Udvalgte skrifter og dialoger

By Lukian fra Samosata

Udvalget består af følgende skrifter og dialoger:

Om ravet og svanerne
Drømmen
Prometheus
Gudetinget
Charon
Menippos´ rejse til Himlen
Zeus i forhør
Hanen
Gæstebuddet eller lapitherne
Løgnhalsen
Om Peregrinos´ død
Timon eller menneskehaderen
Gudesamtaler
Samtaler i havet
Menippos´ rejse til Underverdenen
Samtaler i Underverdenen

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 9, 2020
• ISBN: 9788743064091

Lukian fra Samosata

Lukian var en græsk satirisk forfatter, født omkr. 120 i Samosata ved Eufrat i den romerske provins Syria (nutidens Samsat i det sydøstlige Tyrkiet. Lukian døde omkr. 180, sandsynligvis i Alexandria. Hans modersmål var sandsynligvis aramæisk, men han skrev på græsk. Han fik en retorisk uddannelse, formentlig i Jonien på Lilleasiens vestkyst.Frem til 40-årsalderen rejste han omkring i Gallien, Grækenland og Italien som sofist med foredrag. Senere gik han over til skribentvirksomhed, hvor han sørgede for at spotte alt og alle, både pedanter og pseudofilosoffer og falske profeter. Ikke mindst tog han fat på tidens overtro. Lukians værker har inspireret mange senere forfattere, deriblandt Ludvig Holberg.

Book preview

M. Cl. Gertz’ produktion som oversætter af Lukian består af:

Udvalgte skrifter (1881)

Hvorledes man bør skrive historie (1904)

Udvalgte dialoger (1916)

Tre skrifter (1918)

Fire skrifter (1919)

Disse titler er i 2020 udsendt i reviderede udgaver i fire bind:

Udvalgte skrifter og dialoger

Syv skrifter

Hvorledes man bør skrive historie

Sand historie

Indhold

Fortale

Udgiverens bemærkning

Lukian fra Samosata — hans liv og forfattervirksomhed

Skrifter og dialoger af Lukian

Om ravet og svanerne

Drømmen

Prometheus

Gudetinget

Charon

Menippos’ rejse til Himlen

Zeus i forhør

Hanen

Gæstebuddet eller lapitherne

Løgnhalsen

Om Peregrinos’ død

Timon eller menneskehaderen

Gudesamtaler

Striden om æblet

Zeus og Ganymedes

Hera og Zeus

Zeus og Eros

Hermes og Apollon

Hermes og Maia

Hefaistos og Apollon

Athenas fødsel

Afrodite og Selene

Afrodite og Eros

Hera og Zeus

Hera og Leto

Samtaler i havet

Doris og Galatea

Menelaos og Proteus

Doris og Thetis

Triton og Nereïderne

Zefyros og Notos

Menippos’ rejse til Underverdenen

Samtaler i Underverdenen

Testamentejægeren Terpsion

Den uheldige genvej

Filip og Alexander

Antilochos og Achilleus

Minos og Sostratos

Fortale

til Udvalgte dialoger 1926

Efter at jeg i 1881 havde udgivet en oversættelse af Udvalgte skrifter af Lukianos fra Samosata, udgav jeg 1891 og 1892 i samlingen Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning to mindre hæfter med oversættelse af nogle dialoger af samme forfatter. Da disse hæfter allerede i længere tid har været udsolgt, og jeg kunne ønske at have alle disse arbejder samlet på ét sted, har jeg formået Gyldendalske Boghandel til at udsende denne nye udgave af dialogerne, forøget med adskillige nye stykker.

I den ovenfor nævnte større samling fra 1881 er der givet en udførlig skildring af Lukianos’ liv og forfattervirksomhed, hvortil jeg henviser.

M. Cl. Gertz

København i april 1916.

Udgiverens bemærkning

til denne udgave

Professor Gertz måtte under sin mangeårige syslen med oversættelse og formidling af klassikerne også imødegå vanskeligheder af så praktisk og prosaisk karakter som for eksempel verdenskrigens knaphed på papir. Derfor udkom nogle af hans udgivelser som lejlighed bød og af en langt fra optimal typografisk og materialemæssig kvalitet.

Der har nu være mulighed for at råde bod på disse mangler og med denne nye og reviderede udgave at fremlægge en udgivelse mere i overensstemmelse professor Gertz’ intentioner.

