OM CYKELLØB

Det var aften, og støvet havde lagt sig efter den 119. udgave af den mest prestigefyldte endagsklassiker: Paris-Roubaix. Løbet er en af cykelkalenderens vigtigste begivenheder, og en søndag i april hvert forår strømmer tusindvis af mennesker til de Nordfranske kreaturveje, der ligger i det håbløse landskab, hvor kun pløjede marker og vindblæste småbyer eksisterer i en barsk og anonym tilværelse.

Jeg sad på en hotelrestaurant i den lille belgiske by Tilst i Vestflandern ikke langt fra den franske grænse og kunne i en afkrog af restauranten ane Kasper Asgreen, den store danske cykelrytter, som havde båret favoritværdigheden på sine skuldre i dagene op til løbet. Men han var styrtet og sad tavs, efter at drømmen om sejr i det gamle løb var bristet. Vestflandern og området omkring Nord-Pasde-Calais i Frankrig, hvor byen Roubaix ligger, er ikke omgivelser, som i første omgang virker opmuntrende eller byder på nogen former for trøst.

Da jeg første gang besøgte Roubaix for et par år siden, var mine forventninger til byen på trods af de rygter, jeg havde hørt, at jeg ved siden af de ubarmhjertige brostensveje ville møde en idyl af kirsebær- og æbletræer og venlige rækkehuse omkranse den vidunderlige udendørs cykelbane, som hvert år danner rammen om finalen i brostensklassikeren. Jeg så for mit indre øje en allé med stenplader i jorden med de store sejrende legenders navne indgraveret – jeg havde hørt, at sådan en fandtes – og jeg forestillede mig at ankomme en tidlig morgen og roligt spadsere ned ad alleen, finde en fortovscafe, nyde morgenen og derefter gå til velodromen og betragte den hellige cement, som banen er støbt af, for i ro og mag at drage mod Arenbergskoven, hvor de skrappeste brosten skal passeres. Derfra ville jeg vende tilbage til cykelbanen og opleve afgørelsen.

For den cykelkyndige lyder denne forestilling latterlig. Paris-Roubaix er et udtryk for det barske, ikke det idylliske. Løbet er en hyldest til det hårde slid, og med slid følger sjældent det perlende liv. Da jeg ankom til Roubaix, var min oplevelse præget af forladte huse, med knuste vinduer, og det gav et stærkt indtryk af, at fremtiden er svær. Hotellet, jeg var indlogeret på, havde rotter i gården, og udsigten fra mit værelse, der havde en røverisikret dobbeltdør, var en sø til et rensningsanlæg, som lugtede forfærdeligt og så grim ud. De følgende døgn oplevede jeg det fantastiske cykelløb på nærmeste hold, men jeg besluttede mig for aldrig at bo i Roubaix igen.

Derfor befandt jeg mig på et hotel i Tilst i Vestflandern denne forårsaften blot et stenkast fra den franske grænse. Her på hotellets restaurant forsøgte jeg at forstå de oplevelser, jeg netop havde været vidne til langs landevejen. Det havde været en solrig dag fra morgenstunden, og temperaturen havde nået mere end tyve grader, og overalt havde fugle kvidret optimistisk i det milde vejr. På mine rekognoscerende køreture dagen inden mellem paveerne Arenberg, Carrefour de l’Abre, Mons en Pevele og Camphin-En-Pevele nærmede sig faktisk flere gange den vidunderlige scene, som jeg beskrev med mine forventninger. Måske havde jeg alligevel taget fejl af det nordfranske og ud fra Roubaix fejlagtigt generaliseret resten af landskabet. Ikke langt fra de deforme brosten lå rigtige landsbyer, som på en så skinnende dag udtrykte fred og ro omgivet af blomster og frugttræer.

Jeg havde set utålmodigt frem til denne udgave af ’En forårsdag i helvede’, som løbet kaldes på grund af Jørgen Leths berømte film om løbet, fordi de to fantastiske rivaler fra henholdsvis Holland og Belgien, Mathieu van der Poel og Wout van Aert, som har været konkurrenter siden de unge drengeår, præsterede strålende resultater i løbene, der lå forud for denne søndag og dermed fortsatte deres årelange duel. Men i endnu højere grad så jeg frem til løbet, fordi den danske guldalder, som i disse år er repræsenteret af stærke ryttere som Michael Valgren, Søren Kragh Andersen, Jonas Vingegaard, Magnus Cort og mange flere, og som i foråret viser sig stærkest ved de to esser Kasper Asgreen og Mads Pedersen, blomstrer i en grad, som man for få år siden ikke ville tro muligt. Således tilskrev både belgiske, franske og engelske medier Asgreen og Pedersen favoritværdighederne i forårets store løb sidestillet med van Aert og van der Poel. Dette på grund af Pedersens sejr i verdensmesterskaberne i Yorkshire for et par år siden, som han siden har suppleret med sejre i klassikere og etapeløb som Gent-Wevelgem, Kuurne-Brussel-Kuurne og Paris-Nice. Asgreen kørte en pragtsæson sidste år og dominerede med sin kørsel, hver eneste gang han fik et startnummer på ryggen. Stærkest mindes hans sejr over netop fænomenet van der Poel i monumentet Flandern Rundt, hvor han i en direkte tvekamp afviste hollænderen i en spurt på målstregen.

Paris-Roubaix er karakteriseret ved styrt, punkteringer, uheld, tilfældigheders magt i kamp mod rytternes indbyrdes styrke, men tanken om, at de danske håb ikke kun placerede sig hos en rytter, gjorde det realistisk at drømme om, at i hvert fald en af de to kunne befinde sig i løbets finale, når det skulle afgøres på velodromen. Dermed ikke sagt, at sejren således ville ligge og vente forude allerede, men en god placering kunne med