DEN FØRSTE SUPERMODELS SIDSTE INTERVIEW

Vil du have en sambuca?”

Maúd Bertelsen serverer den i høje mundblæste glas på snoet stilk og med to ristede kaffebønner flydende i overfladen. Hun antænder likøren med en praktisk langnæbet lighter af typen, man tænder op med i en pejs eller webergrill. Og hun er omhyggelig med at puste den blå flamme ud, før hun sætter glasset for munden. “Er den slukket?” spørger hun og kigger undersøgende på sit glas, før hun vover en tår. Så nipper hun til drinken og udsender et mildt og spindende “mmmmm”.

Med lukkede og let sitrende øjenlåg.

Maúd Bertelsen smiler, men kigger samtidig udfordrende på mig. Med mørkebrune, næsten sorte øjne rammet ind af kohlstreg og fine rynker. Håret er langt og sølvgråt. Hun er stadig faretruende smuk.

“Jeg giver ellers overhovedet ikke interview længere. Det er du godt klar over, ikke?” fastslår hun her fra sit sofahjørne i Vanløse-lejligheden.

Maúd Bertelsen siger konsekvent nej til alle forespørgsler. Hun har endda sat sit svar på formel. Det lyder sådan her:

“De ringer og spørger, om de må dække mig, og så svarer jeg: “Nej, det må I aldeles ikke. Jeg er blevet dækket så rigeligt af jer”.”

Sidst de ringede var for to år siden, da hun fyldte 80. Dengang var hun hverken til at hugge og stikke i, og det var Maúd egentlig heller ikke, da hun blev ringet op denne gang.

Alligevel lod hun sig til sidst overtale til det, hun selv kalder det uomgængeligt sidste af slagsen. Det hele er skrevet før, og det hele findes i fortiden, som hun siger. I historierne og i minderne og i de hundredevis af udklip og fotografier, som hun har gemt i store plastikbokse, hun kan rulle ind under den smalle daybed, der står i hendes stue.

“Min mor var en ‘man eater’. Ja, det vidste jeg jo ikke, at det hed dengang. Men det var det, hun var. Hun havde kun øje for sig selv og de mænd, hun rendte efter”

“Jeg gider ikke engang købe nyt tøj længere. Jeg har båret det bedste af det bedste: Dior, Yves Saint Laurent, Chanel og Paco Rabanne. You name it. I wore it. Så hvorfor skulle jeg gå og stadse mig ud i stangtøj.”

“Alt det interessante findes i min fortid,” siger hun.

I den forstand skiller Maúd Bertelsen sig ikke ud. Der er forskning, der viser, at de fleste med alderen begynder at leve mere i den tid, der er forbi, end i den tid, der omgiver dem. Men til forskel fra de