Peter Eliot Juhl

Valby i september 2020

Lukian fra Samosata

— hans liv og forfattervirksomhed

I modsætning til, hvad der gælder som regel for de nyere tiders vedkommende, er det en ejendommelighed ved oldtiden, at man ved næsten alle, små så vel som store, ja selv de allerstørste forfatterpersonligheder i litteraturen kun har yderst sparsomme beretninger om deres liv, deres udviklingsgang og skribentvirksomhed, for så vidt de da ikke, således som fx Demosthenes og Cicero, har taget så virksom del i det politiske liv, at deres navn er blevet uadskillelig knyttet til deres fædrelands historie. Lige så stor interesse som deres samtid og eftertiden har næret for deres skrifter, lige så lidt har man i alt fald på de tider, hvor det endnu var mest muligt, brudt sig om at sætte sig ind i og optegne overleveringen om deres personlige forhold. Der kom ganske vist en tid, da man også begyndte at interessere sig for dette; men den kom så sent, at man i det væsentlige ikke havde andre kilder at øse af end forfatternes egne overleverede skrifter, kilder, der i de allerfleste tilfælde, som let er at forstå, ikke var meget rige; hvad man uddrog deraf, så vel som de bemærkninger, der lejlighedsvis kunne være fremkommet på andre steder, blev grundlaget for de biografier af oldtidens forfattere, som fremkom inden for selve oldtiden, og man hjalp da på de positive beretningers magerhed ved gisninger, som særdeles ofte var højst vilkårlige og førte over i det rent fabelagtige. På den måde er de fleste biografier af disse forfattere opstået, som, tilmed sædvanlig i betydelig forvansket skikkelse, er kommet til os, og for så vidt vi ikke endnu har de kilder bevaret i en nogenlunde fuldstændig skikkelse, af hvilke oldtidens litteraturhistorikere øste, står vi hjælpeløse og er ude af stand til at øve den ønskelige kontrol over for det, som er os berettet, og opklare de derhen hørende spørgsmål; det rent fabelagtige kan man naturligvis forkaste, og et og andet kan man også rette, men det øvrige må man lade stå ved sit værd.

Der er her mest tænkt på de personer, som optræder i litteraturen i de førkristelige århundreder; men det samme gælder også i hovedsagen om dem, som tilhører den senere tid. Det gælder også om Lukian. Man har en ganske kort biografisk notits om ham hos en byzantinsk leksikograf Suidas, der levede mindst 700 år, men muligvis endnu mere, efter ham; den lyder således:

Lukian fra Samosata, med tilnavnet gudsbespotteren eller spotteren, fordi han i sine dialoger også erklærer det for latterligt, som er sagt om guddommen. Han levede under kejser Trajan og derefter. Oprindelig var han sagfører i Antiochia i Syrien; men da han havde haft uheld med sig i denne stilling, vendte han sig til at skrive taler, og han har skrevet en umådelig mængde. Det hedder sig, at han er blevet revet ihjel af hunde, fordi han havde raset mod sandheden. I sit skrift om Peregrinos’ liv angriber han nemlig kristendommen, og selve Kristus spotter han, det nederdrægtige afskum. Derfor har han da også i dette liv lidt en passende straf for sit raseri; men i det tilkommende liv skal han blive arving til den evige ild sammen med Satanas.

Foruden denne interessante prøve på byzantinsk litteraturhistorie har man alene forfatterens egne, for øvrigt i meget rigeligt mål overleverede skrifter at holde sig til, når man vil søge oplysning om hans liv og virksomhed som forfatter. I første henseende får vi ikke mange oplysninger, men ganske væsentlige; af hans virksomhed og karakter som skribent kunne vi derimod danne os et fyldigt billede, da vistnok det meste af, hvad han har skrevet, selv det af de kristne hårdest fordømte skrift, mærkelig nok er kommet til os — foruden adskilligt, der går under hans navn, men åbenbart nok aldrig er blevet skrevet med hans pen.

Lukian blev født i Samosata, det nuværende Samsat, beliggende ved Eufrat i det landskab, som hed Kommagene og på den tid udgjorde en del af den kejserlige provins Syrien; hans fødselsår kan man med et rundt tal sætte til c. 120 e. Kr. Lidt af hans ungdomshistorie erfarer vi af hans skrift: Drømmen. Om hans forældre hører vi her, at de var fattige eller dog levede i små kår; da Lukian derfor havde endt sin skolegang, blev det bestemt i et familieråd, at han skulle lære et eller andet håndværk, for at han straks selv kunne tjene sit brød og ikke skulle falde sit hjem til byrde; thi til at lade ham uddanne sig i videnskaberne, hvortil ellers den opvakte dreng havde anlæg, havde man ikke råd. Han blev da sat i lære hos sin morbroder, der var billedhugger eller vel snarere blot stenhugger; og det var ikke ham selv imod, men han drømte allerede om det store ry, han engang skulle vinde som billedhugger. Imidlertid fik disse drømme og hans lyst til håndværket eller kunsten hurtig en brat ende, da han var så uheldig straks den første dag at slå en marmorplade i stykker og få dygtige prygl derfor af morbroderen. Grædende løb han af læren og kom hjem, hvor han fandt medhold hos moderen, og her havde han nu, fortæller han, den påfølgende nat en drøm, som blev bestemmende for hans fremtid; han stod som en Herakles på skillevejen¹, og to kvinder, Billedhuggerkunsten og Videnskaben, søgte ved overtalelser og forestillinger om, hvilket ry og hvilke goder de ville skænke ham, hvis han fulgte dem, hver især at drage ham til sig, og han valgte da til sidst Videnskaben. Det er naturligvis blot en digterisk fiktion; men resultatet blev altså, at han herefter kom til at studere, for at bruge et moderne udtryk.

