MAGNUS MILLANG om at skabe karakterer

“Der er ingen tvivl om, at karakteren Jeppe K i ‘Danish Dynamite’ har en opslidende latter at høre på, og jeg må jo stadig jævnligt høre på folks egne forsøg på at efterligne ham. Jeg har efterhånden hørt nogle stykker, og det er ikke alle, der sidder lige i skabet. Det er ikke som sådan noget, jeg ønsker, at folk gør. Men samtidig må man sige, at man ikke kunne ønske sig et bedre output på en komisk karakter. Derfor er det også svært at være træt af det.” “Personligt synes jeg, at karakterer er sjovere end jokes. Jeg kan heller ikke finde ud af at lave punchlines. Det er noget andet, jeg er drevet af. Jeg kan sagtens grine ad gode, veludførte jokes, men jeg har det sjovere med selv at lave situationskomik og karakterbåren humor.”

Den første sjove film, som Magnus Millang så, var Eddie Murphys ’The Golden Child’. ’Coming To America’ så han mindst 100 gange på VHS. I skolen indtog han selv rollen som den sjove, når der skulle laves skolekomedier. Det blev ikke mindst tydeligt, da han som 10-årig spillede alkoholiker, som blandt andet skulle sidde på en bar og være i et utrolig højt humør til publikums store begejstring. Første gang, tanken om at bruge det talent til noget meldte sig, var, da en af lærerne fortalte, at Søren Østergaard også havde gået på skolen, og at de to mindede utrolig meget om hinanden. Det fik Magnus Millangs mor til at foreslå, at han da måske burde blive skuespiller en dag.

Det var tidligt, at jeg påtog mig rollen at være den sjove. Det gik ikke så godt på de andre planer i folkeskolen i Virum, men det her kunne jeg finde ud af. På den måde er det lidt den klassiske historie. Det er jo benhårdt at gå i skole med de sociale dynamikker, der er til stede, så det har været sådan, jeg kunne slå fra mig for at overleve.

Jeg spillede også med i masser af skolekomedier, og jeg fik fornemmelsen af, at der var noget, der fungerede for mig, når det kom til at underholde. Dengang var jeg også en meget stor filmnørd. Det talte til mig på en helt særlig måde, og da jeg senere kom på handelshøjskolen, fik jeg aldrig rigtig lavet lektier, fordi det hele gik op i film og surroundsound. Jeg investerede i en kæmpe forstærker, og jeg fandt store højtalere på et loppemarked, så jeg så godt som muligt kunne få hele oplevelsen med, selv om jeg kun havde et 14 tommer-fjernsyn. Da jeg fik arbejde på en tankstation med filmudlejning, slugte jeg alt, hvad der overhovedet var. Også alt det elendige. Så snart Universal-logoet tonede frem på skærmen, var jeg indfanget i den varme Hollywood-magi.

På det tidspunkt var jeg i begyndelsen af 20’erne, og det er jo især de år, der er med til at definere ens smag. Jeg var især optaget af Pedro Almodóvar, Woody Allen og Paul Thomas Anderson. Instruktører, der formår at skabe film og karakterer, der er sjove, men som samtidig rummer så meget mere. Andersons film ’Punch-Drunk Love’ med Adam Sandler i hovedrollen stikker stadig ud for mig, og det samme gør hans film ’Boogie Nights’, hvor Philip Seymour spiller lydmand med en for kort undertrøje på et pornofilmset. Det er der jo noget over. Han kunne på en måde have været en karakter, jeg selv