Søheltenes Skibe. Historien om Søværnets torpedomissilbåde af Willemoes-Klassen

By Søren Nørby

De ti torpedomissilbåde af Willemoes-klassen, der tjente Søværnet fra 1974-2000, markerede højdepunktet i det danske torpedobådsvåbens 121årige historie. I denne bog skildres i ord og billeder disse fremragende orlogsfartøjer, der alt for tidligt måtte mærke skærebrænderens sviende bid.
Forfatterne fortæller om bådenes tilblivelse, deres opgaver i krig og fred og den specielle torpedobådstaktik i kystnære operationer, som den danske flåde gennem mere end 100 år udviklede. Sidst men ikke mindst fortælles om livet om bord og om de mænd og kvinder, der sejlede med flådens motortorpedobåde.
Bogen giver en rigdom af tekniske og faktuelle oplysninger, men giver også vurderinger af skibenes betydning i den sikkerhedspolitiske sammenhæng under Den kolde Krig. En række fortællinger og anekdoter fra livet om bord giver et levende indblik i bådenes hverdag. Desuden omtales den langstrakte proces, som
førte til bådenes udfasning i år 2000.
Bogen er gennemillustreret med over 200 fotografier, hvoraf mange ikke tidligere har været offentliggjort.

• Language: English
• Publisher: Søren Nørby
• Release date: Feb 21, 2014
• ISBN: 9781310760600

Søren Nørby

Marinehistoriker med en forkærlighed for fotografier.

Book preview

Søheltenes Skibe

Historien om Søværnets torpedomissilbåde af Willemoes-klassen

Af flotilleadmiral Niels Chr. Borck og cand.mag. Søren Nørby.

Kolofon

Forsideillustration: P549 Willemoes affyrer et ’’Dummy’’ Harpoon-missil (Blast Test Vehicle), ved Sjællands Odde den 10. november 1981 kl. 1300.

Version: Denne bog udkom i 2007 som nummer 5 i serien Forsvarshistoriske Skrifter udgivet af Statens Forsvarshistoriske Museum (ISBN: 978-87-89022-52-1). Denne e-udgave er tekstmæssigt opdateret og rettet i forhold til 1. udgave. Enkelte illustrationer er udskiftet og en række nye er indsat.

Kreditering af billeder: Hvor andet ikke er angivet, stammer illustrationen fra Forsvarets Biblioteks Digitale Arkiv – www.forsvarsgalleriet.dk. For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Såfremt forlaget på denne måde måtte have krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil selvfølgelig blive honoreret, som havde forlaget indhentet tilladelse i forvejen.

Henvisninger: Da E-bogsformatet ikke understøtter fodnoter er bogens fodnoter enten omdannet til brødtekst, billedtekster eller udgået. For litteraturhenvisninger henvises til den trykte udgave.

Denne bog blev i 2007 til med støtte fra: Danish Anti Corrosion A/S, Danish Maritime Institute, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskreditfond, Familien Hede Nielsens Fond, Farumgaard-Fonden, JAI A/S, J.C. Hempels Fond, Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond, Lloyd's Register of Shipping, Metal Søfart, Odense Staalskibsværft A/S, Orlogsmuseets Venner/Marinehistorisk Selskab, Selskabet Tøjhusmuseets Venner, Silentor A/S, Skandinavisk Motor, Svendborg Hydraulik A/S, Systematic Software Engineering A/S, Søofficers Foreningen, Terma A/S, UNI-Safe, Wärtsila Danmark A/S, York Refrigeration.

© 2014. Niels Christian Borck og Søren Nørby.

Såfremt læserne af denne ebog finder fejl eller mangler i den, vil forfatterne blive taknemmelige for at høre om det. Vi kan kontaktes via [e-mail]

Smashwords edition.

***

Om bogens forfattere:

Niels Christian Borck (f. 1946). Til tjeneste i Søværnet fra 1964 – 2006, officer af taktisk linie fra 1970. 1970-1981 Sejlende tjeneste i Søværnet, Grønland og Færøerne samt Atlanten, Middelhavet og hjemlige farvande. Varetog tjeneste som skibschef og divisionschef i torpedobåde samt navigationsofficer i større enheder. I perioden 1975 til 1981 chef for torpedobådene Søløven, Søridderen, Bredal og Suenson. 1981-1989 Projektleder ved Søværnets Materielkommando vedrørende Standard Flex-skibene. Første skibschef i 1. enhed, Flyvefisken. 1989-1990 Sagsbehandler i Studiesektionen ved Forsvarsstaben. 1990-1993 Instruktør og afdelingschef ved NATO SCHOOL i Oberammergau. 1993-1996 Chef for Studiesektionen ved Forsvarsstaben med ansvar for Forsvarschefens oplæg til Militærkomiteen, Chef for Forsvarschefens Forbindelsesgruppe til Regeringen. Ansvar for udvikling af bilaterale samarbejdsaftaler med de Baltiske stater samt Polen og Rusland. Koordinerende forfatter af Forsvarskoncepten. 1996 Chef for Korvetten Olfert Fischer samt 21. Fregatdivision. 1996-1998 Chef for Forsvarsstabens Operations og Driftsafdeling. 1998-2000 Chef for 4. Eskadre. Udarbejdede projektplan for sammenlægning af 2. og 4. eskadre. Forestod udfasning af Willemoes-klassen og tankskibene af Faxe-klassen og fremsatte forslag til fremtidig udnyttelse af frigjorte personelressourcer. Deltog i en NATO mission til Makedonien som rådgiver vedrørende krisestyring. 2000-2002 Chef for Driftsafdelingen ved Søværnets Materielkommando. 2003-2006 Gennemgik NATO Defense College med efterfølgende tjeneste ved Supreme Allied Command Transformation, Norfolk, USA i stillingen som Director of Management med rang af Flotilleadmiral.

Søren Nørby (f. 1976) er cand. mag. i historie fra Københavns Universitet 2004. For en oversigt over hans udgivelser, se www.noerby.net

***

Torpedobådseskadrens heraldiske våbenskjold

Blasonering: I blåt en pælvis stillet sølv torpedo hvorfra udstråler guld lynild. Skjoldet hviler på et anker hvorover en kongekrone.

Motivering: For motortorpedobådene er valgt et fælles våben på grundlag af disses hovedarmering. Den en eksplosion angivende lynild viser tillige hen til det første felt i viceadmiral Peter Tordenskiolds våben som et symbol på hans ved overraskelsesmomentet karakteristiske taktik, der også er motortorpedobådenes.

Approberet af hans Majestæt Kong Frederik d. IX d. 4. oktober 1961.

***

Indholdsfortegnelse

Indledning af kommandør S.S.F. Kieler

Forfatternes forord

I. Torpedobåde i den danske flåde

II. En skibsklasses tilblivelse

III. Frederikshavns Værft tager fat

IV. Sikkerhedspolitikken

V. Willemoes-klassen. Skrog, Fremdrivning og Våbensystemer

VI. ’’Må vi be’ om døde fingre og krigskakao’’. Livet om bord på en Willemoes-båd.

VII. Årets gang i Torpedobådseskadren

VIII. Fra Holmen til Korsør

IX. Adoption

X. You fight as you train

XI. Chefs- og Mesteruddannelsen

XII. Anekdoter og sørøverhistorier

XIII. TB-80. Willemoes-klassens efterfølger?

XIV. Willemoes-klassen udfases

XV. Perspektivering: ’’Den nye flåde’’

XVI. Projekt Sehested. Fra krigsskib til museumsskib

Epilog

Litteraturliste og forslag til videre læsning

Appendiks

Ordliste

Tekniske specifikationer på Willemoes-klassen

Willemoes-klassens adoptionsbyer

Tankfartøjerne af Faxe-klassen

Willemoes-klassens navnefædre

Den Kongelige Forholdsordre

***

Indledning af kommandør S.S.F. Kieler

Siden opfindelsen af den Whiteheadske selvbevægende mine - senere kaldet torpedoen - i sidste halvdel af det 19. århundrede har den danske flåde haft torpedobåde i sin struktur. De har gennem tiden været forskellige af udformning og størrelse, men alle var kendetegnet ved at være mindre orlogsfartøjer med torpedoer som hovedbevæbning, høj fart, lav silhuet samt en forholdsmæssig lille bemanding. De har derfor kunnet anskaffes i et højere antal end de større typer af orlogsskibe, alt med henblik på at kunne optræde som en samlet styrke, der hurtigt og helst overraskende kunne indsættes og udgøre en alvorlig trussel selv mod større, fjendtlige, velbevæbnede skibe.

Willemoes-klassen, som tilgik Søværnet i årene 1974-77 under Den kolde Krig, tegnede sig som den sidste egentlige torpedobådsklasse. Den var imidlertid bemærkelsesværdig, fordi den tekniske udvikling på det tidspunkt muliggjorde en ny og stærkt forbedret armering med langtrækkende sømålsmissiler, styrbare torpedoer, en automatisk, hurtigskydende, radarstyret kanon samt den allerseneste elektroniske udvikling med computerstyret kampinformation, radiolink-forbindelser og ildledelsesudstyr.