Hvorledes han har fået midler hertil, vides ikke, og lige så lidt kan man med bestemthed sige, hvor han har fået sin første uddannelse. Det ligger nærmest at tænke sig, hvad der også på en måde støttes ved den oven for meddelte notits af Suidas, at han først er draget til Syriens mægtige hovedstad Antiochia, hovedsædet for den græske dannelse i denne del af romerriget. Vist er det, at hans stræben gik ud på at uddanne sig til taler; et kursus i veltalenhedslærernes skoler var i det hele det nødvendige grundlag for en videre gående videnskabelig uddannelse i hvilken som helst retning, men foreløbig har Lukian sat sig tilegnelsen af veltalenhedskunsten som sit eneste formål og ikke tænkt på at slå ind på andre studier. Det er nu ikke urimeligt, at han, efter at han havde fået en nogenlunde tilstrækkelig uddannelse, har prøvet på at høste fordel deraf, idet han praktisk gjorde brug af den tillærte kunst ved at virke som sagfører i Antiochia, således som Suidas fortæller. Heller ikke er det umuligt, at det kan være gået ham uheldigt ved hans første optræden, og at han derfor har opgivet denne stilling og er rejst bort fra Antiochia; thi man må tænke på, at han kom fra en lille, halvt barbarisk by, så at det ganske sikkert har kostet ham stor umage at tilegne sig det fine græske sprog og den fuldendthed i talekunsten, som har været nødvendig for med held at kunne optræde i en sådan by, hvor han må have haft mange heldigere stillede medbejlere. Men for øvrigt er det da også muligt, at dette blot er en fabel, og at det, der har ført ham bort fra Antiochia, har været ønsket om at udvikle sig endnu mere ved fortsættelse af sine retoriske studier på andre steder, hvor veltalenhedskunsten blomstrede i sin største frodighed, og så, når han følte sig tilstrækkelig stærk, at søge en større skueplads, hvor han kunne lade sit talent glimre, end en retssal i Antiochia kunne byde ham. Nok er det: sin fuldstændige uddannelse i veltalenhed har han fået i Ioniens store byer Efesos og Smyrna med deres berømte retorskoler; her har han aflagt de sidste levninger af barbarismen, og herfra er han draget ud for et vise den romerske verden sit glimrende talent.

Veltalenheden havde i Hellas og siden dets undertvingelse også i herskerstaden Rom og det vidtstrakte romerrige gennem århundreder været et sikkert middel til at vinde ære, rigdom og til sin tid også politisk indflydelse. Om det sidste kunne der, siden monarkiet var oprettet i Rom, og for Hellas’ vedkommende allerede siden den tid, da det havde mistet sin frihed, ikke mere være tale, og veltalenheden havde herved mistet den del af sit område, hvorpå den i ældre dage havde fejret sine største triumfer; men endnu havde den en ikke ringe tumleplads i retssalene, om den end også dér var mere indskrænket end tidligere, og til erstatning for det tabte havde den fået en overordentlig betydelig udvidelse på et område, hvorpå den ganske vist også i tidligere tider havde bevæget sig, men som dog havde været aldeles underordnet i sammenligning med de to andre. Den såkaldte epideiktiske retning inden for veltalenheden, hvis værker ikke som ved de to andre retninger, stats- og retsveltalenheden, væsentlig blot udarbejdedes som midler til opnåelse af et bestemt praktisk formål gennem påvirkning af tilhørerne i rådet og folkeforsamlingen eller af dommerne, men hvis frembringelser fremtrådte som litterære kunstprodukter med selvstændig betydning i og for sig, uden hensyn på det praktiske, som prunktaler, hvis eneste øjemed det var ved den tiltrækkende behandling af det valgte tema og den fine form i stil og sprog at vække tilhørernes behag og beundring — denne retning, siger jeg, havde på de tider, da Lukian levede, fået et overordentligt opsving. Dens egentlige opgave var taler til lovprisning eller stundom også dadel over guder, historiske personer, stæder, institutioner, dyr eller livløse ting, kort sagt, hvad det så skulle være, og man har undertiden truffet det mest bizarre valg, som tænkes kan, idet man hører om lovtaler over røg og støv, over feber og podagra; men for øvrigt inddrog den også temaer, der hørte ind under rets- og statsveltalenheden, under sig, leverede anklage- eller forsvarstaler i anledning af opdigtede retstilfælde, og morede sig med at fraråde eller tilråde Alexander eller Hannibal et eller andet krigsforetagende, at tilskynde athenienserne til at sende hjælp til Nikias på Sicilien eller slutte fred med Sparta eller deslige. Alle slags opgaver, som retorerne i veltalenhedsskolerne, der fandtes rundt omkring i hele riget, og nu for en stor del nød understøttelse af statens eller, hvad der var det samme, kejserens pengekasse, kunne forelægge deres disciple til øvelse, behandledes uden for skolerne for det store publikum af disse prunktalere. Man kaldte dem almindelig med navnet sofister; den hadefulde betydning, der fra Platons tid havde knyttet sig til dette navn, var nu forsvundet, og det havde genvundet sin oprindelige betydning, så at det blot betegnede mænd, som besad en alsidig og omfattende videnskabelig dannelse og kundskab til litteraturen og tillige var mestre i veltalenhed. Thi det forstår sig af sig selv, at belæsthed i alt fald til en vis og det ikke ringe grad var nødvendig for den, der ville optræde som sofist; fra den ældre litteratur hentede han hyppig sine temaer og meget af sit stof og sine tanker, og formen var uddannet gennem studium af den ældre tids veltalenhedsværker.

