativt på dyderne, opdagede, hvordan kongerne og kejseren skaffede sig adgang til den store handel i syd. Slottet ligger perfekt, det er fuldstændig isoleret fra det øvrige Europa, så onde rygter når ikke langt herfra.

Dette afsidesliggende bjerg på grænsen mellem Lichtenstein og Østrig kaldes Drei Schwestern, fordi de tre søstre holdt til her, og eftersom bjergets tinde er delt i tre stejle klipper. Men hvad bringer i grunden jer til Lichtenstein? Vi var på vej til Italien, da vores GPS ledte os op over det her bjerg forklarede fru Haggart, for hr. Haggart havde lige taget en stor mundfuld af det stegte hjerte. Vi har kørt i 14 timer i træk fra et lille hotel i Prag, hvor vi har boet de sidste par dage. Vi er på bryllupsrejse i Europa. Vi kører lidt rundt og beslutter os efterhånden for, hvor vi gerne vil hen. Det begyndte at regne, da vi nåede til Østrig. Vi ville finde et lille, lokalt hotel, hvor vi kunne overnatte, men ifølge vores GBS ligger det omme bag Drei Schwestern. Vi kørte op ad de smalle hårnålesving, mens regnen piskede imod forruden, så vi kun dårligt kunne se vejen. Vinduesviskerne knoklede for at holde forruden tør, men de arbejdede forgæves. Regnvandet skyllede ned ad vejen, som hvis vi kørte op ad et vandfald.

Vores bil er for tung til at trække op ad den stejle vej, så vi måtte presse motoren til det yderste, mens sommerdækkene gled rundt uden at få fat i asfalten.

Motoren stank brændt, mens vi stirrede ned i en dyb afgrund, og intet autoværn kunne gribe os, hvis vi trillede ud over kanten. Jeg var panisk bange for, at vi ville miste kontrollen over bilen. Men så fik jeg øje på et hus helt oppe på toppen af bjerget. Jeg fik overtalt min mand til at parkere bilen i vejkanten helt inde mod bjergets klippevæg. Så gik vi op ad bjerget i silende regn. Det tordnede, så højt, at vi dårligt kunne tale sammen. Jeg pegede op mod det store hus, der i samme øjeblik blev oplyst af et lyn, som flængede himlen, mens tordenskraldet brølede som en okse. Min mand nikkede. Det var hårdt at gå det sidste stykke op ad bjerget med tunge rullekufferter, der truede med rive sig ud af vores hænder og kure ned ad vejen. Vi kæmpede os helt op til den smalle stenbro, der forbinder den asfalteret vej med den store egetræsport. Vi stod et øjeblik, mens vi stirrede op mod de høje tårne, der fortsætter helt op i skyerne.

Gennem de drivende skyer, der regnede ned over vores i forvejen våde ansigter, så vi et glimt af et lys fra et tårnvindue. Vi håbede, at nogen stadig bor i det gamle slot. I England er det almindeligt, at folk viser deres slotte frem, mens de har afspærret en privat del af slottet, hvor de betalende gæster ikke må komme.

Vi håbede, at adlen her ville gøre noget nær det samme. Vi bankede hårdt på døren, hørte tunge fodskridt, der slæbte sig henover et stengulv, også blev den gigantiske port gudskelov åbnet."

Jeg sad og læste et meget interessant værk, som jeg netop er blevet gjort opmærksom på forklarede Dr. Engelsburg. Men det er altid glædeligt for en eremit at få besøg.

Men du bor her da sammen med kokken? udbrød hr. Haggart.

Ensomme mennesker opfinder nogle gange personer, der ikke findes. Jeg er selv kokken, stuepigen, tjeneren, selvom jeg omtaler disse personer for mig selv og nogle gange også for mine gæster, fordi vanen er så indgroet forklarede Dr.

Engelsburg. Jeg inviterer ofte mennesker fra de nærliggende byer til at komme til te. Det er i de tre søstres ånd at holde liv i den fest, de begyndte. Men hvad synes I om Prag? Jeg har noget familie i hovedstaden.

