Sheela Søgaard

FOR NYLIG FLYTTEDE min familie og jeg fra Manhattan i New York til Vedbæk nord for København. Vi har ikke engang fået pakket ordentligt ud eller hængt ting på væggene endnu. Vi synes godt nok, at vi bor ret langt væk. Det er en anden livsstil. I otte år har vi kunnet gå og cykle alle vegne, nu bliver der tilbragt virkelig meget tid i bil, og det er vi slet ikke vant til. Da jeg boede i New York, skulle jeg blot gå hen over Brooklyn Bridge, så var jeg på kontoret. Den morgentur satte jeg ret meget pris på. Jeg har brug for en adskillelse mellem hjem og arbejde, men jeg synes nok alligevel, at den adskillelse er blevet lige lang nok nu.

Det er jo selvskabte udfordringer, for vi har registreret vores børn på den internationale skole i Nordhavn, og vi har mildest talt undervurderet trafikken. Det er ikke en irritationsfaktor, men det er blevet lidt en hjernevrider. Vi bliver ved med at overveje, hvordan vi kan skabe mere tid, for tid er jo vores knappeste, men mest værdifulde ressource. Jeg har været ude i, om vi skulle anskaffe os en båd, så vi kunne sejle ind til Nordhavn i stedet. Men det virker også lidt tosset.

”Jeg har aldrig betragtet mig selv som specielt introvert, men jeg kan alligevel mærke, at jeg bruger energi, når jeg er ude, og samler energi, når jeg kommer hjem. Jeg slapper allermest af derhjemme, når jeg for eksempel læser bøger.”
SHEELA SØGAARD

Der er nok to primære årsager til, at vi er vendt hjem til Danmark. En professionel og en personlig, og på et tidspunkt opstod muligheden så for at få begge behov til at passe sammen. Vi har boet derovre i otte år, og jeg har været forankret i BIG New York, men samtidig har jeg haft det globale ansvar for BIG-gruppen. Mens jeg var derovre, åbnede vi kontorer i London, Barcelona og senest i 2021 i Shenzhen i Kina. Det blev vanskeligere for mig at støtte væksten på de nye kontorer i andre tidszoner. Da vi begyndte at planlægge det hele i sensommeren 2019, rejste jeg stadig meget, for der var verdens landegrænser ikke lukket ned. Derfor drøftede vi mulighederne for en ny organisationsstruktur, så jeg kunne få mere tid i samme land som min familie.

På det personlige plan døde min dejlige svigerfar sidste år. Det blev en faktor for os, at hvis vi skulle nå at være sammen med vores forældre, mens de stadig er friske, og vores børn samtidig skulle nå at være en del af den større familie, kunne vi ikke fortsat være sådan nogle, der bare kom dumpende ind i forbindelse med en ferie en gang imellem.

MIN MAND ER fuldtidsfar, og det har været ham, der har bundet vores liv sammen derovre med både planlægning, det sociale og børnenes liv, hvor jeg på den anden side har stået for den arbejdsmæssige del. Det har helt sikkert været en større omvæltning at flytte hjem, end vi var forberedte på. Vi er jo fem i familien, der på hver vores måde er forbundet med byen. Børnene er blevet rigtige New Yorker-børn. Den yngste på seks år taler ikke engang dansk. Det var megasmertefuldt for dem at sige farvel. Det var vi ikke forberedte på, og det kan set i bakspejlet virke naivt, for det var også virkelig hårdt for dem, da vi i sin tid flyttede den anden vej. Men jeg var ikke klar over, at de ville være så kede af det og føle sig både lidt rodløse og hjemløse.

Det tager jo meget energi, det, der sker på hjemmefronten. Selv om