Sådanne sofister drog nu omkring i hele det romerske rige, naturligvis især til de større byer, og holdt deres epideiktiske foredrag over selvvalgte eller af tilhørerne opgivne emner; navnlig ved festforsamlinger, men også ellers var det dem let at samle et talrigt publikum om sig; fornøjelsen var naturligvis især stor, når flere optrådte samtidig, så at der leveredes hele turneringer i veltalenhed. Ved siden heraf opholdt de sig også ofte i længere tid på et eller andet sted og forestod retorskoler. Man vil vel her spørge om, hvorledes en græsk sofist kunne få tilhørere i den vestlige del af riget, hvor det latinske sprog jo herskede; her må man da erindre, at græsk allerede for længst var blevet det fine modesprog, som fransk var det og tildels endnu er det rundt omkring i alle europæiske lande, så at der fandtes mange, som forstod det helt, og selvfølgelig endnu flere, der kun forstod det til hælvten eller fjerdedelen — men derfor lige godt kunne gå med til at høre græske foredrag. Det var en særdeles indbringende forretning at være en sådan sofist, ikke at tale om, at ens navn blev berømt derved og kendtes fra den ene ende af riget til den anden, når man da præsterede noget mere end almindeligt; således havde i det foregående århundrede Dion Chrysostomos og i tiden nærmest forud for Lukians optræden Herodes Attikos (død 176) samt endelig omtrent samtidig med Lukian selv Ailios Aristeides glimret og vundet store rigdomme. At der ved siden af dem var mange stjerner af underordnet rang, behøver næppe at bemærkes; at der også optrådte mange, som ikke fortjente navnet, fortæller Lukian selv.

En sådan stilling var det lokkende mål, hvorefter Lukian stræbte hen, og da han anså sig for tilstrækkelig dygtig, begav han sig på rejse som sofist gennem Ionien og Grækenland til Makedonien, Italien og Gallien. Man har endnu en række skrifter af ham fra denne periode bevaret (thi det var meget almindeligt, at sofisterne senere samlede og udgav deres foredrag); således er der et med titlen Tyranmorderen, som behandler følgende tema: En mand er gået op i en tyrans borg for at myrde ham, men har ikke truffet ham selv, hvorimod han har dræbt hans søn og ladet sværdet blive siddende i liget; tyrannen er siden kommet hjem, har fundet sønnens lig og har derpå dræbt sig selv med samme sværd. Nu fremtræder manden, der har dræbt tyrannens søn, for dommerne med fordring på hædersgave som tyranmorder. Det er et tema af den almindelige art i retorskolerne. Ganske morsomt er et lille arbejde Vokalernes dom; bogstavet s fremtræder for de syv græske vokaler som dommere med anklage mod bogstavet t, der truer med at fortrænge det fra dets lovlige plads i en hel klasse ord². Af ægte epideiktisk art er: Lovtalen over fluen, en prunkende beskrivelse af dyret med lovprisninger over det herlige liv, den fører osv., holdt i så høje toner, at han ender med ordene: Endnu kunne jeg sige meget, men jeg vil dog holde op, for at man ikke skal mene, at jeg, som ordsproget lyder, gør en flue til en elefant. Andre skrifter er blot fortællinger af anekdoter eller beskrivelser af forskellig art, indflettet i en eller anden passende ramme. Alle disse arbejder har dog, skønt der hist og her findes ganske interessante partier i dem, navnlig et par maleri beskrivelser, i det hele kun underordnet interesse fra indholdets side. Men beundringsværdigt er det at se, hvorledes halvbarbaren ved et omhyggeligt studium af de ældre græske mønstre, digtere så vel som prosaforfattere, har forstået at tilegne sig det fine attiske sprog, at efterligne de gamles yndefulde og harmoniske form, deres vid og kraft, og finde det klare og passende udtryk, så at han i stilistisk henseende afgjort står så højt som nogen på sin tid, ja vel egentlig højere, og kommer oldtidsmønstrene temmelig nær, om man end nok kan finde pletter på hans stil, som viser, hvad tid han hører til. Det er også hans ønske, at der særlig skal lægges mærke til denne hans efterligning af klassikernes formelle kunst, og i det lille foredrag, som tituleres Zeuxis, er han meget fortørnet på sine tilhørere, fordi de kun har skænket det nye og overraskende i valget og udførelsen af hans tema deres bifald, men ikke har haft øre for hans stil³. Man må også prise det mådehold i anvendelse af retorikkens pyntemidler, han lægger for dagen, medens ellers forskruethed, opstyltethed og koketteri af meget forskellig art hørte hjemme i sådanne deklamationer. Denne sunde takt og smag har han stedse bevaret også i den art forfattervirksomhed, hvortil han siden går over, ligesom også hans stilistiske fortrin bevares og udvikles endnu mere under denne.