Willemoes-klassens vellykkede konstruktion skyldes blandt andet den gode kontakt Søværnet havde med den svenske og vesttyske marine. Den svenske marines Spica-klasse torpedobåde var — qua den tilbagetrukne kommandobroopbygning, der giver kanonen på bakken et stort, frit skudfelt — lidt af et forbillede for Willemoes-klassen.

Også det dengang vesttyske skibsværft Fr. Lürssen, der i mange år har stået for skrogudformningen af hurtige torpedobåde af deplacementstypen, var en uundværlig støtte i dette projekt. Bådenes udformning og moderne armering og elektroteknik skyldes dog i første række dygtige og fremsynede medarbejdere ved den daværende Søværnets Materielkommando samt ved Orlogsværftet og ikke mindst ved Frederikshavn Værft, som stod for bådenes bygning og søsætning.

Anskaffelsen af de ti Willemoes-klasse torpedomissilbåde var en stærkt tiltrængt forbedring af flådens kampkraft. Søværnets hovedopgave i krigstilfælde var nedkæmpelse af fjendtlige skibe indsat i angreb på vore enheder og vort territorium, ikke mindst i tilfælde af en søbåren invasion fra Østersøen udført af Warszawa-pagt-enheder, der under hele Den kolde Krig trænede intensivt på at udføre en sådan opgave. Willemoes-klassen var skræddersyet til at imødegå den trussel.

Bogen her har - udover dens tekniske og taktiske oplysninger om Willemoes-klassen og fortrinlige fotos fra bådenes virke - en glimrende og ofte fornøjelig beskrivelse af livet om bord. Der er ingen tvivl om, at disse både var ideelle og eftertragtede uddannelsesplatforme for alle de ombordværende personelkategorier. De gav ikke mindst mulighed for udvikling af høj professionalisme for bådenes skibschefer, der i en ung alder stod med det store ansvar, som skibschefer i Søværnet per tradition har for skib og besætning. Det har ikke undgået opmærksomhed, at adskillige af disse daværende unge torpedobådschefer senere i deres karriere har haft betydelige stillinger i Søværnet/Forsvaret både ude og hjemme.

Det har været et stort plus for dansk Forsvar, at Willemoes-klassen, på lige fod med øvrige 11 deltagere, i over 20 år kunne repræsentere det danske Søværn i de hyppige NATO- samarbejdsøvelser — specielt med tilsvarende fartøjer fra Norge, England og Vesttyskland.

Typekravene til Willemoes-klassen blev udarbejdet ved Torpedobådseskadren i 1967. I denne sammenhæng bør det nævnes, at daværende chef for Søværnet, viceadmiral S. S. Thostrup, daværende stabschef i Søværnskommandoen, kontreadmiral O. Brinck-Lund og daværende chef for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral A. Helms, var de chefer, der på fremsynet vis fik sat Willemoes-projektet i gang.

Som afslutning på denne oplysende og fyldige bog påviser forfatterne, at den danske flåde ved årtusindeskiftet mistede kapaciteter og numerisk styrke, som ikke er blevet erstattet. Årsagen hertil er blandt andet den tidlige udfasning af torpedomissilbådene af Willemoes-klassen og nedlæggelsen af ubådsvåbnet. Men forfatterne er også kommet med forslag til, hvordan den danske orlogsflåde kunne generhverve nogle af de mistede kapaciteter ved en fremtidig nybygning af et antal hurtige kystpatruljeskibe. En skibstype, som tre andre Østersønationer, Sverige, Tyskland og Polen også har vist interesse.

Svend Schack von Fyren Kieler. Kommandør. Chef for Torpedobådseskadren 1966-68.

***

Forfatternes forord

Torpedobådsvåbnet i den danske flåde eksisterede i 121 år fra 1879-2000, men politikerne bag forsvarsforliget for perioden 1999-2004 besluttede blandt andet, at de ti enheder af Willemoes-klassen skulle udfases. Den 16. september 2000 måtte den sidste danske torpedobåd, P547 Sehested, derfor stryge kommando ved Flådestation Korsør. En æra var uigenkaldeligt slut.

I denne bog, som er tilegnet de mænd og kvinder, der gennem årene bemandede skibene, skildres i ord og billeder disse fremragende orlogsfartøjer, som selvom de var still going strong måtte mærke skærebrænderens sviende bid. Jeg har, i samarbejde med marinehistoriker Søren Nørby, skrevet beretningen om Willemoes-klassen – Søheltenes skibe - fordi jeg mener, at en af de mest vellykkede og markante skibstyper Søværnet har rådet over i nyere tid og ikke mindst besætningerne fortjener et sådant eftermæle.