Det er en vidunderlig by med mange smukke pladser og kirker sagde fru.

Haggart.

Det er i hvert fald noget godt øl, de brygger sagde hr. Haggart.

"Selv holder jeg mere af vin. Rødvin. Så rød som blod, og ligeså tyktflydende.

Jeg kan sommetider blive helt nostalgisk ved tanken om en rødvin fra min vinkælder, når trangen kommer over mig. Jeg har det ligesom en vampyr, der skal drikke sin daglige mundfuld blod for at overleve. Jeg skal også drikke en rød, flydende væske, der gør, jeg genvinder min naturlige styrke. Somme tider tror mine gæster, jeg er en vampyr, når trangen til den røde saft vokser sig mægtig i mit indre. Jeg er ikke alkoholiker, for der kan gå uger, inden jeg får trang til det røde. Jeg har blot et passioneret og lidenskabeligt forhold til den røde væske.

Det er en organisk væske, der lever inde i flasken, indtil den bliver sluppet ud og hældt op i glasset. Den skal drikkes med det samme, ellers bliver den dårlig."

Hvorfor bor du i dette uhyggelige slot? spurgte fru Haggart.

Det har jeg allerede forklaret Deres mand, mens De tørrede Deres hår. Jeg forstår vanskeligheden ved at leve uden el og teknologi, men jeg er gammeldags anlagt. Historiens vingesus fylder mit hjerte med glæde. Min familie stammer fra egnen her. Fyrsteslægten går i en lige linje tilbage til de tre søstre. Jeg arvede slottet, da jeg lod min bror arve tronen i mit sted. Jeg eger ikke skyggen af politiske ambitioner. Jeg arvede også en kæmpe gage i kompensation for den tabte politiske indflydelse og magt. Hvad synes I om maden? Det er opskrifter fra en glemt verden.

Det dufter godt sagde fru Haggart.

Det smager fint sagde hr. Haggart.

"I er venlige begge to. Det sætter jeg pris på. Jeg er en elendig kok. Jeg indbyder kun folk til te, så jeg slipper for at fremvise mine ringe evner i et køkken.

Jeg har prøvet at engagere en kok, men ingen vil arbejde i dette museum uden elektriskkomfur og uden gaskomfur. Jeg starter med at hugge brænde, når jeg skal stege, koge eller bage. Jeg går ud fra, I vil overnatte her, da det ser ud til at ville regne hele natten og eftersom en lang nedkørsel til byen lurer i mørket?"

Det vil vi meget gerne sagde fru Haggart.

Udmærket, mens I spiser færdigt, vil jeg gøre et tårnværelse klar til jer. Der er en fantastisk udsigt, når vejret arter sig. Forhåbentlig kan I nyde den i morgentidlig. Jeg vil hente jer her og vise jer, hvor jeg synes, vi skal nyde en dampende hed kop te. Jeg får den sejlet hertil fra en lille ø ved siden af Ceylon – det nuværende Sri Lanka. Det er en vidunderlig te med en fantastisk virkning, I bliver nødt til at smage den.

Kapitel 2

Da hr. Haggart kort efter trådte ind i et tårnværelse, der var rundt som en fuldmåne, fik han øje på en stor dobbeltseng i skæret fra et stearinlys, som brændte i vindueskarmen. Et stort vinduesparti bag sengen fulgte murens bue rundt, så det havde form som en halvmåne. Vindueskarmen stak ud fra væggen og fulgte vinduesruderne rundt i den bløde bue. Der var sat smedejernsstolper i vinduet som adskilte glasset og holdt muren, så glasset ikke ville give efter for tårnets vægt.

Fru Haggart stod henne ved væggen og betragtede et gammelt maleri i den dårlige belysning. Hun syntes, landskabet mindede hende om noget, hun havde set før; eller også var det søvnen, der fik det til at se sådan ud.