Omtrent ved 40 års alderen opgav han, efter at han havde vundet anseelse overalt og tjent sig en betydelig formue, dette omvandrende sofistliv og slog sig til ro i Athen, hvor han synes at have opholdt sig en meget lang række år derefter, idet han kun foretog nogle smårejser; således har han været hjemme i Samosata og hentet sin familie derfra til Athen (om han ved denne lejlighed har foredraget sin Drøm for sine landsmænd, som nogle antager, kan være tvivlsomt, men er ikke usandsynligt), og ligeledes ved vi, at han år 164 var til stede i Olympia, hvor han blev vidne til kynikeren Peregrinos Proteus’ frivillige død på bålet, som han har skildret os i det mest ilde omtalte af sine skrifter. Et fuldstændigt omslag foregår nu hos ham; han vender sig for et meget langt tidsrum ganske bort fra sofistikken. I sit skrift: Under dobbelt anklage fingerer han, at retorikken, personificeret som en kvinde, optræder med en anklage for Zeus mod ham, fordi han, uagtet hun havde skænket ham dannelsen og ført ham til ære og rigdom, dog har forladt hende, en så herlig ægtehustru. Han svarer derpå med at henvise til hendes vilde udskejelser, idet hun hengav sig til og fandt glæde ved samlivet med så mange uværdige elskere, og til hendes tiltagende pyntesyge og koketteri; han har ikke kunnet finde sig i dette, og tilmed har han ment, at det ikke længere passede sig for en mand i hans alder at sysle med sådan leg og tant, men nu burde han vende sig til alvorligere studier. Og guderne giver ham ret deri. Han kaster sig da over studiet af filosofien; i Athen var der rig lejlighed dertil, thi denne by var endnu bestandig det vigtigste sæde for disse studier, og foruden mange privatiserende filosoffer fandtes der offentlig lønnede lærere dér for de fire fornemste skoler, platonikernes, peripatetikernes, stoikernes og epikuræernes, således som Marcus Aurelius havde anordnet det. Det synes, som om det har været Lukians sammentræf med en akademisk filosof Nigrinos, hvem han har truffet i Rom og omtaler med stor agtelse, men som for øvrigt er os ubekendt, der har givet ham den væsentlige impuls til filosofiens studium. Hvor vidt Lukian nu har drevet det heri, og med hvilken iver han har kastet sig derover, er det ikke let at sige; imidlertid er det sikkert, at hans skrifter ikke tyder hen på noget særdeles grundigt studium, navnlig ikke af selve de ældre filosoffers originale værker, og endogså Platon synes han mere at have læst med formen end med indholdet for øje. Han kender de forskellige skolers hovedtendens og har aldeles udvortes og overfladisk tilegnet sig kundskab til nogle af deres hoveddogmer og filosofiske slagord; men i dybden er han aldrig gået. For øvrigt må det dog siges, at dette den gang næppe var nogen ualmindelig måde at studere filosofi på, særlig da når folk ikke kunne finde sig i at ofre hele deres liv til sådanne studier; og de filosofiske lærere har vistnok for en stor del selv været skyld i, at deres disciple ikke selvstændig søgte til originalerne så vel inden for den pågældende lærers egen skole, som navnlig for de andre skolers vedkommende, hvor det var ganske almindeligt, at disciplene lod sig nøje med lærerens referater. Af Lukians noget brede og hist og her lidt spidsfindige, men i det hele dog interessante dialog Hermotimos, så vel som af mange spredte steder i hans andre skrifter (Fiskeren, Menippos’ rejse Himlen) kan man se, hvad der har stødt ham bort fra filosofiens studium. Hans hovedinteresse har været rettet på det praktisk etiske, således som det almindelig er tilfældet med menige dyrkere af filosofien, og alt, hvad der ikke direkte stod i forbindelse dermed, har han betragtet som overflødigt og unyttigt. Men nu begyndte den filosofiske undervisning med de logiske undersøgelser, som især af stoikerne og til dels også af peripatetikerne var udviklet til den yderste finhed og ligefrem endte i hårkløveri; derfra gik man over til de fysiske og metafysiske undersøgelser med deres dristige og kunstige systembygning, og alt dette måtte gennempløjes, før man ret kom ind på det etiske, hvor man atter druknede i teoretiske, spekulative undersøgelser og betragtninger. Dette har Lukian ikke haft tålmodighed til at udholde. Desuden var de forskellige skoler, som på en noget tidligere tid havde været på nippet til at smelte sammen og gå op i en vis eklekticisme og synkretisme, på denne tid igen trådt skarpere ud fra hinanden, navnlig på det logiske, fysiske og metafysiske område, idet man havde begyndt atter at fremdrage, studere og kommentere skolernes gamle stifteres skrifter, hvori de forskellige standpunkter lå udtalt klarere og bestemtere i modsætning til hinanden; men også på det etiske var modsætningen yderst skarp mellem epikuræerne og de andre skoler, om end disse bedre kunne forliges indbyrdes med hinanden. Lukian, der nu hørte lærere fra de forskellige skoler, idet hans kritiske sans og hans sandhedstrang nødte ham til ikke ubetinget at give sig en enkelt retning i vold, følte sig i høj grad frastødt ved den indbyrdes modsigelse mellem skolernes lærdomme, som for de ringere læreres vedkommende udartede til gensidig forkætring og forargeligt skænderi; og da han ikke selv var den overlegne ånd, der kunne afveje de forskellige skolers lærdommes værd mod hinanden eller selv opstille noget nyt og bedre, førte det naturlig til, at han endte i fuldstændig skepsis og mistro til ad filosofiens vej at kunne finde sandheden, og hans valgsprog blev derfor Epicharmos’ vers: Ædru vær og husk at tvivle. Endelig kom hertil, hvad der siden skal omtales, det uheldige og forargelige forhold, som ikke få af datidens filosoffer udviste i deres personlige liv. Alt dette har stødt ham bort fra et grundigt og dybtgående filosofisk studium og bragt ham til at stille sig negativ over for al den eksisterende filosofis resultater.