Jeg selv har en fortid som skibschef i Bredal og Suenson og var sidst eskadrechef i 4. Eskadre. Cand.mag. Søren Nørbys indgangsvinkel til bogens emne har været styret af ønsket om at præsentere en historisk korrekt tilgang til de forskellige emner, og han har ydet en stor indsats. Det er samtidig således, at Søren Nørby ikke på noget tidspunkt har været så heldig, at være del af en besætning i en af Willemoes-bådene, men vi sætter vores lid til, at en blanding af en akademisk, analytisk tilgang og ramsaltet historiefortælling giver et godt indtryk af, hvad der er at sige om Søheltenes skibe.

Det er vores håb, at bogen vil være en kilde til genkaldelse af den særlige stemning om bord, og ikke mindst de mange gode og spændende oplevelser, hver især som har sejlet med bådene måtte have haft. Det være sig alene eller sammen med kammeraterne, til ankers, under gang med høj fart på turbiner eller krudtene af sted på GM’erne (dieselmotorerne). Og sidst, men ikke mindst, oplevelserne under et velfortjent hvil i havn.

For de læsere, der ikke har været så heldige at opnå status som Willemoes-gast, beskrives livet om bord, og vi fortæller i detaljer om de operative og tekniske kendetegn. Vi beretter også om bådenes tilblivelse, deres opgaver i krig og fred og den specielle torpedobådstaktik, som den danske flåde gennem mere end 100 år udviklede til perfektion i kystnære operationer. Kombineret med Willemoes-klassens avancerede og langtrækkende våben garanterede denne taktik en slagkraftig og alsidig sømilitær kapacitet. Bogen er dermed en blanding af teknisk beskrivende faktuelle oplysninger krydret med vurderinger af skibenes betydning i den sikkerhedspolitiske sammenhæng under Den kolde Krig. Hertil kommer selvoplevede eller viderebragte fortællinger og anekdoter fra livet om bord. Endelig omtaler vi den langstrakte proces, som førte til bådenes udfasning i år 2000.

Statens Forsvarshistoriske Museum har valgt at lade torpedomissilbåden Sehested indgå sammen med ubåden Sælen og den fondsejede fregat Peder Skram, som en del af den permanente udstilling på flådens gamle hovedbase Holmen i København. Her kan man ved selvsyn opleve, hvordan forholdene var om bord. Endvidere er der på Orlogsmuseet etableret en permanent udstilling om Den kolde Krig, der bl.a. omfatter styrehuset fra klassebåden Willemoes. Sammen med dette engagement og bevarelsen af Sehested som museumsskib vil bogen forhåbentlig være et nyttigt supplement.

P547 Sehested. I daglig tale i Søværnet blev Willemoes-klassens enheder omtalt både som torpedomissilbåde og missiltorpedobåde. For at undgå forvirring vil vi i det følgende kun benytte den officielle betegnelse torpedomissilbåde.

For dem, der ønsker yderligere viden om det danske torpedobådsvåbens historie, henvises til kommandørkaptajn R. Steen Steensens bog Vore Torpedobåde gennem 75 Aar samt bogen Torpedobåde gennem 100 år udgivet af orlogskaptajn, senere admiral, Hans Garde og cand. mag. Hans Christian Bjerg. I bevidsthed om at pågældende bøger på bedste vis beskriver de tidligere historiske omstændigheder, koncentrerer denne bog sig om at beskrive Willemoes-klassens særlige karakteristika og betydning. Vi har dog fundet det relevant, i kapitel 1, at beskrive torpedobådsvåbnets historie for derved i en kort, samlet form at føre læseren hele vejen gennem den 121 år lange fortælling om danske torpedobåde. I et afsluttende kapitel gives derudover et bud på fremtiden for eventuelle nye hurtige skibe til Søværnet.

Den trykte bog indeholdt en DVD, med blandt andet en film, som blev optaget om bord under en af de sidste sejladser med Sehested samt mange af de gode fotografier, som ikke fandt plads i bogen og endelig en række tekniske oplysninger for dem, der er særligt interesseret i sådanne detaljer. Man kunne også høre Willemoes-marchen, som på min opfordring blev komponeret af dirigenten for Søværnets Tamburkorps Ib Myrner. Marchen fremføres af Søværnets Tamburkorps under ledelse af komponisten. Filmene og marchen kan nu findes på youtube, mens de andre oplysninger kan bestilles hos os ved hjælpe af emailen i kolofonen forrest i bogen.

