JOSEFINE KLOUGART om sit liv med bøger

SOM BARN LÆSTE jeg ’Det lille hus på prærien’ af Laura Ingalls Wilder og var meget betaget af serien og hele det univers, den fremkaldte. De fleste kender den sukrede tv-version af serien, men mange i min generation har også læst Wilders selvbiografiske romanserie om familien fra Wisconsin, der i 1870’erne forlader huset i skovene for at rejse til USA’s præriestater som nybyggere. Bøgerne har deres styrke i beskrivelserne af det konkrete liv – at børste sit hår, at bede aftenbøn, at passe dyr og betragte sine forældre med et mål af betagelse. Når man læser Wilder, kan man blive helt henført af de detaljerede beskrivelser af det konkrete arbejde, der beskrives i detaljer – for eksempel scenen, hvor pigerne og deres mor kærner smør, og hvordan de giver den blege vintersmør farve ved at rive gulerod fint, koge det op og dræne saften gennem et klæde for så at presse den gule saft ned i kærnen med mælk.

Og til sidst – hvordan moderen presser smørret ned i en træform, i hvis bund der er udskåret et jordbær med fine blade, som, når formen vendes, genfindes i den faste brik af hårdt smør. Eller arbejdet med at passe dyrene, fodre om vinteren og så videre. Det er alt sammen udtryk for en så omhyggelig registrering af det konkrete liv, en omsorgsfuld omgang med det små, det upåfaldende, det, der er mest af i livet, at det er, som om det løfter sig, og man kan se skønheden i det. På den måde bliver de bøger en slags kærlighedserklæring til den konkrete verden, hverdagen frem for en fetichering af højdepunktet, det ekstraordinære.

Jeg kan huske erfaringen af at kunne tage romanens fortryllelse af verden med mig ind i mit eget liv, hvor alt en tid blev vibrerende og fuldt af mening. Dét at hænge vasketøj op for min mor bagerst i haven på det smalle stykke mellem de høje træer blev løftet til en ny orden. Jeg tror egentlig, at vi alle sammen fødes med en evne til at opleve den konkrete verden på en meget