FUGLEFLUGT

Da min mormor for et par år siden efter længere tids sygdom lå for døden, kaldte hun mig til sygesengen. Jeg havde sammen med min familie, i ugen som blev hendes sidste, været til stede på hospitalsstuen mere eller mindre hele tiden. At jeg nu blev kaldt over var værdifuldt, for hun havde de seneste dage ikke talt meget. Også før sin sygdom var mine samtaler med hende altid præget af en højtidelighed, i en alvorsfuld tone, som dog ikke manglede humoristiske indslag, og emnerne var gerne kunst, kultur og rejser.

Det var ikke altid lette samtaler, og jeg kunne være sikker på, at hvis jeg fik sagt kedelige eller ligegyldige ting, ville det præge stemningen i en anstrengt retning. Men hvis jeg lyttede efter og var oplagt, kunne vi tale længe sammen i det, der føltes som lærdom, særligt når det drejede sig om evnen til at opleve sine omgivelser og finde værdi i dem.

Min mormor var billedkunstner og havde skarpe æstetiske holdninger. Hendes yndlingsfarver var turkis og ultramarin. I gaver forærede hun mig trommer fra Tunesien og rensdyrgevir fra Norge.

I hendes lejlighed var udstillet knive fra Grønland, hvor hun var vokset op, kinesiske mønter, og særligt indtryk gjorde en hvid marmorflise fra Thailand, hvorpå hun havde set en kongekobra sole sig.

Når hun så på flisen,