Det er vores beskedne håb, at bogen om Søheltenes skibe kan supplere de nævnte bøger og andre kilder med historien om de, indtil videre sidste, sande hurtigsejlere i den danske flåde. Vi har forsøgt at begrænse brugen af maritime og militære fagudtryk, men helt at undgå dem har ikke været muligt - eller ønskeligt. Vi har derfor lavet en liste bagerst i bogen med forklaring på en lang række af de brugte ord og forkortelser. Skulle læseren finde, at der alligevel mangler en forklaring på et ord, vil vi henvise til Kjeld Søderlunds udmærkede bog Søforklaringer - Den Maritime Opslagsbog.

En række personer har hjulpet os med at få dette værk gjort færdigt, og Søren Nørby og jeg takker hermed: J. E. Balsved, H. K. Bach, P. Bigum, M. Bill, J. F. Bork, J. Britze, K. Christoffersen, M. Clemmesen, T. Dyhr, K. Gregersen, P. Grooss, A. Daugaard Jensen, J. Jakobsen, K. B. Jensen, L. Jonsson, S. v. F. Kieler, S. Konradsen, B. Kristjánsson, J. A. M. Ludvigsen, K. T. Madsen, A. Mikkelsen, H. Muusfeldt, E. Månsson, Chr. Nørgaard, A. Olsen, G. Olsen, K. Olsen, F. Petersen, K. O. Petersen, O. Vester Petersen, T. Plesberg, I. B. Rodholm, S. Rugaard-Larsen, J. Seerup, A. Sørensen, H. E. Sørensen (Krølle), S. E. Thiede, S. S. Thostrup, K. Winther og T. Wismann for deres hjælp med dette værk. Også en stor tak til de mange andre, som har hjulpet med fotografier, opmuntring og gode historier. Endelig skal en tak også lyde til besætningen på P547 Sehested, der i marts-april 2000 tog godt imod to udsendte fra Orlogsmuseet.

På forfatternes vegne bydes læseren hjertelig velkommen om bord.

Niels Chr. Borck, Flotilleadmiral

***

I. Torpedobåde i den danske flåde

Det danske Søværn fik sin første torpedobåd i 1879. Båden, der fik navnet Hajen, var den foreløbige kulmination på en teknologisk udvikling, der fra midten af 1800-tallet og frem havde revolutioneret både søkrigen, og måden man byggede skibe på. Udviklingen havde bl.a. introduceret dampmaskinen, skibsskruen og skibsskrog af jern og stål. Endvidere havde den teknologiske udvikling muliggjort en forbedring af søartilleriet, og nye våbentyper som minen og torpedoen så dagens lys.

Torpedobåd Nr. 4 (fra 1882 Hajen) var 27 meter lang og armeret med et enkelt 35,5 cm torpedorør. Besætningen var på 12 mand og det 33 tons tunge fartøj havde en topfart på 20,2 knob. Det var i tjeneste fra 1879 til 1916. Hovedarmeringen i de første torpedobåde bestod traditionelt af torpedoer og småkalibrede kanoner. Besætningen var lille, ofte ikke mere end 10-20 mand, men igennem tiden voksede bådene såvel i størrelse som kompleksitet. I baggrunden ses skoleskibet Georg Stage. (Orlogsmuseets arkiv)

Torpedoen blev udviklet af den engelske ingeniør Robert Whitehead omkring midten af det 19. århundrede. Hans ide var at udvikle en såkaldt ubemandet og selvbevægelig mine, der neddykket og dermed uset kunne rettes mod og ramme fjendtlige orlogsskibe, der f.eks. gennemførte en blokade af en havn. Det våben, som Whitehead opfandt og i de næste mange år løbende forbedrede, blev dog mere end et rent defensivt våben.

Whiteheads torpedo rummede to nye opfindelser. Den indeholdt selv fremdrivningsmidlet og kunne derved operere uafhængigt af det skib/landbatteri, der affyrede den. Det betød, at man kunne affyre våbnet på en vis afstand, hvilket mindskede risikoen for det angribende fartøj. Den anden og måske endnu mere revolutionerede konstruktion bestod af en mekanisme, der gjorde det muligt for torpedoen at bevæge sig i en forudbestemt dybde under havoverfladen. Derved blev den svær at opdage og undgå. De to konstruktionsdetaljer er principielt forblevet uændret helt frem til vor tids moderne torpedoer. I 1871 indkøbte den britiske Royal Navy, der på dette tidspunkt var verdens mægtigste flåde, et større antal Whiteheadske torpedoer. Det blev begyndelsen til en udvikling, hvor verdens betydende flådemagter i de følgende år besluttede at anskaffe det nye våben og Robert Whitehead blev en meget velhavende mand. Danmark og Sverige-Norge indgik i 1875 en fælles aftale med Whitehead om indkøb af et antal torpedoer og året efter blev panserskonnerten Esbern Snare udstyret med ét torpedorør og omklassificeret til Danmarks første torpedoskib. Dermed kunne de danske forsøg med Whiteheadske torpedoer for alvor begynde.

