Johanne Schmidt-Nielsen om at skifte karriere
DA SIDSTE FOLKETINGSVALG blev udskrevet i maj 2019, gik jeg i gang med at pakke ting ned i flyttekasser. Det var lidt specielt, for til alle andre valgkampe har det betydet startskuddet på tre ugers ren overlevelse. Det er arbejde i døgndrift, hvor man ikke får set sin kæreste og familie, og hvor kun resultatet tæller. Sådan var det også for mine partifæller og kolleger, men selv gik jeg stille og roligt rundt og nussede på kontoret med en stak af Borgens egne flyttekasser, hvor der står ’Christiansborg’ på.
Som folketingspolitiker for Enhedslisten kender man fra starten vilkårene. Partiets rotationsprincip gør, at man ikke kan sidde for evigt, men fordi jeg altid har vidst, at dagen ville komme, var det ikke så vemodigt, som man måske kunne tro. Der er fordele og ulemper ved rotationsprincippet. Jeg syntes, jeg var en markant dygtigere politiker, da jeg stoppede, end da jeg startede. Men for mig personligt var det rart at skulle stoppe, og at det samtidig ikke var til diskussion. Der må være en kæmpeforskel på at stoppe i Folketinget, fordi man ikke fik stemmer nok, eller fordi man ikke genopstiller. Jeg var glad for, hvad jeg havde været med til i Enhedslisten – jeg syntes, vi havde formået at rykke partiet et bedre sted hen. Jeg havde også fået en lille datter, og jeg vidste allerede, at jeg skulle starte i Red Barnet. Jeg var virkelig klar til et nyt kapitel.
FØR JEG STOPPEDE, gjorde jeg mig selvfølgelig en masse tanker. Jeg har samme eksistentielle grundangst som alle mulige andre mennesker: ’Måske kan jeg ingenting?’ Jeg har ikke levet særlig planlagt, forstået på den måde, at jeg aldrig har stræbt efter et personligt mål ude i horisonten. Det var ikke min drøm at blive valgt til Folketinget i første omgang. Det var bare sådan, det blev. Jeg havde kun lige afsluttet min bachelor i socialvidenskab fra Roskilde Universitet, da jeg blev valgt ind som 23-årig i 2007. Dengang var min mor meget bekymret for, at jeg ikke også havde fået kandidaten med. Derfor begyndte jeg at spekulere på, om jeg simpelthen skulle blive studerende igen.
Jeg ringede til en studievejleder på Københavns Universitet, fordi jeg overvejede at starte på jura med henblik på at blive advokat en dag. I min tid på Christiansborg havde jeg fået øjnene op for, hvor fedt et fag jura er. Studievejlederen og jeg fik en fin snak. Men det virkede også lidt uoverskueligt. Jeg har dog stadig en drøm om, at jeg om mange år, når jeg er gået på pension, kan starte på åbent universitet.
Der var også den mulighed, at jeg kunne have fået eftervederlag i to år. Det er en af mange privilegier, man har som politiker, at man kan få løn i to år uden at lave noget. På den måde kunne jeg have lavet frivilligt arbejde i Enhedslisten og fortsat i partiet alligevel, men det fristede ikke rigtigt. Jeg havde også lyst til at lave noget andet. Derfor blev min nysgerrighed vakt, da jeg blev ringet op af et rekrutteringsbureau, mens jeg var på barsel med min datter, Lily. De fortalte, at stillingen som generalsekretær for Red Barnet var ledig og ville høre, om jeg mon kunne være interesseret i at søge jobbet. Selve