Men dyb trang til litterær virksomhed og til også at lade sin stemme høre i den store strid, som førtes om de forskellige standpunkter på denne i litterær, etisk og religiøs henseende stærkt bevægede tid, opfyldte ham, og den fandt også det afløb, den måtte have. Udrustet var han med fortrinlige gaver til at opfatte billedet af det liv i alle henseender, der bevægede sig omkring ham, særlig da med et skarpt blik for det usunde og forkerte, hule og falske deri, dog således at det mere var fejlen i det enkelte, han så, hvorimod han har manglet det store blik, som forstod at finde roden og kilden til den usundhed, hvorunder hele samfundet led; og med denne sin opfattelsesevne forbandt han så, som en blivende frugt af sine tidligere studier, en fortrinlig gave til at fremstille det opfattede og fremsætte sine tanker derover. Udrustet var han med en åndsretning, der kun kunne slå sig til ro ved det sikre, klare og forstandige, hvorimod den skyede alt som pesten, hvad der var mystisk, plumret og uldent, fremfor hvilket han foretrak den absolutte negativisme, som han da også ofte endte i. Og endelig var han i etisk henseende (det ville være den største uretfærdighed at nægte det) udrustet med en sund sans for og trang til, hvad der var skønt og sandt, retfærdigt og godt, og med mod til frit at udtale sig om og med de skarpeste våben, der stod til hans rådighed, at bekæmpe det, der for hans opfattelse fremstillede sig som stridende herimod. Dette var det faste punkt, hvorfra hele hans skribentvirksomhed gik ud. At han imidlertid både kunne se fejl på en sag eller ikke se til bunds i den, og at hans varme blod oftere har løbet af med ham og ført ham for vidt med hans satire, så at hans slag undertiden ikke rammer på rette sted, skal aldrig nægtes.

Han skabte nu en ny retning inden for den græske litteratur, den satiriske dialog. Hans forbillede er på den ene side Platon, på den anden side og i langt højere grad Aristofanes og de andre gamle komikere; thi med dem var han nok så meget kongenial, og det er med god grund blevet sagt, at hvis han havde levet samtidig med Aristofanes og Eupolis, ville han være blevet dem en farlig medbejler. I det ofte særdeles dristige, ja eventyrlige og fantastiske anlæg af dialogernes hele plan og sceneri, i den maleriske skildring af situationerne, i den plastiske udformning af de optrædende personligheders hele både ydre og indre væsen⁴, i den livlige dialog med de hinanden krydsende replikker, den klare og forstandige tankegang, de træffende billeder, det skarpe vid, som gennemtrænger det hele, og endelig det slående og klare udtryk, der altid svarer til tanken og nævner tingen med sit rette navn — men rigtig nok heller ikke skyr at gå lige til eller mangen gang endog ud over grænsen for, hvad vi betragter som sømmeligt —, i alle disse egenskaber, som i større eller mindre grad findes ved hans dialoger, ser vi den gamle komedie⁵ gå igen hos ham. Han havde da også studeret dens værker grundigt, og ligesom vi i det lidet, der er levnet af hin stolte litteratur, finder meget, som kommer frem på ny hos Lukian, således tør vi ganske sikkert erklære, at endnu meget mere hos ham er lån eller efterligning fra komedien, uden at vi dog nu længere er i stand til bestemt at påvise det. Det er således ikke alt, der er originalt hos Lukian; heller ikke byder han os bestandig nyt, tvært imod er han ikke ængstelig bange for at låne fra sig selv, og man finder i forskellige dialoger de samme udtryk og vittigheder, ja ofte de samme motiver og enkeltvis endogså det hele anlæg gentaget i uforandret eller dog kun lidet varieret form; men til en vis grad kan man også finde noget lignende hos Aristofanes, og havde vi den hele komiske litteratur, ville vi ganske sikkert møde det samme i endnu højere grad. Et mærkeligt karaktertræk ved Lukians dialoger, som også bedst kan nævnes i denne sammenhæng, er hans rige benyttelse af ordsprog og talemåder, i hvilken henseende ingen anden forfatter kan stå ved siden af ham; de gør sædvanlig en fortræffelig virkning. Det samme er tilfældet med den store mængde anekdoter, han overalt forstår at anbringe. Ville vi, ligesom vi har sammenholdt Lukians dialoger med komedierne, således også sammenholde dem med Platons dialoger, da findes ganske vist også de fleste af de oven nævnte egenskaber i disse, og i ydre formel henseende kommer jo hertil det lighedspunkt, at begges dialoger er prosaværker; men for øvrigt har Lukians dialog ved sit ganske forskellige indhold og tendens et ganske andet præg end Platons. Derfor bliver Lukian også i skriftet: Under dobbelt anklage stævnet for Zeus af den personificerede Dialogos: han klager over, at Lukian har draget ham ned til Jorden og den menige hob, medens han tidligere var vant til at tumle sig i de himmelske regioner og tale om de højeste og alvorligste ting, guderne, universet og tingenes natur; i stedet for den værdige, tragiske maske har han påsat ham en komisk, præget med Aristofanes’ og Menippos’ væsen, og kort sagt ganske fordrejet hans karakter. Lukian slipper dog også let fra denne anklage, i det han gør opmærksom på, hvorledes han, samtidig med at han har værnet om Dialogos’ rene attiske dragt og friet den fra barbarisme, har vidst at indgyde ham et frisk og frejdigt liv og forlenet ham ynde, så at man nu gerne ser ham overalt, medens folk tidligere vendte sig bort fra ham med ulyst på grund af hans barske, mørke væsen og smålige og spidsfindige undersøgelser, som folk frygtede som pindsvinets pigge. Hvis hermed den platoniske dialog skal være karakteriseret, er det rigtig nok meget forfejlet; mørk strenghed er i alt fald langt fra dens karakter; men Aristoteles og andre havde også skrevet dialoger, og muligvis har Lukian snarere tænkt på dem, skønt derom kunne vi intet sige med bestemthed, da hine værker er tabt.