Opfindelsen af torpedoen ledte hurtigt til introduktion af en hel ny fartøjstype; torpedobåden, hvis hovedvåben, som navnet giver et vink om, blev torpedoen. De nye fartøjer var små, hurtige og billige og en af grundideerne bag deres udvikling var, at de skulle være i stand til hurtigt og helst uopdaget, at nå ind på kort afstand af fjendtlige orlogsskibe, og her affyre deres torpedoer.

Det, at den Whiteheadske torpedo bevægede sig under vandet, var medvirkende til, at den i begyndelsen blev omtalt som fisketorpedoen. Den første torpedo havde en rækkevidde på ca. 700 yards, svarende til ca. 630 m. Her er rækker af torpedoer fotograferet i Søværnets Torpedomagasin ca. 1904-1905.

Den første operative erfaring med torpedoen kom i 1877, hvor den britiske fregat Shah affyrede en torpedo mod den peruvianske monitor Huascar. Torpedoen traf imidlertid ikke, og den første succesfulde krigserfaring kom året efter, hvor to små russiske torpedobåde i Sortehavet torpederede og sænkede det tyrkiske orlogsskib Intibach.

Mange i Søværnet mente dengang, at torpedovåbnet passede godt til det defensivt anlagte danske forsvar, og de første danske torpedobåde var således udset til at være en del af Københavns søforsvar. Det stod dog hurtigt klart, at torpedobådene også kunne benyttes til andre formål. De danske farvande med mange lavvandede fjorde og vige gav gode muligheder for at små fartøjer kunne gemme sig og med optimal udnyttelse af overraskelsesmomentet, selv vælge tid og sted for angreb på en fjende, der var tvunget til at opholde sig i mere åbne farvandsafsnit. Samtidig var torpedobådene billige i indkøb og drift, hvilket også spillede en rolle i Søværnets planer.

Søværnets første torpedobåd, Hajen, blev bygget i England. Herfra og fra andre udenlandske værfter fulgte snart endnu 22 torpedobåde, og der skulle gå 12 år før en danskbygget torpedobåd løb af stablen på Orlogsværftet. Opgaven med at bygge Springeren, som den første danskbyggede båd blev navngivet, gav Orlogsværftet viden om den teknologi, som var nødvendig for at kunne konstruere de nye, små hurtigsejlende fartøjer. Samtidig introduceredes om bord på Springeren den 45 cm torpedo, som skulle blive standard i det danske Søværn helt frem til årene efter Anden Verdenskrig. I løbet af de 12 år, der var mellem Hajen og Springeren, fandt der en betydelig teknologisk udvikling sted. Bådene fik flere torpedorør, og ønsket om kraftigere maskineri og forbedret skibsskyts med længere rækkevidde førte til krav om stadig større skibsskrog. Hvor Hajen havde et deplacement på 33 tons, var Springerens 89 tons, og Søbjørnen, der løb af stablen i 1898, nåede hele 142 tons. Truslen fra de nye torpedobåde var åbenlys og førte hurtigt til opbygning af modvåben.

På linje med andre lande udførte det danske Søværn også en række forsøg med andre og mere simple torpedotyper, og i 1868 anskaffede man de første stangtorpedo-bevæbnede fartøjer. Det var tale om et lille, simpelt fartøj, der blev drevet frem af en dampmaskine eller ved håndkraft. I stævnen var placeret en lang stang med en sprængladning, der skulle bringes i kontakt med f.eks. en skibsside, førend den detonerede. Konceptet udsatte selvsagt fartøj og besætning for stor fare, og var en meget begrænset succes. Her ses en lille dampdrevet engelsk stang-torpedobåd.

Man frygtede, at et stort antal torpedobåde kunne overvælde langt større skibe og sænke dem. En anden mulighed var, at en sværm af torpedobåde kunne distrahere et større skib og gøre det sårbart for angreb fra tilsvarende store fjendtlige enheder. Torpedobådene viste sig meget effektive under den Chilenske krig i 1891 og allerede året efter i 1892 beordrede den britiske admiral Jackie Fisher udvikling af en skibstype, som skulle udstyres med en ny type dampmaskine, der kunne give en fart på ca. 27 knob. Til at gøre det af med torpedobådene blev skibene udstyret med hurtigskydende, småkalibrede kanoner og der blev bestilt i alt seks skibe af det nye design, der fik typenavnet Destroyers. Samtidig begyndte flere lande at eksperimentere med at fremføre torpedoerne i fartøjer, der kunne sejle under havoverfladen og omkring år 1900 resulterede disse forsøg i tilsynekomsten af undervandsbåden, som omkring 1904-06 blev fulgt af endnu en ny fartøjstype: motortorpedobåden. Her var tale om små (30-50 tons) fartøjer, udstyret med en højtydende benzinmotor, der kunne drive båden frem mod målet med en væsentlig højere fart end de kul- eller oliefyrede dampdrevne torpedobåde. Problemet var dog, at en lille motortorpedobåd på 30 tons var væsentligt mindre sødygtig end en 142 tons torpedobåd som Søbjørnen. Det betød meget i de danske farvande, hvor dårligt vejr kunne forhindre, at små motortorpedobåde kunne stå til søs.