Dr. Engelsburg ville tænde de øvrige stearinlys, der stod i vindueskarmen rundt om sengen, for at få en bedre belysning, så hans gæster kunne orientere sig i værelset. Idet samme Dr. Engelsburg strøg en tændstik, blev lyset fra den lille flamme fanget af to øjne, der stirrede på hr. Haggart fra skyggen ved siden af sengen. Der var noget menneskeligt i blikket, men lyset fra tændstikken oplyste et ulvehoved. Skindet omkring gabet var trukket op, så de lange, sylespidse tænder bedre blev vist frem. Dyrets gab stod så åbent, at hr. Haggart kunne se direkte ind i det mørke, der gemte sig bag tænderne og førte lige ned til dyrets mavesæk. Dyrets krop var som en bjørns; pelsen var lysebrun, poterne endte ud i sorte kløer, der kunne skære sig gennem en dør. Dyret havde rejst sig på bagben, det var klar til at springe fremad med forpoterne forrest. Hr. Haggart fornemmede, at dyret havde udvalgt ham som sit næste offer. Han stivnede, så han tabte sin kuffert ud ad hånden. Den landede på gulvet med et bump, som lød som en fjern lyd, der aldrig ville stoppe. Hr. Haggart var ligbleg i ansigtet. Han ventede bare på, at dyret skulle sætte sit angreb ind. Han var overbevist om, at om lidt ville han dø. Dyret virkede meget stærkere end ham, og han vidste ikke, hvordan han skulle forsvare sig imod de spidse tænder og lange kløer.

Åh, undskyld, det er bare min figur. Jeg glemte, jeg havde sat den her sagde Dr. Engelsburg. Jeg bliver sommetider lidt distræt. Den er udstoppet.

Dr. Engelsburg gik hen til dyret med ulvehoved og bjørnekrop. Han tog den om maven, løftede den, så gik han med den mod døren, der førte ud ad tårnværelset.

Den plejer at stå i biblioteket, hvor jeg altid serverer te for mine gæster. Den er et yndet samtaleemne. Jeg må have sat den her af en eller anden grund. Jeg beklager forskrækkelsen. Sæt endelig jeres kufferter her, så kommer jeg, når teen er klar.

Vi er meget trætte begyndte fru Haggart, men hun blev afbrudt af Dr. Engelsburg.

"Hoteller har priser, min pris er, at I drikker en kop te med mig i mit bibliotek.

Jeg server morgenmad for jer i morgentidlig, hvornår I end måtte ønske det.

Min gæstfrihed har en ringe pris, selvom den forlanger, I holder jer vågne og socialiserer et øjeblik. Jeg har stor forståelse for jeres træthed efter den lange køretur. Jeg forlanger blot et øjeblik."

Både hr. og fru Haggart gik modvilligt med til at sætte sig ind i Dr. Engelsburgs store bibliotek. Hr. og fru Haggart fulgte Dr. Engelsburg, der bar på dyret med ulvehoved og bjørnekrop, mens de fulgte ham ned ad en lang vindeltrappe, der snoede sig rundt om en kraftig stensøjle. De gik alle tre hen langs en korridor, hvor der ikke brændte noget lys, selvom der hang fakler langs væggen i jerngreb, så havde Dr. Engelsburg ikke set nogen grund til at tænde dem.

Hr. Haggart følte, dyret i Dr. Engelsbrugs favn stirrede sultent og ondt på ham.

Han prøvede at skyde følelsen væk ved at kalde det en indbildning. Han prøvede i stedet at koncentrere sig om at se på sin smukke kone, der havde et tydeligt irritabelt ansigtsudtryk. Hendes arme var lagt over kors, så hun virkede utilnærmelig. Hr. Haggart følte trætheden i sine tunge øjenlåg, så han følte sig fristet til at gå med lukket øjne, men han pressede sig til at holde dem åbne.

De kom til en ny trappe, der på samme måde som den første snoede sig opad og rundt, som en vindeltrappe. De gik opad de mange trin,