René Rechtman om at skabe verdens mest streamede serie

HVIS MAN VIL forstå, hvorfor ’CoComelon’ er blevet så succesrig, må man efter min mening begynde med et historisk tilbageblik. Da TV’et kom frem som massemedie i 1950’erne, begyndte man at lave børne-tv, og det var selvfølgelig mere populært, end hvad der tidligere var lavet af stumfilm og teater-releases og så videre. Det er ikke så mærkeligt, for nu havde producenterne pludselig en ny platform at boltre sig på. Hvis man spoler 20-30 år frem, kom kabel-tv’et, og pludselig kunne man få kanaler som Disney, Nickelodeon og Cartoon Networks. Man kunne lave en ny type indhold igen, der tilmed kørte 24 timer i døgnet. Dem, der lavede det, vandt. De overtog animationsbranchen og blev de største.

Nu er der så igen sket en ny udvikling. Vi er gået fra lineær adfærd til non-lineær, det vil sige fra kabel-tv til at streame digitalt. Der skal altså laves animationsindhold til nye platforme. Som de første har vi i Moonbug Entertainment forstået, at børn har ændret adfærd, og at teknologien er anderledes. Vores indhold bliver ikke lavet med henblik på Nickelodeon, men til Netflix, YouTube, Amazon, Sky Go, HBO Max og den slags. Vi kan lave mere indhold og hurtigere. Vi kan skifte formater. Skal det være to minutter, fire minutter, otte minutter, 11 minutter? Vi er i stand til at gøre det lynhurtigt. Det tager ikke to år at lave en animationsserie, men måske tre til seks måneder, og vi kan tilmed teste det løbende på YouTube. Skal hovedkarakterens hat være rød eller blå? Vi kan se, hvordan folk responderer, og så lave det om med det samme. Det er en helt ny måde at gøre det på. Sådan tænker traditionelle animationsstudier slet ikke.

1. Idéen

FØR JEG STARTEDE Moonbug i 2018, var jeg knap fire år i Disney og før det nogle år som president og investor i Maker Studios. Hos sidstnævnte samlede vi succesrige YouTube-kanaler i et fællesskab og stod samlet set for cirka 25 procent af YouTubes professionelle indhold. På tallene kunne jeg se, at omkring halvdelen af vores indhold var musikrelateret. Det var ikke så overraskende, for på mange måder er YouTube det nye MTV for børn og unge. Jeg kunne også se, at omkring en fjerdedel af vores indhold var børnerelateret. Efter at jeg havde solgt virksomheden til Disney, begyndte jeg at dykke endnu mere ned i detaljerne. Det viste sig, at top-100 IP’er (Intellectual properties, i dette tilfælde YouTube-kanaler, red.), som vores børn så på YouTube, var produceret af, hvad jeg kalder for no names. Det var ikke Disney, Paramount eller Nickelodeon.

Jeg vidste altså, hvor vigtig YouTube var som platform, jeg vidste, at vores adfærd havde ændret sig, og samtidig kunne jeg se, at top-100 IP’er, som vores børn i gennemsnit brugte 3,5 timer om dagen på at kigge på, var no names. Kombinationen af alt det fik mig til at tænke: ”It’s to good to be true!”

Der var en mulighed i markedet. Både i selve trenden, men også i at forbedre kvaliteten af indholdet. Når jeg begyndte at studere det indhold, som vores børn så, var det virkelig godt, men stadig begrænset ud fra et professionelt synspunkt. Tag som eksempel.