Torpedo affyres fra dækstorpedoapparat om bord på torpedobåden Vindhunden. Indskydningen var et vigtigt element i vedligeholdelsen af torpedoer, da man her kunne kontrollere om torpedoerne fungerede, som de skulle, det vil sige løb med korrekt fart og kurs og i den indstillede dybde.

Første Verdenskrig

Ved udbruddet af Første Verdenskrig i august 1914 rådede Søværnet over 23 torpedobåde, der var inddelt med 15 af 1.klasse og otte af 2. klasse (reserven). Det var den danske regerings politik, at landet forblev neutralt i krigen, og flådens hovedopgave blev derfor at håndhæve, og om nødvendigt forsvare, den erklærede danske neutralitet.

Torpedobåden Vindhunden og Kystforsvarsskibet Peder Skram lægger bi et sted i danske farvande under Første Verdenskrig.

Under krigen var torpedobådene flådens arbejdsheste. De varetog en stor del af opgaverne med bevogtningen af de danske søminefelter, eskorteringsopgaver samt den kontinuerte håndhævelse af den danske neutralitet. Under krigen blev torpedobådsvåbnet styrket ved bygningen af ti enheder af Springeren-klassen. Den første hejste kommando den 22. februar 1917, men den sidste enhed i klassen, Sælen, indgik først i flådens tal næsten to år efter krigens ophør, den 15. juni 1920. Herefter skulle der gå ni år, før der igen blev søsat en torpedobåd til den danske flåde.

Mellemkrigstiden

Perioden, som vi i dag kalder Mellemkrigstiden, var blandt mange politikere, hjemme som ude, præget af en tro på, at der ikke ville komme flere krige, og at det derfor ikke var nødvendigt at bruge (særlig mange) penge på et forsvar. Årene efter Første Verdenskrigs afslutning var derfor præget af markante nedskæringer på de militære budgetter, og i 1922 blev det samlede forsvarsbudget i Danmark halveret. Søværnets budget gik fra 24 til 16 mio. kr., og forsvarsloven af 1922 markerede et brud med den hidtidige danske grundtanke, der gik ud på, at neutralitet krævede et stærkt og effektivt forsvar.

Bunden var dog langt fra nået, og i 1932 vedtog Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Venstre en forsvarslov, hvor det samlede forsvarsbudget blev beskåret fra 48 mio. kr. til blot 35 mio. kr. Heraf gik kun 11,5 mio. kr. til Søværnet, hvor antallet af ansatte blev næsten halveret fra 1135 til blot 669 mand. Danmark havde med lovens gennemførelse reelt mistet evnen til at forsvare sig effektivt.

For Søværnets torpedobåde betød nedskæringerne, at øvelsesvirksomheden blev indskrænket, og at der ikke blev bygget nyt materiel til erstatning for de både, der pga. alder måtte udgå i løbet af 1920’erne. Først i slutningen af 1920’erne blev der afsat penge til at bygge seks nye 300 tons store torpedobåde, der alle blev bygget på Orlogsværftet. De to gange tre enheder, der stort set var identiske, blev kendt som Dragen- og Glenten-klassen.

Selv om Danmarks nabolande i løbet af 1920’erne og 30’erne begyndte at indføre motortorpedobåde i deres flåder, fortsatte Søværnet således med at bygge mellemstore dampdrevne torpedobåde. Først i 1936 begyndte man for alvor at se nærmere på motortorpedobåde, men krigsudbruddet i 1939 satte en midlertidig stopper for introduktion af sådanne hurtiggående fartøjer i Søværnet.