Fra denne Lukians bedste forfatterperiode har man, når man fraregner de uægte skrifter, som går under hans navn, og betragter sådanne dialogsamlinger som fx Gudesamtalerne som enkelte værker, i alt ca. 70 større og mindre arbejder tilbage, der betegnes med fællesnavnet satiriske dialoger; for øvrigt er i flere af dem dialogformen faldet bort, og skrifterne har karakter af afhandlinger eller fortællinger, men i indhold og retning er dog de fleste af disse meget nær beslægtede med de arbejder, som i egentlig forstand er berettigede til at føre dette navn. Indholdet af disse dialoger er i høj grad vekslende, og satiren rettes mod alle hovedsider af livet, ret som i den gamle komedie, kun med én væsentlig undtagelse, idet det politiske liv i romerstaten så godt som ikke berøres. Men her må man også betænke, at det på soldatermagt byggede, uindskrænkede monarkiske regimente naturlig kvalte politisk interesse hos de allerfleste, og allermindst kunne man vente at finde sådan interesse hos en græker. Hertil kommer, at, var der nogen tid under det romerske kejserdømme, hvor der herskede nogenlunde lykke, fred og frihed for voldsomt tyranni, var det netop på den tid, da Lukians skribentvirksomhed faldt, under de fortræffelige kejsere Antoninus Pius og Marcus Aurelius; han havde altså allermindst anledning til at rette sin satire mod kejserregimentet i det hele eller administrationen i det enkelte (hvad der for resten også, selv om forholdene havde været slette, ville have været frugtesløst), og det er højst ubilligt, når en nyere lærd har beskyldt ham for fejhed, fordi han ikke rettede sine angreb mod denne kant. Til at gå tilbage til de slette kejsere fra ældre dage var der ingen anledning for ham: han havde fuldt op af stof fra sin egen tid; men når han næsten anakronistisk taler om tyranner, hvad er der vel så i vejen for under dette begreb også at indbefatte de onde kejsere fra den tidligere tid? Det er utvivlsomt en stor overdrivelse, når nogle mener, at kejserdømmet egentlig var roden til og centralpunktet for alt det onde, som den gang florerede i riget; men selv om så var, kan man i det mindste erklære, at Lukian, når han ikke angreb ondet i sin rod, ikke har haft det overskuende blik, som erkendte dette forhold, men man har ingen ret til at beskylde ham for fejhed, medmindre man da vil rette samme beskyldning mod alle eller så godt som alle andre forfattere under kejserdømmet, hvad ingen tænker på. At Lukian for øvrigt ikke var bange for at give hug til de stolte romere, kan man se af hans skrift: Om de lejede husvenner, hvor han bittert anker over den hånlige behandling, som græske filosoffer måtte døje af de romerske halvdannede stormænd, hos hvem de lod sig bevæge til at træde i tjeneste som husfilosoffer, en ganske almindelig skik i kejsertiden, og endnu mere kan det ses af hans Alexandros, hvor både de romerske hofmænd og statholderen i Bithynien får en ordentlig snert.

Det er ikke meningen her at påpege alle de forskellige retninger, hvori Lukians satire går; men de væsentligste må dog fremhæves, når der skal gives et nogenlunde fyldigt billede af hans personlige og hans forfattervirksomheds karakter. Og det er da bedst at begynde med det vigtigste og omtale hans forhold i religiøs henseende.