Torpedobåden Laxen søsættes fra Orlogsværftet den 28. november 1930. Bevæbningen bestod af to 75 mm og to 20 mm kanoner, to 8 mm rekylgeværer samt otte torpedorør fordelt med to i stævnen og seks (2 x 3) på dækket. Topfarten var 29 knob. Hovedforskellen mellem Dragen- og Glenten-klassen var, at sidstnævnte havde seks torpedorør mod otte i Dragen-klassen. (Orlogsmuseets arkiv)

Anden Verdenskrig

Ved udbruddet af Anden Verdenskrig den 3. september 1939 udrustede Søværnet en sikringsstyrke, der skulle håndhæve dansk neutralitet. På dette tidspunkt var kun de seks enheder af Dragen- og Glenten-klassen klassificeret som torpedobåde. De indgik sammen med resten af flådens skibe og fartøjer i Sikringsstyrken, der dog talmæssigt kun var ca. halvt så stor som den styrke, der med succes havde hævdet neutraliteten under Første Verdenskrig. Ved den tyske besættelse den 9. april 1940 kom ingen af Søværnets enheder i kamp, og torpedobådene blev oplagt sammen med hovedparten af Søværnets andre enheder. De ældre torpedobåde, der før krigen var blevet ombygget til minestrygere eller nedklassificeret til bevogtningsfartøjer, kom dog snart igen i tjeneste, men de seks torpedobåde af Dragen/Glenten-klassen, forblev oplagt bl.a. på grund af oliemangel. I januar 1941 bad den tyske besættelsesmagt om at få udleveret 12 danske torpedobåde. Det drejede sig om seks enheder af Springeren-klassen og seks enheder af Dragen/Glenten-klassen. Det lykkedes regeringen at forhandle antallet af fartøjer ned til otte, men i februar-marts 1941 måtte Søværnet udlevere flådens seks mest moderne torpedobåde samt bevogtningsfartøjerne Havørnen og Narhvalen.

Høgen (sandsynligvis) under bugsering i marts 1941 i Svendborg Havn, hvor den sammen med Dragen og Laxen havde ligget oplagt på grund af oliemangel. De seks torpedobåde af Dragen/Glenten-klassen tjente krigen ud under tysk flag som målfartøjer og torpedoopsamlingsbåde i Østersøen. Fire af fartøjerne overlevede krigen, blot for at blive svært beskadiget under en ammunitionseksplosion i Flensborg i juni 1945. Ingen af dem kom således igen i tjeneste i Søværnet. (K. Marquard/Orlogsmuseets arkiv)

Tyskerne tilbageleverede senere de to bevogtningsfartøjer, da de ikke kunne bruge så forældet materiel. Undervejs i forhandlingerne var man fra tysk side gået med til som modydelse at levere byggemateriale til seks nye torpedobåde, men selv om dele af materialet blev leveret, havde Søværnet ingen interesse i at bygge bådene færdige. Man frygtede, at så snart de var klar, ville de også blive beslaglagt af tyskerne. Skibene blev derfor først færdigbygget efter krigens afslutning, hvor de indgik i flådens tal som Krieger-klassen.

Natten mellem den 28. og 29. august 1943 satte den tyske besættelsesmagt den danske hær og flåde ud af spillet. Det lykkedes imidlertid Søværnet at sænke eller på anden måde ødelægge hovedparten af flådens skibe. Kun én af Søværnets torpedobåde kom denne dag i kamp med de tyske styrker. Det drejede sig om torpedobåden Havørnen, der var blevet omklassificeret til bevogtningsfartøj, men som stadig var armeret med ét enkelt torpedorør. Under patruljesejlads i farvandet ud for Vordingborg blev Havørnen forsøgt stoppet af en større tysk torpedobåd. Chefen, kaptajnløjtnant A. O. Schultze, forsøgte først at undvige, men da det viste sig umuligt, tog Havørnen kampen op med den større tyske torpedobåd og der blev affyret en torpedo mod tyskerne. Den ramte desværre ikke og derefter valgte Schultze at ødelægge sit skib. Ved Stammenakke nær Vordingborg blev Havørnen sat på grund, og mens besætningen reddede sig uskadt i land, blev den gamle torpedobåd sprængt til vrag ved hjælp af bomben til eget skibs sænkning. Bedre gik det for søsterskibet Havkatten, som den 28. august var på patrulje i Øresund. Da chefen, kaptajnløjtnant Poul Würtz, fik nys om begivenhederne i land besluttede han at sejle til Sverige. Det lykkedes at nå sikker neutral havn og Havkatten blev som den eneste af Søværnets torpedobåde interneret og dermed formentlig reddet fra en værre skæbne.

Allerede i 1943 havde Orlogsværftet søsat to orlogsskibe, der skulle blive Søværnets hidtil største torpedobåde med et deplacement på 901 tons. Først navngivet Aarhus og Aalborg, siden Najaden og Nymfen og til sidst Willemoes og Huitfeldt kom de to enheder til at tjene Søværnet helt frem til midten af 1960’erne. Her er Huitfeldt fotograferet