Det er en på religionens område og alt, hvad dermed står i forbindelse, stærkt bevæget, men tillige forvirret tid, hvorpå vi her befinder os. Gennem digternes og endnu mere filosoffernes virksomhed havde troen på Hellas’ og Roms gamle guder fået så dræbende stød, at der igennem de nærmeste århundreder før Kristi fødsel og i det første århundrede derefter så godt som havde hersket fuldstændig religionsløshed, idet man enten ligefrem fornægtede guderne eller, hvad der hyppigere var tilfældet, var ganske indifferent over for dem. Her taler jeg dog egentlig kun om forholdene inden for de dannedes kreds; thi den store mængde, til hvem de filosofiske spekulationer slet ikke nåede eller dog kun i ringe grad, blev af gammel vane og på grund af den stærke sammenknytning mellem det daglige liv og religionen, samt tillige fordi man officielt stadig vedblev at overholde den gamle kultus, ved med at dyrke de gamle guder, tit under de mest rå og krasse former⁶. Her kunne der imidlertid egentlig lige så lidt være tale om tro som om vantro. Men på nærværende tid var der foregået et omslag; under følelsen af det stærke forfald i sæderne, hvortil man så den fornemste grund i denne ringeagt for de gamle guder, var der begyndt en reaktion, som ville tilbageføre den gamle tro. Kejsere som Hadrian og Antoninerne gik i spidsen; og at der virkelig både hos dem og hos en meget stor kreds af de dannede levede ikke blot en skintro, men en virkelig fast tro på de gamle guder, netop således, som de var fremstillet i den mytiske overlevering fra gamle dage, fremgår dels af beretningerne om disse kejseres liv, dels har man uforkastelige og rigelige vidnesbyrd derom i de bevarede skrifter af de betydeligste græske og latinske forfattere fra disse tider, mænd som Plutarch, Ailian og Pausanias, Fronto og Apulejus⁷. Kun når man tænker på, at forholdet virkelig var således, forstår man en vis række af Lukians skrifter, som selvfølgelig nærmest var bestemt for de dannede. Lukian selv er aldeles ude af stand til at tro på guder med det væsen og den historie, som mytologien tillagde dem, og derfor forholder han sig bestemt og fuldstændig negativ over for dem; han har vel derhos ment, at, når andre troede på dem, måtte det være, fordi de ikke klart og bestemt holdt sig for øje, hvad det virkelig var, som myterne fortalte om disse guder, og som den, der i det hele troede på guderne, nødvendig måtte medoptage under sin troende anerkendelse, alt sammen uden undtagelse. Han har derfor i overbevisningen om, at det ville være umuligt for noget med sund fornuft begavet menneske at gøre dette, når han rigtig fik at vide, hvad det var, han måtte tro på, indladt sig på, især i sine Gudesamtaler og Samtaler i havet, at fremstille en række af disse myter i dialogform, naturligvis de mest grelle af dem, om gudernes elskovseventyr og deslige, hvorefter han da ikke behøvede at lede længe; og han har, således som det også var det bedste at gøre, når den tilsigtede virkning skulle nås, i reglen fremstillet dem ganske simpelt hen, som de virkelig lød, kun af og til i en let spøgende tone, men uden at der ellers fra hans side indblandes satiriske betragtninger over deres indhold, hvilket jo let kunne have vakt mistro til fremstilleren som forvrænger af myterne⁸. Til samme klasse skrifter hører også hans fine, lille advokattale Prometheus, i hvilken Prometheus forsvarer sin fremfærd mod guderne, som ville straffe ham derfor; men her knytter der sig fyldigere satiriske betragtninger fra forfatterens side gennem hovedpersonens mund til selve mytens fremstilling. Også hans Samtale med Kronos går ind på samme tema.

Ved siden af troen på de gamle guder har der allerede længe hersket det mærkværdigste religionsblanderi. Selvfølgelig var dette netop fremkaldt på den tid, da troen på de gamle guder var begyndt at svinde bort, og mange dog følte en trang til at have lignende væsener at støtte sig til; men siden havde det stadig holdt sig. Polyteismen har let ved at åbne nye guder adgang til den engang dannede kreds, og mennesker, der lever under en polyteistisk religion, er tilbøjelige til at tro sig bedre hjulpet, jo flere guder der er at ty til. Hertil kom nu, at dannelsen af det romerske universalmonarki bragte verdens forskellige folk i nærmere berøring med hinanden, og forbindelsen blev stadig livligere, jo bedre kommunikationsmidlerne udvikledes. Så indvandrede da også fremmede kulter i rigeligt mål, og de ægyptiske og forskellige orientalske gudeskikkelser fik plads ved siden af Olympens guder og indtog samme eller tit endnu højere rang. At Lukian lige så lidt eller endnu mindre kunne finde sig i disse guder end i de helleniske, som dog i alt fald havde et menneskeligt væsen, er let at forstå; og man finder oftere hos ham den mest bidende spot over dette gudeblanderi, men især i den lille, meget vittige dialog: Gudetinget.

Således er altså Lukians forhold til folketroens forskellige gudeskikkelser; men derefter bliver spørgsmålet, hvorledes han stillede sig over for den forestilling om Gud, som var udviklet af filosofferne, og som hos så mange af de dannede, navnlig i en lidt ældre tid, ganske var trådt i stedet for de gamle guder. Her bliver der dog egentlig kun tale om den gudeforestilling, som er udviklet af stoikerne, om hvis lære Zeller⁹ med rette siger, at intet andet filosofisk system var i den grad nøje vokset sammen med religionen, og at deres system var lige så meget et religiøst som et filosofisk; Lukian tager da også alene hensyn hertil. Når nu stoikerne ydede folketroens guder en vis relativ anerkendelse og søgte at redde og opretholde mytologiens indhold ved en højst vilkårlig allegorisk udlægning af myterne, som særdeles ofte støttedes på yderst spidsfindige etymologiske forklaringer af gudernes navne, så var Lukian, som let er at forstå, aldeles utilbøjelig til at gå med hertil; men selv deres ene gud eller Zeus har han ikke villet anerkende på nogen måde. Hans virksomhed som verdensbygmester var ham fuldstændig uforståelig; det guddommelige forsyn, hvilket er en af de hovedsider, fra hvilke stoikerne så deres gud, kunne han ikke anerkende, når han så, hvorledes det gik til i verden, hvor de gode så ofte lider, medens de onde lever i tryghed og lykke, og af mange andre grunde; og guddommen som den evige, uforanderlige skæbne syntes ham også en fuldstændig urimelighed, blandt andet af den grund, at den aldeles måtte knuse den menneskelige frihed, og at menneskene jo ikke med rette kunne straffes, når de — efter skæbnens bestemmelse — begik forbrydelser. Altså negerer Lukian også bestemt den filosofiske gudeforestilling; skarpe indlæg mod den finder man især i dialogerne: Zeus i forhør og Zeus som tragisk skuespiller, i den 30. dialog af Samtaler i de dødes rige og andres steder. Resultatet af det